Norge – here we come

Her til aften fik vi en dejlig opringning. Vi skal nu alle 4 på skiferie med Foreningen Cancerramte Børn.

Jeg har ikke tidligere været på skiferie – og Silas i sagens natur heller ikke. Henrik har været lidt på skiferie, før vi mødtes, og Tobias har været med sin skole på skiferie et par gange. Jeg indrømmer gerne, at jeg især glæder mig på Tobias´ vegne, fordi han så gerne vil på skiferie og fordi vi nu for een gangs skyld kan tage afsted sammen alle 4 – og sammen med “ligesindede”.

Sne – sneForeningen Cancerramte Børn står bag arrangementet og sender i starten af april ca. 30 familier fra hele landet afsted til Norge. Det er dog en betingelse, at familien kan overholde isolationsreglerne, så nu skal vi virkelig gå ekstra langt udenom hostende og spruttende folk. Det ville være så ubeskrivelig ærgerligt, hvis vi rager noget til os.
Nu ved jeg så, at der allerede er nogle, som tænker, hvordan sådan en tur kan lade sig gøre, når man er underlagt isolationsreglerne. På færgen har alle familier egne kahytter, og i restauranten grupperer man sig og sidder så afsides som muligt. De, som er mest udsatte anvender mundbind, hvis de skal bevæge sig på “offentlige” indendørs steder, som eks.vis fra bildæk og op på færgen – og rundt på et sygehus eksempelvis, som alle de her børn jo også skal fra tid til anden.

Gausdal HøjfjeldshotelJeg kan dog ikke lade være med at tænke på bagsiden af vores “billet” til denne tur. For vi stod på venteliste til denne tur, og når vi kan komme med, så betyder det, at nogle andre er blevet forhindret i at deltage pga sygdom, behandling eller det, som er værre, og dem kan jeg ikke lade være med at tænke på. Men jeg prøver at lade være med at fokusere på det og i stedet glæde mig over, at vores familie nu får mulighed for en super oplevelse. Nu skal jeg så bare ud og finde noget skitøj til familien og pasning til hundene.

“Fotofælder” og træningsvideo

Her er vi stadig inde i en god periode. Silas er total i hopla og gråd er næsten ikke noget, som vi bliver belemret med fra hans side. Men vi får MASSER af smil og charmerende kontakt. Det er bare så skønt og livsbekræftende, når Silas´ ansigt lyser op i et kæmpe smil.
I lørdags var vi på besøg på Djursland og fik ved samme lejlighed besøgt Cookie. Han har det bare SÅ fantastisk. Han var rigtig glad for at se mig igen, og da vi kom ud på gårdspladsen så løb han også direkte hen til bilen, men det var ikke for at komme med os hjem igen, men bare for at kigge efter de andre hunde, som vi havde ladet blive hjemme. Idag har Cookie været til den første gang agilitytræning med sin nye familie. Det glæder jeg mig til at høre om.

Silas er fuld af smil

Så må jeg erkende, at jeg er gået i en “fotofælde”. Det er dog ikke politiets, men det kan let blive lige så dyrt. Først lokkede PhotoCare med gratis fotografering til konkurrencen om “Danmarks sødeste baby”. Naturligvis vil de også gerne sælge optagelserne. Men eftersom at Silas slet ikke gad at smile eller overhovedet at blive fotograferet den dag, så er det vist ikke de billeder, der vil gøre mig fattig.

Et superskud – synes jeg!

Igår var Silas og jeg inde hos en fotograf, som har et samarbejde med den lokale ugeavis. Gratis fotografering og der kommer et billede i ugeavisen med fødselsdata osv af den lille nye verdensborger. Egentlig skulle billederne have været taget, inden Silas fyldte 6 mdr., men fotografen har været småsløj de sidste 1½ måned, og optagelserne har af samme grund været udskudt. Sikke nogle fantastiske billeder, der blev taget. Det kan godt være at optagelserne er gratis, men det er selve billederne ikke. Puha, jeg må tænke mig om, inden jeg beslutter mig, ellers bliver det MEGET dyrt.

Total charme

Afslutningsvis vil jeg give mine bloglæsere indblik i træningen af Echo. Jeg arbejder ihærdigt på slalommen, så vi om ikke andet kan starte springklasser i 2009. Echo er dejlig at arbejde med, og han ELSKER agility!

Har vi fået en ny baby?

Silas har bare været SÅ fantastisk hele ugen. Et fremragende humør, smilende, grinende og helt igennem godt tilpas. Ikke fordi han plejer at være sur og utilpas, men i denne uge har han bare været ovenud veltilpas.

Kuk Kuk. Silas titter frem bag legetøjet i kravlegården.
Det er vist også i denne uge, at han har besluttet sig for at fast føde alligevel godt kan bruges. I hvert fald har han guffet risgrød, banan og andet frugtmos i sig – og faktisk også smagt på lidt risengrød, og han har velvilligt spist af det hele. Det er vi ikke så forvænt med. Vi håber dette varer ved, og glæder os over, at have endnu en medicinfri uge foran os. Godt nok skal vi på OUH mandag, men det er kun for at få en vaccine mod RS-Virus (sådan en vaccine får Silas hver 4. uge)

Medicinuge overstået, en ny og bedre er igang

Så tager vi hul på en ny uge og lægger en bag os. Og hvilken en?! Ifm sidste mandags kemokur startede Silas også på en 5 dages prednisolon-kur. Nogen gange mærker vi ikke alverden til det, men andre gange, så er det uundgåeligt at bemærke, at knægten bliver proppet med medicinen, som kan have bivirkninger som f.eks; rastløshed, øget appetit og humørsvingninger.

Silas er igang med tandbørstning
Udover at spise som en hest i sidste uge, så holdt Silas os beskæftiget om natten. Tre nætter vågnede han mellem kl 01.30 og 03.00 og gik så slet ikke i seng igen den nat. Det var heller ikke, fordi han så valgte at sove ekstra om dagen. Medicinen gjorde ham bare hyperaktiv og enten måtte Henrik eller jeg stå op.
Tobias ved trommemaskinen

Natten til torsdag havde Silas heller ikke sovet meget, og han var bare sulten, sulten og atter sulten. Når han sådan er på medicintrip, så skal man helst beskæftige ham med et eller andet, ellers sidder han bare og stønner utålmodigt i en uendelighed. Der faldt lidt ro over ham, da vi var med “Familier med kræftramte Børn” i Baboon City i Herning. Der var jo masser af ting at se på for ham. Vi andre tre hyggede os og fik kørt radiobiler, redet rodeotur, spillet guitarhero/drumhero, bokset med store handsker samt mange andre aktiviteter. Det er så dejligt, at de her foreninger laver sådanne arrangementer for familier, hvor isolationsreglerne skal overholdes.

Sumoboksning med Henrik og Tobias
Normaltvis ville jeg nok ikke køre helt til Herning for at tage i Baboon City, men da der ikke er ret mange ting, som vi kan deltage i hele familien på een gang, så kører vi gerne lidt ekstra for de ting, som der er. Jeg syntes i hvert fald også, at det var rigtig skønt at kunne hygge sig sammen med Tobias, som jo ofte se sine gode ideer til fælles aktiviteter skudt i sænk pga Silas´ sygdom.

Nu venter en ny uge med en lille Silas, der ikke er på medicin og allerede viser den skønneste og gladeste side af sig selv. Idag kører Silas og jeg i Legeland i Vejle, hvor der er åbent kun for børn og familier fra H2 (afdelingen på OUH, som vi er tilknyttet). Det er nok mere for min skyld, at vi kører derop end det er for Silas´.

Nedtælling på behandling

Endelig er vi nået så langt i Silas´ behandling, så vi nu kan tælle ned. Vi var på OUH i mandags, hvor Silas fik den (efter planen) 3. sidste kemobehandling. Han var rigtig rigtig sød og smilende. Nej ikke smilende – leende, for han kluk-lo under behandlingen i mandags.

Om 6 uger skulle han være færdigbehandlet, og det som vi nu har “tilgode” er 2 kemobehandlinger og ialt 12 dage på prednisolon. Sammen med hver kemobehandling følger 5 dage på høj dosis prednisolon, så vi er midt en prednisolon-kur lige nu, og de kan være ret opslidende. De sidste to nætter har jeg været oppe med Silas efter midnat, fordi han vågnede og var sulten og/eller “hyper”. Tænk sig, efter at være blevet ammet, så slugte knægten lige 160 ml modermælkserstatning.

Top lækre Silas – nu 7 mdr.

Igår fik jeg en dejlig mail fra Jutlandia Cup, som fortalte mig, at jeg var blandt deltagerne. For de af bloglæserne der ikke er så godt hjemme i agilitystoffet, så kan jeg fortælle, at Jutlandia Cup er årets største stævne og trækker deltagere til fra flere lande. Der er altid flere som ønsker at deltage end der er plads til, så det var dejligt at få en mail om, at jeg er med. Jeg har tilmeldt Diva og Echo.

Så nu skal Echo til at gøres stævneklar. Han skal starte sit første officielle stævne d. 26. april til klasse 1 stævnet i Ribe Hundevenner. I første omgang starter Echo kun springklasser, da han endnu ikke kan feltforhindringerne. Jeg træner jo pt mest hjemme i haven, og selvom jeg for mere end 1½ år siden bestilte mine feltforhindringer, så har jeg indtil videre kun fået balancebommen, som jeg nu også er godt igang med at indlære.