De ligner jo alle sammen hinanden…..

 Hvem fanden kan se forskel på to sort/hvide border collier?

Normalt synes jeg ikke, at det er så stort et problem at se forskel på hunde i samme race/farve – og da slet ikke på hunde, der har aftegninger.

Som to dråber vand
Zoya til venstre og Ninja til højre

Igår havde Ninja og jeg besøg af Tina Tøndering. Hun har Zoya, som er datter af Ninjas halvsøster. Så de to piger er jo så i familie, og jeg synes, det er vildt så meget, som de ligner hinanden. Det lykkedes faktisk også for Tina og jeg at forveksle, hvem der var hvem et par gange under deres besøg. Det er da skidt, når ejerne næsten ikke selv kan se forskel. Det fik vi da et par gode grin over.

Her er det noget nemmere at se forskel.
Ninja til venstre og Zoya til højre

Så da Tina skulle køre, måtte jeg lige tjekke en ekstra gang, at det var den rigtige hund, hun tog med sig.

Forårsweekend

Sikke en dejlig weekend vi har haft. Heldigvis havde vi ikke sådan de store planer, men skulle være hjemme det meste af weekenden.

Silas på havetraktoren
Det var rigtig forårsagtigt, og plænetraktoren fik sæsonens første tur. Tobias var også et smut hjemme i weekenden og ville gerne gå til hånde med nogle af de mange småprojekter. Sådan en stakkels efterskoleelev vil altid gerne tjene lidt ekstra lommepenge. Og det er faktisk rigtig hyggeligt at gå og lave små projekter sammen med ham.
Tobias fikser hegnet
Silas “hjælper” med gravearbejdet

Der er jo altid et hav af ting, som man kan lave, når man er husejer, og denne weekend var jo en ren nydelse at gå udenfor i. Og som man kan se i dette lille blogindlæg, så var det også dejligt at lufte kameraet.

Diva i fuld firspring
Ninja vil bare gerne løbe agility

Nu er forårsvejret åbenbart forbi i denne omgang. I dag har jeg trænet mit kørekort til hund-hold i et fælt stormvejr. Skærende kontrast til de lækre vejr, som de foregående tre fridage bød på, men mon ikke det gode vejr vender tilbage?!

Med de gamle hunde ved dyrlægen

I torsdags var jeg til dyrlæge med de to gamle hunde, som jo begge nærmer sig de 13 år med meget hastige skridt. Jeg hader at have mine gamle hunde med til dyrlæge. Jeg frygter altid, at det er sidste gang. Og mine følelser sidder derfor noget yderligt ved disse besøg.

Diva var begyndt at bliver hårløs på snudespidsen, og det så bare lidt mystisk ud, så det ville jeg lige have tjekket. Dyrlægen havde ikke så mange gode bud. Han synes bare, at det lignede, at hun havde skrabt snuden på noget (tremmer eller andet), men det skulle ligne Diva dårligt. Mens han var ude at tjekke for svamp (ingen svamp påvist), så gramsede jeg lidt ekstra rundt på Diva og opdagede pludselig en knude i hendes mave.


Gøende Diva


Dyrlægen mærkede da han kom tilbage, og han kunne naturligvis ikke sige med sikkerhed, hvad det var. Det kunne være brok i bughulen, men han kunne ikke rigtig trykke noget på “plads”. Det kunne også være en fedtknude eller i værste fald en ond tumor. Hun virker ikke generet af den, og vi blev enige om, at jeg skulle holde øje med knuden og se, om den voksede eller begyndte at genere hende. Derfra måtte vi så tage stilling til evt. yderligere tiltag. Øv, så stod jeg der og snøftede. Dyrlægen synes, at jeg tog sorgerne lidt på forskud, og han troede ikke umiddelbart, at det var noget ondartet. Men tro er ikke nok for mig, men viden får jeg jo kun, hvis vi lukker min gamle hund op og kigger efter, og det gør vi ikke lige nu. Men mest af alt blev jeg vel bare bange for, at se tiden rinde ud for min gamle hund.

Charlie skulle bare have et tandtjek, da han har parandentose, som jeg har fået rimelig kontrol over efter, at jeg er begyndt at give ham en tur med tandbørsten. Men sidst da jeg var afsted med ham, stod jeg også og småtudede over paradentose-munden, for har en hund unden tænder et værdigt liv? Det ser dog ud til, at han kan få lov at beholde største delen af de tilbageblivende tænder, så ham er jeg pt ikke særlig nervøs for.



Charlie fremviser sit “flotte” gebis



Det “rummelige” samfund

Her dagen efter den store X-Factor finale, så læser jeg lidt rundt omkring div. reaktioner på finalen. Det bringer så noget mere med sig med de tanker, som jeg undervejs gør mig.

