Kategori: Berit Bilde

Kan Silas holde en beskæftiget?

Mandag morgen er der jo altid et program her i husstanden. Udover at Tobias skal gennes ud af fjerene, så skal vi andre også op og afsted.

Vi var vist lidt sene til at komme ud af starthullerne, så der var kun 1 time at rutte med, fra vi stod og til vi skulle afsted, og det er ikke så meget, når der skal ordnes bad, mad, baby, hunde og pakkes bil. Henrik tog sig af badetjansen, og den blev MEGET langtrukken, for hver gang han puttede Silas i vandet, så tissede den lille fyr. Så der blev vel skiftet vand hele 3 gange, før det lykkedes at gennemføre badeseancen.

Silas med “trylleplaster” (lokalbedøvende) på sin port-a-cath før dagens behandlingPå OUH skulle Silas have sin kemobehandling samt have taget et røntgenbillede af venstre underarm. Ved informationen til røntgen melder vi vores ankomst og gør opmærksom på, at det er et barn i kemobehandling. Det siger vi for at sætte lidt skub i processen, da det jo ikke er så smart at stå på gangen med Silas og mange mennesker. Vi bliver henvist til at tage plads foran en bestemt røntgenstue. Røntgenstuerne ligger på rad og række, som små klasseværelser på en skolegang, og gangen var igår fyldt med ventende patienter, hvoraf mange af dem hostede og harkede. Det er meget ubehageligt at stå med en baby uden immunforsvar sådan et sted , hvor der er så mange mennesker, og det er åbenlyst, at flere af dem er syge. Heldigvis lå Silas i barnevognen med dynen trukket helt op, så den dækkede åbningen på liften. Sådan færdes vi altid på OUH. Det er den bedste måde, vi kan beskytte ham på. Behandlingen er igang – stiften, som der gives medicin i, er stukket i Silas´ port-a-cath, som en lille kapsel, som er opereret ind i venen.

Det er også tydeligt, at Silas bliver mere og mere bevidst. Han har efterhånden fået taget en del røntgenbilleder. De sidste for 6 uger siden, og der var han helt ligeglad. Denne gang blev han dog utryg ved, at “armen” på apparatet kørte hen over ham, så han græd lidt, og det var ret svært at trøste ham, når man også skulle holde hans arm i den rigtige position. Der skulle heldigvis kun tages to billeder, og det var hurtigt overstået, hvorefter vi kunne gå op på H2 og vente på behandlingen. Det gik ligeså fint med den, og det var også hurtigt overstået. Faktisk kunne vi gå ud fra OUH 5 kvarter efter, at vi var ankommet, og så både have nået røntgen og kemobehandling.


Jeg holder Silas´ hænder, mens sygeplejersken giver medicin. Ellers er hans fingre alle vegne og kan hive fat i slanger mv.Hurra, så kunne vi være tidligt hjemme!! Ja, det troede vi nok. På vej over Vestfyn bippede bilen for at gøre opmærksom på, at man kun kunne køre 120 km før tanken var tom. Det registrede vi så, men da vi ved, at der er 109 km fra selve sygehuset og hjem, så var det jo slet ikke noget problem. Hele vejen hjemad holdt jeg dog øje med km-tallene på displayet, og det hele så fint ud. 50 meter før afkørsel 66 (Vi plejer at køre af på 67) gav bilen et lille hop, og jeg nåede lige dreje op af afkørslen. For enden af den døde bilen så . Der sad vi så. Efter ca. en halv time kom Dansk Autohjælp med noget diesel og fik efter lidt mas gang i bilen igen. Nu var bilen også blevet godt kold, og Silas blevet våd og lidt småsulten. Og ja, tidligt hjem kom vi ikke……
Nu havde vi haft vores mas med at undgå de syge på OUH, og det fortsatte så herhjemme, hvor Tobias har raget en snotnæse og en skidt hals til sig. Så det er forbudt for ham at dikke-dikke Silas, og det er svært, når det er en i husstanden, der er syg, for Tobias bor her jo også. Så den står på ekstra hyppig håndvask og afspritning af hænderne.

Silas meget optaget af sit spejlbillede

Ellers må man sige, at Silas forstår at holde os beskæftiget. Godt nok blev han puttet nogenlunde tidligt, dvs kl 23, men vi ved godt, at han kan være noget ustabil og urolig, når han får prednisolon (pt får han det hver man-tirs-ons). Det holdt også stik. Han vågnede i nat og var drivende våd af tis. Så afsted nedenunder og skifte ham. Op i sengen igen. Når han får det her binyrebarkhormon er han ofte ret urolig, på den måde, at han har svært ved at finde ro om en ting, og det kan især mærkes, når han skal spise. Han kan slet ikke vente på, at mælken løber til i brystet og brokker sig højlydt, og det tager en evighed at få ham spist af. Til sidst hentede Henrik en flaske, og den lappede Silas i sig. Men men dermed var freden ikke forbi. Efter 5 minutter under dynen, så lød der pruttelyde, og igen måtte jeg ned og skifte ham. Jeg nåede to trin op af trappen, så gylpede han ud over trinene og natdragten. Tilbage til puslebordet – og Silas gider ikke det der med at skal have tøj på, så det går ikke helt stille for sig, når han er træt. Endelig nåede vi op under dynen igen. Ahhh, endelig kunne vi sove videre, men så lød en ny rumlelyd, og igen måtte jeg op og skifte ble. Suk suk. Og nu var Silas blevet supervågen, og det var ret svært at overbevise ham om, at han skulle sove igen efter 1½ times natteroderi. Men det lykkedes da til sidst, og da han vågnede igen kl 8 var det igen total tissevåd, men nu skulle han alligevel op i bad.

Sikke en nat – og Silas fik da lavet et par maskiner vasketøj på sådan en nat. Det er jo rart nok, for så behøver jeg jo ikke at kede mig idag.

en slapper-søndag!

Intet på programmet sådan en søndag. Skønt! Jeg sov længe. Helt til kl 10. Henrik og Silas stod op kl 8, og så fik jeg lov at få lidt mere søvn.
Cookie snuser rundt på stranden
Jeg var dog knap stået op, før Silas blev træt og måtte tage sig en lille lur. Jeg øjnede lige chancen til at køre til stranden, som ligger 3-4 km nede af vejen. Vi har boet her i 5 måneder, og jeg har endnu ikke været nede at gå tur på stranden med hundene endnu. Skammeligt, men strand og barnevogn er ikke en super cocktail. Men nu lå Silas jo i soveværelset og Henrik sad standby derhjemme. Hundene i bilen og så afsted. Det var BIDENDE koldt ved vandet, men hundene nød turen. Det var ikke kun mig.
Flot – og koldt!
Hundene må også have en fornemmelse af, at man ikke skal hoppe i vandet sådan en kold dag. Diva plejer at hyrde bølgerne og bliver godt våd, og Echo plejer at hoppe direkte i vandet og svømme rundt, men ingen af dem var nede og få våde poter.
Ovenpå sådan en tur kan man godt blive en anelse træt, så sidst på eftermiddagen faldt jeg om på sofaen med en sovende Silas i armene.

Mor og søn tager en middagslur – eller rettere en før-aftensmadslur

Og det varer ikke mange timer, før jeg igen skal sove, så vi kan være friske til imorgen, hvor turen igen går til OUH. Silas skal have sin 12. kemobehandling imorgen, og samtidig skal der tages røntgenbillede af venstre underarm, som skal bruges til evalueringen på næste mandag.

Aflastning på forskellig vis…….

Det var tidskrævende at lave en opsumering af året, der gik, men det var faktisk rigtig rart. For det viste for mig, at 2008 havde budt på rigtig mange positive ting, som jeg kunne se tilbage på og være glad for.

Idag har Henrik, Tobias og jeg været i Förde Park i Flensburg og handle ind. Vi har jo et tilbud fra vores tidligere bofæller om, at få aflastning/pasning af Silas en gang om ugen. Vi har nu ikke benyttet os af det så mange gange, men vi har da også et behov for at komme ud sammen og ikke altid i skiftehold. Så Tobias og Henrik bestemte dagens “fælles aktivitet”. Jeg indrømmer gerne, at jeg har lidt svært ved at slippe Silas – ikke overfor Henrik, men overfor andre, selvom jeg ikke er i tvivl om, at de vil stå på nåle for det lille pus. Så vi havde da en vældig hyggelig tur, hvor vi fik fyldt køkkenskabene op. Der røg nemlig ikke slik, nutella og sodavand bag i bilen.
Idag fik jeg et kort fra en, som fraflyttede bofællesskabet, mens vi boede der. Hun havde hørt om vores situation og tilbød sin hjælp til hvad som helst, vi måtte have behov for. Det var utrolig sødt af hende. Jeg blev ganske rørt over hendes (og for den sags skyld også andres) tilbud. Men det kan godt være svært at sætte fingre på, hvad folk kan hjælpe med. Vi kan jo ikke lade Silas kaste fra arm til arm, og det dur heller ikke, at det altid er personer udefra, der tager Tobias med rundt til ditten og datten. Han har jo også brug for at være sammen med os til sine aktiviteter. Det er virkelig en balancekunst, hvor der i mine øjne ofte er et offer.

Idag ankom posten med vores nye hushjælp. Han hedder Texas, og hans opgave er at rydde gulvet i stuen for hundehår og div. træsmulder ved brændeovnen. Han er sådan set en gave fra min forældre og svigerforældre. Det er i hvert fald deres “donationer” ifm indflytning og julen, som har finansieret indkøbet. Så tak for gaven!

2008 – Året der gik

Når et år forsvinder bag en, så kan man ikke lade være med at tænke på, hvad det forgangne år har bragt en. Som regel bringer et år både gode og dårlige ting. 2008 er bestemt ingen undtagelse for os. Rigtig mange store og dejlige begivenheder og få men forfærdelige, er hvad 2008 kom med til mig.

Januar:
Familiens år startede i et sommerhus på Langeland sammen med min veninde fra min tid på HF (Iben). Året var kun få dage gammelt, da jeg tog afsted til Göteborg for at deltage i MyDog. Stort svensk hundearrangement med udstilling, lydighed, agility mv. Diva blev nr. 4 i arrangementets All-Starkonkurrence, hvor 2 gennemløb lægges sammen. Jeg tror der var ca 65 hunde i klassen.

I januar gennemgik jeg også DKKs håndterings- og adfærdskursus, som var en del af min uddannelse til instruktør for “Kørekort til hund” i DKK.

Februar:
Den indendørs stævnesæson gik igang – dog uden de store resultater. Den største oplevelse i denne måned var, at jeg nu mærkede livstegn fra det lille liv, der voksede i min mave.

Marts:
En del af denne måned brugte jeg på at holde ferie og træne agility på Sjælland, dels hos Sarah Lorentzen og sammen med Tina “Chester”, som jeg også deltog på et unghundekursus hos.


I påsken tog jeg to dage til Gåsahoppet i Sverige for at løbe agilty med Diva, hvor mit mål var at få et agilitycert. Det fik jeg dog ikke, men i stedet kom jeg hjem fra dette store stævne med placeringer i andre klasser.

Den sidste weekend i marts brugte jeg på undervise instruktørerne i DAF Kbh.

April:
Vi afholdte et unghundekursus med Tina Chester i Ribe Hundevenner, hvor jeg deltog med Echo. Ellers gik det meste af vores måned med boligjagt. Henrik og jeg havde besluttet os for at blive i det sønderjyske og var efterhånden ubeskrivelig trætte af vores daværende boligsituation. Vi fik set en del huse i denne måned, men kun et enkelt som var rigtig interessant.
Maj:
Måneden startede med international agilitystævne og udstilling i Hillerød. Echo var i udstillingsringen for første og sidste gang og fik det, som jeg kom efter, blåt bånd. Stævnets anden dag var for Diva og jeg formidabelt. Jeg var enormt stolt over at kunne sparke røv med mave på.


Ribe Hundevenner afviklede i pinsen et stort stævne over tre dage. Det var hamrende hårdt. Og jeg var fuldstændig smadret flere uger inden og ugen efter stævnet var slut. Men det var en succes. Vejret var godt, og folk smilede, og vi fik meget ros for stævnet efterfølgende. Så er det jo hele slidet værd.

Henrik og jeg skrev papirene under på det interessante hus, som vi kiggede på i april.


Måneden sluttede vi af med en uges ferie på Bornholm i et lejet sommerhus. Det var fantastisk dejligt. Hverken Henrik eller jeg havde været på øen siden folkeskolen, og vi travede øen tynd.

