VM – Here we come

Om et døgn fræser vi afsted på A-Bahn med kursen mod den sydligere del af Tyskland for at overvære VM i Agility. Den fornøjelige køretur skal jeg dele med Morten, Søster og Pia Jessen. Det skal nok blive hyggeligt (mon Morten har høreværn med?!)

Jeg glæder mig bare rigtig meget, for jeg har ikke været med til VM siden 2007 i Norge, og alle turene gennem årene (både som deltager og tilskuer) husker jeg, som fantastiske oplevelser.

Jeg valgte på et tidspunkt midt i sæsonen, at jeg ville prioritere at tage afsted til VM fremfor evt. at deltage ved de to gange DM (derfor blev det med kvalifikation også pludselig ligegyldigt). Jeg kunne slet ikke overskue at være væk hjemmefra 3 weekender på en måned – og ville heller ikke byde familien det.

Det sværeste bliver helt sikkert, at skulle undvære lille Silas indtil på mandag. Og som en ekstra streg i regningen, så har Tobias valgt at komme hjem i denne weekend. Men mon ikke jeg bare kan fokusere på at se MASSER af rigtig god agility, når først vi er fremme?!

Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget!

Ugens billede – uge 38

Lørdagens vejr var fantastisk. Derfor skulle der da skydes et par billeder, og det var Ninja, der måtte stå for skud.

Hun ser jo herrens ud med de ører, og jeg begynder at frygte, at det bare er sådan hun ser ud, og skal se ud de næste 13 år. Jeg er sådan set ligeglad med, hvordan ørerne sidder. Hvis de da bare sidder ens?!

Hvornår kan man forvente at se det “færdige øreresultat”? Tænderne er jo skiftet og Ninja er nu 6 måneder. Det er da ingen hemmelighed, at den nuværende ørestilling ikke lige er min kop the, selvom hun ikke bliver ringere eller bedre af, at have andre ører.

Sælges kun til folk i hus eller på landet……

Sådan synes jeg tit, at jeg har hørt/læst, når hvalpe skal sælges eller voksne hunde omplaceres, og nu hvor jeg er flyttet til en lille landsby, så forstår jeg bare slet ikke, hvorfor en sælger skriver sådan et krav.
Nu har vi boet her i udkanten af en mindre by med ca. 400 indbyggere, en skole, børnehave og købmand i lidt over to år. Her er MASSER af hundeejere. Jeg ved, at der bor en del hunde heromkring, for det kan jeg se eller høre, når jeg går tur med mine hunde. Men jeg møder meget sjældent andre hunde, der også bliver luftet. Jeg kan tælle på een hånd, hvor mange gange, jeg har passeret en anden hundeejer på gåturen i de to år, vi har boet her. Lidt skræmmende synes jeg, for jeg bevæger mig da også indenfor byskiltet i ny og næ.

Gå-tur, please!

Det sker dog, at jeg af og til ser en hund i snor, når jeg kører gennem byen på vej til og fra vores hus, men det er ikke mange, og det er ofte de samme få hunde, som har den fornøjelse at blive luftet. Hvad med alle de andre??

Så hvis det er normen for hunde, som bor “på landet” og hos “folk i hus”, så vil jeg da foretrække at sælge til folk i lejlighed. For hvis man bor i en lejlighed, tvinges man til at yde lidt ekstra for sin hund, og lufteturene er en streng nødvendighed og måske ikke kun når man har “lyst” og solen skinner på den første forårsdag.

For mit eget vedkommende vil jeg da også gerne indrømme, at mine hunde fik langt flere lufteture om dagen, end de gør nu. Jeg tilstræber, at vi hver morgen kommer ud at gå en tur, og derudover benytter vi vores 4200 kvm indhegnede have, hvor hundene kan gå rundt. Men en have giver jo ikke nye indtryk osv. Men de har også nogle andre friheder ved at kunne boltre sig på det store areal, så i det store hele har jeg faktisk ikke dårlig samvittighed over det.

Men når jeg ser mig omkring her, så forstår jeg bare ikke, hvis folk ikke vil sælge til dem, der bor i lejlighed………..

Så jeg tænker da meget på de hunde, som kun har en lille indhegnet have på måske 500 kvm og aldrig kommer ud at gå en tur eller til nogen former for aktiviteter. Dem er der tilsyneladende en del af. Trist!

Det var bare det, jeg lige ville sige……… Hej!

Ugens billede – uge 37

Vi har hele familien (Tobias var hjemme på weekend) været i Legoland igår, søndag. Det var et af Foreningen Cancerramte Børns arrangementer, og det var dejligt at møde familier, som vi har lært at kende gennem Silas´ behandlingsforløb. Man har jo (desværre bør man næsten sige) noget til fælles.

Det der med Legoland var bare lige Silas, derfor dette dejlige billede, hvor Silas meget betaget kigger på lego-miljøerne. Han var bare helt vild med at kigge på de små huse, fly, skibe osv. Han gik betaget fra landskab til landskab og pegede og sagde “Dé” Pludselig synede Silas faktisk heller ikke så lille i denne klodsverden.


Jeg oplevede også den store anerkendelse for mit kortprojekt at sælge mere end 200 kort under den del af arrangementet, som foregik i restauranten, og den del af arrangementet var kun for medlemmer af FCB. Det var jeg meget meget stolt over, og der kom så mange og roste de flotte kort (den del kan jeg dog langt fra tage hele æren af, da jeg jo langt fra laver dem alle sammen selv).

Ninja – The Killer

Hvad er det for en besynderlig hund, jeg har fået mig?! Nu har jeg haft terriere i 20 år, og jeg har altid lært, at terrier-racerne er fantastiske til at fange mus, rotter og andet skrammel. Dog har jeg ikke set synderlig meget til den kvalifikation gennem årene.
Husker at en muldvarp væltede rundt i blinde ovenpå plænen, der hvor vi boede for nogle år siden. Tænkte, at Charlie lige kunne fikse den, men nej det var noget ynkeligt. Selvom jeg endte med at følges med ham ud i haven og pege på den, så var det ikke “lige noget, han kunne fikse”.


Ninja her som debutant indenfor skadedyrsbekæmpelse (aug)

Det er sandelig noget anderledes med Ninja. Første gange jeg så noget til hendes muse-egenskaber var da hun legede med en mus, som om hun var en anden kat. Hun fik masser af gode og lange øjeblikke med musen – både levende og som død (altså musen ikk?!).

Og det var kun starten på en række af musemord. Man skulle i en længere periode passe på, når man gik ud over trappen, for nogle gange var der placeret små fine muse-lig på plænen foran hoveddøren. Måske for at vi alle skulle bemærke hendes nyopdagede evner.

I den her uge udvidede hun så sin interesse, så den nu også omfatter den ornitoligiske verden. En morgen, da vi kom hjem fra luftetur, fik hun øje på en stor due-unge, der nok var mere flyvefærdig end -dygtig. Den angreb hun (jeg havde ikke set kræet i budskadset) og Charlie assiterede. Vupti vupti, så var den færdig med at baske med vingerne.

Imorges spurtede hun så rundt i haven, og det var tydeligt at hun hyggede sig med “noget”. Det der “noget” var så en et ret nybagt due-unge uden fjerdragt, og den havde i forvejen det der klamme fugleungelook, som Ninja bestemt ikke havde pyntet på med sin langtrukne leg. Den var dog stendød og lige til at smide over hegnet til alle de andre ofre for Ninjas morderiske trang.

Mon det næste bliver naboens kat?