Venner i nøden…..

Vi har, efter Silas´ diagnose er blevet stillet, virkelig oplevet meget sympati fra nær og fjern. Folks medfølelse og varme har rørt os begge, og flere gange har mails, blomster, opringninger eller andre medfølende tilkendegivelser fået mig til at græde. Selvom det gjorde ondt i nuet, så har det varmet mig (os) rigtig meget at vide, at så mange tænker på os.

Mange har også sagt, at vi bare skal sige til, hvis der er noget, som de kan hjælpe med. De fleste bor dog så langt væk herfra, at det alene føles svært at få sig selv til at bede om ret meget. Den største og mest konkrete håndsrækning vi har fået er fra en gruppe bofæller fra Bofællesskabet Fælleshave, som vi fraflyttede for 1 år siden. Tobias og jeg flyttede ind i 2000, hvor Tobias kun var 5 år, og vi havde rigtig mange gode år i Fælleshave.

Fælleshave rummer mange søde og hjælpsomme mennesker, og da både Henrik og jeg er tilflyttere her til det sønderjyske, så håbede vi, at ex-bofællerne ville hjælpe os, hvis vi skulle komme i bekneb ifm Silas´ sygdomsforløb. Det håb har de tifoldigt indfriet. En håndfuld af de søde kvinder har tilbudt at stille sig til rådighed på skift til pasning af Silas i vores hjem, så vi en gang om ugen får mulighed for at tage ud og få ordnet forskellige ting sammen som familie. Det vil gøre det muligt at handle ind sammen, tage ud at spise, tage i biografen eller til sportsstævne med Tobias.

Jeg har efterhånden læst og hørt en del vedr. alvorligt syge børn i familien, og hvad det kan gøre ved et familieliv – og ikke så få familier splittes i eller efter sådan et sygdomsforløb. For det er hårdt, at have et sygt barn at skulle forholde sig til. Og med isolationsreglerne, så bliver det hele lidt mere udfordrende eller måske er problematisk et mere korrekt ord at bruge i denne sammenhæng. Så det handler om at passe på hinanden og af og til også koble fra sygdommen. Lige nu er aflastningsbehovet ikke så stort, men jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal komme, og så er det jo rart, at det allerede er organiseret. Og når man er sådan en type, som jeg, der helst kan og vil det hele selv, så har jeg bare så svært ved at sige til, når det hele brænder på.

I aftes var “Fælleshave-pigerne”så på besøg, og vi kunne fortælle dem lidt mere om Silas og sygdommen og sætte dem ind i de forholdsregler, der nu er ift til ham og sygdommen. Jeg synes det er utrolig sødt af dem, at de tilbyder os denne unikke hjælp. De havde alle set ham tidligere og var glade for at gense den lille smilende gut, der, som de bemærkede, jo slet ikke ser spor syg ud. Det kan jeg kun give dem ret i. Han ser så dejlig og sund ud.

Tirsdagens røntgen blev iøvrigt dropppet, fordi vi kom i tanker om, at Silas skal kontrol-røntgenfotograferes (ifm evaluering af behandlingsprogrammet) om 3 uger. Vi synes ikke, at der er nogen grund til, at han skal udsættes for røntgen-stråler unødigt, og om gipsen skal sidde der tre uger fra eller til, gør for os ikke den store forskel.

Patientpleje

Dagen idag har stået i mine patienters tegn. Tirsdag er vores sygehusdag. Så vi startede ud med at køre til Odense, hvor Silas idag skulle have sin 3. kemobehandling.
Som forældre synes man jo altid, at ens barn er noget helt særligt, men sygeplejerskerne sagde det faktisk også idag. Når Silas skal have kemo stikker de en stift ind i hans “port-a-cath” (det lille venekateter, som er opereret ind i hans bryst). Silas fortrækker ikke en mine eller kommenterer på nogen måde at blive stukket i. Han smiler bare stort til sygeplejerskerne (ligesom billedet på bloggen fra sidste uge), og de to sygeplejersker, som har givet ham kemo de sidste to uger sagde, at de aldrig før havde oplevet et barn, som ikke reagerede på stikket eller under behandlingen.
Det minder mig om vores læges ord, da vi var til 5-ugers undersøgelse. Hun kiggede på ham og sagde, at han da vist var en rigtig viking. Hun hentydede godt nok til hans hovedfacon, men jeg synes nu, at det passer meget godt.

