Det var lidt for tæt på….

Fredag aften jagtede vi solnedgangen på Mandø for at få dette flotte skud. Der kunne jeg ikke vide, hvor uhyggelig tæt det var på at være det allersidste flotte billede af min skønne MicMic.

Foto: Sanne Ammitzbøll
(Grooming: Mona Pharsen)
Lørdag morgen fik jeg sådan en træls opvågning. Lyden af en hund, der brækker sig i campingvognen. Op af sengen sprang jeg, greb MicMic, der stod halvvejs inde under den nederste køje. Jeg var klar til at springe ud af vogn og fortelt med hende, da den lille bitte smule blufærdighed jeg har, fik mig til at tøve og kigge ned af mig selv. 

Nej. Det ville ikke være pænt gjort at stige ud i morgensolen til de andre i den mundering eller mangel på sammen. Kastede en T-shirt på og MicMic holdt tæt imens. Udenfor gik hun og bøvsede lidt mere, men det var nu ikke noget, som jeg tillagde noget særligt. Det hænder da af og til at en af mine hunde kaster op, og det her så hverken værre eller bedre ud end så mange andre gange, når en hund har kastet op (endnu i hvert fald).
Vi spiste morgenmad ude mellem alle vores campingvogne (vi var et “selskab på 6 campingvogne), mens hundene gik i deres indhegninger. MicMic havde lagt sig om i skyggen, og det var der jo ikke rigtig noget mærkeligt ved. Det var stegendes varm. Lørdag var en dag med over 25 grader på Mandø. Hun havde trukket sig helt op i hjørnet af indhegningen og krøllet sig sammen.
Mens alt vores morgenhalløj står på, bemærker jeg ikke nogen forværring ved hende og hun er faktisk også omme på forsiden af forteltet en enkelt gang, hvorefter jeg følger hende om til bagsiden igen, fordi der er mere svalt. Jeg bemærker ikke noget alarmerende. 
Da vi er færdige med morgenmaden er planen, at vi alle skal ud at bade med hundene. Min plan er i første omgang at tage med, men lade MicMic blive tilbage i “lejren”. For mig at se, ligner hun bare en hund, der har kastet op. Det har jeg jo prøvet masser af gange før, og det plejer bare at være ovre efter et par gylp. Jeg når dog slet ikke så langt i mine planer. Jeg når vist dårligt nok at tage af bordet og bære det over i campingvognen. 
Da jeg igen går om til MicMic, så ligger hun bare og har det meget meget skidt. Hendes underkæbe hænger og forbenene er helt fuldstændig smurt ind i savl. Hendes gummer er blege. Hendes øjne er triste og trætte. Når det handler om mine egne dyr og nødstilfælde, så går jeg lidt i chok og kan stort set ikke rigtig foretage en fornuftig handling. Så er man glad for at være sammen med 10 andre hundetosser, der kan tage over for en. 
Sanne Ammitzbøll kastede sig over MicMic, tog temperatur, gav salt/sukkervand og gennede mig panderynkende afsted til dyrlæge. En anden tjekkede tidevandstabellen. Gudskelov var der lavvande, og man kunne køre til fastlandet. En tredje ringede til dyrlægen og varslede vores ankomst. En fjerde hoppede med i bilen. Køre bilen kunne jeg godt. Det må være noget, som jeg kan på rygraden. 
Men det at køre er nu ikke engang noget, som man skal tage for givet, når man nu står der på en vadehavsø, hvor tidevandet styrer ens handlemuligheder. Heldigvis var der lavvande, for ellers havde det virkelig været bad luck. Patienter hentes med helikopter i sådanne tilfælde. Men næppe hunde. Mon sygeforsikringen ville dække en ambulanceudrykning med helikopter? 
Vejen fra Mandø til Ribe er ikke lige frem velegnet til Formel 1 racerløb. Alene Låningsvejen, som er ca 6 km lang og består af en mere eller mindre “pyttet” grusvej med hastighedsbegrænsning på 25 km/t. Men kan kan “sagtens” køre 65-70 km/t på den, når der ikke lige er fodgængere, modkørende eller alt for løst grus. Det var ikke behageligt, men føltes nødvendigt. 
De 25 km til Ribeegnens Dyrlæger føltes bare som 75 km og naturligvis var omkørselsvejen ved Ribe By også ved at pakke til af ferietrafik. Sådan er det jo altid lørdag i sommerferien. Så hvorfor skulle denne dag være anderledes?
Dyrlægen undersøgte MicMic, som bestemt ikke havde fået det bedre på turen. Hun var rigtig slap. Efter et hurtigt tjek stod det klart, at MicMic var svært dehydreret og skulle have noget vædske. Dyrlægen ville starte med at tage en blodprøve og så give vædske. Men det med blodprøven skulle vise sig at blive noget af en opgave. Dyrlægen baksede og kunne ikke ramme. Jeg var efter et par missere simpelthen nødt til at spørge hende, om det var hende, der ikke var så heldig med at ramme eller det var MicMics tilstand? Pludselig kan jeg ikke se nogen vejrtrækning fra MicMic, men inden jeg panikker helt, ser jeg at hun stadig trækker vejret. Svagt, men hun trækker stadig vejret. Da jeg efter forløbet fortæller det til dyrlægen, siger hun, at også pludselig manglede vejrtrækningstegn. 
Jeg foreslår dyrlægen, at en anden kan prøve at ramme en vene. Hendes kollega bliver kaldt hen til os. Han bakser noget, men får dog ramt en vene, men siger så til sin kollega, at hun godt kunne glemme at få en blodprøve af den hund, for der er ikke noget tryk på blodet. Og nej jeg kan godt se, at der ikke kommer mere end en lille dråbe blod ud af det venekateter, som han møjsommeligt har fået lagt med store lupbriller på. 
Det står nu helt klart for mig, at det er meget skidt med min lille sheltiepige, og jeg bliver ret utålmodig. “Kan I ikke bare se at give hende noget vædske nu og så tage den blodprøve bagefter?” spørger jeg. Jeg er oprigtigt bange for, at hun skal dø i armene af mig. Mens dyrlæge 1 gør klar med drop og vædske, barberer Dyrlæge 2 MicMic på halsen og stikker en kanyle ind der, mens jeg forsøger at holde min meget slappe hund. MicMic gør intet for at holde sin krop og hænger bare slapt i mit greb, som jeg må flytte lidt på, da jeg ellers holder hele hendes vægt i mit greb rundt om hendes hoved. Dyrlægen trækker blodprøven ud i en engangssprøjte. MicMics system var ved at lukke godt og grundigt ned. Hun stinker rædselsfuldt, og det gør hun faktisk flere timer efter. En ubeskrivelig stank af mavesyre omgiver hende.
Hvor er hun bare skidt og afkræftet
Endelig får hun vædske. Hun bliver meget langsomt bedre, men jeg synes faktisk, at der går et par timer, før hun igen ligner en hund. Selv efter to timer er hendes poter stadig klamme og kolde. 
En halv time senere end billedet ovenfor.
Nu kan hovedet da løftes ved egen kraft
Efter 4 timer har hun fået 500 ml vædske i droppet og er klart i bedring, men hun har på intet tidspunkt taget initiativ til at rejse sig fra bordet, hvor hun har ligget stille i 4 timer. Hvis jeg rejser mig og går væk fra derfra (Jannie, som var sød at springe med i bilen, bliver selvfølgelig stående hos hende), så vender hun øjne og ører efter mig, men det er også det. 
Efter et par timer med vædskedrop
Efter 500 ml har hun fuld tank, og jeg bærer hende udenfor og sætter hende i græsset, hvor hun trisser efter mig. Indenfor havde hun vaklet rundt som en fuld. Rart at se, at hun er på benene igen, og hun får også tisset lidt. Efter et par minutter udenfor løfter jeg hende ind igen. Når man har løftet på hende, gylper hun stadig og hun har helt klart kvalme. Hun får kvalmestillende og dyrlægen beslutter at tage et røntgenbillede af mavesækken for at sikre sig, at der ikke ligger noget derinde. 
