Sejr til dagens kontrol

Det var bare et helt igennem godt kontrolbesøg på Skejby i går.

Dagsordenen var kendt på forhånd. Der skulle måles og vejes og afleveres en slimprøve til dyrkning for bakterier, så skulle der måles lungefunktion. Derefter skulle vi en tur forbi fysioterapeuten og snakke lidt lungefysioterapi og tjekke op på om vores grej var korrekt. Til sidst var der årsblodprøverne.

I flere år er blodprøverne gennemført med hjælp fra lattergas for, at de skulle blive bare nogenlunde succesfulde. Med succesfuld mener jeg en ok oplevelse for Silas, for blod skulle de da nok få ud af ham.

Silas havde på forhånd valgt at prøve uden lattergas som bedøvelse. Mange vil måske sige, at det også er noget pjat at få lattergas til en blodprøve, men når man allerede hjemmefra kunne mærke for anspændt og forkramplet han var ved tanken om en blodprøve, så ligger der jo noget forplantet lidt dybt omkring det at få taget blodprøve.

Så det var så skønt at Silas på forhånd selv fravalgte lattergassen. Han synes selv, at han blev lidt svimmel og utilpas af lattergas.

Da vi sidder og venter på at komme ind til undersøgelse ser vi en hospitalsklovn på Børneambulatoriet. Vi spørger sygeplejersken om ikke det kunne være en ide at få klovnen med til blodprøven.

Vi får kontakt med klovnen PP. Hun og Silas aftalte, at hun ville komme tilbage, når han skulle have taget blodprøven.

Ventetiden fordrives med gøgl

Det var sjovt at se at betragte Silas sammen med klovnen. Ofte så fremstår hospitalsklovne jo lidt naive og uvidende. Lidt som mindreårige, der er forvoksede. Med egne ord siger Silas faktisk også, at de ikke virker særlig kloge. Men det er jo heller ikke deres opgave.

Klovnen PP gjorde så fint sit arbejde med at aflede Silas under blodprøven, hvor der denne gang kun skulle fyldes 6 glas. Det gik så let og smertefrit. Ikke mindst fordi “stikkedamen” var supergod til at ramme i første hug og ikke skulle sidde og fedte rundt med den lille “plastiksommerfugl” for at få blodet til at løbe.

Silas tager sig til hovedet. Hospitalsklovne er bare mærkelige synes han. PP gøgler lidt med et par oppustede latexhandsker, der skal ligne elefanter (med god vilje) og de er navngivet “Fuck-Fuck” (fordi man godt må bande, når man bliver stukket)

Det gik bare så let og smertefrit, og Silas havde slet ikke tid til at tænke over hvornår der blev stukket eller hvor mange glas, der skulle fyldes.

Hospitalsklovne er så meget bedre end lattergas – og meget sundere. Jeg kom lige til at smide et lille bidrag deres vej. Det er så skønt at se, at klovnenes besøgstimer er stigende gennem årene. Så når de nemlig ud til flere børn.

Udover den super god oplevelse med blodprøven, så kunne vi også glæde os over, at Silas lungefunktion var meget forbedret i forhold til de foregående målinger. Det var en stor lettelse, for Silas bakser fra tid til anden med en stafylokok i sine luftveje, og det er i sandhed noget lort, når lungefunktionen falder. Nu må vi vente at se, hvad laboratoriet siger, når de har dyrket slimklatten fra gårsdagens besøg.

Efter et par timer med succes på sygehuset, så kan man godt have hænderne oppe over hovedet. Nu venter vi på svar fra laboratoriet, men vi forventer selv, at det også er fint og forhåbentlig uden stafylokokker denne gang.

Med blogindlægget her vil jeg også bare hylde De Danske Hospitalsklovne, og glædes over et godt og let kontrolbesøg.

Ninja Fit

Det var rigtig dejligt, at dyrlægen roste mig for genoptræningsarbejdet med Ninja og synes, at hun havde fine og gode muskler taget operationen i betragtning. Jeg har lagt meget energi i det, men min energi er nok ikke alt.

Der er et par ting, som jeg selv mener har betydning for det gode resultat. De er ikke årsag til hele resultatet, for der skal også lægges blod, sved og tårer i opgaven.

Ninja-Fit

Jeg har lavet flere forskellige tiltag, men jeg synes virkelig, at det rykkede i muskelopbygningen, da jeg begyndte at give Ninja StrongBuild fra Innordic på hendes aftensmad. Innordic skriver selv, at StrongBuild giver et boost til muskelopbygning efter skader og sygdom. Det var faktisk også min erfaring med produktet. I hvert fald til Ninja. Selvom jeg egentlig ikke øgede indsatsen, så synes jeg, at der kom skred i muskelopbygningen.

Jeg har lidt forskellige fitness redskaber. De fleste af dem har jeg fundet til billige penge i f.eks Lidl eller Biltema. Blandt andet de runde balance disc. Men i træningen med Ninja var jeg ikke så glad for at bruge dem, da hun ofte stod lidt bredt på dem og derfor ikke stod ordentligt. Så kunne jeg bruge energi på at rette hende ind hele tiden.

Fitbone og campingskammel gav god vægtfordeling på bagparten

Så jeg måtte til lommerne og købe en Fitbone. Jeg havde kigget på en Fitbone længe, men ikke helt været villig til at købe, selvom mange roste den for at være en af de bedste fitnessredskaber. Men syntes jeg, at jeg var nødt til at gøre noget, så jeg ikke skulle bruge energi på at korrigere Ninjas benstilling på den lille disc. På Fitbonen kunne Ninja stå godt.

Fitbone er også supergod til de andre hunde – og mange forskellige øvelser. Især MicMic har let ved at stå på den med alle fire poter. Det er super god coretræning. Fuji og Ninja kan også godt stå der med alle fire poter. Det er noget mere udfordrende for dem at få pakket alle fire poter sammen på den.

MicMic på Fitbone

Her i løbet af de sidste uger har jeg skiftet Ninja over på Arions Joint & Mobility, fordi det indeholder grønlæbet musling og Omega-3. Det har jeg tidligere tilsat via Arthoflex Omega. Måske er det smart nok (og måske billigere), hvis det er tilsat foderet.

(Fitbone og StrongBuild er købt med ambassadørrabat hos Flying-Dogz.dk, men blogindlægget afspejler mine egne holdning og oplevelser med produkterne)

En gammel rønne

Når man bor i en gammel rønne fra 1800-tallet, så behøver man ikke rigtig at kede sig. Der er faktisk også mange kedelige (og dyre) pligter, der følger med at være husejer til sådan en ældre sag.

Da vi købte huset var det gult. Nogle folk i byen kalder det Pippi-huset. Måske ikke mindst fordi vi også finder farverester af petroleumsblå på noget af træværket udenfor, men også på karme indvendigt. Den farve var dog forlængst dækket, da vi købte huset for 11 år siden.

Huset set fra vejen, inden vi købte det for 11 år siden

Et gammelt pudset hus “fælder” lidt en gang i mellem. Så der er ongoing pudsearbejde på sådan et. Når man pudser, så kræver det som regel også en gang maling. Det havde huset egentlig sparet lidt sammen til et par år, men det er et ret stort arbejde at male huset, og for mit vedkommende kræver det også, at man lejer en lift. Jeg har total højdeskræk, hvis jeg skal stå på en stige, men jeg er ligeglad med højden, hvis jeg står i kurven på en lift.

Så det er faktisk hvad hele min weekend er gået med. At stå en kurven på en lift og male hus.

Når jeg alligevel var kommet derop og svæve, så kunne jeg også lige så godt pudse vinduerne på første sal og vaske tagrenderne, som havde fået en lidt træls farve af alger.

Nu mangler vi bare at tjære soklen, så er huset rimelig shinet op. Jeg var færdig med maler- og vaskearbejdet søndag kl. 23.30. Og jeg kunne bestemt godt mærke min højre underarm. Det var som om den sov. Den har virkelig været på arbejde denne weekend.

Forsiden af huset med genopfrisket hvidt og delvist tjæret sokkel.

Mit balancecenter var også lidt udfordret. Selvom jeg sad på en stol, så var det som om det hele gyngede. Fornemmelsen fra at stå på den gyngende liftkurv kunne min hjerne ikke helt slippe, selvom jeg havde fast grund under fødderne.

Aftenudsigt fra liftkurven

Jeg gik i seng kl 01 og faldt også i søvn. Men efter kun et par timers søvn, vågnede jeg og havde vildt ondt i armen. Jeg sover ellers altid tungt, så når jeg vågner fordi det gør ondt, så gør det altså virkelig ondt.

Så måtte jeg ud af sengen, for det gjorde bare ondt uanset, hvordan jeg vendte og drejede mig. Jeg stod op og fandt noget smertestillende og en varmepude, som jeg viklede rundt om underarmen. Så krøller jeg mig halvt siddende, halvt liggende sammen i sofaen og faldt så i søvn efter lidt tid.

Jeg har klaret mig gennem dagen i dag med back on track manchet på højre arm, og det gjorde virkelig en verden til forskel at tage den på.

Fuji er dagen derpå også mærket af weekendens malerarbejde, bare mærket på en anden måde.

Der er sket meget med huset siden 1911, hvor billedet nedenfor er taget. Engang var huset vist spinderi, og det har vist rummet mange sjove mennesker og aktiviteter gennem tiden, så vidt vi har hørt.

Vores hus anno 1911

Dengang gik vejen lige forbi døren. Vejen blev heldigvis flyttet for ca 70 år siden, så der nu er 50 meter op til vejen. Men det er lidt sjovt at studere billedet, hvor vi f.eks også kan se kastanjetræet, som vi har fået fældet i år.

Update 7 måneder efter TTA

“Det her er et superflot resultat. Du kan ikke forvente bedre”. Dejlig konklusion efter grundig gennemgang af Ninja her 7 måneder efter hendes operation.

Jeg var trådt ind af døren hos Jacob Schrøder Andersen på Nordre Dyrehospital ved Aarhus. Egentlig har Jacob ikke været inde over Ninjas forløb, men han har tidligere behandlet hende – og MicMic for den sags skyld også. Han kender mig, han kender mine hunde, og han ved, hvad jeg laver med dem, og så føler jeg, at vi taler det samme sprog. Kort sagt, så er jeg meget tryg ved Jacob.

Trods grundig genoptræning og masser af arbejde med Ninja, hvor jeg virkelig har tænkt over, hvilke aktiviteter vi har lavet sammen, og jeg virkelig har sørget for at holde hende igang (uden at overbelaste hende), om jeg så skulle gå med hende om natten, så var jeg alligevel ikke helt tryg ved om, vi var endt det rigtige sted. Var det godt nok?

Balanceøvelser på DCH Koldings motorikbane

Jeg lovede mig selv, at jeg ikke bare ville tro, men at jeg faktisk også skulle vide. Tænk hvis det nu alligevel ikke var så fedt, som jeg nogen gang gik rundt og troede. Tænk, hvis jeg så bare havde ladet stå til, fordi jeg synes det måske var noget pjat at blive ved med at spørge og tvivle. Hvis de ting, som jeg havde observeret, var noget, som jeg burde handle på, og som jeg ikke kunne gøre om.

På Nordre Dyrehospital laver de også TTA operationer, genoptræning og så er Jacob også kiropraktor og et utrolig sympatisk menneske. Så jeg havde fuld tillid til, at han kunne gennemgå Ninja og give mig en status på hende. Han ved også, at Ninja ikke “bare” er min hund (tro det eller ej, men jeg undlod at stå og tude i deroppe).

Hvor er jeg bare så evigt taknemmelig for, at han gav sig god tid til at lytte til mine observationer i forløbet og de spørgsmål, som jeg havde med i mandags. Efter have lyttet til mig, så gik han Ninja grundigt igennem.

Det bedste er at se Min Fantastiske Ninja glad igen

Han startede med mit spørgsmål om den manglende muskelmasse. Hans kommentar var, at det her havde han set langt værre, og jeg skulle være godt tilfreds med hendes muskelmasse på nuværende tidspunkt. Han sagde, at jeg kunne takke mig selv for, at hun var i så god form og faktisk havde fint mange muskler, det hele taget i betragtning. Han kunne godt se, at jeg havde lagt arbejde i genoptræning. Han var faktisk meget tilfreds.

Derefter gik han videre til knæet, som han undersøgte grundigt. Han konstaterede at hun havde evnen til fuld udstrækning og bøjning af knæet. Det var perfekt, forsikrede han mig med et fastholdt blik. “Det kan ikke blive bedre!”

Han fandt en fin lille “knæ-model” på bordet og forklarede mig korsbåndets funktion og TTA operationens betydning for knæet og for ledbånd. Ved sin gennemgang af Ninjas knæ konstaterede han, at det var stabilt, og at ledbåndet på forsiden sad så det også holdt knæskallen på plads.

I et tidligere indlæg, forklarede jeg lidt om, hvordan man omkonstruerer knæet ved TTA operationen. Jacob forklarede nu, at man somme tider kom til at skyde underbensknoglen for langt frem, så ledbåndet ikke kunne holde knæskallen ordentlig på plads. Med det resultat, at man fik lavet patella luxation oven i hatten. Det var heldigvis ikke tilfældet for Ninja. Alt var fint.

Jeg havde også bemærket, at Ninja i fri trav ikke travede helt jævnt. Som om hun bare ikke trådte helt igennem eller lidt som en lille utakt. Hvad kunne jeg gøre, for at få den utakt væk? Det er ikke altid, at jeg kan se den, men nogen gange så skurer det lidt i mine øjne. Det er småting, men ikke perfekt. Jeg var dog mest bekymret for, om hun havde ondt, selvom jeg i mange måneder ikke har set hende skåne det opererede ben. Og når hun rejser sig efter at have ligget, så er der heller ikke noget at se.

Jacob gav mig den meget logiske forklaring, at når man ændrer konstruktionen i knæet, så betyder det naturligvis også noget for benet. Nu er venstre knæ jo pludselig anderledes end højre knæ. Så det som jeg nogen gange observerede var altså ikke en halthed/smerte, men et resultat af, at der er nu er forskel på knæene og deres vinkler. Det kunne jeg altså ikke ændre spor på. Det er bare sådan, det er.

Derfor var han faktisk også lidt usikker på, hvad man skulle lægge i en ganganalyse. Dem har jeg jo fået lavet to styk af. Han ville gerne så tvivl om, hvorvidt man nogensinde ville kunne opnå fuld symmetri efter sådan en operation. Jeg kan godt se logikken i det, som han siger, men jeg synes ikke, at ganganalyserne var spildte, men man skal nok have i baghovedet, at der er ændret på det ene knæs opbygning nu.

Alt i alt var hans kommentar, at Ninja var super, og status 7 måneder efter TTA ikke kunne fåes bedre på en 9 år gammel hund efter et sprunget korsbånd og ødelagt menisk.

Leg og fræs på stranden. Det er nu livsbekræftende

Jeg fortalte ham, at hun nu fik lov at gøre mere eller mindre, hvad der lystede hende. Dog løsnede jeg ikke snorene på både hende og Fuji på samme tid, når jeg slap dem på steder, hvor de plejede at fræse afsted. Fordi jeg ikke kunne lide, at hun ræsede så eksplosivt afsted. Hvis Fuji og Ninja legede for voldsomt så stoppede jeg det, hvis det så ud til at gå over gevind. Jacob spurgte bare “Hvorfor??”

Jacob synes bare, at jeg skulle lade hundene fræse på stranden (Fuji synes helt sikkert det samme)

“Ja, jeg er bare ikke tryg ved, at det bliver for vildt”, var mit eneste fornuftige svar. Jacob synes jeg skulle fjerne de begrænsninger og så bare lade hende løbe. Han forsikrede mig om, at der ikke kunne ske noget med benet. Han synes, at hun var fint klar til at leve uden begrænsninger på den front.

Faktisk synes han også godt, at jeg så småt måtte starte med lidt agility. Han synes, at jeg stille og roligt skulle prøve mig lidt frem. Naturligvis skulle jeg ikke give den gas på en klasse 3 bane på 60cm høje spring, men hvis jeg lod hende tage et par små spring på nedsat højde, så var det helt ok.

Beklager Ninja, men jeg synes lige nu, at du fortsat må nøjes med at kigge på

Lige der er jeg så ikke rigtig. Jeg er egentlig ikke optaget af kombinationen Ninja og agility lige nu. Så den anbefaling/grønne lys forfølger jeg ikke lige nu. Vi kan godt finde på andre ting. Men jeg tog hende faktisk med ud at løbe 1,6 km dagen efter, og der var absolut intet at se på hende den følgende dag.

Skønt at have to hunde med på løbetur igen – Bare en lille kort en

Det var meget befriende for mig at få denne status på Ninja. Nu må Ninja opbygge sig selv ved at være “hund”. Rehabtræning er lagt op på hylden og vil kun lejlighedsvis blive fundet frem. Men så er det bare som almindelig hundefitness, som de andre to også kan være med til. Lige nu har jeg egentlig også bare brug for ikke at være så fokuseret på det. Det har ved gud taget meget af min tid og penge.

Mics første DM

I sidste weekend var MicMic og jeg til vores første DM sammen.

MicMic og jeg foran et udpluk af fanerne

Vores sæson startede ud med et samarbejde, hvor MicMic og jeg slet ikke var på samme frekvens. Jeg kan ikke rigtig sige, hvad der var galt, men i hvert fald, så havde jeg måske troet, at jeg kunne starte, hvor vi havde sluppet mere eller mindre for at par sæsoner siden. De sidste par år har vi stort set ikke løbet sammen pga parring, drægtighed og skader.

Men at spille sammen igen efter et par år uden ret meget træning og stævner var lige lovlig optimistisk og naivt måtte jeg indse.

Vores største udfordringer var, at hun f.eks i starten af sæsonen ikke ville gå på vippen. Hvis hun gik på vippen, så ville hun gerne hurtigst muligt derfra igen, og ventede ikke til den var i jorden.

Hun strøg af balancebommen, nogen gange helt uden at ramme feltet. Det har altid været svært med selvkontrol på bommen for hende, men i år var det vildt svært for hende at styre, da sæsonen startede.

Tunneller ville hun ikke tage, hvis ikke jeg kunne løbe hende direkte ind i tunnelåbningerne, så hun faktisk ikke kunne vægre dem. Hvis tunnellerne lå under feltforhindringer, så havde hun slet ikke lyst til dem.

At komme-til-hånd og gå på indersiden af spring var nærmest umuligt. Hun trak ustandseligt væk fra mig og gik på den forkerte side af springene.

Vi har intensivt arbejdet med tunnellerne, at trække hunden på indersiden af springene, balancebommen, slalom og generelt handling. Jeg synes virkelig, at vi har rykket os helt vildt i hen over sommeren. Og det har været så fedt at mærke, at man kunne spille sammen igen.

Egentlig havde jeg ikke nogen forhåbning om en plads til DM, for vi har løbet så ustabilt til stævner. Ja, det har altså heller ikke være sådan, at træningerne bare sad lige i skabet. Men her over de sidste par måneder, så begyndte det lige pludselig at ligne noget.

Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ikke ville jagte DM kvalifikationerne. Hvis ikke jeg fik dem på de stævner, som jeg på forhånd havde besluttet mig for at deltage i, så skulle vi bare ikke afsted. Og jeg forventede slet ikke at skulle afsted.

Så da jeg fik det sidste fejlfri AG åben løb, så kunne jeg da næsten ikke fatte, at vi skulle med. Det var samme dag, som vi blev jyske mestre,og vores sidste planlagte stævne i udendørssæsonen.

Hvordan gik DM så, når nu vi kom afsted?

Fantastisk vejr til DM

Den korte version

Den korte version om weekendens Danmarksmesterskab i DCH er kort og godt, at jeg er godt tilfreds med vores udvikling og egentlig også med vores løb. Det var vildt nok at nå med til DM, men der er stadig ting, der skal arbejdes på.

Lørdag havde vi først et fejlfrit springløb, og efterfølgende et agilityløb, hvor jeg indkasserede 5 fejl for en flyver på vippen. Ærgerligt, men jeg vidste godt, at vippen var et af vores ømme punkter, som jeg havde forsømt at træne.

Egentlig forestillede jeg mig, at lørdagens to gennemførte løb var nok til at komme direkte i A-finalen. Så jeg var noget overrasket, da jeg så, at Mic og jeg var en af de ekvipager, der skulle løbe i B-finalen. I B-finalen får nr. 1, 2 og 3 adgang til A-finalen, hvor man løber om Danmarksmestertitlen.

Så jeg måtte på den søndag morgen, og se om jeg kunne kæmpe mig til en billet til A-finalen. Jeg elsker finaleløb, og det tænder mig helt vildt at løbe finaler. Det giver mig sådan en “fandme-ja-fornemmelse” og publikums indleven gør mig kun mere tændt.

A og B finalen løbes altid søndag. Så kl 08.45 i forholdsvis tæt tåge gik vi banegennemgang til B finalen. Tågen betød nu ikke noget, men det var bare lidt anderledes at gå i den tætte tåge, hvor man faktisk ikke kunne se fra den ene ende af banen og til den anden.

Klar til banegennemgang…

Banen var spændende, og jeg var ikke bekymret for baneforløbet som sådan. Egentlig var jeg mest bekymret for vippen, og for om jeg kunne holde hende på vippen længe nok til at undgå at få dømt en flyver. Men ellers var der ikke noget, som jeg ikke synes, at vi ikke kunne håndtere.

Allerede inden løbet havde jeg svært ved at finde fokus på løbet, selvom jeg faktisk elsker at løbe finaleløb og elsker at blive presset. Selvom jeg er meget opmærksom på, at være insisterende på vippen, så forlader Mic vippen lige før den er i jorden (dommeren dømmer det godt nok ikke), og så misser jeg helt fokus derfra. Det er en kæmpe fordel, hvis man er “på”, når man løber sådan en bane, og det var jeg virkelig bare ikke.

Så vi går desværre ikke videre til A-finalen, men jeg er sådan set ikke skuffet over det. Jeg er stadig bare glad for vores rejse gennem sæsonen.

Uanset resultat så er Mic og jeg stadig glade for hinanden

Den lange version

Der findes også en lang version af min oplevelse ved DM og ikke mindst min oplevelse af vores B-finale. Jeg var selv lidt overrasket over min reaktion i B-finalen, og jeg har tænkt meget over, hvad det lige var der fik korthuset til at vælte for mig. Det hele starter i indsenderområdet, hvor vi bliver kaldt frem i startrækkefølge. Altså helt normal procedure. Intet underligt.

Da der er ca 5 hunde til det bliver min tur, bliver jeg oplyst om, at personen før mig ikke skal løbe banen, men at hun vil gå ind på banen uden sin hund og tage første pind af startspringet og derved lade sig diske. Det er jo rart nok for mig at vide, da jeg så skal være lidt hurtigere klar til at gå på banen, end hvis hun faktisk skulle løbe banen rundt. Jeg får også oplyst, at hendes hund er skadet og må udgå. Jeg tænker naturligvis, at det er trist for hende, hvorefter jeg forsøger at finde tilbage til mit fokus på mit forestående løb. Men så let er det ikke for mig. Faktisk slet ikke for mig.

Jo tættere vi kommer på, at det er min tur, jo sværere har jeg ved at holde fokus. Jeg forsøger virkelig at lukke mine tanker og min medfølelse ude og koncentrere mig om mit finaleløb. Jeg kan godt mærke, at det lukker op for mine egne triste følelser omkring skader på mine egne hunde. Det er som en ild, der blusser op i mig selvom jeg forsøger at slukke gløderne, der ulmer lystigt i mig.

Mens føreren med den skadede hund står og venter på, at hunden før hende løber sin bane, ser jeg hende stå og græde og blive trøstet af venner blandt officials. Jeg føler så meget med hende, og det gør så ondt på mig selv også, for det ripper op i mine egne følelser om især Ninja. Nu står jeg egentlig også selv og smågræder og kan slet ikke styre den lavine af følelser, som er sat igang inde i mig.

Da hun bliver præsenteret af speakeren, har jeg allerede vendt ryggen til banen og forsøger desperat at lukke det der foregår ude og kun fokusere på MicMic og mit eget løb. Jeg kan dog ikke undgå at høre publikums opbakning og medfølelse, da hun tager overliggeren af første spring. Det er virkelig ikke nogen let opgave for mig, men jeg samler mig virkelig efter bedste evne.

Da jeg går fra MicMic foran startspringet har jeg nogenlunde fået samling på mig selv, men mangler ligesom den angrebslyst, som jeg plejer at have til et finaleløb. Jeg får startet løbet. Da jeg når til vippen, og Mic tager den lidt for hurtige exit (som dog ikke dømmes), så glipper det helt for mig, og jeg løber resten af banen uden fokus. Det er lidt som om jeg slet ikke har løbet banen.

Da jeg kommer i mål mødes jeg af en lettere bekymret mine hos en god veninde. Hun havde allerede i startområdet spottet, at der var noget galt, og at jeg ikke rigtig var mig selv, men anede ikke, hvad der var fat. Jeg falder hende nærmest om halsen, mens jeg græder og forsøger at forklare og forstå, hvad det er der foregår med mig.

Skønneste Mic hviler på armen af mig, mens vi står og ser agility

Jeg kan billedligt bedst beskrive det sådan, at jeg har nogle triste følelser ifm skader på mine egne hunde. Det er jeg ganske åben omkring. Når jeg skal løbe agility til stævner, så pakker jeg helst de ting væk i en pose og binder posen til. Men snoren, der skulle holde denne her pose lukket bristede altså, fordi jeg kom til at forholde mig lidt for meget til en anden og hendes hunds skade. Det er ikke nogens skyld. Det er bare mig, der har et problem med at tackle det i situationen.

Jeg stod jo der i startområdet og var ved at tage min “nu-skal-jeg-løbe-finaleløb-jakke” på, da nogen lige smider en tikkende “agility-skade-bombe” ned i inderlommen på mig. Den havde jeg sgu bare lidt svært ved at løbe med. Jeg gjorde mit bedste for at tøjle det, men det kom altså ud af kontrol. Så når jeg nu stod i målområdet og tudede, så havde det ikke noget med resultatet eller præstationen på banen at gøre. Det var bare fordi mine følelser løb løbsk for mig.

En spurgte mig: “Var det fordi du så stod der i startområdet og var bange for, at der skulle ske noget med MicMic inde på banen?” Nej, det havde slet ikke noget med det at gøre. Når jeg løber stævner så tænker jeg ikke sådan, når jeg gør mig klar til start. Jeg kan tænke det, hvis der sker noget uventet på banen. Det var simpelthen bare et følelseshav, der tog magten fra mig.

Jeg er udmærket godt klar over, at der nok ikke er ret mange, der kan forstå det…

DM generelt

DCHs DM er altid ekstra festligt. Indmarch og udmarch i følgeskab med en garde, der festligt spiller. Der er åbningstale og masser af forskelligt hundearbejde samlet på samme sted.

Nede fra bagtroppen kunne jeg ved åbningstalerne rigtig nyde synet af de smukke faner op mod den blå himmel

At vejret i år var fantastisk med sol og sommeragtigt vejr med over 20 grader om dagen, det gjorde jo ikke dette års DM ringere. Det var måske ikke helt det tøj, som jeg havde fået smidt i campingvognen inden jeg trillede afsted fredag aften, men jeg klarede den alligevel.

Der er også supergod stemning rundt om ringen. Da der foregår så mange aktiviteter på de samme arealer, så kommer der også mange forbi og kigger på.

Det var nogle fine baner som dommerne, Mette GG og Thomas Ammitzbøll havde fået tegnet. Lørdagens baner var lidt til den lette side. Finalebanerne var spændende, men slet ikke uløselig eller baner, hvor man skulle knække og brække sin hund eller skrige sine lunger ud. Det var meget godt ramt.

Stemningen til finalerne er intens, og der er speaker, heppen, klappen og høj musik. Man kunne høre agilityringen over hele pladsen. Generelt er der en god ånd mellem deltagerne. Total hygge på årets sidste DCH agilitykonkurrence. DCHs DM er en sand hundefest.