Nu med en Danmarksmestertitel

I starten af året havde MicMic en pause pga en lille skulderskade. Så min tilgang til denne sæson var egentlig bare at være taknemmelig for de løb, som jeg håbede ville komme i løbet af sæsonen, men det kan somme tider være svært at vide, om sådan noget med skader trækker ud – eller om skaderne kommer tilbage. Vi havde nemlig været også været på “bænken” i efterårssæsonen 2022 pga en tå-skade.

7-9-13 har der ikke været noget siden før påske.

Altid HappyFace, når hun får lov at løbe agility

Jeg havde ikke næsen op efter noget som helst her i 2023. Gode venners opfordring om at tilmelde landsholdet for i det mindste at komme til EO, afslog jeg (Mic var også stadig “ude” pga skaden, da der skulle tilmeldes). Jeg synes ganske enkelt ikke, at vi er gode nok til det internationale selskab ved så store mesterskaber. Vi skulle derfor bare hygge i sæsonen og nyde hvert eneste løb og ikke gå op i, om det talte til det ene eller det andet. Så ikke engang et DM havde jeg sat næsen op efter.

Men for en sjælden gangs skyld. Måske faktisk for første gang, kvalificerede Mic og jeg os til det individuelle Danmarksmesterskab i DKK, og det var endda med point i overskud. Godt nok blev vi nr. 2 til DM i 2021, men der var tilmeldingen åben, og man skulle ikke kvalificere sig.

Så i sidste weekend kunne vi stille til både individuelt og hold DM på Vilhelmsborg. Det var faktisk lidt en overraskelse.

Begge dage startede med holdløb. Lørdag klarede vores hold Vilde Vover sig gennem springløbet med 3 fejlfrie løb, hvoraf Mic og jeg leverede det ene, hvilket placerede holdet på en andenplads. Det gjorde helt klart søndagens holdkonkurrence ekstra interessant for os.

Om eftermiddagen skulle vi løbe individuelle springløb. Ligesom størstedelen af ekvipagerne blev Mic og jeg disket på denne bane. Vi nåede dog helt til forhindring nr. 20, før det gik galt. Det var rigtig ærgerligt, at så mange blev disket i springløbet, da det gjorde, at der ikke var så meget at løbe efter for dem/os individuelt om søndagen.

Det var som om, springbanen rummede lidt for mange muligheder. Udover at den kunne handles på flere forskellige måder, så kunne hundene også let komme til at snuppe en forkert forhindring undervejs. Man skulle være over sin hund hele vejen rundt, og det gik desværre galt for rigtig mange af ekvipagerne. F.eks kom der kun 4 mellemhunde igennem springbanen – Resten var disket.

Søndag morgen mødte vores hold frem med håbet om at kunne bevare en god placering, og personligt håbede jeg på en podieplads. Vi skulle løbe som næstsidste hold. Jeg skulle løbe som nr. 3 på holdet ud af 5. De første to på holdet var fejlfrie, så det tog faktisk lidt af presset for mig. Jeg kom gennem banen, men måtte desværre indkassere en vægring og dermed 5 fejl, men vi havde da tre hunde gennem. Med lidt hurtig hovedregning kunne vi let konstatere, at det i hvert fald rakte til en tur på podiet – også selvom de sidste to hunde på vores hold blev disket. For det er kun de tre bedste løb for holdet, der tæller i holdkonkurrencen. Til gengæld skal der også tre ekvipager igennem for, at det tæller som gennemført.

Det førende hold Starmix har meget høj stabilitet. Ligesom os havde de 5 ekvipager og dermed et par stykker at “fjumre” med. Helt utænkelig indkasserede de både disk og fejl. Dermed endte de med en total på 10 fejl mod vores 5 fejl, og dermed kunne vores hold Vilde Vover kalde os Danmarksmester for lille hold anno 2023.

Vilde Vover – Danmarksmester for hold – lille

Det var vildt fedt! Både at løbe æresrunden og at komme på podiet sammen. Jeg elsker at kigge på vores tossede holdbilleder. I næste weekend skal vi løbe med i konkurrencen om Årets Agility Hold. Vi kan dog ikke vinde titlen, men vi kan blive nr. 2, hvis vi hænger i og strammer os an. Vi gør vores bedste.

Vi havde inden DM talt om at opløse vores hold, når sæsonen slutter, men nu tror jeg, at vi ender med at gå efter at forsvare vores Danmarksmestertitel næste år.

Om eftermiddagen skulle de individuelle danmarksmestre findes. Jeg gik til opgaven/banen med godt mod. Jeg vidste, at jeg ikke kunne hente en titel individuelt, men jeg tænkte, at Mic og jeg skulle ind og give den gas på banen og løse den på bedste vis.

Desværre gled Mic lidt voldsomt i slalom, og det kostede fejl. Ellers havde hun et godt løb med et god flow.

Mic og jeg i præmiebunken fra hold-mesterskabet

Jeg kunne rigtig godt lide banen. Der var flere måder at handle den på. Den var ikke uden fælder, men ikke så mange, som på springbanen. Det gjorde bestemt også agilityløbene, som jo også kom til at danne det sidste grundlag for, hvem der ville vinde DM, noget mere interessant at se på. Det var faktisk nogle rigtig fede agilityløb.

Det var også fint at hente en dommer ind fra udlandet. DM blev dømt af Becci Hodson fra UK. Det var nogle ret fine baner, som hun havde designet. Men det var som om lørdagens baner var lidt hårde ved ekvipagerne. Der var mange disk. Om det så var pga nerver eller om banerne var en lille tand for svære, skal jeg ikke kunne sige, men det er lidt ærgerligt, når DM spændingen bliver punkteret allerede om lørdagen.

Linjerne i banerne var rigtig fine. Ikke noget knækken og brækken, men dem som havde hunde, der ville gå lidt stort, havde et job med et pakke dem lidt sammen. Jeg havde mest et job de steder, hvor man pga f.eks wraps blev tvunget til at tage farten meget af. Jeg nyder at løbe baner, hvor jeg kan få lov at holde mig i bevægelse – eller rettere – det nyder MicMic. Opstandsningerne koster ganske tit vægringer hos os. Men sådan er udfordringerne jo forskellige for hver ekvipage og umiddelbart var der ingen, der blev favoriseret på hendes baner.

Det var dog lidt ærgerligt, at det var samme baner til alle fire størrelser. Det gjorde, at man hele formiddagen skulle se alle hundene løbe den samme bane – og det samme gentog sig om eftermiddagen på en anden bane. Det havde været mere interessant og fair, hvis banerne var bedre tilpasset størrelserne. F.eks en bane til lille/mellem og en anden til int.med./stor.

Min lille stjerne på podiet fra hold-konkurrencen

Jeg synes, at Vilhelmsborg er et rigtig lækkert sted til afvikling af DM. Jeg synes at fiberbunden i hallen er dejligt at løbe på. Det er skønt med tilskuerpladserne, hvor alle kan sidde i hallen hele dagen og kigge på.

DM i Agility holdes sammen med Hund i Fokus, hvor der er DM i flere andre discipliner. Der er masser af boder og andre aktiviteter. Der er masser af lækre luftemuligheder i et skønt område. Næste år skal det holdes hos DKKs afdeling i Ringsted. Det bliver spændende, hvad de har at byde på derovre.

Krigsrejse – del 1

En konfirmation blev vekslet til en krigsrejse, hvor hoveddestinationen var Normandiet og strandene, hvor de allierede gik i land ved D-dag d. 6. juni 1944.

Lørdag d. 1. juli kørte jeg hundene op til min far, som havde været så sød at sige ja til at passe dem, mens vi var væk. Som regel tager jeg hundene med på ferien, og så bliver min ferie lidt på de præmisser. Som f.eks at der er nogle bygninger, som jeg ikke ser indefra og der skal tages hensyn ift valg af overnatning og restauranter. Men denne ferie var Silas´ ferie, og vi skulle kun være os på to ben.

Som udgangspunkt var det de to krigsnørder, der havde planlagt, hvad vi skulle se på turen. Med deres interesse for emnet – og ikke mindst viden – var det nok også det mest relevante. Jeg skulle nok stå for transporten. Det er min spidskompetence.

På et kort lille familieråd lørdag aften blev vi enige om, at køre kl 05.00 søndag morgen. Så ville vi kunne nå ned til første stop på vejen i Holland ved middagstid. Silas smurte morgenmadpakkerne, og det meste af bilen blev pakket, så det kun lige var at stå op- og køre. Hvad vi skulle før og efter Normandiet var nemlig sådan lidt løst.

Søndag morgen var et genialt tidspunkt at køre på. Der var faktisk ingen trafik (blandt andet fordi der er kørselsforbud for lastbiler på den tyske autobahn). Helt planmæssigt ramte vi Arnhem i Holland. Første stop var Arnhem Oorlogs Museum. Museet omhandlede primært området i krigsårene for 2. verdenskrig.

Silas foran et fly i udstillingen

Museet er privat og en lidt rodet udstilling med mange effekter. Det kunne være lidt svært at overskue, da ikke alt var beskrevet til andet end hollandsk, men trods det fik vi en masse ud af besøget. Der var virkelig mange forskellige effekter.

Det kunne godt være svært at overskue, hvad man helt præcist så på udstillingerne

Vi kørte mod et museum ved Eindhoven “Wings of Liberation”. Vi var der 1½ time før lukketid, og den flinke dame i billetsalget synes, at vi skulle afsætte 2 timer til besøget. Vi besluttede ikke at købe entre, men forsøge at komme tilbage evt på tilbagevejen.

Hun informerede os om, at vi kunne se hele udstillingen i forhallen til deres besøgscenter ganske gratis.

Udmærket plakat med masser af forklaringer omkring 2. verdenskrig

Det var faktisk en flot og meget informativ udstilling, så vi brugte uden problemer næsten en time der. Planen var jo også at vende tilbage og se den resterende udstilling. Det kom vi dog aldrig.

Nu kunne vi ikke klemme mere ud af denne dag, så vi satte kursen mod Gent i Belgien, hvor gamle katedraler og ikke mindst en gammel borg, Gravensteen, tiltalte os. Vi skulle bare finde os noget aftensmad og et sted at sove.

Vi havde skrevet til en vært ved Airbnb, men efter nogle timer havde vedkommende ikke svaret, så vi måtte ty til et hotel i Gent i stedet for. Der nåede vi lige at tjekke ind før lukketid.

Det var et vældig fint gammel hotel med stuk og lysekrone i loftet. En billig minibar – ikke som i Danmark, hvor man bare kan kigge vantro på prislisten til en minibar.

Vi ankom først kl 21, men kunne da hygge lidt på hotelværelset med vin og spil. Minibaren var jo leveringsdygtig i vin i mange afskygninger.

Silas og jeg spiller “6 nimmt”

Næste dag gik vi rundt i Gent, som er en interessant by, især hvis man er til middelalderbygninger. Faktisk var Gent en af de større europæiske byer i Middelalderen.

Gent – en by med masser af fine gamle bygninger

Trækplasteret i Gent var byens varetegn, Gravensteen. Det er byens borg, som blev opført omkring 1200.

En ganske imponerende borg, der ligger midt i byen. Det var et superfint sted for hele familien, og uden besvær gik vi rundt i borgen i små to timer.

Gravensteen

Det var i øvrigt ganske billigt at komme ind ca kr. 100 for voksne og en tyver for en teenager. Inkluderet i billetprisen var en audioguide, så man kunne få lidt historier med til det, som man så i lokalerne. Det er smart, så kan man bare aktivirere det, som man har lyst til at høre om og springe det øvrige over.

Indenfor borgens mure

Der var også rigtig fin udsigt over byen fra borgen. Her ses det tydeligt at der er flere prægtige bygningsværker, hvis tårne stritter op i luften.

Vi var også en tur forbi Saint Bavo’s Cathedral. En af byens mange imponerende kirker. Sjovt som kirkerne skulle blæse sig op overfor hinanden i den tid, så en by let kunne blive sået til med store flotte kirker.

Bagsiden af Saint Bavo’s Cathedral

Især var prædikestolen i Saint Bavo´s Cathedral noget helt særligt. Der var virkelig mange flotte detaljer, som var meget smukt udført.

Prædikestolen havde virkelig mange flotte detaljer. Der vil være meget at kigge på under en lidt kedelig prædiken.

Desuden havde kirken en attraktion, som vi nu ikke besøgte. Det var noget med et mystisk lam og var vist noget med restaurering af nogle altertavler. Det virkede ikke, som noget vi ville sende hundrede kroner efter pr. person, så vi “nøjedes” med at nyde den gratis del af kirken. Men den var også meget smuk i sig selv.

Gent var vores Belgien-stop, og da vi snackede med vaffel m. is og jeg bestilte en kop hot chocolate, så havde jeg jo helt glemt at Belgien er et chokolade-land, men det kunne jeg jo tydeligt smage på den varme chocolade, for det var virkelig lækker chokolade og ikke den der tarvelige gang kakaopulver, som man ellers får serveret i Danmark – og de fleste andre steder.

Selvom der står Tea på koppen, så var det nu ægte chokolade, der var i koppen.

Vi blev enige om at søge mod Somme i Frankrig, hvor “drengene” havde udset sig et udflugtsmål, hvor det var muligt at se en forholdsvis urørt slagmark fra første verdenskrig.

Vi havde lagt billet ind på overnatning på et Airbnb lejemål, men som timerne gik erfarede vi, at udlejeren ikke svarede på vores henvendelse, så vi skulle egentlig bare finde en seng at sove i, inden vi dagen efter skulle ud på “slagmarken” og derefter videre til Normandiet.

Via Booking.com fandt vi (lidt for) hurtigt (og lidt for ukritisk) en overnatning og kørte mod adressen efter at have handlet en blanding af salat og fast food til vores aftensmad, som vi ville indtage på vores “hotel”.

Det her overnatningssted vil vi helt sikkert huske længe. Jeg kigger altid på anmeldelser og rating, når jeg booker, men her var ingen anmeldelse og sådan MEGET hurtigt, så det ikke ud til at mangle noget.

Vi ankommer til en alm fransk villa. Det er godt nok svært at åbne lågen, for den hænger gevaldigt, fordi et hængsel er kaput, men ind i haven kommer vi da og så bliver vi mødt af en lidt ældre dame, der naturligvis tiltaler os på fransk. Mit franske ordforråd begrænser sig til hund, kat, hest, dreng, stor, lille, ja, værsgo, goddag, god tur, jeg elsker dig og sådan noget i den dur. Ikke specielt brugbart.

Selvom vi via Google Translate bekendtgør, at vi desværre ikke taler fransk, så plaprer damen derud af med 140 km/t. Med diktafonen slået til på google translate, så lykkes det os at kommunikere minimalt.

Hun viser os ind på vores værelser. Det er to værelser på i deres private fordelergang. Deres soveværelse ligger naturligvis på samme gang. Køkken og bad er også på gangen. Altså fælles, at forstå.

De har “fikset” værelserne, så man kan tillade sig at score et par stjerner i oversigten over faciliteter (ellers havde den nok heller ikke ramt min søgning). Dvs der var køleskab. mikroovn og et lille fladskærms TV på værelserne, som ellers kunne det godt trænge til en makeover. Bemærk f.eks rawplugshullerne i væggen under TV´et.

Udsigten fra Henriks og min seng – vi havde endda vask på værelset. Luksus 🙂

Det var faktisk ikke noget hyggeligt overnatningssted, men vi har alligevel moret os en del over det efterfølgende, så lidt bonus fik vi da – udover en ret billig overnatning. Hvis jeg kender os rigtigt, så vil vi huske dette sted i mange år og more os lidt over det igen og igen.

Næste morgen var vi ret enige om, at vi bare skulle pakke sammen og komme afsted. Morgenmad kunne vi nyde ude i det blå. Vi kørte derud af de mindre franske veje og så pludselig et tilfældigt skilt mod “mindegravsted for britiske soldater”. Det kunne vi da tjekke ud, når vi alligevel lige kørte forbi.

Så vi kørte ud af en virkelig ujævn grusvej – eller hvad man nu kalder meget meget tør vej med lerjord. Kirkegården var ikke en attraktion som sådan. Der var ingen parkeringspladser, men vi fandt et sted at sætte bilen halvvejs inde på en skovsti og gik mod kirkegården.

Efter at have inspiceret kirkegården pakkede vi køletasken ud og satte os i morgensolen udenfor kirkegårdens mure og spiste vores morgenmad. Måske et underligt sted at indtage morgenmaden, men det passede jo meget godt med vores krigstema, og der var en tilmed dejlig ro på græsmarken bag den lille skov.

Det passede faktisk tidsmæssigt også så perfekt, at vi ankom til Beaumont-Hamel Newfoundland Memorial kl 10, hvor de åbnede. Til vores store overraskelse var der gratis adgang og der var tilmed også mulighed for gratis guidede ture.

Hvad angår guidede tilbud så kommer forskelligheden i min lille familie virkelig til udtryk. Jeg elsker guidede ture, for jeg vil gerne have forklaret, hvad jeg ser (og hvorfor tingene er vist). Jeg elsker anekdoterne, der hører med . Resten af min lille familie vil bare gerne selv omdanne deres indtryk og ikke “forstyrres”.

På turen rundt i parken måtte familien så agere guide for mig, for min viden om 1. verdenskrig og den tids krigsførelse var ikke særlig stærk. Mine følgesvende var jo godt hjulpet af at have set film, læst bøger og f.eks selv været soldat, hvilket klart ruster en lidt bedre til at forestille sig, hvad der har foregået på de arealer, vi gik rundt på.

Skyttegrave i parken

Som f.eks viden om skyttegravskrig, og hvorfor skyttegraven zigzagger. Hvis du ikke ved det, så er det fordi det forhindrer, at man kan skyde direkte gennem gangene og soldaterne kan søge dækning flere steder i skyttegraven.

Selve parken så ud til at være drevet af Canadas regering. Der var også et stort mindesmærke for soldater fra New Foundland (det var tidligere en del af det britiske imperium). Selve slaget ved Somme startede d. 1. juli 1916 og varede ca 4 månder. Slaget kostede mere end 1.000.000 dræbte, sårede og savnede soldater.

På mindesmærket var der masser af friske blomster, men det hang nok sammen med, at vi der d. 4. juli. Altså få dage efter årsdagen for slagets begyndelse. En lille bonus info. 800 newfoundlændere gik i kamp den morgen. Næste morgen var der kun 68 af dem tilbage. Resten var døde, sårede eller savnede. Andre steder kunne man melde om et tab på 96% på slagets første dag.

Mindesmærket med masser af navne på faldne fra New Foundland – soldater uden eget gravsted

Parken er virkelig en interessant attraktion. Udover en meget flot og informativ udstilling i deres besøgscenter, muligheden for de gratis guidede ture, så var stierne rundt i arealet virkelig også flotte og gjorde det let at komme rundt i området.

Området var en slagmark, der fremstod uberørt. Naturligvis var der “ryddet op”, hvis man kan udtrykke det sådan, men terrænet fremstod med arene dengang med krater fra angreb med krudt og kugler, skyttegrave og flere km gangsystemer der var gravet ned, så soldaterne kunne færdes uden at stikke op hovederne over jordens overflade.

Parken gav også et indtryk af “ingenmandsland”, hvor kampene havde rykket frem og tilbage i månedsvis. Så kunne man stå der og kigge ud over de store arealer og tænke på, hvordan de døde soldater må have ligget spredt ud over det hele.

Det symbolske træ

Træet herover stod i “Ingenmandsland” og markerede det sted, hvor mange soldater kunne forvente at falde, fordi tyskernes angreb var særlig intenst lige der. Så det var i sig selv en sejr at komme på den anden side af træet. Det, som man kan se bag træet på billedet, er det landskab, som soldaterne skulle kæmpe sig igennem. Der er måske ikke noget at sige til, at mange blev skudt på den tur. Det er beskrevet som noget ala en snestorm, hvor snefnuggene var skiftet ud med kugler i stedet for.

Efter at have brugt et par timer i parken, så satte vi kursen mod den ferielejlighed ved Omaha Beach, som vi for længst havde lejet hjemmefra. For her vidste vi, at vi havde meget et se, og her ville vi slå lejr for nogle dage. Mere om det i del 2.

Nu tror jeg, at blogindlægget er blevet lidt til den lange side i forvejen, så hvis ikke alle skal nå at falde helt fra, så bider vi ferien lidt over. Den har bestemt og så fuld af rigtige mange indtryk, som vi skulle fordøje.

På bølgelængde ved FAK

Fordi der er så mange gode stævnemuligheder i Jylland, så plejer jeg ikke at tage turen til Sjælland for at løbe agility. Sidste weekend gjorde jeg dog en undtagelse.

Udvalget af dommere samt det faktum, at mine faste onsdagstræningskammerater alle skulle afsted, fik mig til at vælge at tage til stævnet i Frederiksværk Agility Klub.

Det skulle vise sig at være en ret stor succes på flere måder. Udover at det var hyggeligt, så opnåede vi nogle, for MicMic og mig, ret uvante resultater i løbet af denne weekend.

Med på turen havde jeg MicMic og TikTok. Overnatning foregik i mit telt, da jeg ikke havde lyst til at slæbe campingvognen helt derover. Lena og jeg kørte sammen. Smartere og hyggeligere at køre sammen i stedet for i rumpen på hinanden. Denne samkørsel betød også at jeg sov med mine hunde i mit telt. Det var vejret også rigtig fint til.

