Når dovenskab straffer

Vi kender det alle sammen (tror jeg). Vi tager chancen. Vi hopper over, hvor gærdet er lavest og tager den letteste og hurtigste løsning.

Jeg har set mange eksempler på, at det kan være et rigtig dårligt valg, som faktisk også kan få ganske fatale følger.

Så slemt gik det ikke i søndags, da jeg lige tog den “lette og hurtige” løsning.

Jeg var i Indog Elite Center hele søndagen til agilityundervisning og Hooperskursus. Jeg var lidt bagud med frokostpausen, og ville bare lige skynde mig op og kaste en rugbrød i gabet og så tilbage i hallen igen.

For at komme om og spise, skulle jeg ud af hallen og om på den anden side. Derfor var jeg nødt til at skifte fra indendørs- til udendørssko for at gå de ca. 50 meter om til det andet lokale.

Jeg har sådan nogle dejlige vandrestøvler med “øjer/hægter” op ad skaftet. De sidder rigtig godt på foden på en god lang gåtur, men de er røvirriterende at snøre. Det tager “for lang tid”. I stedet for at snøre skoene, så stak jeg bare fødderne i støvlerne og smed enderne af de lange snørebånd ned i støvlen.

De støvler er bare så irriterende at binde…

3 meter fra døren ind til lokalet, hvor maden var, så får et af de lange snørebånd fat i en af hægterne, og satte sig urokkeligt fast. Så var mine fødder ellers bundet godt og grundigt sammen. Det sker jo mens jeg fører den ene fod frem for at tage et raskt skridt, så jeg har flyttet vægten fremad, men der er ingen fød/ben til at bære vægten.

Så kan der nærmest kun ske en ting. Kroppen fortsatte med fuld kraft mod jorden. Det blev så mine hænder, der tog fra. Den grove asfalt åd et par lag hud på mine håndrodsballer. Min telefon som jeg gik med hænderne fløj afsted og landede en meter foran mig.

Shit, hvor gjorde det ondt. Godt nok var mine hænder nærmest følelsesløse af slaget, men de skærende sten ind i hånden gjorde dælme ondt.

Med blodige hænder lykkedes det mig at indtage en klapsammen med leverpostej efter at jeg have fået skyllet hænderne under vand.

Efterhånden som bedøvelsen fra slagene fortog så, så blev jeg pænt øm, og jeg endte med at halte lidt stivbenet rundt. Jeg havde fået et ordentlig trælår. For mit venstre lår havde sammen med hænderne taget fra for faldet. Hurra for at hovedet ikke også røg en tur i asfalten, tak!

Så det var mit lår og mine hænder, der havde taget fra for slaget. Her gik jeg ellers også synes, at jeg var blevet lidt juletyk, men det var da nok ikke så slemt alligevel, for der var ingen slag eller asfalteksem på maven. Det var da også lidt opmuntrende.

Låret tog også af for slaget og har nu skiftet farve

På vejen hjem skulle jeg aflever noget til min veninde Anja, som straks kastede sig over mine sår med sin faglighed som sygeplejerske. Så fik det ellers klorhexidin, brandsårsplaster, gaze (det væskede) og forbinding. Det er da skønt med en personlig skadestue på hjemturen.

Såret er nu fint renset efter alle kunstens regler

Siden er hånden blevet flot blå og det samme er mit lår. Men jeg er trods alt sluppet billigt, for det er bare hud, der er skrællet af. Det er også irriterende nok. Men jeg føler mig trods alt lidt ung igen, for asfalteksem er vel sådan en slags børnesygdom. Jeg fik det i hvert fald nogle gange som barn, når jeg var lidt for vild på min cykel, som af og til smed mig af.

Flotte blå nuancer fra håndrod til håndled og i håndfladen. Hånden fungerer fint.

Mine støvler. Ja, dem binder jeg altid fra nu af! Det havde været meget hurtigere og lettere at binde støvlerne. Men jeg er nok ikke den eneste i hele verden, der har fejldisponeret på en kvik beslutning og blevet straffet på min dovenskab.

En tanke om “Når dovenskab straffer”

  1. Åh, jamen dog… sikke en tur.. avs da.. rigtig god bedring og god beslutning af snørre støvlerne helt fra nu af. Knus ❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *