Lad os bare kalde det vinterhi

Søndag var min indtil videre sidste stævnedag i 2018. Jeg har erkendt, at der ikke bliver noget DM for os. Med de planer, som jeg havde for 2018, da året begyndte, så var det slet ikke sikkert, at DM ville bekomme os særlig godt. Så fra starten var DM nemlig slet ikke en del af mine planer.

Der var planer om hvalpe og parringer, der nok ville ramle sammen med stævner og DM. Der var en plan om, at vi skulle rejse en tur til USA igen her i efteråret. Men alle som har fulgt mit liv og min blog gennem 2018 kan nok se, at det ikke er noget drømmeår, men i stedet sådan et skodår, der fucker alle planer op. Avlsplaner, der gik totalt i vasken og flere drænende omstændigheder. Så der er hverken overskud på bankkonto eller energikonto til at rejse til USA lige nu. Jeg magter det på ingen måde.

Men DM kan det altså heller ikke blive til. Jeg havde på forhånd besluttet, at hvis jeg ikke kunne få mine DM kvalifikationspoint til Maxi Zoo Cup og Kingsmoor Cups, så var der ikke noget DKK DM.

DCHs DM var jeg nok lidt sen til at komme ud af starthullerne til. Jeg havde kun løbet 3 stævnedage med Ninja i DCH inden sommerferien, og det havde kun resulteret i et eneste fejlfrit løb i ag åben og ingen i spring åben. Så er der lang vej igen, når man skal have 6 fejlfrie åbne gennemløb (deraf skal mindst 3 af dem være i agility åben). Her i august har jeg så været afsted 4 dage mere i håb om alligevel at nå det, og det burde vel kunne gøre det? Ninja og jeg har haft nogle ganske fine løb, men i spring åben har der typisk været en nedrivning eller to. Så nu står jeg med 4 fejlfrie agility åben løb. That´s it! To fejlfrie løb for lidt til en DM billet.

Super ærgerligt, for jeg synes faktisk, at Ninja og spiller ret godt sammen lige nu. Men jeg synes ikke, at jeg har råd i tid eller penge til at forsøge at luske mig med ved at deltage til de sidste to weekend-stævner (forudsat også at de fortsat modtager tilmeldinger).  Ærgerligt for jeg ville bare så gerne have deltaget til DCHs DM. Der er bare den fedeste stemning til finalen til DCHs DM. Det er en sand fest, og sådan noget elsker jeg helt vildt at løbe til – især med Ninja!!

Finaleløb til DCHs DM – jeg elsker den stemning

Jeg synes bare ikke, at jeg har tiden til at investere i at jagte de sidste to kvalifikationsløb. Vi har brudt noget af vores badeværelse ned, og det kan jo ikke bare stå hen i byggerod og være uisoleret, indtil vinteren er her. Så hvis jeg også skal være væk 2 eller 3 weekender i september, så er det jo altså lige pludselig vinter. Familie, badeværelse, agility?? Der er lige en efterårskonflikt.

Jeg vil jo også gerne have oplevelser sammen med min familie

En DM weekend havde været så fint et plaster på såret over de mange dårligdomme, jeg har bakset med de sidste 5 måneder. Lørdagens jyske mesterskab var en optur for mig, for ellers er det ikke nogen overdrivelse at sige, at jeg havde tabt motivationen og været rimelig led og ked af det den sidste måneds tid. Der har været meget mere dal end der har været bakke.

At vinde et mesterskab er klart en optur, også selvom hunden kun var til låns på dagen

Faktisk er det lige nu kun min bedste lykkepille Ninja, der “spiller”, og som jeg føler, at jeg kan træne frit med.

Ninja

Selvom der ikke sker noget ved at løbe med Fuji, så har jeg bare lidt en mental stopklods for at træne løs med hende. Motivationen blev lidt tromlet ned efter den hjertescanning. Jeg har faktisk trænet mere lydighed end agility med hende siden scanningen. Der er også grænser for hvor meget, man kan få pulsen op over et stillingsskift eller at holde en apportbuk. Men lysten til at træne med hende kan ligge på et meget lille sted. Naturligt nok bliver jeg lidt trist, når jeg ser hende puste. Men bare rolig venner. Hun løber det bedste hun har lært i ture og i haven, så hun forfalder skam ikke. Det er bare mig, der lige skal sluge kamelen.

Fuji hjælper Silas med lektierne

Så er det jo MicMic. Hvorfor løber jeg dog ikke med hende? Det ville jeg også utrolig gerne, og hun vil også meget gerne. Jeg savner at løbe med min lille humørbombe. Vi har faktisk ikke løbet mange minutter sammen siden april.

