3 hunde er slet slet ikke for mange

Folk synes ofte, at tre hunde er vildt mange hunde. Det er jo ikke spor unaturligt for os i agilityverdenen at have flere hunde. Ærligt indrømmet, så har jeg tidligere tænkt, at jeg havde for mange hunde, som aldersmæssigt også ligger lidt for tæt. 

Men rent faktisk så kan man selv med tre hunde ikke have en eneste for meget. Det har i hvert fald vist sig for mig i denne uge, som har været en aktiv kursusuge for mig og (nogle af) hundene. Der løb jeg næsten tør for agilityfunktionsdygtige hunde. 

Et billede fra gemmerne af min skønne trio

Onsdag var jeg på kursus på Sjælland hos Lisa Frick. Lisa er uden tvivl kanon god. Jeg havde ikke fået undervisning af hende før, og havde hørt både godt og skidt om hende. Ærlig talt var jeg lidt spændt på at se, om jeg kunne få noget ud af hendes kursus sammen med min lidt ivrige og vilde Fuji.

Jeg synes helt sikkert, at jeg fik nogle super gode ting med hjem fra kurset. På videoerne kan jeg også se, at der var en udvikling i det vi arbejdede med. Så nu må jeg så bare arbejde videre, men det bliver desværre først efter en lille pause!

Det var en varm varm dag, og de sølvdækkede biler holdt på rad og række. De der sølvovertræk er virkelig ikke bare pjat. De er bare uundværlige, når solen brager igennem. 

Alle havde godt af lige at blive kølet af. Nogen var mere pjattet med det end andre.

Efter kurset kørte jeg en tur til Hundige Strand, så hundene kunne blive kølet af. Fuji kører helt varm i sommervejret og lyder som et damplokomotiv, og jeg får lidt dårlige nerver af at løbe med hende. Når det så er sagt, så kigger jeg lidt på de andre hunde, som også gerne vil give sig selv 110%, og de både ser ud og lyder lige som Fuji. 

Jeg ved, at Fujis hjerte fungerer, som det skal. Så så længe hun selv føler, at hun er pisse sej og klar, så forsøger, jeg at tage den ro i mit hoved. Hvis hun forlader banen, så tager jeg det til efterretning. 

 

Hen under aften, hvor jeg igen skulle have Fuji ud af bilen, begyndte Fuji at gå temmelig underligt. Hun gik nærmest sammenkrummet, som om hun skulle kaste op. Så trak hun pludselig den ene forpote op under sig. 

Jeg tjekkede hendes poter og så af de store trædepuder på forpoterne var noget lasede at se på. Den stakkels hund havde fået brandvabler på begge forpoter. 

En af tre brandvabler på Fujis poter

Det var sikkert en kombination af en varm tirsdag med en gåtur hvor nogle få hundrede meter var på fortov/granitfliser (de to andre hunde havde dog fine trædepuder), og så at vi havde trænet “collection” med hårde opbremsninger til følge på kurset. Siden fik jeg at vide, at en anden hund på kurset dagen før også havde brændt trædepuderne.

Så var der ellers lukket ned for lange gåture med Fuji de kommende dage, så trædepuderne kunne få lov at hele i fred. 

Det var bare lidt dårlig timing, for i denne weekend skulle jeg til Dong Summer Camp hos Kim og Ann-Britt. Jeg er åbenbart bare sådan lidt uheldig. Men jeg tager nu det her ganske stille og roligt, for det er snart vokset fint sammen igen, og så er det jo bare det. 

At jeg havnede på Dongs Summer Camp var egentlig sådan lidt impulsivt. En af deltagerne var blevet forhindret, og jeg købte hendes plads på kurset. Så en stævnedag i Harlev blev så byttet ud med to dages kursus på Fyn. 

Oprindeligt var det min plan at skifte mellem Fuji og MicMic på de 4 træningspas på kurset. Men grundet de brankede trædepuder, så fik MicMic fornøjelse af at skulle løbe hele kurset, som bestod af et pas med Jane og et pas med Ann-Britt både lørdag og søndag.

Det var MicMic bestemt ikke ked af. Hun er så lykkelig, når hun løber agility. Det sker ganske ofte, at folk kommer hen til mig, og siger, at det er en kæmpe fornøjelse, at se hende “smile” banen rundt, og om ikke jeg har overvejet at omdøbe hende til “Happy Face”.

