Selskabshunger

Det er i dag to måneder siden, at jeg har været “social” med folk, der ikke er af mit eget kød og blod.

Jeg ville lyve stort, hvis jeg sagde, at jeg ikke savner samvær med andre. Jeg savner at være sammen med andre og få inputs fra venner og træningskammerater.

Jeg er megaglad for min skønne familie, men to introverte kan altså være meget stille, hvis de er i det der “osteklokke-mode”. Selvom jeg også kan have enkelte introverte træk, så ligger jeg nok lidt mere ovre i den ekstroverte ende af skalaen end resten af familien i huset.

Jeg savner at gå en tur med en veninde og hunde og snakke om alt mellem himmel og jord. Her bruger jeg flittigt telefonen, men det er bare noget andet at have personen i sin fysiske nærhed.

Tiden og vejret er perfekt til gåture med hundene

Jeg savner at nørdetræne lidt agilty, rally eller hvad som helst sammen med en “nogen”. Heldigvis har jeg alle træningsfaciliteter hjemme i haven, så jeg KAN rent faktisk træne og er ikke afhængig af andre for at kunne træne. Men derfor kan man godt mangle sparring og hygge.

Man kan dog sige, at det er heldigt nok for mig, at hundene og aktiviteter med dem er min passion. For det behøver ikke at stå stille trods Corona lockdown, men det er bare lidt anderledes. Mange andre fritidsaktiviteter er helt sat ud af spil lige nu (eller indtil nu, hvor der åbnes for flere aktiviteter).

Jeg har heldigvis gode træningsfaciliteter i haven

Det går faktisk op for mig, at ret meget af mit sociale liv foregår på Sjælland. F.eks træner jeg stort set kun agility på Sjælland. Det handler jo benhårdt om prioritering. Hvis jeg er på Sjælland en dag, så er der alligevel ikke så meget rum til familiesamvær på den dag, så kan jeg lige så godt køre ego-trip på øen.

Hjemme forsøger jeg at prioritere familien i hverdagen. Der er lige et par gange om måneder, hvor jeg træner Rally, mens drengene er til taekwondo, men ellers forsøger jeg at begrænse aktiviteterne ude af huset på hverdage. Men det er en svær balancegang, for jeg vil så gerne være med til det hele.

Haps-Haps! Så kom Corona lige forbi og forandrede rigtig mange ting. For dig, mig og os alle sammen.

Nu hvor jeg er hjemsendt, så har jeg heller ikke rigtig kontakt med kollegerne. Jeg kan godt savne teammødet på Skype hver formiddag kl 10. Det var trods alt et lille touch af samvær og deltagelse i et fællesskab.

Naturligvis er jeg ikke døden nær af afsavn. Hundetræning og stævner er ikke det vigtigste i verden. Jeg behøver ikke stævner og store træningshold. Heller ikke koncerter, biografer og intime restauranter, men jeg savner bare at være sammen med et andet menneske og få input udefra. I modsætning til min familie herhjemme, så lader jeg op i andres selskab, så derfor er jeg lidt amputeret lige nu. Men jeg er nok langt fra alene om at have det sådan?!

Men tør jeg overhovedet at være sammen med andre mennesker? Ja naturligvis gør jeg da det (også selvom jeg pga Silas måske er lidt mere hysse end gennemsnittet). Udendørs og med afstand har jeg aldrig set som en problem. Outdoor var også vores store frihed, da Silas var i kemobehandling. Så kunne Silas komme med alle steder hen, selvom han var meget isoleret som lille.

I takt med at genåbningsfaser ruller ud, så forandres det hele måske også til at ligne en lille flig af normalen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *