I går var det et år siden, min mor døde. Midt i sit morgenbad, midt i hårvasken. Jeg ved, at det var, hvad hun var igang med, da hendes hjerte gik i stå. Min far hørte hende falde om. Ikke fordi hun kaldte. Han hørte kun faldet,og gik ud på badeværelset, hvor han fandt min mor liggende i brusekabinen. Der var slukket for vandet, men håndklædet hang stadig urørt.
Da jeg gik i bad hjemme hos min far (pludselig hed det ikke mere hjemme hos min mor og far) et par dage efter, så lagde jeg mærke til, at låget på min mors shampooflaske ikke var lukket. Det sjusk lignede slet ikke min mor.
Da jeg stod bøjet over min mor i kapellet dagen før, havde jeg bemærket, at hendes hår småkrøllede, som hvis det stadig var vådt, og det var lige som om der var noget i håret. Så brikkerne passede. Min mor lukkede naturligvis for vandet, når hun vaskede hår, og lige der – holdt hjertet op med at slå.
Hun kaldte ikke på min far, som sad i rummet ved siden af badeværelset. Døden fejede bare benene væk under min mor, der hverken nåede at tage fra eller tage på vej.
Hun døde med en glad forventning om, at min store søn Tobias ville komme til frokost, og det glædede hun sig meget til, for han var mormors dreng og på grund af afstanden kom han ikke sådan forbi så tit.
Det er sgu da en nem måde at komme herfra, kan man sige. Uanset hvordan døden kommer, så kommer den vel aldrig nogen sinde belejligt?!
Hun var ellers ikke komfortabel med at blive fotograferet, så hun var svær at fange.
Nogle uger efter stod en god veninde og trådte sig selv over tæerne, da de ord, hun havde på hjertet pressede sig på. Det var naturligt nok svært for hende, at sige, at hun var lidt misundelig på mig (og måske lidt på min mor – og nok også på familien), fordi min mor døde på den måde, som hun gjorde.
Jeg forstod hende ganske udmærket, når jeg sammenlignede med hendes situation. Hendes ene forælder havde fået en hjerneblødning og sad nu lænket til en kørestol og var så ked af livet. Som hun sagde til mig, så var det bare så hårdt at se sin forælder sidde der og hulke og være ked af det, fordi man ikke gider leve mere.
Taget i betragtning at min mors “nummer” måske lå i stakken fra den ringe serie i lotteriet, så var det måske bare mega heldigt, at vi fik lov at beholde hende til hun blev 71 år. Det er jeg taknemmelig for. Jeg er taknemmelig for, at mine børn nåede at have en mormor (en rigtig god og omsorgsfuld en af slagsen).
I starten af 90´er blev hun ramt af kræft i underlivet og fik fjernet det hele dengang. I 2007 fik hun blærekræft og levede med stomi (til urin) de sidste 11 år af sit liv. Hun havde gennem flere år haft insulinkrævende diabetes (med stigende insulinforbrug), hun havde svær eksem, som hun i perioder fik meget kraftig medicin for. Hendes tal var til tider faretruende skæve. Leveren kørte på nedsat kraft. Det var bestemt ikke pga alkohol, for jeg har i hele mit liv kun oplevet min mor beruset en eneste gang. Det var sikkert pga medicin. Hendes ene nyre virkede stort set ikke. Ja, hendes krop og tal var skisme lidt fucked op.
Julen 2017 var den værste jul i mange år (dvs 3 måneder før min mor dør). Jeg var virkelig trist, sur, bekymret og frusteret. Min mor havde gennem hele december ikke haft det godt. Hun havde stærke smerter i lår og baller, var træt og uoplagt. Hun var stort set sengeliggende, men ikke 10 vilde heste kunne få hende til læge. Det ville gå over af sig selv, og det var ikke noget særligt, sagde hun til sit forsvar, når jeg og andre bad hende om at gå til læge. Hun var altid så pisse stædig (ja, jeg ved godt, hvor mine børn og jeg selv har det fra)
Juleaftensdag endte jeg med at sende hende ud af køkkenet, hvor hun sad på en kontorstol (fordi smerterne var for store til at stå op) og insisterede på at tilberede julemiddagen. Min far og jeg fik lavet julemiddagen, og jeg tænkte, at jeg måske nok også skulle lære at lave julemad (min mor stod altid klar med julemiddagen). En dag skulle jeg jo nok stå med den tjans….
Senere skulle vi danse om juletræet. Ja min mor blev naturligvis siddende i en lænestol, for der var ikke energi til at gå rundt om træet, og smerterne var for store. Vi skiftes altid til at vælge sange. Min mor valgte altid “Dejlig er jorden”, når det var hendes tur. Mit humør var sort, og jeg havde næsten tårer i øjnene, da vi fik om juletræet og sang denne, for jeg tænkte ved mig selv, at næste gang, jeg skulle synge den, så ville jeg sidde i kirken og kigge på min mors kiste. Jeg fik desværre ret i den frygt.
Juleaften var jeg seriøst bare så bange for at miste min mor. Jeg var bange for, at kroppen igen var invaderet af kræft. Jeg var vred over, at hun ikke ville gå til læge.
Efter nytår kom hun endelig til læge. Lægen var ikke ligefrem imponeret over hendes udholdenhed mht at lade være med at gå til læge. De næste par måneder gik med masser af undersøgelser. Hun blev scannet efter alle kunstens regler (MR, CT. PET, UL), der blev taget alle de prøver, man nærmest kunne komme i tanke om, og hun blev tappet for guderne må vide, hvor mange liter blod til diverse analyser. Det viste bare ikke nogen årsag til, at hun skulle have det sådan. Det var en gåde for lægerne.
Lægerne sagde til min far: “Deres kone fejler noget meget mærkelig, men vi kan ikke finde ud af, hvad det er.”
Rent mirakuløst så fik hun det bedre og bedre, og de sidste uger før hun døde begyndte hun at spøge med, at hun nok nåede at blive rask, før de ville finde ud af hvad hun fejlede. Det var nu nok heller ikke tilstanden de sidste måneder af hendes liv, som kostede hende livet, men snarere en slidt krop, der var ude af balance.
Udskrifterne fra hendes journal var ikke for “hvide” mennesker. Vi kunne ikke finde hoved og hale i den. Min veninde, som er sygeplejerske tilbød mig at læse den og “oversætte”. Det var temmelig mange sider, og jeg tænkte, at det nok var derfor, at hun ikke var så hurtig til at melde tilbage. Jeg nåede aldrig at få “oversættelsen”, før min mor døde.
Nogle måneder efter fortalte hun mig, at hun havde læst journalen og tænkt, at min mor var døende, fordi hendes værdier var så skæve. Hun anede simpelthen ikke, hvad hun skulle sige til mig. Det var jo ikke fordi der ikke var læger, der kiggede på min mor. For hun blev tjekket i hoved og røv.
Spontant besøgte jeg mine forældre dagen før, min mor døde, hvilket jeg pga afstanden ellers aldrig gjorde. Der var hun mere frisk end jeg havde set i månedsvis, og hun var dælme ved godt mod og klar til at blive rigtig frisk. Hun var kommet ud af sengen. Hun havde fået svar på de sidste undersøgelser, som stadig ikke kunne en forklaring på, hvorfor hun havde haft så ondt. Men kræft havde de til min store lettelse udelukket. Nu gik det endelig bedre. Hun havde pludselig planer for, hvad der skulle ske, når hun sådan lige fik sig trænet lidt op igen efter at have ligget i sengen i flere uger.
Jeg kørte glad og lettet hjem fra mine forældre den aften. Endelig! – efter flere måneders spekulationer og bekymringer kunne bekymringerne slippe taget i mig. Så jeg var virkelig ikke forberedt på min fars opkald næste formiddag, hvor ambulanceredderne kæmpede for at vække min mor tilbage til livet.
Min mor blev ikke obduceret. Man vurderede, at man ikke kunne finde noget entydigt ved en obduktion. At dømme ud fra, at min mor var diabetiker og fra hændelsesforløbet omkring dødsfaldet, så var man overbevist om, at det var en blodprop i hjertet. Det passede også fint med, at hun reagerede på adrenalinen, men hjertet gik i stå igen med det samme. Formentlig pga en prop.
Nu er der så gået et år. Vi har klaret et år og alle årets begivenheder uden familiens overhoved. Det er lykkes for os at afvikle mærkedage og højtider på egen hånd.
Jeg er glad for min åbenhed omkring min mors død. Jeg er sikker på, at det har gjort det hele meget nemmere for mig. Naturligvis oplever jeg savnet. Jeg savner at dele begivenheder, tanker og glæder med hende. Eller at man lige kunne ringe og spørge hende om noget. Hun er dagligt i mine tanker på den ene eller anden måde.
Måske er det den del af mit overlevelsesinstinkt, der siger, at de ting, som jeg alligevel ikke kan ændre i livet, må jeg acceptere og dermed bare leve med (eller uden). Den indstilling har måske gjort det nemmere for mig, end jeg frygtede, da det for et år siden gik op for mig, jeg nu måtte leve uden min mor i baghånden.
Hvordan går det med din far? Jeg har fået spørgsmålet mange gange det sidste år. Mange har været bekymret. Han mangler naturligvis min mor i dagligdagen. Huset virker vist nogen gange lidt tomt. De havde jo været sammen, siden de var teenagere og var gift i 50 år. De byggede mit barndomshjem for mere end 40 år siden, og der bor min far stadig.
Jeg er stolt af min far, som trods sin generation er en moderne mand. Forstået på den måde, at han kan alt, og har altid kunnet det. Mine forældre har altid været fælles om de huslige pligter. Så på den måde, står han ikke hjælpeløst og kan ikke koge en kartoffel eller vride en klud op selv. Hvis der er ting, som han ikke lige kan løse, så er han da så moderne, at han spørger google eller finder en video om det på Youtube.
Han laver ofte god gammeldags mad til sig selv eller køber dagens ret hos Slagteren. Så han lever ikke bare af rugbrødsmadder. Huset og haven er holdt pænt og rent. Livet er ikke gået i stå, selvom min mor ikke er her mere.
Min far er udadvendt og er god til at tage ud og besøge familie og venner. Vi har også haft fornøjelsen af hans besøg nogle gange. Han har planlagt at deltage på en lille ferie sammen med andre fra Ældresagen. Jeg glæder mig oprigtigt over, at han får det bedste ud af livet og ikke bare sidder og hænger hjemme i sofaen.
I går tog Ninja og jeg hjem og besøgte min far. Vi fik eftermiddagskaffe/-te og kage fra bageren. Naturligt nok snakkede vi om min mor. Det gør vi tit, når vi er sammen.
Vi var naturligvis også en tur på kirkegården, så jeg kunne sætte blomster på min mors gravsted. Min far havde allerede været der og sætte roser tidligere på dagen, så han fik en ekstra tur på kirkegården.
Tænk, at der allerede er gået et år! Tænk, at livet kan forsvinde som med et trylleslag. Husk at leve hver dag og få det bedste ud af dit liv og sæt pris på dem, som du holder af.