Medicinuge overstået, en ny og bedre er igang

Så tager vi hul på en ny uge og lægger en bag os. Og hvilken en?! Ifm sidste mandags kemokur startede Silas også på en 5 dages prednisolon-kur. Nogen gange mærker vi ikke alverden til det, men andre gange, så er det uundgåeligt at bemærke, at knægten bliver proppet med medicinen, som kan have bivirkninger som f.eks; rastløshed, øget appetit og humørsvingninger.

Silas er igang med tandbørstning
Udover at spise som en hest i sidste uge, så holdt Silas os beskæftiget om natten. Tre nætter vågnede han mellem kl 01.30 og 03.00 og gik så slet ikke i seng igen den nat. Det var heller ikke, fordi han så valgte at sove ekstra om dagen. Medicinen gjorde ham bare hyperaktiv og enten måtte Henrik eller jeg stå op.
Tobias ved trommemaskinen

Natten til torsdag havde Silas heller ikke sovet meget, og han var bare sulten, sulten og atter sulten. Når han sådan er på medicintrip, så skal man helst beskæftige ham med et eller andet, ellers sidder han bare og stønner utålmodigt i en uendelighed. Der faldt lidt ro over ham, da vi var med “Familier med kræftramte Børn” i Baboon City i Herning. Der var jo masser af ting at se på for ham. Vi andre tre hyggede os og fik kørt radiobiler, redet rodeotur, spillet guitarhero/drumhero, bokset med store handsker samt mange andre aktiviteter. Det er så dejligt, at de her foreninger laver sådanne arrangementer for familier, hvor isolationsreglerne skal overholdes.

Sumoboksning med Henrik og Tobias
Normaltvis ville jeg nok ikke køre helt til Herning for at tage i Baboon City, men da der ikke er ret mange ting, som vi kan deltage i hele familien på een gang, så kører vi gerne lidt ekstra for de ting, som der er. Jeg syntes i hvert fald også, at det var rigtig skønt at kunne hygge sig sammen med Tobias, som jo ofte se sine gode ideer til fælles aktiviteter skudt i sænk pga Silas´ sygdom.

Nu venter en ny uge med en lille Silas, der ikke er på medicin og allerede viser den skønneste og gladeste side af sig selv. Idag kører Silas og jeg i Legeland i Vejle, hvor der er åbent kun for børn og familier fra H2 (afdelingen på OUH, som vi er tilknyttet). Det er nok mere for min skyld, at vi kører derop end det er for Silas´.

Nedtælling på behandling

Endelig er vi nået så langt i Silas´ behandling, så vi nu kan tælle ned. Vi var på OUH i mandags, hvor Silas fik den (efter planen) 3. sidste kemobehandling. Han var rigtig rigtig sød og smilende. Nej ikke smilende – leende, for han kluk-lo under behandlingen i mandags.

Om 6 uger skulle han være færdigbehandlet, og det som vi nu har “tilgode” er 2 kemobehandlinger og ialt 12 dage på prednisolon. Sammen med hver kemobehandling følger 5 dage på høj dosis prednisolon, så vi er midt en prednisolon-kur lige nu, og de kan være ret opslidende. De sidste to nætter har jeg været oppe med Silas efter midnat, fordi han vågnede og var sulten og/eller “hyper”. Tænk sig, efter at være blevet ammet, så slugte knægten lige 160 ml modermælkserstatning.

Top lækre Silas – nu 7 mdr.

Igår fik jeg en dejlig mail fra Jutlandia Cup, som fortalte mig, at jeg var blandt deltagerne. For de af bloglæserne der ikke er så godt hjemme i agilitystoffet, så kan jeg fortælle, at Jutlandia Cup er årets største stævne og trækker deltagere til fra flere lande. Der er altid flere som ønsker at deltage end der er plads til, så det var dejligt at få en mail om, at jeg er med. Jeg har tilmeldt Diva og Echo.

Så nu skal Echo til at gøres stævneklar. Han skal starte sit første officielle stævne d. 26. april til klasse 1 stævnet i Ribe Hundevenner. I første omgang starter Echo kun springklasser, da han endnu ikke kan feltforhindringerne. Jeg træner jo pt mest hjemme i haven, og selvom jeg for mere end 1½ år siden bestilte mine feltforhindringer, så har jeg indtil videre kun fået balancebommen, som jeg nu også er godt igang med at indlære.

Farvel og tak, Cookie

Idag er min hundeflok blevet et medlem fattigere. Cookie er rejst!
Hvorhen?
Lad mig sige det sådan, at jeg tænker om denne omplacering, at Cookie kommer levende i Paradis.

Hvorfor?

Cookie ved Søndervig 2004

Cookie har de sidste mange år levet på “sidste-pladsen” i flokken. Dvs den hund, som sidst fik opmærksomhed, og da Cookie ikke på eget initiativ gør krav på så meget, så er det faktisk en rigtig skidt konstellation. Efter at Silas er blevet født og nok ikke mindst i forbindelse med hans sygdom, så har opmærksomhedskvoten overfor hundene været noget reduceret.

Ved Kalø Slotsruin

Jeg har altid haft et princip, der hed, at hvis man anskaffer sig en hund, så skal man beholde den hele dens liv. Det forpligter man sige ligesom til! Men når jeg kan se, at Cookie kan få det mange gange bedre et andet sted end hos mig, hvorfor så holde fast i det princip? Er det for princippets eller Cookies skyld, at han skulle blive hos mig hele sit liv? Hvis jeg skal tænke på Cookie, så måtte jeg vist hellere droppe det princip.

Det er hermed gjort. Cookie er idag flyttet hjem til min veninde, Janne og hendes to piger på 7 og 10 år. I starten af måneden havde de ham “til låns” i et par uger, for at se, om han kunne fungere hos dem. Det gik fantastisk, og han tog alle med storm, for han er jo bare sådan en sød charmetrold.

Cookie med sin nye familie. Janne, Annemai og Sara.

Nu bliver Cookie som en lille kejser. Han kommer med Janne ud i hendes firma hver dag, hvor han bare kan gå rundt på kontoret og hygge sig med Janne og de andre 3 piger i firmaet. Firmaet ligger i skoven, så hver dag får han en luftetur i skoven midt på dagen. Derhjemme er døtrene Sara og Annemai også vilde med Cookie, så han bliver bare total-elsket døgnet rundt og overdænget med opmærksomhed. Planen er også, at pigerne skal gå til agility med ham. Cookie bliver nok aldrig verdensmester, men han kan godt lide at løbe agility og har lært alle forhindringer, så han er jo fin til sådan et par piger.

Cookie nyder agility, så det glæder mig meget, hvis han få lov at hygge sig lidt med det

Selvom det på en måde er lidt trist at sende ham afsted, så er jeg langt mere glad end ked, for dette hjem er mere end perfekt for lille Cookie!!

Silas – Danmarks sødeste Baby???

Vores onsdag startede med en fotografering hos Photocare i Haderslev. Fotokæden kører en landsdækkende konkurrence, hvor man gratis kan få taget billeder af sin lille guldklump, hvorefter billederne lægges ud på Photocares hjemmeside til afstemning om Danmarks sødeste Baby.
Silas undersøger ALT – også en tom mælkekarton
Silas er jo i mine øjne helt klart Danmarks sødeste Baby, men denne afstemning vinder han helt sikkert ikke, for han var ikke til at slå et smil af derinde. Jeg tror, der kom eet meget lille smil fra ham derinde, men om fotografen nåede at fange det, ved jeg ikke. Normalvis er Silas ret smilende, men vi har før oplevet, at han er lidt “ligeglad” i ugen op til hans prednisolonkur. Måske er det abstinenser?

Silas elsker at sidde på ens skuldre og hive en i håret

Charlie er idag blevet far til 3 hvalpe hos Kennel Lutras. En længe planlagt parring bar frugt og høsten kom så idag i form af 2 piger og 1 dreng. Jeg håber, at jeg husker at give mig selv en tur op og se hvalpene om nogle uger.

Vicks med Charlies AngelsPersonligt glæder jeg mig rigtig meget til imorgen, hvor Foreningen Cancerramte Børn arrangerer en tur til Ferskvandscentret i Silkeborg. Det er første gang i 4 måneder, at vi alle 4 skal ud sammen.

Vel overstået operation

Mandag morgen blev Diva afleveret på Rødding Dyrehospital. En af hendes 3 fedtknuder var begyndt at vokse og sad et lidt uheldigt sted. Den sad ved venstre forben ud mod brystet, og jeg kunne se, at den nu var begyndt at genere hende.

Alt det her med Silas har helt sikkert gjort mig lidt mere “kold” ift narkose. Så det gjorde mig ikke så meget, at dyrlægen listede af med hende efter, at hun havde givet Diva den beroligende sprøjte. Jeg var sikker på, at Diva var i trygge og professionelle hænder hos disse dyrlæger. Det var også den 4. og sidste af mine hunde, som nu kom i narkose indenfor bare 3 måneder.

Det er noget af en barbering, den unge dame har fået

Jeg hentede hende om eftermiddagen, men sikke et syn, der mødte mig. Diva er jo normalvis en majestætisk dame, og nu kiggede hun på mig med de mest beduggede øjne og helt snasket i pelsen ved kinder og ører (pga den tandrensning som hun havde fået ved samme lejlighed). Hun lignede en sheltie på 15+ år. Da jeg løftede hende ud af buret sejlede urinen ned af hendes hale.
Jeg gik udenfor med hende og satte hende ned på jorden, men Diva vaklede rundt som om benene var brækkede. Og hun kunne ikke sætte sig ned og tisse, for det havde hun slet ikke balance til.

Diva – stadig lidt groggy

Som aftenen skred frem blev hun dog mere og mere sig selv, og idag kan hun da sagtens springe op i møblerne, og hun virker helt fin.