En fantastisk ferieuge

Søndag efter Jutlandia Cup fik vi pakket alt vores happen-gut sammen og trillede direkte mod Blåvand, hvor vi havde booket plads på Hvidbjerg Strand Feriepark.

Henrik og Silas kigger efter dragerne.
Det er en stor flot (og ganske dyr) campingplads, hvor der absolut ikke mangler noget som helst. Pladsen var primært valgt pga sin beliggenhed lige ud til Vesterhavet og pga sit tropiske vandland. Tobias og Silas hygger i vandlandNu kunne Silas jo endelig endelig komme i svømmehal, og så skulle han sandelig også komme med manér. Knægten var dog ret uimponeret, og sad bare og iagttog alt, hvad der skete omkring ham. Trods 8 måneder, hvor han har levet en ret isoleret tilværelse, så sluger han bare den nye verden og de mange indtryk. Og vi voksne nyder “friheden”, der giver helt nye muligheder, men det bliver faktisk hurtigt hverdag at handle ind hele familien osv. “Hi Barbie, Wonna go for a ride??”
Fedt badekar udformet som sportsvogn.Jeg nød denne ferieuge, som jeg ikke har nydt en ferie i flere år. Kan faktisk ikke mindes, at jeg har slappet sådan af og nydt det, siden vi var i Kroatien for 3 år siden. Fantastisk at være så meget i nuet og nyde det SÅ meget. For der var jo ikke noget “særligt” over den ferie uge. Det var jo “bare” afslapning med familien. Ingen aktiviteter. Kun dase, gå en tur ind til Blåvand og spise is og ellers bare afslapning i lange baner.

En lille diskret is fra Blåvand Bolchers is-bar – MUMS!Vi købte også en drage, og den fik vi en del tid til at gå med. For helt ærligt. Vi var pissedårlige til at flyve med den, da vi prøvede den første gang. Det blev dog betydelig bedre, men den bestod de mange crash-tests, som vi udsatte den for. Henrik og Tobias flyver med drageHjemme fra campingferien snuppede jeg lige et weekendstævne hos DCH Åbenrå. Jeg havde forinden besluttet mig for, at det var sidste udkald, hvis Diva skulle kvalificeres til Fælles-DM. Søndag blev hun nr. 2 i begge de åbne klasser, så vi fik den sidste kvalifikation i agility, som vi manglede. Echo løb rigtig pænt i weekenden og overraskede mig totalt ved at vinde spring åben med 28 deltagere. Godt nok væltede vi ikke rundt i landsholdshunde, men det er Echos første sæson, og jeg synes bestemt, at han især halter på lidt på fremaddriften, som er lidt svingende. Så at vinde en åben klasse var helt over mine forventninger.

Jutlandia Cup

Nu er en skøn uge ved Vingsted for længst overstået. Hele familien var afsted til Jutlandia Cup. Jeg skulle løbe med Echo og Diva, og Henrik havde meldt sig som hjælper.

Som en samlet betragtning så var det et super godt stævne. Vel tilrettelagt og godt afviklet. Jeg opdagede personligt ikke andet.
Hver dag blev afviklet efter nøjagtig samme plan. Samme klasser i samme rækkefølge på de bestemte baner, så man skulle ikke forholde sig til et nyt program og vidt forskellige tidspunkter hver dag. Desværre betød det så også, at jeg skulle tidligt op hver morgen, da åben klasse for små hunde startede kl 08 hver morgen, men det var nu alligevel en befrielse, at ens personlige tidsplan ikke ændrede sig fra dag til dag.
For hjælperne var det også ganske lækkert, for de skulle være en del af samme team hver dag og havde samme opgaver hver dag. Henrik tastede resultater i AG3 hver dag og fik da også set nogle spændende agilityløb, selvom sporten ikke interesserer ham synderligt. Men jeg er taknemmelig for, at han gider at give et nap med ved ugestævnerne, og dermed også er med til at forhøje mine chancer for at få en plads til disse ugestævner, for uden hjælpere, så er afviklingen en umulighed. Henrik siger faktisk, at han synes, at det er hyggeligt at hjælpe lidt til. Så er det lidt afveksling i dagen.

Silas i blændende humørDet gik også fint nok med at have Silas med til stævnet, selvom det da er noget nemmere uden en baby. Men Silas er heldigvis en rigtig nem og tålmodig dreng, og ham var der ikke meget ballade med. Trods det, at han ikke var helt på toppen, og vi forlod stævet hele tirsdagen for at bruge tiden på sygehuset i stedet. Der var utrolig mange, som spurgte til Silas i løbet af ugen, og det varmede mig at mærke andres omsorg. Vi var naturligvis bekymrede over de spontane opkastninger, som vi nu håber er fortid. Scanningen tirsdag efter Jutlandia viste ikke noget unormalt i Silas´ maveregion, og han er heldigvis også helt stoppet med at kaste op.

Silas udforsker græssetTilbage til stævnet: Echo skulle løbe springklasse 1 og spring Åben. Han er endnu ikke er klar til agility. Det gik faktisk rigtig godt. Han løb nogle rigtige pæne løb. I det første Spring 1 løb han mellem hjul og ramme, men næste gang vi løb spring 1, havde han et flot fejlfrit løb, og vi rykkede op i klasse 2. Første springklasse 2 gik han forkert ind i slalom, hvilket jeg ikke rettede, da jeg gerne vil bevare hans fremaddrift i slalom, og det var faktisk mig, der fik skubbet ham så meget, at han ikke kunne komme ind i første port. Han sluttede stævnet med et fint klasse 2 løb, hvor han fik oprykningsplacering. Jeg var meget tilfreds med hans indsats, og han har også udviklet sig ift sin opførsel ved ringsiden, for nu er det faktisk muligt at gå med ham langs ringene, uden at han ustandselig gør, skriger, og kaster sig ud mod ringen. Ikke at han er tavs, men klar en forbedring.

Echo i spring 1Diva er jo bare en fantastisk gammel pige, der med sine 11 år kløede på. Hun fik nogle gode placeringer i de åbne klasser. Nr. 5 – nr. 6 og nr. 7 og placerede sig dermed til finalen. Fredag aften var hun dog godt brugt, og hun nærmest hang efter mig på aftenlufteturen. En god nats søvn skadede hende dog ikke.

Finalebanen var rimelig let, men der var meget luft mellem forhindringerne – ikke ligefrem en fordel for en gammel kortbenet sheltie. Selv synes jeg, at Diva løb langsomt i finalen, men det var nok bare, fordi afstandene var så store, men nok også fordi hun var træt. Hun blev nr. 5 eller 6 med et fejlfrit løb. Finalen for de små hunde blev lige som sidste års Dania Cup Finale velfortjent vundet af Nadine Hundsberger med Q.

Diva i agility Åben
Der er ikke meget skidt at sige om Jutlandia Cup, men den smule der er, tillader jeg mig da også lige at nævne, og jeg ved, at jeg ikke er alene om det synspunkt. Præmierne!! Godt nok, skal man ikke følge DKKs præmiepolitik, hvis man bare gør opmærksom på, at man ikke følger den. Men derfor behøver man jo ikke blive fedtet, og det synes jeg, at man er, når man kun uddeler 12 præmier ud af 195 deltagere i en klasse eller under 10 præmier til 100 deltagere. Hvis de få præmier, der så blev uddelt så bare var overfede, så var det en anden snak, men sådan var det nu ikke. Var der 6 personer til præmieoverrækkelse, så lå der 7 ting på bordet, og jeg hørte, da flere være skuffede over det, som de kunne vælge. Der kan naturligvis ikke være guld og glimmer til alle placerede. Sådan i hovedtræk var jeg tilfreds med de præmier, som jeg vandt, og præmie-utilfredshed er som sådan også mest et luksusproblem forbeholdt de personer, som vinder noget. De, som ikke er så heldige eller dygtige, er jo nok fløjtendes ligeglade, men som stævnearrangør i Ribe Hundevenner er det nu dejligt at høre agilityfolkene fremhæve vores stævner pga mange flotte og forskellige præmier. Men vi bruger faktisk også ret mange penge på præmier, og man får sjældent sponsoreret SÅ mange herligheder.

Update: Silas

Som jeg skrev i sidste blogindlæg, så har Silas bøvlet en del med opkastninger i den sidste tid, og da det ikke rigtig ville blive bedre, så ringede vi til OUH i weekenden og aftalte, at hvis det ikke var blevet bedre mandag/tirsdag, så skulle vi komme over om onsdagen og få ham undersøgt.

Natten mellem søndag og mandag vågnede Silas med smerter og græd utrøsteligt i en times tid. Vi kørte bilen frem og gjorde klar til afgang til Odense. Men efter at have talt med en sygeplejerske og givet Silas lidt panodil-mikstur, så gav vi det lige en halv time mere, hvorefter Silas faldt i søvn.
Mandag kastede Silas igen op, så jeg bogstaveligt talt skovlede det væk under hagen på ham. Stakkels lille mand. Vi ringede igen til OUH og fik en tid til undersøgelse tirsdag. Tirsdag skulle ellers have været en festdag, da isolationen udløb den dag, men en dag på sygehuset lagde nu en dæmper på feststemningen.
Efter at have brugt det meste af dagen på hospitalsbesøg kunne vi køre hjem igen uden at blive meget klogere. Der var ikke nogen umiddelbar logisk forklaring på hans gentagne opkastninger. På tirsdag skal han have ultralydsscannet maven. Men vi håber faktisk på, at det med opkastningerne er et overstået kapitel. Han har i hvert fald været i klar bedring, selvom han kastede op igår og i dag. Men vi synes godt, at vi kan finde en forklaring på de to ganges opkast – nemlig noget mad, som krildrede ham lidt for meget i halsen.
Hvad så med isolationen? Jo hurra, den er ophørt og vi kan gå hvorhen vi vil, og det var en kæmpe nydelse at kunne trave ind i et indkøbscenter med Silas. Så på vejen hjem fra OUH kørte vi ind på Bryggen i Vejle. Her fik Silas sig godt nok en på opleveren med farver, lys og lyde.

Ferietid

Bag mig ligger en uge med mange gøremål. Forude ligger 3 ugers ferie – Dejligt!

Ugens 3 første dage brugte jeg i hundeklubben med at bespise en flok søde unger og et par voksne. Det gik stille for sig. Og kurset for de unge hundeførere var en gentagelse af sidste års succes. Johanna Allanach var instruktør, og hun er suveræn god til børn.

Juniorholdet anno 2009

Agilitybanerne var bestemt ikke barnemad, og der var sandelig udfordring nok i kursusprogrammet for ungerne. Den første aften skulle de lave et freestyleprogram på 1 minut. Av, det er sgu da ikke let. Men jeg synes, de klarede det rigtig rigtig flot. Jeg fik desværre ikke set så meget til deres aktiviteter, som jeg kunne have ønsket, men jeg var der sådan set også bare for at sørge for, at de fik mad i maverne. Ved siden af det skulle jeg også dikke-dikke Silas og lave lidt kort, så jeg måske også kan få solgt nogle til Jutlandia Cup.

Annemai og Cookie var blandt deltagerne – her i Freestyle-programmet

Apropos kort så har jeg i denne uge også været til fotograf (Sine Perrod) for at få taget billeder af nogle kort. Gode proff. billeder, der kan bruges på nettet. En stor tak til Sine, som tilbød mig at tage disse billeder u/b. Ved samme lejlighed fik jeg taget nogle billeder af Silas, hvoraf jeg gerne skal have valgt et, som jeg skal have printet på lærred i str. 40x60cm. Det var nemlig den fantastisk flotte finalepræmie, som Diva og jeg vandt ved Bededagsstævnet i DKK Viby.

