Sikke et påskevejr

Jeg skal da lige love for, at foråret er kommet. Vejret har vist sig fra sin bedste side, og det betyder, at man som husejer sagtens kan finde på noget at lave. Og når det så er første sæson i ens nye hus (som er 130 år gammelt), så kan man virkelig finde på noget.

Jeg skal nu nok lade være med at tage æren af alt for mange af de der håndværksmæssige opgaver, for jeg har primært sørget for pasning af Silas og tøjvask, mens Henrik har knoklet med hus og have.

Udsigt fra et stuevindue – Henrik og vinkelsliberen, der samarbejderLørdagen brugte jeg på et dyrlægebesøg, da jeg faktisk blev lidt bekymret efter, at Echo havde hostet på en meget tør og slæbende måde i 1½ døgn. Jeg frygtede hjerte-/lungeorm, men det kunne jo også være kennelhoste.Efter at have lyttet på Echo, så sagde dyrlægen, at han var mere end sikker på, at det ikke var kennelhoste. Men at han ikke ville udelukke hjerte-/lungeorm eller en lungeinfektion, så Echo blev behandlet mod begge dele. Siden dyrlægebesøget har Echo dog ikke hostet en eneste gang, og han virker til at have det godt.

Hundene nyder haven og foråret. Ingen bold er for stor til DivaGrundet mistanken om kennelhoste, så blev vi væk fra det planlagte kursus med Johanna Allanach igår og idag. Rigtig rigtig ærgerligt, for jeg elsker at træne med Echo ved Johanna. Mest fordi Echo tilbyder alt muligt og nyder i den grad at “regne den ud selv”. Jeg var lige forbi klubben (uden hunde) og kigge på dagens sidste træningspas, og jeg fik vildt meget lyst til at træne.

Lille Nørd

Nu er påsken forbi og foran os venter en ny og sikkert erindringsværdig dag. Imorgen skal Silas have sin sidste behandling. Dvs den sidste kemokur og den sidste 5-dages kur med prednisolon (det som får ham til at sidde og stønne rastløs det halve af natten og kun tænke på mad døgnet rundt). Morgendagens sygehusbesøg starter på røntgenafdelingen, hvor der skal tages et billede af Silas´arm. Billedet skal bruges til at evaluere behandlingen og afgøre, om behandlingen imorgen virkelig også er den sidste. Svaret får vi dog ikke imorgen, men det vil være ubeskriveligt hårdt, hvis røntgenbillederne ikke viser de ventede resultater. Det har jeg hverken fantasi eller energi til beskæftige mig med lige nu.

Hvalpebesøg og hvilken forskel godt vejr gør……

Igår jeg på besøg hos Kennel Lutra ved Bjerringbro, hvor Charlie er far til 3 hvalpe. De er nu seks uger, og ganske livlige og utrolig nuttede. Opdrætteren er også meget tilfreds med hvalpene.

Jeg håber at komme til at følge en eller flere af dem på agilitybanerne. Lidt usædvanligt er den ene af de to små piger meget lys og bliver sikkert hvedefarvet. Det er en ret sjælden farve indenfor border terriere, men den er skam “tilladt”. Det er den lille lyse pige, der træder sin søster ned for at komme først til patten.

Bemærk også en tillidsfuld og afslappet lille dreng på billedet herunder.


Det fantastiske forårsvejr som vi er kommet hjem til, gør også alting lidt lettere. Alle mennesker bliver så glade, når foråret kommer bragende. Jeg er blevet ekstra glad. Eftersom at det nu er blevet opholdsvejr udenfor, så behøver jeg ikke hele tiden at skulle tænke i isolationsregler. Når bare vi er udendørs, så er der stort set ikke nogen begrænsninger for, hvem vi (Silas) må være sammen med. Det har jeg allerede nået at benytte mig af to gange. Det er ligesom at smage lidt på “friheden” igen.

Silas i sin nye Bumbo-stol – det er IKKE en potte 🙂

Ski´ go´ ferie

Så er familien hjemvendt efter en 5 dages skitur til Skeikampen i Norge. Det var utrolig skønt at være afsted på sådan en tur. Det var på en eller anden måde meget livsbekræftende, og jeg syntes, det var rart, at der var andre mennesker, som man kunne spejle sine følelser og oplevelser i. Enten nogen som er i et forløb nu, eller som er kommet ud på den anden side.

Skeikampen, Norge
Isolationsreglerne kunne ikke overholdes helt til punkt og prikke, men der er også meget stor forskel på, hvordan man ser på isolationsreglerne på de fire forskellige børnekræftafdelinger – og H2 på OUH har landets strengeste isolationsregler. Godt nok behandler alle fire afdelinger de samme sygdomme, men de har åbenbart lidt forskellige holdninger. Vi brugte vores sunde fornuft, og det hjalp et godt stykke hen af vejen. Men af og til var der et par kameler, som vi måtte sluge.Før vi ankom, havde jeg aldrig stået på ski. Jeg fik lidt simpel undervisning på den lille børnebakke den første dag, sådan for at mærke ski, støvler og sneen. Det gik rimeligt, men jeg syntes sgu, det var lidt svært. Og jeg bliver så “dejlig” irriteret, når jeg ikke kan finde ud af tingene. Samtidig bliver jeg også stædig, så med stædighed og ekstra undervisning af en stor muskuløs skiguide, som man overhovedet ikke kunne kommunikere med, så endte jeg da med at kunne stå bare lidt på ski. Jeg blev dog aldrig nogen haj på turen, men jeg lærte da lidt og kunne også tage med Henrik ud på en lille tur.

Tobias slukker tørsten

Tobias er ferm til at stå på ski, og han ræsede bare på sort og off-piste dagen lang. Han har været på skiferie med sin skole 3 gange, og han har bare styr på tingene. Han slap også fra turen uden brækkede ben. Det ville have været surt at skulle konfirmeres med benet i gips.

Silas med et lille frækt smil bag sutten
Silas opførte sig eksemplarisk og charmede sig ind hos alle, der gad at kigge på ham. Han har aldrig set så mange mennesker og fået så mange indtryk i hele sit 8 måneder lange liv.
Henrik i skifliftenDenne skiferie er bestemt en af mine bedste ferier nogensinde, og det er jo nok også den mest specielle. Det første døgn kunne jeg næsten få tårer i øjnene af taknemmelighed. Denne tur var kun mulig at gennemføre for Foreningen Cancerramte Børn, fordi firmaer og private støtter foreningen. Og jeg tror kun ganske få af dem egentlig aner, hvor meget godt sådan en tur gør for en familie, der gennemgår lange sygdomsforløb fyldt med bl.a. angst, sorg og ikke mindst isolation.

Silas og jeg ved basen

Vi var ca. 30 familier på turen – 128 deltagere. Bemærkelsesværdigt nok var der ingen, der brokkede sig over noget som helst. Alle var glade og stemningen var god – og faktisk også meget afslappet til trods for, at det faktisk var det kedelig faktum, at alle familierne havde et barn, der enten er eller har været syg af kræft eller en kræftrelateret sygdom.

Afsted på ski

Dejligt, idag skal vi afsted til Norge for at stå på ski sammen med 30 andre familier, der er medlemmer af Foreningen Cancerramte Børn. Jeg har glædet mig rigtig meget, siden vi fik beskeden.

Godt nok har jeg aldrig prøvet at stå på ski, og en skiferie er måske ikke den ferieform, der ligger højest på min ferie-ønskeliste, men jeg ved jo heller ikke , hvad jeg går glip af, når jeg har aldrig har stået på ski.

Faktisk er ferieformen ikke så vigtig, men mere det, at jeg kan komme afsted med begge mine drenge på samme tid, og at vores familie kan være sammen “ude i samfundet” betyder rigtig meget. Sådan har de 30 andre familier det nok også, gætter jeg på.

Jeg kender 3 af de andre familier, der skal afsted. Eller i hvert fald mødrene og deres børn, som er i behandling. Men om 5 dage kender jeg nok nogle flere. Og vi er alle med på ferien, fordi vores børn er syge. Trist, men godt, når intet er så skidt, at der ikke findes noget positivt ved det.

En lille ombygning m.m.

Sidste uge var travl syntes jeg. Selvom man ikke går på job mere end 2 dage om ugen, så kan tiden alligevel godt flyve afsted.

I mandags var vi på OUH. Silas skulle have sin kemokur, og der er nu KUN EN KEMOKUR TILBAGE!! Den skal Silas have d. 14. april, hvor han efter planen er færdigbehandlet.

Knap 8 mdr og Eet stort smil

Mine forældre tilbød at komme i onsdags og blive et par dage. Det var skønt med deres besøg. Min far gav en hånd med at mure lidt, så Silas kan få sit værelse. Udover murerarbejdet så er der også et isoleringsarbejde i det rum, da vi nok må erkende, at isolering ikke er det, som de tidligere ejere har bekymret sig vanvittigt om. Man kan så spørge sig selv, hvordan man kan finde på at lave mangelfuld isolering i den del af huset, som faktisk er opført indenfor de seneste 15 år. Min far kunne svinge værktøjet sammen med Henrik, og min mor kunne se efter Silas torsdag og fredag, som er mine arbejdsdage. Så gik alt op i en højere enhed.

Min far svinger lodstokken. Nu er en lille del af huset i lodLørdag var vi i Silkeborg og bowle sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Tobias spurgte godt nok hvorfor vi kørte helt til Silkeborg for at bowle. Vi kunne jo bare få passet Silas og bowle i Haderslev. Det kunne han da have ret i, men det er nu også dejligt at have hele familien med sig en sjælden gang, og det er også rart at være sammen med nogle af de andre familier. Ved sådanne arrangementer er lokalerne lukket for offentligheden og kun folk fra Foreningen Cancerramte Børn har adgang. Tobias sendte spillets sidste kugle afsted men vandt heller ikke dette spil

Kræsne Silas fandt ud af, at Soft-ice lige var sagen

Efter bowlingturen var jeg til Scrap Convention i Middelfart. Der var samlet en helt masse scrap-tosser (primært folk der laver scrapbooking og kort) og en masse stande fra div. forhandlere. Jeg havde håbet at få masser af inspiration og få købt et par småting. Det gik ikke helt som forventet. Jeg købte for en mindre formue, syntes jeg selv. Og inspiration nåede jeg ikke meget af, for jeg brugte al tiden på indkøb. Men nu kan jeg lave mange flere nye og spændende kort.