Still going strong

Bededagsferien brugte Silas og jeg i Viby, hvor der blev afholdt et 3-dages agilitystævne. Jeg var tilmeldt med Diva og Echo. Målet med Diva var at få DM kvalifikationerne om søndagen, og Echo bare lidt rutine, da han jo stadig er ret grøn (stævnet i Viby var hans 2. Stævne)

Stævnet blev indviet med øsende regnvejr, som startede ½ time før første start var planlagt. Til alt held valgte Thorleif og Co. At udskyde starten i 3 kvarter, så vi kunne løbe agility i tørvejr. En ganske god beslutning synes jeg, for iflg programmet var dagen kort, og en del af deltagerne overnattede på pladsen.

Echo klarede sig rigtig flot, synes jeg, og han kom da også fejlfrit gennem sin første klasse 1 bane, hvilket betød, at han fik sin anden oprykningsplacering, og dermed kun mangler 1 mere for at rykke op i klasse 2. Det behøver han efter min mening ikke at gøre endnu, så målet for resten af weekendens sidste to spring 1-løb var fejl eller disk, hvilket blev indfriet.

Fredagens og lørdagens åbne klasser gav kvalifikation til en finale. Selvom Diva kun havde placeringer i to af de åbne klasser, så listede hun sig alligevel med i finalen. Hun løb et forrygende løb i finalen. Jeg holder vist aldrig op med at elske at løbe disse finaler. Det giver mig et kick, og jeg bliver lige tændt en ekstra tand. Diva leverede en rigtig god tid, og jeg stod spændt og iagttog de sidste 5 hunde i finalen, da de løb. Et par af dem ville sagtens kunne haave været med på hendes tid – eller bedre, men sådan gik det ikke. Gode gamle Diva, der fyldte 11 år for ganske nylig vandt skisme finalen. Gevinsten var et valgfrit motiv/billede printet og monteret på lærred i formatet 40×60 cm. Rigtig lækker gevinst. Nu skal jeg så bare rode lidt i billedemapperne for at finde MOTIVET.

Det gav mig lidt ekstra pynt, at Diva løb fejlfrit i de åbne klasser om søndagen, hvor der var kvalifikationsløb til DM. Dermed er vi halvvejs kvalificeret til DM, hvilket passer mig ganske godt, da jeg gerne vil holde antallet af stævnedeltagelser lidt nede.

Ingen DM kvalifikation til os…..

Så blev sæsonen skudt igang for Diva og jeg. Vi var i Fredericia for at løbe søndag. Det var en noget svingende præstation. 3 løb med 5 fejl i hvert løb. Det giver i hvert fald ikke nogen kvalifikation til DM.

Tror ikke så meget det var banerne eller dommerne, som kunne klandres for det udfald, men mest mig selv. Faktisk synes jeg ikke, at jeg lige nu har problemer med at få flyttet mig og placeret mig ift Diva, men når jeg ikke får læst banen godt nok til banegennemgangen, så bliver jeg pludselig overrasket midt i banegennemløbet, og det er for sent at rette op på noget der. Øv, men jeg håber, det vender, når jeg kommer godt igang igen. Jeg har da kunnet læse banerne før, så det kan jeg vel komme til igen??!

Ellers bare denne søndag præg af, at det chok, som ramte os på pladsen, da en af hundeførerne faldt om med et hjertestop efter at være kommet i mål. Jeg vil ikke male den situation ud i detaljer, men kan bare sige, at jeg atter engang bare stod der og skammede mig over, at jeg ikke har et kursus i førstehjælp. Der var dog kompetente og handlekraftige folk, der sammen med en hjertestarter atter fik liv i ham. Pyha, men mine tanker har lige siden kredset en del om episoden og personen, der faldt om.

Men nu må jeg også se at få det førstehjælpskursus!! Tænk, hvis et menneske dør for næsen af dig, fordi du ikke ved, hvad du skal gribe og gøre i. Den situation vil jeg finde uudholdelig.

Årets første strøgtur

Fredag var der “Skør Fredag” i Haderslev. Dvs. aktivitet i gaderne, Tivoli og butikkerne havde åbent til kl. 22.

