360° Tour

På opfordring kommer her et “lille” blogindlæg om U2 Koncerten i Horsens igår, mandag. Det var min første U2 Koncert, og jeg købte vel mest billetten af nysgerrighed; for at se om U2 nu også er så fantastiske, som folk går og siger.
Samspil på scenen

Henrik gad ikke med. Som han sagde, så ville det være som at kaste perler for svin, hvis han skulle have sådan en billet, og da han siden har ytret, at han hellere vil luge ukrudt end at tage til U2, så var der lige som ingen tvivl om, at han vist bare skulle blive derhjemme.

At jeg hellere ville se U2 end at luge ukrudt siger faktisk intet om koncerten, for jeg vil hellere se en Johnny Madsen eller Kandis koncert end at luge ukrudt. Havearbejde fungerer bare ikke rigtig for mig.

Brormand med den store scene i baggrunden
Men heldigvis behøvede jeg ikke at tage alene afsted. Min storebror meldte sig straks som interesseret ledsager, og takket være Henriks søster, som havde forkøbt sig i billetter, så kom vi afsted.

Scenen til denne tour er verdens største, og der skal 120 lastbiler til at transportere den. Det tager 1½ uge at bygge scenen op, og den er så høj, at der i Horsens skulle søges om byggetilladelse for, at scenen kunne sættes op.

Scenen
Nu har den kvikke bloglæser jo nok fundet ud af, at jeg har et rimelig nede på jorden forhold til U2 (synes naturligvis godt om deres musik, men falder ikke i svimer og lå heller ikke søvnløs i flere nætter op til koncerten af bare forventningens glæde overvejede faktisk at sælge billetten få dage før koncerten), så jeg kom til koncerten med åbent sind og helt uden hysteri. Derfor var det nok også lidt komisk, at brormand og jeg endte med at stå på 6. række foran hovedscenen – endda sådan lidt ved et tilfælde.

Iøvrigt et meget behageligt sted at stå. På intet tidspunkt blev der skubbet og mast der, hvor vi stod, og vi stod faktisk sådan rimelig midt for scenen – ca. 10 meter fra “hegnet” op til scenen. Faktisk troede vi, at vi var kommet lidt på afveje og var endt på “bagsiden” af scenen – sådan lidt i en blindgyde, men pludselig gik det op for os, at vi faktisk kunne liste ind i “inder-cirklen” og stå i den store lomme med hovedscenen og de “arme”, som hørte med til scenen.

Nogen gange kom vi RIGTIG tæt på
Sådan, første parket og MEGET tæt på bandet. Lyden var rigtig god og U2 var meget velspillende og veloplagte. Det er meget tydeligt, at de er meget professionelle. Det er et band, der spiller skide godt live – og det som jeg især hæftede mig ved var, at de gav numrene en lille live-kant uden, at de skulle tage overhånd med lange guitar- og trommesoloer. Den slags kan nemlig godt blive lidt opslidende, men omvendt, så gider jeg heller ikke koncerter, der lyder nøjagtig som studieindspilningerne. Så jo min samlede konklusion på koncerten : U2 var fede! PS! Der er ikke brugt zoom-funktion på nogen af billederne og jeg ærgrede mig egentlig også over, at jeg kun havde min Iphone til at tage billeder med (for det er den ualmindelig dårlig til). Men da jeg tog afsted vidste jeg jo heller ikke, at jeg under koncerten næsten fik lejlighed til at klappe Bonos skosnuder.

Ugens billede – uge 32

Ugens billede er taget i dag i bussen på vej hjem fra et arrangement med Familier med kræftramte børn. Vi var en tur på Bakken. Jeg var ellers ved at være nervøs for om påklædningen var helt forkert. Vejrudsigten sagde tørt med temperaturer mellem 20-25 grader, men på vejen til Sjælland begyndte det at regne, og da Sjælland jo nærmest havde været tæt på at være blevet skyllet i haven aftenen og natten forinden, så slog det mig, at Bakken måske ville være lidt et smat-hul. Så måske var sandaler og korte bukser/-bluser ikke lige sagen.

Men mine bange anelser kunne jeg stikke op, hvor solen aldrig skinner, for da vi først havde fået påmonteret turpassene, så bragede solen igennem, og dagen blev temmelig varm. Smat var der ikke noget af, men vi kunne godt se, at regnen havde huseret lidt i området (blandt andet var motorvejen spærret)

Da vi jo kun havde Silas med, så var det jo lidt begrænset hvilke forlystelser, der var relevante for os, og da Silas valgte at sove lige da vi havde fået tygget af munden og frem til kl 15, så valgte vi faktisk at bruge noget af denne middagsstund på at gå en tur i Dyrehaven og tage en slapper på en bænk ude på “savannen”. Der var meget smukt og rimelig stille.

De sidste par timer brugte vi inde på selve Bakken og selvom det kun blev til et par ture for Silas, så tror jeg, at dagen var meget fyldt med indtryk. Men på hjemvejen var han fuld af spas i bussen. Det vidner billedet ovenfor også om. Det er faktisk hans strømpe, som han sidder og hiver i med tandsættet.

Tak til Familier med kræftramte børn for en dejlig dag, hvor vi ud over at hygge os med hinanden også fik lejlighed til at mødes med nogle af de personer, som vi har lært at kende igennem sygdomsforløbet.

Intet nyt er godt nyt

sådan tænker jeg i hvert fald om Tobias lige nu. Torsdag afleverede jeg ham nemlig på efterskolen, og jeg har siden ikke hørt et suk fra ham. Jeg har dog hørt fra bekendte i lokalområdet, at de har set ham på cykel i dag, så jeg ved da, at det er lykkes ham at stå op. Det der med at stå op om morgenen er absolut ikke lige hans stærke side.

Jeg synes ellers, at det var en ret dårlig dag at skulle sende ham på efterskole på. For det var faktisk min fødselsdag, og jeg havde en ret ambivalent følelse ift at skulle aflevere ham.

Tobias var meget spændt og forventningsfuld, og jeg glædede mig utrolig meget på hans vegne til, at han skulle afsted. Jeg er så glad for, at jeg har kunnet give ham den mulighed for et efterskoleophold, som jeg pga. af 80´ernes krisetider desværre ikke selv fik (ja, sådan et ophold er jo langt fra gratis, og det er heldigvis længe siden, at jeg startede på en opsparing, så jeg ikke ville blive flået i dette skoleår).

Tobias på vej op til intromødet

Men trods alt min glæde på hans vegne, så kunne jeg også godt mærke det vemodige banke på, og jo tættere vi kom på dagen, så kunne jeg af og til næsten mærke en klump i halsen ved tanken om at skulle sende ham afsted. Tobias er bestemt mere til gavn og glæde her i huset end til besvær. Jeg vil gerne gå så langt at sige, at han er en af de mere fornøjelige teenagere at leve sammen med. Det kan godt være at værelset ikke er ryddet op hver dag, men han indordner sig under vores aftaler og det der med at skændes og råbe af hinanden, det bruger vi ikke her i huset. Og så er han utrolig hjælpsom, og den del vil vi alle helt sikkert også savne.

Hvor længe mon der er så sirlig orden i det skab?

Nu glæder jeg mig allerede til, at han skal hentes på fredag, så jeg kan høre en masse om efterskolen, fagene og alle de nye kammerater. Samtidig er jeg også spændt på at se, hvad Tobias´ fravær det kommende år betyder for familiens samlede vandforbrug og saldoen på madkontoen……

Jesperhus Resort

Vores sidste ferieuge tilbragte vi på Jesperhus Resort. Jeg har gennem de sidste 20 år besøgt stedet 3 gange før – sidste gang for 10 år siden, og det er i sandhed et paradis for ungerne – uanset alder.

Det kan godt være lidt svært at holde en ferie, der er god for begge drenge, når den ene er 15 og den anden 2 år. Men jeg tror faktisk, at det lykkedes helt fint. Desværre må jeg nok indse, at Tobias holder lidt sin “egen” ferie med sine egne aktiviteter. Herunder masser af vandland, badminton i Aktivitetshallen og samvær med andre unge campister. Den eneste aktivitet, der kunne trække lidt i ham til fælles samvær var en tur ind til Nykøbing.

Et par trætte drenge på bagsædet

Silas hyggede sig meget – især med aktiviteterne i Blomsterparken, som vores ophold gav fri adgang til. Vi var lidt spændte på, hvad han ville få ud af aktiviteterne, men det kunne vi tydeligt se, da han prøvede den første aktivitet, som var el-bilerne. Da vi steg ud af bilen efter turen, stak han i et vræl – og sådan et vræl stak han tit i efter aktiviteterne. Så det kan man da kun tolke som tilfredshed med aktiviteterne.

Stor utilfredshed, når aktiviteterne stoppede

Inden ferien havde jeg været ude at investere i et flytbart gedehegn (den type orange hegn som præger campingområdet til agilitystævner), og det var en supergod investering. Både til at holde Silas og hundene inde. Ninja søgte godt nok hegnets grænser, dels ved at lægge sig ned og se om hun kunne skubbe hegnet op med snuden, og en aften forsøgte hun også at springe over, men jeg fik råbt hende an lige i det, hun skulle til at sætte af. Hun undslap dog ikke indhegningen på ferien, men blev heller ikke rigtig efterladt uden opsyn af mindst een øjenkrog.

Den lille lejrchef folder sig ud

Da vi satte hegnet op, kom en af de andre campister, der boede små 100 meter længere nede af vejen, forbi og kommenterede lettere nedladent til sin sidemand: “Ja, der er jo nogen, der kan holde deres hunde inde”, eller noget i den retning (frit tolket som: Tænk at nogen har så lidt styr på deres hunde, at de er NØDT til at sætte et hegn op). De havde sådan en lille griffon-ting, som første gang de passerede vores plads, pissede op af min bil (synes det er dårlig pli, at folk lader deres hanhunde pisse op af alt, hvad de kommer forbi). Dagen efter kom den tilløbende og stod udenfor hegnet og spillede smart – og skulle lige til at lette ben ind i indhegning, da jeg sendte den væk med et tramp og et udbrud den næppe kunne misforstå.
Da vi gik tur en af aftenerne kom den farende ud fra deres plads og ville meget gerne lige veksle et par ord af en eller anden art med mine hunde. Hvor er det morsomt (eller måske lidt sørgeligt), når folk har så lidt erkendelse på deres hundes vegne. Måske verden havde været lidt nemmere for denne her hund (og en hel del andre), hvis den enten havde snor på eller var inde bag et hegn. Men episoderne var nu mere underholdende end irriterende – og da kun fordi kvindemennesket var kommet med den kække kommentar.

“Folden”

Vores hegn tiltrak en del opmærksomhed, og vi kunne høre folk snakke om hegnet og om ALLE vores hunde (vi havde alstå kun 3 stk med). Jeg oplevede en meget stor glæde ift Ninja på turen, for jeg gik gerne og trænede lidt med hende i den lille indhegning (ca. 3×5 meter). Det tiltrak af og til lidt opmærksomhed, og det skete da, at folk stoppede op lige ude foran hegnet og stod og kiggede på. Der var faktisk også en dreng, der gav sig til at stå og kalde på hende, men hun ænsede dem ikke og arbejdede videre. Den koncentration er jeg meget tilfreds med!

Ninja på stranden (Lundø)

På hjemturen slog vi ind forbi Henriks forældre, som har sommerhus på den lille halvø, Lundø, som ligger ved Skive. Det var rigtig hyggeligt, og det var faktisk længe siden, at jeg havde været forbi Lundø. Vejret var smukt og vi gik et par dejlige ture der. Bl.a langs stranden, som nok ikke er verdens bedste badestrand, men måske snarere lidt rodet og…. Ja, men jeg elsker at tage billeder på den strand.

Strandbillede fra Lundø