Julen 2019

Årtiets sidste jul. Stadig undervejs med at finde vores jul. Jeg føler mig meget heldig, at mine forældre år efter år knoklede i flere dage for at holde jul for os børn og vores familier.

Min far har siden min mors død sagt, at han synes, at der gik 4 dage med det, og han syntes, at det var hårdt arbejde. Det forstår jeg udmærket, men min mor ville have julen på sin måde. Jeg tror, at min far er lykkelig for, at han nu kan bare kan få lov at nyde julen uden at skulle sørge for det hele.

Borderpigerne opdagede pludselig min far. Så var det svært at løse sin Soduko.
Nu er det i hvert fald umuligt at løse soduko

Vi holder i hvert fald jul i vores lille hjem, og min far er naturligvis også velkommen her. Igen i år takkede han ja til at holde jul med os. Det er dejligt at få lov at hygge om og sammen med ham og nærmest betale lidt tilbage på jule-kontoen.

Efter det dejlige besøg på Skejby Sygehus, hvor overlægen delte “gaver” ud, så nåede vi næsten kun lige hjem, inden min far kom med alle vores BilkaToGo varer, gaver og juletræ pakket ned i sin lille C3´er. Jeg fik desværre ikke taget et billede af den pakkede bil. Men jeg kan se, hvor jeg har min bilpakke-tetris-gen fra.

Silas og jeg pyntede juletræet. Vores meget lidt stilrene pyntede juletræ, der rummer pynt fra bedsteforældre, oldeforældre og nyt og humoristisk fra Tiger. Det er bare et juletræ med minder og historier ved.

Juletræet klodset op på pakker

Jeg havde syntes vi var et noget lille selskab juleaften, da vi kun var Silas, Henrik, min far og mig. Men det var faktisk helt ok. Det var super hyggeligt. Vi havde god tid, men vi skal stadig lære at time madlavningen. Det kan godt være lidt en udfordring, men det endte med at lykkes det hele.

Menuen var risengrød med tilhørende mandelgave. Til hovedret hvide og brune kartofler, flæskesteg, confiteret andelår, rødkål og så fik også Jyde-nachos. Kender du det udtryk? Det er taffelchips med brun sovs til. Meget kan man lære af at arbejde i hovedstadsområdet, men den slags smovseri med sovs og chips er for jyder.

Efter opvasken var der dans om juletræet. Ja, det er vel nærmest gåsegang rundt om træet med næsen nede i sanghæftet med skønsang i en eller anden form.

Når vi nu kun var 4 personer, så kunne man godt tænke, at det der med at pakker hurtigt var overstået, men der var faktisk mange gaver. Og det bringer mig alligevel til at sige, at vi ikke er så overskruede, når det gælder gaver.

Det kan ikke være vores skyld, at der hvert år sættes ny forbrugsrekord på julegaverne. Som grundholdning så giver jeg folk det i gave, som jeg har lyst til at give dem og ikke nødvendigvis det, som står på ønskesedlen, og budgettet skal ikke gå op på kroner og øre. En ønskeseddel er god at støtte sig op af.

Jeg foretrækker at købe mine gaver i fysiske butikker og bruge tiden på at udvælge de rigtige gaver. Der kan selvfølgelig være gaver, som man ikke lige kan få i en fysisk butik i nærheden, så kan det være lidt svært.

Jeg/vi har kun 7 personer, som vi køber gaver til. Dem kan jeg altså godt overkomme at bruge tid til fysiske julegaveindkøb på. Før havde jeg en del flere at købe til, men det er indskrænket nu. Gaver skal altså ikke tage overhånd. Jeg køber naturligvis også helst gaverne i min egen by, som heldigvis stadig har et bredt udvalg af butikker, selvom de klager over vigende salg.

Jeg synes det er lidt ærgerligt og bliver let upersonligt at shoppe julegaver på nettet. Det bliver så tomt og uinspirerende, hvis man ikke kan gå en tur gennem den juleoplyste by, hvor blid julemusik fylder gadens lydbillede mens duften af brændte mandler fra gadesælgeren giver et ekstra drys julestemning. Ærgerligt, hvis der ikke er butikker, hvor man kan se og prøve en vare.

Alle gaverne, som jeg havde købt var indkøbt i fysiske butikker og nøje udvalgt til den enkelte modtager. De gaver jeg modtog var også både gaver fra ønskesedlen og andre, der måske var endnu nøjere udvalgt. Allesammen super gode gaver. Intet der skal byttes der.

Gaverne

Jeg har vist aldrig fået så mange tegninger. Det var godt nok kun to, men alligevel. Den ene havde jeg selv bestilt. Det var en bestilling til vores væg i soveværelset, hvor jeg manglede en ny tegning til samlingen af Silas´ tegninger. Så den tegning vidste jeg godt, at der lå under træet. Men det holdt hårdt for Silas at blive færdig, og jeg vidste ikke, hvordan den så ud.

Undervejs måtte jeg også skubbe lidt til ham, for at han kunne blive færdig (Silas bruger rigtig lang tid på sine tegninger) og forklare ham, at det var vigtigt at blive færdig, så gaven også lå under træet juleaften. Hvad ville han selv sige, hvis der ikke var købt en gave til ham, fordi vi ikke havde haft tid (eller prioriteret tiden). Jeg kunne se, at han tænkte lidt over den vinkel, og så tog han sig sammen og blev færdig.

Det er ikke mig, der er den tegnede instruktør, men hunden er BLÅ (så kan jeg nemlig lære, hvordan en blå hund ser ud = Læs Fuji er i Silas´ øjne ikke blå)

Min far havde medbragt to ret store pakker. Den ene viste sig at være til mig. Jeg havde ingen idé om, hvad den indeholdte. Så jeg var meget overrasket da jeg hev et tegnet billede i ramme op af kassen. Det var min barndomshund, Buller, der var tegnet. Som min far sagde, så var det måske ham, der havde startet “det hele”. Det var en meget smuk og personlig gave.

Tobias havde blandt andet hjembragt te til mig fra England, hvor han havde været på studietur og skulle skrive noget om specialbutikker, og hvad de gjorde for deres kunder. Så tænkte han, at han lige så godt kunne gå i te-butikken og være rigtig kunde og købe noget af julegaven til sin mor, som jo er tedrikker og skuffes over kedelig brevte. Det var da godt tænkt af ham. Jeg glæder mig til at smage dem.

Jeg synes, at julegaver er hyggelige, men de behøver ikke at være store, dyre og flotte. Det er faktisk slet ikke det, som det handler om for mig.

Juleaften fordeles julegaverne en for en ved hjælp af kast med terningen. Den som slår en sekser må hente en gave give til den rette modtager. Så kigger vi alle på, hvad vedkommende pakker ud. Mens vi pakker ud kaster vi os over slikfadet.

Juleslik skal der til

Juledag havde jeg dristet mig til at invitere min bror og hans yngste datter samt Tobias og Camilla. Julefrokost!! Det plejer jo (læs min mor plejede) at være noget med sild, fiskefilet, ribbenssteg, æg/rejer, laks, medister, ris ala mande og ja hele julesvineriet.

Ret hurtigt kunne vi mærke, at det ikke lige var det, som vi havde lyst til. Hverken at spise eller stå i køkkenet med i timevis. Vi brød med den tradition og serverede lakseroulade til forret, asiatisk mangosalat med and til hovedret og fromage ala Henrik til dessert.

Ja sådan blev det. Let, frisk og lækkert var det

Alle var glade for ikke at skulle sidde med stoppede, oppustede og tunge maver. Så jeg synes, at det var en succes. Vi slap for at stå at kokkerere hele dagen, når vi nu hellere ville hygge med vores julegæster. For det var superhyggeligt.

Vi slap helskindet gennem en dejlig og hyggelig jul, og nu nyder jeg en dejlig lang juleferie, som varer helt til d. 6. januar. Ikke alle i familien er så heldig.

Ferie med god tid til familiehygge

Der er masser af dage uden noget som helt på programmet. Det ligner slet ikke mig, men jeg skal nok få dem fyldt ud og få vinget nogle af mine evige hængepartier af.

Feriehadeopgave med app anbefaling

Det er skønt med en lang juleferie. Så kan man få ordnet nogle af de ting, som man måske ellers har skubbet foran sig. Jeg kan altid finde på masser af små projekter.

Et af de projekter, som jeg har kigget på og forsøgt at ignorere den sidste måneds tid har været afriming af fryseren. Det er bare en hadeopgave.

Nu med styr på fryseren

Det er besværligt og når man først er gået igang, så er der ingen vej tilbage. Samtidig bør man jo også forholde sig til, hvad der egentlig ligger i fryseren. Vi er nok ikke de eneste som finder ting, som vi slet ikke vidste, at vi havde, når fryseren gåes igennem. Det bedste fund var chilimarinerede lupinbønner.

Nu er hele skidtet sorteret. Madvarer, der er for længst har passeret sidste holdbarhed er blevet smidt ud. Madvarer, som ikke kunne identificeres (fordi man tænkte, at man altid kunne huske eller se, hvad der var der i) er blevet lagt til optøning i køleskabet. Så det er virkelig spændende at se, hvad vi skal have at spise de næste par dage.

Samtidig med at det hele er blevet gået igennem, så har jeg noteret det hele ind på en fryser-liste på app´en Wunderlist. Så nu kan vi faktisk gå ind og se på listen, hvad fryseren gemmer på. Så er opgaven at huske at ajourføre den, når noget tages op af fryseren og nyt puttes i.

Sådan ser et udpluk af listens 53 linjer ud

Vi bruger også Wunderlist til vores indkøbsseddel. Det gør det nemt at handle ind, fordi vi let kan dele indkøbssedlen og både skrive varer på og foretage indkøb og slette efterhånden, som vi bevæger os gennem butikken.

Wunderlist-ikonet

Wunderlist gemmer også på vores ønskesedler og pakkelister. Den er faktisk ret smart.

Den bedste julegave lå ikke under træet

Der lå ellers mange lækre pakker under juletræet, men det er ikke nogen af dem, som indlægget her kommer til at handle om. Det kommer til at handle om en helt anden julegave

Der var ellers mange store, flotte og dejlige pakker under træet

Vores jul startede helt afgjort, da vi var på Skejby til rutinekontrol d. 23. dec.

Som sædvanlig starter vi med, at Silas måles og vejes. Han skyder helt vildt i vejret, men som sædvanlig er det en kamp at få sul på hans krop, selvom han egentlig spiser ret godt. Rent genetisk så var både Henrik og jeg nogle supertynde børn i Silas´ alder, så det kan også spille ind for Silas, men det var bare ønskværdigt, at der var mere sul på kroppen, så man har noget at stå imod med, hvis kroppen pludselig skal slås med dumme baciller.

Han fik målt sin lungefunktion. Den var sådan set også tilfredsstillende. I sommers var den ikke helt så fantastisk. Nogen gange svinger den lidt, og det er sjovest, når den er høj. For så føler jeg mig i hvert fald mest trygt. Når den begynder at bevæge sig nedad, så bliver jeg bekymret for, om der en “afvikling” af lungerne undervejs. For det er meget skidt med dårlige lunger.

Så skulle der hostes slim/”snot” op, som dyrkes for at se, om der er bakterier i luftvejene. Desværre plages Silas´ lufveje af staffylokokker, som vi af og til får bugt med med antibiotika, men de har det med at dukke op igen. Nu må se om ekspektoratet er rent og bakteriefrit denne gang. Det får vi nok først svar på i starten af det nye år.

Efter div. målinger osv så var vi helt rutinemæssigt også forbi lægen. Lægerne samler op på tingene, lytter på lungerne osv. Men i dag havde lægens faktisk også en helt særlig ting at fortælle os.

Hun forventede, at Silas til sin 12 års fødselsdag kunne starte op på noget nyt medicin. En pille behandling, der kan gives fra 12 år og op. Det forventes at være en pille morgen og aften resten af livet. Silas tager i forvejen mange piller, og det er så let og hurtigt at tage piller. I stedet for f.eks inhallationer og brusetabletter, der kræver tid og vand.

Mirakel-pille?

Der er gennem de sidste år forsket rigtig meget i medicin til Cystisk Fibrose. Der har været meget røre om noget af det første af de revolutionerende mediciner til Cystisk Fibrose, som kom for et par år siden. Der var store problemer med at få det godkendt i Danmark. En af grundene var, at priserne for skyhøje. Men det er også dyrt at behandle med nogle af inhalationerne, for ikke at tale om indlæggelser og evt. organtransplantationer.

Silas ville ikke kunne få gavn af de første par præparater, der kom på markedet. Uden at blive alt for teknisk så matchede hans genmutation ikke den medicin. Den nye medicin, Trikafta, derimod matcher helt fint, og den er endda hele 3 gange mere effektiv end Orkambi, som var det første produkt.

Trikafta er bare ikke godkendt i Danmark endnu, men det forventes det at blive i løbet af foråret. Silas skal så gennemgå en række undersøgelser for at have helt styr på hans “status”, inden han går i gang med medicinen. Det forventes så, at han kan starte op, når han fylder 12 år.

Hvad vi kan læse om Trikafta er, at patienterne oplever en stigning på både lungefunktion og BMI. Det vil bestemt være godt for Silas. Antallet af infektioner skulle også falde. Så der er måske håb for at det kan holde stafylokokkerne i skak, så de ikke ødelægger hans lunger. Nogle af hans daglige behandlinger kan sandsynligvis også reduceres. Det vil være skønt for alle at kunne fjerne eller reducere dem. For ham er det irriterende tid, og han ville meget gerne være fri for dem.

Et udpluk fra medicinskabet

Det var faktisk lidt som om, der lige skulle bruges et par døgn til at synke og forstå denne gave. Det er ikke, fordi vi ikke har hørt noget om den, men jeg har med vilje ikke sat mig ret meget ind i medicinen og forskningen omkring den, fordi jeg så ville beskytte mig selv mod skuffelsen, når vi alligevel ikke kunne få den i DK. Ingen kunne jo vide, hvor lang tid det ville tage at nå dertil.

Henrik følger forskning og andre landes protokoller via div internationale sider og fora på nettet. Henrik har et meget naturligt flair for at nørde i medicin og kroppen. Også han har holdt lidt igen med at juble på vores egne vegne. Selvom præparatet er frigivet på det amerikanske marked, så er det jo ikke det samme som, at også kan fås på det danske marked. Det kan nogen gange tage meget lang tid, men nu skulle Trikafta være lige rundt om hjørnet.

Det giver håb om et bedre og længere liv!

Det nemmeste indkøb… næsten

Julen kommer jo ræsende over os hurtigere end forventet. Det er måske lidt det samme hvert år. På trods af at man sidder og åbner julekalender hver morgen sammen med Silas, så kan man alligevel føle sig helt snigløbet, når man tænker, at man faktisk har god tid, selvom man kan se at tallene på julekalenderen og kalenderlyset hastigt nærmer sig d. 24. dec.

Denne jul er bare ingen undtagelse på det område. Heller ikke selvom jeg havde hele to lækre julekalendre, som jeg skulle pakke op hver dag. Henrik havde givet mig Anton Berg kalender og på jobbet havde jeg vundet en julekalender fra Karamel Kompagniet.

Vi skal holde juleaften herhjemme og har inviteret hele familien 1. juledag. En af mine gode veninder er inviteret 2. juledag. Alt i alt, så kunne jeg hurtigt se, at der var meget, der skulle handles ind. Jeg blev faktisk helt træt ved tanken.

Løsning blev Bilka To Go. Lørdag og søndag planlagde vi maden og tastede varerne ind på app´en. Jeg skippede ordren afsted søndag eftermiddag, og så var den klar til at blive hentet i dag efter kl 14.

En nem løsning og så kunne vi tillade os at hygge rundt sammen nede i vores julepyntede Haderslev. Og vi behøvede ikke at stresse over dagens kontrolbesøg på Skejby.

Det hele er pakket og klar… eller næsten det hele

Ialt53 varer ville så være pakket sirligt i poser. Klar til at blive puttet ind i bilen. Her var det ekstra nemt, for jeg sendte nemlig min far ind forbi Bilka i Vejle på hans vej herned. Man triller bare lige hen til skærmen og taster ordregiverens mobilnummer, så kan man læse på displayet, hvilken bane man skal køre hen i. I løbet af få minutter bringes alle ens varer ud til bilen. Det var dælme nemt. Det koster kr. 29 i pakkeservice incl poser. Jeg kunne ellers nemt speed-impulskøbe for langt mere, hvis jeg skulle have samlet varerne sammen selv.

Poserne med varer, pakket i hver deres kategori fra varehuset

Hen på eftermiddagen ankom min far så med alle varerne, julegaver og juletræet. Så burde det hele jo være så fint! Men nej ikke helt. Nogle af varerne var udsolgt. Et par stykker af dem var erstattet med andre varer til samme pris, som de bestilte, men vaniljestænger og limefrugter var ikke erstattet af andre varer, så det manglede vi altså.

Indkøbet tjekkes af med bon

Efter at have pyntet juletræet og spist aftensmad, så måtte jeg lige runde den lokale Føtex og hente manglerne. Det var faktisk ret irriterende, men meget nemmere end at skulle gå og jagte de 53 varer og komme hjem og mangle halvdelen af dem, fordi jeg måske var kommet til at gå og glo på noget andet i supermarkedet.

Den nyeste og personlig julekugle

Vi dør i hvert fald ikke af sult de kommende dage, og nu kan julen faktisk bare komme an.

Min rally debut

Efter at det endelig lykkedes for mig at få en plads på et rallyhold i september, så gik der ikke lang tid, før det kriblede i mig for at komme ud til et stævne. Ud og konkurrere og samarbejde med Ninja. Bare fordi jeg elsker det!

Jeg skulle bare lige lære at gå en rallybane. At udføre øvelser på rette område, samle benene og stå stille, når de var påkrævet, gå i samme flow, samme skridtlængde indenfor samme øvelse, lære at gå med en snor på i øvelserne – og vel at mærke en meget slap snor. Ja, der var alligevel et par småting at lære, når man nu gerne vil gøre tingene så korrekt som muligt.

Da jeg så i starten af november faktisk følte mig klar til at prøve et stævne, så var der desværre ikke rigtig udsigt til stævner i 2019. Enten var der udsolgt eller fristen var overskredet. Der var dog to DCH stævner i december. Julestævnet i Løgumkloster, hvor jeg pga firmajulefrokost desværre ikke fandt det realistisk at nå hjem fra København og stå i Løgumkloster lørdag morgen. Efterfølgende ved jeg, at det var helt urealistisk, for jeg kom først hjem til Sønderjylland lørdag aften.

Der var også julestævnet i DCH Skive, men der var dælme langt til Lem…. Det var nærmest dødsdømt på forhånd, for Henrik var ikke hjemme, så Silas og jeg var alene. Jeg endte med at planlægge at besøge Tobias og Camilla i Herning sammen med Silas og snuppe en overnatning hos dem. Så var turen til Lem ikke så lang alligevel. Kun ca 70 km.

Lørdag morgen tog Ninja og jeg alene afsted mod Lem, mens de andre hunde og Silas blev tilbage i lejligheden i Herning hos Tobias og Camilla.

Indrømmet. Jeg var sgu lidt stævnenervøs. Faktisk var jeg også tæt på slet ikke at tage afsted. Ikke pga nervøsitet, men fordi Ninja havde opført sig ret underligt fredag aften. Hun havde drukket og drukket af vandskålen. Tydeligt fortalt mig, at hun skulle ud, og det ikke skulle vente. Hun kom ud. Tissede. Ind igen. Kort tid efter var hun igen i vandskålen af flere omgange. Inden for en time efter havde hun sådan set overtisset køkken og gang i lejligheden, inden jeg havde nået at rejse mig for at gå ned med hende igen. Jeg kunne dog nærmest ikke tro, at hun virkelig mente, at hun skulle ud igen. Vildt underligt, for Ninja kan ellers holde sig ufattelig længe (og havde jo lige været ude). Nede i haven tissede hun igen. Jeg var noget nervøs for hende, og nåede at stille mange triste diagnoser i mit bekymrede sind, før jeg faldt i søvn.

Gulvet var dog tørt, da jeg stod op. Hun virkede også opmærksom nok og tog også godbidder, da jeg var ude med hende. Det var lidt underligt. Jeg besluttede at køre afsted mod Lem og så se, om hun var som hun plejede at være. Det var hun heldigvis. Jeg aner ikke rigtig hvad der foregik fredag aften. Der har ikke været hverken overdrevent tørst eller tisseri siden.

Nå men nu til mit første rallystævne. Her stod jeg som rally-jomfru. Helt ny i faget, men heldigvis har jeg da været til stævner før, så jeg var da lidt klar over, hvad der skulle foregå, selvom disciplinen var ny.

Ved indtjekning fik jeg udleveret banetegningen, og jeg skyndte mig at tjekke ud, hvilke øvelser der var på banen. Jeg åndede lettet op. Der var ikke nogen øvelser, som vi ikke var rimelig sikre i. Det var jo meget betryggende.

Det lignede for mig en bane med et fint flow og nogle regulære linjer. Jeg glædede mig faktisk til at gå den.

Jeg kiggede ikke rigtig på, hvad de andre lavede. Jeg havde nok i at finde mig selv og Ninja og pudse lidt af og varme op, inden vi gik ind i hallen, hvor vi skulle på som nr. 6. Da jeg kommer ind i hallen konstaterede jeg, at det faktisk var os efter den hund, som var på banen.

Det bliver jeg lidt stresset over og faktisk også ret irriteret på mig selv over, at jeg ikke har bedre styr på det og mentalt lige får klippet nogle minutters forberedelsestid væk. Det må jeg se at få rystet af mig, for jeg har ikke den tid, som jeg håbede på. Det er bare at få kontakt på de måske 15-20 sekunder der er, før det er min tur. For fanden, jeg er på udebane i alle henseender!

Jeg går til start, tjekker længden på linen, så den ikke er stram. Med højre hånd i hoftehøjde er den fin løs. Den line har jeg virkelig hadet at gå med. Den er bare så meget i vejen i øvelserne. Jeg føler mig klar nu. I stedet for at lave tegn med højre hånd (lille løft helt nede ved hoften = super diskret for hunden), så vælger jeg at få øjenkontakt med dommeren og nikke i stedet. Dumt! Et kort øjeblik har jeg selv afbrudt kontakten med Ninja.

Ninja er ofte lidt ukoncentreret på de første par skilte. Det var ingen undtagelse her. Men altså hun laver øvelserne fint. Dog kæmper jeg lidt for at få hendes fulde fokus og løfter automatisk min højre hånd mere og mere. Jeg opdager så pludselig midt i vores slalom mellem kegler, at snoren ikke hænger så fint slapt mere, som den skal i rally. Heldigvis opdager jeg det selv og får sænket hånden, så jeg er heldig kun at blive trukket 1 point for det, viser det sig senere.

Så kommer vi til bakkeøvelsen, som virkelig var så træls, da vi startede. Nu er hun blevet rockersej til den, men lige inden bakkeøvelsen mister hun lige fokus et splitsekund, og hun er så ikke med mig, da jeg sætter bakkeøvelsen igang. Heldigvis vælger jeg at tage øvelsen om. Det koster mig så 3 point for at tage en øvelse om, men ellers havde jeg mistet hele øvelsen og det koster jo 10 point i stedet. Så det var jo sådan set fornuftigt besluttet. Men det var vist alle hundene i klassen, der mistede bakkeøvelsen, hørte jeg lidt om.

Resten af banen går Ninja så fint. Da vi kommer i mål er jeg dog selv i tvivl om, hvor “fantastisk” gennemløbet har været. Jeg er ikke helt tilfreds, men er også bevidst om de ting, som har kostet point, men ved reelt ikke om der er flere ting, der også kan have kostet noget. Det er jeg jo endnu for urutineret til at se. Ja, jeg ved godt, at jeg sætter barren højt, og at jeg er lidt en flueknepper. For der var mange super flotte ting på banen, og Ninja nød at gå med mig, og jeg med hende. Men jeg er lidt perfektionistisk anlagt og vil helst have, at det hele sidder lige i skabet. Da jeg så banen, så synes jeg også, at jeg burde kunne gå den til mellem 95 og 100 point.

Til julestævnet var der også en ret alternativ åben klasse, som var meget meget uofficiel. Det var faktisk lidt en pointjagt, hvor øvelserne var lavet, så alle kunne være med uanset niveau. Der var nogle af øvelserne, hvor ekspert og champion da nok havde deres fordele. Man kunne score henholdsvis 3, 5 eller 10 point på de særlige øvelser, som dommeren havde sat ind på banen. Det var faktisk ret sjovt at stå at se på, hvordan folk valgte at løse opgaverne.

Der var 12 øvelser, hvor der kunne scores 3, 5 eller 10 point i. Klassen blev i øvrigt vundet med 120 point.

Jeg var ret vild med den klasse. Selvom jeg er konkurrencemenneske, så valgte jeg at kigge på opgaverne og forholde mig til, hvad der med sikkerhed kunne blive en succes for os. Selvom det ville være federe at få 10 point i stedet for 5, så ville jeg kun gå efter de 10, hvis jeg følte mig nogenlunde overbevist om, at det var noget, som vi kunne gennemføre. Jeg var egentlig lidt stolt af min egen betragtning og disposition. Mit mindset er at jeg så gerne vil vinde! Men alligevel fik jeg skippet den indstilling til side til fordel for en lidt længeresigtet strategi.

Ninja og jeg gør klar til at gå i ringen i åben klasse

Jeg kunne godt mærke, at jeg faktisk var lidt mere afslappet, da jeg skulle på denne bane. Måske fordi jeg synes, at jeg var chanceløs i forhold til de seje hunde i klassen, der kunne score 10 point på alle øvelserne. Så min forventninger var ikke så superhøje. Vi skulle bare have det sjovt. Måske fordi jeg allerede havde fået taget min rally-mødom i begynderklassen. Det tog ca 5 minutter at komme gennem banen med de 17-18 skilte. Jeg tror dommeren dømte lidt large rundt omkring. Så intet var til at forudsige, men det var supersjovt.

Da alle klasser var afviklet, blev der linet op til pakkeleg for hundene. Pakkerne blev lagt ud på et areal på ca 10×10 meter. Alle som havde haft en pakke med selv, måtte gå ind og hente en pakke eller sende hundene ind og hente en pakke. Det var da en sød lille leg. Vi fik også vekslet vores pakke, og Ninja syntes at det var en fest at hente en pakke til sig selv.

Pakkeleg. Ninja valgte denne pakke indeholdende 7 dentalsticks

Så kom vi til præmieoverrækkelsen. Åben klasse blev uddelt først. Jeg tror, at jeg blev nr. 7-8ish ud af lidt over 20 deltagere. Det var jeg da ret tilfreds med. Et af de steder, hvor jeg tabte point, var der i pebernøddekast, hvor jeg ikke kunne ramme skålen, men dog placerede alle 3 pebernødder indenfor den røde ring. Det havde vi ikke lige trænet på i rally-timerne.

Begynderklassen blev uddelt til sidst, og efterhånden som vi fik os arbejdet op gennem placeringerne (vi var 10 i klassen), så kunne jeg godt regne ud, at vi faktisk lå meget lunt. Vi nåede til top 3, og da både nr. 2 og 3 var kaldt op, så blev jeg klar over, at jeg faktisk havde vundet klassen. Det havde jeg ærlig talt ikke forventet med de fradrag, som jeg kendte til. Måske var der flere? Men vi vandt klassen med 96 point ved vores allerførste rally stævne. Jeg var virkelig stolt og glad.

Vores præmiefangst fra stævnet

Der var fine præmier, og ingen gik tomhændet derfra. Vi vandt den fineste glashund for vores førsteplads i begynderklassen, men fik også præmie for deltagelse i åbenklasse, selvom vi havnede udenfor præmierækken.

Fineste håndlavet glashund. Der var glashunde til nr. 1, 2 og 3 i alle klasser. Forskellige små serier til hver klasse.

Et fint lille tiltag var, at der var placeret en post-it blok og en kuglepen ved et af bordene i rytterstuen. Opfordringen var, at man skulle skrive, hvad man mente, at hunden synes havde været fedt. Altså man var kun interesseret i at høre om det “ja-hatten” kunne frembringe. Alle sedler blev læst op ved præmieoverrækkelsen, og man kvitterede med en lille præmie for hvert af de positive input. Det tiltag kunne jeg godt lide.

Der var præmie for den bedste juleudklædning. Der var vi ikke lige frem kandidater. Jeg synes ikke lige, at jeg ville adde nissekostyme til vores program.

Sedlerne læses op og der kvitteres med en lille foderpræmie for ens positive ord

“Det giver da blod på tanden” var nogle af kommentarerne på Facebook, da jeg delte opslaget fra stævnet. Jeg havde masser af blod på tanden i forvejen. Jeg er meldt til rallystævner både i januar, februar og marts i DKK, og jeg glæder mig allerede.

Hvis nu nogen sidder og tænker på Ninja og helbreddet. Så var hun helt sig selv til stævnet og også her efterfølgende. Hun hænger ikke i vandskålen og har ikke nogen overdreven vandladning. Det var åbenbart bare en mærkelig fredag d. 13.