Der er ikke mere, de kan gøre for hende, og hun er også i bedring på de 4 timer, vi har været hos dyrlægen. 4 timer er lang tid at sidde og afvente og kigge på, at dråberne drypper fra dropposen. Det giver jo ikke hunden ro, hvis man sidder og rykker i hende hele tiden. Så lidt adspredelse skal man da have. Jeg fik da ryddet lidt op på min telefon i det mindste. Og det var dejligt, at Jannie var kørt med mig til selskab og assistance. Det er også altid rart, at have et par ekstra ører til at høre dyrlægens instrukser.
Vi kører tilbage til campingpladsen på Mandø. Det føles ikke, som om der er helt så langt fra Ribe til Mandø, som der var Mandø til Ribe og det til trods for, at jeg kører en del langsommere på turen tilbage. Som timerne går bliver MicMic mere og mere frisk. Til aften kaster hun sig frådende over det vådfoder, som jeg fik med fra dyrlægen. Jeg tilbyder hende lidt, og det bliver sørme i hende. Sådan småfodrer jeg hende over et par gange om aftenen, og til min store glæde holder hun det i sig. 
Lørdag aften – stadig noget mat
Søndag morgen kan hun både logre og “smile”. Op af dagen kommer hun faktisk også med ud på en gåtur, da hun virker frisk og opmærksom. Hun er ganske livlig på gåturen og hopper og piber for at komme ned til stranden. Hun får dog ikke lov at komme i vandet, hvilket hun er ret utilfreds med. På hjemvejen slipper jeg hende løs hen af en sti, og hun og Fuji ryger afsted som to missiler. Det var svært at se, at hun var lige ved at dø fra mig et døgn inden. 
En glad og frisk MicMic på søndagens gåtur
Nu her tre dage efter er hun helt sig selv. Glad, fræk, madglad og springende op i favnen af mig. Utroligt så hurtigt en hund kan restituere. 
Hvad var det så lige, der gjorde hende så syg? Diagnosen var en forgiftning. Og det eneste “underlige” hun havde indtaget var lidt af en krabbe. Dvs 2-3 ben og en klo. Sidst vi var på Mandø spiste hun også en krabbe, men det skete der ikke noget ved. 
Sanne og Monas hunde spiser BUNKER af krabber på turene. De bliver aldrig syge. Og så nipper MicMic til en enkelt krabbe og er lige ved at dø?! Det var ikke fordi krabben var en halvrådden sag, der lå og kogte oppe på stranden. Den var spillevende og hang faktisk fat i hendes pote, da hun nysgerrigt “udforskede” den. Jeg forstår det ikke. Hvor uheldig kan man lige være? Reaktionen kom først 10-12 timer efter, men dyrlægen sagde, at det passede meget fint med en forgiftning af bakterier fra skalddyr. Der var ingen feber og hendes blodbillede og værdierne på organerne var fine. En smule forhøjet på leveren hvilket også passede fint med forgiftning.  
Nogen synes, at krabber er en delikatesse. Jeg ved ikke, hvad MicMic synes, men jeg synes det var et lidt for dyrt måltid til, at hun skal gentage det. Regningen lød på mere end kr. 4.000, men havde værst af alt også nær kostet mig en hund. Det står i hvert fald helt fast, at hvis vi havde været lidt hurtigere til at komme afsted til vandet efter morgenbordet, så var jeg kommet tilbage til en død hund. Det er ret uhyggeligt at tænke på, og hvad nu hvis, der havde været højvande og vejen til fastlandet havde været lukket af vand?
Men jeg slap med skrækken og kan forhåbentlig nyde godt af min søde lille humørbombe i mange år fremover. 

En tanke om “Det var lidt for tæt på….”

Skriv et svar til Hanne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *