Stævne hos DKK Viby

Dette stævne havde jeg set særligt frem til. Ikke kun fordi DKK Viby er rigtig gode til at arrangere stævner, og faktisk gør hvad de kan (trods høje startgebyrer, der er bestemt fra DKKs side) for at holde stævnedeltagernes udgifter nede. Selvom det nok er den stævneweekend, hvor jeg har brugt flest penge. Klart på den anden side af kr. 10.000, men det var primært, fordi jeg nu fik min nye hund, Ninja med hjem. Meget belejligt blev hun 8 uger om torsdagen, hvor stævnet startede.

Jeg synes selv, at jeg havde nogle gode gennemløb. Jeg havde ikke tilmeldt hundene i alle løb, da jeg mente, at jeg havde brug for lidt ekstra tid, da jeg var alene afsted med Silas og jo også havde en lille puppy at tage hensyn til.

Diva løb kun nogle åbne og kunne da også stadig løbe sig til nogle placeringer. Echo løb klasserne hver dag, og han havde nogle rigtig gode løb, men jeg synes også godt at kunne se, at han stadig er “grøn”. F.eks fristede belønningen ham i mål to gange så meget, at han snød på banen. To gange mente han ikke, at han havde tid til at færdiggøre slalom. Der smuttede også et enkelt A-bræt, men ellers var felterne nu ikke så tossede, så jeg fortsætter indtil videre med løbefelterne på balancen og A´et, selvom jeg ikke synes, at hans løbemønster over A´et så godt.

Klippet nedenfor er fra AG1, hvor Echo løber 11 sekunder hurtigere end vinderen af klassen, men desværre misser han A´et. Men bemærk lige en skøn balancebom. Echo er ca. 1 sek. langsommere end Lene Simonsens Border Collie Tippi. Jeg synes ellers ikke, at han ser så hurtig ud på klippet, men fart på var der i hvert fald iflg tidtagningsanlægget.

Diva er næsten klar til Fælles DM. Hun mangler kun en enkelt kvalifikation i agility. Men stævnet var meget andet end DM kvalifiktioner. Tutte og Co. gør sig altid umage for at lave gode stævner med billig forplejning og gode præmier. Det levede de op til endnu en gang.

Ellers er min tid lige nu jo mest optaget af Ninja lige nu. Det var dejligt at få hende med hjem og lære hende at kende. Indtil videre har jeg klikkertrænet lidt med hende og har prioriteret at få hende til at elske buret og lært hende target på et låg samt belønnet (øjen-)kontakt.


I aften starter vi til hvalpemotivation, og faktisk synes jeg jo, at hun allerede skulle kunne en helt masse ting. Nu har jeg jo haft hende i en uge, men når jeg så lige stopper op og tænker mig om, så er det jo helt ok, at hun “ingenting” kan.

Min første udfordring har været at få hende til at spise andet end råt mad. Ikke engang godbidder har damens interesse, så jeg har klikkertrænet med kallun og kæbekød. Yark!! Men det virker, og det er vel det vigtigste.

Ugens billede – uge 19

Der er bare ingen tvivl om ugens billede. Dette måtte bare foreviges, så Julie Gräs måtte lige hive lommekameraet frem, da hun passerede barnevognen med de to søde passagere i.

Billedet er taget til DKK Vibys stævne, som blev afviklet her i kr. himmelfartsferien. I torsdags blev Ninja 8 uger, og hun kunne overdrages til mig. Dejligt!

Hvad gør man så med en lille ny hundehvalp, som bliver træt til sådan et stævne? Jeg synes, at et bur i stævneteltet var for koldt (og ensomt), men hun passede jo lige ned i barnevognen (et par uger endnu), og så kunne Silas og Ninja jo også varme hinanden.

Nu håber jeg så bare, at hun ikke tror, at barnevognen også er hendes for eftertiden, for så skal jeg nok have en tvillingevogn.

Første skridt m.m.

Denne uge er endnu ikke slut, men når jeg ser tilbage på de forgangne dage, så ser jeg nogle højaktive dage.
Mandag skulle jeg til møde i Hjørring og Frederikshavn og på vej nordpå var jeg nødt til at sætte campingvognen af på DKK Vibys arealer for at få det hele til at hænge sammen.

Tirsdag eftermiddag havde vi et møde på Tobias´skole og direkte derfra kørte vi til Skejby Sygehus, hvor der var arrangeret et møde for forældre til børn med Cystisk Fibrose. Der var ingen spildtid mellem de to møder, og vi ankom sharp kl 19, hvor mødet startede.

Vi var fire forældrepar. Det var en lidt blandet oplevelse med sådan en aften. Godt fordi man sad med folk, der var i samme båd. Vi fik en snak om vores oplevelser med sundhedsvæsenet. Det ene par havde bare en skrækkelig historie, hvor barnet også havde lignet Silas, men lægerne bare havde slået det hen, indtil barnet blev indlagt på intensiv med en sammenklappet lunge. Der fandt de ud af, at barnet havde CF- og at lillebroren også havde det. Hvor ubærligt! Tilliden til sundhedsvæsenet fandtes faktisk ikke mere.

Et af de andre forældrepar havde også to børn med CF. Riskoen for at få et barn med CF, når begge forældre er raske bærere (som Henrik og jeg også er det) er 25%. Hvor uheldigt er det så ikke lige, at begge ens børn har CF?!

Der var også en del erkendelse i mødet med de andre forældre, som ikke var helt så nye i denne CF verden som vi er. Vi havde jo nok levet lidt på håbet om, at infektioner ikke ville fylde meget i vores verden, men fakta er at Silas allerede nu er på sin tredje antibiotikakur siden diagnosen for knap 2 mdr siden. Og når vi lyttede til de andre forældre, så er det “hverdagen”.

Da mødet var slut, oplevede Henrik og jeg noget ganske stort. I forhallen på sygehuset slap Silas Henriks hænder og gik for første gange mange (måske 15 meter) uden støtte. Ellers har han kun lige gået 4 skridt mellem Henrik og mig. Damen, der havde vagten i “informationsburet” på Skejby blev helt engageret i begivenheden.

Jeg skyndte mig ud i bilen for at hente mit kamera, så vi kunne få nogle af disse første skridt på video. Nu var han bare blevet lidt ekstra kåd af at finde ud af, at han nu kunne gå, så han blev mere usikker på benene, men man kan på klippet godt se stoltheden i hans øjne. Han stopper også op for at fortælle damen i “buret”, at han kan gå.

Onsdag var det atter afsted til Skejby. Vi havde ikke mindre end tre aftaler derude. Først røntgen og så kontrol for LCH (Langerhans Celle Histiocytose), som vi nu har fået overflyttet til Skejby fra Odense (som jeg heller ikke har lyst til at “besøge” igen efter, at de har sløset sådan med Silas´ udredning). Til sidst den månedlige kontrol på CF-centret på Skejby. Jeg synes, det var rigtig smart, at aftalerne lå som perler på en snor, for så var det jo ganske effektivt, men jeg tror ærlig talt, at det var rigeligt for Silas – og faktisk også for meget.

Da alt det her var overstået kørte vi til stævnearealerne og stillede campingvogn og fortelt op. Her er vi så stadig og mere om det senere…..

Ugens billede – uge 18

Ugens billede er lidt humoristisk. Det er et billede af en af de kasser, som jeg vandt ved weekendens stævne i Løgumkloster. Bemærk linje to….. Jeg vandt faktisk i alt to af disse kasser, så nu har jeg både til forpoter og bagpoter.

Men jeg tror nu, at jeg vælger at benytte den til godbidder.


Det var et rigtigt hyggeligt lille stævne, som jeg kun skulle køre en halv time efter. Stævnet var der både lørdag og søndag, men jeg valgte kun at deltage om søndagen, og jeg havde så også taget Silas med. Det gik faktisk rigtig fint, selvom han lige efter ankomsten var meget reserveret og afviste alle personer, som henvendte sig til ham. Som tiden gik, så tøede han dog lidt op. Men det er klart en af eftervirkningerne af de mange sygehusbesøg.

Jeg løb både med Echo og Diva. Efterhånden kan jeg godt mærke, at Diva er ved at blive en ældre dame, og hun taber lidt tempo hist og pist, men hun nyder agility og kan da også tage en præmie eller to i ny og næ.

Echo løb fantastisk godt og vandt suverænt agility klasse 1 og spring klasse 1. I agility Åben “kom han til” at tage en ekstra forhindring et sted, hvor fristelsen var for stor. Det koster jo som bekendt en disk, men tidtagningen kørte videre, og trods den lille omvej, så var han ca. 1 sekund hurtigere end vinderen. Han løb rigtig godt med et dejligt tempo og der var ingen felter, der kiksede, selvom A´et ikke var særlig godt, så var berøringen af feltet da tilstede.

Familieforøgelse ventes

Lad mig så bare afsløre det for de personer, som ikke ved det….. Måske er der nogle få tilbage.

Ninja 6 uger Jeg glæder mig vildt til på torsdag, hvor jeg får min lille nye hundehvalp.

Hun hedder Ninja og er, som de fleste snedige personer nok kan se, en border collie.

Selvom hendes mor, Simic indenfor agilitysporten er Verdensmester, Nordisk mester, Danmarksmester og meget mere til, så lad mig bare starte med at sige, at jeg ikke regner med, at jeg dermed køber den “nemme” vej til succes!!! Jeg har været vild med Simic i mange år, også før hun vandt sit første agilityløb.

Jeg håber selvfølgelig, at jeg får en rigtig god agilityhund ud af hende, men mest af alt håber jeg på at få en dejlig træningsmakker og ikke mindst en dejlig hund for mig og hele min familie.

For to år siden var jeg også skrevet op til en hvalp efter Simic, men trak mig dengang, fordi jeg var gravid. Nogen vil måske også mene, at jeg burde gøre det samme denne gang, når nu alt det her med Silas er sket, men det er altså hos hundene og agilityen, at jeg henter energi. Jeg har i flere år gerne villet have en Simic-hvalp, og det er nok sidste chance nu. Derfor slår jeg til nu, og det var faktisk med møje og besvær, at jeg fik lov at købe en af tæverne, for vi var 4 købere til 2 tæver.

Det sidste års tid har jeg desuden været skrevet op til en sheltiehvalp fra 3 forskellige kuld, men jeg er hver gang blevet “brændt af”. Enten er der kommet for få hvalpe iflg til antal købere eller også slet ingen hvalpe. Så det er jo nok, fordi jeg ikke skal have en sheltie. Der er nok nogen ting, som er en mening med?!

Egentlig synes jeg bedst om at have små og mellem hunde. De virker ligesom mere handy for mig, men jeg synes, at jeg har prøvet at løbe flere racer igennem i den størrelseskategori, som også kunne egne sig til min sport, men de falder alle på “et eller andet”. Enten et for blødt temperament til, at jeg tror, at jeg kan arbejde med dem eller et temperament, som kan gøre dem svære at sætte ind i min eksisterende flok . Så kunne jeg søge nogle helt alternative racer i udlandet, men jeg aner ikke hvor, og med hvem som kyndig vejleder, jeg skal starte. Og for at være helt ærligt. Jeg har bare ikke energi til det lige nu.

Desuden skylder jeg mig selv – og ikke mindst min familie, at jeg ikke spiller hasard med en eller race fra “de varme lande”. Jeg kender en stor del af Ninjas familie og har rådført mig med “kloge” border colliefolk, så derfor føler jeg mig tryg ved valget, når det nu er en border collie…. 🙂