Mandag fik jeg en sms fra Henrik, at han havde hentet en lille feberdreng i dagplejen. Feberen kom oveni hoste og snot, så dermed vidste vi godt begge to, at ugens indlæggelse i Odense ikke ville blive til noget pga det. Det ville ikke være forsvarligt at lægge ham i narkose, når han var syg med feber, snot og hoste. Meget meget ærgerligt, for de tre ugers ventetid har været drøje, og jeg tudede da også af fortvivlelse, da jeg læste sms´en, for nu bliver der bare ekstra ventetid.
En klatøjet lille dreng tirsdag morgen
Tirsdag valgte vi at opsøge vores lægehus, da Silas hostede meget og jo havde feber, og ja måske er vi lidt hysteriske, men det er faktisk kun sket en eneste gang, at vi er gået “forgæves” derned. Vi ville bare sikre os, at det ikke var en lungebetændelse, der var ved at bide sig fast i ham. Han er jo meget spinkel og har ikke meget at tære af, hvis han skulle blive rigtig syg.
Lægen kastede kort et blik på Silas og sagde: Ja, vi plejer jo at indlægge sådan nogle børn! Dermed mente hun børn, som var så vejrtrækningsbesværet, som Silas. Jeg indrømmer, at jeg blev lidt overrasket over, at det var så galt fat med ham og hans vejrtrækning, for han er bare altid så glad og for det meste kvik. Se bare videoen på det forrige indlæg. Den er optaget søndag, og der var han også vejrtrækningsbesværet. Men han virker vel ikke syg på det videoklip??
Vi kørte så til Kolding igår eftermiddags og her startede en ret intensiv behandling med inhalationsmasker i serier for at give Silas mere luft. Den kørte ret intensivt indtil midt på natten, hvor vi blev vækket mindst hver time for at Silas kunne få medicin.
Silas får ventoline i masken
Der er blevet taget blodprøver, røntgen af lungerne og RS-sug, og han er blevet lyttet på et utal af gange. Vi føler os i trygge hænder og føler virkelig, at Kolding gerne vil hjælpe os på rette vej med det her vejrtrækningshalløj, som jo har stoppet undersøgelserne i Odense to gange nu.
Silas i en frisk stund, hvor der skal trykkes på knapper.
For der bliver ikke nogen undersøgelser i Odense, så længe at hans vejrtrækning ikke er fin.
Hvor længe indlæggelsen her så vil vare ved må tiden så vise, men jeg tror selv, at vi skal være taknemmelige, hvis vi kommer hjem til weekenden.
åh altså hvor er det træls for jer og da ikke mindst miniman. Det er skisme ikke rimeligt at det bliver ved. Men godt at høre at I får så god hjælp.
Jeg håber han bliver frisk snart og at I kommer hjem inden weekenden.
Vi ses – måske (det er vel ikke sikkert du kommer?) – i Middelfart lørdag 🙂
Øv hvor er det bare ved at være for meget…
Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige, for der er jo ikke så meget at siger.
Jeg tænker på jer og håber, at der snart er lidt positivt nyt.