Jutlandia Cup 2018

Det er tre år siden, at jeg sidst har været til ugestævne, men i år lod jeg mig friste. Det var jo lige her i Jylland, og jeg vidste at rammerne var perfekte til et ugestævne. Godt nok sad jeg lidt og peb over de mange stævner og kurser, som jeg skulle forudbetale for i vinters. Agility kan godt være en dyr sport.

Henrik spurgte, om han kunne hjælpe mig på nogen måde. Utroligt sødt af ham. Han kunne jo nemt have svaret, at så måtte jeg jo prioritere…. Men han rakte mig i stedet en hjælpende hånd. Jeg kunne hurtigt svare ham, at han kunne melde sig som fuldtidshjælper til Jutlandia Cup. Dels ville han sikre mig deltagelse, hvis han ville arbejde som fuldtidshjælper, men ville også reducere mine udgifter til deltagelsen ganske betragteligt.

Ankommet til vores lille lejr tæt på ringene

Så fredag i  uge 28, trillede vi afsted for at slå lejr på pladsen. Jeg havde egentlig gjort klar til det store tent-race, hvor der skulle kæmpes om pladserne i første række, men jeg havde en så god campingplads, at jeg valgte, at jeg ikke ville optage en plads i første række ved ringsiden af teltene. Jeg er alligevel ikke altid god til at sidde i mit telt og med campingvognen tæt på, så valgte jeg, at jeg slet ikke ville opsætte et telt. Telt-ræset er nærmest lidt som en komedie, og det bringer virkelig det værste frem i folk.

Der gøres klar til “krig” om de bedste pladser ved ringsiden. Der ventes på at snoren klippes.

Jeg brugte så lørdagen på at få masseret hundene og tage en tur med familien på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Man skal godt nok lede længe efter et museum med så kedeligt og utiltrækkende navn. Det var heldigvis mere interessant end navnet lød. Vi kom der faktisk på et helt fantastisk tidspunkt, for det var ud på eftermiddagen, hvor antallet af besøgende svandt mere og mere ind.

Silas studerer udstillingen fra Vadehavet

Der var flere forskellige udstillinger, et akvarium og sælarie. Så det var ganske udmærket at bruge 2-3 timer derinde. Især kunne jeg godt lide den udstilling med fotos af fiskere, hvor de også fortalte deres fisker-historie. Jeg var vild med portrætterne, hvor fiskerne fremstod så vejrbidte. Når jeg læste deres historier, kunne jeg næsten høre deres hæse stemmer.

Søndag gik det så altså løs. Jeg havde tilmeldt alle tre hunde. Men selvom jeg havde 3 hunde med, så løb jeg ikke de maks 5 løb pr. handler om dagen. Jeg løb mellem 2 og 5 løb om dagen. Når jeg kiggede på vejrudsigten, så var jeg meget tilfreds med den beslutning. Det var stinkende varmt med op til 30 grader, og der var jeg godt tilfreds med, at ingen af mine hunde løb mere end højst to løb på en dag. Det med vejret kan man selvfølgelig ikke vide, når man sidder og melder til i februar, men jeg tænkte nu også på Silas, der også skulle have lidt selskab i løbet af dagen (og lidt på økonomien), da jeg meldte til.

Første dag viste Ninja mig så fint et format, at hun løb sig til en 9. plads i agility åben med ca 200 deltagere. Jeg var så stolt, at jeg kunne revne.

Hun er jo ikke helt ny mere, og jeg synes, at det var flot, at hun fulgte så fint trop. Faktisk havde vi nogle rigtig gode løb i ugens løb. Ninja løb i alt 10 løb, og de løb, hvor vi var fejlfrie blev vi også kaldt op til præmieoverrækkelse. I tirsdagens agility åben klasse (også med 200 deltagere) blev vi nr. 5.

Sådan!!

To fantastiske løb i to åbne agilityklasser og et gennemført spring åben løb gav os adgang til finalen lørdag eftermiddag. Jeg elsker simpelthen at løbe finaler. Jeg elsker suset og publikum. Jeg elsker, når folk hepper og råber. Det får mig lige til at give mig det ekstra og være ekstra fokuseret. Det går lige ned i Ninja, som også er max “på”. Det er nærmest en beruselse at løbe sådan en finale, også selvom det ikke går til held i finalen. Vi blev disket i finalen (ligesom så mange andre), men det var fedt alligevel.

Finaleløbet

Fuji var også med til stævnet og var tilmeldt spring 1 hele ugen og de to åbne springløb. Men hun var udfordret på banerne. Underlaget var forfærdelig pga tørken. Der var intet greb i underlaget. Det var bare små knastørre græsstrå, der knækkede af og lagde sig løst ovenpå den tørre og hårde jord.

Det her er “græs” – altså det underlag, som vi løb på. Tørre knækkede græsstrå, der samler sig ovenpå den hårde jord

Fuji mangler lige rutinen i at gebærde sig på sådan et underlag, og jeg var ikke så tryg ved at lade hende løbe alle banerne. Nogle af banerne var jeg ikke specielt begejstre for designet af. Ud af de 6 springklasse 1 baner, var der 2 af banerne, som jeg var godt tilfreds med. Jeg endte med at trække hende fra to af løbene, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne hjælpe hende på banen, og jeg var bange for, at hun ville komme galt afsted.  Hun skal jo meget gerne holde mange år endnu.

Fuji løb kun 6 løb i alt, så der var god tid til at sove for hende, og hun er faktisk super god til at slappe af ved campingvognen

Fuji blev disket i alle sine gennemløb. Hvis hun lavede fejl på banen, så tog jeg sekvensen om, og så bliver man jo disket. Slalom voldte os problemer. Hun løber med et enormt tryk og kunne simpelthen ikke bremse for at komme ind i slalom pga underlaget. Det var igen den manglede rutine. Jeg havde så også undladt slalomtræning den sidste måned for Jutlandia Cup, fordi jeg havde koncentreret mig om andre ting. Det var ikke en god disponering.

MicMic fik lov at løbe lidt igen, og var tilmeldt et enkelt løb om dagen, så hun kunne komme stille og roligt igang igen efter flere måneders pause. Igen fik jeg lov at smage, at slalom er noget man skal vedligeholde, for jeg fik faktisk flere indgangsfejl med MicMic. I spring åben løb Mic dog helt fantastisk og blev nr. 5 ud af 77 hunde i klassen. Det var faktisk også hendes eneste fejlfrie gennemløb, men en super god placering, selvom jeg havde lidt hovsa-handling på de tre sidste forhindringer. Hun er en sej tøs.

MicMic

4 gange i løbet af ugen var jeg så heldig/dygtig, at jeg blev kaldt op til præmieoverrrækkelse.

ved præmieoverrækkelsen. En festlig – og langtrukken – afslutning  på dagen

Præmieborde, hvor der lægges en stak præmier op, som modtagerne kan vælge mellem, er sådan lidt som et lotteri. Hvis man ikke ligefrem vinder klassen så påvirkes ens valgmuligheder naturligvis af dem, som står foran. Jeg ville så gerne vinde nogle af de mange lækre gavekort, som forskellige dygtige undervisere havde sponsoreret eller leje af træningshaller. Det var så desværre ikke lige i “mine” åbne klasser, at de lå på bordet. På stævnets sidste dag havde jeg min “ringeste” placering, som var en 11. plads i AG3 med Ninja. Der var der til gengæld masser af gavekort. Det var helt svært at vælge, fordi der lå så mange lækre ting. Jeg hapsede et gavekort på en times undervisning ved Ninjas opdrætter, Sarah. Det vil jeg glæde mig til.

Vores gevinster fra Jutlandia Cup

Dagene gik jo med agility og aftenhygge. Jeg var så heldig, at Tobias og hans søde kæreste kiggede forbi os til aftensmad om tirsdagen. Vi grillede i aftensolen og hyggede os. Det var fedt at han kiggede forbi, og mange agilityfolk hilste også glad på den voksne mand, som en gang var en lille lyshåret fyr, som mange af dem har set vokse op. Sammen kørte vi til Hjerting Strand og nød den flotte solnedgang.

Når man er 9 år er det vigtigt at “dappe”
Når man er voksen er det vigtigere at slå smut i vandet

Det er altid lidt en balancegang også at få noget andet end bare agility og hund ud af sådan en uge. Henrik var jo optaget fra 8.30 til omkring kl 17 hver dag, men jeg synes alligevel, at vi fik lavet lidt andet også, både med og uden Henriks deltagelse.

Man kan f.eks spise en is… – uden Henrik

Silas og jeg kørte til Nysø med hundene, så de kunne få en dukkert. Det var simpelthen så ulidelig varmt, så jeg tror, at hundene var glade for at blive kølet ned der.

Vi bader ved Nysø

I Esbjerg var der Tall Ship Race i Jutlandia Cup ugen, så vi besluttede os for at tage ind og kigge lidt på byen en af aftenerne. Vi startede med at spise i Esbjergs Street Food, som er indrettet i byens gamle biograf. Jeg er helt vild med det koncept. Ikke mindst fordi man hver i sær kan købe sin mad i den bod, som man føler sig mest fristet af og derefter sætte sig ned og spise det sammen. Der kommer så godt nok ikke en tjener og varter en op, men prisen er også betydelig lavere, end hvis man var på en cafe, som maden vel nærmest svarer til. Vi kunne i hvert fald godt lide atmosfæren og de mange gode og billige valgmuligheder i boderne.

Burgere fra Street Food

Vi var også en tur nede på havnen, hvor der ud over de mange store sejlskibe også var internationalt madmarked. Det er nærmest sådan en nomadelejr af boder, der sælger internationale specialiteter. De rejser landet rundt, og vi plejer også at have besøg af dem i Haderslev i løbet af sommeren. Vi så også lidt skibe, men det var ikke de rigtig store, som vi fik beundret, da de lå længere væk. For at komme derhen skulle man igennem et koncertområde, og Silas havde meget lidt lyst til at skulle gennem den støjmur på mange hundrede meter. Han er ikke ret god til støj. Vi blev enige om at køre tilbage til Guldager og vores campingvogn.

Solnedgang på havnen

Jeg havde sådan set en dejlig uge, men jeg synes virkelig, at det for varmt til at løbe agility. Alt over 22 grader er ikke hundevejr, og der var vist ingen af konkurrencedagene, hvor temperaturen var dernede, men snarere på 25-30 grader. Den afsindige varme var lidt demotiverende for mig, og jeg var hysterisk med, at hundene fik noget vædske og energi, inden jeg gik igang med at varme dem op. Typisk varmede jeg dem op, så de kunne få 10-15 min at puste ud i, inden jeg skulle løbe. Køledækkenet var klar til at komme på, når de havde løbet, og hvis vandet i de opstillede murerbaljer ellers ikke var alt for klamt, så dyppede vi også lige poter deri efter løbene.

Fuji nyder godt af kølemåtte og køledækken efter et løb

Det var en dejlig uge, men jeg var noget agilitytræt til sidst. En 5 dages agilityuge havde passet mig fint. Der var faktisk også mange, som trak deres hunde fra løbene den sidste dag. Det var varmt, og nogle hunde og førere virkede brugte sidst på ugen.

Jutlandia Cup var super velafviklet. Det er jo et kæmpestort arbejde, som der ligger bag sådan et arrangement. Komiteen havde været igang meget længe. Men også en masse mennesker omkring komiteen og de tilhørende klubber havde ydet en kæmpestor indsats med klargøring af arealer, opsætning af strøm, anvisning af campingpladser, præmier og pakning af disse, og oprydning af arealerne efterfølgende. Ja alt det som sådan set ikke er det, som der foregår mest af, når selve stævnet er i gang. Der var også masser af hjælpere, der sørgede for at holde ringene og stævnet i gang i løbet af ugen. Som deltager er jeg dybt taknemmelig for, at påhæng og andre vælger at bruge en uges ferie på at hjælpe til ved sådan et arrangement. Uden sådan en god og stabil hjælperflok, så ville tingene slet ikke køre så gnidningsløst. Det skal vi som deltagere huske.

