I min tørst efter at prøve kræfter med rallysporten, så blev jeg rigtig glad, da jeg opdagede en rallyprøve I Hadsten, der lå på en hverdagsaften. Jeg meldte fluks til.
Den prøve var så i Hadsten i tirsdags. Siden tilmelding var der så røget et møde i min kalender. Et møde i Søborg. Det var ikke så smart for den planlægning. Stædig som jeg var, så ville jeg bare have enderne til at nå sammen.
Så efter mødet drønede jeg direkte retur til Jylland, for at nå at være i Hadsten inden kl 17. Jeg ankom 16.35, og følte mig allerede ret stresset, fordi jeg havde startnummer 3, og derfor skulle på ret hurtigt efter banegennemgangen. Der var også lige en hund, der skulle luftes, og det var nok også lidt praktisk, hvis jeg lige ændrede lidt på påklædningen, inden jeg gik på banen. Jeg var nok lidt overdressed til rally.
Så stod jeg der med “stresset stithår og øjnene flakkende rundt i hovedet”. Stævnearrangør Helle, som jeg kender fra “gamle dage” kiggede på mig, flyttede fluks mit startnummer, så jeg lige kunne nå at lande, lufte Ninja og få lidt ro på. Hun vidste nemlig godt, at jeg var kørt direkte fra et møde på Sjælland. Puha, det lettede godt nok. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke helt har samme tidsoverblik og erfaring at læne mig op af til rally, som jeg har til agility, og jeg ville ikke forvente, at jeg bare kunne blive flyttet.
Jeg kiggede på banetegningen, som hang på opslagstavlen, så vi kunne se den inden banegennemgangen. Åh nej. Det var ikke lige en buket af vores yndlingsskilte. Allerede der tænkte jeg, at vi ikke ville kunne gå den til toppoint.
Banen kunne jeg ikke lave om på, og jeg gik den mange gange til banegennemgang, så jeg i det mindste havde styr på banen, inden jeg skulle gå den med Ninja. De ting, som var svære for os, måtte jeg så pudse af sammen med Ninja, inden det blev min tur.
Men sådan en bane kan jo overraske. Sikkert af flere årsager. Mit fokus på de svære momenter var måske gode, og lidt mere slappe på de “lette”, men der er jo også den realitet, at Ninja ikke er robot, men en hund, der kan lade sig påvirke af dufte og omgivelser (ikke noget, som jeg har skulle spekulere over i Agility, da tempoet der er højere, og mine hunde har ikke tid til at holde øje med ting/forstyrrelser udenfor eller på en agilitybane).
Vi endte med at lave tre øvelser om (vel at mærke ikke nogle af de øvelser, som jeg “frygtede”) og så var der lidt snus og lidt misforståelse. Jeg kom ud af banen med 87 point.
Jeg fik den fineste og grundige tilbagemelding af dommeren, der i øvrigt smilende gik mig i møde med ordene: “Sikke en skøn hund du har. Hun har godt nok potentiale”. Hun gav mig et par gode råd med på vejen og var god til at forklare, hvor hun havde trukket de 13 point.
Rallyfolkene er enormt søde og følger med i hinandens gennemløb og alle klapper, når en ekvipage kommer i mål.
Venligt og interesseret var der nogen, der spurgte hvordan det var gået og til mine point. Er du tilfreds? blev jeg spurgt. Med hjertet kunne jeg altså ikke svare ja. Hvis jeg inden gennemløbet var blevet spurgt, om jeg ville være tilfreds med 87 point på den bane, ville jeg have sagt. Ja det ville være ok. Men det var ud fra en betragtning om, at jeg ville få svært ved særligt 3 skilte. De skilte drillede så slet ikke, så det var noget øv at skulle lave tre skilte om, som jeg synes var lette. Så ud fra det, så var jeg faktisk ikke rigtig tilfreds. Jeg ved godt, at mit succeskriterie ligger lidt højt, og det er ikke fordi jeg vil være storsnudet eller utaknemmelig, men hvis jeg synes, at vi skulle kunne gøre det bedre, så er jeg ikke tilfreds med at udføre på vores middelniveau.
PS! Ninja er stadig Min Fantastiske Ninja. Det har ikke noget med det at gøre….
Jeg kunne godt høre, at flere af mine konkurrenter var ovenud tilfredse med bare at bestå. Det funderede jeg lidt over. I agility er jeg heller ikke nødvendigvis tilfreds med et fejlfrit løb. Det er ikke et succeskriterie i sig selv for mig. Så ja, hvorfor skulle jeg have det anderledes til rally. Jeg vil ikke “nøjes”, hvis jeg ved, at jeg kan gøre det bedre. Så må jeg oppe mig! Dommerens bedømmelser var helt korrekte, så pilen peger på mig.
Stævnet var super hyggeligt, og det var en rigtig god oplevelse. Det var jo fedt at mestre de “frygtede” skilte. Ånden var positiv. Der var kaffe på kanden og kage til, hvis man havde lyst til det. Meget gæstfrit og favnende. Det inviterede til at slappe af og falde ned på jorden.
Præmieoverrækkelsen for begynder og øvet kom efter deres klassers gennemløb. Så alt i alt så var jeg i Hadsten i noget, der ligner 3 timer. Henrik var også helt forbavset over at se mig hjemme kl 21. Det er da noget helt andet end agility, må man sige, var hans kommentar. Ja, det har han på mange måder ret i.
Ninja og jeg fik en 6. plads ud af 13-14 deltagere. Og alle blev linet op på række. De 6 bedstplacerede måtte vælge en præmie fra præmiebordet. Der lå mange lækre præmier, og jeg vil vove den påstand, at der virkelig var noget for enhver smag.
Nu har vi tid til træne videre på mine “svage” skilte, inden vi skal til prøve igen d. 29. februar. Det glæder jeg mig allerede til. Jeg synes, at rally er sjovt, og jeg elsker at se på Ninjas glade fjæs, når vi går rally.