Ugens billede har jeg ikke selv taget (men det kan den kvikke nok regne ud, når de kikker på motivet). Det er fra weekendens agilitykursus i Ribe med Sarah Lorentzen som instruktør.
Fedt kursus.
Hunden er venligst udlånt af Maria Mikkelsen – og det er Jumper, som var en meget villig stand-in, da Echo gik helt død.
Billedet er særligt udvalgt, fordi det jo er åbenlyst at sådan en krabat faktisk klæder mig. Så mon ikke bare jeg skulle købe sådan en…………..??
Echo nød også træningen, og jeg nød gensynet med ham (han blev leveret onsdag morgen efter mange uger hos familien i Hjordkær). Vi er igang med at indlære vippen, som den sidste forhindring. Nu har jeg jo meldt ham til agilityløb, så nu skal vippen også ind under huden. Faktisk er jeg meget tilfreds med ham, og håber at min vippeindlæring vil bære frugt. Jeg har startet med at indlære udgangspositionen (forben på græsset og bagben på feltet). Den kender han ikke fra andre forhindringer, da jeg ikke har trænet med “stop” på felterne. Positioen har jeg indlært ved at klodse opgangen op (så stødet fra vippen ikke ville være så voldsomt) og sende Echo op fra siden af vippen. Da jeg følte, at han var fortrolig med det, så har jeg fjernet opklodsningen og taget vippen i fuld længde.
Det startede jeg med onsdag formiddag og videoen er fra samme aftens træning i Ribe. Første gang på vippen fortsætter han godt nok ud over vippen uden at stoppe på feltet, men jeg har valgt at lade Echo selv finde ud af vippepunktet og blive fortrolig med det. Og når han bliver fortrolig med det, så forventer jeg også, at han får afpasset tempoet, så han får placeret sig i udgangspositionen og stadig holder et godt tempo på vippen. Jeg vil helst ikke ind og blande mig med kommandoer eller positioner selv, da jeg ønsker, at forhindringerne skal kunne tages selvstændigt.
Weekenden byder på agilitykursus med Sarah, så der skal Echo også nok få lavet noget. Og jeg glæder mig til mange timers intensiv træning med en af landets bedste instruktører. Når weekenden er omme kalder jobbet igen. Jeg har kun været på job en eneste dag siden d. 8. marts. Først var der lige den lange indlæggelse og derefter tre ugers ferie (med en enkelt arbejdsdag imellem). Så nu venter hverdagen med Silas og hans daglige behandlingsrutiner.
Superglade Silas med en blomst (kaldet Nae-Na af Silas)
Måske sidder nogen af mine bloglæsere og venter på nyt om Silas. Som tidligere skrevet, så synes jeg, at det er lidt svært at få taget hul på Silas, sygdommen og tankerne – og måske har jeg bare ikke behov for det lige nu, men måske netop behov for de andre ting, som fylder i min blog lige nu. For der er ingen tvivl om, at hundene og agilityen altid har været med til at give mig energi, så selvom det kan virke som noget “ligegyldigt” for nogen, så kan jeg mærke, at det er væsentligt for mig at have.
Men Silas har det fantastisk godt, og til kontrol i mandags vejede han 8500 g og målte 76,5 cm. Dvs at han på mindre end 4 uger har forøget sin ellers så stabile (og lave) vægt med 800 g. Han har mere energi, og nu vil han stå og gå (stadig ved støtte) hele tiden. Han er lige så stille startet i dagpleje igen efter mange ugers fravær, og da vi lige var på besøg i mandags, var han meget mut og ikke så tryg ved det hele, men nu er han ganske glad og tryg igen ved dagplejen og klar til hverdagen.
Billedet er fra en skøn aftentur på Vester Lyng Strand på Nordvestsjælland. Det var vores USA-tur, som blev “vekslet” til en dejlig tur i et af Foreningen Cancerramte Børns sommerhuse.
Det var en fantastisk dejlig uge, hvor vi bare hyggede os og var sammen. Ikke mindst nød jeg at være sammen med begge mine dejlige drenge. Grundet indlæggelser med Silas – og Tobias´ badmintonstævner, så har jeg ikke set meget til Tobias den sidste måneds tid.