“Muppet Show”

Min egen Henrik “ofrede” sig for min skyld, men jeg tror, at han havde en fantastisk underholdende uge i ringteltet i ring 3 sammen med Arne og Kasper. Jeg hørte at trioen fik tilnavnet “Muppet Show”. Og de fik vist set agility på deres måde og havde deres fortolkning af hvad der skulle til for at præstere det bedste.

Hvis dagen var en cykeltur

Nogle dage er fantastiske, andre dage er lidt som når man forsøger med en cykeltur langs landevejen, hvor hjulene gang på gang smutter ud i rabatten, og man slingrer lidt rundt langs asfaltkanten for ikke at vælte…

Sådan en dag har jeg haft i dag.

For nu ikke trætte jer med hele “cykelturen”, så nævner jeg bare lidt flæng dagens “højdepunkter”.

Jeg startede dagen med at stå op kl 06.00 for at køre bilen på værksted i Sønderborg. Bemærk venligst, at det er min NYINDKØBTE bil…. Defekt klimaanlæg og hedebølge med over 30 grader er da bare ikke noget, som man gider, vel?! Bilen kunne ikke laves i dag, så jeg kunne komme igen på torsdag. Nå ja, men jeg gider jo også godt at lægge beslag på to feriedage, fordi bilen ikke helt “spiller”.

Alle drømmer om at bruge en halv feriedag på diverse værksteder i det sønderjyske

Hjemme igen til middag bruger jeg et par timer på at slingre lidt rundt nede i rabatten for at finde vejen tilbage op på asfalten (læs: Jeg surmuler og er irriteret). Jeg gider ellers ikke at dyrke negativ energi, og jeg leder febrilsk efter en eller anden stor pytkasse, hvor jeg kan parkerede det her problem lidt.

Efter aftensmaden beslutter vi os for at køre til vandet. Jeg tænker at en dukkert vil være skøn, men pakker også lige mit SUP board, hvis nu vandet er roligt, så kunne det da være hyggeligt.

Silas og Henrik går på krabbejagt, mens jeg pumper boardet op. Jeg er faktisk ret glad for at have taget SUP boardet med, for det viser sig at der er ret mange små brandmænd og vandmænd i vandet. Så jeg nyder at padle rundt i det stille vand, mens solen går ned.

Klar til sejllads

Men det trækker nu i mig at få en kort dukkert. Det er bare vildt mange brandmænd. Jeg kigger naturligvis efter, hvor vandet ser ud til at være fri for diverse gobler, og der glider jeg ned fra boardet. Jeg mærker ikke nogen brandmand, men jeg mærker efterfølgende, at det brænder. Mine underben klør og brænder som om jeg var gået gennem brændnælder i bare ben. Mit første møde med brandmænd. Jeg kan ikke anbefale det bekendtsskab.

Derefter foretrækker jeg, at holde mig på boardet og padle tørskoet. Men krabbejagt og boardpadleri slutter igen. Mens jeg går og pakker mit grej sammen, er jeg bare ved at blive tosset af mine prikkende ben. Jeg vil gerne hurtigst muligt hjem og se om jeg kan finde et aller andet tryllecreme at smøre benene med.

På vejen hjem kører vi i tusmørke og svag måneskin, og jeg får øje på en meget ung kalv i vejsiden. Jeg tænker straks, at det er en meget dårlig ide, at den er på springtur langs vejen. Hvis den får lyst til at gå måneskinstur på vejen, så kan det da gå helt galt. Vi kan ikke lige umiddelbart se, hvor den kommer fra. Jeg finder dog en gård små 2 km derfra, hvorfra de godt kan forestille sig, at de skulle mangle den pågældende kalv. I mens holder Henrik øje med kalven.

Vi kører tilbage til findestedet og forsøger også at hjælpe med at fange kalven. Den er dog ikke rigtig interesseret i at skulle opgive sin springtur, og lige da der kommer en bil løber den ud mod vejen. Stående 50 meter væk med hænderne halvvejs skærmende for ansigtet ser jeg det, som jeg frygtede, der ville ske med kalven, da jeg så den stå vejkanten.

