Verdens bedste feriebarn

For nogle uger siden fik vi fældet et par pænt store træer. Men det slutter jo ikke bare ved, at der blev fældet et par træer. Så har man pludselig et par pænt store stammer liggende i haven.

Vi har brændeovn, og det er jo oplagt at omdanne stammerne til foder til brændeovnen. Det er dog en opgave, der er meget arbejde i.

Min far er frisk med en motorsav, og det var fedt, at han lige var frisk på at komme og give en hånd med i nogle dage. Vi havde tre dage at slå os løs i. Så når jeg skriver feriebarn, så er det måske også en tilsnigelse. Min far er vist over børnealderen, og der var måske heller ikke så meget ferie i det ophold.

Det fede er, at når min far kommer forbi, så får han os alle op af stolene. Ellers kan man godt have svært ved at sparke sig selv nok i bagdelen og komme igang.

De to store stammer fra kastanjetræer voldte også lidt hovedbrud undervejs, fordi det er svært at komme ordentlig til og bare fordi stammerne er mega tykke.
Der er brug for knokkelarbejde og opfindsomhed, når stammerne skal tæmmes.

Undervejs krævede arbejdet med stammerne også lidt nyanskaffelser i form af kiler og ikke mindst en brændekløver, som blev fundet i gul og gratis. Den var bestemt alle pengene værd. Hvis man var lidt listig og tålmodigt, så fik den hurtigt kæmpet sig igennem de helt store stykker, når bare man tog dem bid for bid.

Undervejs måtte vi afsted efter en brændekløver. Jeg tror, at vores arme var blevet kilometerlange, hvis vi skulle kløve alt det træ med økse.
Det job kunne Silas også godt deltage i. Han styrede håndtagene, mens vi andre jonglerede med de store træstykker på kløveren.
De to store træer kunne sagtens holde os alle beskæftiget. Henrik tumler med kastanjetræet i baggrunden. Silas og min far flækker asketræ.

Hos os kan man altid finde på mange ting at rive i. Listen er utømmelig. Måske ikke mindst fordi man nogen gange får en ide til projekt.

Da træerne blev fældet, efterlod det et bjerg af træflis, og det kunne da være meget fedt, hvis vi lige kunne bruge det til noget fornuftigt.

F.eks kunne vi da “lige” fjerne ukrudt i bedet langs med indkørslen. Det er vel ca 30 meter langt og 3 meter bredt. Det gør man heller ikke på en eftermiddag, og det er godt nok hårdt at grave alt det græs og skidt op, som ikke skal være der mere.

Man forstår måske godt, hvorfor nye buske og træer har haft svært ved rigtigt at komme igang i det bed.

Opgravning af græs og ukrudt.
Fuji og MicMic synes det er en af de meste interessante ting at iagtage. De var på hvert minut og var helt utrættelige.
Der holdes skarpt øje med hvad der kommer op af jorden. Måske finder jeg et kødben… Måske kaster jeg med det, som jeg finder?… Det er i hvert fald vigtigt at være klar.
Ninja kan ikke se nogen idé i den beskæftigelse. Hun tager en slapper i skyggen under trampolinen, mens Silas for anden gang pløjer sig igennem hele serien af Kaptajn Underhyler (12 bøger).
Bemærk at hønsene også deltager i gravearbejdet. Det er helt sikkert guld for dem med friske skud og små biller og orme.
Selv min meget flittige far har brug for et hvil. Mon ikke han lærte dette trick i sin tid som murersvend. At bruge en trillebør til liggestol.

Vi knoklede hårdt på i tre dage. Vejret var super til vores aktivitet. Det var måske ikke det bedste badevejr, men det var tørvejr og overskyet. Det var jo perfekt til at gå udenfor og knokle løs uden at svede sig ihjel.

Da min far pakkede sin lille “ferie”-taske, for at hjælpe os nogle dage, foreslog jeg, at han måske pakkede sit pas og lidt “civil” tøj. Det kunne jo være, at vi kunne finde på at tage afsted på en lille ferie, og måske havde han lyst til at tage med. Det var han frisk på. Vi manglede bare at finde ud af hvor og hvornår vi skulle afsted. Den del får et indlæg for sig selv, så hvis du vil læse om det også, så må du vente på beretningen fra vores ret spontane ferie, som vi kom hjem fra i aftes.

En af havens mastodonter

Da vi flyttede ind i vores hus for snart 11 år siden var en af de ting, som jeg elskede ved grunden (udover en stor plan græsplæne), at der var så mange store og smukke træer på grunden.

Jeg har værnet om de træer, og Henrik har kun allernådigst fået lov at fælde nogle stykker, selvom vi har rigtig rigtig mange. Med årene er jeg dog blevet mere frisk på at få tyndet ud i træerne. Men det har ikke så meget været de smukke, som jeg vil have fældet.

Det store flotte kastanjetræ

Et af de store flotte træer var kastanjetræet, der stod ved vores terasse. I starten tænkte jeg, at det var en super fed markedsparasol, og det var så hyggeligt, at vi kunne sidde på terassen under det store flotte kastanjetræ.

Jeg skulle i løbet af de næste år langsomt få en anden opfattelse af træets effekt på brugen af terrassen. Godt nok gav det fin skygge i løbet af dagen, men det gav også kastanjer.

Det er bare ikke så charmerende, når man sidder der på terrassen og får en kastanje lige i knolden eller den rammer lige ned i remouladen.

Træet svinede også helt vildt,når blade og kastanjer faldt af træet i efteråret. Man kunne have mange gode intentioner om, at man skulle lave kastanjefigurer, men det er der nu ikke blevet noget som helst af.

Udsigten til vores hus fra bagvejen

Det var derfor min tanke, at træet skulle have trimmet toppen lidt, så det ikke var så dominerende.

Vi hidkaldte en topkapper for at høre hans bud vedr. træet og nogle andre træ-opgaver, som han også gerne måtte kigge på.

Han gjorde det straks klart, at vi ikke kunne nøjes med at trimme toppen på træet. Træet var sygt og skrøbeligt.

Ved nærmere eftersyn var træet måske ikke i så fin stand

Træet var angrebet af svamp og minérmøl. En storm fra sydvest kunne sende træet direkte ind i huset, og lige ind i dobbeltsengen til Henrik og mig.

Med den information var der kun et at gøre ved træet. Det måtte lade livet.

Vi bestilte fældning af kastanjetræet og et sygt asketræ også. Jeg kan godt huske, at jeg syntes, at deres tilbud var dyrt. Over kr. 10.000 for at få fældet de to træer og trimmet et par mindre grene på vores bøgetræ.

Men vi havde ikke rigtig andet valg end at lade en professionel lægge det store kastanjetræ ned.

To mand igang hele dagen

Det viste sig også at være et noget større arbejde end man måske lige regner med. Alle grenene blev kappet af en for en og derefter proppet direkte i flishuggeren.

De var to mand om at få has på kastanjetræet. Den ene klatrede rundt i træet med en motorsav eller to i bæltet. Alle grene der rakte ind over hegn og mark blev firet ned, så de ikke ødelagde hegnet eller bondens afgrøder. Det var temmelig tidskrævende, når der skulle bindes snore i alle de grene for at sikre, at de kom korrekt ned.

Langsomt pilles træet mere og mere ned. Alle grene kommes i flishugger med det samme

Som timerne gik, blev træet mere og mere afpillet. Til sidst stod der bare en lang pind med en top på.

En efterhånden sølle pind

Da træet var lagt ned, så kunne man rigtig se stammen, og det var tydeligt, at det træ ikke havde det godt, og nok ikke havde været særlig stabilt mere.

Nej, den var slet ikke spor sund den stamme

Nu har vi så bare en bunke træ, som skal saves og hugges, så det kan komme i brændeovnen. Så tænker jeg ikke, at vi behøver at bekymre os om træ de næste par år. Hvilket vi nu i forvejen ikke gør, da vi er selvforsynende på det punkt.

Masser af brænde til brændeovnen og et bjerg af flis til haven

Nu har vi bestemt fået en anden udsigt fra vores soveværelse, og vi har naturligvis også fået et andet kig ind til os fra bagvejen.

Ny udsigt til og fra vores hus. Nu kan vi se ud over markerne fra vores seng, når vi vågner om morgenen.

Da vi først modtog tilbuddet fra Bro Topkapning, så synes jeg godt nok, at det var temmelig dyrt, men da jeg så hvor omfattende arbejdet med kastanjetræet var, så var det måske ikke så urimeligt endda.

Begge gutter var beskæftiget en hel dag, og der ryger da også lidt slidtage på materielet på sådan en opgave. Der var pænt ryddet op, da de forlod matriklen. Kun stammer lå tilbage. Dem kan vi så selv hygge os med og få varmen med af flere omgange.

Rehab, ups and downs

Den kommentar, som jeg oftest fik med på vejen af folk, når de skulle kommentere på Ninjas korsbåndsskade var: “Puha. Det bliver godt nok hårdt!”

Den sætning tror jeg primært havde adresse til, at jeg skulle holde Ninja i snor de næste mange måneder, og hun det næste lange stykke tid skulle kontrolleres i al sin aktivitet.

Men der er seriøst den letteste del af forløbet. Det er planlægning, logistik og bekymringerne især, der er hårde. Det er det enorme tidsforbrug. Der går typisk 10 – nogen gange 15 timer om ugen med aktiviteter og kørsel, der kan relatere til genoptræning af Ninja. 

Det er 4½ måneder siden, at Ninja fik sin korsbåndsoperation. Tiden går stille og roligt. For det meste er jeg også rolig inde i mit hoved, men nogen gange så blusser bekymringerne op for, om det går som det skal. Når jeg mon i mål? 

Men faktisk har jeg det meste af tiden været ganske ubekymret og bare fulgt den plan og de øvelser, som jeg har fået fra de steder, som har været involveret i Ninjas genoptræning. 

Desværre har det ikke lykkedes for mig at samle genoptræningen og dialogen om det på et sted. Jeg synes, det er drønsvært at få logistik og tillid til behandlere til at gå op i en højere enhed. 

Ninja med ørerne krøllet sammen i nakken ved Aarhus Dyrehospital, der forestod operationen i februar

De første 6 uger var stille og rolige. Ninja måtte kun luftes på korte ture, der steg fra 2x max.5 min om dagen efter 1 uge og op til 2x max. 30 minutter om dagen, da vi nåede de 12 uger. 

Det betød, at jeg de første uger faktisk slet ikke kom ud af haven sammen med Ninja. Vi har en stor grund, hvor jeg kunne gå runder af 5 og 10 minutter. Da jeg endelig kom ud  at gå langs vejen, var jeg nødt til at vende om allerede efter 200 meter, fordi tiden var “brugt”. 

Tempoet var så langt nede, at jeg helt sikkert har lignet en i en dyb depression, som jeg gik der i slow motion med blikket rettet mod Ninjas bagben. Men jeg var nu ikke i dyb depression, men fulgte bare de anvisninger, som jeg havde fået og gik kun med Ninja i roligt tempo/skridt og kun i kort snor. 

Det var så skønt at runde de 6 uger, hvor den meget korte snor kunne  udskiftes med en flexline. Der er ingen tvivl om, at Ninja nød, at hun kunne komme lidt længere omkring end bare en radius på max. en meter fra mig. De første 6 uger var det vigtigt, at hun kun bevægede sig i skridt, for at sikre, at hun bar vægten på alle 4 ben og ikke snød og skånede det opererede ben. Det er nemlig lettere at “snyde”, når man kommer op i tempo. 

 

Nu, hvor snoren var blevet længere kunne hun faktisk nå hen og snuse til de samme spots, som de andre hunde snuste til, når de to andre gik løs. Turene var også længere nu, så vi kunne faktisk også nå at gå en runde eller en tur på stranden. Nu efter mere end 4 måneder er vi oppe at gå 30 til max 60 minutter (2-5 km alt efter terræn og tempo). Jeg er stadig påpasselig med ikke at komme til at gå alt for langt.

Ninja kigger på mens Fuji og Mic har en fest sammen med Silas på stranden

Ninja er heldigvis en fornuftig hund i en flexline. Efter de første 12 uger fik hun også lov at være løs på stranden, men først når vi havde gået lidt på stranden, og der var faldet ro på flokken. Mine hunde er vant til at fræse afsted, når vi kommer ned på stranden, så de er som hesten, der er vant til at få lov til at løbe i fri galop et bestemt sted på ens faste riderute. Alle, der har redet, kender den fornemmelse af at sidde på sådan en hest og holde den tilbage, før man slipper den på den faste galopstrækning. 

Vildskab er forbeholdt Fuji og Mic. Det er ikke dumt at have Ninja i flexline ellers deltog hun nok gerne i løjerne

 

Ninja ræser ikke afsted,  når hun slippes efter at den værste gas er gået af de andre to. Hun opfører sig fornuftigt. Hun får dog stadig ikke lov til at være løs sammen med Fuji. Det er for stor en fristelse, hvis de er løse sammen på stranden. Så når Ninja får listet snoren af, så får Fuji den på i stedet for. Det fungerer rigtig fint. 

Men hun nyder helt sikker, når turen går til stranden. Det er hård træning for hende at gå i sandet eller på de stenede strande. Jeg har gået og vurderet hende på strandturene, fordi underlaget giver en konstant belastning. 

 

Det er rart for Ninja, når det er Fuji, der får flexlinen på i stedet for

Hun virker ganske upåvirket, om hun går på sand eller på knytnævestore sten. Hun fravælger ikke selv de belastende underlag og søger ikke mig, men går bare, som om alt er ok. Jeg går dog max en halv time på stranden, for jeg vil nødigt overbelaste. 

Jeg prioriterer også at gå ture i skoven, hvor der er bakker og små grene på stierne (eller udenfor stierne), som hun skal navigere over. Det er god træning at gå op af bakker og trapper, fordi vægten så ligger på bagparten. 

Grene og rødder på stierne skal hun løfte benene over, og det er med til at hjælpe med, at hun bevarer sit løft på bagbenene, når hun går. 

 

Jeg er faktisk meget hysterisk med at passe hendes gåture. Det har været lidt udfordrende for mig nu, hvor jeg er startet på nyt job, og har mange arbejdsdage på Sjælland. 

Så har jeg været nødt til at tage Ninja med i bilen. Jeg er kørt tidligt. Når jeg er ankommet  til Søborg, har jeg gået et kvarters tid med hende. I min frokostpause har jeg igen været ude at gå. Denne gang en halv time med en klapsammenmad i hånden i den lokale kirkegårdspark. Inden jeg kører hjem sidst på eftermiddagen er hun igen ude på en kort lille strække-ben-tur. 

 

Jeg kender snart parken bag Gladsaxe Kirkegård som min egen bukselomme

Hvad det angår, har jeg været utrolig bundet af genoptræningen, og er det sådan set stadigvæk. Man har oplevet mig gå tur kl 01.30 i nattens mulm og mørke eller lave rehab øvelser kl 3 om natten, fordi jeg var “bagud”. Jeg har bare lige skulle nå det, inden jeg skulle sove. 

Rikke Wriedt er en af dem, som har "fodret" mig med øvelser

Ved siden af gåturene har jeg forskellige øvelser, som jeg laver med hende.

Bøj og stræk af knæet for at sikre mobilitet i leddet, så det bevarer sin bevægelighed. 

Stå på balancedisc, som aktiverer mange forskellige muskler.

Waterwalker. Vi har taget 10 gange i waterwalkeren og afsluttede i denne uge. Det har været drøjt og svært at planlægge, fordi der kun kan bookes waterwalker på bestemte ugedage, og fordi jeg skulle køre 100 km for at benytte en waterwalker. Der var bare ikke nogen tættere på. Men jeg har været glad for waterwalkeren, fordi jeg har kunnet følge hendes bevægelser og samtidig også fået en vurdering fra veterinærsygeplejersken, som er vant til at genoptræne TTA hunde. .

Waterwalkertræning foregik på Bygholm Dyrehospital

Bakkeøvelse. Balance, stabilitet og aktiverer musklerne i det opererede ben, når vægten ved at bakke flyttes mere over på bagparten.  

Cavaletti træning. God træning af løft af benene, da nogen TTA hunde godt kan “tabe” benene efterfølgende. Jeg har virkelig haft de cavalettis med på turne, så jeg holdt den del ved lige. 

Cavalettis med på campingtur

 

Løft af alle 4 ben på skift. Det var lidt grænseoverskridende, da hun første gang skulle løfte højre bagben, så hele vægten bagtil ville ligge på hendes opererede ben. 

Strækøvelser af ryggen for at bevare smidigheden. 

Stå-sit. I den bevægelse vil vi gerne have knæ ind på plads. TTA hunde vil gerne stritte med det opererede knæ, og med denne øvelse stiler man efter at træne musklerne med den korrekte vinkel på knæet, og selve bevægelsen giver god træning af lårmusklen.  

Det er faktisk lidt skræmmende, hvor hurtigt muskelmassen svandt ind. På to uger var den elles så svulmende lårmuskel bare svundet helt ind. Det er virkelig svært at få bygget musklerne op igen, fordi man skal træne det dårlige ben, som jeg også er bange for at overtræne. Jeg synes, det er svært at vide, hvornår man presser på, og hvornår man overbelaster. Det er også sket et par gange, at jeg kan se, at hun er blevet øm i benet efterfølgende, og det kan jeg bare ikke lide, selvom jeg jo også selv kan blive øm efter en gang træning, og det er der jo ikke noget alvorligt ved. 

Fint markeret lårmuskel lige efter operationen
Ca. 2 uger efter

For det meste har jeg været meget positiv omkring Ninjas udvikling, og egentlig syntes, at hun brugte benet godt. Bedst som jeg har konkluderet, at det faktisk går helt fantastisk fremad, så ser jeg f.eks dagen efter, at hun ikke går 100% rent på benet. Decideret halt har hun ikke været ud over den ene gang sidst i april, hvor jeg faktisk bare tror, at hendes ben havde haft krampe efter en længere køretur. 

Men på min værste dag har man kunnet træffe mig grædende og bekymret på Aarhus Dyrehospital, hvor kirurgen, der opererede Ninja hankede lidt op i mig, og både venligt og bestemt fortalte mig, at uanset hvad andre sagde til mig, så kunne jeg ikke forvente, at Ninja skulle være rengående før 4-6 måneder efter operationen, for jeg skulle huske på, at det var en meget omfattende operation, og det tog altså tid at komme sig over det. Det kan godt være svært, når flere kommer med input, og man bare så gerne selv vil have, at det hele ender godt. 

Kirurgens ord dunker jeg så mig selv i hovedet med, når jeg ser noget i Ninjas bevægelser, som vækker min bekymring. Jeg ser mange ting, når mine øjne nærmest er naglet fast til Ninjas venstre bagben for nærmest hvert skridt hun tager. Man kan stirre sig helt blind. 

Men jeg er især glad for at bemærke, at jeg ikke kan se noget på hende, når hun rejser sig efter at have ligget og sovet. Jeg kan heller ikke se nogen aflastning af det opererede ben, når hun går op af trapper. 

Hun får stadig ikke selv lov til at springe ud og ind af bilen, men må finder sig i at blive løftet ind og ud. Hun hader at blive løftet. 

 

Tænk hvis man kunne være med til at lege igen?! Ninja er her bundet til trampolinen, så det bliver ikke vildt

Hvad er målet for Ninja? Egentlig er mit mål, at hun skal blive lige så fin og god, som før korsbåndet bristede. Jeg vil Ninja alt det bedste, og hun fortjener, at jeg gør en indsats for, at hun bliver fin igen. 

Men det primære mål er, at hun kan leve et godt hundeliv igen, hvor hun ikke skal være begrænset og kan følge med de andre hunde på alle slags gåture uden nærmere hensyn. 

 

Jeg mindes.....

Jeg indrømmer, at jeg har småtudet over at se de store klasse 3 hunde gå banegennemgang og løbe deres klasser. Jeg ville bare så gerne have været med der sammen med Ninja. Det blev så brat taget fra os/mig. Men vigtigst af alt, så har jeg stadig min hund, og der er udsigt til, at hun fortsat kan have et godt liv. Det er dog det vigtigste. Det er meget vigtigere end klasse 3 løb, finaler og mesterskaber. 

3 hunde er slet slet ikke for mange

Folk synes ofte, at tre hunde er vildt mange hunde. Det er jo ikke spor unaturligt for os i agilityverdenen at have flere hunde. Ærligt indrømmet, så har jeg tidligere tænkt, at jeg havde for mange hunde, som aldersmæssigt også ligger lidt for tæt. 

Men rent faktisk så kan man selv med tre hunde ikke have en eneste for meget. Det har i hvert fald vist sig for mig i denne uge, som har været en aktiv kursusuge for mig og (nogle af) hundene. Der løb jeg næsten tør for agilityfunktionsdygtige hunde. 

Et billede fra gemmerne af min skønne trio

Onsdag var jeg på kursus på Sjælland hos Lisa Frick. Lisa er uden tvivl kanon god. Jeg havde ikke fået undervisning af hende før, og havde hørt både godt og skidt om hende. Ærlig talt var jeg lidt spændt på at se, om jeg kunne få noget ud af hendes kursus sammen med min lidt ivrige og vilde Fuji.

Jeg synes helt sikkert, at jeg fik nogle super gode ting med hjem fra kurset. På videoerne kan jeg også se, at der var en udvikling i det vi arbejdede med. Så nu må jeg så bare arbejde videre, men det bliver desværre først efter en lille pause!

Det var en varm varm dag, og de sølvdækkede biler holdt på rad og række. De der sølvovertræk er virkelig ikke bare pjat. De er bare uundværlige, når solen brager igennem. 

Alle havde godt af lige at blive kølet af. Nogen var mere pjattet med det end andre.

Efter kurset kørte jeg en tur til Hundige Strand, så hundene kunne blive kølet af. Fuji kører helt varm i sommervejret og lyder som et damplokomotiv, og jeg får lidt dårlige nerver af at løbe med hende. Når det så er sagt, så kigger jeg lidt på de andre hunde, som også gerne vil give sig selv 110%, og de både ser ud og lyder lige som Fuji. 

Jeg ved, at Fujis hjerte fungerer, som det skal. Så så længe hun selv føler, at hun er pisse sej og klar, så forsøger, jeg at tage den ro i mit hoved. Hvis hun forlader banen, så tager jeg det til efterretning. 

 

Hen under aften, hvor jeg igen skulle have Fuji ud af bilen, begyndte Fuji at gå temmelig underligt. Hun gik nærmest sammenkrummet, som om hun skulle kaste op. Så trak hun pludselig den ene forpote op under sig. 

Jeg tjekkede hendes poter og så af de store trædepuder på forpoterne var noget lasede at se på. Den stakkels hund havde fået brandvabler på begge forpoter. 

En af tre brandvabler på Fujis poter

Det var sikkert en kombination af en varm tirsdag med en gåtur hvor nogle få hundrede meter var på fortov/granitfliser (de to andre hunde havde dog fine trædepuder), og så at vi havde trænet “collection” med hårde opbremsninger til følge på kurset. Siden fik jeg at vide, at en anden hund på kurset dagen før også havde brændt trædepuderne.

Så var der ellers lukket ned for lange gåture med Fuji de kommende dage, så trædepuderne kunne få lov at hele i fred. 

Det var bare lidt dårlig timing, for i denne weekend skulle jeg til Dong Summer Camp hos Kim og Ann-Britt. Jeg er åbenbart bare sådan lidt uheldig. Men jeg tager nu det her ganske stille og roligt, for det er snart vokset fint sammen igen, og så er det jo bare det. 

At jeg havnede på Dongs Summer Camp var egentlig sådan lidt impulsivt. En af deltagerne var blevet forhindret, og jeg købte hendes plads på kurset. Så en stævnedag i Harlev blev så byttet ud med to dages kursus på Fyn. 

Oprindeligt var det min plan at skifte mellem Fuji og MicMic på de 4 træningspas på kurset. Men grundet de brankede trædepuder, så fik MicMic fornøjelse af at skulle løbe hele kurset, som bestod af et pas med Jane og et pas med Ann-Britt både lørdag og søndag.

Det var MicMic bestemt ikke ked af. Hun er så lykkelig, når hun løber agility. Det sker ganske ofte, at folk kommer hen til mig, og siger, at det er en kæmpe fornøjelse, at se hende “smile” banen rundt, og om ikke jeg har overvejet at omdøbe hende til “Happy Face”.

Vejret var overdrevent godt. Måske ikke rigtig hundevejr, for det var vel 25-30 grader. Solen bragede fra en skyfri himmel, og vi krøb i skygge med vand og køledækkener i pauserne. 

MicMic er heldigvis ikke en hund, der lader sig påvirke af varmen, og jeg sørgede omhyggeligt for, at hun fik nok at drikke ved at give hende Fit Dog. Hun kørte på med samme iver i sidste pas søndag, som hun gjorde lørdag morgen. Det er sgu fantastisk. Nogle af de andre hunde var påvirkede af varmen og tabte deres vanlige tempo. 

Skygge og køledækken mellem løbene og Mic har det kølige overblik over banen

Der var også opstillet en hundepool. Fuji elsker sådan en pool i sommervarmen. Efter en af vores gåtur var hun noget pustende (selv på en gåtur i snor, skal man give sig 110%), og hun sprang lige op i poolen, hvor hun så kunne stå og se agility med et (lettere bøvet og) intenst blik. 

Selvom det var sol og sommer, så skulle vi jo ud at gå. I særdeleshed skal Ninja ud at gå hver eneste dag, så hun får brugt benet. Så tidligt afsted og sent afsted, så solen ikke var slå slem ved dem. 

Skoven var rimelig kølig

Heldigvis kunne man gå nogle fine ture og ikke kun frem og tilbage langs vejen. Der er stadig grænser for, hvor lange ture, jeg kan gå med Ninja, så jeg skal helst have styr på de ruter, som jeg kaster mig ud i, når jeg har hende med. Men vi fandt et par fine ture. 

Smuk solnedgang på en aftentur på grusvejen bag Dong Agilitys arealer

Jeg har hørt en del om forplejningen på Dongs Summer Camps, og har da tænkt, om det da virkelig er så fantastisk, som folk siger. Det må jeg så sige. Ja, det er helt fantastisk god mad.

Det er super lækker mad, som er lavet fra bunden med hjerte og sjæl. Tjek lige kagen fra søndag eftermiddag. Den var også lækker, men frokost og aftensmad var ud over det sædvanlige. 

Karis jordbærtærte

Nu lyder det jo næsten som om, det mest var vejret og maden, som jeg kom for, men det var det naturligvis ikke. 

Jeg kom for at finpudse agilityformen. 

MicMic løb faktisk supergodt. Hun lavede ikke rigtig nogen af sine lidt tumpede ting. Det blev til en enkelt vægring på de (i Mics øjne) forheksede tunneller, men det var fordi jeg spærrede vej og udsyn for hende.  

Jeg var dog noget udfordret på Janes baner, men den kunne jeg slet ikke tørre af på MicMic. Det var bare mig, der ikke helt kunne matche Janes pernitne agility. Det lyder måske skidt, men det var det nu ikke. Jeg fik øjnene op for, hvorfor min forkryds ofte kikser, når forhindringerne står lidt for tæt. Så må vi bare se, om jeg kan lære at udføre dem korrekt, så forkrydsene flyder lidt bedre. 

Ann-Britt var vanen tro fremme med stopuret på de forskellige kombinationer, og man kunne virkelig blive snydt, når man skulle gætte på hvilken vej, der var den hurtigste på en kombination.

Vind i håret og agility i øjnene.

Det var en super fin weekend sammen med altid søde agilityfolk. 

Nu tænker jeg, at Kim og Ann-Britt må være godt slidte efter at have vartet omkring 30 mennesker op fra fredag til søndag. 

Til slut et lille praktisk råd til forbrændte trædepuder. Når først skaden er sket, så er det godt, at man kan gøre noget for en hurtig heling. 

Det øverste trædepudebillede i indlægget er fra onsdag aften. Det andet er fra søndag morgen, efter at jeg fra fredag aften til søndag morgen havde smurt brandvablerne med Stalosan Skin Repair. Allerede lørdag morgen kunne jeg se en klar bedring. Det satte virkelig skub i helingsprocessen. 

Efter behandling med Stalosan

Stalosan kan købes i Land og Fritid og div steder, der handler med landbrugsartikler. 

Sankt Hans Pigerne

Det lyder jo næsten som titlen på en roman om to piger, der har en baggrund i psykiatrien eller måske en lummer novellie fra “De grå sider” i “Ugens Rapport”.

Det er nu ikke nogen af delene. Det er bare et blogindlæg, der handler om venskab, nyttige dårlige erfaringer, taknemmelighed og fælles oplevelser.

Der er mange måder at holde Sankt Hans aften på. For to år siden var vi på Bornholm og havde faktisk glædet os til Sankt Hans på Bornholm. Den aften regnede nu bare væk, og vi endte med at sidde og spille spil i vores lille campinghytte. 

I år gik Sankt Hans Aften bare med at vaske sengetøj, dyner, madrasser osv efter Silas. Han var slatten efter at have kastet al maden op igen i løbet af dagen. Så selvom det var en smuk, varm og klar aften, så blev der ikke noget Sankt Hans halløj herfra i 2019.

Sankt Hans 2018 husker jeg nok for noget mere specielt. Nu kommer baggrunden for indlæggets titel. 

Et par uger før Sankt Hans sidste år havde jeg jo den kedelig hundefødselsoplevelse med MicMic, hvor hun fødte en misdannet hvalp. Hvalpen døde under fødslen, men havde heller ikke været levedygtig. Så tak for det, når det nu skulle være. 

Min gode veninde Anja, som jeg lærte at kende, da jeg ledte efter hanhund til MicMic (hun er også ejer af Sky, som MicMic var parret med) havde tilbudt mig sin assistance under fødslen. 

Anja er rimelig rutineret og altid enorm hjælpsom. Da jeg ringede efter hende om morgenen, da fødslen var gået igang, så kom hun ilende til, og hendes hjælp under MicMics fødsel var uvurderlig, for det var en svær opgave for MicMic. Jeg var så glad for, at Anja havde været hos mig.

Anjas smukke Niki

Anja var berørt af min situation, og hendes tæve skulle nedkomme to uger efter Mic. Anja spurgte mig, om jeg havde lyst til at være med, når hendes tæve Niki skulle føde sine hvalpe. Mest af alt, fordi Anja synes, at jeg ville have godt af at opleve en god og uproblematisk fødsel. Nu havde jeg jo været gennem to hvalpefødsler. Først med Ninja i 2015, hvor det endte med kejsersnit, så det var heller ikke lige efter bogen og bagefter den her med MicMic. 

Jeg takkede ja til Anjas tilbud. Så var det jo bare at vente på, at Niki ville gå i fødsel. Det gjorde hun så Sankt Hans lørdag i 2018. Jeg startede bilen og kørte til Kolding. 

Dagen var frygtelig lang. Vi ventede og ventede. Anja og jeg plejer dælme godt at kunne knævre løs, men til sidst så gad vi ikke engang at snakke sammen, eller også løb vi tør for emner. Så vi lå og småsov på skift i dobbeltsengen, mens vi rustede os til nattens strabadser. 

Fra tid til anden havde vi selskab af Anjas mand Erik og deres datter Nikita. Jeg husker ikke forløbet i detaljer mere, men jeg husker, at vandet går, men fødslen ligesom går i stå. Tiden går. Vi har et direkte nummer til Anjas faste dyrlægeklinik, så vi ikke skal ud i noget med dyrlægevagten og risiko for at køre på langtur med en fødende tæve. 

Anja noterer, kigger på klokken, observerer, vurderer osv og så hele møllen forfra. Tiden går, og aften bliver til nat. Vi ringer til dyrlægen og aftaler, at hvis der ikke er sket noget indenfor en time, så skal vi ringe igen. 

Først på natten kører vi de 2-3 km hen til klinikken, hvor vi mødes af en sød og lidt søvnig dyrlæge. Forventningen er egentlig, at Niki skal have noget ve-stimulerende, og så fødselen kommer igang igen. 

Det er bare ikke dyrlægens anbefaling. Det er et kejsersnit. Anja tygger lidt på mulighederne, for der er også stadig muligheden med ve-stimulering. Vi er nu alle enige om, at kejsersnit lød, som den rigtige beslutning. Bagefter ved vi, at det var den eneste rigtig beslutning. Vestimulering ville have kostet mindst en hvalp livet. Dyrlægen spørger nu ud i den lille forsamling (Anja, Anjas mand Erik og mig) om nogen af os har været med til et kejsersnit før. 

Som den eneste kan jeg række hånden op. Dyrlægen siger straks: “Godt, for jeg har brug for lidt assistance.” Så går han ellers igang med at rigge til, mens jeg lidt tøvende må spørge til assistance-opgavens indhold. Det var at tage imod hvalpene. Hvis vi kunne stå for det, så skulle vi ikke også vente på en veterinærsygeplejerske (hvilket igen også vare meget godt, for det var der ikke tid til, ved vi nu).

Jeg kigger på Anja, og konstaterer, at hun ikke vil have nogen som helst gavnlig effekt inde på operationsstuen, så hun forsvinder fortvivlet og bekymret ud på parkeringspladsen med en pakke smøger i hånden. Så er der lidt til at dulme hendes bekymrede sind i den lune sommernat. Imens går Erik og jeg med dyrlægen ind på operationsstuen. 

Anja er så bekymret, hvilket jo er forståeligt nok. Det som bare skulle være den der nemme efter-bogen-fødsel, som jeg skulle have lov at opleve, havde pludselig taget en anden drejning. 

Pludselig var det mig, der var den “erfarne”. Ja altså så er erfaren, som man bliver, når man har stået i lokalet ved siden af operationsstuen og set de to af Ninjas hvalpe, der blev forløst ved kejsersnit, blive båret ind ved siden af og gnubbet liv i. Jeg husker, at de var svage og svære at få igang. Jeg husker, at jeg var overrasket over, hvor hårdhændet veterinærsygeplejerske håndterede dem, for at få liv i dem. , for 

Det skulle dog vise sig, at min observationer den novembermorgen i 2014 kom Anja og hendes hvalpe til gode denne nat. Jeg tog imod hvalp nr. 1. Den havde afføringen i fostersækken, og der var ikke meget gang i den. 

Jeg gnubbede og gnubbede, og det føltes nyttesløst. Det føltes som meget længe, jeg gnubbede løs. Det var en fortvivlende følelse, at stå der og kæmpe med det lille pus. Der kom ikke en lyd fra hende. Jeg satte øret ned til snuden og kunne høre den ralle svagt. Jeg kunne høre det boble. Den havde slugt fostervæske. 

Jeg foldede hænderne rundt om den lille krop, så den lå inde i mine hænder, som var det en beskyttende hule. Så slog jeg hænderne ned foran mig, så fostervæsken blev slynget ud af luftvejene. Det var grønt og klamt. Efter at have gjort det en del gange, kom der mere og mere liv den lille hvalp. 

I mellemtiden var hvalp nr. 2 blevet fisket ud af Niki. Den havde Erik fået i hænderne. Den var der heldigvis ikke så meget arbejde i. Det var mest bare at tørre den. 

Nu var der lyd fra begge hvalpe, og Anja kunne høre dem ude på parkeringspladsen. Det var en stor lettelse for hende at kunne høre de små hvalpelyde. 

Niki blev syet sammen, og vi kørte hjem igen. Begge hvalpe havde det rigtig fint, og Niki kom sig også så fint. Det var måske bare ikke lige sådan, at Anja havde forestillet sig at det skulle foregå. 

Niki og de små. Få timer gamle

Anja var mig så taknemmelig, at hun næsten ikke vidste, hvilket ben hun skulle stå på. Men helt ærligt, så var jeg jo bare så “heldig”, at jeg havde dårlige erfaringer med i rygsækken. Men dårlige erfaringer kan jo også vise sig at være ganske brugbare. Hvad jeg udrettede den nat, var jo ikke en heltegerning eller noget overnaturligt. Det har mange andre gjort før mig. 

Jeg var glad for, at Anja viste mig den ære og tillid at deltage til en hvalpefødsel, og når det nu var, så var jeg glad for, at jeg kunne bidrage med noget. 

Anja brugte mange dage til gruble over navnene til de to piger. Den førstefødte bærer på stambogen “Sheltie4You Friends Karishma, som Anjas særlige hilsen til mig. Anja og jeg kalder hende nu mest for “Gnubbe”.

"Gnubbe"

Vi nåede også at få besøg af hvalpene hjemme i haven. Så fik de mulighed for at se andre hunde og for at møde høns og ænder. Det var en stor oplevelse for dem. Det var bestemt et par friske små piger med masser af gå på mod. 

Anja og hvalpene på besøg. Ninja nød det.

Nu har det igen lige været Sankt Hans, og de to hvalpe er lige blevet et år. Jeg følger lidt med i deres liv på sidelinjen via Facebook. Jeg håber, at der kan blive mulighed for at opleve den lette og ubesværede hvalpefødsel en dag. Men jeg var meget glad for at kunne hjælpe til den nat, for jeg ved, at Anja altid står klar til at hjælpe mig. Det er jo det, som man har venner til. 

Hov, glemt jeg mon ikke at nævne, at hvalp nr. to hedder Sheltie4You Friends Forever.