Frygtede et farvel…..

Diva har gennem de sidste par uger haltet en del. Faktisk ville hun ikke støtte på højre forben om morgenen, og det var tydeligt, at hun også i løbet af dagen sådan fra tid til anden var plaget af smerter i benet.

Jeg vil helst bruge min faste dyrlæge, og da vi var på ferie i sidste uge, fik jeg bare ordineret noget smertestillende via tlf, og vi aftalte så, at han skulle kigge på hende i denne uge, hvis ikke det var blevet bedre.

Diva er jo en ældre dame, der har rundet de 12 år, og jeg frygtede det værste for min gamle hund. Hvis dyrlægen fandt noget “grimt” på hende, så var det jo nok tid til farvel. Han undersøgte hendes ben/skulder/pote klinisk, men fandt intet. Nu lå der så også lige en tandudtrækning og -rensning og ventede på Diva, så inden hun blev lagt i narkose for at få ordnet tænderne, så bad jeg dyrlægen om at røntgenfotografere Divas højre ben, så jeg kunne få klarhed for hvordan skelettet på hende så ud. Dermed også afgøre om det ville være umagen værd at ordne hendes tænder, for at sige det lige ud.

Røntgenbillederne var fine, og de viste ikke nogen grund til halthed. Så det må jo være forstrækning eller overbelastning på en eller anden vis. Jeg sagde godnat til Diva og hentede hende igen sidst på dagen, hvor hun var lidt groggy og manglede en tand – men de resterende tænder var fine, så mon ikke de også kan holde et par år mere?!

Pyha, det var rart, at det ikke var nu, at jeg skulle sige farvel!

Her tænker du på “Frygtede et farvel…..”

Skriv et svar til Maibritt Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *