Yeahh – endelig!!

Ryst bare på hovedet, men det er skisme stort at se så mange cifre på MiniMans vægt. Endelig nåede han op på de 10 kg – En uge før sin 2 års fødselsdag.

Nu har han også nået en “foderstand”, hvor man ikke kan tælle ribbenene på ham mere. Dejligt. Han trives, og det går fremad – nogen punkter går hurtigere end andre. Han er blevet rigtig god til at gå og kan holde til at gå lange ture i dagplejen. Han udvikler hele tiden nye ord og lyde. Og meget sjovt er det at bemærke, at han har meget styr på, hvad ordene betyder. Hvis man beder ham om at sige Ninja, så siger han Puppy (for det kalder jeg ofte Ninja), og hvis man beder ham sige Farvel eller Mojn, så siger han Bye-bye.

Frygtede et farvel…..

Diva har gennem de sidste par uger haltet en del. Faktisk ville hun ikke støtte på højre forben om morgenen, og det var tydeligt, at hun også i løbet af dagen sådan fra tid til anden var plaget af smerter i benet.

Jeg vil helst bruge min faste dyrlæge, og da vi var på ferie i sidste uge, fik jeg bare ordineret noget smertestillende via tlf, og vi aftalte så, at han skulle kigge på hende i denne uge, hvis ikke det var blevet bedre.

Diva er jo en ældre dame, der har rundet de 12 år, og jeg frygtede det værste for min gamle hund. Hvis dyrlægen fandt noget “grimt” på hende, så var det jo nok tid til farvel. Han undersøgte hendes ben/skulder/pote klinisk, men fandt intet. Nu lå der så også lige en tandudtrækning og -rensning og ventede på Diva, så inden hun blev lagt i narkose for at få ordnet tænderne, så bad jeg dyrlægen om at røntgenfotografere Divas højre ben, så jeg kunne få klarhed for hvordan skelettet på hende så ud. Dermed også afgøre om det ville være umagen værd at ordne hendes tænder, for at sige det lige ud.

Røntgenbillederne var fine, og de viste ikke nogen grund til halthed. Så det må jo være forstrækning eller overbelastning på en eller anden vis. Jeg sagde godnat til Diva og hentede hende igen sidst på dagen, hvor hun var lidt groggy og manglede en tand – men de resterende tænder var fine, så mon ikke de også kan holde et par år mere?!

Pyha, det var rart, at det ikke var nu, at jeg skulle sige farvel!

En “indkøbers” “pligter”

Jeg er lige hjemvendt fra en søndagsindkøbstur i Rema1000. Der er som regel stopfyldt sådan en søndag – især i sommerperioden.

Vi skulle nu bare have fyldt lidt op i spisekammeret efter en uges ferie i campingvognen.

Jeg er sådan en “artig” mønsterkunde, når jeg handler ind (måske fordi jeg selv har siddet ved kassen i kedelig butik engang og ved, hvilken forskel det gør for “kassedamen”, hvis man hjælper hende/ham bare en lille bitte smule).

Når jeg kommer til kassen, så lægger jeg varerne op på båndet – i eet lag og naturligvis med stregkoden opad (nu er der så nogle kasseterminalen, der har fået scanneren på en plade i forlængelse af båndet – og så er det ikke den helt store hjælp, fordi alle varerne så skal vendes om igen….). Det går en hel del hurtigere at få varerne igennem kassen, hvis man lige laver det trick – det kan man let gøre i stedet for at stå og se irriteret ud over at skulle vente……. Hvilket minder mig om, at ventende danskere bare er noget af det mest usympatiske, der findes.

Når jeg har placeret alle varerne på båndet, så sætter jeg NATURLIGVIS den der adskiller-dimmer (som faktisk har et navn, som der ikke er nogen, der kender) på båndet EFTER mine varer. Og det bringer mig så til spørgsmålet : Hvor ligger “forpligtelsen” ift denne dimmer? Skal man sætte den op INDEN man sætter varer på båndet (og række ind over kunden og dennes varer, som er foran en i køen)? eller skal man sætte den på båndet EFTER, at man har lagt sine varer på båndet? Og dermed være sikker på, at “kassedamen” ikke knalder flere varer ind på ens bon, end dem man selv har skovlet op i vognen??

