Noget af mig døde…

Man kan vågne om morgenen og håbe, at det hele var en ond og tarvelig drøm. Kender du det? Men som hundrededelsekunderne går, så skyller følelser og realiteter ind over en og fortæller en, at det onde, dumme og tarvelig altså er din virkelighed. Sådan vågnede jeg denne morgen.

Man kan nogen gange næsten fortryde en ting i nuet. Lige der i nuet, hvor man faktisk kan nå at gøre tingene om. Sådan havde jeg det den anden dag, da jeg kørte fra mine forældre efter et hyggeligt og spontant besøg hos dem. Et besøg med masser af snak i sofagruppen om alt muligt. Et besøg jeg nu er glad for at jeg ikke skød til påskeferien i stedet.

Da jeg kørte fra mine forældre sad min mor i sofaen, mens jeg pakkede bilen med friskolens bøger, som min mor altid flittigt har bundet ind for skolens bibliotek. Der var også en masse kort, som mine forældre havde pakket og gjort klar til salg for Cancerkort.dk. Jeg slæbte kasse på kasse ud i min bil.

Jeg stikker derfor bare hovedet ind og siger farvel til min mor, der sidder i sofaen. Min far står i bryggerset, og da jeg giver ham et knus til farvel, så tænker jeg, om jeg måske lige skulle stikke ind og give min mor et knus også. Min mor har faktisk aldrig været et knus og krammemenneske, så der er ikke noget underligt i ikke at give et knus, når man kører. Derfor tager jeg ikke fodtøjet af og går ind i stuen og gir/får det knus. Men jeg tænker det… og fortryder, fortryder, fortryder, at jeg ikke gik ind og gav hende det knus til farvel!

Der kunne jeg jo heller ikke vide, at det næste knus, jeg skulle give min mor ville blive et ugengældt knus på hendes kolde døde kind. Dette knus fandt sted i aftes, små 24 timer efter, at jeg forpassede det varme knus hjemme i mit barndomshjem.

Lige nu synes tingene så kaotiske. Selvom vi alle godt ved, at intet i denne verden varer evigt. Slet ikke livet, så er det ligesom bare alt for svært at forstå og forholde sig til, at man har mistet en forælder og ikke mindst, at mine drenge har mistet deres fantastiske, kærlige og omsorgsfulde mormor.

Min egen mormor døde for 20 år siden, og jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på hende, og mine mange minder fra min barndom. Set med de briller på, så tænker jeg, at skulle leve uden min mor i mit liv bliver helt ubærligt.

Min mor, som man kunne ringe til og spørge om alt muligt. Hun var som et leksikon. Hun vidste rigtig meget om rigtig mange ting. Hun var altid god for et godt råd. Hun lyttede altid opmærksomt i telefonen, når man havde noget man ville fortælle. Hun ringede også ofte, når vi kørte hjem fra kontrol på sygehuset med Silas. Hun fulgte simpelthen med i vores liv, trods afstanden gjorde, at vi ikke sås hver måned.

Det er ubærligt at se hele sin familie så knuste. Min mor var ligesom et knudepunkt i familien. Hun holdt sammen på os nærmeste og på familiens traditioner. Jeg er så taknemmelig for, at jeg voksede i hendes favn. Under hendes rammer og  hendes kærlighed og respekt. Jeg var også inden i går meget bevidst om, at mine forældre har givet mig (og min bror) en fantastisk barndom i tryghed, rammer og kærlighed.

En barndom i en sjælden kernefamilie, hvor mine forældre har været sammen, siden de var 15 og 16 år. Det tomrum, som jeg føler må sammenlignet med det tomrum, som min far føler kun være som hovedet på en knappenål. Mere end 55 års følgesvend er pludselig død mellem ens hænder. Det er i bogstavligste forstand. Hans ihærdige genoplivningsforsøg i går bar ikke frugt. Hans følelser og oplevelser indtil ambulanceførerne tog over må være uslettelige fra hans tanker.

Nu er det morgen. Dagen derpå. Jeg ligger alene i mit gamle værelse i mit trygge barndomshjem. Det var desværre ikke bare en ond og tarvelig drøm. Noget af mig døde i går. Sådan føles det. I dag står den på triste ting som besøg af præsten, besøg på kirkegården og hjælpe min far med div praktiske gøremål. Det var ikke en ond drøm, men en ond og sorgfuld virkelighed.