Aflastning på forskellig vis…….

Det var tidskrævende at lave en opsumering af året, der gik, men det var faktisk rigtig rart. For det viste for mig, at 2008 havde budt på rigtig mange positive ting, som jeg kunne se tilbage på og være glad for.

Idag har Henrik, Tobias og jeg været i Förde Park i Flensburg og handle ind. Vi har jo et tilbud fra vores tidligere bofæller om, at få aflastning/pasning af Silas en gang om ugen. Vi har nu ikke benyttet os af det så mange gange, men vi har da også et behov for at komme ud sammen og ikke altid i skiftehold. Så Tobias og Henrik bestemte dagens “fælles aktivitet”. Jeg indrømmer gerne, at jeg har lidt svært ved at slippe Silas – ikke overfor Henrik, men overfor andre, selvom jeg ikke er i tvivl om, at de vil stå på nåle for det lille pus. Så vi havde da en vældig hyggelig tur, hvor vi fik fyldt køkkenskabene op. Der røg nemlig ikke slik, nutella og sodavand bag i bilen.
Idag fik jeg et kort fra en, som fraflyttede bofællesskabet, mens vi boede der. Hun havde hørt om vores situation og tilbød sin hjælp til hvad som helst, vi måtte have behov for. Det var utrolig sødt af hende. Jeg blev ganske rørt over hendes (og for den sags skyld også andres) tilbud. Men det kan godt være svært at sætte fingre på, hvad folk kan hjælpe med. Vi kan jo ikke lade Silas kaste fra arm til arm, og det dur heller ikke, at det altid er personer udefra, der tager Tobias med rundt til ditten og datten. Han har jo også brug for at være sammen med os til sine aktiviteter. Det er virkelig en balancekunst, hvor der i mine øjne ofte er et offer.

Idag ankom posten med vores nye hushjælp. Han hedder Texas, og hans opgave er at rydde gulvet i stuen for hundehår og div. træsmulder ved brændeovnen. Han er sådan set en gave fra min forældre og svigerforældre. Det er i hvert fald deres “donationer” ifm indflytning og julen, som har finansieret indkøbet. Så tak for gaven!

2008 – Året der gik

Når et år forsvinder bag en, så kan man ikke lade være med at tænke på, hvad det forgangne år har bragt en. Som regel bringer et år både gode og dårlige ting. 2008 er bestemt ingen undtagelse for os. Rigtig mange store og dejlige begivenheder og få men forfærdelige, er hvad 2008 kom med til mig.

Januar:
Familiens år startede i et sommerhus på Langeland sammen med min veninde fra min tid på HF (Iben). Året var kun få dage gammelt, da jeg tog afsted til Göteborg for at deltage i MyDog. Stort svensk hundearrangement med udstilling, lydighed, agility mv. Diva blev nr. 4 i arrangementets All-Starkonkurrence, hvor 2 gennemløb lægges sammen. Jeg tror der var ca 65 hunde i klassen.

I januar gennemgik jeg også DKKs håndterings- og adfærdskursus, som var en del af min uddannelse til instruktør for “Kørekort til hund” i DKK.

Februar:
Den indendørs stævnesæson gik igang – dog uden de store resultater. Den største oplevelse i denne måned var, at jeg nu mærkede livstegn fra det lille liv, der voksede i min mave.

Marts:
En del af denne måned brugte jeg på at holde ferie og træne agility på Sjælland, dels hos Sarah Lorentzen og sammen med Tina “Chester”, som jeg også deltog på et unghundekursus hos.


I påsken tog jeg to dage til Gåsahoppet i Sverige for at løbe agilty med Diva, hvor mit mål var at få et agilitycert. Det fik jeg dog ikke, men i stedet kom jeg hjem fra dette store stævne med placeringer i andre klasser.

Den sidste weekend i marts brugte jeg på undervise instruktørerne i DAF Kbh.

