Bakterie-vanvid

Med et isolationsbarn får man vist et lidt overskruet forhold til bakterier og vira. Vi er vant til at have et øje på hver finger ift dette. Og man kommer da også kun 2 skridt indenfor vores hoveddør, før man bliver mødt af en håndspritdispenser. Det er med til at sikre, at der ikke kommer alt for mange “fremmede” bakterier ind i vores hjem.

I et selskab hører vi hvert et nys eller host, og man bliver nærmest paranoid. Personligt registrerer jeg også samtlige næsepudsninger og host/nys i hænderne, som ikke efterfølges af en håndvask, for der er intet, der kan bære smitte videre som ens hænder. Trods denne agtpågivenhed er det desværre lykkedes mig at rage en lille forkølelse til mig. ØV!

Silas stener i kravlegården

Jeg har ellers været flittig med håndspritten, når jeg har været ude og f.eks til stævnet i sidste weekend, hvor jeg stod for præmieoverrækkelserne, der sprittede jeg da også hænder efter hver præmieoverrækkelse. Det er så dumt at tage chancer, men min ihærdighed og påpasselighed har åbenbart ikke været nok.

Hver gang Silas får en kemokur, så tager de også blodprøver for at tjekke diverse værdier i blodet. Heldigvis fik vi mandags en tilbagemelding på Silas´ seneste blodprøve, som viste, at hans immunforsvar ikke er helt så svækket, som man kunne frygte. Så lad os håbe, at han går ram forbi denne forkølelse.

Det er blevet vinter i Sdr. Vilstrup.

Ugen har ellers budt på 2 gange mødregruppe. Først med pigerne fra lokalområdet, hvor Silas jo desværre ikke kan deltage. Jeg glæder mig sådan til den dag, hvor jeg igen kan være “fuldgyldigt” medlem af den gruppe igen. Senere på ugen var der på privat initiativ arrangeret en legegruppe for børnene på H2 (den afdeling på OUH, som Silas behandles på). Selvom Silas var ½ år yngre end den yngste og derfor ikke rigtig havde så meget ud af deres selskab, så havde jeg til gengæld helt vildt meget ud af det. Vi fem mødre har i det daglige nogle udfordringer, der ligner hinanden rigtig meget, og det var rigtig rart at kunne dele erfaringer med hinanden. Som en af de andre mødre sagde til mig, da vi var indlagte, så fik man via afdelingen og børnenes sygdom knyttet mange nye og tætte venskaber. “Jo tak”, var min kommentar til det, “der var nu andre måder, jeg hellere ville finde nye venskaber på”. Ja, der er vel næppe nogen, der ønsker sig en situation, hvor deres barn får konstateret en kritisk sygdom, men det er jo trods alt dejligt, at vi kan bruge hinanden på afdelingen.

Echo debuterede!

Ribe Hundevenner holdt agilitystævne i Ribe Hallen i denne weekend. Som altid er det rart at holde stævner, når folk bare virker glade og tilfredse. Det er meget motiverende som stævnearrangør. Denne weekend var ingen undtagelse.

Lørdag skulle jeg ikke selv løbe, men “bare” stå for præmieoverrækkelserne og præmier i div. afskygninger. Jeg synes nu, at der var nok at se til alligevel. Henrik og Silas var med mig, men pga isolationen var de gemt væk i det bagerste lokale i sekretariatet. Det var dejligt at have dem i nærheden, men også lidt trist at skulle sidde derinde og kigge ud på alle de andre. Jeg glæder mig til vejret bliver bedre, og vi kan komme udenfor til stævner, for så kan Silas også være med.

Silas var rigtig i hopla lørdag, og mens de alligevel sad der for sig selv i baglokalet, fik Henrik den idé at lave et lille computerspil til Silas. Hvor nørdet! Når man trykker på tastaturet kommer der farvede figurer springende frem på skærmen sammen med babylyde. Jeg vil lige dele et lille videoklip (28 sek) med jer, hvor Silas spiller sit nye spil. Bemærk lige ansigtsudtrykket i starten!

Efter at Kong Silas havde befalet os en søvnfattig nat mellem lørdag og søndag, så blev Henrik og Silas idag hjemme, så de kunne indhente det forsømte i løbet af dagen. Tror faktisk også, at det gav mig lidt ro idag, hvor jeg også selv skulle løbe.

Jeg havde meldt Diva til i to seniorklasser. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå. Jeg får jo ikke trænet så meget med hende, men hun var tændt og faktisk også lyttende. Hun er sådan en dejlig og lykkelig hund, når hun får lov at løbe agility.

Da vores for-sjov-klasse, Tunnel-kuller, blev stillet op, så fik jeg lyst til at prøve at starte i den med Echo. For banen bestod jo ikke af andet end tunneller og 2 spring. Så der var jo ikke nogen forhindringer, som han ikke var fortrolig med. Jeg havde dog ikke de store forventninger til løbet. Han var supertændt og total upåvirket af lyd, lys,tæppe eller andre hunde i hallen. Hvis det ikke var, fordi jeg et øjeblik glemte, at han jo er helt “grøn”, så havde vi nok ikke fået en vægring på forhindring nr. 8, hvor jeg ikke fik vist Echo, hvilken tunnel han skulle tage, så han løb ved siden af. Det måtte jeg så lige tilbage og rette. Det kostede jo lidt tid, men alligevel rakte de 5 fejl og tiden til en 5. plads ud af 27 hunde. Det er jeg da ganske tilfreds med.

Kort og godt!

Så er jeg officielt tilbage på job. Det var første arbejdsdag idag og de næste mange måneder arbejder jeg hver torsdag og fredag, hvor Henrik passer Silas. Jeg er så hjemme og passe Silas mandag, tirsdag og onsdag.

Som min chef sagde til mig sidste uge: Du kan tro, at både den, den og den glæder sig rigtig meget, til du kommer tilbage. Det er jo rigtig dejligt at høre, men mon nogen af dem ikke mest glæder sig, fordi der så er udsigt til, at de kan aflevere nogle af opgaverne tilbage til mig?! I så fald er det meget forståeligt.
I min tid herhjemme har jeg ellers fundet mig en lille ny hobby, som du kan se her: http://cancerkort.blogspot.com/

Jeg har allerede fået mange positive tilkendegivelser og faktisk også bestillinger. Det er jo dejlig positivt.
Jeg havde ikke forventet, at jeg ville blive bidt af det i en grad, som jeg er. Det er bare ikke altid Silas synes, at jeg skal have tid til mine kreationer. Men når jeg først kommer igang, så vælter idéerne ud af hovedet på mig. Jeg er spændt på om jeg kan friste nogen med et kort eller to til klubbens stævne i den kommende weekend.

Det ligner “frihed”

Igår var Silas og jeg i Legelandet.dk i Vejle sammen med en række familier fra H2 (den afdeling vi er tilknyttet på OUH). Silas kan godt nok ikke lege i den forstand, men det er en befrielse at kunne bevæge sig frit rundt i legelandet med Silas, og han får en del andre indtryk end bare derhjemme. Og så er det rart at befinde sig blandt andre, som er i samme båd. Vi forstår jo hinandens verdener. Vi fik også talt en del om overlægens ringe kommunikationsevne. Jeg er ikke den eneste, der har problemer med at få svar på mine spørgsmål eller bare at forstå, hvad det er, overlægen siger.

Det er dejligt, at legelandet åbner dørene for os (pga isolationsreglerne er det et lukket arrangement kun for os). Arrangementet er en underskudsforretning for dem, men det er bare så meget værd for os, der lever under isolationsreglerne.

Heldigvis er der et par foreninger, der gør et stykke arbejde for at lette hverdagen for kræftramte familier (eller familier som os, der er ramt af en sygdom, som ligner kræft). Vi er medlem i Foreningen Cancerramte Børn, som laver en del lukkede arrangementer; biografture, legelandsture, skiferier, weekendarrangementer og sommerhusophold. De tilbyder kort sagt en bred vifte af arrangementer til alle typer familier.

Ugen der gik…… eller fløj!

Den sidste uge er bare fløjet afsted, og bloggen har ikke haft 1. prioritet.
I fredags var jeg på et fart- og motivationskursus med Echo oppe hos Sanne. Igen kunne hun se fremgang. Hvis Echo ved, hvor han skal hen, så kigger han ikke på mig, men løber rigtig godt fremad – og han er VILD med at løbe agility.
I denne uge tog jeg også forsmag på arbejdsglæderne. Egentlig var aftalen, at jeg skulle starte på job fra d. 1. feb. Men en kommune havde aftalt et møde på et af vores vaskerier i mandags. Mødet skulle bruges som startskud og inspiration, inden de skulle sende deres arbejdstøj til plejepersonalet i udbud. Da jeg er ansvarlig for de offentlige udbud i Jylland indenfor mit fagområde, så var det nok en stor fordel for begge parter, at jeg også deltog i det møde.
I forbindelse med at jeg nu har skullet på job igen, så har jeg kigget dybt i mit klædeskab efter tøj til arbejdsbrug. Måske har jeg det sidste år fået klædt mig lige rigeligt casual, og når jeg så samtidig har tabt mig, så jeg pt er 3-4 kg under min normale kampvægt, så synes jeg godt ikke, at klædeskabet havde ret meget at byde på. Men det der med at komme ned i byen for at købe tøj var ikke umiddelbart en mulighed, da Henrik har været ude af huset i dagtimerne i denne uge (han skal jo også tjene lidt kroner).
Jeg vred min hjerne for at finde en mulighed for at komme ned og købe lidt tøj, så jeg kunne være præsentabel til den konference og middag, som jeg skulle deltage i torsdag. Jeg kunne jo godt tage ned i byen med Silas, men jeg kunne jo ikke tage ham med ind i nogle butikker, og det er ret svært at købe tøj uden at gå ind i butikken og prøve det på. Jeg fandt dog efter længere tids spekulation en mulighed ved trille barnevognen op til naboen og lade Silas sove i hendes indkørsel, mens hun lyttede efter ham. Hvis han vågnede, mens jeg var væk, skulle hun ringe til mig, så jeg kunne skynde mig at køre hjem. Da hun var snottet, var det ganske forbudt, at hun tog ham op. Heldigvis sov Silas som en bjørn, og jeg blev næsten 3000 kr. fattigere men rig på pænt tøj til arbejdsbrug. Tøj, der var nyt, pænt – og ikke havde hængerøv, som en del af mine bukser lige nu har.

King of Hammond

Hele torsdagen skulle jeg til konference i Århus, så for at give Henrik lidt arbejdsro og have Silas tættere på, så kørte Silas og jeg op til mine forældre onsdag aften. Der blev vi så og sov, og så kørte jeg til Århus torsdag morgen, og lod min mor og far hygge sig med lille Silas.

Konferencen er en årlig tilbagevendende begivenhed, og giver leverandører og indkøbere i den offentlige sektor mulighed for at mødes under mere uforpligtende forhold. Arrangementet er kæmpestort – mere end 300 deltagere.

Når man ikke må mødes med rigtige børn, så må man nøjes med dukkerne. Silas troede først, at det var et rigtigt barn, men efter få sekunder fornemmede han den manglede respons, og interessen forsvandt som dug for solen.

Mange af indkøberne har jeg, pga mit fravær, ikke talt med meget længe, og en del af dem skulle da også lige høre, om vi havde fået en dreng eller en pige – og om det gik godt, eller om barnet var stort, flot, sundt og raskt……… Hvis de bare nøjedes med at spørge, om det gik godt, så kunne jeg svare ja. For alt taget i betragtning så går det jo godt. Når spørgsmålet blev drejet på en anden måde, kunne jeg godt træde mig lidt over tæerne og ikke helt vide, hvordan jeg skulle besvare det. Mest af alt fordi nogle bliver så chokerede og kede af det, mens andre bliver så forlegne over at have spurgt.

Det var dog en meget hyggelig konference, og klokken havde forlængst passeret midnat, før jeg vendte snuden mod min forældre og Silas.