Tættere på normalen

For nogen ligner det hele en almindelig hverdag igen. Det gør det stadig ikke helt hos os. Men vi kommer tættere og tættere på. Vi skal jo også leve livet, men vi tænker os om.

Sidste fredag var vi en tur på Skejby Sygehus. Silas bøvler med maven og har gjort det siden februar. Så nu kunne vi ikke trække den længere, og måtte afsted til et fysisk besøg på sygehuset. Det var nu et helt ok besøg, og jeg følte mig meget tryg deroppe. Jeg var alene afsted sammen Silas, da børn pt kun må have en ledsager med.

Så ud over at få undersøgt maven og lægge en plan, så Silas kan få det bedre, så fik han og målt lungefunktionen og blev højdemålt og vejet. Det var alt sammen tilfredsstillende. Faktisk en bedre lungefunktion end vi har målt meget længe. Hurra!!

Danmarkskortet over smittede. Haderslev har ligget med 0-10 registrerede smittede i hvert fald siden påske. Måske endda hele tiden….

Efter samtale med lægen blev vi enige om, at Silas igen kan starte i skole. Haderslev er en kommune, hvor der hele tiden har været under 10 smittede. Så vi bor i et godt område, hvad det angår. Det sammenholdt med en lungefunktion, der blev målt til 100%, så synes overlægen godt, at vi kunne sende Silas afsted i skole. Afstand mellem andre og til Silas er dog 2 meter, mens det jo er 1 meter for andre.

Slut med hjemmeundervisning. Han var lige hjemme i denne uge, men i morgen skal han igen afsted. Hold da op, hvor han har været flittig og god til at få lavet sine opgaver. Så han er i hvert fald ikke kommet bagud i forhold til klassen. Tværtimod. Jeg er virkelig stolt af, hvordan han har taget det hele.

På skoleopgave i Damparken, hvor vi skulle lege med billedperspektiv

Nu skal der igen smøres madpakke. Efter tre måneder uden skoletaske og madpakke, så kan han lige få et par skoleuger inden sommerferie starten. Hvis han vel at mærke selv føler sig tryg i skolen, ellers må vi tage den derfra. Nu er det slut med at sove til kl 07. I stedet skal han op kl 06.30.

Har Silas savnet skolen? Nej ikke rigtig. I starten kunne han ind imellem godt savne sine klassekammerater. Som tiden er gået, så tror jeg faktisk, at han har vænnet sig til det. Han har i de tre måneder haft en enkelt legeaftale, som jeg bestemt tror, at han nød. Han har dog ikke nævnt mere om legeaftaler siden den dag, og vi har ikke opfordret til det. Vi synes det ville være en lidt svær balancegang.

Der har også været tid til hygge med en is. Det var faktisk første gang, at Silas var i en butik, da han gik ind i ishuset for at vælge kugler til isen (der var max på en kunde i butikken)

Vi er begyndt at tage ud at handle dagligvarer selv. Det har vi gjort den sidste måned. Set i lyset af det lave antal smittede i kommunen, så listede vi igen ud for at handle ind til familien. Bevæbnet med håndsprit i lommen. Kun en af os afsted naturligvis. Indkøb er ikke i vores optik stadig ikke en familieudflugt.

Jeg har fundet tilbage til jyske agilitytræningskammerater. Jeg var nærmest helt høj, da jeg for små to uger siden kørte hjem fra første træning sammen med gode gamle træningskammerater. For jeg havde faktisk ikke haft nogen som helt socialt samvær med venner før for 2 uger siden. Den genfundne træningsmulighed er jeg bare super glad for. Nu hvor turen ikke rigtig går til Sjælland lige for tiden, så har jeg tid til træning i det jyske. Når man samtidig kan hygge sig i godt selskab, så bliver det da ikke meget bedre.

MicMic var også ret vild med træningsmuligheden

Det har desuden meget lange udsigter med at komme tilbage på jobbet. Så Sjælland er nu stadig langt fra min hverdag. Jeg er fortsat hjemsendt på trepartsaftalen, og må ikke arbejde overhovedet. Hjemsendelsen blev i sidste uge forlænget til d. 9. juli og derefter er det så planen, at jeg skal holde tre ugers ferie. Lige nu er planen så, at jeg skal på arbejde igen omkring d. 1. august.

Nu er lønkompensationsordningen forlænget til d. 29. august, men jeg ved endnu ikke, om det har nogen betydning for mig. Jeg savner min arbejdsplads og glæder mig rigtig meget til at komme igang igen, men jeg har også forståelse for, at det kan være nødvendigt at forlænge min hjemsendelse.

Heldigvis har jeg jo haft min lærergerning at passe, så jeg har ikke kedet mig, men dedikeret tiden mellem kl 08-13 til Silas og hans skolearbejde. Jeg har skam også lært nye ting de sidste tre måneder. F.eks en ny metode til at løse divisonsstykker. Jeg har stået for matematiktest og dele af dansk LUS test.

Som familie var vi nærmest også normale i denne weekend. Vi var alle ude på vores første besøg siden 11. marts. Vi trak campingvognen op til min veninde Mona i Randbøldal. Smart at have sneglehuset med, så kunne må måske lige drikke en gin og tonic og et par øl til maden.

Jeg medbragte kage til kaffen. En lidt tung sag. Det var godt at komme ud at trave efter den.

Vi var super gode til at snakke, hygge, spise masser af mad og gå ture med alle hundene på deres meget store grund med skov og å. Silas og Oliver hyggede sig simpelthen så meget. De havde ikke set hinanden siden nytår.

7 hunde på fælles tur. MicMic er kun i snor pga behandling i fredags.

Gin og Tonic nåede vi simpelthen aldrig til. Vi var trætte og mætte. Men alligevel fikst nok med campingvognen. Det var så nemt bare at installere hele familien incl hundene i vante omgivelser i campingvognen. Så kunne vi vågne op med udsigt til mark og skov.

En å at soppe i. Bagefter kom vi til åen, som man kunne svømme i. Det var en fest!

I morgen starter dagen med at følge Silas i skole og stille op til evt. spørgsmål i klassen. Det er nemlig også vigtigt, at hans klassekammerater føler sig trygge ved, at Silas er tilbage i klassen. Efter planen får de først at vide kl 08.00, at Silas kommer i skole igen, og vi kommer så kl 08.30.

Skolesagerne samles sammen

Jeg krydser fingre for, at det kommer til at gå godt. Mest af alt krydser jeg fingre for, at vi at vi ikke havner i et nyt corona mareridt.

Mikroeventyr

De sidste 3-4 år har vi været på camping i pinsen. Men i år var familien allerede mæt efter, at vi de sidste to weekender var taget på en lille udflugt med campingvognen og bare overnattet, hvor vi parkerede. Først på stranden ved Stenderup Hage ved Kolding og weekenden efter ved Kammerslusen ved Ribe. En overnatning hver af de to weekender, så var familien campingmætte.

Campingvognen skulle desuden et smut retur til forhandleren, da det viste sig at den ene loftsluge ikke var tæt. Så det skulle lige fikses. Så ingen camping i den ellers så skønne pinseweekend, hvor vejrudsigten lovede en flot entre til sommeren 2020.

Men det skal jo ikke afholde en fra små mikroeventyr. Jeg har egentlig altid elsket mikroeventyr også uden at vide, at det begreb fandtes. Små ture og oplevelser, som er simple, uden de store budgetter og planlægning. Bare gøre noget og opleve. Disse mikroeventyr efterlader i vores familie ofte et større indtryk end f.eks en tur i Legoland. Det er ofte mikroeventyrene, som vi vender tilbage til, når vi taler om vores oplevelser.

Søndag stod i den grad i mikroeventyrernes tegn. Jeg bestilte en picnic pakke hos Skovcafeen i Stensbæk Plantage, som ligger ved Gram (ca 45 min herfra). Nu skulle den der plantage besøges. Jeg har læst om den, men aldrig været der.

Picnic pakken

Selve plantagen er over 700 hektar, så vidt jeg lige kan læse mig til. Så der er plads nok at boltre sig på. Der er tydelige stier og vandreruter, hvis man vil lade sig guide.

Terrænet veksler mellem skov og hedearealer. Landskabet er markant anderledes end det, som vi har længere østpå i det sønderjyske. Så det var virkelig nye og spændende omgivelser.

Området vrimler med flåter og efter sigende er der også en del hugorme. Det havde jeg ikke tænkt så meget på inden. Nu tænker jeg ikke at plantagen bliver mit yndlingssted i sommermånederne. Men man kan jo også sagtens køre ud på tur, når det ikke lige er sommer. Vi så ingen hugorme, og jeg opdagede heller ikke nogen flåter.

Drengene skuer ud over hedearealet

Inden vi kørte på picnicturen, forsøgte jeg er præparere Silas til en nat i shelter. Jeg havde forsøgt dagen inden, men der var det ikke rigtig lykkedes. Nu gav han sig. Vejrudsigten lovede tørvejr, sol og vindstille.

Min egen erfaring med shelterovernatning var faktisk NUL. Jeg anede faktisk ikke engang om vi havde grej til at overnatte ude. Men ved at rode lidt i gemmerne fandt jeg faktisk 3 soveposer, 1 liggeunderlag, 1 foldemadras og en ældgammel luftmadras. Det blev hastigt pakket efter at vi kom hjem fra Stensbæk Plantage.

Efter en pizza på stranden, så kørte vi på shelterjagt. Haderslev Kommune har opstillet 4 sheltere til fri afbenyttelse rundt om i kommunen. De kan ikke bookes på forhånd, så det er bare først til mølle. Flere af dem ligger tæt på stranden, så man vågner med havudsigt. Men der er mange flere sheltere i Haderslev Kommune.

Vi spiste pizza ved Vilstrup Strand. Sikke en smuk aften

Første shelter vi kom til var optaget, så vi måtte videre til den næste shelter i rækken. Den var heldigvis fri, så vi skyndte os at pakke tingene ud der. Shelteren var ved Hejsager Strand. Det er vel kun 6 km fra hvor vi bor, men det er jo helt ligegyldigt. Det var alligevel et nyt og fremmed eventyr for os.

Vi var faktisk heller ikke færdige med at pakke ud, før en lille bil med et ungt par og fuld sengeoppakning bag i kom trillende. Pyha. Der var vi heldige, at vi var nået at ankomme først.

Vi skaffede os noget brænde og tændte bål. Solen var gået ned, så det blev jo bare koldere og koldere. Silas og jeg spillede lidt Farmer Yatzy (det var nogenlunde lige hvad jeg kunne nå at kaste ned i kassen med oppakning). Måske ikke det mest udfordrende spil, men det var da hyggeligt at sidde der i shelteren og til sidst måtte tage lommelygten i brug for at kunne se, hvilket motiv, der var på terningerne.

Farmer Yatzy i lommelygtens skær

På jordstykkerne rundt om os hoppede vilde kaniner lystigt rundt. Fujis øjne var ved at trille ud af hovedet på hende. Selv da vi ikke kunne se hverken en fis eller en kanin på arealerne kunne Fuji stadig sidde oppe i shelteren og stirre.

Bålhygge. Fuji ser kanin-TV

Da det blev sovetid fik hundene dækkener på. Border collierne puttede jeg i bilen. Fuji for at give hende ro, så hun ikke skulle spekulere mere på alle kaninerne. Hun ville garanteret forlade shelteren efter sengetid, hvis det lod sig gøre. Ninja gider ikke at ligge tæt, så jeg synes det ville være for koldt for hende i shelteren. Så er det bare bedre at ligge i et bur i bilen og sove.

Lille MicMic havde allerede krøllet sig sammen på Silas´sovepose. Hun sov som eneste hund i shelteren, men det blev også lidt koldt for hende i løbet af natten, så hun kom med ned i min sovepose.

Lille sammenkrøllede MicMic

Jeg nød at ligge i shelteren og lytte til naturen, vandet, fuglene og bålets knitren, indtil søvnen overmandede mig.

Det blev nu ikke til mange timers søvn, for ved tre-tiden vågnede jeg ved at Silas hostede og hostede. Jeg frøs mine tæer lidt. Jeg mærkede på Silas, men han virkede ikke kold. Jeg gav ham alligevel et ekstra tæppe over. Han blev bare ved med at hoste. Henrik endte også med at donere sin sovepose til Silas. Efter lidt tid stoppede hosteriet, men vi andre var allerede vågne – og Henrik var uden sovepose.

Det endte med, at Henrik og jeg stod op sammen med solen. Så stod vi der og nød solopgangen, morgendis og kaninernes leg omkring os.

Solopgang ved Hejsager Strand

Jeg besluttede mig for at gå en tur med hundene langs vandet. Vandet var blikstille, og helt som forventeligt var der ikke et øje ved vandet kl 05 sådan en pinsesøndag. Det var næsten magisk.

Smuk blikstille morgen med Hejsager Strand

Når jeg gik der og kiggede på det stille og klare vand, så ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde et håndklæde i bilen, for jeg fik faktisk lyst til en dukkert.

Det havde nu nok været en ret dårlig idé at sidde våd og kold i 10-12 graders varme bagefter min dukkert.

Hundene nød en tidlig morgentur ved vandet

Da jeg kom retur til shelteren sov Silas stadig. Jeg smed mig og læste lidt i Lucky Luke, indtil jeg blev enig med mig selv om, at jeg vist sagtens kunne sove en halv time mere.

Otte en halv time fik Silas sovet. Hvis vi lagde Henriks og min nattesøvn sammen, så kom vi ikke engang op på så mange timer. Da alle havde fået øjne trillede vi hjem igen, for vi havde ikke fået pakket til morgenmad i det fri, men vi havde jo heller ikke så langt hjem. Det var også bare en lidt spontan udrykning.

Men nu blev vi denne oplevelse rigere. Jeg er helt sikkert klar til at gentage succesen og arbejder allerede i nye spændende ud-i-det-fri-sommerferieplaner.

Jomfrurejsen

Torsdag trak jeg det nye indkøb hjem. Den gamle var dødsdømt af forsikringen, så hvis vi igen ville ud i det blå med sneglehus på, så måtte der en anden til.

Det blev igen med køjer. Ikke fordi vi har så meget brug for køjer, men vi har brug for gulvplads, så hundene har et sted at ligge. Nå ja, og vi gider heller ikke at skulle rede op, når vi skal i seng.

Det blev ikke nyt. Jeg vil ikke have for kr. 200.000 stående i indkørslen, og nægter at låne penge til en campingvogn. Trods det, at vognen er 15 år, så har vi alligevel opgraderet gevaldigt på comforten i forhold til den gamle. Så nu med aircondition, mover, varmt vand, bruser, 12 v strøm, veksel mellem gas- og elvarme.

Ud på tur – aldrig sur

Nogle af opgraderingerne gør vognen mere anvendelig uden at have adgang til strøm end den gamle var.

Når man får noget “nyt”, så er det jo vigtigt at teste om det virker. Derfor besluttede vi os for en kort tur ud i det blå. Ikke på campingplads (vi har ikke trang til at dele toilet/bad med fremmede lige nu). Vi ville bare køre ud et naturskønt sted, hvor vi kunne bruge vognen som base.

Så kunne vi gå en tur i området og søge hjem i vognen og spise og hygge. Vi ville så snuppe en enkelt overnatning og køre hjem igen dagen efter. Det ville også være en god måde at få et afbræk fra hjemmets fire vægge, og ikke mindst få Silas hevet lidt op i omdrejning. Det er let for alle at sumpe hen i pc og Ipad, når man ikke kommer ud blandt andre.

En forespørgsel på facebook gav mange gode forslag fra forskellige facebookvenner. Vi valgte at køre til Stenderup ved Kolding. Vi kørte til Løverodde, hvor vi fandt en stor parkeringsplads tæt ved strand og skov.

Skoven ved Løverodde

Det var et fantastisk området. Vejret var ikke sådan super duper, men når man gik, hvor der var læ, så var det faktisk ret dejligt.

Skoven strakte sig helt ned til vandkanten, og det har også sin charme at gå under bøgetræer i vandkanten.

Skoven når helt ud til den smalle strand

Skoven var så lækker. Det er nu, hvor alle træerne springer ud, og det hele er lysegrønt.

Skøn udsigt fra skoven og over mod Skærbæk v/Fredericia

Skoven er meget kuperet. Jeg forestiller mig, at den er hård at løbe i af samme grund. Vi var ret vilde med skoven.

Her går det brat ned ad bakke

Efter at have gået halvanden time, så fandt vi retur til campingvognen. Så skulle vi dælme have en kop varm chai latte. Frem med gryden…. men men der var ingen lighter eller tændstikker i vognen, så det kneb altså lidt med at få gang i gasblusset. Det er bare ikke nemt at få pakket alt i første hug, når man starter lidt fra scratch i en ny vogn.

Hundene gik til ro efter en skøn tur langs stranden og i skoven. De var ligeglade med om der manglede ild

Det endte med, at Henrik kørte den lange tur til en Rema for at købe tændstikker. Der gik noget tid med at løse tændingsproblemet. Så kunne vi lige så godt hoppe direkte til aftensmaden, da han var retur.

I bedste rejsegildestil, så var menuen hotdogs og bajer. Silas fik dog juice i stedet for bajer.

Sikke et festmåltid!

Hyggen sluttede lidt brat, da stedets opsynsmand bankede på og gjorde os opmærksom på, at man ikke måtte overnatte på pladsen. Det var lidt en streg i regningen. Nu skulle vi finde på noget andet.

Jeg luftede hundene på egen hånd og gik langs vandet. Der kom jeg til en primitiv lejrplads med rigtig god plads. Fedt, tænkte jeg. Her skal vi bare køre hen. For at sikre at adgangsforholdene var ok, gik jeg hele vejen tilbage ad vejen i stedet for på de små skovstier.

Vejen hen til lejrpladsen langs vandet

Tilbage ved familien pakkede vi os sammen og satte kursen mod pladsen, som jeg havde fundet. Lige da vi drejede af vejen ind mod den mindre skovvej, så jeg det lille bitte skilt med “motorkøretøjer forbudt”

Hvor ægerligt, for jeg vidste, at familien ville have elsket lejrpladsen og den fantastiske skov, der omkransede pladsen.

Nu måtte vi altså bare være lidt kreative her klokken 22.15, for vi ville skisme ikke bare køre hjem. Tak til Google for satellitkort, hvor man kunne forsøge at regne ud, om man kunne holde med større vogntog et eller andet sted langs kysten.

Vi fandt Stenderup Hage på kortet og krydsede fingre. Der var gudskelov en fin lille holdeplads, hvor der bortset fra en dykker ikke var et øje. Jeg læste mig i øvrigt til, at dykkere var glade for stedet, fordi der havde været masser af bopladser omkring Stenderup Hage.

Vi fik parkeret, så vi næste dag ville have den fineste udsigt fra sengen ud over vandet.

Fin morgenudsigt

Det var også skønt bare at slå smut med sten i vandet. Silas fik masser af øvelse i det. Det er ellers ikke let at komme til, når hundene er med. De har lidt svært ved at holde styr på de sten, der kastes i vandet i en lind strøm. Nu kunne de blive inde i campingvognen.

Så kunne vi i ro og mag spise vores morgenmad og bare nyde dette stille sted, inden vi skulle se os om i området.

På den anden side af campingvognen græssede en lille flok heste

Fra tid til anden fik vi dog “gæster” i form af fiskere, som lige skulle tjekke vandet ud. De fleste var ikke særlig vedholdende og forduftede rimelig hurtigt igen. Vi så ikke en eneste gå derfra med så meget som en fisk. Om eftermiddagen overvejede jeg faktisk at sige til nyankomne med fiskestænger, at de ikke behøvede at ulejlige sig, for der var ingen, der havde fanget noget i dag. Men hvor ødelægge det for dem?

Der lå en lejrskole for enden af vejen. Vej og vej er nu så meget sagt, for havet havde faktisk ædt halvdelen er vejen på et stykke, så en skolebus kunne i hvert fald ikke køre ungerne det sidste stykke. Der var en lille skov bag lejrskolen, og den var spækket med ramsløg!

Skovbunden var dækket af ramsløg

Over middag startede vi bilen og trillede hjem igen. Det var sådan en fin lille sviptur på 24 timer med masser af forskelligartede oplevelser og mulighed for at teste vognen lidt af. Jeg er sikker på, at vi nok skal blive rigtig glade for den.

Vognen har så fin en indretning, og en rigtig seng i stedet for en siddegruppe (som den gamle havde) der skal redes op med skumhynder som madras. Man sover da bare så meget bedre i sådan en seng her.

Siddegruppe og dobbeltseng bagerst

Der kan lukkes af til sengen, så man undgår snavsede hunde i sengen (hvis ens hunde nu kan finde på at hoppe i sengen), når man forlader campingvognen. Når jeg er til stævne er campingvognen base for mine hunde, så er de der, når de ikke er ude at være aktive.

To køjer. Den nederste kan slås op. Så er der fin plads til hundene.

Der er to køjer i vognen, men vi skal sådan set kun bruge den ene. Så det er megasmart, at man kan slå den nederste køje op. Så er der god plads til at hundene kan ligge i deres kurve (eller bure der). Så ligger de ikke i vejen rundt omkring i vognen og skal flytte sig hver gang en eller anden rejser sig.

Jeg er sikker på, at vi nok skal få rigtig meget glæde af den nye campingvogn, og sådan en smuttur ud i naturen med den på krogen kan vi bestemt også godt finde på at gøre en anden gang. Når man bare gerne vil gå nogle skønne ture og nyde lidt natur, så har man ikke nødvendigvis brug for en campingplads.

Biblioteksservice

Hvis Silas selv kunne bestemme, så ville hans ikke-skole-tid kun gå med at spille computer. Det er selvfølgelig også en måde, som han kan være “sammen” med sine kammerater på, når de er heldige at “mødes” i et onlinespil. Men der skal alligevel andre aktiviteter på bordet.

Vi går nogle ture rundt om på egnen. Det er jo en fantastisk årstid at bevæge sig ud i naturen i. Men Silas elsker ikke lange gåture, men kan da godt lokkes med på ture på 3-4 km.

Så er der bøgerne. Silas er egentlig god til at læse, men i dagtimerne skal han pushes lidt til at læse. Han læser som regel i sengen, inden han skal sove.

For at holde ham igang med bøgerne har jeg været nødt til at bestille bøger af flere omgange på nettet. Desværre er byens sidste boghandler bukket under her under Corona, så det bliver nok desværre til flere net-køb fremadrettet.

Nå men man kan jo ikke hælde 150-200 kroner efter bøger i tide og utide, så derfor blev jeg glad, da jeg læste at biblioteket havde lavet en ny service, mens de venter på at få lov til at åbne igen.

Drive-in bibliotek kalder de det. Man bestille en pose bøger på bibliotekets hjemmeside. Man kan bestille op til 10 bøger. Man kan skrive sine ønsker til bøgerne; genre, forfatter og format osv.

Jeg bestilte en pose med 5 boger til en dreng, der godt kan lide Starwars, Lucky Luke tegneserier og sjove bøger.

Fredag fik jeg en mail om, at min pose med bøger var klar og jeg kunne afhente den tirsdag mellem 13-15 (det er altså ikke en service, der måske passer så godt til dem, der har et arbejde der skal passes også). Så kan jeg jo regne ud at bøgerne har fået lov at stå og gasse evt. corona-virus af inden afhentningen.

Det var en rigtig fin service. Udleveringen var i biblioteksbygningens vindfang, hvor man blot oplyste sit “posenummer” (som blev oplyst i foromtalte mail). Så blev posen sat frem på bordet, og man kunne tage den derfra og forlade vindfanget igen.

Jeg var lidt spændt på posen indhold. Det var jo lidt en bibliotekslykkepose. Det mindede mig også om nogle af Spotifys services, hvor de blander ens valgte numre med noget nyt i samme stil, som måske også kunne have ens interesse. Det falder også tit ret heldigt ud.

Jeg er helt sikker på, at bøgerne ikke bare var trukket ned af hylderne i blinde. Det var sgu meget godt ramt efter min opfattelse.

Nu er der lidt at læse i igen. Bibliotekerne åbner igen i et eller andet omfang på mandag, som en del af fase 2.

Selskabshunger

Det er i dag to måneder siden, at jeg har været “social” med folk, der ikke er af mit eget kød og blod.

Jeg ville lyve stort, hvis jeg sagde, at jeg ikke savner samvær med andre. Jeg savner at være sammen med andre og få inputs fra venner og træningskammerater.

Jeg er megaglad for min skønne familie, men to introverte kan altså være meget stille, hvis de er i det der “osteklokke-mode”. Selvom jeg også kan have enkelte introverte træk, så ligger jeg nok lidt mere ovre i den ekstroverte ende af skalaen end resten af familien i huset.

Jeg savner at gå en tur med en veninde og hunde og snakke om alt mellem himmel og jord. Her bruger jeg flittigt telefonen, men det er bare noget andet at have personen i sin fysiske nærhed.

Tiden og vejret er perfekt til gåture med hundene

Jeg savner at nørdetræne lidt agilty, rally eller hvad som helst sammen med en “nogen”. Heldigvis har jeg alle træningsfaciliteter hjemme i haven, så jeg KAN rent faktisk træne og er ikke afhængig af andre for at kunne træne. Men derfor kan man godt mangle sparring og hygge.

Man kan dog sige, at det er heldigt nok for mig, at hundene og aktiviteter med dem er min passion. For det behøver ikke at stå stille trods Corona lockdown, men det er bare lidt anderledes. Mange andre fritidsaktiviteter er helt sat ud af spil lige nu (eller indtil nu, hvor der åbnes for flere aktiviteter).

Jeg har heldigvis gode træningsfaciliteter i haven

Det går faktisk op for mig, at ret meget af mit sociale liv foregår på Sjælland. F.eks træner jeg stort set kun agility på Sjælland. Det handler jo benhårdt om prioritering. Hvis jeg er på Sjælland en dag, så er der alligevel ikke så meget rum til familiesamvær på den dag, så kan jeg lige så godt køre ego-trip på øen.

Hjemme forsøger jeg at prioritere familien i hverdagen. Der er lige et par gange om måneder, hvor jeg træner Rally, mens drengene er til taekwondo, men ellers forsøger jeg at begrænse aktiviteterne ude af huset på hverdage. Men det er en svær balancegang, for jeg vil så gerne være med til det hele.

Haps-Haps! Så kom Corona lige forbi og forandrede rigtig mange ting. For dig, mig og os alle sammen.

Nu hvor jeg er hjemsendt, så har jeg heller ikke rigtig kontakt med kollegerne. Jeg kan godt savne teammødet på Skype hver formiddag kl 10. Det var trods alt et lille touch af samvær og deltagelse i et fællesskab.

Naturligvis er jeg ikke døden nær af afsavn. Hundetræning og stævner er ikke det vigtigste i verden. Jeg behøver ikke stævner og store træningshold. Heller ikke koncerter, biografer og intime restauranter, men jeg savner bare at være sammen med et andet menneske og få input udefra. I modsætning til min familie herhjemme, så lader jeg op i andres selskab, så derfor er jeg lidt amputeret lige nu. Men jeg er nok langt fra alene om at have det sådan?!

Men tør jeg overhovedet at være sammen med andre mennesker? Ja naturligvis gør jeg da det (også selvom jeg pga Silas måske er lidt mere hysse end gennemsnittet). Udendørs og med afstand har jeg aldrig set som en problem. Outdoor var også vores store frihed, da Silas var i kemobehandling. Så kunne Silas komme med alle steder hen, selvom han var meget isoleret som lille.

I takt med at genåbningsfaser ruller ud, så forandres det hele måske også til at ligne en lille flig af normalen.