Jeg savner at løbe med MicMic

Men hun er desværre ikke ok. Det kan jeg bare mærke. Hun løber glad omkring, og der er ikke noget at se, men hun er spændt op i sin krop, kan jeg mærke, når jeg mærker hende igennem og masserer hende. Jeg har fået behandlet hende med kiropraktik,  Kranio Sakral Terapi et par gange og noget bindevæsmassage. Men det er som om, der ikke helt kan komme bund i det. Nu må jeg gå dyrlægevejen, så jeg kan få forsikringen til at dække noget af det her behandlingsgilde og få MicMic undersøgt nærmere, for min økonomi er meget meget dyrlæge- og behandlingstræt.

Min skønne humørbombe. Jeg håber vi snart kan løbe sammen igen

Er der egentlig noget at sige til, at man generelt bliver en anelse træt, og nogen gange bare får lyst til at sætte sig ned og tude?!

Hængekøjen er et godt sted til en tænkepause

Nu går jeg simpelthen lidt i “vinterhi”, og så må vi se, hvornår jeg dukker op igen. Jeg skal vist bare lige sunde mig lidt og så finder jeg nok en vej videre. Pt. har jeg ingen stævneplaner for resten af året, og jeg har opsagt mit online træning, så jeg er også uden træning. Men så stresser og frustrerer det mig da ikke, og så sparer jeg også de penge. Nu kan jeg i ro og mag gå og pille mig lidt i navlen og fordøje det hele, mens hele min flok og jeg igen bliver fit for fight.

Nu skal badeværelset have en over nakken, og så kan det jo være, at vi kan komme på en lille ferie i uge 42. Så vi kan hygge sammen hele familien. USA bliver det ikke. 2018 blev slet ikke det jeg havde på tegnebrættet, da året startede. Efterårsferien med familien byder måske på  en tur i campingvognen i DK, nogle dage i sommerhus eller måske et smut til Tjekkiet. Vi må se. Jeg håber det kan lade sig gøre. Nogen gange må man bare erkende, at man ikke kan det hele (det er jeg bare så dårlig til).

Min far kom forrige weekend og hjalp med at tage hul på projektet

God vind til alle jer, der skal til DM! Jeg ønsker jer godt vejr, gode baner, godt kammeratskab og flot agility. Må de bedste vinde!

Jysk Mester, men ikke helt som det “plejer”

De sidste tre år har jeg stået øverst på podiet til Jysk Mesterskab. Helt fantastisk. Nu tog jeg igen til Jysk Mesterskab. Kunne jeg gøre det igen?! Opskriften plejer at være at jeg eftertilmelder til Jysk Mesterskab og får pyha lov til at tilmelde. Det fik jeg også i år mod et betale et tillæg på ca 50%. Det vender vi lige tilbage til…

Derudover plejer at jeg fucke de åbne løb, som kvalificerer til A-finalen op, så jeg er nødt til at løbe fjumre-finalen. Dvs B-finalen, hvor top 3 plejer at få adgang til A-finalen, hvor man løber om mesterskabet. Jeg plejer så at vinde B-finalen, og derefter også A-finalen.

I år lavede Ninja en nedrivning i begge åbne klasser i nogle ellers fine gennemløb, men vi fik os lige listet med i A-finalen efter de to løb. Men hallo, jeg brød jo opskriften…. tænkte jeg lidt bekymret, da jeg så finalelisterne.

Ninja til JM

Men jeg havde faktisk et kort mere på hånden til dette JM. I starten af ugen spurgte Sara Saron på facebook, om der var nogen, der havde lyst til at løbe med hendes hunde Audi og Senna, da hun var blevet forhindret i at løbe selv. Jeg “rakte hånde op” og meldte mig, og Sara viste mig den tillid at lade mig løbe med Audi.

Inden dagens stævne tror jeg faktisk aldrig, at Audi og jeg har haft nogen som helst kontakt. Så det var et makkerskab lidt i blinde. Men en sikker grundtrænet hund og en rimelig overbevisende handling i fællesskab kan jo gøre meget for et nyt makkerskab.

Audi og jeg startede godt nok samarbejdet med at blive disket efter forhindring nr. 3, hvor Audi blev suget ind i en tunnel. Jeg lærte på den bane, at man skulle være lidt mere kontant, og at vende Audi var som at vende et containerskib. Min erfaring med at løbe med FT cockere var sådan set også ikke-eksisterende før i dag.

Jeg fik dog mere og mere styr på “Audien” for hvert løb. Vi fik en chance i fjumrefinalen, hvor vi blev nr. 2 og kvalificerede os dermed til mesterskabsfinalen, A-finalen.

B-finalen med Audi

Det var sgu lidt vildt at stå i finalen med en lånt hund, som jeg aldrig tidligere havde løbet sammen med. Jeg var opsat på at gøre mit bedste og så gik vi ellers på banen. Vi leverede et ret fedt løb, synes jeg selv. Jeg var koncentreret om at være “på” de rigtige steder (det er faktisk lidt svært med en ukendt hund, men jeg havde vel luret, hvor der lettest kunne ske fejl). En enkelt lille misforståelse, som jeg fik reddet, blev det dog til, men vi var fejlfrie.

Efter løbet førte vi mesterskabet, men der var vel stadig lidt under 10 hunde, der skulle løbe. Men ingen slog vores løb, og så stod jeg der igen i 2018 som Jysk Mester, men ikke helt som det plejede at være, for det var sammen med lånehunden Audi. 1000 tak for tilliden Sara. We did it!

Inden jeg helt var landet efter sejrsrunden, så skulle jeg løbe a-finalen med Ninja. Kunne vi blive Jyske Mestre sammen igen i 2018? Inden jeg skulle løbe var Morten og Guide på banen. De leverede et smukt fejlfrit løb, så jeg var da godt klar over, at jeg skulle stå meget tidligt op, hvis jeg ville være med der. Jeg gav den gas og gjorde mit bedste, men Guide kunne vi altså ikke slå. Vi lå nr. 2 efter vores løb, og efterhånden som alle de øvrige store hunde kom igennem, rykkede vi på ned på 3. pladsen. Men det var sådan set stadig en ganske flot placering for min gode gamle Ninja.

Audi Jysk Mester mellem klassen og Ninja nr. 3 til JM, stor klasse

DCH Ribe havde kastet sig ud i afviklingen af Jysk Mesterskab, og det er faktisk til trods for, at de ikke engang selv havde nogle deltagere med til stævnet. Der var måske nogle ting i forberedelserne, som de ikke gjorde som “andre plejer”, men de kom i mål, og der var ingen tvivl om, at de syntes, at JM var et særligt stævne, og der var gjort noget ud af det.

Faktisk blev dagen skudt igang med en tale af Esbjerg Kommunes borgmester. I løbet af formiddagen kom isbilen også lige forbi, og DCH Ribe gav is til alle. Virkelig fint træk. Der var opsat sejrskammel til præmieoverrækkelse, så præmierne kunne blive delt behørigt ud (og ikke lige som i Nordjylland sidst år, hvor jeg nærmest bare fik stukket JM vinderpokalen lidt fladt i hånden på en øde dyrskueplads.). DCH Bladet var på plads for at skrive om JM og Jyske Vestkysten skulle vist også skrive noget om stævnet. Så der manglede ikke mediedækning.

Et lille drys af malurt i bægeret var måske, at man også kunne få fornemmelsen af, at DCH Ribe var så søde at afvikle stævnet med det for øje at tjene penge. Sidste tilmelding var i sommerferien og hele tre uger før stævnet (selvom programmet først lå klar i går aftes), og man var i Ribe i hvert fald ikke kede af at tage ved, når der skulle opkræves for ekstra for eftertilmelding. Ja, man kan jo bare melde til til tiden eller betale, og det gjorde jeg så også. Glad for bare at få lov til at tilmelde efter fristen. Ved tilmeldingsfristen var mit hoved vist lidt spækket med Fuji og hjertehalløj. Men jeg ved, at andre droppede at eftertilmelde, fordi de syntes, at forskellen med de ordinære 150 kroner (kr. 120 hvis de ikke ville løbe finaleløb) og de 230 kroner incl eftertilmelding var lidt for dyrt for dem. Der var vist også nogen, der valgte finalen fra, fordi de ikke ville betale ekstra for at løbe et finaleløb. Det kan jeg heller ikke mindes at have gjort før, men måske husker jeg forkert.

Men afviklingen gik super fint og glat. Der var ikke en finger at sætte på det. Startlister og resultatlister lå online og friskopdaterede hele tiden. Der var musik i højttalerne og tydelig præmieoverrækkelser. Dommerne havde tegnet nogle yderst rimelige baner til stævnet. Så det var virkelig en fornøjelse at være til JM i DCH Ribe. Også selvom vi fik besøg af nogle heftige byger et par gange. Men det var heldigvis ikke heldagsregn.

Masser af regn, når bygerne lige kom forbi

Det var faktisk lidt som at komme hjem igen. Gennem et par år var jeg medlem i DCH Ribe. Jeg har været til et utal af stævner på klubbens skønne arealer. De første ugekurser blev også afholdt der. Så det var lidt som at komme hjem igen. Det var der, hvor Hans Peter Dinesen, Pia Metz, Louise Møller, Laila Brogaard og jeg holdt til, indtil vi i starten af 2007 stiftede Ribe Hundevenner. Jeg har brugt rigtig mange gode timer i DCH Ribe i gamle dage.

Lidt mere om hjertet og undersøgelser af andre hunde

Allerførst vil jeg gerne have lov til at sige tak for de mange beskeder, kommentarer på Facebook, da jeg delte linket til mit opslag om Fuji. Tak for kram, private beskeder og opringninger.

Som ved enhver anden mavepuster, så skal man lige gispe lidt efter vejret og ømheden skal måske også lige fortage sig lidt. Jeg er færdig med at gispe. Det var mest chokket, men jeg ømmer mig stadig og venter på, at der falder ro om det hele. Men ingen skal være i tvivl om, at jeg synes, at det er forbandet øv. På den anden side er jeg taknemmelig for, at jeg fik det tjekket.

Risiko?
Fuji er jo bare som min Fuji er. Hun ved jo ingenting. Jeg har så bare ikke rigtig lyst til at træne med hende lige nu, men lader hende løbe lidt i korte sekvenser, når jeg træner med Ninja. Jeg har vel sat hende lidt på standby, mens jeg tænker lidt over tingene. Det er jo ikke planen at hun skal være sofahund, men jeg skal lige gøre op med mig selv, om jeg i længden synes, at det er fantastisk at løbe agility med en hund, der skal hive efter vejret og bruger meget lang tid på at få pulsen ned og holde op med at ligge og puste.

Heldigvis elsker Fuji alt slags samarbejde

Vil jeg have det godt med at køre Formel 1 med en løs hjulbolte?? Hvis man sådan lige løseligt kan lave den sammenligning. Jeg ved det faktisk ikke helt. Men det må jeg jo finde ud af med mig selv. Jeg må jo også se, hvad scanningen siger om et par uger. Men man kan jo lave meget andet end agility med sin hund, hvis det skulle komme dertil.

Bivirkninger
Kan jeg mærke noget på hende? Nej, det kan jeg ikke umiddelbart. Den første uge syntes jeg, at hun virkede sådan lidt sur, og hun protesterede lidt, hvis de andre hund kom for tæt på hende. Når jeg læste indlægssedlen til medicinen kunne jeg ikke lige se, at der skulle være noget. Henrik nørdede dog lidt mere i det, og fandt frem til, at det faktisk godt kunne være en bivirkning ved Vetmedin. Jeg synes dog, at det er gået i sig selv igen, men hendes krop skal nok også lige vænne sig til medicinen.

Hvorfor og hvordan
Jeg har tænkt, læst og talt meget med mange om dette emne. Jeg har gerne villet forstå det hele lidt bedre. Er der noget udefrakommende, der kan udløse sygdommen. Hvad med arveligheden? Hvordan nedarves det? Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at det kan være arveligt. Hvorfor kan sygdommen ligge og gemme sig sådan lidt på samme lumske måde som epilepsi. Dermed mener jeg, at der somme tider popper et tilfælde op, men ikke som en fast “regel”

Foder
Jeg har læst amerikanske teorier om, at der kan være en sammenhæng mellem fodring med kornfrit foder, mangel på taurin og L-carnetin og Dilateret Kardiomyopati, men de to kardiologer, som jeg har spurgt mener ikke, at der er nogen sammenhæng. Jeg aner det ikke, og tænker også lidt skeptisk, at det jo kan være propaganda fra amerikanske fodergiganter, som gerne vil skabe en dårlig stemning omkring kornfrit foder. Den slags tricks er jo set før. Faktisk har jeg ladet mig fortælle, at en de personer, der refereres til i mindst en af artiklerne, arbejder for Iams og Hills, og de kunne vel godt have lyst til at stikke en kæp i hjulet på de kornfrie produkter. Jeg har foderet med kornfrit foder i noget der ligner 10 år, og dyrlægen syntes faktisk ikke, at jeg skulle skifte, så de må tro usandsynlig lidt på den påstand. Og jeg fodrer ikke med dyrlægens foder, vil jeg så lige indskyde her.

Ansvaret
Fuji er jo mit eget opdræt. Heldigvis havde jeg ikke solgt hende som hvalp, men beholdt hende. Det havde været meget trist at have påført denne diagnose med de tilhørende bekymringer og udgifter til en anden. Så heldigvis bor hun hos mig. Det er jeg faktisk glad for.

Da jeg fik diagnosen informerede jeg naturligvis ejerne af Fujis søskende, så de også kunne holde øje med deres hunde. Jeg informerede de opdrættere direkte, som havde hunde i familie med Fuji, så jeg vidste, at de var klar over det.

Darwin
Tine og jeg har i forvejen en meget tæt dialog vedr. Darwin, og jeg vidste også, at Tine havde været afsted til dyrlæge med Darwin, fordi han blev så forpustet og ikke kunne “holde til” at træne så lange pas mere, som f.eks for et år siden.

Tine mistænkte, at han manglede vitaminer eller næringsoptag i sit foder. Han blev grundigt undersøgt, der blev taget blodprøver, afføringsprøver for hjerte-/lungeorm, tjekket for sukkersyge m.m. Han er lyttet og kigget grundigt på. Bemærk lige denne sidste sætning.

Faktisk havde Tine også foreslået dyrlægen, at han skulle hjertescannes, men det havde dyrlægen afslået, fordi blodprøverne iflg hende ville have sladret, hvis hjertet var på overarbejde.

Darwin

Men da jeg har været afsted med Fuji, så bestiller Tine straks en tid til hjertescanning af Darwin. Flere af symptomerne var jo de samme. Så Tine og jeg var begge meget sikre på, at Darwin i torsdags også ville få samme diagnose som Fuji. Jeg kørte til Aalborg og var med til scanningen.

Mette, som er kardiolog på Aalborg Dyrehospital startede undersøgelsen med at lytte til Darwin (som jo altså var lyttet på flere gange før), og hun sagde at hans hjerte lød fint, men at hun ikke kunne lide lyden på hans lunger. De var som om de peb lidt ved vejrtrækning. Hun syntes umiddelbart, at en hjertescanning var overflødig.

Men hjertescanning blev det nu til alligevel, for hverken Tine eller jeg kunne lægge det fra os. Så vi ville være sikre på, at han ikke gik rundt med samme diagnose. Scanningen viste et stort og stærkt hjerte. Der var ikke noget forkert i det. Hans puls var pænt lav, 55-70 s/m. Fujis var til sammenligning 71-73 s/m. Jeg har læst, at det normalt er 70-120, men hvis man er i god form, så kan det sagtens ligge lavere.

Der var som sagt intet mistænkeligt ved hjertet, men der var tilbageløb fra lungerne til hjertet. Dette tilbageløb skyldtes et forhøjet tryk i lungerne, men hvad årsagen til det var, kunne hun ikke umiddelbart sige noget om. Men trykket var så højt, at dyrlægen beordrede, at Darwin skulle holdes helt i ro. Hans puls måtte ikke stige, før der var kommet styr på det. Dvs ingen aktivitet overhovedet.

Darwin

Dagen efter blev Darwin så CT scannet, i håb om at det kunne vise, hvad der er med hans lunger, men det blev vi ikke lige frem klogere af. Der er ikke nogen umiddelbar årsag til hans tilstand. Specialister i England har kigget på billederne fra scanningen samt div andre testresultater. Selvom afføringsprøver, blodprøver og røntgen og CT scanning ikke viser tegn på hjerte-/lungeorm, så startes han nu op på en kur mod det. Så må vi se, hvilken effekt det har. Jeg håber, det kan bringe ham på rette køl. Jeg løber lidt tør for ord, når jeg skrive, hvad jeg føler om situationen. Så hvad jeg end vil skrive, så kommer det til at klinge hult.

Hvad vil jeg så sige med den smøre?
Jeg vil sige, at selvom en “almindelig” dyrlæge har lyttet på hunden og sagt, at alt lyder fint, så må kardiologerne have en anden hørelse. Darwin var tjekket grundigt, men nærmest henlagt til, at sådan var han nok bare…..  Der var jo ikke noget at finde på ham, og alligevel var en mislyd på lungerne blevet overhørt.

Jeg synes naturligvis ikke, at alle skal fare afsted og få deres hunde hjertescannet. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på nogle af de ting, som man måske ikke bare skal slå hen. Er hunden meget mere forpustet end de andre hunde til træning, tager det længere tid for den at komme ned på normalt åndedræt, hoster den, slinger på bagben, muskelsitren og hvad jeg ellers har hørt om eller selv set på Fuji. Ja så kan der måske være grund til at få den kigget efter.

Flere er scannet nu
Jeg ved, at det har fået nogle andre til at kigge kritisk på deres hund og dens forpustethed og evt andre symptomer. Det har også fået nogen til at kontakte veterinær kardiologer. Det ved jeg naturligvis kun, fordi disse personer, har skrevet til mig og fortalt det.

Jeg kan fortælle, at jeg er vidende om, at der indtil videre er scannet 4 hunde efter Fuji blev scannet.
Hund 1 (Darwin): Fint hjerte, men mislyd på lungerne
Hund 2 : ikke DCM, men fortykket og stift hjertemuskulatur. Der er ordineret hjertemedicin resten af hundens liv (den er vel omkring 6 år)
Hund 3: Alt var superfint!! Dejligt! Undersøgt på symptomer og familierelationer
Hund 4: Ikke DCM (mindre hjerteforandringer og lidt stivhed i hjertemuskulatur, som ikke skulle betyde noget) Der er igangsat udredning for symptomer ala Fujis. Første undersøgelse gav ikke noget svar.

Jeg ved, at der er flere “på vej”, og så er der jo nok nogen, som jeg ikke kender til.  Jeg håber det bedste for hundene og for border collie racen. Og hvis der er noget at komme efter, så er det jo glædeligt, at hundene bliver behandlet.

Folk må naturligvis forholde sig til de her ting, som de har lyst til. Men jeg håber, at det kan være en hjælp for de hunde, som faktisk fejler noget. Ikke at en meget forpustet hund behøver at fejle noget, så folk skal jo ikke gå i panik, men måske bare observere lidt kritisk. Hvis man er utryg kunne det jo være, at man skulle kontakte en kardiolog og måske få dem til at tjekke hundene. Det er jo ikke sikkert, at der overhovedet er behov for at kaste en hjertescanning efter sin hund.

Dataindsamling
Jeg har ladet mig fortælle, at KU Sund gerne vil indsamle noget data vedr. vores hundes (border collier) åndedræt i hvile og ved aktivitet. Jeg har skrevet til en dyrlæge derinde, for at få mere klarhed over, hvilke data de gerne vil have og hvordan de evt. vil modtage dem. Når jeg får svar på det, vil jeg naturligvis gerne dele det på bloggen, så de kan få så meget ensartet data som muligt.

Jeg ved langt fra alt om dette emne, men jeg har forsøgt at sætte mig lidt ind i det. Dog har jeg stadig mange spørgsmål virrende rundt i hovedet. End ikke dyrlægerne ved alt, og der er rigtig meget gætværk. Det er så frustrende. En af grundene til gætværket er, at man mangler fællesdata om vores race. DCM mellem racerne kan man ikke sammenligne. Kardiologen i Aalborg gjorde meget ud af at sige, at man ikke måtte sammenligne med DCM hos dobbermann, hvor forekomsten vist er på noget nær 50%, og hvor hundene ikke får et langt liv.

Tænk hvis en dyrlægestuderende på KU kunne blive interesseret i emnet og have lyst til at lave sit speciale om netop border collier. Jeg ved, at lignende studier er lavet på andre racer, og det giver da helt sikkert meget mere viden.

En af mine gode veninder har tidligere haft gigant-racer. Der tilbød Landbohøjskolen (det hed KU Sund dengang), at alle ejere af denne race kunne så deres hundes hjerter undersøgt. Min veninde ville gerne bidrage til øget viden om racen og meldte sig. Resultatet var at opdrætteren blev rigtig sur på hende og skældte hende ud. Opdrætterens forsvar var : “Hvad nu hvis de finder noget på ham. Så ødelægger du jo hele min linje…..”

Den første runde fødselsdag

10 år. Menneskets første runde fødselsdag. Trods en noget bumlet start på livet, så er Silas kommet godt efter det, og d. 1. august blev han 10 år.

Silas er vores solstråle med sit gode humør, smittende latter og sit fravær af ynk og jammer (han havde måske ellers mere grund til det end de fleste). Han kan mange fantasifulde og latterlige undskyldninger, og dem kunne jeg nok skrive de tykkeste bøger om. Silas beriger i den grad vores liv på alle tænkelige måder.

Hans tidligere klasselærer sagde engang til en skole-/hjem samtale, at hvis hun skulle beskrive Silas med et enkelt ord, så var det FINURLIG. Hvis man slår det op i Den Danske Ordbog, så står der:

Jeg er sikker på, at det særligt var den pudsige måde, som hun havde hæftet sig ved i den sammenhæng. Beskrivelsen passer sådan set meget godt på Silas.

Sidste onsdag blev Silas 10 år. Nogle børn tænker at en rund fødselsdag da skal kaste et brag af en fest af sig og give nogle helt fantastisk store gaver. Den tanke havde Silas bare slet ikke. Vi gør nu normalt heller ikke en helt masse ståhej ud af fødselsdag. Som Henrik siger om sin egen fødselsdag: “Jeg vil bare gerne have en god dag, men jeg vil egentlig gerne have at alle dage på året er gode.”

Silas startede med at vågne op på trampolinen sammen med os andre. På grund af de varme nætter har jeg flere gange sovet på trampolinen, og jeg har virkelig nydt at sove ude i frisk luft. Det er så fantastisk skønt at vågne op i den friske morgenluft til naturens lyde; bladenes hvislen, ændernes rappen, fuglenes sang og bare lyden af stille sommermorgen. Denne nat var hele familien så rykket derud.

Silas og Henrik hentede morgenbrød, som vi nøde i fællesskab. Bagefter var der oppakning af gaver. Hvilket barn elsker ikke gaver?!

Silas pakker en af dagens gaver op. Zombie Nerf Gun

Sidste år var vi på ferie, da Silas havde fødselsdag. Der var vi på Hexen Tanzen Platz i Harzen, som er sådan et forlystelsesområde. Det var det som Silas valgte, at vi skulle på hans fødselsdag sidste år. I år ville Silas gerne i et Tivoli på sin fødselsdag i år.

Valget faldt på Tivoli Friheden. En tur til København for at tage i Tivoli var lidt for uoverskueligt (og dyrt) efter min smag. Silas var sådan også ligeglad om det var det ene eller det andet. Så er der da slet ingen grund til at gøre det mere besværligt.

Det var bare lige det, som knægten ønskede. Tivoli på sin fødselsdag.

Her fik jeg virkelig øjnene op for, at det er noget billigere at tage en tur i Tivoli Friheden i stedet for f.eks Djurs Sommerland eller Legoland. Her skal alle jo købe en entré billet, der giver adgang til alle forlystelser. Det koster typisk 285 og 375 pr. person.

Først var det meningen, at vi skulle have haft hundene med, fordi vi så ikke skulle tænke på, at vi skulle hjem til dem. Men med 25-27 grader, så synes jeg alligevel, at de var bedre tjent med en lang dag alene hjemme. Hvis vi havde haft hundene med, så havde det været lidt spild med entré+turbånd til os alle, fordi en af os jo var nødt til at være hos hundene. Det blev alligevel nok lidt for spændende at have dem med i forlystelser. Uanset om vi havde hunde med eller ej, så ville vi voksne nok alligevel ikke bene afsted for at prøve alle aktiviteter om og om igen.

Derfor har Tivoli Friheden bare den perfekte billetform til vores familie. Vi endte med denne model: En all-inklusive børnebillet (inkluderer entré, turbånd, et måltid med drikkevarer, valg mellem softice, popcorn eller candyfloss og en billet til at prøve en af boderne, hvor man kan vinde præmier). Den koster kun kr. 250,-

Tivoli og candyfloss passer ligesom sammen

Til Silas købte vi også et “Forældrearmbånd”. Det betød at Silas havde 2xturbånd på håndleddet, og han så måtte tage en valgfri voksen med i den forlystelse, som han ville prøve. Det var virkelig genialt. Forældrearmbåndet kostede bare, hvad et turbånd normalt koster (kr. 125,-), så det var ikke dyrere end et personligt armbånd, selvom det kunne bruges af flere forskellige voksne. Det passede faktisk perfekt, for hverken Henrik eller jeg gider at ræse rundt for at prøve alle forlystelserne.

Silas valgte denne gang mig som følgesvend på turen i “Orkanens øje”

Henrik og jeg købte så bare en almindelig entrebillet til kr. 120,-. Samlet set kom vi af med kr. 615 for en hel dags fornøjelse. Det er sgu da ok for os tre personer, for vi manglede virkelig ingenting.

Vi var faktisk lige pludselig mange, der fik glæde af “forældrearmbåndet”, for aftenen før havde jeg ringet til min far og fortalt, at vi tog i Tivoli Friheden, og at han da kunne kigge derind, hvis han havde lyst.

Hygge

Den opfordring tog min far i mod, og vi havde virkelig en helt fantastisk dag alle 4. Jeg tror, at Silas nød at håndplukke hvem, der skulle med i forlystelserne, og det var jo helt perfekt, for når han tog en med for at prøve en forlystelse, så sad vi to personer tilbage og kunne underholde hinanden. Vi fandt forskellige baser, hvor vi holdt til. Så sad de tilbageværende og nød kaffe og forfriskninger i skyggen, mens der var tid til at snakke og hygge med hinanden.

Lidt forfriskning skulle der også til
Aftenmåltid ved søen inden turen går hjemad

Silas syntes, at dagen havde været fantastisk. Vi kunne ikke være mere enige med ham.

På (ud)flugt med familien

Puha. Ugen har været hektisk, og jeg skal love for, at besøget på Bygholm Dyrehospital var noget af en mavepuster for mig. Mit hoved snurrer stadig rundt med teorier og et forsøg på at forstå det hele og ikke mindst fordøje det. Det er jo ikke verdens undergang, men det rystede mig lige der, hvor jeg stod, og med de planer, som jeg havde. Men det skal dette indlæg slet ikke handle om. Det kan senere få et indlæg for sig selv.

Efter at have postet sidste blogindlæg, så var jeg meget opsat på, at vi skulle tage afsted på camping i weekenden. Væk og være sammen med hinanden. Vi har ikke været afsted på noget, der ligner ferie uden, at den egentlige agenda var hund.

Vores lille lejr

Silas var nærmest også helt vantro, da det gik op for ham, at det var en  vaskeægte campingplads med pool, minigolf og hoppepuder. “Er det der slet ingen hundeskrammel?” spurgte han. Hvad jeg så skal lægge i det, ved jeg ikke helt. Han kan godt lide at være med til “hundeskrammel”, men jeg kan da godt forstå, hvis han bedre kan lide at komme afsted til en campingplads, hvor dagsordenen ikke er fastsat efter et hundeprogram. Åh, jeg forsøger at dele sol og vind….

Kriterierne da jeg kiggede efter campingplads var, at det gerne måtte ligge tæt ved vandet, udendørs pool (det passer jo lige til denne sommer), minigolf og så skulle pladsen ikke ligge mere end 1 times kørsel hjemmefra. Valget faldt på Stensager Strand Camping.

Fra morgenluftetur

Det var et super godt valg. Den vil jeg meget gerne anbefale andre. For os hundefolk vil jeg fremhæve, at hunde kunne medtages for kr. 0,-. Det er jo meget rart, når man nu har 3 stk. Adgang til pool samt forbrug af varmt vand var inkluderet i prisen. Jeg hader, når jeg skal betale her og der på en campingplads. Det eneste ekstra man skulle betale her var minigolf og varerne i butikken.

Mini Golf

Pladserne, hvor vi lå var ret små, men det gik fint. Vi havde søde og sjove naboer. Det gør jo straks det hele lidt lettere. Den ene af dem boede faktisk ved Guldager og havde observeret, at der var “gang i den” med Jutlandia Cup. Ikke at han synes, at der havde været specielt meget støj, mest lidt højttalerlyder.

Tøserne fulgte nøje med i naboernes stigegolfmatch

Nogle af pladserne har udsigt ud over Lillebælt, og fra pladsen og til vandet er der vel 200 meter.

Smuk udsigt fra campingpladsen

Stranden er virkelig børnevenlig – og hundevenlig. Man kan gå temmelig langt ud uden at stå vand til halsen. Det var fedt for hundene at løbe rundt i vandet. De havde godt nok en fest. Der var nemlig stort set ingen mennesker ved stranden. Først dagen efter fandt jeg ud af, at der henne ved strandens p-plads var skiltet med, at der var fundet bakterier i vandet.

øv – skilt

Det viste sig dog, at det faktisk var på nabostranden, men at myndighederne også havde lukket denne strand. Ingen af os blev dog utilpas af at soppe i vandet.

Der aftensoppes

Pladsen havde meget dårligt mobilsignal med mindre man har Telenor. Da jeg (lidt endnu) har Oister, der bruger 3´s mast, så var det begrænset for interessant det var, at surfe på nettet. Det var sådan set godt nok, for så fik jeg slappet af, blundet under markisen i løbet af dagen, læst et ugeblad, gættet et par krydsord udover vandland, minigolf og gåture med de andre.

Aftensol og rødvin er også sommerhygge

Bag ved campingpladsen gik stien op til Skamlingsbanken, som med sine 113 meter er Sønderjyllands højeste punkt. Der er en fantastisk smuk udsigt deroppe fra. Turen derop gik gennem en skov og selvfølgelig bakker. Der var højst 2 km derop fra campingpladsen.

Udsigten er smuk ind over land
Udsigten er også smuk ud over Lillebælt

Skamlingsbanken har gennem tiden været samlingssted for “danskheden” og ikke mindst et samlingssted for at få Sønderjylland tilbage til Danmark. Der er flere mindesten for personer, som har betydet noget for “danskheden”, herunder “højskolefolk”.

Nedenfor Skamlingsbanken ligger Klokkestablen, som er et mindesmærke for modstandsfolk. Der er 5 klokker i tårnet, som ringer de første toner fra Prins Jørgens March, som var BBC´s kaldesignal til Danmark under krigen. Klokkespillet kunne man svagt høre nede på campingpladsen.

Klokkestablen

Vi gik en tur langs “Udsigtsruten”. Det var virkelig en smuk og hyggelig tur. Vi kunne nok godt være gået lidt længere, hvis jeg ellers havde fået mine Nike sko med og ikke skulle tilbagelægge de mere end 4 km i terræn i flade sandaler, som tilmed endte med at nappe mine tæer for hvert skridt.

Smuk natur gennem fåre- og kreaturfolde

Det var en dejlig campingplads, og vi kan helt sikkert godt finde på at komme tilbage. Dejligt at man ikke skal køre i flere timer, for at føle, at man kommer til et nyt og fremmed sted.

På hjemturen kørte vi i gennem Hejlsminde. Jeg har altid syntes, at det var sådan en smuk perle med en skøn udsigt ud over vandet. Vi havde købt en pizza, som vi nød i noget, der mindede om en sommerstorm. Det var dælme med at holde på pizzabakker og colakrus.

Det var skønt med en weekend med hygge med familien. Vi skulle egentlig have været ude fra campingpladsen kl 14, og ville også gerne været blevet en dag mere, men fordi vi skulle til kontrol på Skejby med Silas mandag formiddag, så var vi nødt til at tage hjem søndag.

Campingfatter gav os lov til at blive lidt længere, da der ikke skulle komme nogen på vores plads den dag. Super service! Vi tog en slapper resten af eftermiddagen, før vi kørte hjemad.