Vi så X-Factor i stuen igår, og jeg syntes ikke ligefrem, at hverken Babou eller Sarah var særlig gode til at ramme tonerne, men Annelouise stemme betager mig. Den er bare så smuk! Når det så er sagt, så vil jeg da sige, at der er noget med run på, når de to teenagere går på scenen. De er supergode til at performe.

Så ja når man sådan ser det i en helhed, så var Sarah da også den rigtige vinder. Hun virker også som en ualmindelig velafbalanceret pige, der hviler vildt meget i sig selv. Jeg synes også, at hun er megasej, at hun i så ung en alder er afklaret om sin seksualitet. Og jeg kan så fornemme, at netop hendes seksualitet er noget, der kan bringe noget debat frem. Vandt hun fordi hun er lesbisk, og hvis hun var blevet nr. 2 ,var det så, fordi hun er lesbisk, at hun kun blev nr. 2. Ja, jeg er sådan set ligeglad med hvem og hvad hun er til, og det bragte mig så videre på nogle andre oplevelser vedr. fordomme.

Når man sidder rundt om frokostbordet med sine kolleger, så dukker ens forskelligheder virkelig tit op til overfladen. Jeg har ikke noget fast tilhørsforhold rent arbejdsmæssigt, da mit job bringer mig rundt i flere af firmaets afdelinger, hvilket kan være meget interessant.

En dag sidder jeg i en af afdelingerne og snakken kommer til at falde på en af de andre kolleger (i samme hus, men hun spiser med et andet hold i afdelingen). Denne kollega havde spurgt nogle af de andre om de ville med i swingerklub, og da snakken faldt på min kollegas gang i swingerklubben, så var det en blanding af fnisen og fordømmende snak. Jeg kan til tider forholde mig ret tavs til disse måltider og bare lytte, for det kan være ret interessant, men pludselig måtte jeg godt nok fortælle mine kolleger, at de da var frygtelig fordømmende, og at jeg da bare syntes, at det var sejt, at min kollega, at hun var åben, og at hun sikkert fik sig nogle sjove oplevelser i swingerklubben – efter at hun i øvrigt havde levet i et lorteforhold med en syg jaloux stodder i mange år.

En anden gang handlede en frokostsamtale om en udgave af Bubber iflg Danmark, som handlede om S/M eller escortpiger. Kan ikke huske det præcise tema, men det omhandlede igen sex i en eller anden afskygning. Men pointen var, at en af deltagerne, der fortalte om sin verden i programmet var dagplejemor i sit civile job. Mine kolleger korsede sig – og en af reaktionerne var, at hendes barn i hvert fald ikke skulle være i en sådan en dagpleje. Ja, jeg måtte så bare kommentere, at jeg ikke kunne få øje på, hvad det havde med hendes job at gøre. Jeg var da rimelig overbevist om, at hun næppe blandede børnene ind i sine seksuelle handlinger.

Men for dælen da, hvor er vi danskere bare ualmindelig LIDT rummelige……  Det kan gå an, når man hedder Sarah og vinder X-Factor, men hvis det er naboens datter, der er lesbisk, så må “man” da forarges…..

Gamle fortabte venskaber

For nogle uger siden, da jeg var på vej hjem fra Sjælland, gjorde jeg holdt på en Sunset Boulevard for at indtage mig lidt mad. Mens jeg sad der og fedtede med min Sunset-burger, kom der en familie ind, og jeg syntes bestemt, at jeg kendte kvinden. Det lignede jo min, fra HF-tiden, allerbedste veninde. Vi var supergode allerbedste veninder op gennem 20´erne, og jeg synes, at jeg har delt mange af mine meget store øjeblikke med hende. F.eks Tobias´ fødsel.

Jeg sad lidt og iagttog familien og tænkte på, om jeg skulle give mig selv til kende. Egentlig ville jeg jo ønske, at vi kunne få venskabet tilbage og dele mange gode minder fra ungdomsårene, men vores venskab gik i en periode meget i stykker, og efter at jeg et par gange gennem årene har taget initiativ til at genoplive det, men hvor den gode kemi, lige som bare var væk, så besluttede jeg, at lade den ligge.

Hvis jeg havde givet mig til kende, så er jeg ret sikker på, at det ville være en meget fesen fornemmelse og total overfladiskt, når vi stod der overfor hinanden og skulle sige hej igen. Så jeg valgte i stedet at sluge det sidste af min burger, mens de bestilte deres mad, og liste af i ubemærkethed.

Synes det var en vildt underlig fornemmelse, at et så nært venskab bare dør, selvom evt. strid og bitterhed nu skulle være visket bort. Så selvom det det egentlig ikke var sådan jeg umiddelbart ønskede det. så måtte jeg erkende, at det, jeg dybest set ønskede,var afgået ved døden. Så oplevelsen på Sunset var vel bare min definitive begravelse af det venskab.