Grundet medicinen er Silas blevet lidt mere rund i ansigtet, er der nok nogen, som vil bemærke.

Det tog kun et kvarter fra vi kom ind på afdelingen idag til behandlingen var overstået, så vi kunne for så vidt være kørt allerede kl 11.30, men vi ville gerne have skiftet den forbinding, som sad udover gipsskinnen, og så synes sygeplejersken lige, at lægen skulle kigge på Silas. Så gik tiden ellers. Først ventede vi over en time på lægen, som kiggede lidt på Silas. Han var stemt for, at gipsskinnen skulle helt af, men der skulle bestilles en kontrol-røntgen af armen først. Silas har nu haft gips på, siden han var 6 uger – nu er han 14 uger. De følgende to timer ventede vi på at få udleveret en henvisning til røntgen på Haderslev Sygehus. Så var det meste af den dag også gået.

Så gik turen ellers hjemad og jeg skiftede patienten ud med en ny patient fortsatte til Tyskland. Cookies “sårpleje” havde ikke lige frem gavnet Echo. Ikke fordi operationssåret var gået op, men Cookie havde skam-slikket på den tynde hud i skridtet på Echo, og det var nu et vædskende sår. Overalt hvor Echo satte måsen, kom er også et rødt “stempel”.


Tak for hjælpen, Cookie!! Mon ikke det her gør herre-nas?!

Såret blev renset og huden smurt med salve. Dosis af smertestillende blev sat op og der var en dyrlæge og vet. sygeplejerske, der baksede med Echo i en halv times tid. Pris dkr. 145,00 – og denne gang kunne vet. sygeplejersken tale dansk. I venteværelset mødte jeg forresten Claudia Elsner med Eric. Jeg finder efterhånden ud af, at flere og flere benytter denne klinik.

Min patient-turné fortsætter. Imorgen skal jeg på Haderslev Sygehus med Silas for at få lavet røntgenundersøgelse af armen. Torsdag skal jeg igen til Harrislee med Echo, så han igen kan få renset sårene.
Far og søn surfer på nettet

Og hvor jeg bare længes efter dengang, hvor der var lutter positive ting at skrive i min blog, og mine største problemer var, om der var kalkpletter i brusekabinen eller om folk stavede mit eller min families navne korrekt.

Lækker seng til mig – madrassen er godt nok lidt hård

Sådan en nykastreret hanhund, som mener den er verdens centrum kan godt være meget anstrengende. Echo har bare været så hævet efter indgrebet, og han har været ret sølle. De første to dage havde han svært ved at lægge eller sætte sig, og nogen gange har det været et værre jammer. Men jeg kan da godt forstå, hvis man som hund er ved at gå op i limningen i sådan en situation.
Echo sover som regel i soveværelset, da han ellers kan finde på at holde skrigekoncert i underetagen. Så den første nat efter kastrationen, fik jeg ham også listet op af trappen, men han travede hvileløst rundt i soveværelset og kunne ikke finde ud af at lægge sig, så det endte med at Henrik gik stuen og sov, da han ikke kunne sove for den trippen.

Næste nat gik lidt bedre. Men det er ikke let at være hund med skærm på – og slet ikke i soveværelset, hvor Silas´vugge incl stativ fylder en del. Echo gik ind i benene på vuggestativet gang på gang.
I nat gik det så helt i hat og briller. Echo kunne slet ikke finde ro og peb rastløs rundt i soveværelset, så efter en halv times tid tog jeg Echo med i stuen, men det hjalp heller ikke. Efter at have været ude i haven med ham og tjekket om der var vand osv. så prøvede jeg til igen, men Echo var stadig ret belastende. Til sidst smed jeg en bademåtte på gulvet i gangen, og tog min dyne over mig. Nok ikke den mest ergonomiske madras. Men de som kender mig godt ved, at jeg kan sove hvor-som-helst og når-som-helst. Der har jeg så sovet lidt on and off de sidste to nætter. Af og til afbrudt af en hund lidt jamrende hund eller en sulten baby i soveværelset. Jeg gætter på, at det sikkert kløer helt vildt på Echo i disse dage, og så er det da også rigtig irriterende for ham ikke at kunne gøre noget.

