For døve øren?

Det kan være svært at fordele opmærksomheden i sin flok ligeligt, når man har flere hunde. Her går det nok lidt på skift, hvor jeg lægger min energi og træning.

Fuji er altid klar og mener helt sikkert selv, at hun er den allervigtigste. Hvis hun kan komme afsted med det, så springer hun gerne lige ind foran de andre, hvis der skal laves noget. Hun fylder gerne det hele!

Det er med at stå første række. Typisk Fuji.

I 2019 brugte jeg oceaner af tid på genoptræning af Ninja. Dernæst prioriterede jeg MicMics agilitytræning, når der sådan blev overskud til andet. Det var jo ligesom mit bedste kort på hånden. Så til allersidst kom Fuji, der fik de sørgelige rester.

Det passer Fuji så fint at være et højdepunkt

Hen over sommeren begyndte jeg at tænke, at hun bevidst ignorerede mig. Hun kom ikke, når jeg kaldte. Tidligere skulle man bare klikke engang med tungen eller kalde første stavelse af hendes navn, så ville hun prompte vende om og komme retur. Nu føltes det bare som at få fingeren af hende.

Fuji synes, at hun er den vigtigste at træne med og hun har faktisk altid være enorm lydhør.

Egentlig tænkte jeg, at det var payback for at være blevet skubbet i baggrunden i flere måneder. Når jeg syntes at være ligeglad med hende, så var jeg også ligegyldig for hende. Så jeg tænkte, at jeg skulle arbejde på at opbygge relationen igen. Så jeg gik igang med diverse tiltag.

Jeg købte blandt en fløjte, fordi jeg tænkte, at fløjtesignalet var klart og præcist fremfor en talestrøm fra min mund. En veninde og jeg tog Fuji med til stranden uden de andre hunde for at teste fløjten. Jeg husker, at vi observerede, at der ikke rigtig var respons på selve fløjtelyden, men snarere på mit kropssprog, når hun fornemmede, at jeg stoppede op for et indkald. Vi tillagde det, at hun nok bare skulle have mere positiv forstærkning på fløjtelyden (hun kender egentligt godt fløjteindkald, når en af mine andre veninder har brugt fløjten på lufteturene). I dag er jeg nærmere overbevist om, at hun slet ikke kan høre fløjtens tone, som er i den høje ende.

Snedronning

Med tiden er jeg i stedet blevet mere og mere overbevist om, at Fuji nok desværre er ved at miste hørelsen i stedet for. Det er jo lidt sværere at håndtere høretab end manglende lyst til at høre efter. Jeg har ikke registreret nogle øreproblemer med ømhed, skæv hovedstilling, ildelugtende ører osv.

Jeg har hen af vejen observeret, at når jeg skal ud med hundene om aftenen, og de ligger ovenpå, som kommer de to andre straks susende, når de kan høre, at der er optræk til at komme udenfor. Somme tider skal jeg ovenpå for at prikke til Fuji, for hun reagerer slet ikke.

Når Fuji sover kan hun være meget langt væk

Når jeg forsøger at kalde hende ind, så oplever jeg også nogen gange, at der ikke rigtig sker noget. Jeg kan opleve, at hun reagerer på klap og vender hovedet og tjekker ind. Når jeg så har øjenkontakt med hende og laver håndtegn, så kommer hun glad løbende. Så det er jo ikke fordi hun ikke gider at komme. Hun reagerer fint på håndtegnet.

Jeg har oplevet tendens til tyvstarter i agilitytræningen, hvilket også overraskede mig meget, da jeg oplevede det de første gange. Det er aldrig en tendens hun har haft. Nu hvor jeg så også oplever, at hun heller ikke altid reagerer på det verbale releasesignal, så virker det jo ikke som mangel på selvkontrol. Når man er vild med at arbejde, så giver det jo ikke nogen mening bare at blive siddende ved første spring, når jeg har sagt værsgo.

Vi har også observeret, at hun slet ikke reagerede på, at der blev tabt en plastkugle på klinkegulvet lige bagved hende, mens hun bare lå og slappede af på køkkengulvet. Hun ikke så meget som vippede med ørerne.

Søde Fuji (Foto: Helle Lindholm Larsen)

Hun er givetvis ikke stokdøv, men jeg er slet ikke i tvivl om, at hendes hørelse er væsentlig nedsat. Jeg har nu brugt flere måneder med mistanken i baghovedet på at observere hende.

Faktisk ser jeg også i flokindkald at MicMic forholder sig afventende. Nogen gange ser det lige frem ud som, hun løber op for at hente Fuji.

Inden alt det her Corona stads, så var jeg gået igang med at undersøge lidt om høreundersøgelser for hunde, og havde fundet frem til at Husum Dyreklinik skulle have Danmarks bedste måleudstyr til høretest. Det er jo smart nok, da Husum Dyreklinik ligger tæt på kontoret på min arbejdsplads (hvor jeg pt godt nok slet ikke kommer….), og at Odder Dyreklinik også udfører høretest. Ja, jeg skulle jo faktisk bare have ringet og bestilt en tid et sted, men nu er det, som så meget andet, sat lidt på standby.

Kan det ikke være lige meget med vished for om hun kan høre eller ej?? Er det nødvendigt at få ren besked?

Ja, det synes jeg, at det er. Hvis hun virkelig hører så dårligt, så er der klart nogle ting, som jeg ikke kan tillade mig at forlange af hende. Træning af verbale cues i agility er omsonst, kan man sige. Det vil jo være som at lære en blind at se forskel på farver. Døvhed er jo heller ikke ligefrem en gave i agiltysammenhæng, når man skal løbe med en hund som Fuji, der har så højt et drive.

Der er virkelig fart på Fuji og hun brager altid afsted. (Foto: TDK Foto)

Fuji er 5 år, og når jeg læser om EAOD (Early Adult Onset Deafness), så kan jeg godt tro, at det lige præcis er, hvad Fuji (også) har. Hun er ved gud en rigtig mandagshund. Godt hun bare blev hos mig!!

Fuji vil så gerne bare være en god makker!

Lige nu afventer jeg lidt roligere tider i samfundet, inden jeg ræser afsted til høretest. Man kan i dag DNA teste for EAOD, og forekomsten er bærere skulle vist være ret højt har jeg læst i denne artikel fra Dansk Hyrdehunde Klubs medlemsblad. Lidt skræmmende.

Her tænker du på “For døve øren?”

  1. Choko begyndte også med døvhed for nogle lyde, de sidste år han levede var han helt døv.
    Jeg ved at flere af de som har hvalpe af Choko har nævnt at de har overvejet om deres hund har delvis døvhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *