Nye juletraditioner

2020 er et år, hvor traditioner vendes på hovedet. Vist ikke kun i vores familie. Måske endda meget lidt i vores familie, da vores familie ikke er så stor.

Julen kommer f.eks umiddelbart ikke til at se anderledes ud end planen hele tiden har været. Min far, min store søn Tobias og kæresten Camilla. Det er i forvejen dem som vi har haft vi vores “sociale bobbel” de sidste måneder, og lige pt er det faktisk også de eneste, som kommer ind i huset hos os. Vi har ikke planer om at ses indendørs med andre resten af året.

Ja det er sådan vi forventer julen, men man ved jo aldrig, hvad der kommer til at ske på sølle 5 dage. For det er hvad der er tilbage før det er juleaften.

Nytår bliver vist bare en 3 mands aften med Henrik, Silas og jeg. Men det er jeg sikker på, at vi nok skal få en hyggelig aften ud af. Vi plejer at holde nytår med nogle venner, men sådan bliver det ikke i år.

Men indtil videre har det alligevel være en hyggelig og julet december, som nok har budt på andre aktiviteter end den plejer.

Vi plejer at lave juledekorationen til juletræsfesten hos Foreningen Cancerramte Børn, hvor jeg også altid sælger kort til fordel for foreningen. Men sådan en aktivitet var naturligvis udelukket i år.

I stedet blev det til, at vi inviterede Tobias og Camilla ned for at lave juledekorationer sammen med os. Egentlig udsprang invitationen af at Tobias gerne ville sætte lyskæden op ved vores tagrende på 1. salg. Henrik og jeg er egentlig ikke så vild med at klatre rundt på høje stiger. Tobias er iskold. Min far blev også inviteret, så kunne Silas lave hans kalenderlysdekoration, og vi kunne alle hygge med æbleskiver.

Ja, så fik vi også prøvet at lave juledekoration herhjemme. Måske skal det være en ny familietradition. Det var da ikke det værste, som Corona kunne bringe med sig.

Sidste weekend skulle jeg have været på hundefys uddannelse på Nordre Dyrehospital. Så overnatter jeg altid hos min far. Silas og Henrik havde aftalt, at vi skulle have et nisselandskab. Jeg kom til at tænke på, at i mit barndomshjem var der altid et nisselandskab (som min bror og jeg til min mors irritation altid skulle pille ved). De sidste mange år har nisselandskabet dog ikke været fremme.

Jeg spurgte min far efter nisserne, og han mente nok, at han kunne finde dem i gemmerne. Så kunne jeg passende få dem med hjem, når jeg alligevel skulle derop. Så kom de skærpede restriktioner og de hastigt stigende smittetal, og vores uddannelsesmodul blev aflyst (også) denne gang.

Men de der nisser skulle jo hjem til Haderslev. Silas har flere gange beklaget sig over, at han/vi ikke rigtig kommer nogen steder. Utroligt at det kommer fra ham, der i den grad ellers nyder bare at være hjemme, men det kan åbenbart også blive for meget. Så Silas og jeg tog en tur op til min far for at hygge og for at hente nisserne.

Der var vi så lørdag i sidste weekend. Vi slog også et smut forbi min mor og ønskede hende en god jul, eller hvad man nu kalder det.

Min mors gravsted

Min far kom med den super gode idé at vi kunne køre ud og fælde vores juletræ, så vi alle tre var med til det (det er nemlig min far, der leverer vores juletræ gennem en af sine gode venner, der sælger juletræer). Så Silas, min far, alle hundene og jeg gik på juletræsjagt. Det kan godt være svært at udvælge det rigtige træ. Er det slank nok? Er det symmetrisk? Er det højt nok eller for højt måske? Det er sgu ikke let at være juletræ.

Juletræerne blev målt og vejet

Det var bare så hyggelig en dag sammen med min far og Silas. Henrik nød vildt at have hele huset i fred og ro. Det har jo været en sjældenhed siden marts. Nærmest ikke-eksisterende.

Nu er nisselandskabet bygget. Jeg havde faktisk aldrig set for mig, at jeg skulle have et hjem med et nisselandskab, men det giver det en meget stor værdi, at nisserne kommer fra mit barndomshjem.

Et uddrag fra nisselandskabet – med en detalje i baggrunden. En nisse der står og tisser. Silas har naturligvis farvet sneen gul der. Meget autentisk.

Det næste bliver så juleaften. Alle gaverne er i hus. Vi er nu gået igang med at skrive varerne til juledagene ind på Føtex´ Køb og Hent. Vi er ret enige om, at vi ikke behøver at foretage julehandelen af dagligvarer ved fysisk fremmøde i varehusene. Det er fint, at andre finder varerne for os og gør dem klar til afhentning.

Vi er gået tilbage i Coronaskjul, og det kan vi sagtens leve med.

Er din jul anderledes i 2020?

Nu med 2 rallyhunde

For mange mange måneder siden havde jeg sat kryds i kalenderen fredag d. 4. dec. Der skulle den store firmajulefrokost med 500 deltagere holdes. Men 2020 og Corona er ikke lige foreneligt med den slags.

Da jeg kunne se, at det ikke blev til noget, så kunne jeg godt melde til rally klubkonkurrencen i DCH Løgumkloster d. 5. dec. Så skulle jeg ikke bekymre mig om at sidde i Kbh om lørdagen og gasse branderten af, inden jeg kunne køre hjem til Jylland. Så tømmermænd blev skiftet ud med rally.

For et par uger siden tog jeg Fuji med ud mellem rallyskiltene i haven, og hun var egentlig overraskende god. Der var ikke langt fra tanke til handling. Trods den ringe erfaring, så meldte jeg da ikke kun Ninja til konkurrencen, men også Fuji.

Dagens rallyhunde

Min søde træner forsøgte at lokke mig til at starte Ninja i Øvet klasse, men med øvet klasse synes jeg, at jeg kunne risikere for mange skilte, som jeg ikke umiddelbart ville kunne løse, og jeg synes det er rart at kunne træne øvelserne inden man møder dem i en konkurrence. Så begge hunde var meldt til i begynderklassen.

Så jeg troppede op med forventningen om, at jeg skulle ind og gå officielle begynderklasse skilte. Dommeren havde så valgt at freestyle på skilt nr. 36, så hunden i stedet for at sidde foran, nu skulle STÅ foran. Det var bare lidt øv at skulle bakse med den i en konkurrence, når ens hund har et billede af, at man skal sitte foran (ved godt at STÅ foran kommer længere oppe i klasserne).

I stedet for SIT skulle vi STÅ

Ikke at denne ærgrelse kom til at overskygge dagens konkurrence. Det var samlet set en positiv oplevelse at gå konkurrencen. Der var også gode ting at glæde sig over og fine elementer i gennemløbene med begge hunde. F.eks fik vi lov at gå samme bane to gange og smide det dårligste resultat væk. Det var virkelig supergodt!

Jeg var også glad for dommerens gode feedback og hensyntagen til de enkelte ekvipager. F.eks var jeg udfordret på kontakten med Fuji, da vi gik ind på banen første gang. Efter tre skilte stoppede dommeren mig og bad mig krydse hen over banen et par gange – uden at lave øvelser, men bare for at Fuji kunne få lov at “mærke” arealet, og vi kunne få kontakt. Det hjalp betydeligt, og da jeg gik tilbage til startskiltet var det en helt “anden” hund. Det var skønt, at vi fik lov at finde hinanden på den måde, og jeg ikke skulle bakse med en hund, som havde mere travlt med skilte, underlag og alt mulig andet end mig. Det sparede mig nok for 3 kg frustration.

Det var åbenbart lige hvad hun havde brug for til trods for, at jeg havde gået med hende og trænet øvelser og kontakt i den anden ende af hallen, inden vi gik til start. Det var bare anderledes for hende at komme ind på banearealet, og jeg kunne jo ikke bare kalde på hende eller slå lidt med tungen i ganen for at få hendes opmærksomhed.

Da vi skulle gå banen i anden runde var hun bare på med det samme. Vi missede to øvelser, havde en skæv bakke og et par andre småting. Fuji var lidt livlig og sang lidt under gennemløbet. Men jeg synes faktisk, at hun var meget sej eftersom hun kun har været til træning to gange, og jeg derudover har småtrænet med hende to gange. Fuji fik 74 point og blev nr. 6 (ud af 8 hunde). Hvad skal det ikke blive til, når vi får trænet og indarbejdet nogle håndtegn?

Ninja gik også klart bedst i runde nr. 2, hvor hun fik 85 point, hvilket bragte hende ind på 2. pladsen i klubkonkurrencen. Ninja gjorde det super godt, men vi var udfordret på føromtalte skilt, som også gav lidt uro på det efterfølgende skilt. Ellers have Ninja bare så fint og dejligt et gennemløb. Det er så dejligt at gå og kigge ned i hendes kærlige og forventningsfulde hoved.

Dommersedlerne

Til præmieoverrækkelsen fik alle hundeførere en pose med lidt godt til hunden og et dejligt håndskrevet og personligt julekort fra min super engagerede træner Metine. Jeg blev virkelig glad for denne personlige hilsen, som ikke bare var “god jul og godt nytår”.

Der er ikke noget så skønt som personlige julehilsner

Den idé vil jeg gerne give videre til andre trænere. Det er en indsats, der koster utroligt lidt, men spreder så meget glæde. Det kunne jeg også tydeligt fornemme på de andre hundeførere.

Ja trods Corona-restriktioner lykkedes det for os at afvikle en lille hyggelig formiddag med god konkurrencetræning. Nu er der så juleferie fra træningen, men ingen forbyder os at træne lidt på egen hånd i juleferien.

Personligt er jeg mere eller mindre blevet pålagt at holde to ugers juleferie fra d. 18. dec, så der kan jeg da nok også få tid til at træne (alt muligt) med hundene og hygge med familien.

Status på ny medicin

D. 7. oktober startede Silas op på sit nye medicin. Måske kan I huske, at jeg har skrevet om det?

Det var faktisk meget bevægende den dag. Da vi gik ind til kontrol mødte vi det andet par fra vores lille by, som også har et barn med Cystisk Fibrose. Det er ellers en statistisk umulighed, at to børn i samme lille by, som ikke er beslægtede med hinanden har CF. Der er nemlig kun ca 450 CF patienter i Danmark.

Deres datter har fået en anden medicin for nogle år siden (den medicin, som Silas pga sin mutation ikke kunne få/have gavn af). Jeg vidste at den medicin havde gjort en stor forskel for deres datter, og jeg vidste, at de kunne sætte sig ind i hvor stor en dag det var for os og Silas.

Så selvom jeg allerede var på vej ind i konsultationsrummet, så bakkede jeg lige ud og sagde forventningsfuld og spændt: Det er i dag!

De vidste præcis, hvad jeg mente og begge forældres ansigter lyste op i et medfølende smil. Det øjeblik rørte mig meget. De var tydeligt glade sammen med os og Silas.

Svedtest

Efter den sidste bunke undersøgelser, som f.eks svedtest, lungefunktion, ultralydsscanning og ja, jeg kan snart ikke huske det, så fik vi endelig udleveret det længe ventede medicin. Silas tog første dosis hos sygeplejersken, og efter en time, hvor han stadig var godt tilpas, kunne vi køre hjem.

Mirakler i pilleform. Kaftrio – 1. dosis

Det ene medikament skulle tages hver morgen i form af to tabletter. 12 timer efter skulle næste medikament tages i form af en tablet. Selvom Silas i forvejen får så mange andre medikamenter, så var det alligevel en opgave at huske det nye medicin. En ny vane, der skulle køres ind.

Var der så nogen effekt, spørger du nok?

Henrik og jeg kiggede undersøgende på Silas og spurgte nysgerrigt de første dage. Det var jo hans krop. Hvad kunne han mærke?

Vi kunne registrere mindre hosten fra ham. Det var jo super godt. Måske også lidt mere energi? Eller også var det bare ønsketænkning. Efter nogle uger var det som om hans fordøjelse rettede sig lidt ind, og der var udsigt til, at blev normaliseret.

Indenfor nogle af de første uger på den nye medicin fik Silas desværre en maveinfektion, og han lå stort set syg i en uge. En uge hvor han sov rigtig meget og naturligvis ikke var i skole. Da han lå syg på 6. dagen kontaktede vi for god ordens skyld også Skejby. De ville gerne have, at vi kørte til Aabenraa Sygehus og fik kigget på ham og fik taget blodprøver. Efter besøget på sygehuset fik han det heldigvis bedre (ikke fordi de behandlede ham), og han var den gamle Silas igen.

For 14 dage siden var vi til kontrol på Skejby, og vi var spændte som små fjedre (mest os forældre). Var der forandringer at måle på den nye medicin? Vægten var der ikke noget at juble over, men han havde jo også ligget syg i en uge og ikke haft lyst til at spise.

Lungefunktionstest

Lungefunktionen var markant forbedret, så det var jo virkelig værd at juble over. En del af kontrollen består af, at man dyrker et ophost af slim. Det var nærmest umuligt for ham at hoste en klat op. Men det lykkedes langt om længe.

Efter et par dage fik vi svar om, at ophostet var rent for bakterier, og dermed også for den stafylokokbakterie, som ellers har været en rimelig trofast følgesvend de sidste par år. Den kan dog stadig nå at komme retur (det er set flere gange før…), men det var fedt, at Silas (og det nye medicin) havde fået den slået ned uden brug af antibiotika denne gang.

Vi var sgu da lidt høje efter sådan en kontrol.

Men vi blev da hurtigt pillet ned igen. For vi fik en opringning af overlægen på CF centret, at Silas´ levertal var 10 gange forhøjet, så vi skulle stoppe med medicinen indtil videre. Planen var, at han efter to uger skulle have taget en ny blodprøve, og man så skulle vurdere levertallene igen.

Nu ligger pillerne pænt og venter på, at vi forhåbentlig snart får grønt lys til en optrapning

Det var så i dag de opfølgende blodprøver blev taget. Silas og jeg startede dagen på Aabenraa Sygehus, hvor han fik taget blodprøver. Nu går vi så og venter på, at Skejby har fået analyseret svarene, og har en ny melding til os.

Planen er, at levertallene vil stabilisere sig og komme tættere på normalen og Silas så kan starte op igen med en lille dosis, som så skal trappes langsomt op. Det krydser vi fingre for kommer til at ske, for det virker til at Silas godt kan mærke, at han ikke får den nye medicin mere. Maven driller lidt igen, og han har lige spurgt efter halspastiller.

Ja, det var sgu lidt som at blive slået hjem i ludo. Så nu venter vi bare på, at vi kan slå den der sekser, så vi er med i spillet igen.

Guldkorn, inspiration og nyt værktøj

Det er fedt at prøve nye ting af i hundearbejdet. Nogen gange prøver man lige en ny disciplin af, og så fanger det måske ikke lige ens interesse. Det kan være for en tid eller for altid, at man ikke kommer videre med det. Men hvis man har fået en smagsprøve, så kan det være, at man kommer tilbage til det før eller senere.

Jeg har leget med Rally sammen med Ninja i et års tid nu, og jeg kan rigtig godt lide at arbejde med hende og finpudse. Jeg er heldig at kende mange dygtige rallyfolk, som også gerne deler ud af deres erfaringer. Men rally er stadig lidt ukendt land for mig. Jeg har meget at lære endnu. Det er så meget anderledes end mit mere vante agility.

Min tilgang til hundearbejde er at rage værktøj til mig fra flere forskellige “håndværkere” i hundefagene. Jeg har i mange år været vant til at kigge til agilitysiden og plukket hist og pist. Når man så bevæger sig ind på nye områder, kan det kan være svært at finde ud af, hvem der er gode instruktører. I agility synes jeg, at jeg har rimelig styr på skidt og kanel. Men hvad så når jeg kigger på andre og nye discipliner? Jeg vil helst starte med det rette fundament, så mine hunde og jeg kommer bedste muligt fra start.

Jeg har genoplivet min lidt tabte interesse for nosework, men er bevidst om, at jeg gerne vil lære det rigtigt. Sporten er forholdsvis ny og der er vist mange måder at gribe det an på.

Iben fra MindDog udbød enetimer i dag. En oplagt mulighed for at få sat endnu mere skub i nosework. Gitte Poulsen har kickstartet mig og opfordret mig til at lege videre med nosework. Så nu tog jeg så skridtet og bookede en enetime. Jeg har aldrig fået undervisning af Iben, men har hørt så meget godt om hendes undervisning i både rally og Nosework. Så jeg var ikke i tvivl om, at hun kunne give mig gode inputs.

Fuji klar til søg

Det var primært Fuji, som fik fornøjelsen af at bruge næsen. Ninja fik lov, når Fujis næse og hjerne lige skulle hvile. Fuji ville gerne løse opgaven ved at lave bagbenstarget på boardet med duftbeholdere. Kreativt, men ikke helt korrekt. Så en lille pause kunne godt være tiltrængt.

For første gang blev Fuji sendt ud og søge efter lavendelduft på afstand fra mig. Første dilemma var faktisk at få hende belønnet på afstand og uden at komme til at forstyrre hendes arbejde. Verbal ros dur ikke rigtig på en døv hund. Hvis jeg løber ud for at smide godbid ved duften, så bliver hun usikker, når jeg kommer ræsende for at give hende godbid/belønning (hun opdager heller ikke altid godbidden, fordi hun ikke kan høre, at den rammer underlaget).

Løsningen blev at kaste legetøj, hvilket også har rigtig høj værdi for Fuji. Heldigvis ikke FOR meget. Videoen er fra hendes sidste søg i dag. Det var en dejlig succes at slutte med, og nu synes jeg virkelig at det begynder at ligne lidt, og det bliver også lidt sjovere herfra.

Men faktisk har jeg brugt hele dagen på Fyn, for jeg “kom til” at købe en afbudsplads på et Lea Nor kursus i Active Dogs hallen, hvor hver kursist kunne komme med de problematikker, som de ønskede input til . Jeg kom for at arbejde med nogle ting i rally. Det er altid godt med nye øjne på ens arbejde med hundene.

Når man glemmer holderen til mobilen, så må man være kreativ

Jeg har en udfordring med, at Ninja vil tjekke ud, når jeg sætter i gang på rallybanen. Det arbejdede vi med, og fik dejlig succes med. Jeg fik god værktøjer til at få hende til at vælge mig fremfor interessen for ting i omgivelserne, som hun godt kan finde på at blive lidt optaget af.

Mange fine guldkorn til det videre arbejde med Ninja

Der blev også tid til arbejde med at forstærke stå, sit og dæk. Både under gang (som hun aldrig har kunnet – og faktisk heller ikke trænet) og ved simpel verbal kommando. Sidst men ikke mindst tror jeg, at jeg fik nøglen til at få Ninja til at rette sin stationære position ind i på min højre side, hvor hun ellers har siddet og flagret lidt. Nu tror jeg, at jeg fik en metode til at den nød knækket.

Så da jeg kørte hjem mod Jylland her til aften, så var det med værktøjskassen fuld at nye input. Det har været en skøn dag med masser af inspiration og møde med nye mennesker.

Corona kilo = livstilsrejse

Det fleste klager vist over ekstra kilo under Corona lock down. Jeg var da også lidt forundret over, at konstatere, at jeg havde tabt 2-3 kg over de måneder, hvor Danmark var lukket allermest ned.

Jeg undrede mig. Vi bagte da kager og bestilte sodavand og slik sammen med de øvrige varer, som vi fik leveret. Men på en eller anden måde, så blev det jo nok ikke til så mange impulskøb, som hvis man levede sin “almindelige” dagligdag. Jeg tænkte da også lidt over, hvad jeg bestilte, når andre skulle pakke og levere varerne. Det ville f.eks være mere pinligt at få leveret mere slik og kager end grøntsager.

Hjemme hos os blev der også bagt en del under lockdown

Pludselig gik det nok op for mig, hvor den store forskel i virkeligheden lå. Min bil holdt jo stille ude i indkørslen, så jeg fik ingen bilsnacks. Tiden i bilen var nok den helt store synder. Hvor meget kan man nå at kaste ind i hovedet på vejen fra Søborg til Haderslev?? Milkshake, min røde coca cola, Cult, Red Bull, chokolade, slik, kager i en variation fra tur til tur. Det kunne nemt blive til 1000-1500 kcal på en køretur.

Efter at have fået den øjenåbner så besluttede jeg, at den vane skulle jeg ikke falde tilbage i. Det var flere gode grunde til, at jeg ikke behøvede at falde tilbage i gammel vane. Helbred, økonomi og ekstra kilo.

Derfor besluttede jeg mig for at lave en 3 måneders aftale med en online fitnesscoach, da jeg i august startede op på job igen. For så var det ikke en mulighed at falde tilbage i den gamle vane.

Jeg har været igang siden 1. august og har faktisk tabt lidt mere end 6 kg på de 3 måneder. Så det er blevet til sådan ca. 9 kg i løbet af 2020. Det er egentlig gået overraskende let. Jeg havde oprindeligt ikke nogen intention om at tabe 6 kg i forløbet, men jeg må sige, at det har pyntet og givet mere overskud. Jeg ville bare gerne have hjælp til at ændre mine vaner og komme i balance med min kost, men jeg kan egentlig også bedre lide synet af muskler fremfor fedt på min krop.

4 x 1,5 juice. Det svarer 3 måneders vægttab til.

Har jeg så levet et sølle og sultent liv de sidste tre måneder? Nej, det har jeg slet ikke. Jeg har ikke været sulten, og jeg har ikke haft lyst til at rydde skufferne for snacks i cravingslede. Jeg har faktisk også fået en stor klam isvaffel fra Fjellerup Vaffelbageri undervejs. Faktisk har jeg også spist mere end et luksus studenterbrød fra Det Gyldne Brød i Lystrup (Fuck de er gode!!).

Det er faktisk blevet til flere store is – på trods. Det skal der også være plads til

Jeg har droppet div. sukkervand, så jeg har ikke drukket en rød coca cola siden 3. august, og jeg savner den faktisk ikke. Underligt, for jeg har været en seriøst cola-junkie! Det er vildt at tænke på, at jeg under lockdown, hvor jeg slet ikke handlede noget ind selv, kunne sidde hjemme i Vilstrup og finde på gode undskyldninger for at køre de 9 km ind til Lagkagehuset for at køre i drive-in og købe en kold coca cola og en træstamme. Det er helt fjollet, at jeg kunne være så besat af det, og nu er jeg ligeglad.

Det har jeg tidligere oplevet. Da jeg i 2014 udfasede kulhydrater fra min kost og gik all in på Low Carb High Fat. Det var bare så evigt besværligt, og da jeg var i USA og aflevere Ninjas hvalp Black Jack faldt det helt til jorden, og jeg gik stille og roligt tilbage til “normal” kost.

Min store trang til slik, kager og sukker er indtil videre igen forduftet. Det gør sådan set ikke noget. Det der med at skulle trække sig selv forbi slikhylderne og kagemontren i butikken savner jeg skisme ikke.

Min yndlingsløbemakker Fuji og jeg har taget en del korter løbeture. Det fik jeg også sat lidt skub i igen under lockdown

En særlig bonus i dette forløb. Nye toner vedr. morgenmad. Jeg har aldrig følt mig inspireret til at spise god og næringsrig morgenmad. Faktisk har jeg ikke rigtig gidet at spise morgenmad. Nu har jeg fået så meget fin inspiration til morgenmadsmåltider, at det kan være svært at vælge, for der er så mange lækre muligheder. Det er da luksus!

En morgenyndling. Havregrød med æbler/kanel og tilsat vaniljeproteinpulver.

Ca. 4 uger inde i det her forløb oplevede jeg at blive svimmel. Et tjek af mit blodtryk viste, at det nu pludselig var for lavt. Jeg har døjet med forhøjet blodtryk gennem de sidste ca 5 år, og får medicin for at regulere blodtrykket. Allerede efter en måned med omlagt kost og regelmæssig træning kunne jeg lægge et af præparaterne på hylden. Det er da ret tankevækkende.

Jeg er rigtig spændt på at se, om mine tal/blodprøver generelt har ændret sig, når jeg skal til tjek hos lægen i december.

Rent genetisk er jeg åbenbart disponeret for forhøjet blodtryk og diabetes (det optræder i hvert fald hos flere i min familie). Det er jo livsstilssygdomme. Så det er i det hele taget meget sundt lige at sadle lidt om, når man har det med i generne. Jeg fik lavet en kropsmåling for et par år siden, som faktisk også fortalte mig, at fedtprocenten i min krop var alt for høj, men den har jeg åbenbart lige så stille ignoreret.

Still-billede fra en video fra starten af juli. Der var sgu lige pludselig kommet lidt kone-facon over mig, kan jeg efterfølgende se.

Resultaterne for de tre måneder er opnået via motion og kalorieunderskud. Motion kan jeg godt finde ud af, men jeg kunne godt gøre mere, end jeg før har gjort. Det har været fint at have et hjemmetræningsprogram (udarbejdet af min coach) og evt. supplere med træningscenter, hvor jeg altid vælger de små morgenhold med ca 5. deltagere (jeg har stadig slet ikke lyst til at pruste sammen med 20 andre i samme lokale). Alt i alt har jeg trænet 30-45 minutter to gange om ugen. Det er da til at overkomme.

Træning hjemme i haven er ikke så skidt endda. Det kan gøres når som helst.

Det der med kalorier. Det har aldrig interesseret mig det fjerneste. Jeg har aldrig talt en kalorie. Aldrig været på en slankekur, men bare skovlet ind i, hvad det passede mig. Det har været meget interessant at kigge lidt på næringsindholdet i sin mad. Rigtig interessant, synes jeg. Det har på ingen måde været svært at holde sig på de 1500 kcal om dagen, som har været mit daglige mål, når jeg samtidig ville smide et par kg. Jeg har jo haft en udmærket og inspirerende kostplan, som min coach har fremsendt.

Jeg har dog selv freestylet en hel del, og det er sådan set slet ikke så svært at få kaloriekabalen til at gå op. Måske endda endnu lettere, når mange aktiviteter er på standby, og man kan planlægge sine egne måltider. Men der er ikke noget mad, som er forbudt.

Det har været 3 interessante og lærerige måneder. Jeg har været mæt og tilfreds hver dag. Jeg har fået mindst 5 par nye bukser. Altså det var nogen, der lå i bunden af skabet, som måske har været lidt for stramme de sidste par år, og derfor var havnet i bunden af skabet. Nu passer de perfekt. Der er så bare nogle andre, der er lidt for løse i livet. Det er vel det, man kalder “gynger og karuseller”

En stak “nye” bukser

Online fitnesscoach? Hvad får man så ud af sådan et forløb?

Træningsprogram, der er tilpasset ens evt. skavanker, træningsmuligheder, tidsforbrug og den indsats, man i øvrigt ønsker at lægge i det. Min coach ville så gerne have mig til at træne tre gange om ugen, men jeg har holdt på mine to gange. Det kan jeg se mig selv i, og jeg synes, at jeg har rykket over al forventning.

At træne på hold er ikke en del af coachens træningsplan, men det motivere mig meget godt. Her lidt baldret efter morgentræning

Kostplan, der er tilpasset ens ønsker eller fravalg af ingredienser. Samt økonomi og tidsforbrug til måltiderne. Så er kostplanerne også tilpasset ens kalorieindtag og fordeling mellem kulhydrater, proteiner og fedt. Man får nye kostplaner ca hver 2. uge, og kan bare mikse rundt mellem de forskellige måltider. Det er faktisk ret let at finde ud af.

Coaching. Man må selvfølgelig bombe med spørgsmål og får svar indenfor et par dage. Man bliver holdt lidt i hånden, og står til “regnskab” ved de ugentlig opdateringer, når man sender opdateret status om vægt, mål og evt. billeder ind. Der er så en app, hvor man let kan følge udviklingen.

Det blev til 9 kg og 20 cm (fordelt på mave, bryst, lår og overarm)

Hvad koster det så?? Det er ikke helt gratis, og til en start, synes jeg, at det var latterlig dyrt. Men jeg synes nu, at det har været pengene værd. kr. 1.500 for den første måned og 1.000 for de efterfølgende. Dvs. kr. 3.500 for at blive rettet ind på sporet og få lidt nye værktøjer. Med alle de penge der i 2020 er sparet på hundeaktivitetskontoen, så går det nok også.

Coachen valgte jeg, fordi jeg havde hørt godt om ham og havde fulgt ham på Facebook. Det var også hos Bork Fitness jeg kunne “nøjes” med at tegne for tre måneder. Et af de andre steder ville de som udgangspunkt have 6 måneder, og jeg var overbevist om, at det var mere end jeg reelt havde behov for. I sidste ende var det bare min mavefornemmelse og at læse om andres gode resultater, der gjorde udslaget for mig, og så slog jeg til, da jeg var motiveret for at gøre en indsats (ellers er pengene nok spildte vil jeg tro). Men om han er mere fantastisk end så mange andre. Det tror jeg faktisk ikke, for han har godt nok mange i gang, men jeg fik hvad jeg “kom” for.

I dag en lidt slankere model.

Nu står jeg på egne ben, og skal lande et sted med det rette kalorieindtag uden at blive holdt i hånden undervejs. Det skal nok gå! Nu ved jeg hvilke knapper, jeg kan skrue på.