Når held er en flygtig følelse

I sidste uge sad jeg med lykkefølelsen helt oppe over begge ører. Jeg følte mig helt enormt heldig, mens Henrik og jeg var afsted på vores udflugt. Den følelse kan ingen tage fra mig. Det var så skønt, og hvad der end sker, så kan intet jo fjerne, hvad jeg følte for en uge siden.

Men jeg kan godt sige, at heldig er ikke helt det, jeg føler mig lige nu. Jeg føler mig en anelse tom. Sådan lidt som “Det var så det…” Bare rolig, vil jeg sige med det samme til den bekymrede læser. Henrik er ikke løbet bort, og min familie har det rimelig ok. Men hvad jeg gennemlevede for 6 timer siden er stadig lidt for surrealistisk, og det føles nu næsten som om, det slet ikke er sket, selvom jeg ser billederne for mine øjne, og husker frygten, som jeg kan genkalde, hvis jeg kradser lidt i følelserne.

For at gå lige til sagens kerne, så fødte MicMic i morges den længe ventede hvalp, som jeg har “hilst på” til de to ganges scanning, og som jeg mærkede sparke lystigt rundt i maven på hende i går aftes. Hold da op, der var gang i den. Den var virkelig fuld af liv. Når jeg så, hvad der kom ud af Mic, så kan jeg virkelig undre mig over det.

Ud kom en død tævehvalp, som mest af alt lignede en blanding mellem en flue og en alien. Hvalpen var svært misdannet i hovedet med udposede øjne. Kæberne var brede, og der var hul i hovedet på den. På højre forben havde den kun to tæer. Dvs der var vist tre, men de to var vokset sammen, så når man så poten oppefra var der kun to tæer. Bagparti, kønsorganer og numse så fine ud. Gudskelov var den allerede død, da den blev født, selvom den havde været sprællevende i aftes.

MicMic var ellers super god til at føde. Jeg havde målt hendes temperatur i flere dage, og jeg ventede trolig på, at vi kom under 37, men det kom hun aldrig. I går formiddags var den på 37,1, og det var det tætteste hun kom på “under 37”. Ellers har hendes temperatur stabilt ligget på 37,5-37,9.

I aftes kom der små tegn på at noget var under opsejling. Få minutters skraben på et tæppe i det store bur under trappen. Jeg kiggede til hende, og hun stoppede igen. Et par timer senere var der igen minimal skraben på et tæppe i køkkenet.

Hvalpemaven fra i aftes. Mic tog ca 1,5 kg på frem til fødslen

Jeg lagde tæppet fra køkkenet ind i fødepoolen på gæsteværelse og gik i haven med alle hundene. MicMic drønede glad rundt, som hun plejede. Hun lignede på ingen måde en hund, der skulle igang med at føde på det tidspunkt. Det var lidt omkring midnat.

Efter turen i haven gik Mic og jeg til ro på gæsteværelset. Da jeg slukkede for alt andet lys i værelset end en lille lampe, og selv satte mig rolig på sengen, kunne jeg godt se, at der skete noget. Mic begyndte at puste lidt, og opblokningen var igang. Jeg lagde mig på sengen 50 cm fra poolen og småblundede. Sådan gik det meste af natten. Hver gang jeg vågnede lå, der en forholdsvis rolig Mic i poolen. Klokken 04.30 slikker hun sig dog lystigt. Jeg tjekker, men alt ser fint ud. Der er ikke noget at se. Mic slikker bare. En halv time senere kommer der lidt væske ud. Ikke noget vildt, og jeg kigger efter fødselshinden, som gerne måtte være fødslens frontløber. Den er der ikke skyggen af.

Mic ved sengetid i poolen

Jeg ringer efter Anja fra Kennel Sheltie4You, som har lovet at bistå mig. Hun sætter sig straks i bilen og kører. En halv time senere kommer hun, og MicMic har presseveer, men umiddelbart ser alt fint ud. Stadig ingen fosterhinde. Mic er rolig, og slapper af mellem veerne. Jeg løfter jævnligt halen og kigger, hvordan det ser ud. Der kommer stadig ikke nogen fosterhinde. Da jeg løfter halen sidste gang, så ser jeg så en lille pote – uden fosterhinde!

Min første reaktion er glæde og omsorg ved at se den lille pote, indtil jeg splitsekundet efter indser, at en pote uden fosterhinde er noget rigtig lort. Vi får Mic op at gå lidt. Hun presser jævnligt, mens Anja forsøger at hjælpe hvalpen til verden. Det viser sig at være en sædefødsel, som vi har gang i, hvilket ikke gør situationen meget lettere. Da der kun er en hvalp, så ved jeg også, at den ene hvalp er alt, hvad jeg har at gamble med i det kuld, hvis man kun kigger på “kuldet”.

Som minutterne går, så kan jeg godt regne ud, at der ikke kan være meget spræl i den hvalp. At køre “udrykning” til dyrehospitalet nytter ikke noget, for der er 40 minutters kørsel til det dyrehospital, der har vagten. Til sidst får Anja lirket hvalpen ud, og begynder at gnubbe på den med det håndklæde, som jeg havde siddet klar med. I håb om, at der måske var noget at gnubbe gang i.

Men da Anja gør et ophold i gnubberiet og får kigget på hvalpen stopper hun straks med ordene. “Der er da noget helt galt her!”

Ja det var der i hvert fald. Øv, hvor var det bare så trist. Jeg var naturligt nok ked af det, som jeg sad der med Mic og den lille døde hvalp. Men jeg var lettet over, at Mic havde klaret det hele så fint og stadig var frisk. Hun havde på intet tidspunkt været i fare.

Pludselig falder et par brikker på plads. Jeg var på Haderslev Dyrehospital og få hende scannet en ekstra gang, da DKK søgte efter tæver til scanningsuddannelse af dyrlæger. De her dyrlæger baksede rundt med hovedet på scanneren over Mics mave igen og igen. De havde så svært ved at finde kraniet, så de kunne tage kraniemålet for at komme med et bud på terminen. Men på scanningen kunne jeg tydeligt se kæberne, bækken, poterne, rygrad osv. Men det der kranie drillede dem altså lidt. Det var der så nok en meget naturlig forklaring på, for det var jo her misdannelsen var på den lille hvalp.

Mic efter sidste scanning

Når nu udfaldet skulle være sådan her, så fokuserer jeg på nogle af de positive ting. Jeg er glad for, at hvalpen faktisk døde, før den blev født, så jeg ikke skulle udsættes for at se den kæmpe eller skulle ræse afsted til dyrlægen udenfor åbningstid for at få den aflivet. Jeg fik konstateret, at Mic selv kan føde. Men vigtigst af alt! MicMic har det godt. Når jeg sidder stille her og skriver, så ligger hun stille i buret under trappen. Hvis jeg rejser mig og går udenfor, så vil hun straks med, og spæner glad rundt i haven.

“Det var så det….”. Nu må vi så bare videre. Sådan som verden så ud igår, sådan ser verden ikke ud i dag. Jeg misser lidt med mine lidt trætte og forgrædte øjne og forsøger at se det hele lidt klart, mens jeg forsøger at fokusere lidt på det held, der også rammer mig af og til.

5 tanker om “Når held er en flygtig følelse”

  1. Åhhh hvor er jeg ked af at læse det du skriver, men ja, godt at MicMic har det godt og er ved godt mod.
    Jeg har selv oplevet ved en killingefødsel, at den ene killing havde et stort hul oven på hovedet, og intet i hovedet. Det var et chok at se og meget ubehageligt.
    Sender dig mange varme tanker og ønsker både dig, familien og MicMic en god dag til trods for sorgen <3

  2. Kære Berit,
    Sikke en oplevelse, den kunne du godt have været foruden. Man oplever lidt af hvert som opdrætter, det er skam ikke altid kun sjov og glæde, men også sorg og skuffelse.
    Trods alt godt at MicMic har det godt, og at hvalpen var død ved fødsel.
    Kæmpe knus til dig
    /Miriam

  3. Åh sikke sørgelig læsning. Jeg har det som dig, og tænker godt hvalpen var død, i denne situation.
    Håber I får lidt ro på og at Mic Mic får muligheden en anden gang og føder levende og sunde hvalpe. Sender store kram til dig, mic mic og til resten af familien. ❤

  4. Åh, det var da en trist omgang. Godt at naturen var bamhjertig både ved den lille, døde hvalp og ved MicMic.

  5. Hej Berit
    Er rigtig ked af på dine vegne 😢 dejlig at micmic har det godt det er svært at spå om hvad der er gået galt men jeg tænker at nu skal i alle sunde jer og forsøge igen hvis du magter det selvfølgelig det er hårdt og desværre ikke dans på roser held og lykke fremover kh sabine Andersen diamond shelties

Skriv et svar til Else Damsgaard Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *