Det nemmeste indkøb… næsten

Julen kommer jo ræsende over os hurtigere end forventet. Det er måske lidt det samme hvert år. På trods af at man sidder og åbner julekalender hver morgen sammen med Silas, så kan man alligevel føle sig helt snigløbet, når man tænker, at man faktisk har god tid, selvom man kan se at tallene på julekalenderen og kalenderlyset hastigt nærmer sig d. 24. dec.

Denne jul er bare ingen undtagelse på det område. Heller ikke selvom jeg havde hele to lækre julekalendre, som jeg skulle pakke op hver dag. Henrik havde givet mig Anton Berg kalender og på jobbet havde jeg vundet en julekalender fra Karamel Kompagniet.

Vi skal holde juleaften herhjemme og har inviteret hele familien 1. juledag. En af mine gode veninder er inviteret 2. juledag. Alt i alt, så kunne jeg hurtigt se, at der var meget, der skulle handles ind. Jeg blev faktisk helt træt ved tanken.

Løsning blev Bilka To Go. Lørdag og søndag planlagde vi maden og tastede varerne ind på app´en. Jeg skippede ordren afsted søndag eftermiddag, og så var den klar til at blive hentet i dag efter kl 14.

En nem løsning og så kunne vi tillade os at hygge rundt sammen nede i vores julepyntede Haderslev. Og vi behøvede ikke at stresse over dagens kontrolbesøg på Skejby.

Det hele er pakket og klar… eller næsten det hele

Ialt53 varer ville så være pakket sirligt i poser. Klar til at blive puttet ind i bilen. Her var det ekstra nemt, for jeg sendte nemlig min far ind forbi Bilka i Vejle på hans vej herned. Man triller bare lige hen til skærmen og taster ordregiverens mobilnummer, så kan man læse på displayet, hvilken bane man skal køre hen i. I løbet af få minutter bringes alle ens varer ud til bilen. Det var dælme nemt. Det koster kr. 29 i pakkeservice incl poser. Jeg kunne ellers nemt speed-impulskøbe for langt mere, hvis jeg skulle have samlet varerne sammen selv.

Poserne med varer, pakket i hver deres kategori fra varehuset

Hen på eftermiddagen ankom min far så med alle varerne, julegaver og juletræet. Så burde det hele jo være så fint! Men nej ikke helt. Nogle af varerne var udsolgt. Et par stykker af dem var erstattet med andre varer til samme pris, som de bestilte, men vaniljestænger og limefrugter var ikke erstattet af andre varer, så det manglede vi altså.

Indkøbet tjekkes af med bon

Efter at have pyntet juletræet og spist aftensmad, så måtte jeg lige runde den lokale Føtex og hente manglerne. Det var faktisk ret irriterende, men meget nemmere end at skulle gå og jagte de 53 varer og komme hjem og mangle halvdelen af dem, fordi jeg måske var kommet til at gå og glo på noget andet i supermarkedet.

Den nyeste og personlig julekugle

Vi dør i hvert fald ikke af sult de kommende dage, og nu kan julen faktisk bare komme an.

Min rally debut

Efter at det endelig lykkedes for mig at få en plads på et rallyhold i september, så gik der ikke lang tid, før det kriblede i mig for at komme ud til et stævne. Ud og konkurrere og samarbejde med Ninja. Bare fordi jeg elsker det!

Jeg skulle bare lige lære at gå en rallybane. At udføre øvelser på rette område, samle benene og stå stille, når de var påkrævet, gå i samme flow, samme skridtlængde indenfor samme øvelse, lære at gå med en snor på i øvelserne – og vel at mærke en meget slap snor. Ja, der var alligevel et par småting at lære, når man nu gerne vil gøre tingene så korrekt som muligt.

Da jeg så i starten af november faktisk følte mig klar til at prøve et stævne, så var der desværre ikke rigtig udsigt til stævner i 2019. Enten var der udsolgt eller fristen var overskredet. Der var dog to DCH stævner i december. Julestævnet i Løgumkloster, hvor jeg pga firmajulefrokost desværre ikke fandt det realistisk at nå hjem fra København og stå i Løgumkloster lørdag morgen. Efterfølgende ved jeg, at det var helt urealistisk, for jeg kom først hjem til Sønderjylland lørdag aften.

Der var også julestævnet i DCH Skive, men der var dælme langt til Lem…. Det var nærmest dødsdømt på forhånd, for Henrik var ikke hjemme, så Silas og jeg var alene. Jeg endte med at planlægge at besøge Tobias og Camilla i Herning sammen med Silas og snuppe en overnatning hos dem. Så var turen til Lem ikke så lang alligevel. Kun ca 70 km.

Lørdag morgen tog Ninja og jeg alene afsted mod Lem, mens de andre hunde og Silas blev tilbage i lejligheden i Herning hos Tobias og Camilla.

Indrømmet. Jeg var sgu lidt stævnenervøs. Faktisk var jeg også tæt på slet ikke at tage afsted. Ikke pga nervøsitet, men fordi Ninja havde opført sig ret underligt fredag aften. Hun havde drukket og drukket af vandskålen. Tydeligt fortalt mig, at hun skulle ud, og det ikke skulle vente. Hun kom ud. Tissede. Ind igen. Kort tid efter var hun igen i vandskålen af flere omgange. Inden for en time efter havde hun sådan set overtisset køkken og gang i lejligheden, inden jeg havde nået at rejse mig for at gå ned med hende igen. Jeg kunne dog nærmest ikke tro, at hun virkelig mente, at hun skulle ud igen. Vildt underligt, for Ninja kan ellers holde sig ufattelig længe (og havde jo lige været ude). Nede i haven tissede hun igen. Jeg var noget nervøs for hende, og nåede at stille mange triste diagnoser i mit bekymrede sind, før jeg faldt i søvn.

Gulvet var dog tørt, da jeg stod op. Hun virkede også opmærksom nok og tog også godbidder, da jeg var ude med hende. Det var lidt underligt. Jeg besluttede at køre afsted mod Lem og så se, om hun var som hun plejede at være. Det var hun heldigvis. Jeg aner ikke rigtig hvad der foregik fredag aften. Der har ikke været hverken overdrevent tørst eller tisseri siden.

Nå men nu til mit første rallystævne. Her stod jeg som rally-jomfru. Helt ny i faget, men heldigvis har jeg da været til stævner før, så jeg var da lidt klar over, hvad der skulle foregå, selvom disciplinen var ny.

Ved indtjekning fik jeg udleveret banetegningen, og jeg skyndte mig at tjekke ud, hvilke øvelser der var på banen. Jeg åndede lettet op. Der var ikke nogen øvelser, som vi ikke var rimelig sikre i. Det var jo meget betryggende.

Det lignede for mig en bane med et fint flow og nogle regulære linjer. Jeg glædede mig faktisk til at gå den.

Jeg kiggede ikke rigtig på, hvad de andre lavede. Jeg havde nok i at finde mig selv og Ninja og pudse lidt af og varme op, inden vi gik ind i hallen, hvor vi skulle på som nr. 6. Da jeg kommer ind i hallen konstaterede jeg, at det faktisk var os efter den hund, som var på banen.

Det bliver jeg lidt stresset over og faktisk også ret irriteret på mig selv over, at jeg ikke har bedre styr på det og mentalt lige får klippet nogle minutters forberedelsestid væk. Det må jeg se at få rystet af mig, for jeg har ikke den tid, som jeg håbede på. Det er bare at få kontakt på de måske 15-20 sekunder der er, før det er min tur. For fanden, jeg er på udebane i alle henseender!

Jeg går til start, tjekker længden på linen, så den ikke er stram. Med højre hånd i hoftehøjde er den fin løs. Den line har jeg virkelig hadet at gå med. Den er bare så meget i vejen i øvelserne. Jeg føler mig klar nu. I stedet for at lave tegn med højre hånd (lille løft helt nede ved hoften = super diskret for hunden), så vælger jeg at få øjenkontakt med dommeren og nikke i stedet. Dumt! Et kort øjeblik har jeg selv afbrudt kontakten med Ninja.

Ninja er ofte lidt ukoncentreret på de første par skilte. Det var ingen undtagelse her. Men altså hun laver øvelserne fint. Dog kæmper jeg lidt for at få hendes fulde fokus og løfter automatisk min højre hånd mere og mere. Jeg opdager så pludselig midt i vores slalom mellem kegler, at snoren ikke hænger så fint slapt mere, som den skal i rally. Heldigvis opdager jeg det selv og får sænket hånden, så jeg er heldig kun at blive trukket 1 point for det, viser det sig senere.

Så kommer vi til bakkeøvelsen, som virkelig var så træls, da vi startede. Nu er hun blevet rockersej til den, men lige inden bakkeøvelsen mister hun lige fokus et splitsekund, og hun er så ikke med mig, da jeg sætter bakkeøvelsen igang. Heldigvis vælger jeg at tage øvelsen om. Det koster mig så 3 point for at tage en øvelse om, men ellers havde jeg mistet hele øvelsen og det koster jo 10 point i stedet. Så det var jo sådan set fornuftigt besluttet. Men det var vist alle hundene i klassen, der mistede bakkeøvelsen, hørte jeg lidt om.

Resten af banen går Ninja så fint. Da vi kommer i mål er jeg dog selv i tvivl om, hvor “fantastisk” gennemløbet har været. Jeg er ikke helt tilfreds, men er også bevidst om de ting, som har kostet point, men ved reelt ikke om der er flere ting, der også kan have kostet noget. Det er jeg jo endnu for urutineret til at se. Ja, jeg ved godt, at jeg sætter barren højt, og at jeg er lidt en flueknepper. For der var mange super flotte ting på banen, og Ninja nød at gå med mig, og jeg med hende. Men jeg er lidt perfektionistisk anlagt og vil helst have, at det hele sidder lige i skabet. Da jeg så banen, så synes jeg også, at jeg burde kunne gå den til mellem 95 og 100 point.

Til julestævnet var der også en ret alternativ åben klasse, som var meget meget uofficiel. Det var faktisk lidt en pointjagt, hvor øvelserne var lavet, så alle kunne være med uanset niveau. Der var nogle af øvelserne, hvor ekspert og champion da nok havde deres fordele. Man kunne score henholdsvis 3, 5 eller 10 point på de særlige øvelser, som dommeren havde sat ind på banen. Det var faktisk ret sjovt at stå at se på, hvordan folk valgte at løse opgaverne.

Der var 12 øvelser, hvor der kunne scores 3, 5 eller 10 point i. Klassen blev i øvrigt vundet med 120 point.

Jeg var ret vild med den klasse. Selvom jeg er konkurrencemenneske, så valgte jeg at kigge på opgaverne og forholde mig til, hvad der med sikkerhed kunne blive en succes for os. Selvom det ville være federe at få 10 point i stedet for 5, så ville jeg kun gå efter de 10, hvis jeg følte mig nogenlunde overbevist om, at det var noget, som vi kunne gennemføre. Jeg var egentlig lidt stolt af min egen betragtning og disposition. Mit mindset er at jeg så gerne vil vinde! Men alligevel fik jeg skippet den indstilling til side til fordel for en lidt længeresigtet strategi.

Ninja og jeg gør klar til at gå i ringen i åben klasse

Jeg kunne godt mærke, at jeg faktisk var lidt mere afslappet, da jeg skulle på denne bane. Måske fordi jeg synes, at jeg var chanceløs i forhold til de seje hunde i klassen, der kunne score 10 point på alle øvelserne. Så min forventninger var ikke så superhøje. Vi skulle bare have det sjovt. Måske fordi jeg allerede havde fået taget min rally-mødom i begynderklassen. Det tog ca 5 minutter at komme gennem banen med de 17-18 skilte. Jeg tror dommeren dømte lidt large rundt omkring. Så intet var til at forudsige, men det var supersjovt.

Da alle klasser var afviklet, blev der linet op til pakkeleg for hundene. Pakkerne blev lagt ud på et areal på ca 10×10 meter. Alle som havde haft en pakke med selv, måtte gå ind og hente en pakke eller sende hundene ind og hente en pakke. Det var da en sød lille leg. Vi fik også vekslet vores pakke, og Ninja syntes at det var en fest at hente en pakke til sig selv.

Pakkeleg. Ninja valgte denne pakke indeholdende 7 dentalsticks

Så kom vi til præmieoverrækkelsen. Åben klasse blev uddelt først. Jeg tror, at jeg blev nr. 7-8ish ud af lidt over 20 deltagere. Det var jeg da ret tilfreds med. Et af de steder, hvor jeg tabte point, var der i pebernøddekast, hvor jeg ikke kunne ramme skålen, men dog placerede alle 3 pebernødder indenfor den røde ring. Det havde vi ikke lige trænet på i rally-timerne.

Begynderklassen blev uddelt til sidst, og efterhånden som vi fik os arbejdet op gennem placeringerne (vi var 10 i klassen), så kunne jeg godt regne ud, at vi faktisk lå meget lunt. Vi nåede til top 3, og da både nr. 2 og 3 var kaldt op, så blev jeg klar over, at jeg faktisk havde vundet klassen. Det havde jeg ærlig talt ikke forventet med de fradrag, som jeg kendte til. Måske var der flere? Men vi vandt klassen med 96 point ved vores allerførste rally stævne. Jeg var virkelig stolt og glad.

Vores præmiefangst fra stævnet

Der var fine præmier, og ingen gik tomhændet derfra. Vi vandt den fineste glashund for vores førsteplads i begynderklassen, men fik også præmie for deltagelse i åbenklasse, selvom vi havnede udenfor præmierækken.

Fineste håndlavet glashund. Der var glashunde til nr. 1, 2 og 3 i alle klasser. Forskellige små serier til hver klasse.

Et fint lille tiltag var, at der var placeret en post-it blok og en kuglepen ved et af bordene i rytterstuen. Opfordringen var, at man skulle skrive, hvad man mente, at hunden synes havde været fedt. Altså man var kun interesseret i at høre om det “ja-hatten” kunne frembringe. Alle sedler blev læst op ved præmieoverrækkelsen, og man kvitterede med en lille præmie for hvert af de positive input. Det tiltag kunne jeg godt lide.

Der var præmie for den bedste juleudklædning. Der var vi ikke lige frem kandidater. Jeg synes ikke lige, at jeg ville adde nissekostyme til vores program.

Sedlerne læses op og der kvitteres med en lille foderpræmie for ens positive ord

“Det giver da blod på tanden” var nogle af kommentarerne på Facebook, da jeg delte opslaget fra stævnet. Jeg havde masser af blod på tanden i forvejen. Jeg er meldt til rallystævner både i januar, februar og marts i DKK, og jeg glæder mig allerede.

Hvis nu nogen sidder og tænker på Ninja og helbreddet. Så var hun helt sig selv til stævnet og også her efterfølgende. Hun hænger ikke i vandskålen og har ikke nogen overdreven vandladning. Det var åbenbart bare en mærkelig fredag d. 13.

Mit Essay – Ske din vilje…

I virkeligheden har indholdet af dette indlæg spøgt i min blogkladde siden marts 2018.

I sommers hvor jeg var en uge på Testrup Højskole for at skrive, arbejdede jeg meget målrettet og intenst med det, som jeg havde nedfældet i blogkladden mere end et år forinden. Min opgave var et skrive et essay. Jeg vidste, at denne uges arbejde, der skulle bringe mit budskab videre fra kladden til at essay.

Et essay er en tekst, hvor man er undersøger og reflekterer over et emne. Jeg havde (og har stadig) et budskab, som jeg meget gerne vil have sendt afsted og som jeg gerne vil have læseren til at reflektere over.

Nu har jeg gemt på kladde og essay så længe, men i dag må være den helt rigtige dag at sætte det fri på. Offentliggørelsen er min gave til min mor, som i dag ville være blevet 73 år .

Jeg har gjort mig umage, jeg har grædt og måtte opgive at læse det højt for min gruppe på højskolen. Jeg kan sagtens tale om indholdet i min tekst, men jeg kan ikke læse den højt for andre. Jeg har skrevet om på det igen og igen.

Det var en stor opgave at skulle koge en lang, meget personlig og dagbogsagtig blogkladde ned til et essay, der kunne læses af alle – dermed også folk, der ikke kender mig eller min familie

Det har været en svær proces at få færdigt. Det har været følelesesmæssigt svært, fordi der givetvis er ting omkring min mors ønsker, som bør stedes til hvile sammen med hende.

God fornøjelse med mit første essay

Ske din vilje 

”Jeg kan altså næsten ikke høre, hvad du siger”. Min kæreste lyder lidt undskyldende. Det er svært at føre en samtale med en, der hikstende hvisker og græder på samme tid. Det har været en hård dag. Jeg er træt. Jeg har ringet til min kæreste, selvom det egentlig er alt for sent til at ringe. Jeg har brug for at tale med en, som ikke er helt så tæt på min mor.  

Nu er der endelig faldet ro over huset. Et hus i kaos. Et hus med et nyligt og pludseligt dødsfald hængende i væggene. Min bror og de store børnebørn er taget hjem. Min far er gået i seng. Selv er jeg kravlet ned under dynen i mit gamle ungpigeværelse. Sorgen og erkendelsen af tabet af min mor runger i mit tomme sind, som hvis nogen smækker hårdt med døren i en tom lagerhal, hvor lyden bliver hængende. Jeg ligger og kigger direkte over på reolen med de mange fotoalbum, der er spækket med minder. Minder fra en lykkelig barndom med en mor og en far på bilture til Norge, billeder fra familiefester og sommerdage i Djurs Sommerland. Jeg har lyst til at åbne albummene, komme tættere på minderne, men jeg magter det ikke. Ikke i aften.   

”Det var jo bare slet ikke sådan hun ville have det”, hviskede jeg grådkvalt ind i mobilen. ”Nu gør vi alt det, som hun ikke ville have”. Jeg kan ikke holde tårerne tilbage, og kæmper for at holde hulk, gråd og snot inde. Jeg vil så nødigt have, at min far kan høre min sorg. Selvom han med garanti føler den samme sorg. Men han skal ikke høre min ord, som vil blotlægge, at jeg den aften føler mig led og forræderisk. Jeg er jo nødt til at acceptere, hvad vi som familie sammen har besluttet. Beslutninger, der klart gik imod min mors vilje.  

Min kæreste er altid så god til at træde et skridt tilbage og se tingene i et større perspektiv. ”Jamen for hvis skyld skal det også være sådan, som din mor ønskede det?!”.  

Han havde jo ret. Det burde jo ikke betyde noget for min mor. Hun er jo død, og hvordan vi håndterer vores afsked med hende og hendes eftermæle, kan hun jo i princippet være ligeglad med. Vi har stadig et behov. Dem har min mor ikke flere af. 

Hvad skal der ske med dig og din krop, når du dør? Har du tænkt over det? Der findes mange måder at tage afsked med den døde krop på. Nogen ønsker en kistebegravelse, mens andre ikke kan klare tanken om, at små orme skal gennembore deres krop nede i kisten. Andre ønsker at få deres aske strøet ud over havet uden et egentligt hvilested, men for altid i smuk forening med naturen. Måske har du nedfældet dine ønsker. Har du talt med dine nærmeste om dine ønsker? Det kan være, at dine ønsker har en konsekvens for dine efterladtes sorgbearbejdning.  

Min mor døde for mere end halvandet år siden. Selve dødsfaldet kom meget pludseligt. Hun faldt om i brusebadet, og trods forsøg på genoplivning afgik hun ved døden. Derfor havde vi ikke haft en terminal fase, hvor man typisk vil tale om, hvad der skal ske efter døden. Vi manglede ligesom en drejebog til afslutningen på livets film. Min mor havde nogle ønsker, men hun havde ikke skrevet dem ned. Det var heller ikke alle ønskerne, som hun havde indviet hele familien i.  

Min mor havde en længere sygdomshistorik med forskellige diagnoser, som kræft, knogleskørhed, diabetes, m.m. Hun syntes derfor, at det gav mening og kunne gavne lægevidenskaben, hvis hun donerede sit legeme til forskningen. Det kræver dog en række aktive handlinger, mens man stadig er i live. Det vidste hun nok ikke. Hun havde i hvert fald ikke fået det gjort, og derfor kunne dette konkrete ønske ikke efterkommes.  

For at kunne donere sit legeme til lægevidenskaben skal man udfylde og underskrive et fysisk donortestamente, som man får tilsendt efter at have henvendt sig til et af tre universiteter i Danmark, som modtager de døde legemer. For endelig at blive endelig godkendt skal man gennem en telefonisk forsamtale med Institut for Molekylær Medicin.  

Efter ens død skal universitetet modtage kroppen indenfor max. 4 dage og kan beholde den mellem 1 dag og 2 år. Det betyder, at man som familie har meget kort tid til en evt. afskedsceremoni og kan risikere at skulle vente to år på at få den afdødes urne hjem. For nogen familier er det måske svært at acceptere, at det hele i starten skal gå så stærkt, og at der i den anden ende kan gå lang tid, før man evt. kan nedsætte urnen.  

Min mor havde overfor mig for mange år siden udtrykt, at hun slet ikke ønskede en bisættelse eller begravelse. ”Hvis folk vil mig noget, kan de besøge mig i livet, og ikke kun når jeg er død”, sagde hun. Efter hendes død viste det sig, at det kun var mig, der kendte til dette ønske. Det er ikke sådan, vi typisk tager afsked ved dødsfald i vores familie. Jeg kunne faktisk blive helt i tvivl, om det nu også var det, som hun havde ment, og hvad hun helt præcist havde sagt dengang for 15 år siden, da hun nævnte det. Derfor var det lidt svært for mig at holde fast i det ønske. Jeg synes ikke, at hun havde udtrykt ønsket klart nok. Især fordi min far, som var hendes ægtemand gennem mere end 50 år ikke kendte til ønsket.  

Derfor endte vi med at bestille en traditionel bisættelse i landsbykirken, en flot hvid kiste pyntet med røde og hvide blomster. Når hun kom retur efter kremering, ville det blive i en urne, der var bordeaux, som var hendes yndlingsfarve. 

Den kirkelige ceremoni var smuk. Præsten holdt en tale med historien om da mine forældre mødtes, hendes liv og min mors store kærlighed og omsorg til især sine børnebørn. Fremmødet var ikke overvældende, for min mor havde ikke en særlig stor berøringsflade. Men jeg var rigtig glad for støtten fra de fremmødte. Det betød noget for mig, at der var kommet folk for at støtte os i sorgen. Deres medfølelse svøbte sig nænsomt om mig og min familie som et fjerlet tæppe af omsorg. Det var samtidig nærmest en kickstart på den sorgbearbejdelse, der lå som en tåget bjergtop foran os.  

Det får mig til at tænke på, hvorfor man dukker op til begravelser. Er det for at ære den afdøde, som jo ikke kan se, hvem der er dukket op? Er det for at støtte de efterladte i deres sorg? Kan man tage til en begravelse for en person, som man ikke kender personligt eller faktisk ikke har en god relation til? Til min mors bisættelse kom der også nogle af mine veninder, som ikke rigtig kendte min mor. De kom for min skyld, og jeg var glad for deres støtte.  

Ved bisættelsens afslutning rejste min store søn på 23 sig i kirken og takkede for fremmødet og inviterede til begravelseskaffe i nabobyen. Den del af ceremonien var jo blot en forlængelse af det, som min mor heller ikke ønskede.  

Vi spiste kringle og drak kaffe, mens vi udvekslede små erindringer om min mor. Skønne minder og historier, som jeg slet ikke kendte til. Det var en smuk og kærlig afsked. Ville hun virkelig have frataget os dette fine punktum? Havde hun mon tænkt over, at vi uden bisættelse og begravelseskaffe ikke havde fået dette med, når vi stod der midt i sorgens kaos? Ville en som elskede os så højt virkelig overdøve vores behov for støtte og samvær i sorgen med et ønske, som hun ikke engang selv ville være stand til at glæde sig over, når hun nu alligevel var død? 

Min mor ønskede heller ikke et gravsted. Hun ville begraves på De ukendtes Grav. Vi gætter på, at det var fordi hun ikke ville være til besvær ved, at vi skulle stå med ansvaret for at holde et gravsted. Børnebørnene græd. ”Vi har brug for at sted at gå hen”, blev der sagt fra rækken af børnebørn, der sad side om side ved spisebordet i stuen. Men skal man have et navn på sten for at have et sted at gå hen med sin sorg? Kan man sørge og mindes en afdød andre steder end ved et gravsted? 

Kompromisset blev, at min mor fik en mindeplade på plænen på kirkegården. Det er en flad sten, der er sænket ned i græsset og den uden forpligtelser. Graveren klipper græsset på plænen rundt om mindestene. Det ser altid pænt ud, og man har et sted, hvor man kan sætte en buket blomster og mindes den afdøde. Med den løsning prøvede vi at tilgodese både min mors ønske og os efterladtes.  

Trods den i starten kvælende fornemmelse ved at være gået imod min mors sidste vilje, så accepterede jeg hurtigt, hvad vi endte op med. Det virkede mest rigtigt for os. Spørgsmålet er, om hun havde tænkt på, hvilke konsekvenser hendes ønsker ville have for os og vores sorg. Hvad betød ønskerne for hende, og hvorfor ønskede hun som hun gjorde? 

Efter min mors død, har jeg talt med mange mennesker om det dilemma, som jeg synes, vi kom til at stå i efter min mors død. Jeg synes, det er vigtigt, at man i familierne taler om døden og det, der skal ske. Nogle ønsker kræver måske mental forberedelse hos ens nærmeste. Ønsker der har konsekvenser for de pårørende, bør man snakke om og måske endda tilpasse, inden døden pludselig kommer og tvinger en til de hurtige beslutninger. Reaktionerne har været forskellige. Men jeg kan se, at samtalerne hos nogen har givet stof til eftertanke.  

Jeg vendte emnet med min venindes mor. Hun rykkede lidt hårdt stolen tilbage. Hun kiggede lidt spidst på mig og ordene kom klart ud af hendes mund. ”Jeg bliver helt ærligt forarget”. Jeg forstod hende sådan set godt. Jeg ved, at hun også har ønsker for, hvad der skal ske med hendes krop, når hun dør. ”Jeg bliver vred ved tanken om, hvis mine børn kunne finde på at gå imod mine ønsker efter min død”. Hendes børn kender ønskerne, men som min veninde sagde, så ved hun jo ikke, om det også er, hvad der kommer til at ske, når hun dør.  

En anden sagde meget klart, at hverken hendes legeme eller organer måtte doneres. Det var en beslutning, som hun havde truffet af hensyn til sine børn. Nysgerrigt spurgte jeg, om hun havde snakket med sine børn om den beslutning. Det havde hun ikke. Hun mente ikke, at de kunne tage stilling og sætte sig ind i et dødsfald, selvom de var midt i tyverne. Så det var ikke til diskussion.  

Hvem er det vi tilgodeser efter døden og i afskeden med et andet menneske? Er det vigtigste at opfylde den afdødes ønsker, eller at vi som efterladte kan finde en løsning for os, som skal leve videre med sorgen og savnet? 

Egentlig synes jeg, at vi alle skal gøre os nogle tanker om døden. Har vi særlige ønsker, bør vi inddrage familien i ønskerne, så man måske kan justere, hvis det er aktuelt. Jeg har personligt selv ikke særlige ønsker. Min sidste vilje er som udgangspunkt mine efterladtes vilje. Jeg ser sådan på det, jeg til den tid er død, så de må vælge, hvad der passer til deres behov. Det er dem, der skal leve videre.  

Berit Bilde, Testrup Højskole, juli 2019

Tak for din tid, hvis du hængte i så længe. Jeg håber, at jeg har sået en tanke eller to hos dig også.

Mit hold på højskolen gav i hvert fald udtryk for, at det havde givet dem stof til eftertanke. Selv min underviser, som ellers ikke sådan lod sig påvirke af kursisternes materiale ville handle på den problemstilling, som jeg havde vist ham.

Der blæst´en vældig vind..

… den daw ude fra west. Sådan sang vi i 90´erne, for det havde De Nattergale “lært” os.

D. 3. december 1999 fik vi rigtig rigtig meget blæst. Det var der Orkanen Adam rasede. Jeg husker egentlig ikke, at orkanen havde et navn dengang, men jeg husker godt selve orkanen og den fredag, hvor den rasede. Det gør du måske også, selvom det i dag er 20 år siden?

Jeg boede dengang i min barndomsby Kolind på Djusland. Hver fredag spillede jeg badminton sammen med min gode ven Jens. Som jeg husker det, så gjorde vi også det denne fredag. Vi plejede faktisk ikke at tage det så højtidligt, hvad der blev rådet og frarådet til. For man frarådede al unødig udkørsel den aften. Badminton var vel ikke unødig?! Vi var midt i 20´erne og total udødelige. Vind og vejr er jo ingen trussel i Danmark, vel??

Med årene har jeg en lidt anden indstilling, og jeg har faktisk også fundet ud af, at man ikke altid kan “gå på vandet”. Men sådan var det ikke i mine yngre år.

Jeg husker også, at vi hørte om væltede træer og at vinden var meget voldsom. Dagen efter lå der træer og andre forblæste ting hist og pist. Vi hørte venner og familie fortælle de lokale historier om det forfærdelig uvejr. Jeg synes, at det var vildt.

Så gik jeg der med opfattelsen af, at vi havde oplevet noget vildt. Det forstummede dog fuldstændig, da jeg skulle på et kundebesøg i Gram i det sønderjyske. Jeg husker stadig turen fra motorvejen og ud til Gram, hvor skovarealerne var omdannet til mikadospil. Træstammerne lå hulter til bulter og flere steder stod der nærmest ikke et oprejst træ. Det var ret chokerende og faktisk ret sørgeligt at køre gennem landskabet mod Slotsbyen Gram.

Mine kolleger i den sydlige afdeling, som jeg slog vejen forbi efter kundebesøget fortalte om de tage og huse, der var blæst i smadder hjemme hos dem eller naboerne.

Da jeg kørte hjem tænkte jeg, at vi alligevel ikke rigtig havde haft Adam på besøg hjemme på Djursland. Adam der sydpå havde blæst med vindstød på op mod 180 km/t, Adam der på Lindøværftet på Fyn havde nedlagt en kran på 5000 tons, Adam der havde taget 7 menneskeliv.

Naturen skal vi havde respekt for.

Handling og mental træning

I går var jeg på et særdeles interessant kursus. Egentlig havde jeg dobbeltbooket to forskellige agilitykurser denne dag, men kunne selvsagt ikke være både i Herning og Roskilde på samme tid, så jeg valgte at holde fast i kurset i Roskilde og sælge pladsen i Herning.

Jeg fandt det interessant, at kurset i Roskilde også bød ind med mental træning. Der er ingen tvivl om, at rigtig meget i vores liv og vores bedrifter afhænger af, hvad der foregår mellem vores ører, og hvad vores indstilling er til det, som vi laver.

Kurset var delt op i to dele. Jeg havde først handlingsdelen, som Ina Himle fra Norge tog sig af. Ina bød på en bane, hvor man kunne vælge mellem en let “rute” og en mere avanceret “rute”. Jeg ville gerne udfordres og snuppede den avancerede bane sammen med MicMic. Det er altid sjovt at prøve nye kombinationer og se om man kan løse udfordringerne på banen.

MicMic smiler lykkeligt, når hun løber agility

Gennem mange måneders on-line træning hos Natasha Gjerulff og analyse af mine stævneløb, så synes jeg egentlig at jeg har fået rimelig klarhed for, hvor MicMic og jeg har vores arbejdsområder, så jeg forventeder egentlig ikke en hel masse input på den front. Jeg kender svaghederne og glæder mig til at pusle lidt med dem her til vinter. Sidste vinter puslede jeg kraftigt med min balancebom, og det har helt sikkert båret frugt (se bare videoen herunder)

Vi løste den opstillede bane bedre end forventet, og jeg synes faktisk, at hun arbejdede rigtig godt på nogle af de punkter, som hun ellers er svag på. Og det som er mine fortsatte arbejdspunkter viste sig også på Inas bane.

Et lille sammendrag fra kursets handlingsdel

Da vi havde afsluttet handlingsdelen havde vi to timer sammen med Eva Marie Wergård, der er mentaltræner med en virkelig solid baggrund som etolog og idrætspsykolog. De to timer sammen med Eva var virkelig virkelig inspirerende.

Selvom jeg egentlig er meget bevidst om vigtigheden af vores mindset i sporten, så fik jeg alligevel masser af super gode input. Nogen af dem vil jeg allerede nu tage i brug i min egen evaluering efter træninger og stævner. Egentlig ærgrede jeg mig lidt over, at jeg allerede havde haft handlingsdelen inden, for jeg kunne godt have tænkt mig at prøve nogle af tingene af med det samme.

Jeg har selv et problem med, at jeg til tider mister fokus på banen. Det irriterer mig ganske voldsomt, for jeg kan virkelig godt lide at være “på”, når jeg løber. Så hvorfor taber jeg fokus, og hvordan kommer jeg det til livs?

Eva spurgte, om jeg havde bemærket, hvornår på banen det skete og hvad der var sket forud for det på banen (eller det kunne også være udenfor banen). Hun gav mig nogle værktøjer til at holde fokus, som jeg vil prøve af.

Vi talte også meget om, hvor forskelligt det kan være, hvad den enkelte har brug for som hjælp eller støtte. Det som virkelig var fedt for den ene var total turn-off for den anden. Det er egentlig også meget interessant. Eva Marie var ikke ensidig på den front, men meget bevidst om, at der ikke er én vej eller én gangart på vejen til målet. Lige netop den del gør, at man kunne mærke hendes faglig kompetence sammen med hendes passion for denne del af vores sport.

Hun havde også nogle meget gode pointer, når hun fortalte hvor omhyggelige vi var med at socialisere og forberede vores hunde/hvalpe på alverdens ting, som de kan ske at møde i agiltyverdenen, men hvor ringe vi er til at forberede/socialisere os selv på, hvad man kan blive mødt med ude til stævnerne. Meget interessant tanke. Jeg kan godt se, at hun også havde en pointe der.

Mentaltræning ved Eva Marie Wergård

Hvis du ikke ikke allerede har udledt det af mit blogindlæg, så var jeg meget begejstret for dagens kursus og i særdeleshed for Eva Maries del af kurset, som var så meget anderledes end det, som “vi” normalvis ser udbudt. Der var også klart mest tilslutning til Inas moduler, men jeg synes altså virkelig at guldkornene lå allermest hos Eva Marie.

Jeg glæder mig til at tage hendes del med ind i min “daglige” vurdering, når jeg fører træning og stævner ind i Handlers Logbook