MiniMan og MaxiCoke
På OUH blev Silas indlagt; fik taget blodprøver, temperatur, målt og vejet, så han var klar til mandag morgen.
Hans kapsel blev brugt for sidste gang til blodprøverne og stiften med div. slanger på blev bundet op og plastret fast, så det kunne anvendes om morgenen, når han fik skulle i narkose.
Silas igang med omklædning til operation. Bedøvelsesanordningen er klargjort
Silas fordriver ventetiden med lidt “læsestof “
Få minutter før narkosenDet lille indgreb forløb uden problemer, som overlægen udtrykte det, da han kom og “afleverede” Silas, så havde det været “kedeligt”. Det havde åbenbart været så kedeligt, at de havde “glemt” at give Silas noget smertestillende, før han forlod operationsgangen. I hvert fald var Silas helt ulykkelig og græd utrøsteligt, da han vågnede efter narkosen (Silas er ellers et meget gråd-fattigt barn). Han vred sig og fægtede med arme og ben. Det endte med, at vi måtte rykke sygeplejerskerne for noget smertestillende til ham, og da først det virkede, fandt Silas igen ro. Den oplevelse ville jeg gerne have været foruden.
Silas sover sødt efter endelig at være smertelindret
Efter have fået lidt at spise, sov han et par timer, hvorefter han var klar til at tage hjem fra afd. H2 på OUH efter sin forhåbentlig sidste indlæggelse nogensinde.
Silas “piller” i frokostenMed fjernelse af kapslen satte vi et af de store punktummer i Silas´ behandling for LCH. Det næste store punktum er om 14 dage, hvor Silas er færdig med sin isolationsperiode. Det betyder, at vi om 14(!) dage kan færdes hvorsomhelst med Silas – butikker, svømmehal, mødregruppe div. arrangementer. Det bliver næsten som at få “livet” tilbage.