Silas – The Drummer

Silas har været hos lægen i denne uge for at starte på vaccinationsprogrammet. Han nåede ikke at få nogen vacciner, før han blev konstateret syg i okt. Men nu har han fået grønt lys til at gå igang med vaccinerne. Henrik og jeg var ellers lidt betænkelige ved at lade ham vaccinere, da Silas har bøvlet med daglig opkast i lidt mere end en uge. Lægen fik mig overtalt til at lade ham vaccinere, da hun ikke mente, at han havde noget virus eller andet i kroppen, der ville bryde ud pga vaccinen. Så jeg kom derfra uden at være blevet meget klogere vedr. opkastningerne, men normalt kan det da næppe være? Men han virker glad, kvik og feberfri, men han kaster op 1-2 gange om dagen.

Tankerne fyldt med angst og bekymring vedr. årsagen til, at Silas kaster op har fyldt temmelig meget idag, hvor Silas har kastet op 6 gange i løbet af dagen. Både Henrik og jeg bliver bekymrede for, om han har fået LCH i andre dele af kroppen. Og hvis det skulle være tilfældet, så vil han være multiorgan angrebet, og det er bestemt en meget skidt prognose – samt naturligvis en ommer mht behandling. Jeg kan ikke bære tanken, hvis frygten og virkeligheden er den samme……

Men fra andre forældre i situationer lig vores, ved jeg også, at man har antennerne meget ude, fordi man konstant er bange, hvis der er det mindste. Så jeg håber bare, at dette er et eksempel på ubegrundet bekymring. Så vi kan nyde, at Silas er færdig med sin isolation på tirsdag, og vi igen kan leve et normalt liv.

Et af de store punktummer

Mandag d. 29. juni blev der sat et af de store punktummer i Silas´sygdomsforløb. Han fik opereret sin kapsel (den som er blevet brugt til blodprøver og kemo) ud af brystet. Den sad der i nøjagtigt 8 måneder og 1 dag.
Henrik og jeg kørte afsted mod OUH søndag aften, så Silas kunne være klar til indgrebet kl. 8 om mandagen. Søndagen bød på et fantastisk vejr og jeg foreslog Henrik, at vi spiste aftensmad på Café Razz i Middelfart. Cafeen har en storslået beliggenhed helt ud til Lillebælt. Der var da også en del andre, der havde fået samme idé, så vi måtte vente længe på maden, men vejret var skønt, og udsigten også fantastisk. Og hvorfor ikke gøre en tur ud af denne begivenhed?
Jeg må dele nogle billeder derfra med jer.

MiniMan og MaxiCoke

OUH blev Silas indlagt; fik taget blodprøver, temperatur, målt og vejet, så han var klar til mandag morgen.

Hans kapsel blev brugt for sidste gang til blodprøverne og stiften med div. slanger på blev bundet op og plastret fast, så det kunne anvendes om morgenen, når han fik skulle i narkose.

Silas igang med omklædning til operation. Bedøvelsesanordningen er klargjort
Silas fordriver ventetiden med lidt “læsestof “
Få minutter før narkosenDet lille indgreb forløb uden problemer, som overlægen udtrykte det, da han kom og “afleverede” Silas, så havde det været “kedeligt”. Det havde åbenbart været så kedeligt, at de havde “glemt” at give Silas noget smertestillende, før han forlod operationsgangen. I hvert fald var Silas helt ulykkelig og græd utrøsteligt, da han vågnede efter narkosen (Silas er ellers et meget gråd-fattigt barn). Han vred sig og fægtede med arme og ben. Det endte med, at vi måtte rykke sygeplejerskerne for noget smertestillende til ham, og da først det virkede, fandt Silas igen ro. Den oplevelse ville jeg gerne have været foruden.

Silas sover sødt efter endelig at være smertelindret
Efter have fået lidt at spise, sov han et par timer, hvorefter han var klar til at tage hjem fra afd. H2 på OUH efter sin forhåbentlig sidste indlæggelse nogensinde.
Silas “piller” i frokostenMed fjernelse af kapslen satte vi et af de store punktummer i Silas´ behandling for LCH. Det næste store punktum er om 14 dage, hvor Silas er færdig med sin isolationsperiode. Det betyder, at vi om 14(!) dage kan færdes hvorsomhelst med Silas – butikker, svømmehal, mødregruppe div. arrangementer. Det bliver næsten som at få “livet” tilbage.