Så står jeg der i køen i Rema1000 bag en bedstefar, som bare har læsset sine varer op på båndet i et bjerg – og ikke noget “næste-kunde-skilt”. Hvis jeg skal kunne nå skiltet, så er jeg nødt til at påkøre manden med min indkøbsvogn, da han jo naturligvis står stille ved kassen for at betale. Men der er en klar adskillelse mellem vores varer. Dels er der 10-15 cm uden varer og der så er der overgangen mellem en rodet bunke varer i et bjerg og så mine varer, der sirligt lå på rad og række.

Det er tydeligt for mig, at “kassemanden” har set skellet, men han vælger alligevel efter en lille kunstpause at køre et par af mine varer igennem, hvilket får bedstefaren foran til at vågne lidt op og sige “Nej nej – det er jo ikke mine varer” Hvortil “kassemanden” svarer : “Nåehh, men det kunne jeg jo ikke se, for der stod ikke noget skilt”

Sætter du “næste-kunde-skiltet” op før eller efter – eller sætter du det bare ikke op?? Det er ikke et af livets helt store spørgsmål, men jeg bliver bare nysgerrig………..

Ugens billede – uge 28

Det er ikke nemt at nå det hele, når man holder ferie – derfor blev der ingen ugens billede i uge 27, men nedenstående billede er fra vores ferie i uge 28.

Billedet er taget på Bork Havn, og billedet er meget råt og meget lidt opsat må man sige. Jeg elsker det pudsige sammenfald i de blå farver der er i jakkerne, sejl-overtrækkene, himlen m.m.
Hvad ferieugen ved Vesterhavet ellers gik med kommer der mere om, når jeg lige får tid til at skrive lidt om det.

Ninja – Pupdate

Det er sgu da ikke meget, man hører om den der nye border collie hvalp på bloggen, er der nok nogen, der tænker……

Nej, det er det ikke, men I skal ikke være i tvivl om, at Ninja er fantastisk sød, mild og nem. Hun falder så godt i med flokken (læs Charlie, for Diva er ikke vild med hvalpe, så Ninja eksisterer stort set ikke i hendes univers) og en status over ødelagte ting indtil nu = NUL!

Jeg har nu haft Ninja i 2 måneder, og indtil nu er hun den nemmeste og mindst krævende hvalp, jeg nogensinde har haft…… Det var ikke sådan jeg troede det ville være, at få en border collie hvalp.

Jeg indrømmer dog gerne, at jeg alligevel har fået lidt grå hår af den unge dame. Lad mig starte med at sige, at jeg ikke forventer at en border collie er født til at kunne alt, hvad man beder den om. Men jeg forventede næsten, at jeg nu skulle kunne klikke som en vild – og mindst indtil jeg ville få slidgigt i tommelfingeren.

Der blev jeg fandme godt nok snydt. Det siger faktisk ikke rigtig Ninja noget, det der klikker-stads (men det skal det nok komme til, håber jeg). Hvad er det så der sker? Ja bedst som man sidder og venter på, at kræet tilbyder en (umiddelbart ret simpel og oplagt) adfærd, så skrider damen sgu. Aldrig har jeg da prøvet, at en af mine hunde er gået midt, at jeg var igang med at træne – og her endda indenfor de første to minutter. Men så skal hun lige kigge lidt her og der i stedet for at “deltage i undervisningen”. DET er anstrengende!!

Af frygt for store frustrationer, så skrinlagde jeg faktisk alt træning i nogle uger, og fokuserede bare på den gode relation mellem Ninja og mig. Og så observerede jeg, at klikket ikke umiddebart er den markør, der tænder Ninja (endnu), men at min stemme er mere interessant og motiverende for hende. Vi er derfor tilbage til “fortiden”, og jeg siger “Dyyygtiii” og lokker også gerne Ninja til den ønskede adfærd i stedet for at sidde og vente mig skæv i hovedet på, at hun selv gider at tilbyde den. For så synes hun slet og ret, at træningen er kedelig.
Vi arbejder pt lidt på bl.a. hånd-touch, stå på spand/balje, Set-Up, Twist, kontakt, Stå, Sit og Dæk. Efterhånden som hun modnes kan jeg mærke, at jeg også godt kan koble mere på, men jeg har tid nok……
Det er også lidt en trøst for mig, at jeg ikke er den eneste, der står med sådan en udfordring. Sanne har ca. samme udfordringer med sin hvalp (http://agilitytraening.spaces.live.com/blog/cns!F038B206915327C5!2013.entry)
Så jeg følger med på Sanne blog og venter nysgerrigt opdateringer om Compete og hans fortræffeligheder.