I aftes havde Echo åbenbart lavet en lille “aftale” med Cookie, som kunne assistere med lidt “sårpleje”. Ja, så hjælper en skærm jo ikke ret meget.

Tid til lidt morskab

Indrømmet – der har været langt mellem latteranfaldene her på Havvejen de sidste 3 uger. Mon ikke også der er andre end mig, der kunne trænge til at røre lattermusklerne lidt. Så derfor deler jeg lige dette herlige klip med jer allesammen

Og vi snupper lige et klip mere – bare for at opveje kønsfordelingen:

Jeg håber I nød dem – og at lattermusklerne fik motion 🙂

Stakkels kugleløse Echo. Han er ellers som en rigtig mand – sølle når man er skidt-mads. Grundet hævelsen i skridtet, så har han snart stået op i rigtig mange timer og har ikke sovet ret meget siden igår. Lige nu står han bare lige ved siden af mig og bæffer med tungen ude af munden.

Så røg kuglerne……

Der er virkelig sket noget på hundefronten her i huset. Jeg håber på en ny hund. Og den nye hund bor forhåbentlig i Echos krop et sted. I tirsdag fik jeg bestilt en tid til kastration på en dyreklinik lige på den anden side af grænsen. Jeg havde fået den anbefalet af en af mine med-instruktører. Hun kender flere danskere, som kører derned. Dels fordi de skulle være dygtige, men også fordi de er en hel del billigere end i DK.

Onsdag havde jeg desværre et rigtig træls slagsmål mellem Echo og Charlie, og denne gang stod jeg alene med dem. Og fuck, hvor de bare bider, og de vil bare ikke slippe hinanden! De andre gange, hvor de er kommet op at slås, har både Henrik og jeg været hjemme, og så det er lidt lettere at skille dem ad, når man kan holde hver sin hund. Da jeg endelig fik dem til at slippe hinanden, stod jeg selv med en fortygget højre hånd. Det har jeg gennem årene prøvet flere gange og tager ikke de fysiske skader særlig tungt, men jeg bliver så ked af det, når der er konflikter, som udløser slagsmål i min flok. Og i forvejen er jeg pt ganske påvirkelig pga hele vores situation, så jeg tudede ganske fortvivlet. Måske ikke mindst fordi jeg ved, at nu er der nødt til at ske en eller anden forandring i flokken, ellers er det bare for surt og besværligt at have Charlie og Echo under samme tag. Dilemmaet er bare, at Charlie er min gode gamle trofaste hund, som jeg ikke rigtig synes skal betale prisen. Og Echo er jo den hvalp, som jeg havde ventet på i flere år, og nu har lagt så meget arbejde i og han skulle gerne være min fremtidige agilityhund. Og han er bare en hund, der elsker at arbejde!!

Så jeg håber, at kastrationen udretter noget nær mirakler her. Så imorges kørte jeg de 60 km sydpå med Echo. Jeg blev faktisk helt forfærdet over, hvor elendig jeg er til tysk. Da jeg gik på HF sidst i firserne var jeg da rimelig god, men det var da dengang. Godt det ikke var en større medicinsk udredning, der skulle til. Jeg så Echo forsvinde ind i drømmeland, og ja nu er jeg vel hærdet. Det rørte mig i hvert fald slet ikke. Efter at have ventet en halv times tid i venteværelset blev jeg kaldt ind på “opvågningen”, hvor der lå en vissen og kugleløs hund. Gudskelov – så havde de da forstået, at han skulle kastreres – og ikke lagt guld i hofterne eller ørekuperet ham……… Ok, det var måske også at overdrive kommunikationsbarrieren.

Prisen var til gengæld meget let at forstå. dkr. 810,-!!! Prisen for kastration i det sydjyske er kr. 1500-1700. Så der var da virkelig noget at spare. Jeg kunne godt finde på at bruge den tyske klinik igen ved vacinationer o.l.