Stambogsnavneblokeringen

I morgen er der deadline for at stambogsføre “pølserne” hos DKK, så er de allerede 5 uger (shit tiden flyver). For nej Frankfurter og Medister var bare geniale “prototype-navne”, som Silas havde påhittet fordi han synes, at de lignede små tykke pølser.

Det er så nemt at give andre opdrætteres hvalpe navne, når man på facebook får lov at byde ind. Min hjerne smelter bare totalt ned, når det kommer til mine egne “pølser”, så jeg har vist brug for lidt inspiration udefra.

Hvad skal pølserne hedde??

Mit kennelnavn er BilDeVotion, så det kommer navnene jo helt obligatorisk til at starte med.

Min næste præmis er, at kaldenavnet skal kunne henføres til stambogsnavnet (hvilket godt kan gøre opgaven ret kompliceret). Jeg kan godt lide, at man kan gennemskue, hvilken hund det er, når man ser et stambogsnavn. Ninja hedder f.eks Border Treasure Be My Ninja på stambogen. Jeg husker også Jannies “Bounty”, der hed “Carribean Illusion”. Den form for at kunne henføre kan til nød også gå, men jeg kan bedst lide den første.

“Frankfurter” studerer kameraremmen meget nøje

Jeg kan godt lide, hvis der er en form for tema, som knytter navnene fra et kuld sammen. Som eksempel ABBA-sange, byer eller andet. Temaet her kunne også meget vel være, at “Mic” på en eller anden måde indgår i et ord i navnet. Det kunne være med ord som Micro, Microphone, Atomic, Pandemic, Economic, Gastronomic, Comic etc.

Små rystede plirrende haler. Der serveres i mælkebaren

Det går så heller ikke noget, at det ikke tager en halv time at skrive sin hunds stambogsnavn, og min erfaring siger mig, at man alligevel skal skrive det en del gange, når man tilmelder sig forskellige aktiviteter. Iflg DKK må navnet max indeholde 50 karakterer (vi behøver overhovedet ikke at komme i nærheden af 50 karakterer). Stambogsnavnet må ikke indeholde andre kennelnavne.

Kaldenavnene er næsten på plads. Den ene pølse skal fremover kaldes “Mini” eller “Mini-Mic”. På min egen hvalp har jeg navnene “TikTok” eller “Kendis” i støbeskeen. Man kunne evt helgardere og bruge både TikTok og Kendis i samme stambogsnavn, så har jeg stadig lidt tid til at beslutte mig for, hvad jeg vil kalde hende.

Jeg aner endnu ikke hvem der bliver boende. Det her er “Medister”

Mit eget bedste forslag til den ene hvalp er “BilDeVotion Mini Micro Maniac”. Micro Maniacs er et gammel racer spil til Gameboy og Play Station. Det passer sgu meget godt til en hund, der skal fræse på agilitybanerne, så måske sidder det navn egentlig lige i skabet allerede?!

Så mangler “vi” måske bare TikTok/Kendis….. Min egen hvalp!

Er opgaven spændende? Den tricker mit OCD lidt og min hjerne er helt stået af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *