Stævne i Kloster

Det er bare et af sæsonens allerbedste stævner. Jeg har rost det mange gange før, og jeg gør det gerne igen. Kloster – ja undskyld, men sådan hedder Løgumkloster altså her i det sønderjyske. Der gider vi ikke de der lange bynavne. F.eks hedder Christiansfeld og så kun ´Feld. Nå, tilbage til Kloster. De plejer at have et slogan, der hedder:

Det er os med den gode mad og det dårlige vejr.

Det har holdt stik i rigtig mange år. Regn og blæst  og ofte også kulde i maj måned, men i år skinnede solen fra en skyfri himmel og termometeren var på den rigtige side af 20 grader. Allerede der kunne man jo godt begynde at frygte, at de havde byttet rundt på noget i sloganet.

Vejret var intet mindre end fantastisk

Men nej, ingen grund til frygt. Der var både godt vejr og god mad, og sidstnævnte altid til usædvanlig rimelige priser. Der bliver godt nok også langet noget mad over disken. Hvem kan sige nej til velsmurte håndmadder med pynt. 3 for en 20´er, men ellers pizza, sandwich, pølser mv.

Solskin og glad agility i skøn forening

Jeg var selv enorm spændt på det her stævne. For nu har jeg endelig fået Fuji stævneklar. Det er bare så spændende at skulle starte sin hund op i den første sæson. Kan den magte omgivelserne, stresser den op, er den styrbar på banen eller har den pludselig glemt alt, hvad den kan, når man træner med den?

Fuji var helt fantastisk, og jeg var meget tilfreds med hendes præstationer. Det blev dog ikke til fejlfrie løb. Det havde jeg nu heller ikke forventet. Der skal ikke gå ret meget skævt, før det falder lidt af sporet, når man ræser afsted som Fuji.

Fuji i slalom (foto: Jens Dixen Mejdahl)

Nogle af tingene kunne jeg godt se under banegennemgangen, at det ville blive en udfordring, men åbenbart ikke nok til, at jeg kunne undgå fejlene netop på den del af banen. Men alene det, at man kan spotte hvor svaghederne er, gør det måske lidt nemmere at arbejde med, og jeg synes hun er i en rivende udvikling.

Ninja plejer faktisk at vinde masser af præmier i Kloster, men det var lidt tyndt denne gang. Hun lavede begge dage fejl i de åbne klasser, hvor der røg en pind i hvert løb. Øv vi plejer ikke at døje med nedrivninger.

Ninja, spring åben (foto: Jens Dixen Mejdahl)

Kloster har også ofte nogle lidt specielle præmier. Jeg løb spring 3 begge dage ud over de åbne klasser, og i klasse 3 gik det noget bedre. Jeg blev nr. 3 begge dage.

Lørdag vandt jeg et fantastisk bilvaske-kit fra Kloster Biler. En spand fyldt med alt det, som man skal bruge til en bilvask. Derunder også en flaske rødvin, mens man gnubber på bilen.

Ninja med gevinsterne fra de klasser, hvor hun var fejlfri

Søndag vandt jeg tre halogenspots, som jeg kan hænge op på mit skur til agilityredskaberne og så få oplyst lidt af min bane.

Om alt går vel, så kommer jeg også tilbage næste år. Ligesom jeg plejer.

Nu er mit lille agilitycirkus havnet i Åbyhøj ved Aarhus. Igang med 3 dage med agility.

Spontan indvielse af agilitybanen

Da vi i sin tid kiggede på huse rundt omkring, så skal det ikke være nogen hemmelighed, at noget af det første jeg kiggede på var, om der er var et velegnet areal til en agilitybane. Hvis der ikke var det, så kiggede vi slet ikke på huset.

Når man ønsker et agilityareal, så bliver et hus spændende, når haven ser sådan ud

Vi købte huset for snart 10 år siden, og haven var lige rammen om en agilitybane. Græsset var rimelig plan, synes jeg da dengang. Men som årene gik, så blev den mere og mere ujævn og det var faktisk svært at bygge baner efter banetegninger, fordi man ikke kunne være sikker på, hvor man kunne placere forhindringerne pga niveauforskelle.

Flere kloge mennesker har haft opskrifter på, hvordan man kunne få en mere jævn plæne.

  • Kør jord på… God plan, men det ville koste mange kubikmeter jord og koste dyrt.
  • Pløj det hele op…. Nej ikke så god en ide at vende alt jorden rundt, for der er ler, hvis man stikker for dybt
  • Der var flere gode bud…

Forslagene kostede bare mellem 25.000 og 40.000, og det var lige i overkanten, syntes jeg. En god venindes kæreste sagde, at det da var en smal sag at lave det, og han forklarede, at man “bare” skulle flytte rundt på jorden og rette ud med skovlen på maskinen. “Man”?! Hvem fanden skulle dog gøre det?! Nok kan jeg køre havetraktor og bil, men lege med entreprenørmaskiner tror jeg ikke ville give så vellykket et resultat.

Det endte med, at jeg fik ham overtalt til at være dirigent og maskinfører på det projekt.

Så en dag i august sidste sommer lejede jeg materiel for ca 8.000 kr. Jeg gik igang fredag morgen med at fræse det aktuelle område op (ca 50×25 m), så det var klar, når han havde fri og kunne komme til med gravemaskinen.

Fræsearbejde

I løbet af nogle få timer fik han flyttet jorden, så ujævnhederne stort set var væk.

Jorden flyttes og fordeles så det bliver plan

Så skulle stenriven over området masser af gange og området rives af for græs og sten. Det var lidt et knokkelarbejde.

Kørsel med stenrive i timevis

Græsset blev sået, da mørket faldt på. Ganske rettidigt, for dagen efter regnede det hele dagen. Siden har jeg ikke haft noget arbejde med arealet. Det har regn og temperaturerne taget sig af.

Månederne er gået, og området med det nysåede græs har ligget fredet og urørt hen. Jeg ville ikke bruge det, før rødderne og græsset var tæt. I 8 måneder har jeg bygget baner på lidt mindre arealer rundt om i haven. Men nu var det vist ved at være. Og sådan blev det lige pludselig, og det endte med at blive lidt festligt alligevel.

Det var sådan et lidt impulsivt nummer jeg lavede i fredags, da jeg lavede et opslag på min facebookvæg og spurgte om der var et par stykker, der havde lyst til at kigge forbi og træne i min have søndag formiddag. Ingen var personligt inviterede eller afskrevet. Det var bare at stikke en “finger i vejret”.

Jeg synes bare lige, at det kunne være hyggeligt at træne sammen med nogen i stedet for at gå med mine egne små baner i haven og terpe på små moduler. Jeg synes, at det meste af min træning går med at fordybe mig i små elementer, hvilket betyder, at jeg ikke får løbet hele baner. Det giver også lidt bedre mening at bruge en halv time på at bygge en bane, som flere kan få glæde af.

Banen er klar

Der var ganske hurtigt bid på opslaget, og jeg måtte hellere lukke for flere tilmeldinger. Jeg havde også andre planer for søndagen, og mine naboer virker ikke til at dele min begejstring for sporten, selvom mine hunde er relativ støvsvage på banen. Men hvis jeg har besøg af flere hunde, så giver det jo støj.

Jeg endte med at kunne se frem til at få selskab af Gitte, Cherie, Lene og Annmari. Pludselig gik det op for mig, at når jeg skulle til at bygge banen til søndagens hyggetræning, så var jeg nødt til at brede mig ud på det nye græs. Dermed blev det jo pludselig en indvielse af min længe ventede agilitybane.

Derfra stak det måske lidt af med den sjove begivenhed. Jeg lagde Asti på køl og arrangerede en rød snor, som jeg kunne klippe ved højtideligheden. De sidste elementer havde jeg holdt for mig selv, men der var også overraskelser fra gæsterne i form af kage, chokolade og cocktailpølser til hundene.

Der skænkes “champagne”

Så det blev faktisk lidt højtideligt på den sjove måde. Man har jo kun det fis, man selv laver.

Den røde snor klippes, som det hører sig til ved en indvielse

Det var så dejligt at kunne bygge en bane i fuld længde og bredde. Baneopstillingen var frit fortolket fra en bane af Morten Juhl Hansen. Jeg satte bare forhindringerne som på tegningen. Derefter stak jeg Silas nummerskiltene og bad ham “komponere” en bane. Så fik Silas også æren af at have designet den bane, som arealet blev indviet med. Det var han meget stolt af.

Fuji
Fuji

Vi løb Silas´ bane først. Der var mange fine sværhedsgrader i den bane. Bagefter løb vi banen ala Morten.

Fuji ligger lavt i slalom

Det var en fantastisk hyggelig og helt igennem uhøjtidelig formiddag. Det er så fedt, når man lige giver plads til spontaniteten. Ikke fordi at jeg er god til at være spontan, for jeg har det med at planlægge helt til kanten. Men denne formiddag gav mig vildt meget energi.

Fuji, hun ligner næsten en hvalp

Vi glemte næsten helt at spise kage og chokolade, fordi vi var så optaget af banen og hundene. Gitte havde taget kameraet med, og der blev skudt nogle billeder af hundene.

Inden stævnestarterne er det en god ide at bruge de mere specielle forhindringer. Fuji forcerede flyvet fint i alle forsøg

Det er altid dejligt med gode skud af hundene på banen. Det var bare en lille hyggelig bonus ved arrangementet. Faktisk havde Ninja også sneget sig ind på et par billeder, men Fuji var lidt overrepræsenteret.

 

 

Bededagsferien

Jeg er bare ikke god til at se frem mod tre fridage uden nogen som helst planer. Tænk på alle de oplevelser, samvær og begivenheder sådan nogle dage kan fyldes ud med?! Jeg ved næsten ikke, hvor mit planlægningsgen skal starte og slutte.

Vi kunne leje et sommerhus, vi kunne tage nogle dage til Tyskland og besøge et par spændende byer, vi kunne besøge venner, og ja vi kunne så mange mange ting. Jeg elsker bare oplevelser og samvær. Men som ugen sneg sig mere og mere ind på fredagen, så mistede jeg mere og mere lysten til at skulle så meget, og jeg kunne simpelthen ikke overskue at skulle pakke noget som helst. Jeg har bare været total drænet den sidste måned. Som regel har jeg også været helt smadret om aftenen og er gået tidligt i seng. Tidligt for mig hvert fald. Jeg har bare været træt.

Hjemlig hygge kan være mange ting

Silas ville også helst bare være hjemme og hygge sig med legeaftaler med skolekammeraterne, så det var slet ikke så svært at vælge, når alt kom til alt.

Lidt ustabilt forårsvejr på gåturen, men skyerne holdt tæt

Forårsvejret var os rimelig nådigt, så man kunne gå ude og ordne en masse ting. Fredag morgen, mens familien stadig sov bagte jeg boller, inden jeg listede ud i indkørslen og trak ukrudt op mellem granitskærverne.

Ukrudt, kønt kan det også være

Vi havde nemlig fået leveret et lille læs skærver, som skulle fordeles ud i indkørslen, men jeg synes ikke, at det skulle fordeles ud ovenpå ukrudtet. Mine fingre er også total ømme af at pille mellem stenene i flere timer.

Bare smøg ærmerne op og kom igang

Det projekt fik jeg brugt mange timer på både fredag og lørdag, mens jeg lyttede til lydbog. Det var dejligt afstressende. Man skal ikke bruge meget hjerneaktivitet, men kunne lytte til fuglenes sang i haven og til oplæseren af bogen i forening med hinanden.

Den lydbog, som jeg lytter til lige nu

På vores grund er der masser af træer. Mange af dem er gamle selvsåede træer, der står tæt og er meterhøje. Hvis man keder sig en dag, kan man altid fælde et træ eller to uden, at det vil være den store katastrofe (selvom jeg faktisk er meget glad for at træerne dækker for “indsynet” til grunden).

Så røg der et træ. Så mangler der bare tre i denne omgang

Henrik fik fældet 4 træer i løbet af weekenden, og vi fik faktisk også savet træet op i stykker og klippet alle grenene i småstykker, så de kan komme på bålet til snobrød og havehyggebål. Mellem de to dage, som vi brugte på at fælde træerne sprang de mere og mere ud, så det var virkelig sidste udkald, hvis vi ville nøjes med at håndtere grene og ikke skulle bakse med alle bladene og vægten fra dem også.

Samme sted efter fældning. Der er nok at tage af…

Planen er at der skal ryge ca 10 træer mere på samme sted, så de står mere på en række ude langs hegnet. Det tager nogle dage at nå gennem det.

Silas slår flittigt græs

Fredag fik jeg den idé via Facebook at invitere til åben agility hygge søndag formiddag i haven. Så min søndag formiddag og nogen af eftermiddagen gik med hyggelig agilitysamvær. Det var skønt at løbe agility og hygge med de personer, som havde meldt sig ind på tråden. Som jeg af hensyn til tiden og evt støjgener (mine naboer ikke agilityinteresserede….) måtte sige stop for flere deltagere. Hvor er det også bare fedt med tiden og overskuddet til spontane ideer.

Ninja i slalom med bagkryds

Nu kan jeg se tilbage på en skøn bededagsferie uden vækkeur, planer, stress og jag. Den smule, som jeg følte, at der var energi til, gav mig endnu mere energi, og jeg er glad for, at der ikke blev presset ekstra ting ind. Jeg føler, at der nu er tanket op til en uge på jobbet, inden mit første agilitystævne med græs under poterne i næste weekend.

En morgen med minder og forårsvejr

Fredag var vi til kontrol med Silas på Skejby. Dermed var vi jo ganske tæt på min far, og derfor valgte vi at køre ud til min far efter kontrolbesøget.

Vi hyggede med frokost og fik handlet ind til aftensmaden, hvor Tobias kom og gjorde os ved selskab. Hold op, hvor har jeg set Tobias mange gange den sidste måned. Det er altid dejligt at se ham igen. Siden han flyttede til det vestjyske for 4 år siden, så ser vi ham ikke så tit. Jeg kunne nu godt have undværet omstændighederne for de hyppige gensyn den sidste måned, men jeg glæder mig over at se ham uanset anledning.

Efter aftensmaden kørte vi allesammen til Fjellerup, hvor vi fik is. Jeg har ofte kørt de små 30 km fra mine forældres hjem og ud til vaffelbageriet i Fjellerup for at få en is. Bare fordi det er lidt en tradition, og fordi jeg godt kan lide gl. dags isvafler. Jeg spiser dog ikke gl. dags isvafler hvor som helst. Jeg har mine favoritsteder.  Egentlig synes jeg ikke rigtig, at der var plads til is i min mave i aftes, men jeg havde faktisk lovet Silas en is, og det måtte jeg jo holde, når det først er lovet.

Den mindste is der er på kortet. 2 kugler = 30 kroner

Jeg bestilte ishusets mindste is. En vaffel med to kugler (hvad der svarer til 4-6 kugler mange andre steder). Så selvom isen på billedet kan se lidt voldsom ud, så var det altså den mindste man kunne købe af gammeldags isvafler.

Da vi kørte hjem fra Fjellerup igår, havde jeg godt tænkt, at hvis jeg nu vågnede tidligt idag, så kunne det være skønt med en morgentur i “Sundet”. Min far havde nemlig fødselsdag i dag, så vi var blevet og overnattet hos ham. Jeg vågnede faktisk helt af mig selv kl 06.15, hvor jeg listede op og tog tøj på, og smed hundene i bilen og kørte de små to km ned til Sundvejen.

Blå himmel og sivakser. Sikke en morgen

Kolindsund er stort område (264 ha), som indtil ca 1874 var Danmarks største ferskvandssø. Søen blev drænet og området blev omdannet til agerbrug. To pumpestationer sørger fortsat for, at Kolindsund ikke oversvømmer.

Landskabet er fladt og ligger ned til 2 meter under havets overflade. Derfor er det nødvendigt at pumperne kører.

Jeg har rigtig mange minder om Kolindsundområdet. Som teenager red jeg og mine hesteveninder ofte ture ud i området, når vi red på lånte heste eller egne heste. Sundet er ikke specielt trafikeret, da vejene mest anvendes af beboerne i Sundet, og der er ikke mange beboere trods det store areal.

Stien langs kanalen

Området er fladt som en pandekage, så man har gode oversigtsforhold, og bliver ikke sådan overrasket af trafikken. Det er en god ting, når man er på hesteryg eller har løse hunde.

Man kan dårligt blive overrasket af trafikken med sådanne oversigtsforhold

På hesteryg er der også god mulighed for at ride langs med kanalen og ikke kun langs den støvede grusvej. Det var også en skøn tur at gå med hundene der langs kanalen.

Fuji, Ninja og MicMic på en af de gamle broer. Kolind kan anes bag dem

Faktisk boede jeg i mine yngre år i en af sundgårdenes aftægtsboliger sammen med min daværende kæreste. Vi boede der vel knap et år i et piv-elendigt hus. Men man er nok ikke så kritisk, når man flytter hjemmefra og bare ønsker sig plads og landlig idyl.

Jeg boede i det lille hus man kan ane mellem træerne til højre for vejen

Det gik dog op for mig, at det bedste ved boligen var hestestalden med de to hestebokse, min ridebane samt de landlige omgivelser. Så var det vist tid til at finde et andet sted at bo, for huset var koldt og klamt og nærmest umuligt at varme op om vinteren.

Da jeg i morges gik der i morgensolen langs kanalen fik jeg rigtig gang i mange minder fra min hestetid, mine unge år, da jeg flyttede hjemmefra blandet med så mange andre minder fra min barndom og barndomsby-/område. Der er mange minder fra dengang det smukke område i Sundet var min hverdag.

Morgenstemning

Morgendug og sommermorgenduft, når hesten skulle hentes folden. Lyden af områdets fugle. Her til morgen var det især viberne, der sang for mig.

Smuk morgen langs kanalen

Fuji fik dog sat lidt ekstra skub i gåturen, da en hare lettede nogle meter fra hende. Det kan Fuji altså ikke modstå,og hun satte efter haren. Slemmeste Fuji! Jeg var vel 70-80 meter fra hende, så jeg så hende bare sætte afsted efter haren. Det voldsomme afsæt blev dog bremset kunne jeg konstatere, inden jeg så en drivvåd Fuji bene afsted efter haren igen. Hun havde lige måtte ned og “løbe” gennem en afvandingskanal (ikke som de brede på billederne). Et par minutter efter kom Fuji ræsende glad tilbage til mig. Hun havde sikkert nydt morgen-adrenalin-kicket. Jeg var nok knap så begejstret, og Fuji måtte finde sig at gå den næste halve km i snor. Livet er bare aldrig kedeligt med Fuji.

Det kostede lige en tur i brusebad at springe i kanalens algevand

En god times gåtur, og jeg var som født på ny. Det var så dejligt og overskudsagtigt. Så afsted til bageren efter morgenbrød og et hurtigt smut på kirkegården, inden der var fælles morgenmad med Silas, Henrik og min far.

Hundene hvor kanalerne løber sammen. Kirken, hvor min mor er begravet er til venstre bag hundene på den anden side af vandet.

Efter morgenmaden havde jeg et ærinde i byen sammen med Silas. Vi skulle på apoteket og hente medicin til Silas, da vi ikke havde fået pakket medicin nok. Efter turen på apoteket spurgte Silas, om vi skulle på kirkegården. Så det blev til endnu en tur forbi min mors grav. Silas kiggede efter om firkanten fra urnehullet var ved at lukke sig til af græsset og studerede den buket, som min far havde sat dagen før.

Bagefter gik vi en tur rundt på kirkegården. Silas havde bemærket nogle flotte sten ved de tidligere besøg, som han gerne ville vise mig. Da min mor døde for nu en måned siden tog jeg mig selv i at bemærke, at mange af mine gamle klassekammerater stadig havde deres forældre, og jeg havde nærmest den opfattelse, at de alle havde begge deres forældre, dog med få undtagelser, som jeg lige kunne komme i tanker om. Jeg følte det så uretfærdigt, at jeg skulle frarøves min mor i utide.

På Silas´ og min runde på kirkegården i min barndomsby kunne jeg dog konstatere, at jeg jo langt fra var den eneste, der havde mistet en forælder. Jeg kunne jo kende mange af navnene på stenene. Jeg kunne jo også konstatere, at nogle af mine gamle klassekammerater faktisk har mistet begge deres forældre. Altså ikke fordi det gør det anderledes for mig, men måske fordi jeg først nu forstår, hvor stort et tab det er – også for andre at miste en af deres forældre.

Hjemme hos min far fik vi i eftermiddags selskab af min bror, hans unger og børnebørn. Det var en stille og rolig fødselsdag med kaffe, kage og hygge. Jeg var så glad for at det kunne flaske sig med, at vi havde muligheden for at være der fra morgenstunden og hygge sammen stille og roligt.

Sorg og belastning

Det er nu 3 uger og et par dage, siden min mor døde.

Tiden er en underlig størrelse. På en måde føles det som om, at det er meget længe siden, og alligevel føles det, som om det var i sidste uge. Choktilstanden forplumrer tidsopfattelsen. Jeg husker det faktisk tydeligt fra dengang, vi fik Silas´ cancerdiagnose. Dagene var lange og onde, og vi forstod ikke rigtig, at verden “derude” stadig “kørte”. Det føltes som, når man forsøger at køre gennem våd lerjord, hvor man hele tiden er lige ved at køre fast, men bare langsomt får sneglet sig lidt slingrende afsted.

Jeg er jo ikke det første menneske på denne jord, som har mistet min mor. Og jeg øver mig da også i at leve med det. Jeg forsøger at fokusere på alle de gode værdier, som hun (og min far) har givet mig i min opvækst og den omsorg og opmærksom, der altid har været til mig og min lille familie, og det er jeg god til.

Men det er jo bare ikke som at ryste vandet af sig som en våd hund og så gå videre. Det kan også sagtens lykkes for mig at fokusere på andre ting. Jeg kan grine og have det sjovt. Men det lurer jo konstant alligevel og stresser nok også min krop mere, end jeg lige har tænkt over.

Stort set hver eneste morgen er jeg vågnet op, og min første tanke har vedrørt min mor. Derfor ved jeg, at det fylder meget. Så ved jeg, at søvnen er forsøgt at holde emnet under vand, som om det var en korkprop. Når søvnen slipper sig tag, så suser korkproppen i al hast op til overfladen igen.

De sidste tre uger har der været mange praktiske ting, der skulle ordnes. Jeg har efter bedste evne forsøgt at bistå min far med opgaverne, såsom bedemand, bisættelse, sten, div praktiske opsigelse af dit og dag og hvad der ellers måtte være. Så er hjernen jo beskæftiget med det.

Vi fik sagt farvel ved en rigtig fin bisættelse, hvor sognets præst gennem mange år (hun konfirmerede også mig og døbte Tobias) talte så fint om min mor i humoristiske vendinger på den der ikke-tørre-præste-talefacon, som hun mestrer. Vi mødtes til kaffe med følget, som det jo hedder og fik bundet små fine sløjfer af erindringer og minder om min mor sammen med gæsterne.

Flaget på halv ved Kolind Kirke

Stenen blev bestilt og designet så personligt, som en plænesten nu kan blive, når den også skulle være enkelt. Tobias fik lov at sætte sit helt særlige og smukke aftryk på stenen, da det symbol, der er på stenen er identisk med den ene af de tre stjerner, som Tobias har tatoveret på siden af overkroppen mellem hofte og ribben. De tre stjerner symboliserer tre personer, som står ham særligt nær.

Den ene af de tre stjerner

Denne særlige 5 takkede stjerne med åben bund er nu foreviget på min mors sten. Tobias var mormors dreng, men min mor elskede og favnede nu alle sine børnebørn og oldebørn.

I denne uge var der urnenedsættelse. Stenen var lagt på plads. Urnehullet var gravet. Min far, min bror, jeg – og alle børnebørn og svigerbørn var samlet til fælles afsked. Min far sænkede urnen ned på plads, og Silas fik lagt en tegning med ned i hullet til urnen. Han havde alligevel fortrudt, at han ikke havde lavet en tegning, så den nåede lige at komme med i 11. time.

Urnenedsættelsen var egentlig stille og rolig, og vi tog hjem til min far og fik kaffe og kage allesammen. Men det er som om, at jeg efter i onsdags, hvor vi satte urnen ned har været påvirket på en anden måde.

Måske er det, fordi jeg nu kunne stå der og se min mors navn på en sten, hvilket bare var dybt underligt (og helt forkert). Faktisk lidt sådan, at jeg har svært ved at sætte ord på det. Det er jo ikke, fordi det var en overraskelse, for jeg havde selv afgivet bestillingen, som vi i familien var blevet enige om. Jeg havde selv godkendt det grafiske oplæg fra stenhuggeren, så jeg havde også set den.

Efter urnenedsættelse

De sidste to dage har jeg haft skingrende hovedpine. Treo har delvist kunne tage det. Jeg fik den ide at tjekke mit blodtryk (forhøjet blodtryk og hovedpine er “venner” i min krop) og konstaterede, at det nærmest var fløjet i vejret og lå på 155-160/113-115 (jeg er medicineret for blodtrykket, vil jeg lige indskyde, inden nogen går i panik). Det gjorde mig lidt nysgerrig på, hvad sådan en omgang her egentlig gør ved kroppen. Hvad er den fysiske påvirkning?

Ups. Det ser lidt skidt ud

Jeg faldt over en artikel i min internetsøgning, hvor jeg kunne nikke ja og ja til flere punkter. Ja, derfor er min lunte lidt kort, og jeg mister overblikket. Ja, derfor kan jeg ikke huske og det hele flyder sammen. Ja, derfor er jeg bare så træt, min hjerne kværner rundt i løse tanker, som gør det svært at tænke klart. Det er lidt som at forsøge at kigge ud gennem delvist tilduggede ruder. Som artiklen skriver: “Når man er ked af det, så husker man, tænker, lider og leder efter grunde, løsninger og alternativer”. Jeg forsøger at give “det” plads, men samtidig kan jeg jo ikke lade alt gå i stå.

Lidt balsam for sjælen

Få dage efter at min mor døde synes jeg, at min krop skreg efter at blive indhyllet i berøring. Som om jeg havde brug for en kæmpekrammer. Med kæmpekrammer mener jeg ikke bare en bamsekrammer. Jeg følte en trang til at min krop skulle mærke et tryk rundt om sig, og underligt nok især på mine ben og fødder. Som hvis man blive pakket ind i en luftpude, som langsomt kunne pustes op og lægge en moderat tryk på hele kroppen. Jeg tænkte på massage, men jeg føler ikke et  behov for almindelig massagebehandling ala det som jeg går til, når jeg skal have løsnet div muskelspændinger. Slet ikke. Det skal ikke gøre det fjerneste ondt, og jeg skal bare tage i mod. Hvor er det egentlig et underligt specifikt behov.

Google gav mig svaret. Oxytocin. Berøringshormonet. Hormonet der blandt andet frigives, når en mor kærtegner sit barn. Selvfølgelig frigives det også ved anden kærlig berøring, men det er i berøringen/den fysiske kontakt mellem mor og barn, at man oplever det første gang. Oxytocin sænker i øvrigt blodtrykket og dæmper stresshormonerne.

Så kan jeg godt bede om en krammer i ny og næ, men jeg vil også forkæle mig selv med en gang massage. Nu skal jeg bare finde ud af, hvad det er for en massagebehandling, der egner sig til mit aktuelle behov. Synes virkelig at det er underligt, at det særligt kan være ens underben og fødder, der nærmest skriger på massage. Der må sidde nogle punkter/zoner der, men det orker jeg ikke at snakke med google om lige nu…..