Spontan tur til Kreta

Min 6 ugers lange ferie/orlov har været så fuld af aktiviteter, og jeg har nærmest ikke haft tid til at blogge i ferien. Noget af det forsømte når jeg måske at indhente og andet kommer nok bare ikke på bloggen.

Men jeg må da nævne feriens absolutte højdepunkt, som var familiens ferie til Kreta.

Egentlig var det planen, at vi skulle have trukket campingvognen til Frankrig. Men både Henrik og jeg havde meget svært ved at blive færdig med job, så vi kunne komme til at holde ferie. Så vi kom faktisk et par dage ind i den første ferieuge (uge 25), før vi fik lukket ned. Dermed vurderede vi, at campingtur til Frankrig havde haft svære odds, når der også manglede rengøring og pakning af vognen, for ikke at nævne den lange køretur, før vi ville være fremme på destinationen.

Så i stedet surfede vi lidt på nettet, og fandt en uspecificeret rejse med Spies med afrejse om torsdagen. Den hoppede vi på. 998,- pr næse + lidt tillæg for garanti for at havne på samme hotel og transport mellem hotel og lufthavn. Vi endte på kr. 5.500,- for os alle fire. Fin fin pris, men lidt mærkeligt bare at rejse afsted uden at vide, hvor man ville havne på Kreta.

Et kig fra stranden inde i byen. Restauranter langs stranden i lange baner…

Ca samme sted – bare aften nu

Indrømmet, jeg er jo lidt kontrolfreak og kan ikke altid styre mit planlægningsgen. Vi endte dog på et hyggeligt lille hotel i udkanten af Hersonissos, som virkelig er et sandt feriested med masser af spisesteder og boder langs strandpromenaden. Det var et helt perfekt sted for os. Der var måske 40 ferielejligheder, og der var stille og roligt – og hyggeligt. Jeg ved, at jeg ville have syntes meget lidt om et af de store all-inclusive hoteller med masser af russere, så det her var faktisk både perfekt og billigt.

Dejligt lille pool-område og blå himmel hver dag
Hvad mere kan man så ønske sig?

Vi havde ingen planer for ferien og tog det bare stille og roligt. Vi sov længe, hentede morgenbrød og spiste sammen i vores lejlighed. Så gjorde vi ellers lige det som lystede os. Gik typisk en tur ned i byen, plaskede lidt i poolen og prustede lidt i varmen.

En dag ved stranden .
Vandet var lækkert, men bunden lidt lumsk

En enkelt dag lejede vi en bil og kørte en tur ud for at se lidt på øen. Egentlig var det planen at køre ud og se Knossos, men kombinationen Silas, 32 graders varme og folk, som sild i en tønde, gjorde, at vi droppede den idé. I stedet for kørte vi en tur til Skt Nikolaos og rundt i bjergene, hvor vi f.eks kom ud at køre i det, som man virkelig kan kalde for smalle gader.

En af de smalle gader, som vi kørte i og vi mødte tilmed en modkørende!
Godt vi bare havde lejet en lille bitte bil

Jeg elsker is-desserter, og i den varme så måtte Nikolaos også vise os,
hvad de havde at byde på

Hjemme i Danmark var det bare tordenvejr og masser af nedbør, men på Kreta var der +30 grader. Pyhaa, det er meget varmt for mig, og lad mig bare være ærlig og sige, at jeg er ret bange for solen. Mine ører bliver fyldt med små brandsår, og jeg bliver rød fremfor brun. Faktisk lykkedes det mig også at være på Kreta en hel uge uden at blive nævneværdig brun (jeg fik langt mere kulør under Fionia Cup i uge 28). Hver dag var jeg pakket ind i solcreme faktor 50 og forsynet med hat.

På med hatten

Denne her ferie var så afgjort bare feriens bedste aktivitet. Jeg var så godt tilpas med ferien, at jeg måtte udtrykke det flere gange dagligt for familien og ellers sad jeg bare flere gange om dagen og frydede mig for mig selv. Det var en ferie for os alle sammen. Ingen skulle gå på kompromis.

Eftermiddagshygge med en enkelt mojito

Skøn ferie for alle.
Ikke altid let at finde noget for både en på 4 og en på 18 år

Jeg blev faktisk ganske forelsket i Kreta, og en anden gang kunne jeg godt finde på, at tage afsted igen – gerne på samme tid af året. Sådan lige inden skolernes sommerferie. Det er billigt og det er til at komme til for gæster på feriestederne. Den græske mad var utrolig lækker, og det var også til at betale sig fra. Vi kom typisk af med 45-55 € for mad og drikke til os alle 4.

Næsten alle aftenmåltider blev indtaget langs vandet

Vi har jo næsten lige været i Tyrkiet, og jeg må sige, at sammenlignet med Kreta, så taber Tyrkiet bare så meget. På Kreta kan man få lov at kigge på varerne uden at blive overfaldet, og man slipper for konstant at skulle prutte om priserne for at nøjes med at betale et nogenlunde rimeligt beløb for tingene. På Kreta er lokalbefolkningen heller ikke så pågående som i Tyrkiet.

Den sidste dag besøgte vi den gamle Hersonissos, 
som ligger oppe i bjergene nogle kilometer fra feriebyen.
Der var anderledes ro på og hygge på en anden måde

Jeg frydede mig også meget over at opleve en stor udvikling med Silas på Kreta. Det er lige som om han ofte rykker en del i udvikling, når vi har ferie og tager væk, om det så er langt væk eller bare et sommerhus 150 km væk betyder ikke så meget for udviklingen.

Fiske-spa.
Ja, jeg måtte have babybløde fødder, inden vi skulle hjem igen

Silas var meget opsat på at prøve at få hænderne ned til de små fisk.
Jeg synes, at han var ret sej

Silas var superglad på hele ferien, og taler meget om vores ferie i “Myggeland”, som Silas døbte det, fordi han nærmest blev ædt af myg den første nat.

Myggeland.!!
Tjek lige de mange røde mærker på Silas…. 

Det var også sjovt at observere hans glæde ved poolen. Silas har aldrig været nogen vandhund, og vi har heller ikke gjort så meget i den retning, da pools/svømmebassiner og Cystisk Fibrose i manges optik er en dårlig kombi. Andre er ligeglade. Vi snakkede med dem på hotellet og vurderede så, at Silas ikke skulle frarøves den oplevelse. Der er dumme bakterier alle vegne, og vi satte vores lid til, at de gik op i hygiejnen.

Familiehygge ved poolen
Åh denne ferie var bare SÅ skøn, og nu her knap to måneder efter er jeg klar til at tage afsted igen…

Her tænker du på “Spontan tur til Kreta”

  1. Er selv dybt forelsket i Kreta, desværre er campingvognsferie og Kreta lidt svært at kombinere, det lyder som om I har haft en dejlig ferie, skøønt! 🙂
    En anden gang skal I prøve Elefanisos på den sydvestlige del af øen, det er en rigtig flot (og spændende) køretur gennem bjergene, men stranden er fantastisk når der er vindstille.. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *