Når dovenskab straffer

Vi kender det alle sammen (tror jeg). Vi tager chancen. Vi hopper over, hvor gærdet er lavest og tager den letteste og hurtigste løsning.

Jeg har set mange eksempler på, at det kan være et rigtig dårligt valg, som faktisk også kan få ganske fatale følger.

Så slemt gik det ikke i søndags, da jeg lige tog den “lette og hurtige” løsning.

Jeg var i Indog Elite Center hele søndagen til agilityundervisning og Hooperskursus. Jeg var lidt bagud med frokostpausen, og ville bare lige skynde mig op og kaste en rugbrød i gabet og så tilbage i hallen igen.

For at komme om og spise, skulle jeg ud af hallen og om på den anden side. Derfor var jeg nødt til at skifte fra indendørs- til udendørssko for at gå de ca. 50 meter om til det andet lokale.

Jeg har sådan nogle dejlige vandrestøvler med “øjer/hægter” op ad skaftet. De sidder rigtig godt på foden på en god lang gåtur, men de er røvirriterende at snøre. Det tager “for lang tid”. I stedet for at snøre skoene, så stak jeg bare fødderne i støvlerne og smed enderne af de lange snørebånd ned i støvlen.

De støvler er bare så irriterende at binde…

3 meter fra døren ind til lokalet, hvor maden var, så får et af de lange snørebånd fat i en af hægterne, og satte sig urokkeligt fast. Så var mine fødder ellers bundet godt og grundigt sammen. Det sker jo mens jeg fører den ene fod frem for at tage et raskt skridt, så jeg har flyttet vægten fremad, men der er ingen fød/ben til at bære vægten.

Så kan der nærmest kun ske en ting. Kroppen fortsatte med fuld kraft mod jorden. Det blev så mine hænder, der tog fra. Den grove asfalt åd et par lag hud på mine håndrodsballer. Min telefon som jeg gik med hænderne fløj afsted og landede en meter foran mig.

Shit, hvor gjorde det ondt. Godt nok var mine hænder nærmest følelsesløse af slaget, men de skærende sten ind i hånden gjorde dælme ondt.

Med blodige hænder lykkedes det mig at indtage en klapsammen med leverpostej efter at jeg have fået skyllet hænderne under vand.

Efterhånden som bedøvelsen fra slagene fortog så, så blev jeg pænt øm, og jeg endte med at halte lidt stivbenet rundt. Jeg havde fået et ordentlig trælår. For mit venstre lår havde sammen med hænderne taget fra for faldet. Hurra for at hovedet ikke også røg en tur i asfalten, tak!

Så det var mit lår og mine hænder, der havde taget fra for slaget. Her gik jeg ellers også synes, at jeg var blevet lidt juletyk, men det var da nok ikke så slemt alligevel, for der var ingen slag eller asfalteksem på maven. Det var da også lidt opmuntrende.

Låret tog også af for slaget og har nu skiftet farve

På vejen hjem skulle jeg aflever noget til min veninde Anja, som straks kastede sig over mine sår med sin faglighed som sygeplejerske. Så fik det ellers klorhexidin, brandsårsplaster, gaze (det væskede) og forbinding. Det er da skønt med en personlig skadestue på hjemturen.

Såret er nu fint renset efter alle kunstens regler

Siden er hånden blevet flot blå og det samme er mit lår. Men jeg er trods alt sluppet billigt, for det er bare hud, der er skrællet af. Det er også irriterende nok. Men jeg føler mig trods alt lidt ung igen, for asfalteksem er vel sådan en slags børnesygdom. Jeg fik det i hvert fald nogle gange som barn, når jeg var lidt for vild på min cykel, som af og til smed mig af.

Flotte blå nuancer fra håndrod til håndled og i håndfladen. Hånden fungerer fint.

Mine støvler. Ja, dem binder jeg altid fra nu af! Det havde været meget hurtigere og lettere at binde støvlerne. Men jeg er nok ikke den eneste i hele verden, der har fejldisponeret på en kvik beslutning og blevet straffet på min dovenskab.

3 generationer på sommerhustur

Tiden flyver afsted. Denne tur foregik faktisk i marts, men jeg synes det har været et lidt hektisk år med nyt job og “rehabiliteringstidsrøveren”, så jeg har aldrig nået at skrive, mens det var “aktuelt”.

Men denne skønne sommerhustur skal jeg da lige skrive et par ord om alligevel. Så old news, men gode minder for familien.

I forbindelse med nyt job havde jeg en masse opsparet frihed, som jeg skulle have brændt af. Så jeg havde i store træk fri hele april måned.

Henrik havde travlt på jobbet, og jeg “hang” på Ninja og genoptræning af hende efter korsbåndsoperationen nogle uger forinden, så det var faktisk ret begrænset, hvad vi kunne gøre af vilde udskejelser.

Så det endte med en sommerhustur til Falster, hvor vi lejede en god hundevens sommerhus. Det er så dejlig afslappende, når der ikke er nogen, der forholder sig skeptisk til, at man vil leje et sommerhus, når man har 3 hunde med. Det får jo let “almindelige” mennesker til at bakke. Mine hundevenner kender mig og ved, at både mine hunde og jeg ikke smadrer hele huset. Så det er faktisk meget mere lige til.

Vi havde inviteret min far med, og han takkede ja. Vi pakkede alt vores habbengut for 4 personer og 3 hunde ind i min Grand Picasso. Ja, det er sgu et meget rummelig bil. Der var ikke plads til så mange madvarer, så vi bestilte også en måltidskasse fra Skagenfood. Så skulle vi da ikke handle ind til aftensmad. Troede vi.

Maden var klar ved ankomsten til sommerhuset. Eller ingredienserne var

Da vi ankom, var hængelåsen, ind til hvor sommerhusnøglen hang, gået i baglås. Efter at alle mand havde forsøgt at låse op, så måtte vi opgive og ringe efter assistance hos ejeren. Nu var vi ved at være sultne og kørte derfor afsted for at finde en pizza, som så blev vores aftensmad den første aften.

Sommerhuset ligger tæt ved vandet (Sortsø Strand). Ninja måtte på daværende tidspunkt stadig ikke gå særlig langt (kun 10 minutter) og kun i skridttempo, så hun kunne lige nøjagtig gå med ned til molen og så hjem igen.

Min lille trio ved vandet på Sortsø Strand

Når vi rigtig skulle ud at gå på de lidt længere ture, måtte hun pænt blive tilbage i sommerhuset.

Når man ikke kan gå mere end 10 minutter ad gange, så må man varme hundekurvene i stedet for

De andre hunde nød at komme ud at ræse afsted uden at have Ninja på slæb. Vi andre nød også at gå en god tur i skoven eller langs vandet. Det hele var lige udenfor døren, så det var dejlig nemt.

Gøgl i skoven. Natur-PacMan
Min far og Henrik får en mandesnak langs vandet

Silas havde et ønske for denne lille ferie, og det var en tur til Lalandia. Det var faktisk lidt fjollet at køre i det gamle og lidt slidte Lalandia i Rødby, da vi havde en pæn køretur dertil fra sommerhuset. Vi bor jo selv en times kørsel fra det nyere i Billund. Så det kunne i princippet altid gøre, men nu blev det altså til en tur til Rødby.

På vej i Lalandia

Men hele familien havde en super skøn dag i Lalandia. Vi var klogeligt taget afsted fredag formiddag, så vi nåede at være der før weekendgæsterne tjekkede ind i feriehusene. Det var meget heldigt, for der var ikke mange mennesker, men som timerne gik kom der flere og flere. God timing.

Jeg kan huske, at jeg faktisk var lidt imponeret over deres cafeteria, som havde andet end det sædvanlige junkfood og mad til rimelige priser. Nogen gange er det, som man bare får lov at betale kassen sådan et sted, fordi de ved, at man ikke har andre muligheder, når først man har betalt for at komme ind.

Vi var også en tur ved Møns Klint. Det var en rigtig flot tur. Vi var så heldige med vejret. Der var rigtig forår i luften.

Ninja var blevet hjemme, så jeg havde kun de andre to hunde med. De fik så godt nok også noget af en tur. Jeg var tæt på at skyde Fuji nede på stranden, hvor der var en del mennesker, som naturligt nok smed mange af de fristende sten i vandet. Fuji stressede vildt op, hylede og skreg og kastede sig ud linen. Det må have været en parodi at overvære, for Fuji var nærmest ukontaktbar.

Masser af folk på stranden, og de fleste skulle kaste sten i vandet. Det var udfordrende for Fuji

Så når folk på div. fora kan finde på at fraråde, at man tager sine hunde med på Møns Klint, så læser jeg kun, at det er pga de mange trapper, som kan være hårde for hundene, men da mine er ret fit, så anså jeg ikke det for et problem.

Det var faktisk mere problematisk, at Fuji kunne lugte vandet og havde meget travlt ned af trapperne mod stranden. Det var balancekunst for mig at komme helskindet derned med en ivrigt trækkende hund. Bagefter var hun total uden for rækkevidde på stranden. Det var ikke Fujis fortjeneste, at det var en dejlig tur, lad mig bare sige det sådan.

Afsted det går. Der er vand i sigte

Den lange opstigning var der dog ro på tropperne. Altså stadig masser af krudt i de to unge tøser, men vi nød vejret, skoven og den flotte udsigt.

Udsigten er smuk og terrænnet lidt vildt. Det er ikke ufarligt at bevæge sig rundt på Møns Klint. Tjek bare videoen herunder, hvor Silas lige demonstrerer sikkerheden.

Der var meget bakket og blotlagde rødder. Jeg blev helt nervøs for min far og for, at han skulle falde. Det er sgu lidt underligt, når man får sådan en beskyttertrang for sine forældre. For min far har nu ikke en tendens til at falde, men hvis nu… bare for at være sikker.

Pas på her! Der er stejlt. Pas på de her rødder. Nå ja, men jeg vil også bare gerne passe på min far, men det er da lidt overbeskyttende og lidt fjollet. Min far klarede da turen i fin stil, og jeg var nok mere udsat for at gå en røvtur med de to knaldskaller, som jeg havde for enden af snorene.

Det var en skøn lille forårsferie, og jeg nød at se billederne fra turen, for der var rigtig mange forårsbilleder, og det kan man godt bruge ovenpå så mange sure og våde måneder.

Der var liv i skovbunden

Vi brugte faktisk også flere timer i haven ved sommerhuset med kaffe, te, øl og sodavand på terassen, mens hundene hyggede udenfor hos os. Ninja var ikke kun glad for sommerhusets kurve, men også for de firbenede beboeres legetøj

Søde Ninja <3

Man får helt lyst til at smutte en tur i sommerhus igen.

Julen 2019

Årtiets sidste jul. Stadig undervejs med at finde vores jul. Jeg føler mig meget heldig, at mine forældre år efter år knoklede i flere dage for at holde jul for os børn og vores familier.

Min far har siden min mors død sagt, at han synes, at der gik 4 dage med det, og han syntes, at det var hårdt arbejde. Det forstår jeg udmærket, men min mor ville have julen på sin måde. Jeg tror, at min far er lykkelig for, at han nu kan bare kan få lov at nyde julen uden at skulle sørge for det hele.

Borderpigerne opdagede pludselig min far. Så var det svært at løse sin Soduko.
Nu er det i hvert fald umuligt at løse soduko

Vi holder i hvert fald jul i vores lille hjem, og min far er naturligvis også velkommen her. Igen i år takkede han ja til at holde jul med os. Det er dejligt at få lov at hygge om og sammen med ham og nærmest betale lidt tilbage på jule-kontoen.

Efter det dejlige besøg på Skejby Sygehus, hvor overlægen delte “gaver” ud, så nåede vi næsten kun lige hjem, inden min far kom med alle vores BilkaToGo varer, gaver og juletræ pakket ned i sin lille C3´er. Jeg fik desværre ikke taget et billede af den pakkede bil. Men jeg kan se, hvor jeg har min bilpakke-tetris-gen fra.

Silas og jeg pyntede juletræet. Vores meget lidt stilrene pyntede juletræ, der rummer pynt fra bedsteforældre, oldeforældre og nyt og humoristisk fra Tiger. Det er bare et juletræ med minder og historier ved.

Juletræet klodset op på pakker

Jeg havde syntes vi var et noget lille selskab juleaften, da vi kun var Silas, Henrik, min far og mig. Men det var faktisk helt ok. Det var super hyggeligt. Vi havde god tid, men vi skal stadig lære at time madlavningen. Det kan godt være lidt en udfordring, men det endte med at lykkes det hele.

Menuen var risengrød med tilhørende mandelgave. Til hovedret hvide og brune kartofler, flæskesteg, confiteret andelår, rødkål og så fik også Jyde-nachos. Kender du det udtryk? Det er taffelchips med brun sovs til. Meget kan man lære af at arbejde i hovedstadsområdet, men den slags smovseri med sovs og chips er for jyder.

Efter opvasken var der dans om juletræet. Ja, det er vel nærmest gåsegang rundt om træet med næsen nede i sanghæftet med skønsang i en eller anden form.

Når vi nu kun var 4 personer, så kunne man godt tænke, at det der med at pakker hurtigt var overstået, men der var faktisk mange gaver. Og det bringer mig alligevel til at sige, at vi ikke er så overskruede, når det gælder gaver.

Det kan ikke være vores skyld, at der hvert år sættes ny forbrugsrekord på julegaverne. Som grundholdning så giver jeg folk det i gave, som jeg har lyst til at give dem og ikke nødvendigvis det, som står på ønskesedlen, og budgettet skal ikke gå op på kroner og øre. En ønskeseddel er god at støtte sig op af.

Jeg foretrækker at købe mine gaver i fysiske butikker og bruge tiden på at udvælge de rigtige gaver. Der kan selvfølgelig være gaver, som man ikke lige kan få i en fysisk butik i nærheden, så kan det være lidt svært.

Jeg/vi har kun 7 personer, som vi køber gaver til. Dem kan jeg altså godt overkomme at bruge tid til fysiske julegaveindkøb på. Før havde jeg en del flere at købe til, men det er indskrænket nu. Gaver skal altså ikke tage overhånd. Jeg køber naturligvis også helst gaverne i min egen by, som heldigvis stadig har et bredt udvalg af butikker, selvom de klager over vigende salg.

Jeg synes det er lidt ærgerligt og bliver let upersonligt at shoppe julegaver på nettet. Det bliver så tomt og uinspirerende, hvis man ikke kan gå en tur gennem den juleoplyste by, hvor blid julemusik fylder gadens lydbillede mens duften af brændte mandler fra gadesælgeren giver et ekstra drys julestemning. Ærgerligt, hvis der ikke er butikker, hvor man kan se og prøve en vare.

Alle gaverne, som jeg havde købt var indkøbt i fysiske butikker og nøje udvalgt til den enkelte modtager. De gaver jeg modtog var også både gaver fra ønskesedlen og andre, der måske var endnu nøjere udvalgt. Allesammen super gode gaver. Intet der skal byttes der.

Gaverne

Jeg har vist aldrig fået så mange tegninger. Det var godt nok kun to, men alligevel. Den ene havde jeg selv bestilt. Det var en bestilling til vores væg i soveværelset, hvor jeg manglede en ny tegning til samlingen af Silas´ tegninger. Så den tegning vidste jeg godt, at der lå under træet. Men det holdt hårdt for Silas at blive færdig, og jeg vidste ikke, hvordan den så ud.

Undervejs måtte jeg også skubbe lidt til ham, for at han kunne blive færdig (Silas bruger rigtig lang tid på sine tegninger) og forklare ham, at det var vigtigt at blive færdig, så gaven også lå under træet juleaften. Hvad ville han selv sige, hvis der ikke var købt en gave til ham, fordi vi ikke havde haft tid (eller prioriteret tiden). Jeg kunne se, at han tænkte lidt over den vinkel, og så tog han sig sammen og blev færdig.

Det er ikke mig, der er den tegnede instruktør, men hunden er BLÅ (så kan jeg nemlig lære, hvordan en blå hund ser ud = Læs Fuji er i Silas´ øjne ikke blå)

Min far havde medbragt to ret store pakker. Den ene viste sig at være til mig. Jeg havde ingen idé om, hvad den indeholdte. Så jeg var meget overrasket da jeg hev et tegnet billede i ramme op af kassen. Det var min barndomshund, Buller, der var tegnet. Som min far sagde, så var det måske ham, der havde startet “det hele”. Det var en meget smuk og personlig gave.

Tobias havde blandt andet hjembragt te til mig fra England, hvor han havde været på studietur og skulle skrive noget om specialbutikker, og hvad de gjorde for deres kunder. Så tænkte han, at han lige så godt kunne gå i te-butikken og være rigtig kunde og købe noget af julegaven til sin mor, som jo er tedrikker og skuffes over kedelig brevte. Det var da godt tænkt af ham. Jeg glæder mig til at smage dem.

Jeg synes, at julegaver er hyggelige, men de behøver ikke at være store, dyre og flotte. Det er faktisk slet ikke det, som det handler om for mig.

Juleaften fordeles julegaverne en for en ved hjælp af kast med terningen. Den som slår en sekser må hente en gave give til den rette modtager. Så kigger vi alle på, hvad vedkommende pakker ud. Mens vi pakker ud kaster vi os over slikfadet.

Juleslik skal der til

Juledag havde jeg dristet mig til at invitere min bror og hans yngste datter samt Tobias og Camilla. Julefrokost!! Det plejer jo (læs min mor plejede) at være noget med sild, fiskefilet, ribbenssteg, æg/rejer, laks, medister, ris ala mande og ja hele julesvineriet.

Ret hurtigt kunne vi mærke, at det ikke lige var det, som vi havde lyst til. Hverken at spise eller stå i køkkenet med i timevis. Vi brød med den tradition og serverede lakseroulade til forret, asiatisk mangosalat med and til hovedret og fromage ala Henrik til dessert.

Ja sådan blev det. Let, frisk og lækkert var det

Alle var glade for ikke at skulle sidde med stoppede, oppustede og tunge maver. Så jeg synes, at det var en succes. Vi slap for at stå at kokkerere hele dagen, når vi nu hellere ville hygge med vores julegæster. For det var superhyggeligt.

Vi slap helskindet gennem en dejlig og hyggelig jul, og nu nyder jeg en dejlig lang juleferie, som varer helt til d. 6. januar. Ikke alle i familien er så heldig.

Ferie med god tid til familiehygge

Der er masser af dage uden noget som helt på programmet. Det ligner slet ikke mig, men jeg skal nok få dem fyldt ud og få vinget nogle af mine evige hængepartier af.

Feriehadeopgave med app anbefaling

Det er skønt med en lang juleferie. Så kan man få ordnet nogle af de ting, som man måske ellers har skubbet foran sig. Jeg kan altid finde på masser af små projekter.

Et af de projekter, som jeg har kigget på og forsøgt at ignorere den sidste måneds tid har været afriming af fryseren. Det er bare en hadeopgave.

Nu med styr på fryseren

Det er besværligt og når man først er gået igang, så er der ingen vej tilbage. Samtidig bør man jo også forholde sig til, hvad der egentlig ligger i fryseren. Vi er nok ikke de eneste som finder ting, som vi slet ikke vidste, at vi havde, når fryseren gåes igennem. Det bedste fund var chilimarinerede lupinbønner.

Nu er hele skidtet sorteret. Madvarer, der er for længst har passeret sidste holdbarhed er blevet smidt ud. Madvarer, som ikke kunne identificeres (fordi man tænkte, at man altid kunne huske eller se, hvad der var der i) er blevet lagt til optøning i køleskabet. Så det er virkelig spændende at se, hvad vi skal have at spise de næste par dage.

Samtidig med at det hele er blevet gået igennem, så har jeg noteret det hele ind på en fryser-liste på app´en Wunderlist. Så nu kan vi faktisk gå ind og se på listen, hvad fryseren gemmer på. Så er opgaven at huske at ajourføre den, når noget tages op af fryseren og nyt puttes i.

Sådan ser et udpluk af listens 53 linjer ud

Vi bruger også Wunderlist til vores indkøbsseddel. Det gør det nemt at handle ind, fordi vi let kan dele indkøbssedlen og både skrive varer på og foretage indkøb og slette efterhånden, som vi bevæger os gennem butikken.

Wunderlist-ikonet

Wunderlist gemmer også på vores ønskesedler og pakkelister. Den er faktisk ret smart.

Den bedste julegave lå ikke under træet

Der lå ellers mange lækre pakker under juletræet, men det er ikke nogen af dem, som indlægget her kommer til at handle om. Det kommer til at handle om en helt anden julegave

Der var ellers mange store, flotte og dejlige pakker under træet

Vores jul startede helt afgjort, da vi var på Skejby til rutinekontrol d. 23. dec.

Som sædvanlig starter vi med, at Silas måles og vejes. Han skyder helt vildt i vejret, men som sædvanlig er det en kamp at få sul på hans krop, selvom han egentlig spiser ret godt. Rent genetisk så var både Henrik og jeg nogle supertynde børn i Silas´ alder, så det kan også spille ind for Silas, men det var bare ønskværdigt, at der var mere sul på kroppen, så man har noget at stå imod med, hvis kroppen pludselig skal slås med dumme baciller.

Han fik målt sin lungefunktion. Den var sådan set også tilfredsstillende. I sommers var den ikke helt så fantastisk. Nogen gange svinger den lidt, og det er sjovest, når den er høj. For så føler jeg mig i hvert fald mest trygt. Når den begynder at bevæge sig nedad, så bliver jeg bekymret for, om der en “afvikling” af lungerne undervejs. For det er meget skidt med dårlige lunger.

Så skulle der hostes slim/”snot” op, som dyrkes for at se, om der er bakterier i luftvejene. Desværre plages Silas´ lufveje af staffylokokker, som vi af og til får bugt med med antibiotika, men de har det med at dukke op igen. Nu må se om ekspektoratet er rent og bakteriefrit denne gang. Det får vi nok først svar på i starten af det nye år.

Efter div. målinger osv så var vi helt rutinemæssigt også forbi lægen. Lægerne samler op på tingene, lytter på lungerne osv. Men i dag havde lægens faktisk også en helt særlig ting at fortælle os.

Hun forventede, at Silas til sin 12 års fødselsdag kunne starte op på noget nyt medicin. En pille behandling, der kan gives fra 12 år og op. Det forventes at være en pille morgen og aften resten af livet. Silas tager i forvejen mange piller, og det er så let og hurtigt at tage piller. I stedet for f.eks inhallationer og brusetabletter, der kræver tid og vand.

Mirakel-pille?

Der er gennem de sidste år forsket rigtig meget i medicin til Cystisk Fibrose. Der har været meget røre om noget af det første af de revolutionerende mediciner til Cystisk Fibrose, som kom for et par år siden. Der var store problemer med at få det godkendt i Danmark. En af grundene var, at priserne for skyhøje. Men det er også dyrt at behandle med nogle af inhalationerne, for ikke at tale om indlæggelser og evt. organtransplantationer.

Silas ville ikke kunne få gavn af de første par præparater, der kom på markedet. Uden at blive alt for teknisk så matchede hans genmutation ikke den medicin. Den nye medicin, Trikafta, derimod matcher helt fint, og den er endda hele 3 gange mere effektiv end Orkambi, som var det første produkt.

Trikafta er bare ikke godkendt i Danmark endnu, men det forventes det at blive i løbet af foråret. Silas skal så gennemgå en række undersøgelser for at have helt styr på hans “status”, inden han går i gang med medicinen. Det forventes så, at han kan starte op, når han fylder 12 år.

Hvad vi kan læse om Trikafta er, at patienterne oplever en stigning på både lungefunktion og BMI. Det vil bestemt være godt for Silas. Antallet af infektioner skulle også falde. Så der er måske håb for at det kan holde stafylokokkerne i skak, så de ikke ødelægger hans lunger. Nogle af hans daglige behandlinger kan sandsynligvis også reduceres. Det vil være skønt for alle at kunne fjerne eller reducere dem. For ham er det irriterende tid, og han ville meget gerne være fri for dem.

Et udpluk fra medicinskabet

Det var faktisk lidt som om, der lige skulle bruges et par døgn til at synke og forstå denne gave. Det er ikke, fordi vi ikke har hørt noget om den, men jeg har med vilje ikke sat mig ret meget ind i medicinen og forskningen omkring den, fordi jeg så ville beskytte mig selv mod skuffelsen, når vi alligevel ikke kunne få den i DK. Ingen kunne jo vide, hvor lang tid det ville tage at nå dertil.

Henrik følger forskning og andre landes protokoller via div internationale sider og fora på nettet. Henrik har et meget naturligt flair for at nørde i medicin og kroppen. Også han har holdt lidt igen med at juble på vores egne vegne. Selvom præparatet er frigivet på det amerikanske marked, så er det jo ikke det samme som, at også kan fås på det danske marked. Det kan nogen gange tage meget lang tid, men nu skulle Trikafta være lige rundt om hjørnet.

Det giver håb om et bedre og længere liv!