Han er godt nok blevet stor…….

Sådan siger folk tit, når de genser Silas. Lidt komisk. For vi var til kontrol på OUH i torsdags, og der viste vægt og målestang ikke den helt store udvikling. På 3 måneder: +1,5 cm og -300 g.
Status d. 12. nov: 7,7 kg og 72 cm

Man syner nok større, når man står op, men fakta er, at Silas har hængerøv i str. 74!

Lægen undrede sig også over, at Silas ikke rigtig tager på, men syntes, at vi skulle afvente næste kontrol om 3 mdr og se, om ikke hans vægt ville øges i mellemtiden.

Der er nu gået to uger i dagplejen. Silas har ikke været afsted hver dag, da dagplejen har haft lukkedag de sidste to fredage, og vi har fysioterapeut til ham en gang om ugen, og torsdag var vi jo på OUH.

Fysioterapeut Line træner med Silas på bolden

Jeg vil nu også sige, at det er udfordrende for den lille størrelse. I den første uge havde han en dag, hvor han græd rigtig meget. Jeg endte med at hente ham før planlagt, og han faldt da også til ro, da jeg kom. Heldigvis har der ikke været helt så utrøstelige perioder siden.
Det skal nok gå, og jeg er sikker på, at dagplejen og samværet med de andre børn vil udvikle ham hurtigere, end hvis han var hjemme. Eksempelvis spiser han uden brok 4-5 kvarte rugbrøder hos dagplejen, men herhjemme er hans mund som limet sammen, hvis menuen lyder på rugbrød. Lidt pudsigt, men det er ikke en kamp, jeg gider at bruge energi på pt. Det kommer nok af sig selv, det der med rugbrødsmadderne.

Klar til “virkeligheden”

Der er bare sket en kolosal udvikling med Silas de sidste to uger. Helt fantastisk! og jeg føler nu, at han er klar til at tage imod “verden”.

Klar til at erobre verden

Det er også meget godt for på mandag starter Silas i dagplejen. Han har fået en plads i en privat stordagpleje ca. 8 km herfra. Dvs. de er 1o børn i dagligdagen, men også to voksne til at tage sig af børnene. Det synes jeg er en stor fordel.
Jeg har besøgt dagplejen nogle gange de sidste uger. Og de sidste to gange har han virkelig vist interesse for omgivelserne, både børnene og alt det nye spændende legetøj. Nu giver han sig ikke til at græde fordi nogle af de andre børn rører ved ham. Og jeg føler mig meget tryg ved at starte hans indkøring på mandag.

Silas på besøg hos dagplejen

Vi er også begyndt at gå til musik. Vi har været der 4 gange nu, og efter de første 3 gange tænkte jeg, at det var lidt mærkeligt at være afsted med Silas, for han virkede så fraværende eller måske nærmere observerende. Og jeg var lidt ved at miste modet, fordi han er så tilbageholdende. Men sidste gang “rockede” han, spillede med på sin xylofon og bankede løs på spillelærerens keyboard. Fedt!!

Det samme billede så jeg til svømning, hvor jeg gennem de sidste 3 måneder også har været 4-5 gange, og Silas har bare været rimelig passiv i vandet. Men han har til gengæld suget omgivelserne til sig – lyttet og kigget på hele svømmehallen. Men da jeg var afsted i tirsdag blev han pludselig helt elektrisk og plaskede løs i vandet, og han var som forandret. Så derfor var jeg simpelthen nødt til at lægge en ekstra svømmehalstur ind i skemaet for min sidste orlovsuge.

Nu er orloven så slut, og på mandag starter jeg igen på fuld tid. Det bliver uden tvivl meget hårdt, men jeg håber også, at det vil lette mig at have tiden til at udføre mine arbejdsopgaver, men jeg vil helt sikkert savne de mange dejlige timer sammen med Silas, som jeg helt sikkert har nydt de sidste 15 måneder.

På den anden side af et stævne

I lørdags afholdte vi i Ribe Hundevenner vores sidste agilitystævne i år. Hvert år har vi holdt 3-4 stævner om året. Og det river godt nok tænder ud i en lille klub, da det jo altid er de samme folk, som skal stå klar til at hjælpe. Men det er super skønt, når man ser alle de glade deltagere, som nyder og roser et veltilrettelagt stævne. Det er langt hen af vejen slidet værd.
Men det får mig nu ikke til at trække min beslutning tilbage om ikke længere at ville forestå tilmeldingerne og stævneprogrammerne.

De første to år af klubbens liv var jeg topmotiveret, når de første tilmeldinger tikkede ind, men det sidste år har jeg nærmest haft brækfornemmelser jo nærmere vi kom på tilmeldingsfristen. Og uanset hvor længe jeg lever, så er mit liv skisme for kort til frivilligt arbejde, som hænger mig SÅ langt ud af halsen, så nu må det være en andens tur til at prøve kræfter med den opgave.

Stævnet fik ganske god feedback, som vores stævner faktisk altid får. Det på trods af, at stævnet varede til kl 20.30.

Jeg løb med Echo og Diva. Jeg trak dog Diva efter to løb, da hun virkede lidt besværet af det tunge underlag i ridehallen. Echo skulle løbe 2 x spring kl 2 samt tunnelkuller. Jeg var meget tilfreds med ham i alle løbene. Han blev nr. 3 i Tunnelkuller og vandt den første spring 2. I den sidste spring 2 gik han forkert ind i slalom, hvilket jeg ikke rettede, så det udløste en disk.

Datoen jeg aldrig glemmer

D. 20. okt vil for altid have mejslet sig ind i min sjæl. For et år siden fik Henrik og jeg den besked af den ledende overlæge på børneonkologisk afd. på OUH, at Silas havde en sjælden cellesygdom (Langerhans Celle Histiocytose).

Lægens ord var ikke særlig opløftende, og jeg husker nogle af hans sidste ord, da samtalen på hans kontor blev afsluttet : Der er jo ingen, der siger, at det er jeres barn, der dør af det…….
Vi var knuste og total i chok. Vi kørte hjem fra sygehuset og sad bare i hver vores sofa derhjemme og stirrede ud i luften og græd. Vi kunne ikke tale sammen. Det var bare så hårdt. Vi turde simpelthen ikke fortælle hinanden om vores tanker og følelser, og det var nok også alt andet lige lettere for os hver især, hvis vi ikke skulle sige dem højt.

Silas – få dage efter diagnosenJeg husker de første dage derefter føltes uendelig lange, og jeg nød for en sjælden gangs skyld at skulle i seng og sove, for når jeg sov, så havde jeg fred i mit hoved, men efter første blink med øjet, når jeg vågnede, så væltede virkeligheden og angsten ind over mig.Jeg har set en lille hvid barnekiste for mit indre øje mange gange i den første uge efter beskeden. Jeg syntes, det var så urimeligt og forkert, at Silas overhovedet var blevet født, hvis sådan et sygdomsforløb skulle slide på ham (og os) og til sidst vriste vores guldklump fra os igen. Hvorfor skulle vores familie udsættes for sådan en smerte?? Silas med den sidste dosis medicin i behandlingsplanen. Det var d. 19. april
Behandlingsforløbet var sat til 12 måneder og betød dermed 15 måneder i isolation, hvor Silas ikke måtte være sammen med syge/forkølede samt børn, der ikke var MFR-vaccineret og havde haft skoldkopper. Det betød adgang forbudt i butikker, sportscentre, svømmehaller og div. kom-sammen-arrangementer, hvor vi ikke vidste, om der var syge folk til stede. Det var et meget hårdt slag for mig at blive ramt på min bevægelsesfrihed og sociale omgang. Men det var i det hele taget en udfordring for en familie at leve med isolationsreglerne, da alt altid skulle planlægges nøje. Sidste indlæggelse for at få fjernet kapslen i brystet, som han havde fået kemo i
Nu er der så gået et år, og som de fleste jo nok ved, så er Silas færdigbehandlet, og isolationen ophævet i juli 09. Vi går til kontrol på OUH en gang i kvartalet. Silas har det fantastisk, selvom han halter lidt bagud på nogle punkter. Men hans humør og gå på mod har været ufattelig hele vejen igennem, og han er i sandhed en solstråle, og på sygehuset blev han også kendt, som Silas, der altid smilede (selvom de stak i ham og fyldte ham med kemo). Silas i dag – elsker at stable, vælte og bygge
Naturligvis ville jeg meget gerne have været dette forløb foruden, men når det nu var vores families lod, så føler jeg faktisk, at vi alle er kommet rigere ud på den anden side.

Jeg har i hvert fald lært at sætte pris på nye ting i livet og mærke efter i mig selv, hvad der har værdi for mig. Der er mange ting, som jeg før så som problemer (eller direkte “katastrofer”), som jeg idag bare trækker på skuldrene over. Den lille guldklump maver sig frem over gulvet
Nogen vil sige, at jeg har mistet engagement på nogle punkter, men det er ikke sådan jeg ser det. Jeg vælger bare mine kampe med lidt større omhu og mærker lige efter i mig selv, om det er vigtigt for mig, og om det vil være et betydeligt problem for mig, hvis kampen tabes, før jeg farer ud med bål og brand og kæmper for et princip eller en sag. Der er sjældent noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Niels Bugges Kro

Da Henrik fyldte år i slutningen af juli måned fik han et gavekort på en “weekendoplevelse” uden børn og hunde. Den er nu blevet indkasseret. Det har bare været en ufattelig dejlig weekend.


Fredag eftermiddag chekkede vi ind på Niels Bugges Kro, hvor vi blev budt velkommen af velanrettet frugt og champagne. Vejret var desværre ikke særlig fantastisk om fredagen, men sidst på eftermiddagen blev det dog opholdsvejr, så vi kunne komme ud og se på noget af den fantastiske natur, som kroen er placeret i.

Fredag aften fik vi en fantastisk 3 retters menu, og vi sad faktisk i restauranten i 3½ timer, hvor vi bare nød den fantastiske og velsmagende menu og dertil en virkelig lækker vinmenu – aldrig tidligere har jeg fundet en vinmenu SÅ stor en smagsoplevelse. Det skadede jo bestemt ikke totaloplevelsen, at en lille “småfimset” fransk tjener med tydelig fransk accent ydede en særdeles charmerende betjening under middagen.

Lørdag stod vi op til et rigtig flot vejr, så efter at have nydt en dejlig morgenbuffet, så begav vi os ud på et par timers gåtur i terrænet omkring kroen. Faktisk var det “Troldeslugten”, der ligger bag kroen, som for et par måneder siden “solgte” denne weekend til mig.

For et par måneder siden var jeg havnet ved kroen, fordi Charlie havde haft særdeles dårlig mave i bilen en dag, hvor jeg havde hundene i bilen, mens jeg var på job. Efter at have holdt i Viborg City og havde rengjort bilen med hvad-jeg-lige-havde-ved-hånden, så kørte jeg ud mod Dollerup Bakker for at få luftet (læs tømt) Charlie.

Da jeg trådte om bag den lille kro ved vejen, stod jeg i Troldeslugten og var lige ved at sætte mig på halen. Det var bare så smukt. Denne smukke natur måtte jeg bare vise Henrik. Så stedet blev valgt i dette øjeblik.

Så man kan vel sige, at der sjældent er noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi havde i hvert fald et fantastisk lækkert ophold, hvor vi fik tanket op på kærligheds- og energikontoen.