Den løber lige ud foran bilen, som rammer den med et ordentlig skrald. Det ældre ægtepar ruller vinduet ned, da de kommer hen til mig, og spørger om det var min hund, som de ramte. “Vi så den bare slet ikke!”, undskyldte de.

Nej de havde ikke en chance, og det var heldigvis ikke en af mine hunde, men altså en kalv, som de havde ramt. Herfra var der ikke så meget at gøre for mig/os.

Måske havde det været bedre at lade kalven rende, måske havde den fundet hjem igen, men tanken om, hvad der kunne ske, hvis den løb ud foran en bil eller en motorcykel, kunne jeg ikke rigtig overhøre. Kalven døde, ægteparret var uskadt. Deres lille bil var et sted imellem de to tilstande. Vi kører hjem igen. Jeg tager et bad og kigger efter mirakelcreme til mine ben. De klør og prikker stadig trods mirakelcreme.

Det har sgu været en lidt slingrende cykeltur, hvis dagen ellers havde været en cykeltur. Op på hesten igen. I morgen er en ny dag, og måske bliver den bedre…. Jeg tvivler dog.

Imorgen venter en begravelse i Randers, og at turen, 2 timer den ene vej og 2 timer den anden vej skal tilbagelægges i en bil uden køling, når vejrudsigten truer med 25-30 grader, gør jo ikke dagens triste  begivenhed ret meget bedre.

Inspirerende LP Camp

Da Darwin i sin tid flyttede op til Tine, så vidste jeg godt, at han også ville blive brugt til lydighed. Selvom Tine og jeg ejer ham i fællesskab, så må Tine bruge ham til lige nøjagtig det, som hun har lyst til.

Hun har heldigvis haft lyst til at bruge ham til både agility og lydighed. På Tines opfordring har jeg leget lidt med lydighed, men jeg har følt mig meget usikker på det, fordi jeg jo ikke havde meget begreb om øvelserne og lydighedsprogrammerne. Jeg er simpelthen for perfektionistisk til bare at kaste mig ud i det og prøve mig frem. Ikke mindst fordi jeg ikke har lyst til at fejlindlære tingene.

Jeg har i foråret deltaget på et supergodt LP kursus ved Anne Kew, hvor jeg har lært rigtig meget, og synes, at det har givet mig noget at arbejde videre med på egen hånd. Ikke fordi jeg har store LP ambitioner, men jeg kan vel gå en LP1  – og måske en LP2 på sigt?! Jeg synes det er interessant at lave lidt forskelligt med sine hund. At træne lydighedsøvelser kræver jo intet ift agility. Alle træningsremedier kan stort set være i en sportstaske. Vi har endnu ikke fået teleskop-agilityforhindringer i letvægt, som vi kan smide i en sportstaske og pakke ud hvor som helst, hvis vi vil træne agility.

Tine inviterede mig så til LP Camp i Nordjylland sammen med en håndfuld andre hundeførere.  Jeg følte mig jo ret newb, når jeg blev sat sammen med elitehundeførere og flere gange landsholdsdeltagere. Tænkte lidt det var som at tage til atletik-træf, hvor ens eneste kvalifikation var at kunne løbe. Manglede alt begreb om at “holde på spydet” og “svinge hammeren”. Så jeg var lidt som en hund i et spil kegler.  Men jeg lærte meget om blind point, åben/lukket spring, dirigering, næseprøve, præcision, omvendt lokning og mange andre interessante og mere eller mindre nye ting.

Efter agilityugen i Kolding var jeg kørt hjem til min far på Djursland sammen med Silas. Henrik havde været hos min far et par dage, og jeg kørte ind omkring dem og snuppede en overnatning sammen med hele familien.

Smart nok, for så kunne jeg også lige spise morgenmad sammen med Henrik, Silas og min far lørdag morgen. Jeg vågnede rimelig tidligt og kørte til bageren efter rundstykker. Men inden det så rundede jeg landsbyens selvbetjente blomsterbutik og købte en dekoration til min mors gravsted. Jeg placerede dekorationen på stenens øverste linje og satte mig på det visne græs ved siden af. Her sad jeg lidt og tænkte på, at jeg synes det er urimeligt, at jeg ikke skulle have haft 10 gode år mere med min mor i mit og min families liv.

Efter en stille stund på kirkegården kørte jeg til bageren. Da jeg parkerede bilen fik jeg øje på en ryggen af en skolekammerats far, som var på vej hjem fra bageren. Allerede da vi var teenagere var han “gammel”, men som jeg så ryggen af ham der, så virkede han ikke en dag ældre end dengang. Men jeg tog mig igen i at tænke, at det ikke var fair at det lige præcis var min mor, der kun blev 71…. Ham her havde været på den anden side af 70 i mange mange år. Ja, det nytter jo ikke at tænke sådan, men det er nok ikke så ualmindeligt i min situation, men jeg skammer mig over, at jeg nogen gange kommer til at tænke sådan, når jeg kigger på andres forældre.

Efter morgenmad og hygge satte jeg kursen mod Blokhus Strand, hvor vi havde aftalt at mødes til fællestræning. GPS´en havde total hedeslag, da den fik bud på at finde vej til et point nede på stranden, som jeg fik tilsendt som link.

Google Maps er åbenbart ikke rigtig klar over, at stranden også er en “vej”, når man kommer til Vestkysten. Så jeg fik lov at cirkle rundt i sommerhuskvarterene med alle deres blinde og smalle veje. Men jeg kom da frem til den lille LP lejr på stranden.

Træning på stranden

Det var jo en varm dag med masser af sol og aktivitet på stranden. Der var dog også en del blæst, og havde det ikke været for blæsten, så havde der nok været mange flere mennesker. Det var super fedt at træne på stranden.

Til en start følte jeg mig lidt “sjokket” og “kejtet” (dejlige jyske udtryk!). Jeg havde på forhånd undskyldt for mine manglende kompetencer på den til lejligheden oprettede gruppe, og skrevet at jeg nok mest kunne bidrage med forstyrrelser, både bevidste forstyrrelser, men også dem som jeg kunne frembringe, når jeg evt fumlede rundt i fællesøvelserne. Så er det jo ret heldigt, at træningskammeraterne var vilde med forstyrrelser.

Det var sgu lidt grænseoverskridende at hente Fuji i bilen og påbegynde en usikker og lidt undskyldende fri ved fod overfor et kompetent og erfarent publikum. Jeg gjorde jo seriøst ikke mit bedste pga præstationsangst. Vildt tåbeligt at tænke på. Nå men jeg fik masser af god feedback gennem hele dagen, og slappede også mere af i øvelserne, da vi kom længere frem på dagen.

Fuji og jeg arbejder med stillingsskift

Vi skiftedes til at lave øvelser. Nogle af øvelserne var vi alle i aktion ved (f.eks med forstyrrelser) eller også bare en enkelt eller to af os som ikke var “på”. Her kunne jeg så suge til mig og stille 1.000 dumme spørgsmål om hvorfor og hvordan.

Så sidder man der og betragter øvelserne

Inden vi fik set os om, så havde vi vel være på stranden i mere end 4-5 timer, og vi satte kursen mod Hjallerup, hvor vi skulle spise sammen. Tine havde sørget for, at der stod en campingvogn klar til både Anja og mig, så vi bare kunne liste ud i hver vores vogn og sove, når vi kom dertil.

Så var der linet op til mig med indhegning og det hele

Vi havde en hyggelig aften med masser af mad og snak og lidt agilityleg med Anjas hunde på Tines agilitybane.  Man skulle måske tro, at Tine og jeg havde fået nok efter en uge med agility i Kolding, men det var nu lidt sjovt at lege med Anjas hunde på banen og eksperimentere lidt med deres talenter.

Aftensmad i gårdhaven hos Tine

Derefter var det kun Tine og jeg, der holdt ud. Vi sluttede aftenen og startede natten med at sidde i Tines udespa og snakke længe efter, at boblerne i spa´en også var blevet trætte og gået til ro. Efter 5 kvarter i spa´en var vi som to runkne rosiner, men vores snakketøj virkede stadig.

Det var ikke spor svært at falde i søvn ude i campingvognen efter en solrig og varm dag med vestenvind hele eftermiddagen og fuld af masser af udtryk.

Næste formiddag mødtes de fleste af os igen. Denne gang på Tines bane på den anden side af vejen. Vi hyggede og arbejdede med forskellige øvelser.  Vi talte om, hvornår jeg skulle give mig i kast med min første LP konkurrence. Det var nu mest fordi “de andre” pressede på. I min horisont var det i hvert fald langt udenfor agilitysæsonen. Jeg gider ikke at stille til en konkurrence, hvor jeg kun er halvvejs klar. Der kan ske mange ting, som man ikke har styr på, når man står til en konkurrence, men hvis man ved, at man ikke har bare lidt styr på øvelserne, når man træner, så synes jeg det er spild af både tid og penge.

Fuji og jeg i skyggen fra A-brættet, hvorfra vi studerer de andres LP arbejde

“De” foreslog så, at jeg prøvede at gå en LP1, som om det var en prøve. Naturligvis under kyndig vejledning og med masser af hjælp til hunden (og mig). Ja vi kom nu ikke slet ikke igang med “prøve-prøve-prøven”, før min meget kontaktglade og menneskeelskende Fuji gjorde mig opmærksom på, at jeg nok skulle træne en hel del, før jeg kunne få held til at give en prøveleder hånden ved konkurrencens start, uden at hun skulle blande sig.

Derudover synes jeg faktisk, at det gik meget hæderligt, og inden jeg gik prøveprogrammet igennem, så synes jeg, at jeg mindre end halvvejs klar til at gå op til en prøve. Efter at have prøvet det, så var jeg noget mere oprejst og optimistisk. Nu syntes jeg nærmere, at jeg var 75% klar til en prøve. Så jeg bliver jo nok nødt til at aflægge en LP1 i slutningen af året.

Efter 3½ time med diverse træning og snak, så stemplede jeg ud og kørte de tre timer sydpå, da Tobias havde meddelt, at han og kæresten gerne ville kigge forbi til aftensmad, når de kørte hjem fra Tyskland. Det var jo også en dejlig afslutning på en virkelig skøn weekend med flere nye bekendtskaber og nye ting at lege med i træningen.

Agilityuge i Kolding

I mange mange år har jeg deltaget ved ugekurserne i Ribe. Først hos DCH Ribe og siden hos Ribe Hundevenner. Det initiativ stoppede dog for et par år siden. Siden har jeg ikke været på et ugekursus med forskellige instruktører.

DCH Kolding har gennem nogle år afviklet ugekursus med forskellige interessante handlere. Jeg har aldrig deltaget, men i år følte jeg mig fristet til at prøve deres kursus, og forventningens glæde blev ekstra stor, når to af Ninjas hvalpe også skulle deltage. Jeg elsker gensynet med hvalpene, og det gør Ninja faktisk også. Hun søger sit afkom og insisterer på at hilse på dem, selvom de nu er 3½ år. Det er så dejligt at se. Vi var så heldige, at vi var på hold sammen.

Familieportræt med Darwin, Fuji, Ninja og Doody

Silas og jeg slog lejr på arealerne i campingvognen sammen med ca 20 andre, som også boede på arealerne i denne uge.

Arealerne under kurset set fra oven med campingvogne og agility øverst til højre.

DCH Kolding havde inviteret 3 kompentente instruktører. Lee Gibson fra England, Claudia Zenner fra Tyskland og Jane Elene Christensen – ja hun er “bare” fra Sjælland.

Jane, Lee og Claudia

Jane var mit trækplaster på kurset. I virkeligheden lidt skørt, for det er ikke umuligt at få undervisning af hende på Sjælland (når hun ellers er i DK). Lee Gibson har jeg haft på kursus før, så det kendte jeg godt til. Claudia Zenner har jeg ikke stiftet bekendtskab med tidligere, så det var jeg selvfølgelig nysgerrig efter at se, hvad hun kunne diske op med.

