Talestrøm

Ordene vælter ud af munden på Silas nu. Det er helt utroligt, som udviklingen har taget fart, siden han startede behandling for tre måneder siden.
Han elsker at gå, hvilket jo også først kom til efter en måneds tid i behandling. Nu arbejder han på at kunne øge tempoet til løb.

Silas er virkelig sjov nu. Han efterligner bevægelser, og nogle af bevægelserne volder ham lidt udfordringer. F.eks at knibse med fingrene. Han forsøger noget med at sidde og vippe med fingrene, men lyden udebliver ligesom til hans store forundring.

Dog er der mange andre lyde og ord, som han har mere styr på. Han kan sige en del dyrelyde. pip-pip, muh, vauw-vauw og miiivv. Men han har også helt faste ord for kiwi, bad, Ja, nej, PEP (det er lungegymnastik, som han jo skal udføre 2×15 min om dagen), Traktor Tom, bil, hej, bye-bye, Ja tak, tak samt nogle få ord mere.

Derudover er han jo ret skadet af at bo i en hundefamile, og han kan godt se et hit i at sige “Pi-pi” (betyder Puppy, som er Ninjas kælenavn), “dygtiiii” samt “Puuha”

Spontanitet

Hver dag tømmer jeg postkassen og når det er onsdag, så er der to stk husstandsomdelte lokale ugeaviser. På bagsiden af den ene avis var der en stor annonce for en restaurant, som ligger helt ud til vandet ved Årøsund.

Så var ideen sået. Vi skulle da ud at spise. De har en fin og mere formel restaurant og så Skipperstuen, som er mere café/isbar/krostue-agtig. Der kan man få et dejligt måltid mad for omkring en 100-kroneseddel.

Vupti, Silas fik “peppet” og fik noget aftensmad tilsat aftenens medicindosis. Orkede ikke at sidde og give ham alt det på et spisested i dag, og erfaringen siger mig også, at han er bedre til at spise i vante omgivelser.

Vi fik dejlig mad og sad udenfor og nød den med udsigt over til Årø. Silas kommenterede på bilerne og mågerne og pillede lidt i Henriks mad, hvor han kastede sig over rejerne. Silas viser ellers meget sjældent interesse for den mad, som er på vores tallerkner, og han har helt sin egen mening om, hvad man kan spise, og hvad der bare skal kyles på gulvet, så vi var noget forundrede, da den ene reje efter den anden fandt vej til hans mund og mave.

Efter at have spist gik vi en tur ned til vandet. Silas var meget optaget af den meget store sandkasse og krammede den ene håndfuld strandsand efter den anden.

Det var et dejligt spontant indfald, som jeg er glad for, at vi lige førte ud i livet. Tit har man lige lyst til et eller andet, men så kan man ikke lige få “puslespillet til at gå op” og udskyder det til en anden dag, hvilket som regel betyder, at man aldrig får det gjort.

Tror vi alle tre tog mætte (på flere måder) hjem fra denne lille spontane udflugt.

En skidt uge

Uge 23… Juhu ugekursus i Ribe Hundevenner – endda for tiende år i træk. Der skulle jeg naturligvis have ferie, men så fik jeg først en besked om, at mandag og tirsdag var inddraget til et internt møde i salgsafdelingen. Så der røg der lige lidt af kurset, men det er jo ikke noget at lade sig slå ud af, for der var jo masser af kursusdage og socialt samvær tilbage.

Så søndag aften kørte jeg Ninja og campingvognen ud i klubben. Førstnævnte overlod jeg meget trygt i Wickies varetægt, mens jeg passede jobbet på Sjælland de kommende to dage, mens campingvognen bare stod klar og ventede på, at jeg kom tilbage og skulle bo i den.

Ninja kigger agility (med sine fine nathue-ører)

Onsdag morgen vendte jeg tilbage til hundeklubben, og så var jeg ellers klar . Efter at have spist morgenmad med familien og fejret Tobias, der blev 15 den dag, var jeg på et lidt hektisk (men meget nødvendigt) kundebesøg, inden jeg stod på træningspladsen.
Sunny

Desværre var jeg også nødt til at køre hjem igen onsdag aften, for at holde lidt mere fødselsdag med Tobias. Efter 70 minutter en vejarbejdskø så kom jeg endelig hjem – med friske pizza under armen.

Min fjollede teenager

Torsdag var der hviledag til ugekurset, og vi skulle på Skejby Sygehus med Silas – bare til den månedlige kontrol. Silas har lidt besvær med afføring/fordøjelse – måske pga div antibiotikakure, så da første medicinske tiltag ikke har vist den store effekt, så blev der nu tilføjet et nyt medikament i rækken, der skal tilsættes måltiderne. Øv jeg hader bare, når der skal puttes mere behandling og mere medicin på, men overlægen forsikredes os om, at han var meget tilfreds med Silas, og klart så det som et meget positivt tegn for Silas´fremtid, at han har responderet så godt på den grundlæggende behandling, siden starten for snart 3 mdr siden. Det var jo dejligt at høre de ord.
Inden vi tog afsted mod Skejby, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt på toppen, men inden vi nåede hjem igen, var jeg blevet ret elendig. I løbet af natten havde jeg det så elendigt, at jeg nærmest ikke kunne holde mig oprejst, og jeg var total udmattet. Det sortnede for mine øjne, og jeg følte flere gange, at jeg var lige ved at besvime, mens jeg sad på tønden i løbet af natten (og der sad jeg en del….).
Fredag var der så ikke noget agilitykursus for mig. Jeg lå bare i min seng og var vissen det meste af dagen (jeg ville helst have et toilet indenfor rækkevidde) , og jeg ville umuligt have kunnet bevæge mig med mere end 1 meter pr. sekund, så agility duede vist ikke. Desuden synes jeg, at mavekramper og agility passer skidt sammen.

Lørdag morgen VILLE jeg afsted, så jeg stod op kl 06.30 (efter at have gæstet toilettet hver anden time natten igennem) og gik i bad. Direkte fra badet gik kursen tilbage i seng, for mavekramperne tvang mig tilbage under dynen.
Endelig kom jeg da afsted (et par timer forsinket), men de andre var godt igang, da jeg kom luskende. Jeg fik løbet lidt i første træningspas, men supergodt var det ikke. Sidst på eftermiddagen havde mit hold det sidste træningspas, og jeg diskuterede lidt med mig selv, hvorvidt jeg skulle køre hjem inden eller prøve at holde ud. For jeg synes det ville være synd for Echo, hvis jeg alligevel ikke kunne løbe ordentligt og få mig placeret korrekt under løbene.

Peter holder tungen lige i munden

Der udveksles synspunkter?!

Jeg besluttede at blive og se an. Heldigvis, for så fik jeg da lidt oprejsning. For træningen gik rigtig godt, og jeg fik knebet balderne sammen (i bogstaveligste forstand), mens jeg løb. Men sådan samlet set over ugen, så var det jo et lidt fattigt kursus for mig. Jeg missede 98% af det sociale samvær og fik kun deltaget på halvdelen af mine træningspas. Men som bekendt er livet for kort til ærgelser, så de tre af de postive ting ved ugekurset 2010 for mig var:
  1. Jeg behøvede ikke at bruge sidste kursusdag på at pakke sammen mellem træningspassene. Det var bar at køre bilen til og hægte huset på krogen. Det hele var urørt!
  2. Masser af ferie tilbage på kontoen, for denne uge var ikke dyr i feriedage. Dejligt, for ferie kan man jo altid bruge.
  3. Echo viste gode takter – især i sidste træningspas.
Echo

Moralen må være: Intet er så skidt(!), at det ikke er godt for noget!