Meget kan ske på en uge

En lille Corona dagbog – Afsnit 3

Nu er det en uge siden, at Mette Frederiksen i pressemeddelelse fortalte os, at Danmark lukkede ned. Gradvis er landet lukket mere og mere ned. Det er vildt og skræmmende, hvad der kan ske på 7 dage.

Første skoler og pasningstilbud. Siden er specifikke butikker og services lukket ned. Max 10 personer må samles i det offentlige rum. Jeg tænker, at det kun er et spørgsmål om dage, før der bliver udgangsforbud.

Ingen kender dagen i morgen. Og der er ikke kun bekymringer for familiens helbred, men også job og økonomi er vel tanker, der ikke er fremmed i ret mange hjem lige nu. Hele verden er fuld af usikkerhed.

Indtil sidste uge havde vi en kalender med masser af planer. Nu er det hele streget ud. Alt er aflyst eller udskudt. Det er lidt mærkeligt at kigge på marts måneds kalenderblad. Vi bruger kun kalenderen til at skrive ekstraordinære ting på, så ikke de ugefaste aftaler.

En lidt amputeret kalender

Vi har holdt os for os selv siden i onsdags og forsøger at planlægge og navigere i det. Ja, det går egentlig ok.

Hjemmeundervisningen finder også et lidt mere roligt leje ser det ud til. Men det er stadig svært at forstå, at “hjemme” ikke er det samme som “fri”. Men når det nu er sagt, så går det bedre med at lave skoleopgaverne herhjemme.

Fuji agerer læsehund

Det er jo en ny verden for både elever, lærere og forældre. Og jeg tror ikke, at børnene kommer i skole igen på denne side af påske.

Silas havde også en hjemmeopgave i KKH (Kunst, Kultur og Håndværk). Det var en rigtig fin opgave, hvor Silas skulle stå for aftensmaden en aften. Silas skulle bestemme, og han skulle egentlig også lave maden. Ja, og det gjorde Silas. Han var hurtig til at beslutte sig til en madtærte.

Sjovt, når man tænker på at barnet faktisk ikke kan lide ting, der er blandet sammen og faktisk heller ikke kan lide grøntsager. Når det kommer i en madtærte, så kan han åbenbart spise alt. Og han nøjes ikke. Han spiste faktisk halvdelen af tærten helt selv, så Henrik og jeg måtte slås om den anden halvdel. Opgaveafleveringen bestod i at sende et billede af det endelig resultat til læreren. Silas har så besluttet sig for at lave det til et helt videoprojekt, så jeg er spændt på hans madlavningsvideo.

Silas´ madtærte, som han stort set lavede på egen hånd. Den var virkelig god!

Ud over at passe på os selv, så holder jeg da også kontakt til min ældste søn, Tobias, der står for skud i Bilka. Han har ansvaret for BilkaToGo i det varehus, som han er ansat i. De har dælme nok at se til. De har rygende travlt, fordi folk ikke vil ind i butikkerne og handle. Jeg inviterede ham og kæresten på FaceTime kaffe. Det smilede han lidt af kunne jeg høre i telefonen, men han ved også godt, at han ikke bliver lukket ind her i huset. Han har alt for mange mennesker omkring sig dagen lang til, at jeg ville turde se ham. Så FaceTime kaffe var, hvad jeg kunne byde på lige nu.

Nå ja også lige følge lidt op på min meget sociale far, der er vant til at flyve rundt til det ene og det andet. Alle de aktiviteter er naturligvis også lukket ned. Jeg kan ikke lade være med at formane og løfte pegefingre for at sikre mig, at han passer rigtig godt på sig selv.

Multijob?!

En lille Corona dagbog – Afsnit 2

Silas har været hjemme fra skolen siden i torsdags. Torsdag og fredag var der var rimelig “fri leg” (Ipad, computer, bøger og et brætspil med mor og far) som underholdning. Så det var måske lidt et chok for ham at vågne op her til morgen til et rimelig tætpakket ugeplan, som skolen havde lagt op i løbet af weekenden. Selvom vi havde fortalt ham, at der også skulle laves skolearbejde, så havde han åbenbart kalkuleret med en Corona-ferie (ja børn ser jo ikke på det med helt samme alvor som os voksne – heldigvis kan man næsten sige)

Inden Silas rigtig kunne komme igang, var der en masse at sætte sig ind i og portaler, der skulle logges på og opgaver, der skulle hentes og printes. Nogle af opgaverne kunne man simpelthen ikke komme ind på, fordi systemet var overbelastet.

Så vi lod Randers Regnskov stå for biologiundervisningen, da de sender live fra deres skoletjeneste hver morgen. Det er måske ikke så tosset en måde at starte skoledagen på.

Derefter fik vi sat den noget modvillige dreng igang med noget dansk, som han skulle læse og efterfølgende løse opgaver sammen med en kammerat over FaceTime.

Fælles skoleopgave med klassekammerat på FaceTime på mobilen

Lad mig bare sige det sådan, at det ikke var nogen særlig effektiv arbejdsdag. Det blev dog til et enkelte Skype møde med kollegerne i min afdeling, som sad 6 forskellige steder. Det var bestemt ikke denne mandag, hvor jeg kunne vinge mange opgaver af.

Og måske var det også heldigt nok, at jeg nøjedes med at blive optaget på lærerseminariet dengang for mange år siden, og slet ikke gik i gang med studiet. Det var ikke efter i dag, at jeg tænkte, at der var gået en lærer tabt i mig.

Vi har også sørget for indkøb til resten af ugen. Det tror vi i hvert fald. I nat kom DAO og afleverede en måltidskasse fra Skagen Food, så er der da styr på aftensmaden tre aftener i denne uge.

Så er aftensmaden i hvert fald sikret for tre af ugens dage.

“Michael” var vores indkøber i Rema 1000. Vi lagde et indkøb op på Vigo App´en og fik leveret tre bæreposer ved døren. Så nu skulle der være mælk, juice, pålæg osv til resten af ugen. Mega fin service.

Det er nemt at oploade en indkøbsliste på app´en, så melder nogen sig til at købe ind og bringe det hjem til dig.

Efter “skoledagen” blev det til en fælles luftetur, så der kunne komme lidt gang i benene. Vi må nok konstarere, at vi ikke er så gode til at få bevægelse med ind i undervisningen her på “vores skole”.

Set fra min lille stol

En lille Corona dagbog – Afsnit 1

Jeg er ingen Corona ekspert, og det forsøger jeg heller ikke at være. Faktisk ville jeg ønske, at det hele bare var en ond drøm, som jeg snart ville vågne fra. Det er alt for svært at finde hoved og hale i det hele. Eksperterne er heller ikke altid helt enige. Tingene skifter fra dag til dag. Nogen gange time for time. Nogle af mine tanker og handlinger er måske ikke helt rationelle, men det er bare sådan at jeg føler, at jeg og familien må agere lige nu.

I starten af ugen var jeg i Søborg (på jobbet). Det var der ikke noget usædvanligt i. Jeg er der hver uge. Indtil denne uge har jeg følt mig rimelig tryg. Der var indtil da forholdsvis få smittede i DK, og man vidste, hvor de havde opsnuset smitten. Men jeg så en udvikling, som nu gjorde mig utryg.

Firmaet har virkelig taget ansvar og været informerende overfor os medarbejdere. De har hele tiden fulgt med i udviklingen og tilpasset deres tiltag for at passe bedst muligt på mine kolleger og på Danmark. Vaskeribranchen har livsvigtige funktioner i form af tøj til sundhedsfagligt personale og plejehjems- og hospitalslinned, så branchen kan ikke bare lukke ned.

Selvom vi internt ikke måtte besøge andre afdelinger end den, som vi har ansættelsesmæssig tilknytning til, så kommer nogle af mine kolleger jo på job med bus, S-tog og Metro. Sådan er det jo i Københavns området. Lige den del gjorde mig til sidst lidt utryg. Men møder var aflyst og håndtryk og berøring forbudt på jobbet. Alt blev sprittet af to gange dagligt, og der var håndsprit alle vegne. Løbende var der flere og flere tiltag og retningslinjer.

Da jeg kørte hjem onsdag eftermiddag, varslede jeg, at nok ikke lige kom igen i den kommende uge, og vi måtte se tiden af. Jeg synes ikke, at der var grund til at køre på kontoret i den kommende tid. Jeg kan klare mit arbejde hjemmefra.

Onsdag aften kom pressemødet, hvor Statsministeren lukkede Danmark ned for foreløbig 2 uger. Sammen med det bredte panikken sig i den danske befolkning. Ja og helt ærligt, den voksede også i mig.

Men allerede inden Danmark lukkede ned, legede mit hoved med tanken om at hive Silas hjem fra skole og hjemmeundervise, fordi jeg var utryg ved skolen (og de mange skiglade mennesker, som vi har i vores lokalsamfund. De skiglade fylder meget i statistikken for smittede…). Jeg var bare ikke tryg ved, at børnene flimrede rundt mellem hinanden. Så langt nåede vi ikke af os selv. Det klarede regeringen for os ved at lukke skolerne de næste to uger.

Nu har vi så spærret os selv inde, mens vi tænker og observerer. Hvor længe kan vi holde Corona væk? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi slet ikke har lyst til at få smitten indenfor dørene her. Når man har et barn med en kronisk lungesygdom, så er man ikke “ligeglad”, og når man selv har været belastet på sine luftveje siden starten af januar, så tænker jeg heller ikke, at det er smart at blive smittet. Vi vil for alt i verden undgå smitte.

Er vi så blevet hysteriske? Ja det vil nogen nok mene, at vi er. Men vi gør i hvert fald vores for at bryde smittekæden og trække den meget viste kurve ud, så vores sundhedssystem ikke spidsbelastes. Og allerhelst undgå selv at blive smittet.

Faktisk så er vores dør lukket for besøg. Det gælder også legeaftaler. Men så længe at der er wi-fi og brætspil, så tænker jeg nok, at Silas klarer det. Han ved faktisk ikke selv, at han ikke må få legeaftaler. Men det finder han ud, hvis han pludselig tager initiativ til det. Men det er ikke en af hans spidskompetencer. Så længe han ikke kender til det forbud, så føler han sig da ikke begrænset. Han kan spille online spil med sine venner i stedet for.

Vi vil meget nødigt ud at handle og stå i nakken af andre folk. Så nej vi har ikke været ude at hamstre. Vi har fået et lille indkøb siden onsdag, og det “klarede” vi på Rema 1000´s app Vigo, hvor andre klarer indkøbet for en og bringer varen ud til ens hjemadresse.

Vi vil dog gerne støtte de lokale restauranter, der tilbyder take a way i stedet for en åben restaurant. Altså hvis de gider at komme ud med maden. Vi vil gerne medvirke til at holde hjulene i gang, for vi kan godt regne ud, at det her gør ondt på rigtig mange i “hygge-industrien”.

De næste to uger er der bestilt måltidskasser fra Skagen Food. Så er aftensmaden da sikret nogle af ugens dage. Det kræver også noget mere mindre i forhold til indkøb.

Isolation er sådan set ikke nyt for os. Vi prøvede det jo i adskillige måneder, da Silas var spæd og i kemobehandling. Den helt store forskel fra dengang og nu er, at dengang var det kun vores lille verden, der var rystet og kun os, der var bange og utrygge. Mens vores verden var gået helt i stå, kørte samfundet videre derude. Sådan er det ikke denne gang.

Denne gang er samfundet omkring os i kaos. Et nedlukket samfund, der også strømmer med folk i panik, folk der er egoister og opfører sig meget dumt og hensynsløst. Markant anderledes end dengang, hvor det kun lige handlede om vores lille familie og om at overleve.

Samtidig ser jeg også ud på at samfund, hvor der tilsyneladende (fortolket fra min lille stol) er folk, der ikke fatter alvoren. Folk, der ikke fatter beskeden om at holde afstand og undgå forsamlinger. Jeg synes det er meget utrygt at være tilskuer til.

Hvor længe vi så sidder her og gemmer os, kan jeg ikke sige noget om, men jeg kan sige, at både Henrik og jeg kan udføre vores jobs hjemmefra, og Silas kan vi nok også godt lære noget.

Billederne i dette indlæg er fra en strandtur på en mennesketom strand på en frostklar morgen lørdag d. 14. marts

Rallyprøver, agilitystævner og samtræning betyder intet noget for mig lige nu. De prøver, som skulle have været de næste uger er så heldigvis også aflyst, og jeg har ikke travlt med at melde til andre. Der står ikke en eneste “hunde-forlystelse” i min kalender i 2020 lige nu. Hundene er mit psykofarmaka, men jeg kan heldigvis medicinere mig selv i haven.

Generelt synes jeg bare, at folk skulle tage at blive hjemme og ikke søge sammen med andre mennesker, hvis det bare er for fornøjelsens skyld.

Personligt veksler jeg lidt mellem at tage det rimelig roligt (det er når jeg påfører mig skyklapperne) og blive voldsomt bekymret. Ikke bare for os selv, men for Verden, Danmark, samfundsøkonomien og sundhedssystemet. Jeg kan mærke, at jeg er vanvittig træt tidligere på aftenen end sædvanligt. Situationen er drænende.

Ja, det var bare, hvad jeg havde at sige, når jeg lige snuppede mig et par minutters taletid og fattede mig i korthed. Fik lidt tanker skrevet ned….

Værdier for en 11-årig

Ja det kan man nok ikke generalisere, men nu vil jeg fortælle jer om en samtale, der foregik hen over aftensmaden i vores lille hjem en helt tilfældig aften for et par uger siden.

Silas beretter om, at en klassekammerat har fået en Iphone 11. Henrik og jeg udveksler garanteret sådan nogle “Okay??!-det-var-sgu-da-lidt-vildt-for-11-årige-blik”.

Vi kommenterer kort, at det godt nok er en dyr telefon at have, og ikke mindst at give sine børn.

Vi er enige om, at vi ikke ville hælde så mange penge efter en telefon. Hverken til os selv eller til en 11-årig lille guldklump (trods alt).

Silas beretter videre, at klassekammeraten faktisk havde fået to telefoner. For han fik først en Iphone 11 Pro, men den var for stor, synes klassekammeraten. Derfor fik han en Iphone 11.

Henrik og jeg udveksler vantro “Vi-kan-næsten-ikke-tro-hvad-vi-hører-blikke”. Jeg må bede Silas om at gentage. Jeg tror da, at jeg har hørt helt forkert.

Henrik og jeg snakker om, at det da lyder helt tosset, og det aldrig ville ske hos os. Der ville hverken 11´eren eller 11 Pro være blevet købt. Nå men måske har de vundet den eller noget? Det skal vi ikke blande os i. Men det lyder da lidt utroligt, og vi snakker om, at det ikke kom til at ske hos os.

Silas sidder stille, mens Henrik og jeg taler om emnet, og da det jo er soleklart, at han aldrig ville få sådan en dyr telefon af os, så bliver jeg da lidt nysgerrig på, om han tænker og føler.

“Bliver du misundelig, når andre får sådan en telefon, og du ved, at du ikke får sådan nogle dyre ting? ” Spørger jeg nysgerrigt. “Nej”, siger Silas og fortsætter: “Jeg vil slet ikke have sådan en dyr telefon. Jeg synes, den koster alt for meget. De penge vil jeg hellere bruge på noget andet.”

Nu bliver jeg da nysgerrig. “Hvad ville du bruge pengene på i stedet? ” Han svarer: “Noget som vi alle kan få noget ud af. F.eks en lille ferie i Tyskland eller sommerhustur”

Der blev mit moderhjerte meget meget varmt. Silas er meget ærlig og direkte, så jeg betvivler ikke et sekund, at han mente, hvad han sagde. Det glæder mig i hvert fald, at han sætter fællesskabet over materielle ting.

Som et lille efterord vil jeg da lige indskyde, at folk jo må bruge deres penge, som de lyster, men derfor kan man godt tale om, hvordan man selv ville prioritere. Vi forholdt os bare til, hvad Silas fortalte.

Vi ved jo i øvrigt ikke, om klassekammeraten har talt sandt eller om Silas har fået forkert fat i noget, men det er sådan set også ligegyldigt. Vi fik os bare en snak om værdier og prioriteringer i vores familie.

Rally og succeskriterier

I min tørst efter at prøve kræfter med rallysporten, så blev jeg rigtig glad, da jeg opdagede en rallyprøve I Hadsten, der lå på en hverdagsaften. Jeg meldte fluks til.

Den prøve var så i Hadsten i tirsdags. Siden tilmelding var der så røget et møde i min kalender. Et møde i Søborg. Det var ikke så smart for den planlægning. Stædig som jeg var, så ville jeg bare have enderne til at nå sammen.

Så efter mødet drønede jeg direkte retur til Jylland, for at nå at være i Hadsten inden kl 17. Jeg ankom 16.35, og følte mig allerede ret stresset, fordi jeg havde startnummer 3, og derfor skulle på ret hurtigt efter banegennemgangen. Der var også lige en hund, der skulle luftes, og det var nok også lidt praktisk, hvis jeg lige ændrede lidt på påklædningen, inden jeg gik på banen. Jeg var nok lidt overdressed til rally.

Så stod jeg der med “stresset stithår og øjnene flakkende rundt i hovedet”. Stævnearrangør Helle, som jeg kender fra “gamle dage” kiggede på mig, flyttede fluks mit startnummer, så jeg lige kunne nå at lande, lufte Ninja og få lidt ro på. Hun vidste nemlig godt, at jeg var kørt direkte fra et møde på Sjælland. Puha, det lettede godt nok. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke helt har samme tidsoverblik og erfaring at læne mig op af til rally, som jeg har til agility, og jeg ville ikke forvente, at jeg bare kunne blive flyttet.

Jeg kiggede på banetegningen, som hang på opslagstavlen, så vi kunne se den inden banegennemgangen. Åh nej. Det var ikke lige en buket af vores yndlingsskilte. Allerede der tænkte jeg, at vi ikke ville kunne gå den til toppoint.

Særligt 7-9-11 var jeg ikke så pjattet med, men de sidste 4 skilte glædede jeg mig til at gå

Banen kunne jeg ikke lave om på, og jeg gik den mange gange til banegennemgang, så jeg i det mindste havde styr på banen, inden jeg skulle gå den med Ninja. De ting, som var svære for os, måtte jeg så pudse af sammen med Ninja, inden det blev min tur.

Men sådan en bane kan jo overraske. Sikkert af flere årsager. Mit fokus på de svære momenter var måske gode, og lidt mere slappe på de “lette”, men der er jo også den realitet, at Ninja ikke er robot, men en hund, der kan lade sig påvirke af dufte og omgivelser (ikke noget, som jeg har skulle spekulere over i Agility, da tempoet der er højere, og mine hunde har ikke tid til at holde øje med ting/forstyrrelser udenfor eller på en agilitybane).

Vi endte med at lave tre øvelser om (vel at mærke ikke nogle af de øvelser, som jeg “frygtede”) og så var der lidt snus og lidt misforståelse. Jeg kom ud af banen med 87 point.

Jeg fik den fineste og grundige tilbagemelding af dommeren, der i øvrigt smilende gik mig i møde med ordene: “Sikke en skøn hund du har. Hun har godt nok potentiale”. Hun gav mig et par gode råd med på vejen og var god til at forklare, hvor hun havde trukket de 13 point.

Jeg tog et billede af dommersedlen. Den var fin og udførlig!

Rallyfolkene er enormt søde og følger med i hinandens gennemløb og alle klapper, når en ekvipage kommer i mål.

Venligt og interesseret var der nogen, der spurgte hvordan det var gået og til mine point. Er du tilfreds? blev jeg spurgt. Med hjertet kunne jeg altså ikke svare ja. Hvis jeg inden gennemløbet var blevet spurgt, om jeg ville være tilfreds med 87 point på den bane, ville jeg have sagt. Ja det ville være ok. Men det var ud fra en betragtning om, at jeg ville få svært ved særligt 3 skilte. De skilte drillede så slet ikke, så det var noget øv at skulle lave tre skilte om, som jeg synes var lette. Så ud fra det, så var jeg faktisk ikke rigtig tilfreds. Jeg ved godt, at mit succeskriterie ligger lidt højt, og det er ikke fordi jeg vil være storsnudet eller utaknemmelig, men hvis jeg synes, at vi skulle kunne gøre det bedre, så er jeg ikke tilfreds med at udføre på vores middelniveau.

PS! Ninja er stadig Min Fantastiske Ninja. Det har ikke noget med det at gøre….

Jeg kunne godt høre, at flere af mine konkurrenter var ovenud tilfredse med bare at bestå. Det funderede jeg lidt over. I agility er jeg heller ikke nødvendigvis tilfreds med et fejlfrit løb. Det er ikke et succeskriterie i sig selv for mig. Så ja, hvorfor skulle jeg have det anderledes til rally. Jeg vil ikke “nøjes”, hvis jeg ved, at jeg kan gøre det bedre. Så må jeg oppe mig! Dommerens bedømmelser var helt korrekte, så pilen peger på mig.

Stævnet var super hyggeligt, og det var en rigtig god oplevelse. Det var jo fedt at mestre de “frygtede” skilte. Ånden var positiv. Der var kaffe på kanden og kage til, hvis man havde lyst til det. Meget gæstfrit og favnende. Det inviterede til at slappe af og falde ned på jorden.

Det uofficielle skilt udenfor banen.

Præmieoverrækkelsen for begynder og øvet kom efter deres klassers gennemløb. Så alt i alt så var jeg i Hadsten i noget, der ligner 3 timer. Henrik var også helt forbavset over at se mig hjemme kl 21. Det er da noget helt andet end agility, må man sige, var hans kommentar. Ja, det har han på mange måder ret i.

Ninja holder på bånd og deltagerpræmien. Alle fik en pose kiks sammen med deres resultat.

Ninja og jeg fik en 6. plads ud af 13-14 deltagere. Og alle blev linet op på række. De 6 bedstplacerede måtte vælge en præmie fra præmiebordet. Der lå mange lækre præmier, og jeg vil vove den påstand, at der virkelig var noget for enhver smag.

Det kunne godt være lidt svært at vælge, for der var så mange fine ting på præmiebordet

Nu har vi tid til træne videre på mine “svage” skilte, inden vi skal til prøve igen d. 29. februar. Det glæder jeg mig allerede til. Jeg synes, at rally er sjovt, og jeg elsker at se på Ninjas glade fjæs, når vi går rally.