Fremtidens hverdag?

Skolerne åbnede for 0.-5. klasse for 2 uger siden. Nu skulle skolebørnene og lærerne finde en ny hverdag igen.

På baggrund af sygehusets og Cystisk Fibrose Foreningens anbefaling og vores egen mavefornemmelse er Silas stadig hjemme fra skole. Det betyder, at jeg er lærer og “klassekammerat” full-time hver formiddag. Det giver en masse dejligt samvær med Silas. Man må jo gerne glædes over de gode ting.

De sidste to uger har jeg også tydeligt kunne mærke, at opgaverne i klassen er baseret på klasseundervisning og ikke fjernundervisning. Der har været en del gruppearbejdsopgaver. Heldigvis, vil jeg så sige i dette tilfælde, er jeg hjemsendt, så jeg kan gå all-in.

Så jeg har lavet “gruppearbejde” om transport og teknologi, lav sætninger to og to sammen med bindeord, omskriv tekst fra idyl til det modsatte osv. Ja, men jeg lærer også noget nyt, og jeg forsøger at give Silas en interessant skoledag, hvor han ikke bare skal sidde og arbejde for sig selv hele dagen. Jeg synes egentlig, at det lykkes ret godt.

Når man selv kan tilrettelægge giver det også nogle friheder. Som f.eks en strandtur midt på dagen.

At have hjemmeundervisning kræver, at man er meget omstillingsparat. Jeg aner aldrig helt, hvornår der dumper opgaver ind. Det har jeg sådan set også forståelse for. Der er mange ting for lærerne at holde styr på og mange nye rutiner.

Når skolen har lektioner udenfor, så ved jeg at opgaverne ikke kræver andet end en blyant og bog/papir, og så forsøger jeg også at arrangere at rykke ud med de samme opgaver. Ikke mindst så vi kan få frisk luft, motion og opleve noget andet end bare stuen.

Vi laver danskopgaver i skoven. Omskriver eventyrbeskrivelser til noget mindre tiltalende. Vi morede os ret meget sammen over den opgave.

I går havde klassen et løb rundt omkring i byen, hvor de skulle finde poster ud fra en engelsk og tysk beskrivelse. Den ene post hang på vores låge, og Silas fik lejlighed til at sige hej til sine klassekammerater. Det var han faktisk ret glad for.

Da klassen var færdig med posterne tog Silas og jeg turen rundt til de 6 poster. Vi snuppede bare turen på cykel, da vi også have lavet crossfit hjemme i haven. Det var en fin cykeltur på 5,5 km i dejligt forårsvejr.

Post 2 ved kirken fra gårsdagens “løb”

Men de her lærer-uger har også givet et interessant indblik hvorhenne på skalaen de forskellige læreres engagement ligger. Hvilke forventninger har de til eleverne og hvad bidrager de selv med. Lad mig bare sige det sådan. Det har budt på ups and downs. Der er klart nogle af Silas´ lærere, der shiner mere end andre. Ja Coronatiden kan være en øjenåbner for mange ting.

Nå men egentlig så går det jo fortsat meget godt med hjemmeundervisning, men det er jo ikke en holdbar situation på den lange bane. Silas (og vi) kan jo ikke sidde her og vente (på vaccinen) i årevis. Det kan vi godt se, men indtil videre holder vi fast, og der er ikke meget forandret siden d. 11. marts for vores vedkommende. Men med tiden skal vi jo også “videre” og forhåbentlig få en hverdag igen.

Men jeg er pissestolt af Silas, som arbejder så godt med sine skoleopgaver, og nogle dage er han faktisk ret hurtigt færdig med dagens opgaver, fordi han arbejder godt og koncentreret. Naturligt nok er der jo ikke så mange forstyrrelser, når man ikke skal sidde i klassen, og det kan nok også hæve effektiviteten.

Danskundervisning med poster med ord gemt i haven. Der skulle øves antonymer og synonymer

I mandags havde vi planlagt kontrol med Cystisk Fibrose Ambulatoriet på Skejby. Det var grundet omstændighederne ændret til en telefonkonsultation. Vi talte naturligvis med overlægen om situationen, og at Silas savnede sine venner. Det er alligevel lidt hårdt at være 11 år og isoleret og ikke være sammen med jævnaldrende overhovedet. Det er der ikke noget underligt i.

Formiddagshygge med popcorn og film. Ofte er vi ret hurtigt færdig med skolearbejdet.

Landets to cystisk fibrose centre anbefaler pt at børn med CF ikke sendes i skole. Det anbefales ud fra et forsigtighedsprincip. Overlægen fortalte mig, at de på centrenes side samme eftermiddag skulle have en konference på Skype, hvor de på baggrund af indsamlet data ville se på, hvad man fremadrettet kan anbefale.

Hun fortalt samtidig, at der overhovedet ikke har været indlagt børn med Covid-19 på Skejby. Der er børn, der er testet positive, men ingen indlagte på Skejby.

Mht smittede med Cystisk Fibrose, så er man nødt til at kigge mod udlandet for at se, hvordan det er gået smittede CF patienter. Selvom det i forvejen er patienter, hvor lungerne er påvirkede af sygdommen, så lader det indtil videre ikke til, at det stiller dem ringere, men datagrundlaget pt for smittede CF´ere er nok stadig spinkelt. Jeg tror, at de CF´erne holder sig meget for sig selv, ligesom vi også gør. Så der er jo ikke meget data, me nogle CF´ere har dog været ramt rundt om i verden.

Så som overlægen sagde, så er Silas et barn (og de bliver typisk ikke særlig påvirkede af Corona) og han har en fornuftig lungefunktion. Men indtil videre gælder centrenes anbefaling til d. 10 maj. Inden vi når til den dato, så har de nok endnu mere data, som de kan kigge på. Så det kan jo være at anbefalingerne ændres. Men det skal jo være forsvarligt, og man skal ikke sætte livet på spil. Jeg ved ikke, hvad der er klogest og mest rigtigt. Jeg er ikke ekspert. Jeg er bare mor.

I øvrigt fortalte overlægen noget andet interessant. Denne måneds lock down havde påvirket børneafdelingerne helt enormt. De havde stort set ikke haft noget at lave. Pludselig kom der ikke børn med RS-virus og de mange andre sygdomme, som de ser på denne årstid. Ja det kunne jo være interessant, hvis nogle af hygiejnetiltagene fra Corona bringes med videre ind i fremtiden. Det kan nok spare nogle penge på diverse behandlinger og fravær.

Påske”ferie”

Tilbage i januar var jeg inde hos min chef for at bede om fri i ugen inden og efter påske. Henrik og jeg havde snakket om at tage ud at rejse. Måske en tur til USA igen? Jeg synes det passede perfekt i år. Jeg havde opsparet frihed nok, og vi drømmer tit om endnu en USA tur.

Man kan altid drømme sig til en USA tur. Her går vi i Yosemite National Park, 2016

Vi satte dog planerne lidt på pause, da jeg i januar og dele af februar var helt underdrejet af voldsom hoste, der holdt mig vågen om natten. Jeg ville gerne lige sikre mig, at det ikke satte sig til en lungebetændelse, inden vi kom alt for langt med rejseplanerne. Hvis det var tilfældet, så kunne jeg få problemer med rejseforsikringen. Og her taler jeg af dårlig erfaring fra min USA tur i 2015.

Men så begyndte Corona at spøge lidt rundt omkring, og så valgte vi at se tiden mere an og var begyndt at tale om alternativer. Vi kan jo godt være helt spontane, så det var ikke et problem, at planerne ikke lå fast. Vi kunne måske leje en hytte i Østrig eller Tjekkiet og gå i bjergene. Corona, kabinen i en flyver og Silas forekom os som en meget skidt kombi. Så vi betragtede udviklingen.

Men som ugerne gik, så blev det mere og mere tydeligt, at vi faktisk slet ikke skulle nogen steder hen. Som Coronaen lagde sin klamme hånd om Europa og derunder også Danmark, så var vi bare glade for, at vi ikke havde nået at købe billetter til noget som helst.

I stedet for at holde påskeferie ryddede jeg så mit bord for arbejdsopgaver, og da det var tomt her efter påske, så blev jeg hjemsendt (foreløbig indtil d. 9. juni). Nu holder jeg i stedet opsparet frihed i hjemsendelsesperioden.

Men det har da været påske, og der er jo altid noget at tage sig til her hos os. Jeg kender ikke ordet “kedsomhed”, men det kan naturligvis at jeg kommer til at stifte bekendtskab med det i de kommende to måneder.

Huset har været helt lukket for besøg siden d. 11. marts, men jeg valgte at invitere min far på en lille påskeferie hos os. Nu hvor han bor alene og alle hans sociale aktiviteter er lukket ned, så synes jeg, at det kunne være rart for ham med lidt adspredelse, og jeg ville generelt også gerne se ham. Vi har også haft nogle små videosamtaler af og til.

Hundene var meget begejstrede for det fysiske besøg

Jeg vidste, at vi ikke kunne udgøre nogen smitterisiko for ham, da vi ikke har været sammen med andre siden 11. marts. Min far har, i modsætning til os, godt nok selv handlet ind, men hans omgang med andre har alligevel været rimelig begrænset, og han bor desuden i en kommune med meget få smittede.

Påskeugens største projekt var at bakse med min campingvogn, som jeg ikke havde kunnet trække fri fra græsset her i vinters. Jeg regnede med, at det var fordi, jorden var så våd, at jeg ikke kunne trække vognen fri. Men nu hvor jorden var tørret op, så kunne jeg konstatere, at det snarere var bremsen, der havde et problem.

Det var nok en kombination af at håndbremsen havde været trukket i starten af den våde sæson, og måske at værkstedet har monteret noget i bremserne forkert sidste år, så den hang i bremsen under kørsel. Men det skulle de dog have udbedret. Først tænkte jeg så bare, at bremsebakkerne sad fast i tromlen.

Du skal bare give bremsetromlen nogle tæsk! Det var det eneste råd. Og det kan jeg love for, at jeg gjorde. Henrik gav den tæsk. Min far gav den tæsk. Lige lidt hjalp det. Et forsøg på at trække bremsen fri ved at spænde en 4 hjulstrækker foran, nyttede heller ikke. I stedet var der den fineste plovfure i græsplænen.

Campingvogn med plovfure

Så måtte vi i stedet for igang med donkraft og ringgaffelnøgler af så stort format at vi måtte på rundtur i byen for at finde en, der var stor nok. Med meget møje og besvær fik vi (min far) skilt den ad, så den kan fungere igen. Inde i bremsetromlen fandt vi et stykke bremsebakke, der var knækket af og forhindrede hjulet i at køre rundt. Hold kæft, hvor har jeg brugt meget energi på det skrammel.

Bremsebakken – altså den pæne. Den anden er der knækket et stort stykke af på.

Campingvognen er nu kørt på værksted for at lavet diverse ting, så den igen kunne komme ud at trille. I en af vinterens storme fik den så også tilføjet en håndfuld buler af en stor gren, der blev kastet ind i vognen af vinden. Værkstedets bud er, at vognen nu er totalskadet. ØV!

Buler! Det koster en helt ny sideplade at fikse det

Ellers er det mest blevet til små projekter med vinduespudsning og luge ukrudt.

Ukrudt kan man altid “fornøje” sig med

Vi har haft en bunke granitskærver liggende i indkørslen, som “bare” skulle fordeles ud.

Silas skovler granitskærver. Under grundig kontrol fra MicMic

Men det var jo også påske, og der skulle også ske lidt for Silas. Det er jo ikke fordi der sker så meget spændende i hans liv lige for tiden. Så jeg fik fat i nogle påskeharer, som jeg kunne gemme i haven.

Klar til at gemme påskeslik i haven

Det var en hyggelig lille påskeaktivitet, men det var nok også alt, hvad vi lige gjorde særligt ud af, at det var påske.Ikke alle påskeharer var lige lette at finde igen, og den herunder skulle Silas da også guides til at finde.

Ja alt i alt, så har det bare været afslapning med små projekter hjemme i egen have. Så som nedskæring af et eller andet meget stikkende hegn i haven.

Hegnet gik før op til den røde streg, så der var nogle timers arbejde i det projekt.

Nogle gåture ud i den omkringliggende natur. Der er så meget lækker natur lige rundt om hjørnet.

Dansk natur er nu heller ikke så tosset. Her er det ved Slivsø, der ligger ca. 4 km herfra

Måske ikke de store oplevelser, men klart mere trygt end en rejse til USA lige nu. I morgen er det mandag, og så ville den påskeferie, så også have været slut, og jeg i stedet for at ærgre mig over, at den ikke blev til noget, så vil jeg bare glæde mig over, at vi ikke nåede længere end til planerne.

Genåbning?

Her i huset er genåbningen noget anderledes end den nok er i mange andre hjem. Måske nærmest helt bagvendt…

I sidste uge kaldte Mette til pressemøde. Nu skulle der åbnes stille op i DK. Ansatte i den private sektor skulle langsomt og kontrolleret til at møde op på arbejdspladserne igen. Men den største ændring var nok, at pasningstilbud til samfundets yngste børn skulle genåbne, og skolebørn fra 0.-5. klasse skulle starte i skole her onsdag efter påske.

Jeg indrømmer gerne, at det var lidt af en mavepuster for mig. Jeg følte mig ikke lige klar til at sende Silas ud i samfundet lige nu. Vi har isoleret os herhjemme, og at gå derfra og så til at skulle i skole igen nu, var lidt angstprovokerende.

Jeg valgte dog at skubbe tanken lidt fra mig og ikke gå helt i panik. Ofte så dukker der en løsning op, helt af sig selv. Skolen var hurtig til melde ud, hvordan de havde tænkt sig at organisere det hele. Deres tiltag virkede meget fornuftige. Opsplitning af klasser og fordeling på flere lokaliteter i vores lille landsby. Kun de samme to lærere til klassen. Den del kunne ikke gøde utrygheden, når det nu skulle være. Og dertil masser af håndvask!

Skolen byder på Facebook velkommen tilbage.

Men Silas starter ikke i skole i dag. Vi trækker forsigtighedsprincipkortet, og det gør vi helt i samråd med Silas, som ikke selv ville føle sig tryg ved at skulle i skole nu. Så Silas tror egentlig, at det er noget, som han selv har valgt, men det er også vigtigt at lytte til ham.

Det har været meget svært at finde ud af, hvilke børn, der kunne få “lov” at blive væk. Der er jo mange aspekter i at holde sig barn væk fra skolen. Selvom vi kun har undervisningspligt i DK og ikke skolepligt, så kan man ikke være garanteret sin plads, hvis man har for meget (ulovligt) fravær.

Når vi læste et sted, så virkede det som om, man synes, at børn med Cystisk Fibrose godt kunne starte i skole og pasningstilbud nu. Men når man læste andre steder, så burde de ikke møde op, men indtil videre holde sig hjemme. Cystisk Fibrose er jo en kronisk sygdom, der især påvirker lungerne, og Corvid-19 er jo også særlig slem ved lungerne.

Hvem skal i øvrigt stå for undervisningen, hvis mor og far begge skal afsted på arbejde “ude i byen”? Det kan også være udfordrende for nogen. Eller skal forældrene kompenseres for at blive hjemme hos deres barn? Nå, men sådan er situationen slet ikke her i vores hus. Henrik arbejder hjemme, og det kan jeg også gøre i meget stor udstrækning. Men sådan helt bagvendt på genåbning, så er jeg blevet hjemsendt fra og med i dag.

Det betyder, at jeg er hjemsendt med fuld løn efter 3 parts aftalen, som er en del af regeringens hjælpepakke til erhvervslivet. Indtil videre gælder det til d. 9. juni, men jeg kan kaldes tilbage på job med 1 dags varsel. Mit eneste “offer” i dette forlig var, at jeg i hjemsendelsesperioden skal afholde 5 dages “frihed”. Så jeg har givet afkald på 5 ferie-fridage. Men jeg føler mig ualmindelig heldig, at jeg (som mine mange andre hjemsendte kolleger) har kunnet beholde jobbet i denne krise. Det er dejligt at være ansat i en professionel og stærk virksomhed. Det er jeg uendelig taknemmelig for.

Nu står den på hygge og hjemmeundervisning

Jeg har ellers passet mit job hjemmefra i de første 5 uger, men jeg lever af de arbejdsopgaver, som kommer fra de offentlige skriveborde. Jeg arbejder med udbud på arbejdstøj til primært sundhedspersonale hos kommunerne.

Der har været meget stille omkring nye udbudsopgaver den sidste måned, så nu var jeg altså kommet i bund med de igangværende udbud, som var publiceret inden Corona kom og ødelagde hverdagen. Så mit skrivebord er tomt, hvilket er højst usædvanligt. Derfor giver det jo ingen mening at holde mig på jobbet, når der ikke kommer nye opgaver. Det er lidt underligt. Slukket arbejdstelefon og autosvar på mailen. Man føler sig pludselig lidt overflødig, men det er man jo sådan set også, når der ikke kommer opgaver ind. Men bare rolig. De kommer, i kaskader, lige pludselig!

En ryddet hjemmearbejdsplads, der plejer at flyde i mapper og papirer

Nå, men der sidder nok nogen og tænker: Hvad har I så egentlig tænkt jer at stille op med skole og Silas? Situationen er uholdbar, ikk?!

Jo, på sigt er det uholdbart. Vi kan jo ikke lukke os selv og Silas inde, indtil der engang kommer en vaccine. Der går måske 1 eller 2 år. Det kan man ikke vide, og et eller andet sted, så skal vi også leve.

Men nu vælger vi lige at se tiden an (ikke mindst fordi vi har muligheden). Hvad sker der med kurverne, når der lukkes op? Hvordan reagerer andre Cystisk Fibrose patienter på Corvid-19? Ja, vi følger med fra sidelinjen, og så revurderer vi igen om nogle uger.

For døve øren?

Det kan være svært at fordele opmærksomheden i sin flok ligeligt, når man har flere hunde. Her går det nok lidt på skift, hvor jeg lægger min energi og træning.

Fuji er altid klar og mener helt sikkert selv, at hun er den allervigtigste. Hvis hun kan komme afsted med det, så springer hun gerne lige ind foran de andre, hvis der skal laves noget. Hun fylder gerne det hele!

Det er med at stå første række. Typisk Fuji.

I 2019 brugte jeg oceaner af tid på genoptræning af Ninja. Dernæst prioriterede jeg MicMics agilitytræning, når der sådan blev overskud til andet. Det var jo ligesom mit bedste kort på hånden. Så til allersidst kom Fuji, der fik de sørgelige rester.

Det passer Fuji så fint at være et højdepunkt

Hen over sommeren begyndte jeg at tænke, at hun bevidst ignorerede mig. Hun kom ikke, når jeg kaldte. Tidligere skulle man bare klikke engang med tungen eller kalde første stavelse af hendes navn, så ville hun prompte vende om og komme retur. Nu føltes det bare som at få fingeren af hende.

Fuji synes, at hun er den vigtigste at træne med og hun har faktisk altid være enorm lydhør.

Egentlig tænkte jeg, at det var payback for at være blevet skubbet i baggrunden i flere måneder. Når jeg syntes at være ligeglad med hende, så var jeg også ligegyldig for hende. Så jeg tænkte, at jeg skulle arbejde på at opbygge relationen igen. Så jeg gik igang med diverse tiltag.

Jeg købte blandt en fløjte, fordi jeg tænkte, at fløjtesignalet var klart og præcist fremfor en talestrøm fra min mund. En veninde og jeg tog Fuji med til stranden uden de andre hunde for at teste fløjten. Jeg husker, at vi observerede, at der ikke rigtig var respons på selve fløjtelyden, men snarere på mit kropssprog, når hun fornemmede, at jeg stoppede op for et indkald. Vi tillagde det, at hun nok bare skulle have mere positiv forstærkning på fløjtelyden (hun kender egentligt godt fløjteindkald, når en af mine andre veninder har brugt fløjten på lufteturene). I dag er jeg nærmere overbevist om, at hun slet ikke kan høre fløjtens tone, som er i den høje ende.

Snedronning

Med tiden er jeg i stedet blevet mere og mere overbevist om, at Fuji nok desværre er ved at miste hørelsen i stedet for. Det er jo lidt sværere at håndtere høretab end manglende lyst til at høre efter. Jeg har ikke registreret nogle øreproblemer med ømhed, skæv hovedstilling, ildelugtende ører osv.

Jeg har hen af vejen observeret, at når jeg skal ud med hundene om aftenen, og de ligger ovenpå, som kommer de to andre straks susende, når de kan høre, at der er optræk til at komme udenfor. Somme tider skal jeg ovenpå for at prikke til Fuji, for hun reagerer slet ikke.

Når Fuji sover kan hun være meget langt væk

Når jeg forsøger at kalde hende ind, så oplever jeg også nogen gange, at der ikke rigtig sker noget. Jeg kan opleve, at hun reagerer på klap og vender hovedet og tjekker ind. Når jeg så har øjenkontakt med hende og laver håndtegn, så kommer hun glad løbende. Så det er jo ikke fordi hun ikke gider at komme. Hun reagerer fint på håndtegnet.

Jeg har oplevet tendens til tyvstarter i agilitytræningen, hvilket også overraskede mig meget, da jeg oplevede det de første gange. Det er aldrig en tendens hun har haft. Nu hvor jeg så også oplever, at hun heller ikke altid reagerer på det verbale releasesignal, så virker det jo ikke som mangel på selvkontrol. Når man er vild med at arbejde, så giver det jo ikke nogen mening bare at blive siddende ved første spring, når jeg har sagt værsgo.

Vi har også observeret, at hun slet ikke reagerede på, at der blev tabt en plastkugle på klinkegulvet lige bagved hende, mens hun bare lå og slappede af på køkkengulvet. Hun ikke så meget som vippede med ørerne.

Søde Fuji (Foto: Helle Lindholm Larsen)

Hun er givetvis ikke stokdøv, men jeg er slet ikke i tvivl om, at hendes hørelse er væsentlig nedsat. Jeg har nu brugt flere måneder med mistanken i baghovedet på at observere hende.

Faktisk ser jeg også i flokindkald at MicMic forholder sig afventende. Nogen gange ser det lige frem ud som, hun løber op for at hente Fuji.

Inden alt det her Corona stads, så var jeg gået igang med at undersøge lidt om høreundersøgelser for hunde, og havde fundet frem til at Husum Dyreklinik skulle have Danmarks bedste måleudstyr til høretest. Det er jo smart nok, da Husum Dyreklinik ligger tæt på kontoret på min arbejdsplads (hvor jeg pt godt nok slet ikke kommer….), og at Odder Dyreklinik også udfører høretest. Ja, jeg skulle jo faktisk bare have ringet og bestilt en tid et sted, men nu er det, som så meget andet, sat lidt på standby.

Kan det ikke være lige meget med vished for om hun kan høre eller ej?? Er det nødvendigt at få ren besked?

Ja, det synes jeg, at det er. Hvis hun virkelig hører så dårligt, så er der klart nogle ting, som jeg ikke kan tillade mig at forlange af hende. Træning af verbale cues i agility er omsonst, kan man sige. Det vil jo være som at lære en blind at se forskel på farver. Døvhed er jo heller ikke ligefrem en gave i agiltysammenhæng, når man skal løbe med en hund som Fuji, der har så højt et drive.

Der er virkelig fart på Fuji og hun brager altid afsted. (Foto: TDK Foto)

Fuji er 5 år, og når jeg læser om EAOD (Early Adult Onset Deafness), så kan jeg godt tro, at det lige præcis er, hvad Fuji (også) har. Hun er ved gud en rigtig mandagshund. Godt hun bare blev hos mig!!

Fuji vil så gerne bare være en god makker!

Lige nu afventer jeg lidt roligere tider i samfundet, inden jeg ræser afsted til høretest. Man kan i dag DNA teste for EAOD, og forekomsten er bærere skulle vist være ret højt har jeg læst i denne artikel fra Dansk Hyrdehunde Klubs medlemsblad. Lidt skræmmende.

Samfundssind

Jeg har været ude at købe tøj i min lokale tøjbutik. Dvs jeg har sådan set slet ikke været udenfor døren i den proces. Jo, faktisk gik jeg de 40 meter op til lågen ved vejen.

Her i Haderslev har butikkerne en facebookgruppe, hvor de kan reklamere for tilbud og tiltag i disse Coronatider. Haderslev har mange små og fine specialbutikker, som er ejet af private forretningsdrivende. Jeg følger facebookgruppen og generelt nogle af mine yndlingsbutikkerne på facebook. Der kommer mange gode tiltag og tilbud.

Så for en lille uges tid siden fik jeg den idé at skrive til min yndlingstøjbutik. Jeg ville så gerne støtte butikken og hende, som ejer butikken, men jeg ville ikke fysisk ned i butikken. Så jeg gav hende en opgave, som hun modtog med kyshånd.

Jeg skrev til hende, at jeg gerne ville bruge kr. 700 i hendes butik, men at vi var selvvalgt isoleret, og hun derfor kunne sende mig sine forslag på messenger. Pia i butikken har ekspederet mig masser af gange, så hun kender jo lidt til, hvad jeg plejer at kunne lide, min størrelse osv.

I løbet af dagen modtog jeg et par billeder af forslag til små sæt. Det kunne faktisk blive til mange gode forslag, fordi Pia havde valgt at sænke priserne til 50% i størstedelen af butikken.

Jeg valgte et par bukser, en bluse, en kimono og en top og landede på 750. I forvejen havde jeg få lagt to andre ting til side i butikken. Jeg betalte på mobilepay. Næste dag blev posen med varer fragtfrit leveret og hængt på min låge, hvor jeg kunne gå op og hente den.

Så er der leveret

Det er med at være kreativ som kunde og butik, og med fleksibilitet og tillid lykkedes det så for mig at støtte min lokale tøjbutik og få lidt nyt tøj, til når jeg på et tidspunkt skal slippes fri i samfundet igen. Det er måske ikke lige nu, men det var nok lige nu, at butikkerne har brug for en håndsrækning.

Lidt nyt til garderoben. Lyset snyder lidt med farverne

Jeg indrømmer, at vi her i huset nok ikke er dem, der holder hjulene mest i gang i byen, men vi tænker da over, om vi kan placere nogle indkøb i byen uden at bevæge os derind.

Vi har et par gange benyttes os af take a way fra henholdsvis slagteren og en nærliggende restaurant. Ved restauranten hentede vi selv, fordi der var udlevering af mad i bilerne på gårdspladsen. Slagteren leverede lige til døren, så det var ganske bekvemt og ganske lækkert mad.

3 retters menu leveret fra Slagter Vollstedt

Nå ja, jeg betaler også stadig til mit lille lokale fittnescenter, som jo godt nok er lukket i disse tider. De er dog super gode til at lægge live “holdtræning” op på deres facebookgruppe, så på den måde, så får man jo i princippet stadig noget for sine penge. Hvis alle medlemmerne meldte sig ud, så ville stedet jo dø.

Mit første samfundssind-tiltag var den agilitytræning, som jeg havde købt hos en privat instruktør, der valgte at aflyse træningen lige efter nedluk af Danmark. Det var hun sådan set ikke forpligtet til, men aflyste af sikkerhedsmæssige årsager. Hun tilbød da også, at man kunne få sine penge retur eller overføre dem til næste træningsperiode.

Hun lever af agilitytræning, så det er ikke bare noget, hun hygger med en aften eller to om ugen ved siden af sit normale job. Det er jo et kæmpe slag i økonomien for hende, når træningshallerne lukker, og der er offentlig lynchstemning i hundeverdenen, for dem som står fast og gennemfører træning, hvor det er en mulighed.

Fuji ville nok have elsket en omgang træning, men sådan blev det ikke i denne omgang

Så jeg valgte, at lade hende beholde de kr. 300, som jo for mig allerede var afsat og forlængst betalt for træningspasset. Det var jo ikke penge, som jeg skulle tage op af pungen og give hende i hånden. De 300 kroner ville nok ikke gøre nogen forskel for mig, men for hende ville det betyde langt mere – og især hvis andre tænkte på samme måde som jeg. Mange bække små…..

Nu ved jeg godt, at det kan lyde som et helligt blogindlæg, hvor jeg bare klapper mig selv på skulderen. Det er nu ikke meningen, men måske kan det give stof til eftertanke for, hvad man selv kan gøre for at holde hjulene igang. Jeg kunne godt blive bedre.

Jeg er også godt klar over, at der er mange folk, som er hårdt ramt at Coronakrise og derfor selv må skære helt ind til benet. Det skal man også respektere. Indtil videre er jeg så heldig, at jeg er lønmodtager og får min faste løn for at arbejde hjemmefra. Så set ud fra den betragtning, så behøver jeg jo ikke at lægge mit forbrug om. Hvis jeg kan bidrage lidt til at holde hjulene igang, selvom vi som familie indtil videre holder os helt på afstand, så gør jeg gerne det.

Hvad tænker du? Og gør du selv noget særligt i forhold til samfundssind?