Endelig var MicMic til stævne igen. Jeg havde meldt mig til VAS indendørs stævne i dejlig opvarmet hal. Vejret var nu så fantastisk i går, at vi lige så godt kunne have løbet stævnet udendørs.
Da jeg meldte mig til, vidste jeg dog ikke, om MicMic ville være klar, så det var lidt et sats at melde sig til.
Efter nytår fik hun go til at træne agility igen, og for god ordens skyld fik jeg hende tjekket igennem hos Anja fredag formiddag, så jeg var sikker på, at hun faktisk også var klar til stævne, efter at jeg havde trænet med hende et par gange. Anja sagde heldigvis god for hende.
Hvordan gik det så med det stævne? Jeg havde nok selv sat barren lidt højt, da jeg satsede på et enkelt cert ud af de fire muligheder.
Mic løb faktisk rigtig pænt. Hun kiggede lidt for meget på mig, men helt ærligt, så var jeg virkelig heller ikke særlig klar i spyttet overfor hende, og jeg var ikke særlig målrettet og tydelig i min handling. Det er jo ikke ligefrem at gøre det let for en hund, der skal støtte sig op af gammel rutine.
Det blev vist til 3 gange disk og 1 løb med fejl i de fire løb, som vi havde. Vi skal nok finde hinanden igen. Det er jeg meget sikker på.
Efter at have løbet hver bane med Mic, så skulle jeg løbe samme bane med Ninja, og der kunne jeg ganske glimrende finde ud af det. Men vi er også så fint sammentømrede. Men jeg kunne da godt dunke mig noget oven i knolden over det.
Ninja og jeg opnåede på de tre gennemløb vi havde en 1. plads, 2. plads og en 3. plads. Så det var altså Ninja, der tog præmier med hjem fra Sjælland.
Turen til Sjælland faldt ellers på et tørt sted. Jeg plejer at sige, at der er andet i livet end agility, men jeg må også sande, at det er meget godt, når der også er agility i livet. Jeg har brugt en del krudt på at være meget frustreret over flere forskellige ting, og nogle af tingene kan pine mig i sådan en grad, at jeg fra tid til anden nærmest er rasende.
Det fede ved agility er, at det ikke levner plads til tanker og følelser vedr. andre ting. Ikke for mig i hvert fald. Det er sandhed et frihed, og et sted hvor jeg tanker op og kobler af. Men på vejen hjem fra Sjælland kom frustrationerne dog snigende igen. Tydeligt tegn på, hvad agility betyder for mig.
Uge 7 er vinterferie for Silas, men allerede mandag efter ved Taekwondo virkede han lidt mat i koderne, og tirsdag havde han 40 i feber. Feberen kom på trods af, at han var igang med en antibiotikakur for stafylokokker (fundet i hans luftveje ved sidste kontrol).
Efter et par dage med feber fik han et nyt præparat, så han nu er på 2 forskellige præparater. 4 dage med feber til Silas og så var den vinterferie stort set gået.
Silas er ikke sådan en pyller-fis, når han er syg, men det lagde da alligevel en dæmper på ferie-aktiviteterne, da han somme tider gik lidt kold og sov et par timer. Men ligge i sengen?! Nej det blev kun til en enkelt dag. Men hvorfor også ligge der og blomstre, hvis man føler sig frisk nok til at være oppe?! Nu er han dog frisk igen og klar til en ny skoleuge. Det er så ikke ham, der kan komme tilbage i klassen og berette om en spændende vinterferie.