Det er blevet vinter i Danmark, men der er faktisk ikke kommet ret meget sne her i Haderslev, men de sidste par dage, har vi været hos mine forældre, som bor på Djursland – og der har man da sne!
Landskabet er bare så flot, at jeg nærmest kunne få “bobler” i maven af fryd.
I dag fylder Echo 4 år. Jeg husker tydeligt den turbulente dag, hvor jeg fik beskeden om, at Twix havde født 5 drenge ved kejsersnit, men havde bidt den ene hvalp ihjel – og kuperet lidt af et øre på en af de andre. Jeg havde bare drømt om en hvalp af denne kombination i flere år, og jeg ofrede så meget for, at det skulle lykkes. Både før og efter at hvalpene blev født.
Jeg fandt en amme til de to af hvalpene. Den ene var Echo. Jeg besøgte ham mindst en gang om ugen på Als, og ventede på, at han skulle blive 8 uger, så jeg endelig kunne få min drømmehund….
Meget er sket siden. Og som de fleste nok ved, så bor Echo jo ikke hos os mere, men har en “aflastningsfamilie” en halv times kørsel herfra. Jeg kan hente ham til træning og stævne, men ellers passer familien Eriksen ham, og har ham som var det deres egen hund. De elsker ham overalt på jorden ,og han bliver nusset og pusset – og han er det, som han allerhelst vil være : Den vigtigste i hele verden! – i hvert fald i Familien Eriksens verden.
Som jeg sidder og skriver dette, så bliver jeg faktisk også lidt ked af det, men jeg ved, at det her er den allerbedste løsning for os alle. Echo har en dejlig familie i Familien Eriksen, og han skal ikke forholde sig til en flok med andre hunde, hvilket jeg har observeret godt kan være lidt anstrengende for ham.
Men bedst af alt, så er der ingen små børn, som klynker eller græder. For det fungerer bare slet ikke for Echo. I weekenden havde Familien Eriksen besøg af en familie med en lille baby, og da den lille begyndte at klynke, startede Echo med at skrige (præcis som herhjemme, når Silas græder). Så det er jo ikke bare Silas, der tricker ham, men barnegråd i det hele taget.
Lige præcis den del af Echos personlighed gjorde det meget svært at bo sammen med ham. Der er faktisk gået rigtig rigtig mange måneder efter, at Echo flyttede, før jeg kunne slappe af, når Silas græder eller klynker. Ellers har det hele tiden siddet i mig, at når Silas startede, så ville det næste være Echos “sirene”, som er en lyd, der skærer gennem marv og ben.
En hundeveninde, der ellers er meget meget tolerant ift hunde var på besøg en dag, mens Echo var her og oplevede seancen, der startede med lidt barnegråd, der ret hurtigt efter akkompagneredes af Echos skrigeri. Hendes resolutte kommentar var bare : “Nej det der kan man da ikke leve med….. Det kan jeg godt se!” Rart at få den tilkendegivelse.
Jeg har vænnet mig til, at han ikke er her. Og fordi han skaber så meget stress og uro i huset, når han er her, så henter jeg ham aldrig “for sjov”. Der skal være stævne, træning eller kursus, så der ligesom er en mening med det. For jeg er ikke to sekunder i tvivl om, at Echo helst vil være hos Familien Eriksen, hvis det ikke er, fordi der er agility i farvandet.
 |
| Min lidt anderledes juledekoration |
Men ellers dyrker jeg ikke julen. Jeg bager ikke julekager (jeg bager faktisk ret sjældent noget som helst), og jeg bliver ikke i bedre julehumør af at høre julemusik. Mit hjem er ikke hængt til i nisser og juletingel-tangel. Sandheden er, at jeg er lidt af et rodehoved, og julepynt bidrager nok mere til rod end til hygge i vores hjem.
Meeen jeg kan rigtig godt lide levende lys og juledekorationer. Jeg kan godt lide æbleskiver og gløgg, men julefrokoster med snaps og fulde mennesker (mest sidstnævnte) siger mig intet, og jeg melder som regel fra. Så ved mine bloglæsere nogenlunde, hvordan jeg har det med julen.
 |
| Bofællesskabet Fælleshave i julelys |
Jeg boede i bofællesskab sammen med 15 andre familier fra 2000-2007, og den bedste tradition vi havde der, var klart “julestuen”. Det er altid første søndag i advent, og der pyntes fælleshuset op, og man kan hver især lave dekorationer og adventskranse. Efter et par timers fletten, klippen og klistren så serveres der hjemmelavet gløgg og opvarmede æbleskiver. Selvom vi flyttede for tre år siden, så “snyder” jeg mig alligevel med, hvis det kan lade sig gøre.
 |
| Julehygge i fælleshuset |
Jeg nyder at være gæst i mit gamle “hjem” og gense mine gamle bofæller. Silas, Henrik og jeg var afsted igår, og mens Silas og Henrik ikke var helt så juleproduktive,så fik jeg da kreeret en adventsdekoration og en juledekoration.
 |
| Min adventsdekoration |
 |
| En lidt mere ordinær juledekoration |
Nå ja, og for at det ikke skal være løgn, så har jeg jo glemt at nævne en af mine julerier. Jeg deltager jo en pakkekalender med et par kortpiger. Jeg har sendt 6 pakker til 4 andre kortpiger, og modtager så 24 pakker med div. kortmaterialer. Dem glæder jeg mig da meget til at åbne og se, hvad jeg kan få ud af.
Plejer forresten at blogge hver dag i dec. på min kortblog, men de første dage i dec. er besat af aktiviteter “ude”, som ikke lige indbefatter kortmageri, så vi når nok hen til d. 5. dec, før der kommer et blogindlæg på den blog i dec.
 |
| Vilstrup Kirke |
Her til morgen kørte jeg de 10 km ind til bageren efter morgenbrød. Det er ellers ikke tit, at vi gider at køre helt derind efter morgenbrød, men nu var vi også ved at løbe tør for rugbrød, og her er det ikke kun MiniMan, der er kræsen. Jeg spiser helst også kun rugbrød fra “Lagkagehuset”. På vejen hjem fangede mit blik så lige vores kirke badet i en flot , og lidt diskret, vinter-solopgang.
Nogen gange, når Silas skal spise, så synes jeg godt nok, at hans medicin-indtag virker voldsomt, og det er jo lige før, at han kan blive mæt af medicinen alene.
Her er gårsdagens aftensmad. I skålen er der yoghurt (Silas spiser overhovedet ikke nogen former for varm mad – rent undtagelsesvis kan man liste pommes frites eller tomatsuppe i ham).