Juni:
Jeg måtte finde gallauniformen frem, da jeg skulle til 50 års jubilæum i firmaet. Jeg kan godt imponeres over, at stifteren af “mit” firma, som kommer fra meget fattige kår, kunne forvandle en Ford Taunus til den milliard-virksomhed, som det er idag. Med mine mange år i firmaet var det anden gang, at jeg var til rund jubilæumsfest.

Jeg deltog med skiftevis Diva og Echo på agilityugekurset i Ribe Hundevenner.


Det blev også i denne måned, at Diva indenfor samme weekend kvalificerede sig til både DCHs og FUFAs DM. Så jeg nåede det!

Jeg var på DKKs træningsplads i Vejle for at gå op til Kørekort til hunds bronzeprøve, som også var et led i min instruktøruddannelse. Diva og jeg bestod prøven uden besvær.

Juli:
Ribe Hundevenner afholdt et juniorhandlerkursus for unge agilityudøvere. Tobias deltog, og jeg hjalp med at sørge for ungerne. Det var et rigtig godt arrangement.

Årets store agilitybegivenhed for mig var Dania Cup. Jeg havde tilmeldt mig, selvom stævneugen kun lå 2 uger før min termin, og flere sagde til mig, at det kunne jeg da ikke. Jeg havde nogle supergode løb med Diva og fik faktisk flere flotte placeringer. Deraf 3 stk i Top3 samt en finaleplads. Jeg tillader mig at være meget stolt af den stævneuge og taknemmelig for en så let graviditet, som tillod mig at være så aktiv lige til det sidste.

Jeg nåede også lige at klemme en grøn koncert ind før termin, hvor jeg så kunne nyde et af mine absolutte yndlingsbands, D-A-D.


En af de sidste dage i denne måned fik vi nøglerne til vores hus, og på Henriks fødselsdag d. 30. juli flyttede vi efter 10 ugers venten endelig ind.

August:
Denne måned var kun knap 7 timer gammel, da vi kørte afsted på Haderslev Sygehus og to timer senere var Silas født. Det var en fantastisk oplevelse – og Silas en stor berigelse for vores lille familie.


August gik bare med at stirre betaget på lille Silas og rode rundt i flyttekasserne og prøve at komme på plads.

Det var bare den helt store lykke, og jeg syntes virkelig, at mit liv flaskede sig i de mest lykkelige rammer.


September:
Efter kun en gangs træning siden Dania Cup var Diva og jeg til FUFAs DM. Det gik ikke så godt, som håbet. Faktisk blev vi disket i det første gennemløb efter kun 3 forhindringer. Vi kunne vist ikke rigtig finde melodien.


Weekenden efter lød startskuddet for vores mareridt. Silas fik lagt sin venstre arm i gips. Han havde været lidt pylret og været passiv med sin venstre arm, så vi søgte læge og fik den røntgenfotograferet. Billederne viste en fraktur og en cyste i knoglen. Lægerne mente, at cysten var godartet og harmløs, men ville gerne have eksperter til at kigge nærmere på den.

September var travl. Jeg færdiggjorde også min instruktøruddannelse, og kunne nu kalde mig for aut. Kørekort til hund-instruktør. Dagen efter stod vi ved døbefonden i Vilstrup Kirke med Silas. Det var en dejlig barnedåb, og vejret var fantastisk.


September måned sluttede med DCHs DM, som desværre heller ikke gik særlig godt for Diva og mig. Og det var ikke Diva, den var gal med, men mig, der ikke rigtig kunne koordinere min handling.

Oktober:
D.6. oktober bliver vi indlagt på OUH mhp at få udtaget en biopsi af cysten i armen. Ingen havde dog fortalt os, at det var børnekræftafdelingen, vi skulle indlægges på. En meget ubehagelig overraskelse.


Den efterfølgende uge deltog Henrik og jeg i Skolernes motionsdag på Tobias´ skole. Henrik og Tobias løb 10 km, og jeg tilbagelagde 8,4 km sammen med Silas og hundene.

I skolernes efterårsferie afholdte Ribe Hundevenner atter et stævne. Denne gang i en ridehal i Sdr. Hygum. Jeg deltog ikke rigtig selv, men brugte mest energi på at være medarrangør og passe Silas. Men endnu engang var det et rost stævne.

D. 20. okt slog vores liv en kæmpe kolbøtte, da vi fik svar på biopsien. Den viste, at Silas har en sjælden cellesygdom, som kun rammer 6-8 børn i DK om året. Den hedder Langerhans Celle Histiocystose, og vi blev præsenteret for en 12 mdrs behandlingsplan bestående af kemoterapi og binyrebarkhormonkure. Dette er helt sikkert en dag, som jeg ALDRIG vil glemme.

Ugen efter indlægges Silas og jeg på OUH, hvor Silas fik taget en række prøver og indopereret en kapsel til brug, når der skal tages blodprøver og gives kemobehandling. D. 28. oktober fik han sin første kemobehandling.


På månedens sidste dag fik vi den besked, at sygdommen kun var påvist i underarmsknoglen. En stor lettelse trods en alvorlig diagnose.

November:
Echo blev kastreret efter flere uoverensstemmelser mellem ham og Charlie. Og da Echo begyndte at afmærke indendøre, så var det ikke svært at tage skridtet til en kastration.


Ellers gik denne måned mest med at forsøge at finde sig til rette med en ny og noget mere besværlig hverdag. En gang om ugen var vi på OUH til kemobehandling.

D. 30. nov blev Echo 2 år, og vi deltog på et unghundekursus med Ann-Britt Holmegaard Krat.

December:
I starten af måneden var der evaluering på Silas´behandling. Ret skuffede modtog vi beskeden om, at cysten ikke havde forandret sig overhovedet trods 6xkemobehandling. Silas´gipsskinne blev taget af efter at have beskyttet hans arm i 3 måneder.

Echo og jeg modtager sammen med 3 andre fra Ribe Hundevenner undervisning af Peter Crone en hverdagsaften i dec. Peter synes, at Echo kommer flot tæt om vingerne på springene og ikke mister fart rundt om vingerne. Dejligt at høre!


Juleaften fejrede vi hos mine forældre og for første gang holder Henrik og jeg jule- og nytårsferie hjemme. Juledag parrede Charlie tæven Lutras Victory. En længe planlagt parring.

D. 30.dec var jeg til træning med Echo hos Sannes Hundecenter. Sanne bemærkede en klar fremgang, siden hun havde set os i sept.

Nytårsaften var vi kun den lille familie samlet, da de to personer, som var inviteret begge blev mere eller mindre syge, og derfor ikke kunne komme pga forholdsreglerne ift Silas. Men vi kom ind i 2009 på hyggelig vis.

Nytår og træning hos Sanne

Så kom vi også ind i 2009. Nytårsaften var ellers ikke helt som planlagt. Min gode veninde, Iben, som vi har fejret nytår med de to foregående år, var inviteret til at komme og hygge sammen med os endnu engang. Desværre måtte hun et par dage forinden melde afbud pga sygdom. Min bror fik også buddet, men ringede onsdag formiddag og beklagede, at han var blevet snottet. Det er jo normalt ikke noget som holder folk hjemme, men pga Silas´ nedsatte immunforsvar så er der adgang forbudt i vores hjem for snottede og folk, der er mere eller mindre syge.

Silas betragter nysgerrigt nytårspynten

Så vi endte bare med at være os 4. Det var nu også rigtig hyggeligt. Ganske stille og roligt, men sådan plejer vores nytår også at være. Indendøre kunne vi ikke høre fyrværkeriet, så der var ro på både de to- og firbenede. Endnu en grund til at elske vores hjem.


Når man ikke må spise chokolade, så må man nøjes med at sniffe til papiret

Dagen før nytårsaften var jeg oppe hos Sanne for at træne med Echo. Der var lavet en træningsdag, hvor hver deltager havde meldt sig på 2x½ times intensiv træning. Dvs vi var to personer på for hver halve time. Det var rigtig godt, og ikke mindst fordi Sanne virkelig kunne se, at Echo havde rykket sig, siden jeg var deroppe i september. Som hun sagde, så var han blevet ca 90% bedre. Og det på trods af, at det ikke er blevet til meget træning i okt/nov pga alt det her med Silas. Da jeg var hos hende i sept, så kunne Echo nærmest ikke tage en forhindring uden at skulle kigge på mig først. Det bliver man jo ikke særlig fremadrettet af. Men det går meget bedre nu. Se selv de to videoklip. Det ene med en fremadsendelse optaget hos Sanne, og den anden optaget tidligere idag hjemme i haven med træning af slalom på 8 pinde m/buer på.