Kort og godt!

Så er jeg officielt tilbage på job. Det var første arbejdsdag idag og de næste mange måneder arbejder jeg hver torsdag og fredag, hvor Henrik passer Silas. Jeg er så hjemme og passe Silas mandag, tirsdag og onsdag.

Som min chef sagde til mig sidste uge: Du kan tro, at både den, den og den glæder sig rigtig meget, til du kommer tilbage. Det er jo rigtig dejligt at høre, men mon nogen af dem ikke mest glæder sig, fordi der så er udsigt til, at de kan aflevere nogle af opgaverne tilbage til mig?! I så fald er det meget forståeligt.
I min tid herhjemme har jeg ellers fundet mig en lille ny hobby, som du kan se her: http://cancerkort.blogspot.com/

Jeg har allerede fået mange positive tilkendegivelser og faktisk også bestillinger. Det er jo dejlig positivt.
Jeg havde ikke forventet, at jeg ville blive bidt af det i en grad, som jeg er. Det er bare ikke altid Silas synes, at jeg skal have tid til mine kreationer. Men når jeg først kommer igang, så vælter idéerne ud af hovedet på mig. Jeg er spændt på om jeg kan friste nogen med et kort eller to til klubbens stævne i den kommende weekend.

Det ligner “frihed”

Igår var Silas og jeg i Legelandet.dk i Vejle sammen med en række familier fra H2 (den afdeling vi er tilknyttet på OUH). Silas kan godt nok ikke lege i den forstand, men det er en befrielse at kunne bevæge sig frit rundt i legelandet med Silas, og han får en del andre indtryk end bare derhjemme. Og så er det rart at befinde sig blandt andre, som er i samme båd. Vi forstår jo hinandens verdener. Vi fik også talt en del om overlægens ringe kommunikationsevne. Jeg er ikke den eneste, der har problemer med at få svar på mine spørgsmål eller bare at forstå, hvad det er, overlægen siger.

Det er dejligt, at legelandet åbner dørene for os (pga isolationsreglerne er det et lukket arrangement kun for os). Arrangementet er en underskudsforretning for dem, men det er bare så meget værd for os, der lever under isolationsreglerne.

Heldigvis er der et par foreninger, der gør et stykke arbejde for at lette hverdagen for kræftramte familier (eller familier som os, der er ramt af en sygdom, som ligner kræft). Vi er medlem i Foreningen Cancerramte Børn, som laver en del lukkede arrangementer; biografture, legelandsture, skiferier, weekendarrangementer og sommerhusophold. De tilbyder kort sagt en bred vifte af arrangementer til alle typer familier.

Ugen der gik…… eller fløj!

Den sidste uge er bare fløjet afsted, og bloggen har ikke haft 1. prioritet.
I fredags var jeg på et fart- og motivationskursus med Echo oppe hos Sanne. Igen kunne hun se fremgang. Hvis Echo ved, hvor han skal hen, så kigger han ikke på mig, men løber rigtig godt fremad – og han er VILD med at løbe agility.
I denne uge tog jeg også forsmag på arbejdsglæderne. Egentlig var aftalen, at jeg skulle starte på job fra d. 1. feb. Men en kommune havde aftalt et møde på et af vores vaskerier i mandags. Mødet skulle bruges som startskud og inspiration, inden de skulle sende deres arbejdstøj til plejepersonalet i udbud. Da jeg er ansvarlig for de offentlige udbud i Jylland indenfor mit fagområde, så var det nok en stor fordel for begge parter, at jeg også deltog i det møde.
I forbindelse med at jeg nu har skullet på job igen, så har jeg kigget dybt i mit klædeskab efter tøj til arbejdsbrug. Måske har jeg det sidste år fået klædt mig lige rigeligt casual, og når jeg så samtidig har tabt mig, så jeg pt er 3-4 kg under min normale kampvægt, så synes jeg godt ikke, at klædeskabet havde ret meget at byde på. Men det der med at komme ned i byen for at købe tøj var ikke umiddelbart en mulighed, da Henrik har været ude af huset i dagtimerne i denne uge (han skal jo også tjene lidt kroner).
Jeg vred min hjerne for at finde en mulighed for at komme ned og købe lidt tøj, så jeg kunne være præsentabel til den konference og middag, som jeg skulle deltage i torsdag. Jeg kunne jo godt tage ned i byen med Silas, men jeg kunne jo ikke tage ham med ind i nogle butikker, og det er ret svært at købe tøj uden at gå ind i butikken og prøve det på. Jeg fandt dog efter længere tids spekulation en mulighed ved trille barnevognen op til naboen og lade Silas sove i hendes indkørsel, mens hun lyttede efter ham. Hvis han vågnede, mens jeg var væk, skulle hun ringe til mig, så jeg kunne skynde mig at køre hjem. Da hun var snottet, var det ganske forbudt, at hun tog ham op. Heldigvis sov Silas som en bjørn, og jeg blev næsten 3000 kr. fattigere men rig på pænt tøj til arbejdsbrug. Tøj, der var nyt, pænt – og ikke havde hængerøv, som en del af mine bukser lige nu har.

King of Hammond

Hele torsdagen skulle jeg til konference i Århus, så for at give Henrik lidt arbejdsro og have Silas tættere på, så kørte Silas og jeg op til mine forældre onsdag aften. Der blev vi så og sov, og så kørte jeg til Århus torsdag morgen, og lod min mor og far hygge sig med lille Silas.

Konferencen er en årlig tilbagevendende begivenhed, og giver leverandører og indkøbere i den offentlige sektor mulighed for at mødes under mere uforpligtende forhold. Arrangementet er kæmpestort – mere end 300 deltagere.

Når man ikke må mødes med rigtige børn, så må man nøjes med dukkerne. Silas troede først, at det var et rigtigt barn, men efter få sekunder fornemmede han den manglede respons, og interessen forsvandt som dug for solen.

Mange af indkøberne har jeg, pga mit fravær, ikke talt med meget længe, og en del af dem skulle da også lige høre, om vi havde fået en dreng eller en pige – og om det gik godt, eller om barnet var stort, flot, sundt og raskt……… Hvis de bare nøjedes med at spørge, om det gik godt, så kunne jeg svare ja. For alt taget i betragtning så går det jo godt. Når spørgsmålet blev drejet på en anden måde, kunne jeg godt træde mig lidt over tæerne og ikke helt vide, hvordan jeg skulle besvare det. Mest af alt fordi nogle bliver så chokerede og kede af det, mens andre bliver så forlegne over at have spurgt.

Det var dog en meget hyggelig konference, og klokken havde forlængst passeret midnat, før jeg vendte snuden mod min forældre og Silas.

“Tagged”

Jeg fik idag en mail fra Lone Sommer, som kunne fortælle mig, at hun havde tagget mig.

Den formulering, som jeg har set på fremgangsmåden, er lidt noget volapyk, så her er hvad jeg har gjort. Jeg har åbnet min mappe med “billeder” og fundet den 5. mappe og i den fundet billede nr. 5 . Dette billede skal man så blogge sammen med en lille beskrivelse. Hvorefter man så “tagger” 5 af sine blogvenner. Sjov lille leg.

Her er så hvad der poppede op:


Billedet er vist taget i Hvalsø i 2007 på bestilling fra Louise Møller, der nærmest samler på billeder af Amerikanske Sheltier i DK. Så den 5. mappe indeholder kun billeder af sheltiehvalpe fra B-kuldet hos Kennel Foula, befandt sig til dette stævne. Hvalpen, som jeg tror er Pias Woogi, skulle jeg vist også primært “fange” til Louise, fordi det er et Monty-barn, og dermed en søster til hendes Sunny. Tror så ikke lige at dette billede var sådan et, som Louise ønskede, men jeg er ikke så godt til at rydde op i mine billeder.

Jeg vil lade spøgen gå videre til nedenstående 5, som jeg håber vil lege med og tagge 5 af deres blogvenner, som så igen skal finde det 5. billede i den 5. mappe på deres computer:

Annette: http://nettisscrapblog.blogspot.com/
Sanne: http://agilitytraening.spaces.live.com/
Gitte: http://www.callidus-shelties.blogspot.com/
Nanna: http://www.shetla.blogspot.com/
Tina: http://kennelshaquana.blogspot.com/2009/01/frida-og-ergos-hvalpe.html

Verden ser pludselig lidt anderledes ud…….

Det kræver vel ikke den store fantasi at forestille sig, det hele pludselig ser lidt lysere ud efter evalueringen i mandags. Selvom man ikke helt kan sige, at vi nu bare kan ånde lettet op, så er det skisme da betryggende at vide, at de mener at have styr på sygdommen.

De sidste 6 uger er Silas vokset +4cm og +500g. Dvs han idag måler 62 cm og vejer 6300g. Det er godt nok ikke meget for en knægt på 6 mdr (ca. 10 cm og 1500 g mindre end de jævnaldrende i mødregruppen). Jeg gætter på, at der ikke er mange, der har kunnet bruge str. 62 i hele 5 mdr. Det har Silas. Jeg tror, at Tobias brugte den størrelse i 2-3 uger. Silas skal nok komme efter det hen af vejen.

Silas ligner en der beder om privatliv på pc´eren

På grund af hans vækst er han også blevet sat op i sine medicindoser, og det kan vi sandelig godt mærke. Hvis han ikke lige bliver aktiveret, sidder han bare og siger Oeerrhhh-Oeerrhhh-Oeerrhhh-Oeerrhhh og slår med armene. Ja, sådan er det HELE tiden, når han ikke lige spiser eller sover. Sidstnævnte gør han så heller ikke så meget i, når han får prednisolon. Spise gør han til gengæld gerne mange gange i døgnet, da det også påvirker hans appetit ret meget. Dvs det er virkelig fuldtidsarbejde at passe Silas, når han er på prednisolon. Fredag er dog sidste gang i denne omgang, så har vi 16 dage uden prednisolon. Behøver jeg at sige, at vi glæder os rigtig meget til det?!

Årøsund Badehotel I aftes havde vi barnepige. Kirsten fra vores faste aflastningsteam kom og så efter Silas i et par timer, mens Henrik og jeg var ude at spise. Vi besøgte Årøsund Badehotel og fik virkelig noget lækkert mad. Flot, småt og godt. Men med 4 retter bestående af delikatesser som fasan, gråand, kalvebryst/-filet og sødt af mansarin, så blev vi mætte både med munden og øjnene. Prisen var da også til at overkomme. Knap kr. 700 for 2 x 4 retter og et glas vin til hver. Som vi sad der, så kunne vi konstatere, at det var meget meget længe siden, vi havde været ude at spise. Det var rigtig dejligt at komme ud kun Henrik og jeg.