Henrik og jeg besluttede os for at tage ned i byen og trille med barnevognen. Faktisk har været ikke slentret rundt i byzonen sammen siden Silas blev syg. Pga isolationen må han ikke komme med ind i butikkerne, så det vil oftest være en meget flad og meget lidt hyggelig strøgtur. Men nu var vejret super godt, og der var masser af aktivitet i gaden.

Silas sad op i barnevognen, og indtrykkene væltede ind over ham. Han var tydeligvis på den helt store sansetur. Det var befriende at kunne gå rundt med sin lille dreng og betagende at se ham suge tingene til sig.

Henrik og jeg har virkelig savnet en cafétur, og i fredags kunne det endelig lade sig gøre, fordi vi kunne sidde udenfor i det gode vejr.

Måske var byturen alligevel for meget for MiniMan, for lørdag var han ret pylret og kastede lidt op. Et temperaturtjek viste, at han havde feber 🙁

Echos fantastiske debut

I den foregående weekend holdt “min” klub (Ribe Hundevenner) et klasse 1 stævne. Dvs de eneste officielle klasser, som man kunne starte var Agility 1 og Spring 1. Da vi planlagde dette stævne i klubbet, så var vi overbeviste om, at det ville blive et lille hyggeligt stævne med 40-50 deltagere. Jeg vil mene, at det var et hyggeligt stævne, men der var dobbelt så mange deltagere, som forventet.

Til dette stævne skulle Echo også debutere. Endelig kunne jeg måske fristes til at sige, men fakta er, at han overhovedet ikke har været klar før nu, og også kun lige nåede det på et hængende hår. Det var nemlig først de sidste par dage før stævnet, at han prøvede at løbe en slalom uden buer.

Da vi ikke har trænet så mange hele baner og slalom stadig var en ny forhindring for ham, så havde jeg ikke de fjerneste forventninger til dagens resultater. Så jeg var noget overrasket over, at han faktisk vandt sin første officielle klasse.

Det var nu ikke fordi det var et super løb, men jeg er meget tilfreds med det, når man tænker på, at det var en debut.

En stor weekend for begge mine drenge

Pyha, det har været en hård weekend, og jeg har skullet samle lidt kræfter, før jeg kunne overkomme at opdatere bloggen. Det er også sjældent, at en weekend byder på så store begivenheder, som den foregående.

Lørdag var den første store dag. Silas fik den allersidste medicin i sin behandlingsplan. Sidste tirsdag fik han jo den sidste kemokur, og sammen med den fik han den sædvanlige 5-dages prednisolonkur. En medicin, der ofte pepper ham gevaldigt op og lader nattesøvn være en by i Rusland. Denne gang var ingen undtagelse.
Det var dejligt at få medicinen overstået, og jeg “fejrede” den sidste dosis med en fotoserie af Silas og den sidste medicinsprøjte……

Jeg snupper selv lige den sidste “dram”, mor!
Fy for den da! Det smager sgu da stadig af r…. til
…. Men fedt er det nu, for det var den sidste dosis
Lørdagen gik også med de sidste store forberedelser til søndagens konfirmation: kopiere sang, fikse sangskjuler, dække det sidste af festbordet, lave kort til Tobias samt at forsøge at færdiggøre talen til konfirmanden. “Heldigvis” var Silas “hjælpsom” og sørgede for at denne lørdag blev MEGET lang. På sit sidste medicintrip holdt han ud til kl 04.00, men var skam ganske sød der om natten (men ikke spor træt), så jeg blev færdig med talen ud på natten, og klokken var 04.30, da jeg kom i seng. Efter et par timers søvn, så var det bare op igen og gøre klar til at aflevere Silas (pga isolationen kunne han ikke være med i kirken) og gøre os klar til kirken.

Tobias med en af sine gaver : Global Goal (fodboldtræner)

Det var en rigtig stor dag med et fremragende vejr og en superglad teenager. Han blev hentet ved kirken i en fiks rød Sprite. Det var en af vores tidligere bofæller, der tilbød at hente Tobias ved kirken. Som enhver anden konfirmand så fik Tobias en regn af gaver og telegrammer. Det var en stor oplevelse at fejre Tobias, og oplevelsen var nok ikke mindre for hovedpersonen selv. Ligesom dagen var ganske stor, så var lettelsen over at få den overstået også betydelig.

Tobias på vej til Blå Mandag