April:
Vi afholdte et unghundekursus med Tina Chester i Ribe Hundevenner, hvor jeg deltog med Echo. Ellers gik det meste af vores måned med boligjagt. Henrik og jeg havde besluttet os for at blive i det sønderjyske og var efterhånden ubeskrivelig trætte af vores daværende boligsituation. Vi fik set en del huse i denne måned, men kun et enkelt som var rigtig interessant.
Maj:
Måneden startede med international agilitystævne og udstilling i Hillerød. Echo var i udstillingsringen for første og sidste gang og fik det, som jeg kom efter, blåt bånd. Stævnets anden dag var for Diva og jeg formidabelt. Jeg var enormt stolt over at kunne sparke røv med mave på.


Ribe Hundevenner afviklede i pinsen et stort stævne over tre dage. Det var hamrende hårdt. Og jeg var fuldstændig smadret flere uger inden og ugen efter stævnet var slut. Men det var en succes. Vejret var godt, og folk smilede, og vi fik meget ros for stævnet efterfølgende. Så er det jo hele slidet værd.

Henrik og jeg skrev papirene under på det interessante hus, som vi kiggede på i april.


Måneden sluttede vi af med en uges ferie på Bornholm i et lejet sommerhus. Det var fantastisk dejligt. Hverken Henrik eller jeg havde været på øen siden folkeskolen, og vi travede øen tynd.

Juni:
Jeg måtte finde gallauniformen frem, da jeg skulle til 50 års jubilæum i firmaet. Jeg kan godt imponeres over, at stifteren af “mit” firma, som kommer fra meget fattige kår, kunne forvandle en Ford Taunus til den milliard-virksomhed, som det er idag. Med mine mange år i firmaet var det anden gang, at jeg var til rund jubilæumsfest.

Jeg deltog med skiftevis Diva og Echo på agilityugekurset i Ribe Hundevenner.


Det blev også i denne måned, at Diva indenfor samme weekend kvalificerede sig til både DCHs og FUFAs DM. Så jeg nåede det!

Jeg var på DKKs træningsplads i Vejle for at gå op til Kørekort til hunds bronzeprøve, som også var et led i min instruktøruddannelse. Diva og jeg bestod prøven uden besvær.

Juli:
Ribe Hundevenner afholdt et juniorhandlerkursus for unge agilityudøvere. Tobias deltog, og jeg hjalp med at sørge for ungerne. Det var et rigtig godt arrangement.

Årets store agilitybegivenhed for mig var Dania Cup. Jeg havde tilmeldt mig, selvom stævneugen kun lå 2 uger før min termin, og flere sagde til mig, at det kunne jeg da ikke. Jeg havde nogle supergode løb med Diva og fik faktisk flere flotte placeringer. Deraf 3 stk i Top3 samt en finaleplads. Jeg tillader mig at være meget stolt af den stævneuge og taknemmelig for en så let graviditet, som tillod mig at være så aktiv lige til det sidste.

Jeg nåede også lige at klemme en grøn koncert ind før termin, hvor jeg så kunne nyde et af mine absolutte yndlingsbands, D-A-D.


En af de sidste dage i denne måned fik vi nøglerne til vores hus, og på Henriks fødselsdag d. 30. juli flyttede vi efter 10 ugers venten endelig ind.

August:
Denne måned var kun knap 7 timer gammel, da vi kørte afsted på Haderslev Sygehus og to timer senere var Silas født. Det var en fantastisk oplevelse – og Silas en stor berigelse for vores lille familie.


August gik bare med at stirre betaget på lille Silas og rode rundt i flyttekasserne og prøve at komme på plads.

Det var bare den helt store lykke, og jeg syntes virkelig, at mit liv flaskede sig i de mest lykkelige rammer.


September:
Efter kun en gangs træning siden Dania Cup var Diva og jeg til FUFAs DM. Det gik ikke så godt, som håbet. Faktisk blev vi disket i det første gennemløb efter kun 3 forhindringer. Vi kunne vist ikke rigtig finde melodien.


Weekenden efter lød startskuddet for vores mareridt. Silas fik lagt sin venstre arm i gips. Han havde været lidt pylret og været passiv med sin venstre arm, så vi søgte læge og fik den røntgenfotograferet. Billederne viste en fraktur og en cyste i knoglen. Lægerne mente, at cysten var godartet og harmløs, men ville gerne have eksperter til at kigge nærmere på den.

September var travl. Jeg færdiggjorde også min instruktøruddannelse, og kunne nu kalde mig for aut. Kørekort til hund-instruktør. Dagen efter stod vi ved døbefonden i Vilstrup Kirke med Silas. Det var en dejlig barnedåb, og vejret var fantastisk.


September måned sluttede med DCHs DM, som desværre heller ikke gik særlig godt for Diva og mig. Og det var ikke Diva, den var gal med, men mig, der ikke rigtig kunne koordinere min handling.

Oktober:
D.6. oktober bliver vi indlagt på OUH mhp at få udtaget en biopsi af cysten i armen. Ingen havde dog fortalt os, at det var børnekræftafdelingen, vi skulle indlægges på. En meget ubehagelig overraskelse.


Den efterfølgende uge deltog Henrik og jeg i Skolernes motionsdag på Tobias´ skole. Henrik og Tobias løb 10 km, og jeg tilbagelagde 8,4 km sammen med Silas og hundene.

I skolernes efterårsferie afholdte Ribe Hundevenner atter et stævne. Denne gang i en ridehal i Sdr. Hygum. Jeg deltog ikke rigtig selv, men brugte mest energi på at være medarrangør og passe Silas. Men endnu engang var det et rost stævne.

D. 20. okt slog vores liv en kæmpe kolbøtte, da vi fik svar på biopsien. Den viste, at Silas har en sjælden cellesygdom, som kun rammer 6-8 børn i DK om året. Den hedder Langerhans Celle Histiocystose, og vi blev præsenteret for en 12 mdrs behandlingsplan bestående af kemoterapi og binyrebarkhormonkure. Dette er helt sikkert en dag, som jeg ALDRIG vil glemme.

Ugen efter indlægges Silas og jeg på OUH, hvor Silas fik taget en række prøver og indopereret en kapsel til brug, når der skal tages blodprøver og gives kemobehandling. D. 28. oktober fik han sin første kemobehandling.


På månedens sidste dag fik vi den besked, at sygdommen kun var påvist i underarmsknoglen. En stor lettelse trods en alvorlig diagnose.

November:
Echo blev kastreret
efter flere uoverensstemmelser mellem ham og Charlie. Og da Echo begyndte at afmærke indendøre, så var det ikke svært at tage skridtet til en kastration.


Ellers gik denne måned mest med at forsøge at finde sig til rette med en ny og noget mere besværlig hverdag. En gang om ugen var vi på OUH til kemobehandling.

D. 30. nov blev Echo 2 år, og vi deltog på et unghundekursus med Ann-Britt Holmegaard Krat.

December:
I starten af måneden var der evaluering på Silas´behandling. Ret skuffede modtog vi beskeden om, at cysten ikke havde forandret sig overhovedet trods 6xkemobehandling. Silas´gipsskinne blev taget af efter at have beskyttet hans arm i 3 måneder.

Echo og jeg modtager sammen med 3 andre fra Ribe Hundevenner undervisning af Peter Crone en hverdagsaften i dec. Peter synes, at Echo kommer flot tæt om vingerne på springene og ikke mister fart rundt om vingerne. Dejligt at høre!


Juleaften fejrede vi hos mine forældre og for første gang holder Henrik og jeg jule- og nytårsferie hjemme. Juledag parrede Charlie tæven Lutras Victory. En længe planlagt parring.

D. 30.dec var jeg til træning med Echo hos Sannes Hundecenter. Sanne bemærkede en klar fremgang, siden hun havde set os i sept.

Nytårsaften var vi kun den lille familie samlet, da de to personer, som var inviteret begge blev mere eller mindre syge, og derfor ikke kunne komme pga forholdsreglerne ift Silas. Men vi kom ind i 2009 på hyggelig vis.

Nytår og træning hos Sanne

Så kom vi også ind i 2009. Nytårsaften var ellers ikke helt som planlagt. Min gode veninde, Iben, som vi har fejret nytår med de to foregående år, var inviteret til at komme og hygge sammen med os endnu engang. Desværre måtte hun et par dage forinden melde afbud pga sygdom. Min bror fik også buddet, men ringede onsdag formiddag og beklagede, at han var blevet snottet. Det er jo normalt ikke noget som holder folk hjemme, men pga Silas´ nedsatte immunforsvar så er der adgang forbudt i vores hjem for snottede og folk, der er mere eller mindre syge.

Silas betragter nysgerrigt nytårspynten

Så vi endte bare med at være os 4. Det var nu også rigtig hyggeligt. Ganske stille og roligt, men sådan plejer vores nytår også at være. Indendøre kunne vi ikke høre fyrværkeriet, så der var ro på både de to- og firbenede. Endnu en grund til at elske vores hjem.


Når man ikke må spise chokolade, så må man nøjes med at sniffe til papiret

Dagen før nytårsaften var jeg oppe hos Sanne for at træne med Echo. Der var lavet en træningsdag, hvor hver deltager havde meldt sig på 2x½ times intensiv træning. Dvs vi var to personer på for hver halve time. Det var rigtig godt, og ikke mindst fordi Sanne virkelig kunne se, at Echo havde rykket sig, siden jeg var deroppe i september. Som hun sagde, så var han blevet ca 90% bedre. Og det på trods af, at det ikke er blevet til meget træning i okt/nov pga alt det her med Silas. Da jeg var hos hende i sept, så kunne Echo nærmest ikke tage en forhindring uden at skulle kigge på mig først. Det bliver man jo ikke særlig fremadrettet af. Men det går meget bedre nu. Se selv de to videoklip. Det ene med en fremadsendelse optaget hos Sanne, og den anden optaget tidligere idag hjemme i haven med træning af slalom på 8 pinde m/buer på.

Fyr til besvær + LCH tanker

Her er godt nok meget koldt. Søndag løb vores olietank tør. Vi har nok været optaget at holde øje med så mange andre ting end lige oliestanden. Der var heldigt nok bestilt olie inden jul, og bekræftelsen sagde, at det leveringen skulle være mandag, så det kunne næsten ikke være bedre.

Så da vi tog på sygehuset igår, var vi da sikre på, at der igen var olie på tanken, når vi kom hjem. Der blev vi snydt! Jeg skyndte mig at ringe til Metax for at høre, om olien var på vej. Trods jeg sad med en bekræftelse fra min online-bestilling, så kunne de slet ikke finde os i systemet. Dvs der var ingen olie på vej. Den søde herre ved telefonen ville dog gerne prøve at trylle en tankbil frem. To timer senere holdt der en tankbil, og der var igen olie i tanken. Hurra!! Men nu var der så luft i rørene, og der kom ikke gang i fyret igår. Det er kun 14 dage siden, at vi havde stop på fyret sidst, og der fik det den store tur af oliefyrsmanden, som vist aldrig havde set en så beskidt kedel/brænderrum. Fyret havde vist ikke været renset i mange mange år. Det tog ham 4½ time at rense det dengang. Nu sidder vi så bare og venter på, at han kommer og rusker liv i fyret igen. Heldigvis har vi en brændeovn, der kan blæse lidt varme i huset, men her er sgu lidt koldt.

Alt hvad man kan få fingre i skal puttes i munden

Som skrevet var vi igår på OUH. Til Silas´10. kemobehandling. På afdelingen mødte vi H2´s anden LCH-patient. Lille Alexander på snart 3 år. Han har været meget ramt af sygdommen i hele kroppen (store dele af skelettet, lunger og andre organer), men iflg sidste scanning var der ikke flere syge celler i hans krop. Jeg håber bare. at den dag snart kommer, hvor jeg kan føle, at vi er kommet ud på den anden side.

Jeg vil så gerne høre lægerne sige, at vi godt kan ånde lettet op. Men det er som om, de ikke vil sige noget. Jeg har så svært ved at forstå, at en sygdom, der kun kan findes i armen, kan være livstruende, men jeg kan ikke få lægerne til at give mig ro. Det mest konkrete, som vi kan få at vide er, at der ikke ER en prognose pga Silas´ alder. Det er meget usædvanligt, at registrere sygdommen så tidligt, som i Silas´ tilfælde, og når den registreres hos børn under 1 år, så findes den som regel flere steder i kroppen, men i Silas´tilfælde har de som sagt kun påvist den i underarmsknoglen. Førnævnte Alexander havde fået en prognose på 40% for at overleve.

Fedt overlegent udtryk den sut får af drengen med de meget runde kinder

Det er svært at nedfælde sine tanker, for jeg har selv meget svært ved at holde styr på dem inde i mit hoved. Jeg har ikke dødsdømt min søn, men jeg har forsøgt at forholde mig til, at sygdommen er så alvorlig, at nogen af de ramte dør. Jeg tror selvfølgelig ikke, at Silas er en af dem. Det er ligesom udover min fatte-evne, men alligevel er jeg bange. Denne angst er så ubehagelig en passager på ens rejse. Hver gang der skal tages en ekstraordinær prøve eller undersøgelse, så bliver jeg nervøs for testresultatet.

Men jeg hæfter mig ved, at Silas ser så glad og rask ud. Han er en kvik dreng, der følger med i alt, hvad der foregår omkring ham, og han følger udviklingen for sin alder fint.

Smiiil!!

Denne sygdom og denne forskrækkelse gør, at jeg allerede har tænkt nogle andre tanker vedr. Silas, end jeg nogensinde har gjort med Tobias. F.eks har jeg aldrig skænket en tanke, hvor Tobias skal begraves, aldrig nogen sinde! Og tænker andre mødre på, hvor og hvordan deres børn skal begraves, hvis de skulle dø som børn??? Det er tanker, som jeg har berørt vedr. Silas, selvom jeg hverken håber eller tror, det er noget, som jeg nogensinde får behov for at tage stilling til.

Det var så den jul…….

Sådan en jul er godt nok hurtigt overstået…..
Lille juleaftensdag var vi hjemme hos Henriks forældre sammen med hans storesøster. Det var dejlig hyggeligt at være sammen med dem. Om aftenen kørte vi mætte og brugte lidt længere nordpå til mine forældre, hvor vi skulle være juleaften og 1. juledag.

Silas fornøjer sig med en ridetur på sin fars skuldre
Mine veninde Janne og jeg har en tradition helt tilbage fra dengang, hvor vi var 12-13 år. Hvor de fleste andre børn sad og kedede sig og havde sit hyr med at slå ventetiden ihjel, så tog vi altid en ridetur og hyggede med vores heste. Nu har jeg ikke haft hest de sidste 13 år, men Janne har stadig hest og har også en ekstra en på hånden, så vi forsøger stadig at holde fast i denne tradition. Vejret var lækkert og hestene søde, så det var bare en hyggelig juleridetur.Et barns første jul er jo altid noget specielt, selvom jeg egentlig syntes, at Silas var for lille til at få noget ud af sådan en aften. Og det var da heller ikke gaveregnen, som gjorde indtryk på ham, men nok mere lysene, pynten og gavepapiret.
Silas kigger betaget på en af sine mange julegaver

Men Silas var så utrolig sød og opmærksom juleaften, og vi hørte ikke et kny fra ham. Han nød turen rundt om juletræet. Han elsker bare, når man synger for ham (selvom det lyder af h…… til). Han kiggede betaget på alle gaverne (eller var det mest papiret), da de blev pakket ud. Ligesom os andre fik han et hav af gode gaver. Klokken blev vel hen af midnat, før han blev lagt i seng. Så kunne end ikke medicintrippet holde ham frisk mere.

Silas i fuld nisseuniform studerer julesanghæftet
Tobias er jo ved at være en stor dreng, og det kan være lidt svært at få sådan en størrelse til at blive rigtig begejstret juleaften, men da han under træet fandt en pakke til hele familien på Havvejen, så mente han, at den måtte han pakke op. Pakken var fra julemanden, der nok mente, at vores lille familie kunne trænge til en Nintendo Wii, og jeg kunne ikke være mere enig med ham. Begejstringen og overraskelsen er svær at skjule. Weeee…. en Wii!!
1. juledag var det så Charlies tur til at få en “julegave”. Klokken 10 ankom en dejlig lækker, løbsk og villig tæve, som jeg havde aftalt en date med i sommers. Jeg havde nu godt nok ikke lige aftalt, at det skulle være 1. juledag, men sådan blev det jo så. Naturen kan man jo ikke sådan kontrollere. Nu må vi så vente og se, om det giver bonus.
Charlie og Vics – kommer der mon Charlies Angels ud af det?