Vejret var overdrevent godt. Måske ikke rigtig hundevejr, for det var vel 25-30 grader. Solen bragede fra en skyfri himmel, og vi krøb i skygge med vand og køledækkener i pauserne. 

MicMic er heldigvis ikke en hund, der lader sig påvirke af varmen, og jeg sørgede omhyggeligt for, at hun fik nok at drikke ved at give hende Fit Dog. Hun kørte på med samme iver i sidste pas søndag, som hun gjorde lørdag morgen. Det er sgu fantastisk. Nogle af de andre hunde var påvirkede af varmen og tabte deres vanlige tempo. 

Skygge og køledækken mellem løbene og Mic har det kølige overblik over banen

Der var også opstillet en hundepool. Fuji elsker sådan en pool i sommervarmen. Efter en af vores gåtur var hun noget pustende (selv på en gåtur i snor, skal man give sig 110%), og hun sprang lige op i poolen, hvor hun så kunne stå og se agility med et (lettere bøvet og) intenst blik. 

Selvom det var sol og sommer, så skulle vi jo ud at gå. I særdeleshed skal Ninja ud at gå hver eneste dag, så hun får brugt benet. Så tidligt afsted og sent afsted, så solen ikke var slå slem ved dem. 

Skoven var rimelig kølig

Heldigvis kunne man gå nogle fine ture og ikke kun frem og tilbage langs vejen. Der er stadig grænser for, hvor lange ture, jeg kan gå med Ninja, så jeg skal helst have styr på de ruter, som jeg kaster mig ud i, når jeg har hende med. Men vi fandt et par fine ture. 

Smuk solnedgang på en aftentur på grusvejen bag Dong Agilitys arealer

Jeg har hørt en del om forplejningen på Dongs Summer Camps, og har da tænkt, om det da virkelig er så fantastisk, som folk siger. Det må jeg så sige. Ja, det er helt fantastisk god mad.

Det er super lækker mad, som er lavet fra bunden med hjerte og sjæl. Tjek lige kagen fra søndag eftermiddag. Den var også lækker, men frokost og aftensmad var ud over det sædvanlige. 

Karis jordbærtærte

Nu lyder det jo næsten som om, det mest var vejret og maden, som jeg kom for, men det var det naturligvis ikke. 

Jeg kom for at finpudse agilityformen. 

MicMic løb faktisk supergodt. Hun lavede ikke rigtig nogen af sine lidt tumpede ting. Det blev til en enkelt vægring på de (i Mics øjne) forheksede tunneller, men det var fordi jeg spærrede vej og udsyn for hende.  

Jeg var dog noget udfordret på Janes baner, men den kunne jeg slet ikke tørre af på MicMic. Det var bare mig, der ikke helt kunne matche Janes pernitne agility. Det lyder måske skidt, men det var det nu ikke. Jeg fik øjnene op for, hvorfor min forkryds ofte kikser, når forhindringerne står lidt for tæt. Så må vi bare se, om jeg kan lære at udføre dem korrekt, så forkrydsene flyder lidt bedre. 

Ann-Britt var vanen tro fremme med stopuret på de forskellige kombinationer, og man kunne virkelig blive snydt, når man skulle gætte på hvilken vej, der var den hurtigste på en kombination.

Vind i håret og agility i øjnene.

Det var en super fin weekend sammen med altid søde agilityfolk. 

Nu tænker jeg, at Kim og Ann-Britt må være godt slidte efter at have vartet omkring 30 mennesker op fra fredag til søndag. 

Til slut et lille praktisk råd til forbrændte trædepuder. Når først skaden er sket, så er det godt, at man kan gøre noget for en hurtig heling. 

Det øverste trædepudebillede i indlægget er fra onsdag aften. Det andet er fra søndag morgen, efter at jeg fra fredag aften til søndag morgen havde smurt brandvablerne med Stalosan Skin Repair. Allerede lørdag morgen kunne jeg se en klar bedring. Det satte virkelig skub i helingsprocessen. 

Efter behandling med Stalosan

Stalosan kan købes i Land og Fritid og div steder, der handler med landbrugsartikler. 

Sankt Hans Pigerne

Det lyder jo næsten som titlen på en roman om to piger, der har en baggrund i psykiatrien eller måske en lummer novellie fra “De grå sider” i “Ugens Rapport”.

Det er nu ikke nogen af delene. Det er bare et blogindlæg, der handler om venskab, nyttige dårlige erfaringer, taknemmelighed og fælles oplevelser.

Der er mange måder at holde Sankt Hans aften på. For to år siden var vi på Bornholm og havde faktisk glædet os til Sankt Hans på Bornholm. Den aften regnede nu bare væk, og vi endte med at sidde og spille spil i vores lille campinghytte. 

I år gik Sankt Hans Aften bare med at vaske sengetøj, dyner, madrasser osv efter Silas. Han var slatten efter at have kastet al maden op igen i løbet af dagen. Så selvom det var en smuk, varm og klar aften, så blev der ikke noget Sankt Hans halløj herfra i 2019.

Sankt Hans 2018 husker jeg nok for noget mere specielt. Nu kommer baggrunden for indlæggets titel. 

Et par uger før Sankt Hans sidste år havde jeg jo den kedelig hundefødselsoplevelse med MicMic, hvor hun fødte en misdannet hvalp. Hvalpen døde under fødslen, men havde heller ikke været levedygtig. Så tak for det, når det nu skulle være. 

Min gode veninde Anja, som jeg lærte at kende, da jeg ledte efter hanhund til MicMic (hun er også ejer af Sky, som MicMic var parret med) havde tilbudt mig sin assistance under fødslen. 

Anja er rimelig rutineret og altid enorm hjælpsom. Da jeg ringede efter hende om morgenen, da fødslen var gået igang, så kom hun ilende til, og hendes hjælp under MicMics fødsel var uvurderlig, for det var en svær opgave for MicMic. Jeg var så glad for, at Anja havde været hos mig.

Anjas smukke Niki

Anja var berørt af min situation, og hendes tæve skulle nedkomme to uger efter Mic. Anja spurgte mig, om jeg havde lyst til at være med, når hendes tæve Niki skulle føde sine hvalpe. Mest af alt, fordi Anja synes, at jeg ville have godt af at opleve en god og uproblematisk fødsel. Nu havde jeg jo været gennem to hvalpefødsler. Først med Ninja i 2015, hvor det endte med kejsersnit, så det var heller ikke lige efter bogen og bagefter den her med MicMic. 

Jeg takkede ja til Anjas tilbud. Så var det jo bare at vente på, at Niki ville gå i fødsel. Det gjorde hun så Sankt Hans lørdag i 2018. Jeg startede bilen og kørte til Kolding. 

Dagen var frygtelig lang. Vi ventede og ventede. Anja og jeg plejer dælme godt at kunne knævre løs, men til sidst så gad vi ikke engang at snakke sammen, eller også løb vi tør for emner. Så vi lå og småsov på skift i dobbeltsengen, mens vi rustede os til nattens strabadser. 

Fra tid til anden havde vi selskab af Anjas mand Erik og deres datter Nikita. Jeg husker ikke forløbet i detaljer mere, men jeg husker, at vandet går, men fødslen ligesom går i stå. Tiden går. Vi har et direkte nummer til Anjas faste dyrlægeklinik, så vi ikke skal ud i noget med dyrlægevagten og risiko for at køre på langtur med en fødende tæve. 

Anja noterer, kigger på klokken, observerer, vurderer osv og så hele møllen forfra. Tiden går, og aften bliver til nat. Vi ringer til dyrlægen og aftaler, at hvis der ikke er sket noget indenfor en time, så skal vi ringe igen. 

Først på natten kører vi de 2-3 km hen til klinikken, hvor vi mødes af en sød og lidt søvnig dyrlæge. Forventningen er egentlig, at Niki skal have noget ve-stimulerende, og så fødselen kommer igang igen. 

Det er bare ikke dyrlægens anbefaling. Det er et kejsersnit. Anja tygger lidt på mulighederne, for der er også stadig muligheden med ve-stimulering. Vi er nu alle enige om, at kejsersnit lød, som den rigtige beslutning. Bagefter ved vi, at det var den eneste rigtig beslutning. Vestimulering ville have kostet mindst en hvalp livet. Dyrlægen spørger nu ud i den lille forsamling (Anja, Anjas mand Erik og mig) om nogen af os har været med til et kejsersnit før. 

Som den eneste kan jeg række hånden op. Dyrlægen siger straks: “Godt, for jeg har brug for lidt assistance.” Så går han ellers igang med at rigge til, mens jeg lidt tøvende må spørge til assistance-opgavens indhold. Det var at tage imod hvalpene. Hvis vi kunne stå for det, så skulle vi ikke også vente på en veterinærsygeplejerske (hvilket igen også vare meget godt, for det var der ikke tid til, ved vi nu).

Jeg kigger på Anja, og konstaterer, at hun ikke vil have nogen som helst gavnlig effekt inde på operationsstuen, så hun forsvinder fortvivlet og bekymret ud på parkeringspladsen med en pakke smøger i hånden. Så er der lidt til at dulme hendes bekymrede sind i den lune sommernat. Imens går Erik og jeg med dyrlægen ind på operationsstuen. 

Anja er så bekymret, hvilket jo er forståeligt nok. Det som bare skulle være den der nemme efter-bogen-fødsel, som jeg skulle have lov at opleve, havde pludselig taget en anden drejning. 

Pludselig var det mig, der var den “erfarne”. Ja altså så er erfaren, som man bliver, når man har stået i lokalet ved siden af operationsstuen og set de to af Ninjas hvalpe, der blev forløst ved kejsersnit, blive båret ind ved siden af og gnubbet liv i. Jeg husker, at de var svage og svære at få igang. Jeg husker, at jeg var overrasket over, hvor hårdhændet veterinærsygeplejerske håndterede dem, for at få liv i dem. , for 

Det skulle dog vise sig, at min observationer den novembermorgen i 2014 kom Anja og hendes hvalpe til gode denne nat. Jeg tog imod hvalp nr. 1. Den havde afføringen i fostersækken, og der var ikke meget gang i den. 

Jeg gnubbede og gnubbede, og det føltes nyttesløst. Det føltes som meget længe, jeg gnubbede løs. Det var en fortvivlende følelse, at stå der og kæmpe med det lille pus. Der kom ikke en lyd fra hende. Jeg satte øret ned til snuden og kunne høre den ralle svagt. Jeg kunne høre det boble. Den havde slugt fostervæske. 

Jeg foldede hænderne rundt om den lille krop, så den lå inde i mine hænder, som var det en beskyttende hule. Så slog jeg hænderne ned foran mig, så fostervæsken blev slynget ud af luftvejene. Det var grønt og klamt. Efter at have gjort det en del gange, kom der mere og mere liv den lille hvalp. 

I mellemtiden var hvalp nr. 2 blevet fisket ud af Niki. Den havde Erik fået i hænderne. Den var der heldigvis ikke så meget arbejde i. Det var mest bare at tørre den. 

Nu var der lyd fra begge hvalpe, og Anja kunne høre dem ude på parkeringspladsen. Det var en stor lettelse for hende at kunne høre de små hvalpelyde. 

Niki blev syet sammen, og vi kørte hjem igen. Begge hvalpe havde det rigtig fint, og Niki kom sig også så fint. Det var måske bare ikke lige sådan, at Anja havde forestillet sig at det skulle foregå. 

Niki og de små. Få timer gamle

Anja var mig så taknemmelig, at hun næsten ikke vidste, hvilket ben hun skulle stå på. Men helt ærligt, så var jeg jo bare så “heldig”, at jeg havde dårlige erfaringer med i rygsækken. Men dårlige erfaringer kan jo også vise sig at være ganske brugbare. Hvad jeg udrettede den nat, var jo ikke en heltegerning eller noget overnaturligt. Det har mange andre gjort før mig. 

Jeg var glad for, at Anja viste mig den ære og tillid at deltage til en hvalpefødsel, og når det nu var, så var jeg glad for, at jeg kunne bidrage med noget. 

Anja brugte mange dage til gruble over navnene til de to piger. Den førstefødte bærer på stambogen “Sheltie4You Friends Karishma, som Anjas særlige hilsen til mig. Anja og jeg kalder hende nu mest for “Gnubbe”.

"Gnubbe"

Vi nåede også at få besøg af hvalpene hjemme i haven. Så fik de mulighed for at se andre hunde og for at møde høns og ænder. Det var en stor oplevelse for dem. Det var bestemt et par friske små piger med masser af gå på mod. 

Anja og hvalpene på besøg. Ninja nød det.

Nu har det igen lige været Sankt Hans, og de to hvalpe er lige blevet et år. Jeg følger lidt med i deres liv på sidelinjen via Facebook. Jeg håber, at der kan blive mulighed for at opleve den lette og ubesværede hvalpefødsel en dag. Men jeg var meget glad for at kunne hjælpe til den nat, for jeg ved, at Anja altid står klar til at hjælpe mig. Det er jo det, som man har venner til. 

Hov, glemt jeg mon ikke at nævne, at hvalp nr. to hedder Sheltie4You Friends Forever.

Et hyggeligt lille sommerstævne

En solrig sommerdag er gået hos DCH Ødis-Bramdrup. Det var samtidig også mit sidste stævne, inden vi nu holder konkurrencefri de næste 4-5 uger. 

Ødis-stævnet er sådan et lille hyggeligt stævne. Stævnet afvikles i én ring på arealerne, som ligger omkranset af høje træer. Inde mellem træerne er der en rigtig fin lille “skovsti”, som man kan lufte hund på. Det var jo meget skønt på sådan en lidt smålun sommerdag. 

Ødis´arealer på en skøn sommerdag

Det er dejlig overskueligt, når der kun løbe i en ring. Der er tid til afslapning, og det er let af følge med i stævnets afvikling. Det gav også mig rig mulighed for at få travet mine ture med Ninja, så hun havde fået sine gåture, som er en vigtig del af hendes genoptræning. 

Ødis havde sørget for mad til fair priser, kolde sodavand og endda lækre is i fryseren. Det passede vejret jo helt perfekt til i dag. 

Det er hende her, de kalder HappyFace

Det var fedt, at jeg kun havde 30 minutters kørsel til stævnepladsen. Fedt, at der var masser af parkeringspladser i skyggen under træerne. Så var det helt gak for mig at slå et telt op. Jeg sidder alligevel så sjældent i det. 

En af de andre rigtig gode ting ved DCH stævnerne er, at jeg kan løbe 6 løb for kun kr. 300,-

4 blandede løb til MicMic og 2 springløb til Fuji. Det er perfekt. Og prisen er jo også attraktiv. Det er super godt, når man alligevel også synes, at man har meget der skal øves, før man synes, at det går godt (endelig eller igen alt efter hvilken hund, jeg tænker på).

Mit lille præmiedyr med gevinsterne

Mic løb nogle rigtig gode løb. Hun vandt Ag åben og Spring 2 med de bedste tider for alle tre størrelser. Det var super fedt. Især hendes ag åben løb var superfedt. Det var i øvrigt en bane, som udfordrede rigtig mange. 

Det er stadig tunnelhullerne, der driller lidt. Mic føler sig bestemt ikke tiltrukket af tunnellerne, så hun skal virkelig følges helt til dørs. Men jeg arbejder videre med hendes tunnel-tillid. Faktisk var det i en tunnel, at hun blev skadet for to år siden. Jeg ved ikke, om det måske stadig sidder hendes baghoved, at hun dengang slog sig rigtig grimt i en tunnel.

Til præmieoverrækkelsen fik vi udleveret præmieboner, som kunne veksles i en stand/hundeudstyrsbiks på pladsen. Det er dejligt, at man selv kan vælge sine præmier. Det er også et smart system for klubben, som er fri for at skulle ud og købe præmier.

MicMic delte rundhåndet ud af sine præmier. Der var et griseøre til alle 3.

Fuji havde nogle fine momenter på spring åben, som ikke lige var en bane til hende. I Spring 1 tror jeg, at hun tabte hjernen undervejs, og da hun kom til slalom, så var den helt væk. 

Efter at have forsøgt mig et par gange med slalom endte jeg med at gå ud af banen. Nogen gange skal man ikke forsøge at køre videre, men bare trække i håndbremsen og parkere. Lige pt har Fuji det sådan, at der ikke rigtig er plads til slalomforhindringen inde i hendes hoved. 

Så vi træner videre og ser om der ikke igen skulle ske at være plads til den. 

Efter dagens dejlige stævne er jeg klar til konkurrencefri juli. Jeg glæder mig faktisk allerede til sensommersæsonen. Jeg er i år ikke nået at blive stævnetræt!

Man kunne så have sluttet dagen af med Sankt Hans bål, men det behøvede vi ikke at spekulere på, for hjemme havde Silas “underholdt” Henrik med at fordele diverse kropsvæsker rundt om i huset, så Silas var lidt slatten. Nu må vi se, hvordan den unge mand har det, når solen står op. 

Sommerferie-idéer

Når en dør lukkes, så åbner der sig en ny. Det var alligevel lidt for store ord til en overskrift synes jeg, men det er jo egentlig derfor jeg nu står med anderledes sommerferieovervejelser.

Hvor fører vejen hen??

 

Ærlig talt, så har de fleste af mine sommerferier de sidste 15-20 år gået med agilityugekursus eller agilityugestævner. De fleste år har jeg besat to uger af min sommerferie til begge dele. Og har også krydret med European Open et par gange. 

Sådan ser det ikke ud i år. Jeg har ikke meldt mig til noget som helst. Jeg havde satset på EO, men kun givet det et enkelt skud i bøssen. Det skud var ikke helt nok. Men jeg er faktisk helt ok med det. For jeg kan altid  komme på 1.000 ting og aktiviteter at bruge sommeren på.

For nogle måneder siden fik jeg kig på et højskoleophold i uge 29. Det er et skrivekursus på Testrup Højskole. Men det er måske også lidt grænseoverskridende. 

Photo by Rainier Ridao on Unsplash

Højskole… Så vælter det frem af min fordomskasse. Sangbøger, lange træperlehalskæder, batik, guitar, æblegrød i spisesalen og meget andet, som ligger så langt fra mine sædvanlige sommerferieaktiviteter. 

Og så helt på egen hånd i en uge. Ingen sikkerhedsnet i form af nogen, jeg kender. Det er skisme da lidt grænseoverskridende. Jeg er nu ikke i tvivl om, at hvis jeg kommer afsted, så skal jeg nok få en spændende og fornøjelig uge. 

Men hvorfor skulle jeg egentlig tage afsted. Ja, jeg kan godt lide at skrive, men jeg har ikke ligefrem planer om at skrive en roman. Så der kommer nok ikke en forfatter ud af det. Jeg ville simpelthen ikke ane, hvad jeg skulle skrive om. Jeg er mest til det “virkelige” liv og ikke til fri fantasi. Mit eget liv kan der næppe komme en interessant roman ud af. Men jeg kunne måske skildre andres liv, som kunne være mere interessant.

Omvendt så har jeg været afsted på agilityugekurser år efter år uden at blive verdensmester. Men været afsted fordi jeg godt kan lide at lege og nørde med hundene. Afsted fordi jeg elsker at være sammen med agilityvenner og hundene. 

Det kan jeg vel også sammenligne med at lege og nørde med ord og tekster uden at målet er at blive bestsellerforfatter.

Måske jeg bare skulle ringe til Testrup Højskole i morgen og høre mere….. Hvis højskolen glipper, så skal jeg nok finde på noget andet at lave. Det er jeg ikke spor bekymret for. 

Nu med snip

Det er heldigvis altid tilladt at være stolt af sine børn. 
Jeg er så den stolte mor, der lige flasher billedet af sin 10-årige søn, der efter graduering i lørdags nu kan pynte sit hvide bælte med en lille gul snip

En stolt Silas efter graduering

Silas og Henrik har gået til Taekwondo i et lille år nu. Henrik har dog gået tidligere og har også “snydt” lidt med andre kampsportsgrene gennem tiden. Men de har aftalt at følges ad op gennem graderne. Så de er begge startet ud med hvidt bælte. 

Silas har et mål om at få sort bælte. Det ville jo være fedt, hvis han vil hænge i så længe og være flittig med sporten. Det er især godt for ham, som ikke er sådan særlig fysisk. Det er godt for alle at bruge kroppen, men for Silas er det rigtig vigtigt, men det kan være lidt svært at motivere ham. 

Det er absolut heller ikke alle sportsgrene, som Silas tænder på, men Taekwondo passer nok særlig godt til ham, fordi det er en individuel sport, hvor et hold ikke er afhængig af hans præstation, når han er der. Nogen gange er han ikke så veltilpas, og han kan have brug for at geare lidt ned, og det er ikke givet, at et hold fyldt med konkurrence-tosser (sådan nogen som mig selv) altid har tålmodighed til det. 

 

Nu med certifikat

Silas fik et fint ekstra rødt stempel (det lille runde) på sit certifikat. Det betyder, at han bestod med udmærkelse, og det var ikke, fordi de delte rundhåndede ud af udmærkelserne. Man skulle faktisk gøre det ekstra ordinært godt. 

Faktisk var trænerne noget overrasket over, hvordan han “shinede” til gradueringen. Jeg var nok ikke, for naturligvis kan Silas ikke lide at gøre noget halvt, når det endelig er. Så godt kender jeg ham. 

Flot Silas! Det var første skridt på vejen til det sorte bælte.