Ujævn udvikling….

Det der med sprog og tale har været svært for Silas. Vi troede ellers, at ordene ville komme i lind strøm i maj sidste år. Det kom vel også 10-15 stykker samt et hav af dyrelyde. Men så begyndte Silas endelig at gå på sine små ben, og så var der vist ikke rigtig overskud til at udvikle sproget yderligere. Hvilket iøvrigt er meget normalt, har jeg efterhånden lært om børns udvikling.


Silas elsker at tegne

 Men det var som om, det med sproget slet ikke ville komme igang igen. Der kom faktisk ikke rigtig nye ord i et halvt år, og talepædagogen blev koblet på, men lige så langsomt kommer der flere og flere ord på. Indenfor den sidste uge vil jeg ikke kalde det langsomt. Nu vælter ordene ud af ham, og han begynder endelig at gentage, hvad vi siger. Han klør bare på, selvom han ikke magter at få noget forståeligt ud af det, som han forsøger at gentage.

Jeg tror dog nok, at Silas er en anelse “alternativ” i sin sproglæring. Han er supergod til synonymer. Hvis man beder ham om at sige Ninja, siger han “Bibi”, som er hans ord for Puppy (som Ninja også er blevet kaldt). Hvis man siger, at nogen er “gode til et eller andet”, så siger han “Dø-Tiii”, som betyder dygtig. Hvis man´beder ham om at sige Silas, så siger han “Mimi”, som er hans ord for Mini, som jo er afledt af MiniMan. I forgårs forsøgte han sig endelig med at sige “Silas” (lyder mest som “i…laz”)

Man kan også undres over rækkenfølgen, han lærer sig nye ord i. Han er ikke nogen haj til de der korte hverdagsord, som hus, stol, seng, hund og alt hvad der ellers omgiver os. Nej Silas har en forkærlighed for de lidt længere og sammensatte ord. F.eks “udråbstegn”, “stregkode”, “håndklæde”, “gravemaskine”, “skruetrækker” og “urtepotte”. Hvorfor gøre noget, der er let, hvis man kan blive udfordret af noget sværere……

Det er lidt som om, at gennembruddet til virkelig at få lyst og mod på at sige nye ord kom, da han pludselig begyndte at spørge til bogstaverne i nogle af sine pegebøger. Han pegede på bogstaverne og vi fortalte hvilket bogstav, det var. De små korte lyde, som bogstaver har, gentog han, og det fik ham ligesom til at sige flere og flere nye ord, og det utroligste er, at han husker også nogen af bogstaverne, som han uopfordret sidder og “læser” op.

På klippet nedenfor har han fået “læst”/stavet ordet mindre end 10 gange.

Udover bogstaver, så har tallene også fået hans store interesse. Han genner dagligt os forældre op til køkkenuret for, at en af os kan sige tallene sammen med ham. Det har stået på i en uges tid nu, og her til aften sagde han alle 12 tal i rigtig rækkefølge, når vi pegede på dem. Han er så vild med den leg, at vi altså afslår den mere end vi siger ja, for ellers kunne vi da nok stå en halv time ved det ur hver dag. Silas har tydeligvis en stor interesse for at lære, og alt tyder da også på, at han har fint “omløb i hovedet”. Heldigvis, for vi aner jo ikke rigtig, hvor dårlig han har været til at optage ilt, mens han døjede med alt sit infektionshalløj (da lægerne mente, at han bare havde astma…. som jo altså var lungeinfektioner ifm Cystisk Fibrose). Man kunne jo godt frygte, at han kunne have taget skade…

Silas er absolut stærkest i de mere stillesiddende dicipliner.  Han er ikke den store luftakrobat, der skal eksperimentere med sine fysiske grænser. Om det så er arv (det er jo klart fra FarMan så….) eller et resultat af, at han ikke har haft fysisk overskud til at udvikle sig på det fysiske og grovmotoriske område, ved vi så ikke.

Et par korte kurser med Ninja

I søndags var jeg på to små to-timers kurser ved Gitte Hoffmeister. Det var et par kurser, hvor Ninja sagtens kunne deltage, dog var jeg lidt spændt på, om hun kunne holde til de to lektioner lige efter hinanden.

Første kursus var hvalpeagility, hvor vi fik forskellige træningsfif og inspiration til videre træning. Der var bl.a andet noget flat-/circlework,en mølle, hvor hundene selv skulle søge frem mellem springstøtterne, fremadsendelse, løbe over en flad feltforhindring evt. med tunnel lige efter. Det var jo (som forventet) bare grundindlæring og leg med få forhindringer. Det var rart med lidt inspiration til træning, man kan sysle lidt med sammen med sin unghund.

Ninja arbejdede rigtig godt, og jeg kom lidt til at føle, at det så ud, som om jeg havde skamtrænet hende. Hvilket jeg dog ikke har. Siden oktober har jeg gået på hvalpehold hos Sanne en gang om ugen (men har vel været forhindret 4-5 gange). Derudover har jeg max. trænet en gang om ugen hjemme. Men Ninja synes bare det er så dejligt at samarbejde og så synes jeg også, at hun er ret hurtig til at lære nye ting. De to faktorer er jo ikke uvæsentlige.

Ninja er klar til at arbejde…

Tips og tricks til agility.Det er altid sjovt at lege med tricks, og jeg kan da også slå mig selv i hovedet over at være så dårlig til at få det gjort, men det gode ved sådan nogle kurser er, at man får arbejdet lidt med nogle forskellige tricks og øvelser, så man også bliver mere motiveret for at færdiggøre noget, som man allerede er i gang med.

Vi arbejdede blandt andet med kropskontrol og muskeltræning blandt andet i form af at lære hunden at bakke op på en flade, som rejses til mere og mere lodret stilling. Hvis hunden bliver rigtig sej til det, så kan den stå på “hænder”. Vi arbejdede med touch på musemåtte/låg, entusiasme på felterne samt cik/cap.

Imponerende nok så holdt Ninja til begge de to små kurser, selvom jeg godt kunne begynde at mærke, at hun havde lavet meget til sidst. Men det var fantastisk at se hendes små grå knokle afsted og selvom jeg egentlig synes, at jeg er god til at lade hende tænke sig, så synes jeg, at dagen lærte mig, at jeg skal lade hende tænke endnu mere selv, for dum er hun ikke.

En skønne dag blir det bare nat……

Mange danske kunstner har “sagt” kloge ord i deres musik gennem årene. Henrik Hall fra Love Shop var ingen undtagelse. R.I.P!

En skønne dag
skal vi væk herfra
så kys min mund
mens du kan i dag

Love goes on forever
Love goes on forever
Love goes on forever
Love goes on forever

En skønne dag
tager vi bort herfra
så hold min hånd
mens du kan i dag

Love goes on forever
Love goes on forever
Love goes on forever
Love goes on forever

En skønne dag er det bare nat

Ja mon ikke teksten også bare taler for sig selv. Lev livet – en skønne dag skal vi væk herfra!

Kvalitetstid…

Sådan et nymodens begreb, men hvad er kvalitetstid? Nogen gange har jeg en fornemmelse af, at folk beregner kvalitetsniveauet efter hvor mange penge “kvalitetstiden” har kostet.

Det er som en familietur til Tivoli har den højeste kvalitet = den bedste kvalitetstid. Sådan ser jeg ikke på det, og har aldrig set sådan på det. Synes faktisk nogen gange, at sådanne udflugter let kan ende i en fiasko, fordi forventningerne er skruet så højt op, og det hele er fyldt med fristelser, der har til formål at få familierne til at lægge flere penge.

For mig er kvalitetstid faktisk mest af alt at give sig tid til at gøre nogle ting uden at være spor fortravlet. Allerede der ved den læser, som kender mig og har kendt mig i mange år, at den slags kvalitetstid ikke hænger på træerne hos mig. Selvom jeg godt nok er blevet meget bedre til det og mere nærværende med årene, så har jeg (desværre stadig) en tendens til gerne at ville være flere steder på een gang.

Men formiddagen i dag bød da helt sikkert på noget kvalitetstid. Vi startede med at køre ind til byen for at fodre ænder i Damparken. Det blev så ikke så meget ænder, men måger i stedet for. De der måger var helt fantastiske luftakrobater. De greb brødet i luften, så enhver hund ville blive misundelig (se video nedenfor). Det lykkedes os da godt nok at få tyret lidt brød hen til de 4 ænder, som var omkring fodringsstedet, men det var ikke nogen let opgave at fodre ænder i dag.

Jeg vurderer, at vi havde ca. 50 boller for lidt med. Jeg var meget betaget af at fodre de der ænder, men Silas skulle da også have lov til at kaste lidt brød til fuglene.

Der var flere måger end ænder til at spise vores brød


På biblioteket låner vi ofte sprogkufferter. Det er kufferter, der er pakket omkring et tema. Der kan så være bøger, sangblade, spil og legetøj som vedrører temaet. Silas elsker at lege med dem. I det hele taget synes jeg, at folkebibliotekerne er et genialt (omend samfundsmæssigt ret dyrt) tilbud til os borgere. Haderslevs bibliotek er vel 6-7 år gammelt og ligger med udsigt ud over Dammen (som altså ikke bare er en lille vandpytte, som navnet ellers kunne minde en om). Silas hyggede sig helt vildt på biblioteket, hvor der var puslespil og legeaktiviteter.



Silas hygger på biblioteket


Vi sluttede byturen af med et cafébesøg med henholdsvis lækkert brunch og burger. Det smagte rigtig godt, og Silas var en rigtig sød dreng at have med på café. Det har vi erfaret tidligere. Han er generelt en ret stille dreng, der let kan slå sig til tåls med at sidde og nørkle med et eller andet. Da han havde spist den medbragte rugbrødsmad og drukket sin juice, fik han masser af tid til at gå med et lille spil på Henriks smartphone.



FarMan hygger med kæmpeburger og MiniMan med smartphone…

Hjemvendt fra byen blev Silas puttet til middagsluren, mens vi voksne satte lidt skik på huset ,og vi fik faktisk også selv en halv time på øjet. Inden mørke og tåge sænkede sig over os, så nåede jeg også lige 20 minutters træning med Ninja. Vi arbejede i dag lidt på den svære diciplin bagkryds på 3 forhindringer, der stod i mølleformation.

Så er det skisme da svært at få en dag, der er ret meget dejligere…….

Dagen efter en våd nat………

Nu er vinteren vist slut for denne gang, og næsten alt sneen er væk. Det fik vi at mærke i aftes/nat.

Jeg havde været nede og lukke hundene ind fra haven og efterfølgende har vi alle sammen siddet oppe i stuen og hygget os med TV og æbleskiver. Ca. 23.30 gik Tobias nedenunder, og på trappen stopper han og siger : “Mor der ligger altså vand hernede”. Tror jeg sukker lidt indvendigt, da jeg svarer “Tror du ikke bare, at det er en hund, der er kommet til at tisse på gulvet”. Dét tror, Tobias så ikke, og da vi kommer ned, så må vi da også give ham ret. Der står vand på det meste af gulvet i underetagen (gulvet er så skævt, så det heldigvis ikke står overalt) og op af yderdøren står der ca. 15 cm og “banker” på døren.



Billedet her er taget ud gennem hoveddøren

Den næste times tid går med at ringe til forsikringsselskabet, Falck og et firma, der har specialiseret sig i fugtteknik. Sidstnævnte dukker op, og sammen med Henrik får de styr på årsagen til den enorme oversvømmelse på vores grund.

Vandet løber som en flod gennem vores grund og rundt om hushjørnet

Der løb nærmest en flod gennem vores have. Der er en grøft langs vores grund op mod vejen. Den “fodres” med vand fra den modsatte side af vejen, men der kom langt mere vand fra den modsatte side af vejen, end “vores” (det er godt nok kommunens) grøft kunne håndtere. De fik lukket tilslutningen mellem de to grøfter, så vandet blev på den anden side af vejen og ikke mere skulle lægge vejen gennem vores have.

Fugtteknikfirmaet barrikaderede også yderdøren ud mod haven med træplade, sandsække og jord og afleverede en kraftig affugter. Nu hvor der var styr på vandet, så øsede og tørrede jeg ca. 150 liter vand op fra gulvet og glædede mig over, at vandet kun havde holdt sit indtog, hvor der er klinkegulv, så tæpper og møbler på drengeværelserne ikke havde lidt overlast.



Fodbad….

 Klokken blev 4, før vi kom i seng, og da vi stod op i morges, var det meste af vandet udenfor væk og som timerne gik, så lignede det hele sig selv ude i haven. Henrik og jeg har dog følt os lidt tømmermandsplagede, som efter enhver anden våd nat, men det her var nu ikke så festligt, må man sige, men det er dog lykkedes os, at finde et par lyspunkter ved det meget vand:

1. Mulvarpene under agilitybanen formodes at være omkommet ved druknedøden – det håber jeg da!
2. Vi fik ryddet op på skoreolen og sorteret irrelevant fodtøj væk
3. Vi blev gjort opmærksom på tiltag, som vi bør overveje vedr. forhaven, når vi skal anlægge en ny

Vandet står op på sokkelen på forsiden af huset
– Jeg står med røven i vejret i gangen og tørrer vand op..

 Det er jo en ret irriterende oplevelse, men vi skal vel ikke pibe over det, for mange andre steder i Verden eller i bare i Danmark har folk været meget værre ramt. Umiddelbart ser det ikke ud til, at vi har lidt de store skader og der er ingen døde (udover muldvarpene, som forhåbentlig alle er omkomne).