Der er en keeper

Hvor er man bare priviligeret, når man har valg og muligheder at tage hånd om. Det er jo en kæmpe luksus. Derfor skal jeg heller ikke klage.

Det var ikke givet, at jeg kom frem til den beslutning, som jeg nu har truffet. Slet ikke. Da jeg fik parret Mic, var jeg slet ikke afklaret om, hvorvidt jeg egentlig ville beholde en hvalp selv. Tilbage i oktober tænkte jeg nok nærmere, at timingen var dårlig. Men jeg tænkte også, at der stadig var lang vej til en Mic-datter, så hvorfor bruge energi på valg og muligheder som måske aldrig blev reelle.

Først skulle hun blive drægtig. Det er ikke en selvfølge trods parring. Så skulle hun føde levende hvalpe. Det er heller ikke en selvfølge trods drægtighed. Så skulle der gerne være en tæve. Det er heller ikke selvfølge… Og jeg er pt ikke til hanhunde (har faktisk haft hanhunde i over 20 år før – endda 4 stk). Nu var der så to små piger, og jeg kunne faktisk vælge en, hvis jeg havde lyst. Hvis jeg ikke havde lyst, så ville det være meget let at afsætte dem til andre dejlige familier. Så ingen problem i det. Hvis der havde været to hanner, så havde jeg ikke haft brug for at vælge.

Nu har jeg tygget på mulighederne, og selvom det kun er 3 måneder siden Mic blev parret, så synes jeg alligevel, at der er ting, der ser anderledes ud i dag ift dengang. Ikke mindst pga Corona.

Min hundeflok er mellem 6 og (tæt på) 11 år. Tiden går, og det her vidste jeg jo godt at jeg kunne ske at stå i, da jeg valgte at beholde Fuji for 6 år siden, for så ville der være to år mellem mine hunde. Og Fuji er Fuji. Hun er skøn og min yngste hund, men hendes handicap begrænser os lidt. Inden jeg får set mig om, så står jeg uden en agilityhund, for Mic er lige fyldt 8 år. Så hvis jeg fortsat gerne vil løbe agility, så må jeg nok holde mig lidt til ilden.

Mit skønne trekløver

Egentlig synes jeg, at fire hunde er rigeligt, tangerende til “for mange”. Driften af fire hunde koster tid og penge. Hvis jeg skulle indsætte en fjerde hund, så måtte det blive en lille hund/sheltie. En border mere fylder noget mere (på alle måder), og vil nok også kræve indkøb af en anden bil. Så griber det bare lidt mere om sig end man lige kan overskue.

Måske ville det passe bedre om et eller to år, men sådan kan man dælme ikke planlægge at få en sheltie. For de hænger virkelig ikke på træerne. Især ikke hvis man også er kritisk. Så må det være nu! Jeg er jo vild med Mic. Hendes skønne humør/temperament og hendes arbejdsglæde.

Tiden lige nu er faktisk særlig gunstig for at have en hundehvalp. For der er ikke udsigt til ud af huset møder de næste måneder, så ingen lange Sjællandsarbejdsdage. Det er jo et kæmpeplus med en hundehvalp i huset. Jeg synes altid at det første halve år er ekstra hårdt og krævende med en hvalp (og jeg glemmer det hver gang!)

Jeg ser sikker på, at Mic vil elske min beslutning. Når border collierne bliver opslugt af leg med hinanden, så kan jeg se, at Mic bare står og kigger på. Der er simpelthen ikke plads til hende i deres leg. Jeg tror også gerne Mic vil ligge og putte sammen med en anden hund, men mine bordere gider ikke at putte med nogen.

Så jeg har tænkt og tænkt de sidste uger og har nu endeligt besluttet af den ene af hvalpene bliver boende her hos mig.

Tilbage står jeg så med det fantastiske luksusproblem, at jeg skal vælge mellem to lækre hundehvalpe. Det bliver faktisk ikke let. Jeg har ikke valgt endnu. Hverken hvilken hvalp, eller hvad den skal hedde.

Nogen vil nok mene, at det har jeg vidst hele tiden. Men jeg kan godt lide at tvivle. Det tvinger mig til at overveje lidt grundigere end bare at sige, at det hele er givet på forhånd. Her hælder alle plusser og minusser så mest til at beholde en hvalp.

Hvem det bliver må tiden vise. For de udvikler sig dag for dag og er allerede små personligheder, som jeg begge kan lide. Bare rolig. Jeg beholder ikke dem begge. Men det bliver ikke et let valg. Den jeg ikke vælger får et aldeles fremragende hjem med en aktiv og omsorgsfuld tilværelse, hvor jeg ved, at jeg vil møde hende igen og igen.

Hvad hun skal hedde, ved jeg heller ikke helt. Jeg har de sidste 10 år haft en liste over hvalpenavne, hvor jeg løbende tilføjer (og sletter, hvis andre bruger “mine” navne). Den har jeg låst fordi det ville være en katastrofe, hvis jeg kom til at slette den. Nu kan jeg bare ikke huske koden og kan derfor ikke komme ind på den. Det er sgu da komisk. Jeg ser det som et tegn på, at jeg skal diske op med et andet navn, fordi der ikke var et brugbart navn på min liste. Så hovedet ligger lidt i blød. Der er også “god” tid. Jeg skal først registrere kuldet om en uge.

Det store serviceeftersyn

I dag har jeg været på Nordre Dyrehospital. Eller det vil sige, jeg har været ude på parkeringspladsen, for jeg var slet ikke inde.

Dyrlægebesøg på afstand

Anledningen var en udredning af Ninja. Gennem noget tid har jeg bemærket, at hun ofte efter at have ligget ikke gik igennem de første skridt. Sådan lidt av-av de første skridt og så gik hun fint derefter. Det var ikke konsekvent hver gang, men det skal ikke være sådan. Jeg havde også noteret mig, at hun satte sig skævt i sit.

Ninja nærmer sig de 11 år, og hun er en hund, der virkelig har givet den gas, og hun har løbet rigtig mange agilityløb. Jeg skylder naturligvis sådan en makker som hende at passe rigtig godt på hende (som jeg i øvrigt altid har gjort). Jeg passer naturligvis på dem alle, men Ninja er ikke helt ny mere, og hun har mange “km på klokken”.

Det var vist DCHs DM 2015, hvor vi blev nr. 2

I mit hoved var spondylose og gigt begyndt at plage, for der er tit nogle småting, som driller hende. Var der noget jeg skulle tage højde for? Kunne jeg tillade mig at bede hende udføre rallyøvelser med mange gange sit og skift? Indrømmet, jeg glor rigtig meget på hende og på hendes bevægelser, og jeg ser nogen gange spøgelser. Heldigvis for det!

Jeg har oftest kunnet mærke nedsat bevægelighed i hendes lænd og har tildels kunnet hjælpe hende selv med de værktøjer jeg trods alt har nu. Uanset hvad, så fodrede det her mit spøgelse. Nedsat bevægelighed i lænden kan sagtens udmønte sig i, at ens hund ikke går rent.

Når vi gik tur kunne jeg aldrig se nogen uren gang, og det var også svært at mærke forskel om hun havde lavet noget særligt dagen før eller bare var luftet i flexline. Jeg har virkelig tænkt over om der var et mønster og egentlig nok også skånet hende en del (det er flokken generelt blevet med en højgravid, nu nybagt mortæve).

Jeg har kigget meget på hendes gang, når vi går tur, men der er intet at se

Så det korte af det lange blev, at Dyrlæge Jacob og jeg blev enige om at røntgenfotografere ryg og ben, så vi havde en status at arbejde ud fra.

Jacob forsvandt ind på dyrehospitalet med Ninja, mens jeg var henvist til bilen. Heldigvis kender Ninja både Jacob og dyrehospitalet ganske godt. Hun fungerer nogen gange lidt selvbestaltet som klinikhund, når vi er på uddannelse deroppe. Det hænder at hun forlader undervisningslokalet på bedste Ninja-manér og spankulerer omkring på klinikken (som flere af personalets hunde også nogen gange gør).

Nå ja og den der uddannelse…. Vi skulle have været færdige i dec, men vi er ikke engang halvvejs. Suk! Og med nuværende restriktioner så har det jo lidt lange udsigter. Det er der bare ikke noget at gøre ved. Lige nu passer det mig jo meget godt, når jeg har hvalpene.

Efter et par timers venten kom Jacob ud igen. Han sagde til mig at det skelet kunne jeg virkelig ikke ønske mig bedre, for hun var virkelig flot. Tangerende til imponerende flot og billederne vidnede om en velbygget hund (der også har været god til at passe på sig selv, må jeg nok også indskyde). Helingen omkring implantet fra korsbåndsoperationen for snart to år siden var også helet fantastisk flot. Skelettet var i topform.

Der var ingen tegn på gigt eller spondylose. Han havde intet kunne finde på hende ud over en reaktion på lægmuskel + fabella-knoglen på højre bagben (det som hun reagerer på ved ikke at støtte/træde igennem). Fabella sidder i hundens knæhas. Det er en sesamknogle, som dannes i en sene for at styrke den. Den sesamknogle som flest nok kender er patella/knæskal.

Røntgen af et knæ. Pil ved Fabella

Ninja har nu fået en lokalbehandling af området, hvilket jo vil hjælpe os til at se, om det er her skoen trykker. Hvis ikke jeg ser noget til halteriet de næste uger, så var det her nok årsagen. Nu må vi se, men det er meget dejligt at vide, at hendes skelet er superfint. Så må vi tage den derfra. Nu er hun virkelig gennemtjekket med røntgen og tidligere senior blodprofil.

Mic har det godt igen

Det har været lidt drøjt siden sidste indlæg, hvor jeg lettet fortalte, at det bare kørte på skinner. Jeg har ikke haft tid og overskud til at skrive om det. Jeg har skullet passe hvalpe, familie og job, men nu går det endelig godt igen. Det er bare lidt opslidende, når det går skævt.

To veltilfredse søstre

I søndags var jeg tæt på at køre til dyrlæge i vagten. Mic havde egentlig være frisk nok fra morgenstunden, og havde været med ude at gå en pæn tur på over en time. Stille og rolig tur i flexline, og hun fulgte fint nok trop. Gennem søndagen blev hun dog mere og mere svingende. Hun prustede som et godslokomotiv, selvom hun ikke lå hos hvalpene. At man pruster, når hvalpene dier og lige efter er ikke så mærkeligt, men det her var lidt for vildt og meget larmende.

Mic er hver dag med ude at gå 2,5-5 km og det nyder hun

Hun havde også prustet om natten, men det havde jeg mere set som naturligt, når mælken løb til, men hun gjorde faktisk også, når de små havde spist. En nat var det så slemt, at Silas stod op og gik ind til sig selv og sov.

Sådan kunne hun lyde om natten

Men søndag var det også sådan, at hun havde kvalme, og jeg synes det var svært at få noget mad i hende. Jeg fandt på et tidspunkt en pølse, som jeg ville håndfodre hende med, mens de små spiste hos hende. For hun ville ikke have foder eller den specialblanding af kalorietætte mælkeprodukter. Hun plejer så at hugge sådan et stykke pølse i sig. Nu kiggede hun hjælpeløst på mig, mens hun savlede helt vildt. Det stod helt oppe i halsen på hende.

Mic er altid en ædedolk, men søndag havde hun virkelig madlede

Hun havde ingen feber og hun passede, fodrede og vaskede sine hvalpe til udmærkelse. Hun havde styr på kroppen. Så det kunne ikke rigtig være kalkchok, som jo kan være ekstremt farlig.

Samtidig drak hun store mængder vand (vi taler nok omkring 2 liter) og havde gjort det over nogle dage. Det resulterede i, at hun tissede på gulvet mere end en gang i løbet af weekenden. Nu er det jo også en barsk omgang med hvalpe og kejsersnit og sterilisation på en gang, så det slog jeg det lidt hen med. Godt nok er Mic andengangsfødende, men første gang døde hvalpen, så jeg kunne ikke drage paralleller til sidste gang. Der var jo ikke noget at passe efterfølgende.

En skive kyllingepølse i flaben. Sådan en ville normalt blive slugt med det samme

Jeg havde også været flittig til at servere vand og mad på sengen til hende, og det var måske også blevet lidt for meget. Lige den del tror jeg på. Mics kampvægt er 6 kg. Da hun fødte vejede hun 7,5 kg og i mandags vejede hun 9 kg!! Hun manglede i hvert fald ikke noget for at kunne servicere sine hvalpe.

Når man bare triller af patten….

Oven i det så tog den ene hvalp ikke ret meget på. For den anden hvalp var det lige modsat. Den overhalede så lige sin søster, og når jorden nu var gødet til bekymring, så skal jeg da lige love for, at den fik næring. Hvalpen der ikke havde taget noget på ville ikke rigtig spise, da jeg når til den her konstatering og bekymring sent søndag aften (jeg vejer altid ret sent). Jeg bliver dog talt til ro over telefon og messenger. Inden jeg går i seng, så ligger begge hvalpe og æder lystigt. Man har også lov til at være træt og mæt (bare helst ikke når jeg er bekymret, forstår man nok…. ).

Jeg prøvede virkelig på at lade være med at piske en stemning op. Søndag havde også været den første dag, hvor jeg tænkte, at jeg ikke behøvede at overvåge alt. I stedet havde jeg forsøgt at få spenderet lidt mere tid udenfor hvalpeværelset og være sammen med familien, fordi jeg nu syntes, at det egentlig lige gik så godt. Så al elendigheden og bekymringerne indhentede mig derfor først op af dagen.

Mandag morgen ringede jeg til dyrlægen, og fik en tid samme eftermiddag. Igen vil jeg sige, at Mic bare var lidt svingende og virkede måske træt og udmattet med nedsat appetit, men alt i input og output fungerede og temperaturen var også helt normalt. Hun var også frisk nok i haven og var nysgerrig osv.

Vi var heldige at komme ind til Lotte, der også var hende, der lavede kejsersnittet. Hun lavede en klinisk undersøgelse af Mic, og det så fint ud. Så tog hun en blodprøve, så vi kunne se om det kunne gøre os klogere. Jeg havde taget et par videooptagelser med, som hun kunne se og ikke mindst høre. For ellers var det måske lidt svært at danne sig et reelt indtryk af pusteriet.

vi venter på blodprøvesvar

Efter lidt ventetid kom hun tilbage og fortalte, at levertal og nyretal var lidt forhøjede, men at hun ikke mente, at det betød noget for tilstanden. For værdierne var tæt på normalen. Men til gengæld var hendes blodprocent for lav og hun var anæmisk (jernmangel).

Dyrlægen gav Mic nogen kvalmestillende og sendte mig på apoteket efter jerndråber. Det havde ret hurtigt effekt på Mic, og hun blev langsomt bedre. Den første nat pustede hun stadig, men det var dog aftagende.

Rumtemperaturen var efter den første uge skruet ned til et mere normalt niveau på ca 22 grader, og varmepuden var pakket væk, så det var heller ikke fordi Mic var ved at blive grillet. Hun var simpelthen var udmattet, fordi hun havde mistet en del blod under operationen.

Nu er hun heldigvis helt sig selv igen, og vi fortsætter et par dage mere med jerndråberne. Dyrlægen har været sød at ringe et par gange og høre, hvordan det gik.

Hvalpene har fået øjne med en dags mellemrum. De stavrer rundt på deres små gummiben. Det er så sjovt at følge deres udvikling for hver dag. Der er heldigvis så mange hyggelige stunder med de små, og det er fedt når det er dem som dominerer. Jeg nyder, at se Silas´fantastiske smil, når han ligger og kigger på hvalpene eller nusser dem.

Silas og “Hvid/Medister”

Indrømmet så var det faktisk lidt opslidende at stå med, og jeg var ret bekymret. Måske bliver jeg også bare lidt for bekymret, men hellere være opmærksom og tage ting i opløbet end at sove i timen. Det skal åbenbart ikke bare være legende let for lige mig, men nu tror jeg på, at der ikke er flere bump på vejen.

Kommet godt fra start

Tænk at det nu er seks dage siden, hvalpene blev født. Det føles både som i går og som længere tid siden. Det er sådan lidt en rutsjetur at skulle igennem. Måske også fordi jeg har været træt og lidt bekymret. Det er nok helt naturligt.

Man skal sikre sig, at Mic er en god mor. At hvalpene spiser og ikke bliver kolde. Holde øje med at Mic ikke lægger sig på dem, eller at de smutter ud af kassen. I aftes fik den ene hvalp mulvarpet sig op på ryggen af Mic og derfra gled den ud over kanten på fødebassinet og ned på gulvtæppet. Kanten kan næsten ikke være højere for Mic skal jo kunne komme ind og ud uden at skulle hoppe over kanten.

Donutkurven var dejlig varm

I starten lå de dejlig varmt i en donutkurv. Men hold da op, hvor kom de tit på afveje, og det krævede 100% opsyn. Men den var bare så dejlig varm og de små kunne ligge tæt ved deres mor hele tiden. Men badebassinet er altså et bedre valg. Ikke mindst nu hvor de er blevet større og bedre selv kan vælge temperaturen.

Varm kurv

Vi startede ugen med et besøg på Aabenraa Dyrehospital. Ikke fordi der var noget galt. Jeg synes selv, at alt så fint ud. Men det er helt almindelig praksis, at de gerne vil se tilse tæven efter et kejsersnit. Så Mic. de små og jeg kørte i afsted i en dejlig forvarmet bil mod Aabenraa tidligt mandag morgen.

En ræv bag øret???

Veterinærsygeplejersken havde fået kliniktøj på i stedet for nederdelen og skoene med lidt hæl på, som hun måtte assistere dyrlægen i juleaften. Hun fortalte mig, at hun havde lånt en T-shirt af sin bror, hvor hun havde holdt juleaften, da hun blev kaldt på klinikken. Det var lidt morsomt. Hun fortalte mig også, at hvalpene var så fine og livlige, da de forløste dem. Det var jo rigtig dejligt, for de to kejsersnit jeg har været involveret har budt på slappe hvalpe, der skulle hjælpes igang.

Den dyrlæge, der var på arbejde kiggede på Mic og synes det hele så fint ud. Han ville også gerne lige kigge på hvalpene, som han fandt meget livlige. Alt så fint ud, og vi kunne køre de 20 minutter nordpå igen. Eftersynet var “on the house”. Jeg har virkelig kun meget positivt at sige om Aabenraa Dyreshospital i det her forløb.

Jeg havde mange historier i baghovedet fra mine hundevenner på Facebook, hvor de har oplevet, at den dyrlæge, som de havde lavet aftale med under en hvalpefødsel, ikke tog telefonen. Eller tilfælde hvor dyrlægen beder folk med tæver i fødsel om at vente og vente, og det så ender med døde hvalpe. Hvalpe der erklæres døde, men viser sig at overleve, og jeg har hørt så meget, at man skulle tro, at det var løgn det halve. Steder hvor et kejsersnit i vagten har kostet 30.000ish Jeg anede jo ikke, hvad jeg ville få fat i, da jeg ringede juleaften, for jeg kendte ikke nogen af dem, som havde vagten.

Men dyrlægen var virkelig lydhør og hurtig til at sige, at hun kunne køre til Aabenraa, og om jeg var indstillet på, at det kunne være nødvendigt med et kejsersnit. Ja spørgsmålet kunne jo virke ret overflødigt for mig, for hvad ville alternativet være? Samtidig nævner hun prisen (måske for at “afskrække” mig), og så er jeg ved er jeg nødt til at spørge, om hun virkelig mener det på en juleaften. Hun begynder at “forklareforsvare” at der er vagttillæg. Men helt ærligt, prisen for et kejsersnit i vagten hos dem var kr. 10.000 (nå ja og så lige kr. 300 oveni, fordi jeg insisterede på en UL scanning). Jeg er faktisk ret sikker på, at det var samme pris jeg betalte for et kejsersnit for 6 år siden, men det var altså uden vagttillæg! Nå men det var ikke prisen, der afgjorde valget. Men det var naturligvis positivt ikke at blive flået, når det nu skulle være. Hov, og så spurgte de slet ikke om min hund var sygeforsikret! Det sidste kan jeg sådan set godt lide, for det kommer da slet ikke min dyrlæge ved. Behandlingen bør jo være den samme uanset forsikringsforhold.

Hjemme med to små hvalpe og en tæve med kejsersnit. De første dage er lidt træge. Jeg synes, at det er hårdt at vente på, at mælken løber til. Der går lige et par dage med meget sutteri for hvalpene, afløst af lidt søvn og så suttes der igen. De har været rolige, og de har egentlig også holdt vægten, så jeg har ledt efter min tålmodighed og været overbevist om, at naturen og Mic kunne klare det hele selv. Og det ser sandelig sådan ud.

Mic er en super god mor

Pludselig kom der virkelig mælk på alle “hylder”. De små haler strittede ekstra lystigt ved spisning, og hvalpene faldt bare fede og mætte af patterne og snorksov. Og øgningen i vægt tog nu også fart. Det var dejligt. Mic var heller ikke så urolig og så påvirket, som Ninja, da hendes mælk løb til dengang.

Mine bekymringer har helt sikkert rod i min oplevelse med Ninjas hvalpe. Jeg husker godt, da jeg sad her i samme værelse som nu, og Ninja lå ved siden af mig med 6 store og fine hvalpe. Det var på 4. dage og alt gik så fint. Hvalpene tog på, og jeg tog mig selv i at ånde lettet op og tænke, at vi klarede skærene, og at nu skulle det hele nok gå godt.

Da jeg skulle veje hvalpene samme dag, så havde den ene tabt sig, og det udviklede sig til en ret ulykkelig historie for mig. Hvalpen var den, som jeg havde kastet min kærlighed over. Den som jeg havde fået stukket i hænderne ved kejsersnittet den novembermorgen. Hun var den smukkeste blå border tæve. Og jeg kæmpede en kamp med at få hende i trivsel med sonde og mavemassage, men kampen var forgæves og opslidende. Knap 4 uger gammel blev hun aflivet.

Prinsessen – en af Ninjas hvalpe fra 2014

Jeg tror nu ikke, at historien gentager sig denne gang, men det kan da godt have givet mig lidt ekstra bekymringer. Men min oplevelse fra dengang har noget i højere grad lært mig at tage en dag af gangen. Jeg har heller ikke kastet min kærlighed mere på den ene end den anden hvalp. De er begge skøn og livlige. Hvis den ene bliver boende her, så finder jeg nok også ud af, hvem det skal være.

Men det går heldigvis rigtig godt, og man tydeligt se forskel fra dag til dag. Hvalpene bliver stærkere og mere mobile. Sikke hurtigt de kan mose sig fra den ene ende af poolen til den anden. Det fascinerende og livsbekræftende at følge den udvikling.

Begge tager fint på

Mic er nærmest begyndt at kede sig lidt. Hun er lidt splittet mellem at være hos sine hvalpe og være, hvor vi andre er. Hvis jeg går ud af rummet, hvor hvalpene er, så ved hun ikke rigtigt, hvad hun helst vil. Da vi andre skulle ud af døren idag for at gå en tur, var jeg først inde og kigge til Mic, og tænkte at hun skulle blive hjemme (mest pga kejsersnittet). Da jeg stod udenfor, kunne jeg se hende stå oppe i sengen og kigge ud af vinduet. Jeg ombestemte mig og tog hende med. Hvalpene havde lige spist, så de sov jo bare.

Hele familien (hunde og mennesker) på gåtur

Hun nød gåturen og fulgte fint trop. Hun var også oplagt til lidt spas og pjat. Hun lignede ikke en der gik og tænkte på hvalpe. Det er ikke sjovt at være splittet mellem at ville passe sine små og ikke ville gå glip af noget (jeg kan godt sætte mig ind i hendes dilemma).

Der ædes og ædes

Hvad siger de andre hunde til hvalpelydene? Ja, Fuji siger naturligt nok ikke noget til lydene, men hun har klart fornemmet “noget”. Hun har mange gange puffet døren til værelset op (Fuji moser bare på låger og døre til de giver efter). Hun har åbenbart godt fornemmet, at man ikke bare må gå ind. Så står hun bare der i døråbningen eller sætter sig og kigger ind.

Sker der noget spændende herinde??

Det varede et par dage, før Ninja viste interesse, men da det gik op for hende, så blev hun meget nysgerrig og var faktisk på vej hen til kassen (hun var listet ind af døren, der stod på klem – Ninja er en sniger), hvor jeg sad sammen med Mic. Mic tog det heldigvis stille og roligt, og jeg bad bare Ninja om at gå lidt væk og lægge sig ned.

Hyggeligt med ekstra selskab i værelset

De får jo nok at se, hvad det handler om, når hvalpene rykker ud fra værelset om lidt tid. Men lige nu er ro og en stabil rumtemperatur. Jeg har endda sat en affugter op i rummet, som slår til når luftfugtigheden bliver for høj, da det ellers blev lidt varmt og klamt.

Hemmelige julehvalpe

Der er run på sådan en juleaften. Det skal helst klappe med maden, og man skal holde mange bolde i luften. Det er faktisk næsten nemt, når man kun skal holde styr på madboldene. Altså sådan som en juleaften plejer at være. Når man er to om at få madkabalen til at gå op. Det ved jeg nu!

Jeg kigger på MicMic, der ligger i kurven i hjørnet af spisekrogen i køkkenet. Risengrøden er sådan set færdig og klar til servering, og det andet mad er i ovnen. Madboldene er givet op og er sat i spil. Jeg kigger en gang til på klokken. Det er halvanden time siden, jeg sidst tog hendes temperatur, og der er ikke meget ståhej med hende, som hun ligger der i kurven. Jeg beslutter mig. Vi spiser risengrød, og så tager jeg temperaturen bagefter.

Dejligt endelig at sidde ned og hilse på julegæsterne. De nyankomne er Tobias og hans kæreste Camilla. Min far kom sammen med juletræet lille juleaftensdag. Vi spiser risengrød og pakker mandelgaven op, inden der skal jongeleres med de næste “madbolde”.

Juleaften starter med risengrød

Retur til køkkenet og for mit vedkommende MicMic. Jeg tager temperaturen igen. Nu er den oppe på normal, og i det samme kommer der en presseve. Åh nej. Nu er det bare en realitet. Juleaften kommer til at stå på en hvalpefødsel for mig. Altså ikke julenat, men juleaften. Jeg trækker ind på gæsteværelset sammen med MicMic og gør mig klar, så godt jeg kan. Resten af julemiddagen og juleaften er nu overladt til Henrik, Silas og vores 3 gæster.

Mic i kurven. Det er nu!

En kort opridsning af min “blændende” opdrættererfaring. For 6 år siden får Ninja 6 hvalpe. En ret træg fødsel, som ender med et kejsersnit af de sidste to hvalpe. En hvalp må aflives efter tre uger. For to år siden føder MicMic en dødfødt hvalp med en svær misdannelse. Det holder hårdt, men hun får født hvalpen selv. Faktisk er det ikke lykkes for mig at overvære en almindelig hvalpefødsel, heller ikke selvom jeg har været “inviteret” til at være med hos en opdrætter. Så jeg sidder ikke med gode erfaringer i “baglommen” sådan en aften.

Derfor har jeg forinden naturligvis allieret mig med en støttepædagog. Det viser sig dog, at juleaften bare ikke er den mest stabile og velvalgte aften for støttepædagoger (Mic kunne åbenbart ikke vente til sin termin d. 26. dec). Så jeg ender med at sidde med “aben” på egen hånd. Nu er det jo også min tæve, og dermed mit eget ansvar, men tryg det er jeg sgu ikke. Jeg har hørt og læst om alt for mange dårlige (især sheltie-) fødsler og sammen med egne erfaringer, så bidrager det ikke til tryghed.

Tiden går. Vandet går. Der er stadig ikke rigtig skred i tingene MicMic presser, men der kommer ingen hvalpe. Så tør jeg ikke sidde med det selv mere. Jeg har tjekket hvem der har vagt rundt omkring, og ved, at jeg ikke slipper for en køretur på 30-50minutter. Dog mangler jeg at tjekke et sted. Dyrehospitalet i Aabenraa. Jeg kender dem ikke. Har bare kørt forbi, og det ser pænt ud (det siger både noget og ingenting). Jeg er heldig. Dyrlægen kan køre til Aabenraa og lukke op og være der indenfor en en halv time. Det samme kan jeg. Valget er let.

Tobias springer til og tilbyder at køre mig, så jeg ikke både skal køre og holde øje med MicMic. Dyrlægen er sød. Tjekker MicMic og synes, at vi skal prøve med noget oxytocin, der skal sætte veerne igang. For fødslen er gået helt i stå på køreturen. Vi går lidt med Mic på gangen. Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere nervøs for om hvalpene stadig lever. Mic ser heldigvis ud til at have det fint. Dyrlægen scanner. Hun finder hjerteblink på den ene, og siger, at nu tager vi et kejsersnit.

Tobias og jeg står udenfor rummet og ser, at de gør klar til operationen. Hvorfor tager det bare så fandens lang tid for dem at gøre klar, når det er ens egen hund. Jeg tænker det. Sådan tænkte jeg også, da det var Ninja. Tobias synes også at det tager en evighed, men det tager den tid, som det tager.

Da de bærer Mic ind på operationsbordet, hvor alt er linet op og klar, så lukker de døren, og jeg står udenfor sammen med Tobias. Som minutterne går bliver mine ører længere og længere. Jeg venter på hvalpelyde. Det er ubeskrivelig forløsende at høre hvalpeklynk, når man står der på den anden side, og jeg får tårer i øjnene og bag mundbindet kommer et lille lykkeligt smil. Tobias giver mig et dejligt kram.

Endelig kommer sygeplejersken ud på gangen med et håndklæde med den fineste lille hvalp i. Jeg gnubber lidt på det lille livlige væsen og holder den varm. Jeg tænker, at det så nok var “det”. Men efter nogle minutter kommer hun til min glæde ud med endnu et håndklæde og en hvalp mere. Pyha. Vi fik reddet dem begge. Mic var scannet til to hvalpe, måske tre. Så jeg kan kun være tilfreds med at stå med to hvalpe. Vi sender billeder hjem til familien, så de kan se det lykkelig resultat. Jeg tjekker kønnet. Det er sørme to piger. Store og fine på 265 og 280 gram. Det skal man slet ikke klage over.

Vi sender dette billede hjem til familien fra dyrehospitalet

Efter lidt tid får vi en lidt groggy MicMic ud også. På dyrlægens anbefaling blev hun steriliseret ved samme lejlighed. Ikke noget, som jeg nåede at tænke så meget over, men det er også lige meget nu, for det er gjort. Dyrlægen sagde efter indgrebet, at Mics livmoder var stor og slap, og hun vurderede, at det var årsagen til, at hvalpene ikke var kommet ud ved egen hjælp.

To timer efter ankomsten tjekkede vi ud fra dyrehospitalet igen. Tobias og jeg kørte tilbage mod Haderslev. Jeg var rasende sulten ved tanken om den julemiddag, som jeg ikke havde deltaget i. Efter at have fået installeret Mic og de små, så fik jeg endelig lidt julemad og derefter kunne Tobias og jeg pakke vores julegaver op.

Det var så skønt med julemad efter sådan en omgang

Det var sgu en lidt underlig juleaften. Den vil jeg sent glemme. Efter have pakket op og spist lidt juleslik kravler jeg hurtigt ned i hvalpehulen igen. Tobias og Camilla kører hjem igen, og vi fordeler husets sovepladser mellem os. Silas og jeg sover i gæsteværelset sammen med Mic og hvalpene. Altid rart med et ekstra øre på hvalpene og Mic.

Mic putter om sine piger

Det er svært at falde i søvn ovenpå sådan en juleaften. Jeg våger over Mic og hvalpene. Går alt som det skal? Har de det varmt nok? Sutter de? Har alle det godt? Jeg tager et par billeder af de små og lægger på Facebook og røber min meget velbevarede hemmelighed. Det vælter ind med skønne lykønskninger (og lidt undren).

For INGEN kendte til denne drægtighed – ud over de praktisk involverede (det er trods alt ikke Helligånden, der er far til de små, selvom de er født juleaften). End ikke mine allerbedste veninder eller familie kendte til drægtigheden. Faktisk havde jeg også parret Mic uden Henriks vidende (hvilket jeg egentlig ikke syntes var helt fair, men det siger måske alligevel lidt om “diskretionsgraden”). Jeg kunne ikke overskue at dele det med nogen, og jeg har brugt meget lidt energi på det i drægtighedsperioden. Silas fik det at vide i fredags, og min far, da han kom lillejuleaften. Så ingen behøver altså at føle sig forbigået eller være fornærmet over, at lige præcis de ikke kendte til det. For det var det samme for ALLE!

Med masser af dårlige erfaringer så havde jeg brug for at holde det for mig selv

Hvorfor var det hemmeligt? På grund af det, som jeg har været igennem med de to tidligere parringer (Mic gik tom første gang og fik dødfødt solohvalp anden gang), så magtede jeg bare ikke at dele det med nogen, og ville faktisk helst ikke selv forholde mig ret meget til det (hvis nu det gik galt igen igen).

Jeg valgte dog at få hende scannet for at vide, om hun var drægtig, så jeg kunne fodre korrekt, men ellers ikke noget. Jeg ønskede virkelig ikke, at folk skulle spørge til drægtighed eller “lægge billet ind” på de hvalpe, som måske slet ikke blev til noget. For min egen skyld var det nødt til være sådan, men til syvende og sidst er det jo også min egen sag, om jeg har drægtig tæve….. Det er trods alt ikke underretningspligtigt.

Parringen skete i øvrigt også som en beslutning i 11. time. Jeg har flere gange afslået at ville gøre forsøget med en parring igen. Jeg synes måske ikke rigtig, at jeg havde modet, og nu ville jeg egentlig også bare gerne have lov til at løbe agility med MicMic uden en drægtighedspause. Så var der jo også lige det der med arbejdet. Det er ikke nemt med at kuld hvalpe, når man skal regne med arbejdsdage på Sjælland fra tid til anden.

Corona gør det muligt at have et kuld hvalpe

Men pga corona så ser verden bare så meget anderledes ud. Der er ingen stævner at holde pause fra, og hvornår kommer de igen? Min arbejdsplads opfordrer til hjemmearbejde, så vidt det lader sig gøre, så ikke udsigt til Sjællandsture på den front. MicMic var 7 år ved parringen, så det var CHANCEN. Den allersidste. Jeg greb den i sidste øjeblik og håbede på det bedste.

Når det nu ikke er Helligånden der er far. Hvem er det så? Han hedder Sheltie4You Guardian of Faith (Sammy). Jeg havde i første omgang udset mig en anden hanhund, men han holdt en avlspause. Så jeg valgte roligt Sammy, fordi jeg en gang tidligere havde forholdt mig til hans linjer, da Mic har været parret med hans far.

Hvalpenes stamtræ
(tak til Anja fra Sheltie4You for design)

Hvalpene er af rene engelske linjer, og det synes jeg sådan set er meget fedt. Ikke fordi jeg har noget imod amerikanske linjer. Men hvis man gerne vil bevare lidt af de oprindelige engelske linjer, så er det vigtigt, at der også laves rene engelske kuld. Ellers forsvinder de. Det er ikke en religion for mig, men fordi jeg nu er så heldig at have en utrolig skøn og arbejdsivrig ren englænder med et fantastisk væsen, så kan jeg godt forsøge at bidrage lidt til den bevarelse. Så det blev mit valg. Når jeg samtidig kender familien til hvalpenes far. Jeg ved, at der kan falde en bombe bag dem, uden at det vil bekymre dem det mindste. Det er tilmed glade og livlige sheltier med et godt hoved og god bygning. Det er ikke et tosset fundament at arbejde ud fra.

Så popper de næste spørgsmål op. Er de afsat? Skal du beholde en selv? Der findes et eneste svar til begge spørgsmål. Jeg tager en dag af gangen. Så ser vi hvad der sker!