Køreslik til turen. To meget forskellige slikposer – også er der nogen, der siger at Lena og jeg ligner hinanden…

Vi ankom til midnat. Heldigvis er mit telt ret let at slå op. Jeg fik det stillet op og kravlede ind i seng.

Første løb var en ekstraklasse. Mic og jeg løb slet ikke samme bane, og det var et kaos af misforståelser meget lidt samarbejde om løbet. Altså sådan et løb, hvor man bagefter krummer sine tæer og skammer sig lidt. Mon den udenlandske dommer står og tænker: Hvordan fanden er den ekvipage endt i klasse 3?!

Men derfra gennemførte vi flere baner end vores vanlige gennemsnit. Lørdag løb vi et super godt spring 3 løb på Roman Lukacs bane. Hans baner indeholder gerne bagsidewraps (en øvelse, som Mic virkelig hader og ofte vægrer på). Jeg ræsede afsted på den lange bane (211 meter). Jeg giver alt, hvad jeg har på den tur, og kan næsten ikke få luft, da jeg kommer i mål. Min “tilstand” vækker lidt bekymring rundt om ringen, men mine luftveje driller ofte, så jeg skulle bare lige have pusten tilbage. Tak for omsorg og bekymring.

Jeg er meget overrasket, da jeg får at vide, at jeg ligger nummer to i klassen. Wow hvor er jeg altså bare stolt og forundret lige der. Vildt nok for der var alligevel en del fejlfrie hunde i klassen.

Mic i slalom

I agilityløbet (CACIAG klassen) får jeg 10 fejl, men jeg synes stadig, at vi har et godt samarbejde, og jeg er da kommet igennem begge de officielle baner. Det er ikke en selvfølge for os. Det gør os til dagens 5. bedste ekvipage i lille klasse.

Aftenen går med hygge og pizza. TikTok og Mini – de to søstre er glade for at se hinanden og leger lidt, mens vi spiser pizza. Regnen ødelægger den fornøjelse, og så er det med at få luftet hundene og kravle ind i teltet, inden alt bliver vådt. Hundene er dødtrætte. TikTok er virkelig virkelig træt. Måske fordi det var megavarmt i lørdags, måske fordi hun var i et bur i et ringtelt (det er hun sjældent), måske fordi hun legede med Mini, måske fordi hun skulle sove i telt i stedet for i campingvogn. Måske måske bare fordi hun stadig er forholdsvis ung og uerfaren.

TikTok var helt bevidstløs træt lørdag aften

Søndag skulle vise sig at blive en helt uforglemmelig dag. Mics første løb er et AG3 på – igen på en Roman Lukac – her skal hundene wrappe/sendes på bagside tre gange, og jeg bliver allerede lidt træt inden banegennemgangen, hvor jeg ser stor og intermedia og tænker, at den bane klarer jeg/vi ikke.

Men jeg går banen og tænker, at det måske alligevel ikke er så slemt og forsøger at lægge en plan for at kunne holde mig i bevægelse på de kritiske steder. Hvis jeg står stille, så er jeg næsten sikker på en vægring. Jeg kommer rent faktisk fejlfrit gennem banen, og helt fantastisk så vinder jeg også klassen.

Billedet er fra AG3 løbet på vej mod tunnellen under balancen

“Det gør du da så tit” hører jeg som kommentar på min glæde over at konstatere, at jeg har vundet klassen. Nej det gør jeg bestemt slet ikke til de her stævner, på de ofte anderledes baner, der er designet af udenlandske dommere. Til DCH stævner eller små DKK stævner sker det, men ikke til de her stævner. Nøj, hvor var jeg bare glad for at vinde den klasse.

Efter nogle timer skulle vi løbe SP3, på Reetta Pirttikoskis design. Jeg havde også løbet hendes design i Sverige, og jeg synes hun laver baner, hvor der er mange muligheder for placering og løbelinje for hundeføreren. Det er lige sådan noget jeg har brug for, når nu Mic er så følsom for mine temposkift. Jeg gik Reetas bane og tænkte, at den så rigtig sjov ud, og den glædede jeg mig til at løbe.

Mic og jeg havde et super godt løb, og jeg var ret godt tilfreds med løbet. Der var ikke meget jeg kunne have gjort anderledes. En lidt stor bue, men vi var enige om vejen rundt på banen, og mine ben havde knoklet afsted for at placere mig.

Så jeg var noget overrasket, da jeg skridtede Mic af og tjekke resultatlisten online. Jeg var noteret med over 12 sekunder i tidsfejl. Der var i hvert fald ingen tidsfejl i det løb…. Der måtte være noget galt – og det var der også!

Det der var galt var, at tidtagningsanlægget ikke var blevet nulstillet og slet ikke gik igang, da Mic passerede startspringet. Anlægget viste derfor tiden fra forrige ekvipage.

Gode venner reagerer hurtigt på fejlen og forsøger at få kontakt til hjælperne i teltet ved ringen. Forgæves. Det er tidtagningsanlæggets tid, der bliver noteret. Hvis bare manuel tidtager havde reageret på at hans/hendes tid var meget anderledes end den på tidtagningsanlægget, eller man i teltet havde forholdt sig til tiden, som tastes. Men det sker desværre ikke.

Min rigtige tid er gået tabt, og jeg noteres for et løb i tiden 52,87ish. Seriøs en kæmpe forskel ift min faktiske tid. Jeg har efterfølgende forsøgt at tage tiden ud fra en af de videoer, der er optaget og der får jeg tiden til 35,28. Virkelig træls, at ingen af hjælperne stopper op og undrer sig over sig en difference på over 15 sekunder.

Jeg er i situationen naturligvis skuffet og frustreret. Jeg har løbet som en af de sidste hunde i klassen, og er stadig godt brugt efter en spurt på banen – også fordi man (eller jeg er i hvert fald) mega meget på, hvis jeg skal levere sådan et løb.

Den rigtige tid er gået tabt, og jeg tilbydes et omløb for at sætte en tællende tid, men det er nu ikke bare sådan at gå ind og gentage løbet, og andet forsøg går ikke lige så let som første. Mic løber forkert bane, så jeg ender med at gå ud af banen og er temmelig ærgerlig over situationen. Dommeren vælger at notere mig for standardbanetiden, som er 39 sekunder, hvilket gør at jeg stadig har et fejlfrit gennemløb (hvilket har betydning for point til DM og evt Årets all-round).

Det betyder, at jeg figurerer som nr. 3 på resultatlisten. Min “rigtige” placering skulle have været nr. 2, så det betyder ikke så meget i det store billede. Heldigvis skete sådan en fejl ikke i en CACIAGklasse, hvor det nogle gange sker, at 4-5 hunde i toppen i stor klasse ligger indenfor samme sekund; og det måske kunne have drejet sig om selve CACIAG´et.

Sådan endte resultatlisten med at se ud for klassen

Der var ingen der “døde” af fejlen, men episoden gav lidt støj hos mig og i sekretariatet, men jeg tror sgu alle var blevet ærgerlige i den situation. Mic og jeg er ikke bare en ekvipage, der bare lige kan gå ind og rykke et fejlfrit klasse 3 løb af igen efter lige at have pustet ud.

Når jeg nu har bøvset af over denne oplevelse, så vil jeg sige, at det er ikke det jeg husker stævnet for. Jeg er taknemmelig for at hjælpere og dommere ofrer sig for at vi kan løbe stævner. Jeg husker primært stævnet for at være et fedt stævne, og jeg vil ikke afvise, at jeg kan finde på at finde vej til FAK næste år.

Jeg husker stævnet for spændende dommere, godt vejr, god afvikling, fine præmier og god ånd. Men husker jeg nok især stævnet for mine mange gode løb med Mic. Jeg er ret sikker på, at det aldrig er sket før, at Mic og jeg er blevet kaldt op som stævnets bedste lille hund til et CACIAG stævne. Det er bare fedt, når vi rigtig er på bølgelængde med hinanden. Så elsker jeg helt vildt at løbe med min lille tøs.

MicMics præmiehøst inden vi gik i præmieboden og vekslede bonerne

Hvad så med TikTok? Den lille fine up-coming? Hun lavede nogle rigtig fine momenter, men blev også meget let ukoncentreret. Især søndag. Så jeg tænkte om hun mon bare synes, at det var uvant hårdt at sove i telt og ikke have campingvognen. Men måske er det bare løbetidshormoner, der driller hende. Så ingen præmier eller fejlfrie løb til hende, men masser af oplevelser og samvær for os alle sammen. Sidstnævnte er heller ikke uden betydning.

Back on track Cup

Som altid brugte jeg tre dage af Kristi Himmelfartsferien til agilitystævne hos DKK Viby ved Aarhus.

Denne gang var jeg dog helt alene afsted. Der er ingen børn, der vil med til stævne mere, så jeg manglede min “spille-spil-makker” i campingvognen inden sengetid. Men det kunne også noget andet at være helt alene afsted.

F.eks valgte jeg at køre tidligt derop (skulle ikke vente på, at nogen fik fri fra skole) for lettere at finde et spot til mig og hundene. Jeg skal helst ikke holde på en alt for kuperet plads, da der så vil være risiko for, at der vil være lidt for langt fra jorden og op i campingvognen for gamle Ninja. Mit hoved kan også godt lide at vide, hvor jeg hører til, inden det hele går løs.

Så jeg holdt mig en forlænget frokostpause (den tid som det tog at køre til Aarhus), slog lejr og arbejdede færdig, inden det begyndte at myldre oppe på selve stævnearealet.

Eftersom jeg allerede var installeret og ikke havde andre at tage hensyn til end mine hunde, så gav jeg et nap med for at etablere de tre ringe. Når man er en stor flok, så går det rimelig let, men der var godt nok også mange sandsække, der skulle slæbes, telte der skulle rejses, ledninger der skulle trækkes og masser af andre ting, som mange deltagere nok ikke tænker ret meget over. Det er der jo bare, når stævnet går i gang. Men jeg kender godt arrangør-rumlen fra mange stævner i Ribe Hundevenner, da jeg var en del af det.

Jeg havde alle hundene med, men det var kun sheltierne, der skulle løbe. Borderne var med på campinghygge og gåture. Jeg tror faktisk også, at de hyggede sig.

Fuji tager en ordentlig skraber i indhegningen

Det er lidt særligt at kunne sige sheltier i flertal som deltager til stævnet. Der er også altid interessant, når man starter op med en ny hund. Det er efterhånden en del år siden, jeg sidst har stået der. Dette er jo TikToks første sæson.

Hun løber kun springklasser- endnu, men DKK Viby tilbød heldigvis nogle ekstraklasser, så to af dagene kunne TikTok få lov at få to gennemløb.

Nu er der rigtig kommet hul på bylden. I Løgumkloster weekenden forinden løb hun fejlfrit i det ene af de to springklasse 1 løb og indviede dermed sin resultatbog. Og efterhånden som hun får flere løb i benene, så bliver hun også lidt mere vild og utålmodig – og ikke særlig villig til at dreje. Det er lige som det skal være/forventes.

Vores første løb i Viby var fejlfrit, og vi blev kaldt til præmieoverrækkelse som nr. 3 i klassen. Det var et løb, hvor TikTok var lidt vildfaren et par gange og også var udenfor banebåndet for en kort bemærkning.

Watch and learn (TikTok)

Hun har en skøn fremdrift, og synes det var lidt irriterende at skulle drejes. Vi havde så nogle løb, hvor vi mest af alt samlede masser af erfaring. På stævnets sidste løb lørdag ramte vi igen forhindringerne i den rigtige rækkefølge og uden fejl. Det var også meget dejligt at slutte af med et fejlfrit løb på Hugo Santos´ klasse 1 bane. Det rakte også til en tredjeplads – igen var hun lidt på skovtur, så hun fik løbet nogle ekstra meter på banen.

Men jeg var da meget godt tilfreds med, at hun blev kaldt op til præmieoverrækkelse to gange ud af de 5 løb, hun og jeg havde til stævnet.

MicMic er ældre og rutineret, men hun er alt andet end en maskine at løbe med. Snarere lidt uforudsigelig. Banerne var heller ikke bare var nogle, som vi kunne gå ind og slaske os lidt igennem. Hvis man ville løbe dem, så skulle man være PÅ!

MicMic på en af holdbanerne

Jeg havde meldt Mic til max tre løb om dagen (hun løb hold to af dagene). Det lykkedes mig at gennemføre 4 ud af de 9 løb. Et af løbene var spring 3, hvor vi blev nr. 2.

Det var på Hugo Santos bane om lørdagen. Springbanen som gav point til landshold (hvis man havde meldt sig til det). Banen virkede sindssyg lang, men der var gode handlingsmuligheder, og da jeg havde gået den, så tænkte jeg, at den bane lå ret godt til os. Det sværeste ved den bane var, at holde til at løbe hele banen rundt. De sidste 4-5 forhindringer var faktisk lidt en kamp – og tak til hepperne blandt publikum. Jeg var sgu lidt stolt over at blive nr. 2 på den bane. Og en lille note til mig selv var måske også, at jeg skulle arbejde lidt med løbeformen. Jeg har hørt at andre konkluderede det samme om deres løbeform efter stævnet.

Generelt blev der heppet rigtig meget i de ordinære klasser om lørdagen, da begge disse talte til landsholdsudtagelsen. Det gjorde naturligvis, at mange så til med spænding. Især da store og intermedium løb. Der brugte jeg også tiden til at kigge på mulige løsninger på banen.

Banegennemgang på spring 3 lørdag – bemærk det fine vejr

Det var virkelig fedt at opleve, hvordan der blev heppet på sidelinjen af de forskellige ekvipager. Publikum sad bare bænket langs banebåndet og fulgte med. Hverken Hugo Santos´ og Kine Eimhjellens baner var sådan nogle baner, som du lige kunne fedte dig igennem, men begge baner kunne handles på flere forskellige måder, og det gjorde dem også bare mere interessante at se på. Jeg kunne godt lide begge baner, også selvom jeg ikke klarede Kines agilitybane.

Faktisk var MicMic også på podiet to gange. I førnævnte spring 3 og den anden gang var det sammen med holdet “Vilde Vover”, hvor vi sammenlagt blev nr. to i holdkonkurrencen.

Holdet “Vilde Vover”

At komme til præmieoverrækkelse er ikke en selvfølge i de klubber, hvor man følger DKKs nye præmiepolitik, hvor klubben kan nøjes med at præmiere max nr. 1, 2 og 3 i klassen. Det bliver lidt en skrabet omgang ift den gamle præmiepolitik. Men det er heldigvis op til klubberne selv at vælge, om de vil følge præmiepolitikken eller uddele mere. Så jeg er ekstra beæret over at blive kaldt op på podiet hele 4 gange.

Sheltierne med deres fine præmier, som kunne vælges i præmieboden

Men jeg synes det mest af alt var et skønt stævne. Også selvom afvikling i tre ringe godt kan være lidt hektisk, og når man løber med flere hunde let kan opleve at skulle være to steder på en gang. Men tre ringe gør også, at det ikke bliver til en midnatsforestilling og alle kan holde fri om aftenen. Stævnet var veltilrettelagt som altid. Gode muligheder for at købe mad og drikke og skønne omgivelser til at lufte hundene i.

Nu hvor jeg var alene afsted, så fik jeg lejlighed til at se rigtig meget agility, fordi jeg blev hængende ved ringene for at se klasserne, selvom jeg selv var færdig med at løbe. Jeg havde ingen, der skulle “passes” og laves aftensmad til.

Efter aftensmaden gik jeg en god lang tur med alle hundene, og den ene aften kom jeg godt nok lidt ud på en spooky rute. Jeg har tidligere for nogle år siden gået på den samme skov-/kratsti sammen med Silas, men denne gang var ruten blevet “dekoreret” med div sko, der var skruet op i træer og buske. Det samme med nogle forskellige bøtter med shampoo og andet skønhedspleje. Jeg noterede mig ikke nærmere, hvad det var for nogle flasker/bøtter. Jeg undrede mig en del over, hvad det skulle betyde, og at det ikke ligefrem var kønt eller naturvenligt.

ØH..??

Så begyndte jeg at tage et par billeder, som jeg ville dele i min story. Først af en sko og derefter af en bøtte/flaske. Jeg læste på flasken og ordet “vaseline” sprang mig i øjnene. Hvad er det dog for en mærkelig sti, der gemmer sig oppe bag Brabrandstien??

Jeg har spurgt et par stykker, men ingen kendte til hvad det var for en besynderlig sti. Jeg mødte heldigvis ikke nogen på stien….

Hundene får griseører i indhegningen

Border collierne var mest med for at gå med på turene og slikke sol i indhegningen i løbet af dagen. Det var de også ret gode til.

Ninja fik lov at gå lidt rundt oppe ved ringene og hilse på. Det er ikke altid, at hun helt kan styre det. Hun ville jo allerhelst løbe agility igen. Nogen gange skriger hun helt tosset ved ringsiden, men det gik rimeligt denne gang. Hun nød også – som altid at hilse på sin opdrætter Sarah, og vi fik da også taget et billede af Ninja og hendes 3/4 søster ChaCha (samme far og ChaChas mor er Ninjas halvsøster).

ChaCha 11 år og Ninja 13 år

Vejret til stævnet var i øvrigt intet mindre end perfekt hundevejr. Solrigt, forholdsvis vindstille – tålelig temperaturer for hundene. Det var intet mindre end fantastisk for Viby stævnet er mere end en gang næsten blæst eller regnet væk. Så tak for det fine vejr.

Som altid er jeg fan af stævnet i Viby, og jeg kommer nok også igen til næste år. Det er jo en tradition, og jeg har været der hvert eneste år, siden det startede i…. jeg tror det var 2007.

En af de ting, som jeg også nyder ved stævnet er, at man kører hjem lørdag aften og så har man mulighed for at have søndagen derhjemme, inden jobbet kalder igen. I mit tilfælde blev det mest brugt til at luge ukrudt og lytte til lydbøger.

Ukrudt – Evig kamp

Jeg er i gang med Jannie Pedersens og Kim Fabers krimiserie, og den synes jeg virkelig er fængende. Så kan jeg godt nok få luget noget ukrudt og samtidig slappet af, når jeg har noget interessant at lytte til.

Blåbær for youngsters

I sidste uge deltog TikTok og jeg til Blåbærstævne hos Ribe Hundevenner.

For mig er blåbærstævner lig med forholdsvis lette baner, miljøtræning og god konkurrencetræning. Konkurrencen er også fuldstændig uofficiel.

Jeg elskede, at det var et aftenstævne på en hverdagsaften. Det gør det bare lidt nemmere at få det klemt ind i mit program. Det hele var vel også afviklet på under 4 timer.

Banen var hegnet ind, så hvis der nu var nogle af hundene, der lod sig friste mere af omgivelserne end af banen, så havde man styr på dem. Da jeg læste det i indbydelsen tænkte jeg godt nok, om det ikke var at overdrive lidt.

Indhegningen kom bestemt til sin ret. Der var mere end en hund, der var henne og kigge ud gennem maskerne i hegnet. Så det var god sikkerhed for både hunde og førere.

TikTok foran banen – med hegnet omkring

Der var til en start bygget en springbane, som vi løb to gange. Det bedste løb ville tælle i konkurrencen på denne bane.

Bagefter løb vi samme bane bagfra. Sjovt nok så blev den bedre at løbe, da den blev vendt om. Denne bane fik vi også to gennemløb på.

Det fede ved at have to gennemløb på samme bane var, at både hund og fører voksede på banen fra første til næste løb. Generelt var det fedt at se de helt grønne hunde vokse løb for løb hen over aftenen. Der var virkelig en god udvikling.

Måske ville nogen mene, at TikTok var for god/dygtig til at være med til sådan et arrangement, men man er jo begynder på mange måder. Hun har allerede en ret god grundtræning, men stævnemiljø er ret svært at træne på egen hånd.

Jeg mærker meget tydeligt på hende, når vi skifter miljø. Så skal hun lige bruge lidt tid på at se det nye miljø an. Til en start er hun lidt forsigtig, undersøgende, ukoncentreret og meget observerende. Men efterhånden som der kommet et løb eller mere i benene, så ryster hun det af sig.

Hun skal stadig bruge energi på hvor hendes legetøj ligger. Hun er ret fikseret på det. Det lærer hun nok at ignorere med tiden, når hun finder ud af, hvornår sådan et løb egentlig slutter. Faktisk kan hun også finde på at søge dommeren i håb om, at han/hun vil belønne hende.

Hun havde inden blåbærstævnet i sidste uge startet to stævner (kun springløb) og ikke opnået resultater. Men uha som hun voksede med opgaven. Hun vandt begge baner og leverede fire fine gennemløb (det ene med disk fordi hun løb udenom en forhindring).

2 x 1.plads. TikToks første præmiering – hun ligner en der kunne vænne sig til det

På bane nummer to havde hun lavet et superflot gennemløb i første gennemløb, så jeg besluttede mig for at udfordre hende lidt ved at lave noget layering-handling. Det var hun bare så sej til. Jeg var lidt stolt over det løb.

Det er faktisk en af de rigtig fede ting ved disse blåbærstævner – når man får lov til at løbe banen to gange, så man kan prøve noget forskelligt af.

Der var imponerende fine præmier og rosetter. Faktisk var der også en lille deltager-gave til alle deltagere. Det må også have været rigtig fint for de hundeførere, der også var helt nye.

Det var altså sådan et fint arrangement. Stor ros til Ribe Hundevenner for det initiativ.

Der er ingen tvivl om, at stævnet rustede TikTok til løbe stævner. Nu er vi klar til at tage ud og høste noget mere erfaring til de officielle stævner.