Venner i nøden…..

Vi har, efter Silas´ diagnose er blevet stillet, virkelig oplevet meget sympati fra nær og fjern. Folks medfølelse og varme har rørt os begge, og flere gange har mails, blomster, opringninger eller andre medfølende tilkendegivelser fået mig til at græde. Selvom det gjorde ondt i nuet, så har det varmet mig (os) rigtig meget at vide, at så mange tænker på os.

Mange har også sagt, at vi bare skal sige til, hvis der er noget, som de kan hjælpe med. De fleste bor dog så langt væk herfra, at det alene føles svært at få sig selv til at bede om ret meget. Den største og mest konkrete håndsrækning vi har fået er fra en gruppe bofæller fra Bofællesskabet Fælleshave, som vi fraflyttede for 1 år siden. Tobias og jeg flyttede ind i 2000, hvor Tobias kun var 5 år, og vi havde rigtig mange gode år i Fælleshave.

Fælleshave rummer mange søde og hjælpsomme mennesker, og da både Henrik og jeg er tilflyttere her til det sønderjyske, så håbede vi, at ex-bofællerne ville hjælpe os, hvis vi skulle komme i bekneb ifm Silas´ sygdomsforløb. Det håb har de tifoldigt indfriet. En håndfuld af de søde kvinder har tilbudt at stille sig til rådighed på skift til pasning af Silas i vores hjem, så vi en gang om ugen får mulighed for at tage ud og få ordnet forskellige ting sammen som familie. Det vil gøre det muligt at handle ind sammen, tage ud at spise, tage i biografen eller til sportsstævne med Tobias.

Jeg har efterhånden læst og hørt en del vedr. alvorligt syge børn i familien, og hvad det kan gøre ved et familieliv – og ikke så få familier splittes i eller efter sådan et sygdomsforløb. For det er hårdt, at have et sygt barn at skulle forholde sig til. Og med isolationsreglerne, så bliver det hele lidt mere udfordrende eller måske er problematisk et mere korrekt ord at bruge i denne sammenhæng. Så det handler om at passe på hinanden og af og til også koble fra sygdommen. Lige nu er aflastningsbehovet ikke så stort, men jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal komme, og så er det jo rart, at det allerede er organiseret. Og når man er sådan en type, som jeg, der helst kan og vil det hele selv, så har jeg bare så svært ved at sige til, når det hele brænder på.

I aftes var “Fælleshave-pigerne”så på besøg, og vi kunne fortælle dem lidt mere om Silas og sygdommen og sætte dem ind i de forholdsregler, der nu er ift til ham og sygdommen. Jeg synes det er utrolig sødt af dem, at de tilbyder os denne unikke hjælp. De havde alle set ham tidligere og var glade for at gense den lille smilende gut, der, som de bemærkede, jo slet ikke ser spor syg ud. Det kan jeg kun give dem ret i. Han ser så dejlig og sund ud.

Tirsdagens røntgen blev iøvrigt dropppet, fordi vi kom i tanker om, at Silas skal kontrol-røntgenfotograferes (ifm evaluering af behandlingsprogrammet) om 3 uger. Vi synes ikke, at der er nogen grund til, at han skal udsættes for røntgen-stråler unødigt, og om gipsen skal sidde der tre uger fra eller til, gør for os ikke den store forskel.

2 tanker om “Venner i nøden…..”

  1. Hvor er det enormt dejligt at i har en hel gruppe der kan og vil tage over så i kan komme ud og så lidt luft og ikke mindst tid til bare at være jer.
    Hvordan går det med Echo?

  2. Hvor er det dejligt du skriver det posetive ned også 🙂 det giver et snært af glæde over at noget er godt for jer, og ja, det er som sagt, “I nøden, man kender sine sande venner”

Skriv et svar til Netti Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *