Noget kan godt tåle gentagelser

Egentlig er jeg en sjælden biografgænger. Hvis jeg går i biografen, er det mest i skoleferierne sammen med familien. Ud over de familiefilm, som vi ser der, så ser jeg ikke ret mange film i biffen.

I sidste uge var jeg så i biffen med en god veninde og hendes mor. Vi skulle ind og se Bohemian Rhapsody. Filmen om Queen, sangen og legendariske Freddie Mercury.

Det var en fantastisk film. Jeg var så draget af filmen, historien og ikke mindst den helt fantastiske lyd i Scala Biografen i Svendborg.

Filmen bragte mig også lidt ud af kurs rent følelsesmæssigt. Filmen rundes af med 20 minutters livekoncert fra Live Aid på Wembley Stadium i 1985. Man fik næsten lyst til at danse, klappe til “We will rock you” og ikke mindst synge med. Det store lærred og den perfekte lyd gjorde det så livagtigt og medrivende (især hvis man kan lide Queens musik). Koncerten i filmen som blev iscenesat for tusindvis af Queenfans er faktisk meget tro mod den ægte vare herunder.

Lige efter den gigantiske koncert dæmpes musikken og til billeder af The real Freddie kører rulletekster om den kedelig afslutning. Alle kender den jo.  Freddie Mercury har AIDS og dør som følge af det af lungebetændelse i 1991.

Ja, så jeg var ikke overrasket over den slutning, men jeg blev så følelsesmæssigt overrumplet over, at en sygdom, som man i dag har styr på tog livet fra en legende for snart 30 år siden. Nu sad jeg der i biffen og sultede efter mere af Queens helt særlige musik.

Men mest af alt så blev jeg også ramt af tanken om, at nogen dør af sygdomme, før man finder kuren. Tanken om at sygdom også er et kapløb mod tiden og forskningen. Jeg følte, at der kunne trækkes en direkte linje ind i min egen lille familie. Der sker så mange ting indenfor forskningen af Cystisk Fibrose….

Ja det bliver let en lidt rodet historie, men kort sagt, så blev jeg berørt af tanken om, at det (at blive smittet med hiv) man døde af i 90´erne kan man leve med idag – endda uden at smitte sine børn. Jeg blev berørt at frustrationen og håbet af situationen i vores egen lille familie. Håbet om at forskningen snart har styr på Cystisk Fibrose, så patienterne kan sikres et godt og langt liv.

Men når det så er sagt, så var det faktisk ikke det, som fyldte min filmoplevelse ud. Det var faktisk mere filmen og musikken. Filmen var fed at se sammen med min veninde og hendes mor. Men jeg sad bare og tænkte, at denne her film skulle Henrik altså bare også se.

Henrik og jeg kan nogen gange godt få lange og detaljerede samtaler om musik. Vi kan sidde flere timer og høre musik og snakke om detaljerne i musikken. Det er heller ikke sjældent, at der spilles Queen hjemme hos os. Så jeg vidste bare, at jeg var nødt til at se filmen igen og denne gang sammen med Henrik.

Det fik vi så mulighed for mandag eftermiddag, hvor vi sammen så den i Kolding. Desværre var det i en af de mindre sale, hvor lyden ikke var lige så storslået som ved forestillingen i Svendborg. Lige den detalje havde meget stor betydning for filmen. Du kan nok regne ud, at jeg gerne vil foreslå dig at tage ind og se filmen, men så skal du altså snuppe en forestilling med prima lyd. Det giver lige filmen 20% mere.

Du skal dog ikke tage ind og se filmen med en forventning om, at så har du derefter fakta i orden vedr. Queen og Freddie. Der er faktisk fiflet med rigtig mange fakta. Som f.eks hvornår Freddie fik konstateret AIDS, hvordan bandet mødtes, hvordan de skiltes men også flere andre ting er vinklet lidt forkert eller har fået et forkert årstal i filmen.

Det er altså en historie, der læner sig tæt op af virkeligheden, og som er spækket med masser af lækker musik fra vores ungdom. Masser af flotte scener og skud fra lidt anderledes vinkler, som jeg bare synes er kræs. En god indsigt i bandets leg med lyd og genrer.

Se filmen! Den skal ses i biografen! På det store lærred og med 3D lyd!

Det er i øvrigt aldrig sket, at jeg er taget i biografen for at se den samme film to gange. Men jeg ville ikke undvære nogen af forestillingerne. Den fede lyd og billedeoplevelse, efterfulgt af forestillingen, som jeg delte med Henrik.

Nu er det fedt at løbe igen

En gang kunne jeg faktisk godt lide at løbe en tur om aftenen. Jeg løb til tider flere gange om ugen, og jeg nød det. Det er nok 15 år siden, og trods flere forsøg er det ikke rigtig lykkes for mig at genfinde glæden ved løbeturene.

I sommers købte jeg så CaniCrossudstyr hos Flying-Dogz, så jeg kunne løbe med hundene. Nogen gange tror man jo, at det rette udstyr er nøglen til motivationen. Jeg startede med kun at købe til border pigerne. MicMic var dengang ikke klar til at komme med ud at løbe endnu (og det er hun knap nok endnu…. men det går den rigtige vej). Så kom den ulidelige sommer med over 25 grader hver dag, og det blev ikke til så meget løberi. Det var sgu for tossevarmt at løbe med sin hund i den hede.

Her på det sidste har jeg dog fået snøret løbeskoene og er kommet afsted. Jeg må bare sige, at det her er en fantastisk måde at løbe på.

Altså den måde, hvor hundene er spændt for, og de løber med et træk, så man faktisk løber lidt som i et spand. Jeg har tidligere løbet med mine hunde, hvor jeg har løber med dem løs eller i flexline, men det her er bare noget helt andet.

Man bruger nogle helt andre muskler, end hvis man selv skal lægge alle kræfterne i at løbe. Når jeg løber med hundene spændt for, så bliver jeg ikke øm på forlåret, men i muskulator på hofter, bagdel og skinneben – Når jeg altså bliver øm af det, men det gjorde jeg de første gange.

De gange hvor jeg tidligere har været gået i gang med at løbe, så har jeg haft trang til at stoppe op og gå mange gange på en tur. Den trang forsvinder faktisk også på denne måde. Jeg nyder faktisk at løbe sådan. I dag var jeg for første gang i flere år oppe og løbe en tur på over 5 km.

Hundene løber med Zero DC Faster sele. En sele, der er beregnet til “træk”, så det ikke skader hundene “at lægge sig i selen”. Fuji og Ninja bruger str. S.

Det er praktisk, at linerne også er elastiske. Der har jeg f.eks en Zero DC Bungee. Elastikken giver et mere “fjedrende” træk end, hvis det bare havde været en fast line.

Det mest geniale er dog løbebæltet fra Zero DC Speedy, som sidder rundt om bagdelen og ikke bare trækker i lænden. Min lænd er nemlig lidt slidgigtramt, så den har jeg ikke brug for at blive trukket i.

Bagpå er en lomme, der lige præcis passer til mobilen. Så er man fri for at have den til at slaske rundt eller løbe med den på armen. For lidt løbemusik må der da til.

Det er måske lidt svært at se på billederne af løbebæltet, men nettet som du ser herover sidder rundt om bagdelen. Der går så snore op mellem benene som følger låret rundt og fastgøres i hver sin side ved hoften. Det lyder vældig generende, men man mærker dem faktisk ikke, men det gør, at bæltet sidder stabilt og faktisk giver en rigtig god støtte.

Som man kan se på det første billede af bæltet, så fastgøres hundene i en tværgående snor, hvor karabinhagerne kan glide. Det virker bare så meget bedre end det gamle Trixie løbebælte jeg havde, hvor hundenes liner blev fastgjort i en ring forrest på bæltet. Det var meget følsomt, hvis hundene skiftede lidt retning. Det her bælte er virkelig helt fantastisk.

Jeg håber, at jeg kan bibeholde motivationen til at løbe. Det er god motion for både hundene og mig. Hvis du ikke har prøvet CaniCross, så skulle du næsten prøve det.

Efterårsferie med spontanitet

Nogen gange må man godt bare være lidt spontan. Spontanitet kom til at fylde halvdelen af vores efterårsferie. Kombineret med hygge og afslapning, så var det bare helt fantastisk.

Efterårsferien startede med en overraskelse. Henrik havde købt teaterbilletter. Vi skulle til Fredericia og se Disneys Tarzan. Det var et ganske udmærket stykke, men når man har set nogle af deres tidligere opsætninger, så nåede det ikke helt op på det nivau, men bestemt en flot opsætning alligevel.

Inden teaterstykker nåede vi at nyde lidt af løvfaldssommeren og kunne spise Henriks hjemmesmurte og lækre sandwiches i området ved voldanlægget i Fredericia. Det er med at nyde sådan nogle dage, når vi nu bevæger os ind i efteråret og de koldere dage.

Du må gerne spise din mad her. Tak for det Fredericia, men bord/bænke i området havde været fedt!

Jeg følte mig fast besluttet på, at vi skulle have noget familieferie ud af den her efterårsferie. Men hvor og hvordan havde vi ikke drøftet. Der var jo masser af muligheder.

Min far havde meddelt, at han gerne ville komme onsdag eftermiddag og blive weekenden over. Så vi skulle ikke sidde og tygge på de der ferieplaner alt for længe.  Vi havde spurgt Silas, hvad han godt kunne tænke sig at lave i efterårsferien, hvis nu han kunne bestemme. Han var meget klar i spyttet. Han ville gerne i Zoologisk Have.

Da vi stod op lørdag morgen ringede jeg til en god ven for at høre, om vi måske kunne låne/leje deres sommerhus på Sjælland et par dage. Jeps. Det kunne vi godt. Så var det ellers bare med at få pakket og komme afsted.

Vi ankom til sommerhuset lørdag aften sammen med to pizzaer. Så var aftensmaden ligesom klar, når vi ankom. Mine hunde og jeg har overnattet i huset flere gange, og det var tydeligt, at de genkendte huset.

Næste morgen stod jeg op og gik en lang tur med hundene, mens familien stadig sov. Det var smukt at gå tur langs kysten, mens solen steg op. Med en god lang morgentur, så var hundene også lidt trætte.

Hunde og morgenlys i horisonten

Nu var det rart nok, at hundene kendte sommerhuset, for vi lod dem være alene, da vi kørte ind til Frederiksberg for at tage i Kbh Zoo.

Det var en helt fantastisk dag til Zoo-besøg. Lækker temperatur, hvor de tykke jakker ikke var nødvendige at have med. Dyrene er rimelig aktive.

Det er mange år siden, jeg sidst har været i Kbh Zoo. Det er måske 15 år siden, og jeg synes helt klart, at deres anlæg er blevet meget bedre. Bedre aktivitetsmuligheder og forskelle “scener” i anlæggene, så de enkelte dyr kunne være i flere miljøer.

Isbjørnene havde fået et lækkert anlæg. En lidt beskidt bjørn, der har rullet sig efter en badetur

Inden vi havde set os om, så havde vi brugt over 4 timer derinde, og haven skulle til at lukke af, men Silas manglede altså at se et sidste meget vigtigt dyr. Hønen. Selvom vi har 7 høns herhjemme, som er mere eller mindre håndtamme, så var han altså nødt til at se de høns, som Zoologisk Have har.

Tænk at tage i Zoo for at se høns

Den dag gik hurtigt og godt. Silas fik opfyldt sit ferieønske om en tur i Zoologisk Have. Så kunne vi da krydse det af i feriekalenderen.

Vi gik gennem Frederiksberg Have på vej tilbage til bilen. Det var også en flot oplevelse. Det er flot at betragte forfaldet i naturen.

De næste par dage var vi bare i sommerhuset og hyggede med os selv. Vi kørte ingensteder (udover et par småindkøb i Kirke Hyllinge). Nå jo. Jeg var faktisk nødt til at køre på arbejde i Taastrup mandag morgen og bruge formiddagen der. Noget var lidt for presserende, og jeg er for pligtopfyldende til at lade det ligge.

Et andet sommerhus i området. Beliggende på en skrænt med en fantastisk udsigt ud over fjorden

I sommerhuset var der ingen wi-fi eller TV. Det havde jeg klogt nok undladt at informere Silas om, inden vi kørte. Det havde nok ikke fremmet en positiv indstilling til feriemålet, hvis han vidste, at man ikke kunne se TV eller komme på trådløs, men kunne havde lidt mobildata at rutte med.

Det var faktisk fantastisk, at sommerhuset manglede de faciliteter. For så var man jo næsten tvunget til at lave ting sammen i stedet for hver for sig.

Tegn & Gæt – og masser af grin

Vi fandt et Tegn og Gæt spil, og det fik vi et par aftener til at gå med. Det var så hyggeligt og underholdende. Hold da op, hvor fik vi grinet og snakket. Nogle af ordene i spillet kendte Silas ikke betydningen af, så det gav også god anledning til at snakke om, hvad det var. Heldigvis var der på hvert kort også en juniorkategori, så der var altid mindst et ord, som Silas kunne være med på.

Silas har altid været meget god til at tegne, og han finder nogle lidt anderledes detaljer og vinkler, når han skal tegne ting. Så jeg var da noget spændt på om han kunne tegne på tid, og om man kunne gætte, hvad han tegnede.

Det er nok lidt sværere at gætte denne her….

Ja mon du kunne gætte tegningen ovenfor? Jeg gættede løs på slagsmål, tæsk, slag, røvfuld osv. i den dur. Men nej det var faktisk ikke det rigtige ord. På kortet stod ordet “teskefuld”.

Men jeg synes nu, at vi var ret gode til at gætte hinandens tegninger. Det var faktisk også lidt underholdende at finde spillet frem i sommerhuset og se tegningerne fra de tidligere spillere. Så kunne man sidde der og undre sig over, hvad de havde tegnet eller måske være heldig at det var åbenlyst.

Silas tegner en patient med en puls på 56. Det var nu nok at gætte “patient”

Vejret var jo intet mindre end helt fantastisk på vores lille mini ferie. Omkring 2o grader og stort set vindstille alle dage.

Bakkerne syd for Kyndeløse

Området omkring Kyndeløse og Ejby er så smukt at gå tur i. Naturen er rå og terrænnet er ret kuperet.

Det var svært ikke at stoppe op og nyde udsigten ud over Issefjorden.

Når det går op, så går det op

Stranden var meget stenet og nogle steder var det svært at gå langs vandet.

Sten med sten på. Det var hårdt at gå langs kysten

Hundene var ret pjattede med at bade eller soppe i det stille vand.

På vores mange gåture så vi både havsvømmere, havkajakker, Stand Up Paddle Boards og små robåde. Vejret var som på herlige sommerdage.

Hundene bader og tre gutter fisker ude i venstre side af billedet

Tirsdag efter aftensmaden vendte vi snuderne mod det sønderjyske, så vi kunne være hjemme, når min far dukkede op med murerskeen i løbet af søndagen.

Det var fedt at få hygget og ladet batterierne op med sådan en lille spontan sommerhustur.

 

Efterårsferiens sidste dag – Ny perle besøgt

I 18 år har jeg boet i det sønderjyske. Mange gange har jeg passeret Genner Hoel/Pandekagehuset på hovedvejen mellem Haderslev og Aabenraa.

Lige der! På 170´eren lidt nord for Aabenraa

Men jeg har aldrig besøgt det der pandekagehus, som jeg faktisk har hørt meget om. Det er slet slet ikke, fordi jeg ikke kan lide pandekager. Det er bare, fordi det aldrig er blevet til mere end tanken om, at “det skal vi da huske at prøve”.

Der ligger en stor skov bag Pandekagehuset, men der har jeg heller aldrig stukket næsen ind. Men i dag skulle det være anderledes. Det var Pandekagehusets sidste åbningsdag i 2018. (De åbner igen til påske)

I Pandekagehuset

Min far havde været på besøg siden onsdag, og han havde altså knoklet så ihærdigt med pudsearbejde i vores badeværelse. Så vi besluttede at holde eftermiddagen fri fra div. husprojekter og hygge sammen med min far og hinanden, indtil min far tog retur til Djursland.

Min flittige og altid hjælpsomme far

Først fik vi pandekager inde på Pandekagehuset. Kæmpe store pandekager med kødfyld. Vi blev alle stopmætte og de smagte dejligt. Tjek lige billedet. Det er jo helt tosset så store, de er. Jeg spiste ikke noget resten af dagen.

Efter at have spist så vi var ved at sprække, gik vi en tur i skoven bagved. Ud over at det er en fantastisk skov at gå tur i, så er der også andre aktiviteter i skoven. Der er klatrepark med flere klatrebaner og svævebaner. Vi har nogen gange talt om den som en mulighed for fælles aktivitet i familien, men så er det lige som gledet i baggrunden.

Lidt fra klatreparken

Banerne så faktisk fede og udfordrende ud, for os som lider lidt af højdeskræk. Terrænnet var også interessant. Så jeg tror det er noget, som vi må prøve kræfter med næste år.

Hundene ELSKER min far

I dag nøjedes vi bare med at gå en tur i skoven. Vi fandt ud af, at det faktisk var en rigtig lækker skov med nogle skønne ruter ud mod Løjt eller ned mod Kalvø.

Et billede af min trio måtte der jo også lige tages i skoven

Vi var ret enige om, at der skulle vi tilbage til en anden dag og gå en tur igen og udforske nogle af de spændende ruter.

Silas fik også frisk luft

Jeg synes, at det er så fedt at opdage nye perler i ens nærområde.

Fuji – update efter kontrolscanning

I sidste uge var jeg til kontrolscanning med Fuji.

Det er den første kontrol, siden vi startede med hjertemedicinen Vetmedin. Jeg har egentlig forsøgt at lade være med at tænke alt for meget på det hele; Fujis prognose, div. hensyn, måske begrænsninger, arvelighed osv. Det lykkedes kun mere eller mindre. Jeg har været chokeret, bekymret, frustreret og fortvivlet. Men jeg har også været glad for at opdage, at der faktisk var noget galt, og at det forventeligt kunne behandles.

Fuji troner på badebroen

Men så alligevel, så har jeg jo ikke vidst, om behandlingen havde nogen effekt på Fuji, for jeg synes ikke rigtig, at jeg selv har kunnet se eller mærke nogen forskel efter, at hun var begyndt på medicinen. Men jeg har reelt heller ikke sådan toppresset hende.

Jeg havde skubbet kontrollen lidt i baggrunden, men jeg må indrømme, at jo tættere jeg kom på dagen, så var jeg alligevel nervøs. Tænk nu, hvis scanningen viste en negativ udvikling med hjertet?? Eller at medicinen bare ingen effekt havde? Tanken om det, skræmte mig faktisk. For i mine øjne ville det betyde, at jeg så havde Fuji på lånt tid (mere end man egentlig altid har med levende væsener). Den tanke var jeg bare nødt til at skubbe fra mig og lade være med at bruge energi på.

Fuji er den eneste af mine hunde, der kan se en “idé” i løbeænderne

På Bygholm Dyrehospital var de to dyrlæger til at scanne Fuji denne gang. Gustaf er deres meget garvede kardiolog. Ud over ham, så var Regitze, som udførte scanningen sidste gang også med ved denne scanning. Det var meget betryggende for mig på en eller anden måde, at de var to til at overvære scanningen og konkludere. De var faktisk også to til at konkludere første scanning, da resultaterne blev konfereret telefonisk, før jeg fik resultatet ved første scanning.

Jeg har jo været igennem fornægtelsesfasen, hvor jeg tænkte, at scanningen ikke var rigtig, og at de tog fejl. Jeg har så mindet mig selv om de ting, som peger i den retning, at sommerens scanning talte sandt. Jeg kunne dengang selv se med mine egne øjne, at hjertet ikke pumpede fantastisk. Faktisk tænkte jeg det selv, da jeg fulgte med på monitoren (dyrlægen var dengang tavs som graven under scanningen), så var der symptomerne og så det faktum, at målene fra scanningen var set efter af to dyrlæger, før jeg fik tilbagemeldingen.

Da jeg stod og kiggede med på monitoren i sidste uge, syntes jeg, at pumpefunktionen så bedre ud, men tog så mig selv i at lade være med at stå at tolke på mine iagttagelser. Det kunne jo ramme mig ved et fælt slag, når jeg ville få konklusionen af scanningerne. For jeg ved, at man som “pårørende” altid frygter det værste, men kigger efter det bedste.

Scanningen var også denne gang meget grundig, og endelig var dyrlægen klar til at delagtiggøre mig i, hvad han så, sammenholdt med sidste scanning. Konklusionen var, at næsten 3 måneder med hjertemedicin havde fået venstre hjertekammer til at svinde ind i størrelse. Det var let forstørret ved sidste scanning. Medicinen havde også øget hjertes pumpekraft (som jeg også selv syntes, at jeg kunne se under scanningen). Det vil sige, at hjertet nu umiddelbart virkede normalt, hvis man kun kiggede på tallene, der forelå på baggrund af målingerne fra scanningsbillederne.

Men her skulle man så lige huske, at Fuji jo får medicin, så hun er jo kun “fin”, fordi hun netop får Vetmedin samt kosttilskud i form af Taurin, Q10 og Omega 3 olier.

Jeg bruger i dag flere penge på medicin og hjerterelateret kosttilskud end jeg bruger på foder til Fuji…. Hun er en dyr dame

Som dyrlægen også indskød, så synes han ikke, at de forhold i Fujis hjerte, som man kunne se på billederne var optimale. Dimensionerne passede ikke sammen, selvom alle værdier nu lå indenfor normalfeltet, så var der disharmoni, når man forholdt sig til det som en helhed. F.eks kunne man se, at hun tømte bedre/pumpede kraftigere, men han synes stadig, at hendes pump så sådan lidt “uldne” ud. Det er svært at forklare for en, som ikke har set billederne, men jeg kunne let se, hvad han mente.

Fuji elsker at svømme og løbe ved stranden – elsker at løbe ALLE steder!!

Jeg skulle for Guds skyld ikke stoppe med at være aktiv med Fuji. Tværtimod. Det har nu heller aldrig gavnet hjertepatienter at sidde hjemme i sofaen og spille Fifa. Vedr. hendes forpustethed kan jeg observere og forsøge mig med nogle ting, men generelt skal jeg bare observere hende, når jeg er aktiv med hende. Der skulle ikke umiddelbart være nogen risiko forbundet med at løbe agility, hyrde, løbe ture osv med hende, men jeg skal observere og stoppe, hvis jeg vurderer, at det er “for meget”. Nu må jeg prøve mig frem med aktiviteterne og tage den derfra.

Puste puste….

Gustaf var af den helt klare opfattelse, at border collien som race har hjerteproblemer. Ikke i stil med dobbermann, Irsk Ulvehund, Grand Danois eller Golden Retriever m.fl., men han så det i et omfang, så han anså det som et problem for racen.

Jeg fortalte ham, at Fujis historie havde sat gang i flere undersøgelser af andre hunde og henvendelser til KU Sund (Landbohøjskolen), og at KU Sund havde opfordret nogle bordercollieejere til at indsamle nogle data på deres hunde. Gustaf ville tage emnet op, når de mødtes i EKKO gruppen (gruppen af vet. kardiologer) i november. Så måske er der håb om, at man i racen kan blive klogere på hjerteproblemerne.

Adskillige hunde er scannet efter, at jeg delte min historie for snart 3 måneder siden. Der er ikke konstateret DCM hos nogen af de scannede hunde (heldigvis), men der er opdaget uregelmæssigheder, som f.eks stift hjertemuskulatur, anaplamose, nedsat pumpefunktion (ubehandlet kunne man iflg Gustaf på Bygholm godt forvente, at det kunne blive til DCM) samt givet anledning til et par videre udredninger. Mange har heldigvis fået meldingen, at alt er normalt.

Fuji som lille nutte-fis på 5 uger

Helt isoleret set for mig selv – og for Fuji ikke mindst, så er jeg glad efter sidste uges scanning. Det resultat er vigtigt for MIG og MIN hund, og så må vi tage den derfra. Jeg er fortrøstningsfuld og tror, at Fuji og jeg endnu har mange år sammen. Man kan selvfølgelig ikke sige noget om, hvorvidt der på sigt vil ske en negativ udvikling, men indtil videre responderer Fuji godt på den forebyggende hjertebehandling, og det forholder jeg mig til her og nu.