Just can´t get enough

Både min spotify konto og min youtube konto har været meget ensporet gennem mange mange måneder.

Det er nemlig sådan, at når jeg har været til en Depeche Mode koncert, så kan det tage mig flere måneder at “falde ned” igen. Uanset hvilken set-liste de kommer med, så synes jeg jo altid at der mangler en masse numre. Det vil også være noget af en marathon koncert, hvis de skulle spille alle de numre, som jeg har på “min” setliste.  Så må jeg lige lytte nogle af de numre, som jeg manglede til koncerten. Der er også mange numre fra koncerten, som jeg lige skal genhøre, så jeg lige kan komme i stemning igen. Sådan kan jeg i uge- og månedsvis leve på en koncert.

Det er jo ikke nok at lytte på Spotify. For når Depeche Mode ruller sig ud på scenen, så er musikken ikke som på albums. Versionen er ændret og introen er ofte pirrende interessant under koncerten, når man intenst og forventningsfuld står og lytter efter noget, man kan kende i melodien, inden ens ansigt flækkes af genkendelsens smil, når man jublende fanger, hvad der er i vente. Intet kan skuffe i den situation.

“World of my eyes”

Det er måske ikke bare en anden intro/outro eller version, måske er vocalen endda ændret. Denne intro og disse versioner findes jo kun på bootlegs og piratoptagelser fra koncerterne. De findes heldigvis i overflod på youtube, og jeg lapper dem i mig sammen med div liveoptagelser fra Fans, der via fangrupper på Facebook streamer live fra en koncert et eller andet sted i Europa, som de stadig spiller i. Egentlig irriteres jeg af dem mange smartphones, der stjæler eller forstyrrer billedet til en koncert, men bagefter elsker jeg jo resultatet fra dem som deler det med os andre.

En af dem jeg ser ofte på Youtube er denne version af “Walking in my shoes”. Jeg ser den blandt andet for at genhøre intro og outro, men mest af alt pga videoen, som kører i baggrunden på storskærmen. Jeg har altid godt kunnet lide nummeret/teksten (fra 1993), fordi det er sådan en god reminder til os om, at “ting” ikke altid er, som det vi kan se med det blotte øje. Nogen gange er folk, som de er, eller agerer som de gør pga noget, som “vi” ikke kan se. En god reminder om, at vi skal udvise respekt og rummelighed for vores medmennesker.

I videoen ser man en transkønnet vågne op i sin lejlighed, og man følger “hans” transformation til en kvinde og personens færden gennem gaderne. Det slår mig, hvor ulykkeligt det menneske ser ud og hvordan vedkommende ser ud til bare ikke at “passe ind”. Tja, når jeg læser transkønnedes kommentarer til denne version, så bliver de nærmest slået omkuld af videoen. Men det er nu aldrig, fordi jeg selv har tænkt på transkønnede, når jeg har hørt sangen. Jeg kan finde så meget andet mening med teksten end lige det.

Storskærmen netop fra “Walking in my shoes”

En gang var jeg en ivrig koncertgænger, men nu er jeg faktisk kun ivrig, når Depeche Mode bevæger sig indenfor landets grænser. Så er jeg også bare nødt til at komme afsted. I løbet af det sidste år, har jeg været til to koncerter med dem. D. 31. maj i Parken og d. 9. januar i Royal Arena. Til sommer gæster de igen Danmark, når de skal spille på Tinderbox festivalen. Jeg er lidt fristet, men lige nu er jeg faktisk mest hooked på tourens sidste koncert i Berlin til juli.

Med alle de dødsfald, som musikken oplevede i 2016, så kan jeg jo se, at man ikke altid bare kan opleve et band “engang om nogle år”. Pludselig døde de som fluer, Prince, David Bowie og George Michael. Heldigvis nåede jeg at opleve to af de tre dem live, men gamle slidte drenge som dem fra Depeche Mode holder jo nok heller ikke evigt…. But I just Can´t get enough (titlen på bandets debutsingle fra 1981).

Mon ikke mit fjæs og smil siger alt efter sådan en koncert?! Koncerten i Royal Arena nød jeg blandt andet sammen med min veninde Janne, som jeg i 1993 slæbte med til hendes første Depeche Mode koncert

Så jeg ved bare, at jeg må afsted igen. Om det så bliver Tinder eller Berlin (eller begge) ved jeg ikke. Noget i mig frygter, at det bliver “The End”.

Vi melder klar til badesæsonen

Nogen vil måske sige, at det er lidt tidligt at melde klar til badesæsonen. Jeg er ikke selv vinterbader, men det er Fuji f.eks. Hun er frisk på at bade hele året.

Jeg bor tæt ved stranden, og elsker at gå tur langs vandet med hundene, og de elsker også at gå ved vandet. Ulempen er naturligvis sand i pelsen og våde hunde, men jeg tager gerne den der ekstra tur med støvsugeren efter en strandtur. Ikke mindst for hundenes skyld.

Fordi Fuji er helårsbader købte jeg for et par måneder siden et frotte-dækken til hende hos www.Flying-dogz.dk, og det har jeg været superglad for. Det hænder jo at Fuji ikke er den eneste våde hund, som jeg får med hjem fra stranden, så nu har jeg købt dækkenerne til hele banden.

De blev indviet i dag, da vi var ude at gå 5 km langs vandet og havde hyggeligt selskab af Anja fra Kennel Sheltie4You på turen. Da jeg kom tilbage til bilen var alle mine hunde våde og fulde af sand, også selv om de ikke alle havde været ude at svømme, men de havde jo løbet rundt i vandkanten og pelsen var præget af sand og vand.

7 hunde på tur

De fik alle tre deres dækkener på, inden de kom i deres bure i bilen. Det skåner jo også underlaget i burene for våde hunde (og jeg slipper for at stå og bruge håndklæde, hvilket jeg heller ikke plejer at gøre).

Snart både tørre og varme efter strandturen

Da vi kom hjem lå hundene i gangen med dæknerne på, og da jeg tog dæknerne af efter et par timer, så kunne jeg ryste masser af sand af dæknerne ude på trappestenen. Så var der da det mindre at støvsuge op. Hundene var tørre, og der var ingen “sandkager” i pelsen. Dejligt! Dæknerne virkede dog ikke våde og tunge.

Som nævnt har jeg købt dæknerne hos Flying-dogz.dk, og de koster faktisk kun 359,- pr stk. Jeg synes det er en rigtig fin pris. Dækkenet er let at give hunden på, og der er fin regulering i siden med velcro, så det kan reguleres efter, hvor omfangsrig ens hund er. Stykket som reguleres på er bredt, og gør bestemt at dækkenet sidder godt.

Der er også en regulering ved halsen, så man kan vælge hvor højt op på halsen, man ønsker at dækkenet skal gå.

Dækkenerne leveres i små tasker/etuier, som man med fordel kan gemme og opbevare dæknerne i, når man har dem liggende i sin bil.

Dæknerne med tilhørende tasker

Man skal ikke gå ned på udstyr. Nu er vi i hvert fald klar til badeferie og måske har vi lidt mere styr på fugt i pelsen og “sandkagerne” end før. Det er jeg overbevist om.

2017 er fortid

Nu hvor 2017 er fortid, så får jeg som altid et behov for at se tilbage på året. Det er lidt som at synke året en ekstra gang. I et travlt liv flyver tiden jo bare afsted, og det er meget rart at se tilbage og forholde sig til begivenhederne en ekstra gang.

Januar:
Tobias flyttede til Herning, og vi besøgte ham for første gang i hans første helt egen lejlighed med udsigt til Boxen og udover golfbanen. Bortset fra en lettere hysterisk underbo, som jeg skrev om den anden dag, så bor han dejligt der. Et spytkast fra hans daværende job, relativt centralt og alligevel roligt

Tobias´ “baghave”

Ninja var med på kursus ved Tereza Králová. Vi blev udfordret på banen, og det er altid fedt at komme hjem fra kursus og have løst opgaven. Det er altid en fornøjelse at løbe sig med Ninja.

Ninja, min bedste makker

Februar:
Jeg var så heldig at komme på agilitykursus med finske Elina Jänesniemi. Det var et fedt og inspirerende kursus, hvor MicMic fik lov at udfolde sig. Elina gav mig nogle guldkorn på kurset, som jeg stadig tænker over i indlæring af egne og andres hunde. MicMic var en skøn stjerne på kurset.

