Forfatter: Berit

Børn, forældre og sygdom

Nogen gange tænker jeg, at de børn, som kæmper med sygdom bliver lidt specielle. Mange af dem er meget stærke og piver sjældent over alt det, som de de udsættes for på grund af deres sygdom.
Forældrenes indstilling til tingene kan gøre den store forskel har div læger fortalt os, og vi er af flere læger og sygeplejersker blevet rost for vores indstilling og vores måde at håndtere sygdom og behandling på.
Egentlig tænker vi bare, at sådan som vi gør, er den eneste måde, vi kan se det gjort på. Vi dramatiserer aldrig behandlingerne for Silas – uanset om det har været kemokure, sug fra lungerne (som ved gud må være ekstremt ubehageligt) eller div. vacciner og andre “prik”. Og ja, jeg kan godt få lidt fniller, når en mor flere dage forud for en “standardvaccine” kan gå helt i baglås ved tanken om, at lille Ib skal ned til lægen og have et prik i låret…… Men for dælen da, hvis det er det værste lille Ib skal udsættes for, så er der jo også grund til at gøre det til noget stort?! Så et eller andet sted så forstår jeg det også godt, for det er jo synd, når vores børn skal udsættes for smerte og ubehag.
Herhjemme er læger og sygeplejersker heller ikke “fæle” eller “onde”, men altid benævnt som behagelige mennesker. Der findes virkelig forældre, som siger til at deres børn, at nu skal de ind til den “grimme doktormand”.
Indlægget her udsprang egentlig af et billede jeg tog i sidste uge. Pludselig ser jeg Silas være igang med at “peppe” med sin bamse. Dvs han holder PEP-masken (som han selv skal bruge 2×15 minutter om dagen) for bamsens næse og mund. Det var jo for ham nok lige så naturligt, som at lege med biler eller DUPLO. Det er jo hans hverdag.

Silas “pepper” med bamsen

Hvilket mindede mig om en af de små piger, som vi lærte at kende på børnekræftafdelingen. Når hun legede doktor med dukkerne i dagplejen, så tog hun knoglemarvsprøver. Hvordan hun så end vidste, hvordan sådan nogen tages. Godt nok har hun selv prøvet det nogle gange efterhånden, men det foregår jo i fuld narkose, så egentlig burde hun ikke vide noget om det.

I dag har Henrik og jeg besøgt byens lille børnehave for at få en snak med dem vedr. Silas og medicin. Vi vil selvfølgelig gerne have, at han skal gå i børnehave her i nærmiljøet og få relationer og legekammerater her i vores lille by. Men vi er bekendt med, at man nogen steder har den holdning, at man ikke vil tage ansvar for at give medicin af nogen som helst art til børnene, og Silas er afhængig af at få medicin sammen med sin mad, da han ellers ikke kan optage næringen i maden, fordi hans bugspytkirtel ikke fungerer.

I nogen kommuner anbringes børn med cystisk fibrose i specialbørnehaver side om side med børn med svære handicaps, og børn med cystisk fibrose er oftest normaltfungerende, men har bare behov for medicin.

Heldigvis anså lederen i den lokale børnehave det ikke for at være et problem, så vi regner da med, at Silas kan komme til at gå i den lille lokale børnehave med ca. 35-40 børn. Altså når den tid kommer…… For vi håber også, at han kan få et par måneders udsættelse, da han jo stadig er lidt bagud på det grovmotoriske.

Ugens billede – uge 34

Ugens billede er ikke valgt, fordi det er flot billede eller noget i den stil, men fordi det er meget pudsigt billede. Da jeg så det på skærmen gloede jeg lidt mærkeligt på det. Sådan lidt ala “Find 5 fejl”

(klik evt. på billedet for at se det i større udgave, så er det nok lettere at se, hvad jeg mener)
For det første ser det ud som om, Ninja er blevet “fritlagt” (og et temmelig dårligt stykke arbejde) og derefter puttet ind i billedet med grøn plæne og skov i baggrunden. Og så faldt mit blik så også på den fugl, som havde basket sig vej ind over billedet. Det er da lidt et pudsigt billede, der ser lidt uægte ud.

Det ligner en amatørs værk i PhotoShop, men det er altså billedet i sin helt ægte og orginale udgave.

Billedet er i øvrigt taget på træningsarealerne ved DCH Svendborg. Jeg er sikker på, at de har Danmarks bedste træningsplads. Ude for enden af et industrikvarter – helt nyt og lækkert klubhus og adskillige hektar indhegnet træningsareal, lys på agilitybanen og sidst men ikke mindst den lækreste hundelegeplads. Wow-wow. Jeg var så imponeret.

Charlie poserer på en af de mange “legeredskaber”

Grunden til, at jeg gæstede klubben, var, fordi min veninde, som jeg i tidernes morgen gik på HF sammen med og gennem de sidste mange mange år stadig har haft kontakt til i ny og næ, fejrede sin 40 års fødselsdag i det fine nye klubhus. En dejlig fest i øvrigt.
Henrik og jeg overnattede i campingvognen på parkeringspladsen sammen med hundene. Så vi startede dagen med en dejlig gåtur på arealerne – og fik også leget lidt med hundene på den dertil indrettede legeplads. Det med campingvognen var en kanon løsning. Vi skulle ikke køre hjem om natten, og behøvede ikke at sidde og spytte i den ene cola efter den anden hele aftenen, og så behøvede vi ikke at afsætte hundene til div. hundesittere.

Ingen DM deltagelse

Det er første gang siden 1994, at jeg ikke deltager i DM i agility – enten hos DCH eller Fælles-DM (eller begge). Det er sgu da en lidt underlig fornemmelse, som jeg faktisk har det lidt svært med på en eller anden facon (altså ikke sådan at jeg ligger søvnløs om natten eller vrisser af mine omgivelser).

Fælles DM (eller rødbogs DM, som det tidligere var) “plejer” at blive afviklet over to dage. Hold DM om lørdagen og individuelt DM om søndagen. Diva er i år kvalificeret til dette DM. Jeg har dog haft mine overvejelser og tvivl om, hvorvidt hun vil kunne deltage, da hun jo har været halt i en længere periode her i sommers (hun er jo heller ikke helt ny mere). Men jeg var stadig igang med overvejelserne, da jeg også takkede ja til en lille fest-invitation til lørdag d. 4. sept, for jeg havde gjort op med mig selv, at jeg så kun ville deltage i det individuelle DM, hvis jeg skulle afsted.

Men så her for et par dage siden blev jeg da noget overrasket, da man laaaangt om længe kunne tilmelde sig DM, og jeg så erfarede, at man nu skulle løbe individuelt både lørdag og søndag, hvilket også gjaldt hold-DM. Jamen, så er der jo ingen grund til at spekulere så meget mere over det.

Jeg synes faktisk, at det er ganske uforskammet at lave så radikalt om på afviklingsmåden og så offentliggøre den med så kort varsel – mindre end 2 uger før selve DM.

DCHs DM har jeg ikke haft som mål at kvalificere mig til, så der er jeg heller ikke med. Min sæson har været lidt “underlig”. Dels bor Echo jo ikke meget herhjemme, så træning med ham er lidt besværlig. Diva startede med at være halt i pinsen, og så gik det sådan lidt op og ned med det. Den lange sygdomsperiode med Silas i vinteren/foråret har også påvirket det hele. Men pyt det er jo bare agility!

Ugens billede – uge 33

Nu tænker du nok: Julekort!! Hallo der er jo 4 måneder til jul….!!
Ja, det er helt korrekt, at der er 4 måneder til jul, men jeg regner da med at sælge monstermange julekort i år. Jeg solgte også mange sidste år, og derfor blev det da til nogle ekstra tusinde til Foreningen Cancerramte Børn.

Faktisk har jeg sendt de første 300 julekort ud af huset, og folk er begyndt at spørge efter dem. Det er da også en garanti for at sende et helt unik og håndlavet julekort – som tilmed støtter et godt formål.
Billedet er nogle af de kort, som blev lavet hjemme hos mig i søndags, hvor vi sad 3 “piger” og lavede kort det meste af dagen.

Dejlig veloverstået weekend

Det har været en skøn weekend, som startede med, at jeg hentede en meget tilfreds teenager på efterskolen i fredags. Jeg var meget spændt på at høre om efterskolen og alle hans oplevelser – og ikke mindst om det gik godt osv.

Lørdag sørgede Charlie af en eller anden grund for, at jeg kom lidt for tidligt op. Men da jeg først var vågnet, så var jeg egentlig godt tilfreds. For nu kunne jeg jo få en masse ud af dagen. Klokken 07.15 stod jeg på terassen og trænede med Ninja. Bagefter kom jeg til at stikke hovedet ind i vores skur, så der gik jeg igang med lidt oprydning (der står faktisk stadig flyttekasser fra, da vi flyttede ind for to år siden).

Efter at have rodet rundt i skuret, så passede det lige med, at familien havde fået lidt øjne, og der kunne så familiehygges lidt, inden turen gik ind til byen sammen med Tobias og Silas.

Resten af min lørdag gik så godt nok med at arbejde, da jeg har en besvarelse på et udbud, der skal afleveres mandag kl 12. Så kan det godt være, at nogen tænker, at det så nok også lige var lidt sent at sidde med det, men det er et meget stort arbejde, og det er sjældent, at alle brikkerne falder på plads i supergod tid. Det er jo en masse med strategier og andet, som også skal diskuteres på lidt højere plan end bare på mit skrivebord, da det er ordrer i millionklassen. Den, som jeg skal aflevere tilbud imorgen, er på over 10 millioner…… Mange penge!

Søndag morgen startede Tobias med at cykle afsted efter rundstykker, og det var bare superhyggeligt at sidde og spise morgenmaden sammen alle fire.

Min søndag var mest helliget kort-mageriet. Jeg fik besøg af et par piger (måske lidt for modne til den betegnelse, men damer, nej det vil jeg nu ikke kalde dem). Vi lavede kort til mit kortprojekt (www.cancerkort.dk), og det var rigtig hyggeligt. Vi fik virkelig snakket, hygget – og ikke mindst lavet kort.

Nu er weekenden slut, og imorgen skal Tobias tilbage på efterskolen, og hvornår mon han vil beære os med et besøg igen?

Ovenpå sådan en dejlig og tilfredsstillende weekend passer det mig nu da meget fint, at jeg alligevel ikke var tilmeldt nogen stævner, for det lyder til, at stævnerne i denne weekend har været ved at drukne i regn og mudder.