Det kan godt lyde som et lidt fladt bytte, og det var jo ikke det samme som New York, men det var intenst, afslappende og hyggeligt på en måde, som USA-turen nok ikke kunne matche. Så for mig var det ikke en “sølle” erstatning, men faktisk en superdejlig uge (og det synes hele familien heldigvis)
Endnu en gang har jeg været så heldigt at få mulighed for at deltage i et kursus med Johanna Allanach (der findes endnu en positiv ting ved, at vi ikke kom afsted til USA).
Jeg har været på kursus med mange gode instruktører gennem årene, og Johanna er absolut en af mine favoritinstruktører. Hun er så ufattelig motiverende og yderst inspirerende. Jeg imponeres over kreativiteten, når noget skal indlæres.
Kurset hed Tips og Tricks til agility.
Jeg fik taget mig nogle gode notater på dagen og var især glad for Johannas observation af forholdet mellem Echo og mig i en indlæringssituation.
Echo er faktisk en ret intelligent hund og alligevel støtter og vejleder jeg ham for meget, når han faktisk er i stand til at regne den ud selv og bare blive guidet af klikkeren. I stedet begynder Echo på en kæde af adfærd for at få mig til at vejlede ham.
En anden vigtig ting, som jeg fik med derfra var en påmindelse om, at jeg skal passe på, at jeg ikke bliver hængende for længe på et niveau, når jeg er igang med at indlære “steppene” på en øvelse. Det gør det bare sværere for hunden, når kravene øges.
Det tredje hovedpunkt var at planlægge sin træning bedre og max arbejde med den samme øvelse i 3 minutter ad gangen. Det tror jeg er en sund øvelse, som højner kvaliteten i ens træning. For når man har bane i sin egen have, så er det ikke nødvendigt at skulle forholde sig til tiden og hensyn til andre i sin træning.
Stor tak til Johanna for en inspirerende dag!
Dit Livs erfaringer former dig til den person, du er.
Min brors kæreste gennem 5 år blev for 6 år siden dræbt ved en trafikulykke. Det var en tragisk ulykke, som ramte familien hårdt. Det er ikke rimeligt at unge menneskers lykke skal smadres på den måde. Urimeligt, at børnene skulle miste deres mor. Men det var også min første seriøse lektion i, at man ikke kender morgendagen. Susanne kunne på dagen i dag være blevet 40 år…. Men det blev hun desværre ikke
I 2007 opereres min mor for kræft og helbredes heldigvis, men igen en påmindelse om, at man ikke skal tage noget for givet her i livet. Få måneder efter bliver jeg sygemeldt i mere end et halvt år med stress efter længere tids stort arbejdspres. Her starter min personlige forandring for alvor. Det er ikke morsomt at stå uden evnen til at huske, formulere sig, finde vej m.m. Og det får mig naturligvis til at stoppe op og vurdere sit liv.
I 2008 bliver Henrik og jeg forældre til lille Silas, og jeg føler en kæmpe lykke, so
knuses, da Silas får stillet diagnosen Langerhans Celle Histiocytose og starter i kemobehandling. Her starter jeg for alvor på, at måle, veje og vurdere problemers størrelse, for alle “almindelige” problemet bliver helt ligegyldige. I sommeren 2009 føler vi, at vi kan lægge sygdomsforløbet bag os.
For 3 uger siden fik Silas konstateret Cystisk Fibrose, og igen skal jeg og min familie slås med udfordringer og frygt.
Det er umiddelbart svært at sige noget positivt om alle de lussinger, som jeg synes, at livet har givet mig og mine kære, men hvis jeg skal sige noget positivt, så er det, at man ikke tager ret meget for givet. Og personligt værdsætter jeg mange af livets små ting. De samme ting, som jeg for få år siden ikke ville skænke en tanke. Hvor mange står med tårer i øjnene til babyrytmik eller første gang til babysvømning? Jeg gjorde. Hvorfor? Fordi jeg var så lykkelig og taknemmelig over at kunne være med.
Der er i virkeligheden ikke ret mange almindelige problemer i mit liv. For de fleste har ikke et format, hvor jeg gider at bruge tid og energi på dem, og det alene kan trods sygdom og bekymringer trække livskvaliteten mange skridt i den rigtige retning. Man bør glæde sig over det, som man har og det, som man evner. For måske mister man noget af det sammen med morgendagen…..
Kys det nu, det satans liv…..
