Når mad er et mareridt

Silas har aldrig været særlig god til at spise, og jeg tror, at det bl.a. hænger sammen med hans behandlingsforløb med kemo (selvom det ligger 2 år tilbage nu), men ikke mindst hvor afkræftet han var for 1½ år siden, da vi var indlagt til udredning, og han der fik konstateret Cystisk Fibrose. De få ting, som han med glæde spiste under indlæggelsen – eller måske rettere op til indlæggelsen, rører han helst ikke i dag. Jeg tænker at smagen af det mad,som han spiste dengang, giver ham dårlige associationer.

Faktisk er måltiderne blevet et sandt mareridt for os og har været det størstedelen af Silas´ liv. Silas er umådelig kræsen og vil ikke smage på noget nyt. Kartofler og ris spiser han ikke – faktisk er han lige ved at kaste op, hvis han får det i munden. Det eneste varme mad han med sikkerhed spiser er tomatsuppe, som han er helt vild med – dog uden kødboller og suppehorn. Deruodver er det kun pandekager, som han med sikkerhed modtager med åbne arme  åben mund. Gennem de sidste par uger har vi dog sporet lidt velvilje for noget nyt og set ham spise 1½ skive farsbrød og en pizzaslice. Henrik og jeg kiggede måbende på hinanden, men vi ved også, at det sagtens kan være, at han næste gang, han præsenteres for samme ret vil nægte at putte det i munden igen.

Silas vil faktisk kun have rugbrød, boller eller franskbrød. Derpå kan vi heldigvis komme forskelliget pålæg på, men man kan alligvel ikke lade være at tænke, at det må være lidt kedeligt kun at spise brød med div. pålæg – og hvad pokker gør vi, hvis han pludselig får den idé, at han ikke vil spise brød mere?!

Han spiser dog med glæde chips, saltstænger, frugtstænger, chokoladekage og chokolade. Men men det kan man jo ikke leve af.



Silas giver kærligt bamsen mad og drikke
– men hvad med ham selv?

 Måltiderne tager typisk ½-1 time, hvilket godt kan være lidt en pine, hvis man har lidt travlt en morgen, for man har ikke meget lyst til at snyde ham for mad, da han jo meget gerne skulle tage noget mere på. Jeg synes det er svært at fede på ham, når han er så småtspisende. Vi gør ellers en indsats med tandsmør, sødmælk, fed pålæg og masser af olie i pandekager og tomatsuppe. Pga en defekt bugspytkirtel, så kan Silas ikke selv spalte fedt og trods medicin går der stadig en del fedt tabt, som han ikke får næringen af.

Imorgen skal vi til kontrol på Skejby, som vi er ca en gang hver måned. Til denne kontrol måles og vejes han altid, og både Henrik og jeg forventer, at han denne gang har taget på i vægt, så jeg ved, at vi vil blive ret skuffede (og måske også lidt frustrerede), hvis vægten skulle vise det modsatte.

Her tænker du på “Når mad er et mareridt”

  1. Jeg skal krydse fingre for jer 🙂 og ja det må være frustrerende for jer at der er så meget han ikke vil spise, men lidt sejt at han nu har prøvet pizza og farsbrød 🙂

Skriv et svar til Anette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *