Agility – for min bedste ven?

Det sidste års tid har jeg gået med en knugende ambivalent holdning til min yndlingshundesport, som jeg passioneret har dyrket gennem mere end 25 år.

Jeg elsker at træne med mine hunde. Jeg elsker samarbejdet. Jeg elsker sammenholdet mellem udøverne. Jeg elsker konkurrencer. Jeg elsker at vinde. Jeg elsker fornemmelsen af, at man nærmest kan flyve, når man er igang med et perfekt gennemløb. Det er som narkotika. Mine hunde elsker også agility, for det er en aktivitet, som jeg har belønnet dem for til hudløshed. Mine hunde elsker at arbejde og kan godt lide aktiviteter med høj hastighed. Så er det ikke bare perfekt?

Lige så meget, som jeg bare elsker min sport, lige så meget hader jeg også nogle ting ved den. Jeg hader alle de gange vores hunde kommer til skade under træning og konkurrencer. Naturligvis hader jeg allermest, når det sker for mine egne hunde, for så det min “skyld” eller i hvert fald mit ansvar.

Ninja falder af bommen til Dania Cup 2014

Nogen gange stopper jeg op og spørger mig selv, om det egentlig er rimeligt overfor ens bedste ven. Rimeligt, at man beder dem om at hoppe, springe og forcere div. forhindringer i et så hæsblæsende tempo, at sandsynligheden for misforståelser og fejl bliver stor, og i værste fald kan få fatale konsekvenser, når hundene ikke har tid til at korrigere.

Et tempo, der gør, at vores bedste venner kommer til skade ved det, som vi beder dem om. Det høje tempo, som vi belønner dem for, fordi man skal virkelig stramme sig an, hvis man vil være med i toppen af agility. Vores hunde ønsker bare at please os. Til gengæld for det spiller vi til tider hasard med deres liv og førlighed. Ikke noget vi gør med det for hensigt, men det er bare en del af gamet, når man løber agility.

MicMic er lykkelig, når vi løber agility. Det stråler ud af hendes fjæs

Jeg ved, at der nu vil være nogen, som vil presse håndfladerne for ørene, fordi de ikke vil “høre”, mens de højlydt messer “lalala” for at overdøve sandheden.

Andre vil forsvare vores fælles passion med, at vi jo bare må træne vores hunde godt i alle tænkelig tilgange, vinkler og afstande. Samtidig må vi sørge for, at de er i god grundform og alle muskler i hele kroppen er top-fit. Så har vi jo gjort, hvad vi kan. Og desuden elsker hundene jo at løbe agility. Så er resten bare den risiko, som man må løbe, når man løber agility, for det vil nærmest være synd for hunden, hvis ikke vi løb agility med den. Hundene kan jo alligevel komme til skade ved så mange andre ting.

Sådan kan man naturligvis godt anskue det, men alligevel…. Bare fordi vi gør et godt forarbejde, er det så ikke vores skyld, når hundene går i stykker pga den aktivitet, som vi laver med dem? Er det ikke vores ansvar?

For hvis skyld løber vi agility? Ja, for vores helt egen skyld.
Hvem betaler “prisen”, når det går galt? Vi betaler hos dyrlægen, massører og kiropraktoren, men det er vores hunde, der som oftest trækker det korteste strå og døjer med smerterne.

MicMic til osteopatibehandling på sin vej til at kunne løbe agility igen.

Er det ok, hvis ens hunde kun kan leve et fysisk aktivt liv i 5-8 år af deres liv?
Det findes der talrige eksempler på i vores sport. Det er jo ikke fair.

Nogen gange sidder jeg og piller mig lidt i navlen og spørger mig selv, om det egentlig er rimeligt, at jeg udsætter min bedste ven for faren for skader i større eller mindre grad for dybest set at tilfredsstille mig selv.

Jeg træder lige et skridt tilbage og kigger på den sætning igen. Hvad kan jeg svare på det spørgsmål? Med mit hjerte kan jeg virkelig ikke svare ja. For det er jo ikke rimeligt, men jeg gør det jo alligevel.

Hunden er menneskets bedste ven. Er vi mon også hundens bedste ven?

Lige præcis derfor har det her blogindlæg ligget i mine tanker i lang lang tid. For jeg ved, at fingeren også vil pege på mig selv. Det er da ikke rart at udstille sin egen idioti. For når jeg ikke synes, at det er rimeligt, så burde jeg jo lade være, men jeg bliver jo alligevel ved.

Det er bare ikke så let at lægge agility på hylden. Masser af mine venner kender jeg fra sporten. Agility er vores samlingspunkt og et stærkt fællesskab. Jeg elsker atmosfæren og hundearbejdet. Det er et stort dilemma, og svært bare at lægge en del af sin identitet på hylden.

Jeg sammenligner det lidt med narkomani, hvor man fylder sig med skadelige stoffer, selvom man udmærket godt er klar over, at de er farlige og kan risikere at forkorte ens liv. Men det er jo ikke det samme. I narkomani betaler man som udgangspunkt primært selv prisen. Man gambler mest med sit eget liv.

At løbe en finale er som en rus…..

Når det går galt i agility er det primært hunden, der lider. Ansvaret for det er 100% dit og mit. Os der dyrker agility.

De første 20 år, hvor jeg løb agility, havde jeg stort set ikke oplevet en skade hos mine egne hunde, og det var ikke fordi der var mange skader i sporten. Men jeg har nu fire gange, inden for de sidste 5 år, måtte gå ud af banen med en trebenet hund. Altså skader der er sket på banen.

Senest røg et korsbånd….

Jeg er helt med på, at skader også kan ske, når hundene fræser rundt på stranden, hopper ned fra sofaen eller ved så mange andre ting. Men det er ikke ting, som vi opildner dem til, og jeg stopper også gerne vilde lege af frygt for, at hundene kommer til skade. Agility er noget, som vi beder vores hunde om at gøre – og primært for vores skyld.

Hvad tænker du, som også løber agility?

MicMic er tilbage i manegen

Endelig var MicMic til stævne igen. Jeg havde meldt mig til VAS indendørs stævne i dejlig opvarmet hal. Vejret var nu så fantastisk i går, at vi lige så godt kunne have løbet stævnet udendørs.

Da jeg meldte mig til, vidste jeg dog ikke, om MicMic ville være klar, så det var lidt et sats at melde sig til.

Efter nytår fik hun go til at træne agility igen, og for god ordens skyld fik jeg hende tjekket igennem hos Anja fredag formiddag, så jeg var sikker på, at hun faktisk også var klar til stævne, efter at jeg havde trænet med hende et par gange. Anja sagde heldigvis god for hende.

Hvordan gik det så med det stævne? Jeg havde nok selv sat barren lidt højt, da jeg satsede på et enkelt cert ud af de fire muligheder.

Mic løb faktisk rigtig pænt. Hun kiggede lidt for meget på mig, men helt ærligt, så var jeg virkelig heller ikke særlig klar i spyttet overfor hende, og jeg var ikke særlig målrettet og tydelig i min handling. Det er jo ikke ligefrem at gøre det let for en hund, der skal støtte sig op af gammel rutine.

Det blev vist til 3 gange disk og 1 løb med fejl i de fire løb, som vi havde. Vi skal nok finde hinanden igen. Det er jeg meget sikker på.

Mic er ligeglad med resultater. Bare det er sjovt på banen. Hun er så lykkelig efter hvert løb.

Efter at have løbet hver bane med Mic, så skulle jeg løbe samme bane med Ninja, og der kunne jeg ganske glimrende finde ud af det. Men vi er også så fint sammentømrede. Men jeg kunne da godt dunke mig noget oven i knolden over det.

Ja min gamle tøs kan skam godt endnu

Ninja og jeg opnåede på de tre gennemløb vi havde en 1. plads, 2. plads og en 3. plads. Så det var altså Ninja, der tog præmier med hjem fra Sjælland.

3 dejlige gavekort fra præmiebordet blev det til

Turen til Sjælland faldt ellers på et tørt sted. Jeg plejer at sige, at der er andet i livet end agility, men jeg må også sande, at det er meget godt, når der også er agility i livet. Jeg har brugt en del krudt på at være meget frustreret over flere forskellige ting, og nogle af tingene kan pine mig i sådan en grad, at jeg fra tid til anden nærmest er rasende.

Det fede ved agility er, at det ikke levner plads til tanker og følelser vedr. andre ting. Ikke for mig i hvert fald. Det er sandhed et frihed, og et sted hvor jeg tanker op og kobler af. Men på vejen hjem fra Sjælland kom frustrationerne dog snigende igen. Tydeligt tegn på, hvad agility betyder for mig.

Uge 7 er vinterferie for Silas, men allerede mandag efter ved Taekwondo virkede han lidt mat i koderne, og tirsdag havde han 40 i feber. Feberen kom på trods af, at han var igang med en antibiotikakur for stafylokokker (fundet i hans luftveje ved sidste kontrol).

Efter et par dage med feber fik han et nyt præparat, så han nu er på 2 forskellige præparater. 4 dage med feber til Silas og så var den vinterferie stort set gået.

Silas er ikke sådan en pyller-fis, når han er syg, men det lagde da alligevel en dæmper på ferie-aktiviteterne, da han somme tider gik lidt kold og sov et par timer. Men ligge i sengen?! Nej det blev kun til en enkelt dag. Men hvorfor også ligge der og blomstre, hvis man føler sig frisk nok til at være oppe?! Nu er han dog frisk igen og klar til en ny skoleuge. Det er så ikke ham, der kan komme tilbage i klassen og berette om en spændende vinterferie.

Forandringens vinde

2019 er et helt nyt og friskt år!! Yes!! Det har jeg set frem mod med glæde og forventning, men måske havde jeg ikke lige forestillet mig, hvad året kunne have i ærmet allerede på de første tre uger af 2019. Jøses, altså!

Men jeg er sådan set stadig fast besluttet på, at året 2019 skal blive et godt år. Den ene ting, der var i ærmet, kan uanset hvordan jeg vender og drejer det ikke blive godt, så den skriver jeg ikke noget om i dette indlæg. Det skal jeg nok lige fordøje lidt mere, før jeg er klar til det.

Den anden ting i ærmet kommer, uanset hvordan jeg vender og drejer det til at berøre mig, min familie og min hverdag. Det behøver jo ikke at være på den dårlige måde, så indtil andet er set, så går jeg efter og tror på gode forandringer.

Fredag d. 3. januar modtog jeg en opringning fra min chef, der ville fortælle mig, at den lille fikse 4 x Gazelle virksomhed med ca 70 ansatte, som jeg gennem de sidste 4 år har arbejdet hos var blevet solgt til branchens mastodont. Det har været en helt fantastisk rejse med masser af udvikling, hvor jeg virkelig synes, at jeg har haft mulighed for at påvirke forretningen og bestemt også har andel i den store succes.

Chefens besked var jeg ikke helt forberedt på. Dem som kender mig ved måske også, at jeg er kontrol-freak med stort K. Jeg vil gerne selv bestemme, hvor jeg går hen og hvornår jeg går derhen, og faktisk også helst hvilken vej, jeg går derhen. Sådan har jeg det stort set i alle livets henseender. Det passer mig bestemt ikke, når jeg får “dukkefører” på. Men livet er jo ikke altid tilpasset den mentalitet, og det har jeg overlevet masser af gange. Jeg finder alligevel altid en plads og ro, der hvor livet og omgivelserne skubber mig hen.

Nå, men efter at være blevet solgt sammen med ringbind, vaskemaskiner og brugt arbejdstøj, så brugte jeg lige året første weekend på at drømme underlige ting om natten og tænke mange urolige tanker. Det hele fløj rundt i hovedet på mig. Det var seriøst nogle rodede drømme, hvor elementer og personer, som jeg har oplevet og kendt gennem mine 23 år i branchen optrådte som en skør collage. For jeg er en person, der trives meget dårligt med uvished, og nu var der rod i mit “billede”.

I årets første weekend sendte jeg mange tanker til de af mine facebookvenner, der gennem det sidste års tid har delt deres bekymringer og følelser i forbindelse med fyringsrunder på deres jobs – uanset om de blev prikket ud eller gik fri. Nu kendte jeg pludselig godt deres følelse af afmagt og uvished. Jeg smagte en lille flig af den, selvom det måske alligevel var anderledes. Jeg har faktisk aldrig oplevet ufrivilligt at blive “sat af posten”, og det frustrerede mig lidt, at jeg ikke lige var klar med en plan eller vidste, hvad min fremtidige position ville blive, når jeg sådan blev taget med bukserne nede. Det er ikke fordi, at jeg er fyret, men der vil uanset, hvordan jeg vender og drejer det blive ændret i mine arbejdsopgaver mm.

Er jeg bekymret nu? Nej faktisk ikke. Jeg har mødt den store koncerns HR-direktør og talt med flere interessante personer i koncernen, som har interesse i mine mange kompetencer, hvis man kan sige det sådan. Når man kommer fra en mindre virksomhed, så er man rustet til at klare rigtig mange opgaver på egen hånd.

Man vil gerne “genhuse” så mange af mine kolleger som muligt, og min opfattelse er bestemt også, at man vil forsøge, at finde nogle gode jobs til os, hvor vores kompetencer kan blive brugt bedst muligt. Jeg kan godt øjne et match mellem den nye og ejer og mig selv. Jeg ser en interessant virksomhed, hvor jeg sagtens kan se mig selv bidrage med masser af ting i. Jeg kan også se dem bidrage med nogle nye og interessante udfordringer til mig. Lige nu går jeg bare og venter på at et konkret udspil fra dem på baggrund af de 3 samtaler, jeg har haft med forskellige mennesker i firmaet.

Samtidig oplever jeg, at min LinkedIn profil er ekstra ordinær varm lige i øjeblikket – uden at jeg vel at mærke har gjort noget for det. Der har været en del “kiggere” forbi end der plejer at være. Deriblandt også en konkret henvendelse. Når jeg nu ikke selv har gjort en indsats for noget, så ser det bestemt ud som om der findes muligheder derude, hvis “genhusningsprojektet” ikke kommer til at virke for mig.

Fordi jeg har bestemt, at 2019 bliver et nyt og fantastisk år, så tager jeg imod denne nye situation med åbne arme. Jeg trænger også lidt til nye udfordringer. Nu håber jeg bare, at jeg lander et godt og spændende sted.

Agilitysulten

Efter at have været sulten efter agility i nogle måneder var det skønt at være afsted til stævne i går.

DCH Ikast havde arrangeret deres stævne i IEC – Indog hallen i Viborg. Det var jo en fornøjelse at løbe i hallen med det lækre kunstgræs i stedet for i en ridehal. Eneste ulempe ved hallen er, at tilskuerforholdene ikke er så optimale. Det er ikke så nemt for tilskuerne at følge med, men det er vel også vigtigere, at performance-forholdene er optimale.

Ninja var så opslugt af at være tilskuer. Hun startede med at spring over banden.

Jeg havde ikke trænet ret meget baneforløb med Fuji siden i sommers. Hendes hjertediagnose slog lige luften ud af mig i et par måneder, og jeg mistede faktisk lysten til at løbe – især med Fuji. Så min sæson stoppede et par måneder før de fleste andre, som jeg plejer at “følges med”.

Efterårsmånederne brugte jeg på on-line springteknikkursus, hvor det egentlig mest var MicMic, der skulle have været med, men da hun jo stadig ikke var klar, så fik Fuji lov at lave øvelserne, og jeg nørdede rundt i nogle få øvelser i mange mange uger. For Fuji kan ikke se nogen idé i at samle sig. Hun vil bare gerne vise, hvor langt hun kan springe.

Min have har ikke rummet andet end små sære opstillinger siden sept, så efteråret har ikke budt på ret meget baneforløb for mine hunde.

Nu er jeg altså bare sulten efter stævner igen.

Ninja var så skøn at løbe med. Hun var ligesom at få de gode gamle vandrestøvler på. Hun er bare så glad, når det er hende, der får lov.

Fuji er lidt anderledes spændende at løbe med. Med alt hvad ordet “spændende” indebærer. Det er vist nærmere som at få et par skøjter på. Nogen gange kommer man ud af balance, og kroppen kæmper for at genvinde den. Man genvinder og kommer tilbage, eller man ryger måske lige på halen, og må rejse sig op og finde balancen igen.

I går følte jeg ikke, at det var skøjter, men i stedet et par gode løbesko, som jeg havde noget mere en fornemmelse af, hvordan jeg skulle komme frem i. Jo vist skete der da fejl. Hun har også bare en power og et tempo, der ikke levner meget plads til forsinket korrektion. Jeg synes bare, at hun arbejdede helt fantastisk. Det var så skønt, at folk kom hen og sagde til mig, at hun da virkelig havde rykket siden i sommers. Vel at mærke uden den store træning, vil jeg lige tilføje i samme åndedrag.

Fujis løb

Pauser har nu aldrig skadet, siger min erfaring mig. Det er som om hundene finder en ro med mange af de ting, som man har trænet med dem, når de får nogle måneder helt uden træningen eller med meget begrænset træning. Som om tingene finder deres rette pladser i knolden på dem.

Da Ninja efter en skade og et kuld hvalp ikke løb agility i 8 måneder kom hun tilbage til en sæson i 2015, som var så ovenud fantastisk. Sikke nogle løb hun fyrede af. Det har været min bedste sæson nogensinde.

Med det i tankerne, er der vel ikke noget at sige til, at jeg glæder mig helt fantastisk til at løbe med MicMic igen. Hun har ikke løbet meget agility i hele 2018, og det har ikke været med hendes frie vilje. Hun har for nylig fået lov at løbe “et stakit” uden overliggere på springstøtterne, og hun var simpelthen for vild til den “leg”. Hun var så glad, at hun slet ikke fokuserede på opgaven, men var ved at torpedere springstøtterne. Så ja, hun skal nok blive sjov at komme igang med igen.

Nå men stævnet i går. Jeg tog altså top tilfreds hjem fra Viborg. Det var fantastisk dejligt at løbe på et godt og pålideligt underlag.

Nielsens-Dyreshop var også til stede i hallen. De var endda så søde, at give en lille gave til hver deltagende hund til stævnet. Det var da en flot gestus.

Deltager-gave fra Nielsens Dyreshop

Præmierne var boner, som vi kunne indløse i deres stand. Det synes jeg jo var superfedt, så kunne jeg vælge lige det, som jeg synes, at hundene havde brug for.

Jeg valgte lækre snacks til hundene for mine boner

Hvis stævnet holdes efter samme koncept næste år, så kommer jeg helt sikkert igen. Det var virkelig velafviklet med gode forhold for løbene.

Det er dejligt at komme igang igen. Allerede næste søndag tager Fuji, Ninja og jeg på tur igen. Denne gang i ridehal, når DCH Højme holder stævne.

Tak til Randers Regnskov

Et par dage før nytår var Silas, Henrik og jeg en tur i Randers Regnskov. Det var Silas, der havde fået billetter til en god oplevelse med familien. Billetterne var lidt et plaster på såret, for noget som vi dog ikke kan holde Randers Regnskov ansvarlige for.

3 fribilletter i hånden!

Billetterne var vel en slags tapperhedsmedalje, som Silas fik på sygehuset for ca 3 måneder siden, da han var til årskontrol, hvor der blandt andet skal tages masser af blodprøver. Silas hader blodprøver og det var vist også den dag, hvor han skulle influenzavaccineres. Det var i hvert fald ikke en dag, som han så frem til.

Silas og jeg i regnskoven – med en af de fritlevende lemurer i baggrunden

Randers Regnskov havde doneret nogle billetter til Cystisk Fibrose Centret på Skejby. Billetterne skulle gives til til udvalgte familier for at opveje negative oplevelser på sygehuset. Det var da en meget flot gestus af Randers Regnskov.

Det er interessant at gå blandt de fritlevende dyr

Vi havde faktisk en helt fantastisk dag deroppe, og vi kunne meget let få tiden til at gå i de kupler, hvor dyr og planter lever i et tropisk klima. Man behøver i øvrigt ikke have den store striktrøje på derinde, for det er altid sommer i Regnskoven.

Pilegiftfrøerne var Silas meget optaget af

Regnskoven er opdelt i zoner efter verdensdele, og mange af dyrene lever frit i de store drivhuslignende kupler. Det betyder, at det er en ny oplevelse, hver gang du går ind i kuplerne. Dyrene har bevæget sig og er måske nogle helt andre steder i deres regnskovskuppel, end da du var der sidst. Du kan komme helt tæt på lemuer, fugle og sommerfugle, for de bevæger sig frit i kuplen.

Man må ikke berøre dyrene, men det kan være svært, når dyrene opsøger de besøgende. Nogle af lemuer var meget kontaktsøgende, og en af dem klamrede sig til folks bukseben.

Denne lemur var i buksebenene på flere gæster, og den ville ikke sådan slippe sit tag igen

Randers Regnskov har jo også flere af Silas´yndlingsdyr (næstefter høns). Silas er vild med frøer. Størstedelen af frøerne, slangerne og diverse krybdyr lever dog i lukkede terrarier. Flere af dem er også giftige eller farlige på anden vis.

Den fætter her var heldigvis forsvarligt lukket inde

Jeg vil altså gerne opfordre jer til en tur i Randers Regnskov, hvis I f.eks mangler en god aktivitet på en kold regnvejrsdag. Vejret er altid godt der. Man må i øvrigt også gerne selv medbringe sin mad. Der er områder til “picnic” men også en ganske udmærket café, hvis man ikke gider at pakke en madpakke.

Tak for en dejlig familiedag i juleferien til Randers Regnskov. Vi har været der før for mange år siden, og vi kommer helt sikkert igen.