MicMic, stadig i udvikling

Efter nogen overvejelser melder jeg Ninja til landsholdets bruttotrup. Jeg føler mig mentalt klar til at prøve kræfter med landsholdet efter 10 års pause. Desværre bliver Ninja halt sidst  på måneden. Venstre baglår driller igen, og selvom jeg farer land og rige rundt med hende, så virker er hun on/off rentgående, og jeg vælger at give hende nogle måneders ro.

Behandlinger og (arbejds)ro var opskriften

Vi snuppede en weekend i sommerhus ved Vadehavet. Dejligt bare at komme væk og hygge sammen, se TV, spille spil og gå ture. Vejret var desværre ikke rigtig med os, men det var dejligt alligevel.

Sommerhushygge

Marts:
Grundet skade kan Ninja ikke deltage til WAO udtagelsen i marts. Jeg stiller med MicMic til  udtagelsen, men trods overbevisende føring i gruppen inden det sidste tællende løb ender vi på reservepladsen, pga mit kiks i sidste løb.

April:
Skolernes Motionsløb afvikles på Silas´ skole sammen med Team Rynkebyløbet. Overskuddet fra skoleløbet, som er et sponsorløb,hvor familie og venner kan bidrage med et beløb pr. omgang for barnet, går til Børnelungefonden. Silas løber kr. 3.810 på grund af den massive opbakning, som vi får fra især min omgangskreds og facebookvenner.

En stolt fyr med en af sine sponsorsedler

Silas´ deltagelse dækkes af DR, og der bringes både live-interview i 12-nyhederne, indslag på P4 samt nogle klip og interview i DR-avisen. Silas var helt cool med kameramand og journalist, og de var vilde med lille finurlige og naturlige Silas.

Silas var en talentfuld mediestjerne

For første gang deltager vi til Bingo Banko, som er arrangeret af Børnecancerfonden. Undeholdning og gaveregn for de heldige og ikke mindst overskud til velgørenhed. Det er desværre ikke os, der slæber afsted med de store præmier, men vi bliver underholdt.

Silas til Bingo Banke

Maj:
Når der sådan rigtig kommer gang i stævnesæsonen, så er det knapt med “rådighedsweekender”, så det var ren luksus, at Henrik “bortførte” mig til forkælelse og samvær en weekend i maj. Han havde lejet en lille skovhytte i Funder tæt på Silkeborg, og vi var heldige, at det denne her weekend var helt fantastisk forårsvejr. Vi fik gået nogle dejlige ture, og nydt en dejlig middag inde i Silkeborg.

Smuk forårsweekend. Her med blå himmel i Silkeborg

Søndag hentede vi Silas hos mine forældre og kørte alle tre i Ree Park, hvor vi vekslede et gavekort, som jeg havde vundet på Vilhelmsborg på entre til parken til en god oplevelse for hele familien. Det fine forårsvejr fortsatte om søndagen. Hvor heldig har man lov at være.

Det mest nuttede lille æselføl <3

Vi fik også motioneret lattermusklerne i Zirkus Nemo. En af Henriks julegaver fra mig. Hold da op, hvor vi grinede, men det som vi husker bedst var nok alligevel, at vi fredag eftermiddag, som vi gør klar til at tage afsted, opdager, at vores billetter var til forestilingen to dage før. Zirkus Nemo var virkelig servicemindede og gav os en plads til fredagens forestilling.

Siden udtagelsesløbene i marts er MicMics reserveplads pga afbud blevet vekslet til en plads på holdet, og derfor tager vi afsted til Holland for at løbe WAO. Det var en fantastisk oplevelse. Fedt at prøve kræfter med lidt andre dicipliner i sporten.

MicMic til WAO

Mic løb over al forventning, og vi kvalificerede os til finalen i pentathlon og blev nr. 3 i et af indledende løb. Helt uvant for MicMic (og mig) at hun pludselig var alene i rampelyset.

Min seje humørbombe

Maj måned sluttede nærmest med sommervejr, og det var derfor ret varmt til Maxi Zoo Cup i Viby. Det var dejligt at nyde godt vejr, agility og gode venner. Kristi Himmelfartsferien er brugt til dette stævne i mere end 10 år i træk nu.

En fyrig Ninja til Maxi Zoo Cup

Depeche Mode gæstede København. Som trolig fan købte jeg billetter til koncerten, som jeg har gjort til de sidste mange turneer de har været på. Jeg nød koncerten i Parken. Depeche Mode har jeg været ret trolig fan af siden midten af firserne.

Jeg har tradition for at købe et krus fra hver turné (næsten hver)

Maj måned var lidt opslidende for os, fordi vi vidste at Silas skulle indlægges til en IV-kur (antibiotikakur i direkte i årene). Det havde været bøvlet at få planlagt og alene det, at han skulle have en en IV-kur skulle lige fordøjes. De fleste CF forældre skal vist lige sluge den første kur, på samme måde, som man sluger en “kamel”. I vores hoveder er det ligesom et tegn på at udviklingen går den forkerte vej.

Juni:
Jeg havde brugt ret meget tid på agilitystævner i foråret, og vi trængte bare til at trække stikke ud lidt og forberede os på den forestående indlæggelse. Derfor tog vi på pinseferie med campingvognen. Vi tog til Gjerrild Nordstrand og brugte hele pinsen på at hygge os, og fik (igen) lært Silas at cykle, så vi nu faktisk kan cykle ture med ham. Endelig lykkedes det at holde ham motiveret, selvom han måtte pilles ud af buske og op af grøfter et par gange før det sådan rigtig gik derudaf.

Kombineret gå- og cykeltur ved Gjerrild Strand

Efter masser af familietid forberedte vi Silas på den forestående indlæggelse,mens vi var afsted på camping. Han tog det rigtig pænt, og vi kørte faktisk direkte fra camping og ind på Skejby Sygehus (satte dog lige campingvogn og hunde af hos mine forældre på vejen). Vi var indlagt tre dage, hvor Silas fik indopereret et kateter i armen til at give medicin i.

Silas var også frisk på selv at skylle sin picline

Henrik og jeg blev oplært i at give medicinen selv, så vi selv kunne give ham antibiotikakuren i årene tre gange dagligt de følgende to uger. Det hele gik så meget bedre end forventet.

Trygfondens Theo bamser er for mange børn nogle helt særlige bamser, også for Silas

Ud for Haderslev ligger den lille ø Årø. Den kan vi godt lide at besøge, men det er ikke hvert år vi får lavet os en tur derovre, men i 2017 kom vi faktisk derover, og det var også i et strålende flot vejr. Vi fik travet øen rundt med hundene og Silas fik cyklet. Årø var mere en perfekt til denne familieudflugt.

Årø i sigte

Vi startede sommerferien en dag tidligere end skolerne og tog en tur til Bornholm. En skøn familietur med mange klatreture i klipperne og hygge med spil og samvær blev kombineret med det meget populære bornholmske sommeragilitystævne. Det blev til en heftig præmiehøst og fem dejlige dage på Bornholm.

Hundene på Hammershus

Det var 10 år siden Henrik og jeg sidst havde været på Bornholm. Det er en smuk ø med en helt særegen natur, og Silas var vild med klipperne. Det kan hele familien nok overtales til at gøre igen.

Smukke Bornholm

Juli:
Silas og jeg tog os en lille ferie på Mandø. Henrik havde lidt ekstra arbejde, så vi tog til vores (min) lille yndlingsø i Vadehavet. Det blev til mange gåture og cykelture. Silas fik virkelig trænet på cyklen. Det blev faktisk også til badeferie, da badevandet faktisk er fantastisk ved Mandø, hvis man ved, hvor man skal gå hen. Det ved vi heldigvis.

Kollektiv badetur med 15-20 løse hunde

Sommeren i Danmark var ellers ikke rigtig noget at skrive hjem om, og sådan var det også i store dele af Europa kan jeg ligesom forstå. Regn var vist nøgleordet. Vi kiggede lidt på det kedelig vejr og kiggede på vejrkortet for Europa, og fandt frem til, at det vist ville være perfekt at køre en tur til Harzen og holde ferie. Der var ikke så langt at køre, og vejret så rimeligt ud dernede.

Quedlinburg

Vi var væk en lille uges tid, og vi havde fantastisk dejligt vejr og kun en enkelt dag med regn, men dog langt fra hele dagen. Vi havde nogle dejlige dage i sammen i Quedlinburg og fik travet området tyndt og set en masse ting. Henrik og jeg er helt enige om, at Harzen er undervurderet.

Svævebane ved Hexentanzplatz

August:
MicMic blev efter noget panik (rod i min løbetidskalender) parret med Bentlise Hope to play. Desværre kom der ikke hvalpe ud af parringen, da vi kom et par dage for sent ift ægløsningen. Jeg gentager parringen i næste løbetid, da en scanning viste, at MicMic ser ganske fin ud og “fertilitetsmaskinen” ser ud til at være funktionel. Tiden var bare forkert. Jeg havde ikke foretaget progesteron måling, så det er bare vurderingen. Det er jo også et sats.

Et af mine helt store projekter i denne måned var omlægning af dele af vores græsplæne/agilitybane. Det lykkedes os simpelthen af finde nogle få dage med tørvejr, så jorden ikke var et stor gang smat og vi kunne køre store maskiner ind på plænen uden at smadre det hele. Projektet har været undervejs i nogle år, men jeg har været afhængig af hjælp udefra og manglet overblik over opgaven. Nu er det gjort, og jeg kan se frem til en langt mere plan plæne at løbe på i 2018.

Fuji og Ninja ser til, mens en mere jævn træningsbane forberedes

Efter en god lang agilitysommerferie tog jeg til Jysk Mesterskab, og for tredje år i træk vandt Ninja og jeg den titel. Ret imponerende eller hvad man skal kalde det, for finaleløbet var faktisk det eneste fejlfrie løb vi havde sammen til stævnet. Men hvad gør det. Hvis man bare er fejlfri i det rigtige løb.

Jysk Mester for tredje år i træk

September:
Ninja var kvalificeret til DM. Vi havde faktisk nogle rimelig gode løb, og leverede også fejlfrie løb, og lå ret pænt placeret, før agilityløbet. Desværre kiksede jeg i finalen, fordi jeg ikke stolede på Ninjas evner. 100% førerfejl.

Fuji fik sin stævnedebut i en uofficiel begynder springklasse, kun med spring og tunneller. Hun vandt klassen, og var så fin at løbe med. Det var dejligt at få muligheden for at lave sådan en start for hende. Jeg glæder mig til at starte officielt med hende i år.

Fuji (foto: TDK Foto)

Årets sidste weekend sluttede med en tur i Legoland sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Den tur er altid et hit. Især hos Silas. Vejret var ikke fantastisk, men så var der til gengæld ikke kø ved ret mange af forlystelserne.

Om man bliver våd af forlystelser eller regn kan vel være et fedt

Oktober:
Vi var 6 agiltyfreaks der tog en forlænget weekend til Tjekkiet for at se VM i aglity. Det er som altid nogle dejlige ture med mange sjove minder. Jeg elsker køreturene og overnatningerne og det sociale samvær. Jeg elsker også at se agility fra morgen til aften, men når jeg kommer hjem, så er det faktisk oftest de sjove oplevelser og det sociale, som jeg husker fra turene. Danmark fik ikke medaljer med hjem, men vi fik da set masser af god agility, medaljer eller ej.

Hygge og samvær i dannebrogs farver

Oktober sluttede med at MicMic vandt et agilitycertifikat og et springcertifikat til Ribe Hundevenners løvfaldsstævne. Der er bare noget særligt ved at vinde certifikaterne og ende med at gøre sin hund til champion. Løvfaldsstævnet gav mig desværre andet end ocertifikater med hjem.

MicMic og præmiehøsten

Ninja fik nemlig kennelhoste med hjem, og som dagene gik begyndte hundene en efter en, som smitten bredte sig, at hoste og kaste slim op. Det blev starten på 5-6 ugers sygdom i min flok, hvor de på skift hostede, så fik de diarre og Fuji toppede det med opkast i en grad, jeg aldrig har set før. Alle er heldigvis fit for fight igen, og der er ved at komme lidt sul tilbage på sidebenene. De var noget afmagrede.

November
Inden jeg (og andre) finder ud af, at der har været “uddelt” kennelhoste til agilitystævnet har MicMic sin udstillingsdebut i Herning. Hun er med Anja fra kennel Sheltie4You i Herning, og Anja fremviser MicMic til Excellent (og placeringer i åben klasse) begge dage. I den weekend startede og sluttede MicMics udstillingskarriere.

MicMic i udstillingsringen

Fuji blev startet op på proces running contacts. Jeg har været og faktisk er jeg stadig lidt i tvivl om det er det rette for os, men nu skal det prøves. Og indtil videre så fornøjer vi også begge med træningen.

Ninja fik lov til at give den gas til et kursus med Jouni Orenius fra Sverige. Hun var fantastisk at løbe med, og jeg glæder mig til at løbe med hende igen i 2018. Hun er noget helt særligt for mig.

December
Måneden startede mere eller mindre sammen med mine forældre og mine to skønne knægte til juletræsfest, hvor vi lavede juledekorationer og hyggede os sammen. Jeg elsker at have mine kære omkring mig.

Den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn

December er jul og hygge sammen med familien. Julen blev fejret hos mine forældre og før de sidste dage af 2017 (og den første dag i 2018) tilbragte vi i sommerhus i Sdr. Nissum sammen med Mona og familie. Det blev til dejlige, friske og kolde gåture ved Vesterhavet.

Liv og glade dage på gåturen

Det har været et skønt tilbageblik på 2017. Endnu et år med mange gode minder, og det hele genopfriskes, når jeg kigger på billeder, kalender og facebook for året. Det er dejligt at se tilbage på sådan et år, hvor det har været muligt at komme på kurser, rejser, små ture sammen og have hinanden at dele gode oplevelser sammen med.

2018 er igang, men hvad der sådan helt præcis skal ske med 2018 ved jeg faktisk ikke. Jeg kan jo ikke afholde mig fra planlægning, men jeg synes ikke rigtig at tingene vil tage helt form, så jeg grubler videre. Hvis bare 2018 bliver et dejligt og ukompliceret år, så er jeg sådan set godt tilfreds.

Den smukkeste buket

Det som du herunder ser et billede af, det er faktisk Danmarks smukkeste og kærligste buket. Du kan måske ikke se, at den er speciel, men forklaring følger.

 

Da jeg kom hjem lørdag aften, havde jeg været væk siden fredag eftermiddag, da jeg havde sovet hos Tobias og havde været på kursus.

Da jeg parkerer bilen kan jeg se, at der er noget på døren. Ligesom en julekrans, men jeg tænker, at det da er noget udenfor sæsonen. Jeg nærmer mig døren, og ser at det er en rose med en lille seddel på “Fordi vi har savnet dig”.

Jeg bliver glad, men straks derefter ramt at skyldfølelse og dårlig samvittighed. Det er bare så typisk mig, der så nødigt vil skuffe nogen, og som ønsker at være alle steder på en gang. Da jeg kigger ind gennem døren på vej ind, kan jeg se en rose mere, og en mere og en mere og….. Alle roserne har et lille kort med en sød og kærlig tekst.

Jo længere ind i huset, jeg bevæger mig jo flere roser og kort får jeg samlet sammen. Jeg når op på 10 røde roser, der alle er hængt op eller lagt rundt om i huset sammen med et kort med en sød og kærlig tekst.

Det er Henrik, der har været på spil med denne kærlige overraskelse. Silas er også helt bekendt med den, og vi snakker om, at det jo er lidt som når de i hans klasse har “Den varme stol”, hvor en elev bliver midtpunktet og klassekammeraterne skal sige alle de pæne ting, de kan komme i tanker om, om denne elev.

Silas udbrød straks, at det her så var “Det varme hjem”, og det havde han jo helt ret i. Kloge ord igen fra min lille purk.

Nå men her var så opskriften på, hvordan man pepper en buket roser op, så den er så meget mere end bare en buket roser. Nu kan jeg sidde og kigge på den, og tænke på alle de smukke udsagn, som fulgte med hver en blomst. Masser af smukke kærlighedserklæringer.

Pludselig er de blevet voksne

Mens man har små børn siger folk (med mere livserfaring) tit til en: Du skal endelig huske at nyde dine små børn. Inden du  har set dig om, så er de blevet voksne og er flyttet hjemmefra.

Man tænker: Ja ja….

Men det er jo ganske sandt, og det ved alle jo godt, men det er som om, det faktisk sker hurtigere end man forventer. Tobias er nu 22 år, og han har ikke boet fast hjemme i flere år. Efterskole, uddannelse, kæreste, svigerforældre osv.  Nu bor han i Herning, og da jeg i dag skulle på kursus med Fuji i Herning, så var det meget nærliggende at låne sofaen hos ham og få lidt mor og søn tid.

Da jeg havde været i Hedensted og undervise fredag aften, ankom jeg en anelse sent til Herning. Klokken var et par minutter over midnat, da jeg fik bugseret hunde, bagage og mig selv ind i elevatoren og op på 6. sal.

Hundene var glade for gensynet med Tobias, og for ikke at forstyrre mere end allerhøjst nødvendigt satte Tobias sig på gulvet for at holde hundene i ro, mens de fik hilst. Fuji spjættede lidt, men ingen hunde sagde noget, men de var glade og dansede lidt rundt i entreen, inden vi fik dem dækket af. Efter et par minutters hilseceremoni gik vi i stuen og dækkede hundene af på mine medbragte tæpper. Et øjeblik efter ringede det på døren, og så fik jeg ellers oplevet den der sure underbo, som jeg har hørt så meget om. Hold da op!

Han tordnede, at der skulle altså være ro kl 0, og det kunne ikke være rigtigt, at han skulle høre på larm fra lejligheden hver eneste dag (Tobias er ikke ret meget hjemme…). Tobias forsøgte at berolige ham og forsøgte at forklare, men underboen tordnede videre, at mandag ville der ligge i skriftlig klage over ham i boligforeningen. Så sprang han ellers ind i elevatoren for at køre tilbage til 5. sal.

Jeg var helt målløs. Jeg havde hørt meget om denne sure underbo og havde tænkt, at Tobias nok smækkede lidt med dørene og trådte tungt, når han gik i lejligheden, bare fordi Tobias er sådan lidt korpulent. Måske han og venner støjede for meget, når de spillede FIFA?! Men nej, nu tror jeg faktisk ikke at det hænger sådan sammen mere. Ja, det er vel den slags udfordringer, som man mødes med, når man bliver voksen, men hold op, hvor jeg havde jeg lyst til at gå ned og ringe på hos underboen og fortælle ham, at det vel ikke kunne passe, at en gæst ikke må gå ind af en dør – uanset tidspunkt på døgnet.

Vi fik et glas lækker rødvin og en hyggesnak, inden jeg nærmest var ved at falde i søvn siddende i sofaen. Dog indrømmer jeg, at jeg sov ret dårligt på sofaen ved tanken om, at Fuji ville gå rundt for at smide sig ned. Fuji lægger sig nemlig ikke stille ned. Det lyder som en sæk knogler, når hun lægger sig. Jeg vågnede flere gange, hvilket jeg ellers aldrig gør.

Men det blev da morgen, og Tobias hentede morgenbrød i Herning Centret, som han bor lige ved siden af. Det var super hyggeligt at sidde der kun ham og mig og sludre over morgenmaden. Tobias har lige fået et nyt job, og der var meget at snakke om. Nogen gange er det bare lidt vildt at tænke på, at ens barn er blevet voksen. Det er ikke fordi det overrasker mig, at vores børn bliver ældre, men hvor blev barnet lige af?

Efter morgenmaden passede det med, at jeg kunne køre ud til DCH Herning, hvor jeg havde meldt Fuji til kursus med Natasha.

Fuji ser interesseret agility

Det har jeg været ret spændt på, fordi hun stadig har uendelig mange mangler i diverse handlinger, men hun vil meget gerne gøre tingene rigtigt, men hun vil også meget gerne have fart på, og det kan godt være lidt en udfordring. Jeg fik masser af gode ting med hjem, som jeg vil arbejde videre med, og det var dejligt at løbe nogle forløb og se det lykkes, selvom niveauet var hævet. Tingene blev naturligvis brudt op i mindre bidder, så det var til at fordøje for både Fuji og mig. Jeg glæder mig til at kigge nærmere på videoerne fra kurset.