Så røg kuglerne……

Der er virkelig sket noget på hundefronten her i huset. Jeg håber på en ny hund. Og den nye hund bor forhåbentlig i Echos krop et sted. I tirsdag fik jeg bestilt en tid til kastration på en dyreklinik lige på den anden side af grænsen. Jeg havde fået den anbefalet af en af mine med-instruktører. Hun kender flere danskere, som kører derned. Dels fordi de skulle være dygtige, men også fordi de er en hel del billigere end i DK.

Onsdag havde jeg desværre et rigtig træls slagsmål mellem Echo og Charlie, og denne gang stod jeg alene med dem. Og fuck, hvor de bare bider, og de vil bare ikke slippe hinanden! De andre gange, hvor de er kommet op at slås, har både Henrik og jeg været hjemme, og så det er lidt lettere at skille dem ad, når man kan holde hver sin hund. Da jeg endelig fik dem til at slippe hinanden, stod jeg selv med en fortygget højre hånd. Det har jeg gennem årene prøvet flere gange og tager ikke de fysiske skader særlig tungt, men jeg bliver så ked af det, når der er konflikter, som udløser slagsmål i min flok. Og i forvejen er jeg pt ganske påvirkelig pga hele vores situation, så jeg tudede ganske fortvivlet. Måske ikke mindst fordi jeg ved, at nu er der nødt til at ske en eller anden forandring i flokken, ellers er det bare for surt og besværligt at have Charlie og Echo under samme tag. Dilemmaet er bare, at Charlie er min gode gamle trofaste hund, som jeg ikke rigtig synes skal betale prisen. Og Echo er jo den hvalp, som jeg havde ventet på i flere år, og nu har lagt så meget arbejde i og han skulle gerne være min fremtidige agilityhund. Og han er bare en hund, der elsker at arbejde!!

Så jeg håber, at kastrationen udretter noget nær mirakler her. Så imorges kørte jeg de 60 km sydpå med Echo. Jeg blev faktisk helt forfærdet over, hvor elendig jeg er til tysk. Da jeg gik på HF sidst i firserne var jeg da rimelig god, men det var da dengang. Godt det ikke var en større medicinsk udredning, der skulle til. Jeg så Echo forsvinde ind i drømmeland, og ja nu er jeg vel hærdet. Det rørte mig i hvert fald slet ikke. Efter at have ventet en halv times tid i venteværelset blev jeg kaldt ind på “opvågningen”, hvor der lå en vissen og kugleløs hund. Gudskelov – så havde de da forstået, at han skulle kastreres – og ikke lagt guld i hofterne eller ørekuperet ham……… Ok, det var måske også at overdrive kommunikationsbarrieren.

Prisen var til gengæld meget let at forstå. dkr. 810,-!!! Prisen for kastration i det sydjyske er kr. 1500-1700. Så der var da virkelig noget at spare. Jeg kunne godt finde på at bruge den tyske klinik igen ved vacinationer o.l.

Verdens sejeste baby

Tirsdag er hospitalsdag, der skal Silas have kemokur. Men der var flere ting på programmet på sygehuset. Først skulle den lille fyrs mave ultralydsscannes. Det skulle være den sidste undersøgelse, som han skulle udsættes for i denne omgang og den var skulle vise, om der var nogen forandringer på lever, nyrer og milt.

Silas sov, da vi kom ind på scanningsstuen, så det var en lille træt dreng, som blev placeret på briksen. Han vred sig træt, mens jeg afklædte ham, og jeg tænkte, at han nok ville græde, når han fik gelé på maven, men nej. Silas valgte bare at smile stort til den kvindelige læge, som dog ikke var synderligt interesseret i hans “tilnærmelser”. Det var dog også bedre, at hun passede at kigge efter på skærmen og kunne afslutte seancen med ordene, at der ikke var noget unormalt at se på lever, nyrer og milt. Nu føler vi, at de har tjekket Silas grundigt og stadig kun kan påvise de syge celler i armen. Det var en dejlig besked at få.

Næste stop var H2, som Silas nu vil være tilknyttet de næste mange år. Vi skulle have en samtale med en af hospitalets socialrådgivere. Der er så mange ting af praktisk karakter, som vi skal have ordnet. Der skal søges plejeorlov, da Silas ikke må komme ud i pasning det næste års tid. Og der skal søges om en del andre ting ifm Silas´ behandlingsforløb. Lige præcis på det her område, er jeg ret imponeret over den bistand, det offentlige yder. Jeg havde ellers nået at tænke, at det var godt, at vi ikke havde købt kommunens dyreste hus, når vi nu skulle leve af penge fra den offentlige kasse. Men det er faktisk sådan, at ens økonomiske situation er uændret trods ens barns sygdomsforløb. Kommunen supplerer op fra plejeorlovsydelsen til ens normale løn i form af tabt arbejdsfortjeneste. De ekstra udgifter, som sygdommen påfører en som familie(sygeplejeartikler, kørsel mv.) dækkes af serviceloven. Så man burde ikke blive ringere stillet.
Sidste ting, der skulle foregå på hospitalet, inden vi kunne tage hjem.var kemokuren. Denne del kan overstås på et kvarter. Det kræver bare en sygeplejerske, der har tid til det. Det går jo rigtig let nu, hvor Silas har fået lagt den port-a-cath ind i brystet. Og min lille seje dreng, lå da også bare og “filmede” med sygeplejersken, mens hun prikkede i ham og gav ham kemo og tog blodprøver. Droppet med kemo går via en stift ind i det kateter, som blev opereret ind under huden i sidste uge. Se bare på billedet ovenfor. Han hviner af fryd til sygeplejersken. Han var bare så eksemplarisk på hospitalet. Han er verdens sejeste baby.

På hjemvejen var Henrik og jeg ude at kigge efter nyt fjernsyn. Efter at have boet her i 3 mdr. og stadig ikke have stødt på fjernbetjeningen til fjernsynet i stuen, så må vi nok konstatere, at den ikke har valgt at flytte med herud. Og det er lidt specielt at tage på indkøb “sammen”, når man har Silas med. Det foregik sådan, at Henrik gik ind i El-giganten først og kiggede på fladskærme, mens jeg sad i bilen med Silas. Hvorefter vi byttede. Tja, måske ikke så optimalt, men sådan er det så bare, når Silas ikke må komme med i butikker. Det er ikke umuligt – bare lidt besværligt!!

Ikke kun vi mennesker er tilsyneladende frustreret…….

Søndag var vi alle 4 oppe hos min veninde, Janne, som gerne ville tage nogle billeder af Silas. Egentlig havde det været mere optimalt at tage dem, når han blev lidt ældre, men situationen gjorde, at jeg ønskede, at det skulle være nu. Det er lettere at fotografere en baby, der kan sidde selv end sådan en lille sag som Silas, der skal holdes, men eftersom medicinen kan ske at forandre Silas´ udseende/udtryk, så blev det fremskyndet.


Det blev til nogle dejlige billeder af begge mine drenge. Tak Janne! Billederne skal bruges til en collage, så billederne skal lige bearbejdes lidt, før de kommer helt til deres ret.


Vi var væk hele dagen, og der var hundene alene hjemme. Da vi kom hjem, kiggede jeg mig lidt om i stuen, hvor Echo og Cookie havde gået sammen (Hundene er delt, da jeg ikke synes, at Echo og Charlie skal gå sammen, når jeg ikke er der). Min frygt var, at Echo havde tisset i stuen, ligesom han dagen før havde gjort det nede i gangen. Jeg kunne umiddelbart ikke se noget, men jeg kiggede heller ikke særlig grundigt.

Næste morgen, da jeg skulle nedenunder med Silas, så lå der en sø på gulvet, og jeg fik øje på, at der var pisset op af væggen og op af spisebordet. Synderen var helt sikkert Echo. Jeg lukkede ham lettere irriteret ud, så han kunne tisse af og bagefter satte jeg ham i bilen, for der var ikke nogen grund til at han skulle omdanne hele stuen til “Urin-Lalandia”. Da jeg gik stuen efter, så kunne jeg se, at det allerede var sket. Der var tisset op af sofaen, kravlegården, TV-bordet, sofabordet, en spisebordsstol og min store gymnastikbold. Jeg var grædefærdig og et øjeblik overvejede jeg at ringe til dyrlægen og bestille en kulørt sprøjte til ham. Jeg orkede bare ikke flere problemer, og Echo giver mig flere grå hår end de andre tre hunde tilsammen. Echo har et meget anspændt forhold til Charlie, som han knurrer af, selvom der er en lukket dør imellem dem. Så det er i sig selv temmelig bøvlet at have de to under samme tag. Og jeg aner ikke rigtig hvordan jeg skal tackle det. For Echo knurrer og ryster på samme tid, når han vil have Charlie væk. Hvis nogen kender en god adfærdsdimmer, så sig lige til – eller bare et godt og brugbart råd!!


Over middag gik jeg ud for at træne lidt med Echo på min endeløse U-bane. Det var som om Echo ville vise sig fra sin bedste side, for han var superdygtig. Et andet sted i haven står en 4-pinds slalom med buer, og også på den var jeg tilfreds med præstationen. Efter endt træning gad jeg dog ikke lige at slæbe ham med ind, så han røg om i min nye hundegård, som han dermed inviede. Imens samlede jeg så hans mors aflagte bur, som er et ret stort bur. Det blev så placeret under trappen, og Echo må pt finde sig i at være deri, når jeg ikke kan rende lige i røven af ham og tjekke, om han letter ben.

Nu skal Echo have rykket kuglerne af. Det sker på fredag. Han skal alligevel ikke bruge dem til noget. Så må jeg bare håbe, at det kan løse nogle af alle hans problemer – og helst dem alle. Jeg har sagt det før, men har udskudt det gang på gang. Der har været så mange andre ting, som har optaget mig – også er det lige det med, at jeg hader narkoser.