Hver deltager fik hver dag på 3 dage 2 daglige træningspas af ca 2 timer med ca 3 timers pause mellem. Mandag fik vi undervisning af Lee (dvs ca. 4 timer), tirsdag af Claudia (ialt ca 4 timer), onsdag var der træningsfri dag, torsdag fik vi undervisning af Jane (ialt ca 4 timer). Fredag var der opsamlingsdag, hvor vores hold fik 1 time og 10 mins undervisning af hver instruktør. Dvs vi var på 3 gange i løbet af fredagen.

Arrangementet var super godt. Maden var helt fantastisk. Alt var hjemmelavet, klassisk og fuld af smag. Det var virkelig fornemt, at man bare kunne sætte sig til bordet morgen, middag og aften og få serveret dejligt veltilberedt mad. Der var faktisk også dessert hver aften. Virkelig fornemt!

Lagkage, fromage, is, flæskesteg, chili con carne, hamburgeryg og hjemmebagte pandekager var noget af det, som var på menuen

Mandag og tirsdag var der stinkende varmt, og der var heldigvis opsat baljer med vand, som hundene kunne hoppe op i og køle sig ved. Lee afviklede heldigvis sin undervisning ved, at man var “på” hos ham ca 3 minutter af gangen på små korte sekvenser på banen. Det var super godt, når det var så varmt og det var bestemt ikke fordi man følte, at der ikke var tid at gøre med.  Lee gav nogle gode guldkorn, som vel langt hen af vejen var genopfriskning, men man har det med at glemme nogle små tricks og hvordan nogle forhindringers påvirkning af tempo og udsyn.

Vi kigger agility inde fra skyggen af

Tirsdag var vi hos Claudia, og der fik vi virkelig lov at nørde med teknik på især formiddagens bane. Puha både Fuji og jeg var udfordret. Det gik lidt bedre over middag, hvor der var lidt mere løb. Det var nogle gode baner, og jeg fik bestemt også noget med hjem.

Claudia instruerer vores hold

Onsdag var der træningsfri, så hele min onsdag gik med at arbejde i stedet for. Egentlig kunne jeg da godt have brugt et pusterum og hyggeligt samvær med de andre uden træning den dag. Jeg kunne jo se, at der var hygget, gået lange ture, taget billeder osv.  Pyt, jeg arbejdede dagen væk og var til Jels Vikingespil om aftenen. Sidstnævnte kan jeg i øvrigt godt anbefale.

Torsdag var vi på hos Jane. Jeg var så spændt på, hvad hun havde at byde ind med til Fuji og mig. Jeg havde faktisk også haft Ninja som stand-in hos Lee mandag eftermiddag. Når det var så varmt, så ville jeg gerne lige lade Fuji få et break om eftermiddagen. Men ved Janes undervisning var jeg bare så spændt på, hvor mange guldkorn hun kunne give mig, så der var Fuji på ved begge pas.

Jane instruerer

Det var noget helt andet at have Fuji med på træningspassene sammenlignet med Ninja. Der er mange ting kan jeg relativ let kan få til at fungere sammen med Ninja uden den store instruktion, i hvert fald holdt op mod Fuji, der til sammenligning er en usleben diamant, hvor den korrekte guiding er væsentlig for hendes måde at udføre tingene på. Hun kompenserer ikke for sjusket handling.

Jeg var ovenud begejstret for Janes undervisning, og jeg fik vildt meget med derfra. Ikke mindst nogle ting omkring handling ved temposkift, hvilket naturligvis er en kæmpe udfordring, når man som mig, hænger lidt i sin timing. Hvis jeg nu formår at bruge temposkift lidt mere, så kan det jo være, at det faktisk kan hjælpe på min timing. Hvem ved?!

Fredag var der opsamling og korte træningsmoduler ved alle tre instruktører. Jeg begyndte faktisk at føle mig lidt træt, og Fuji virkede også brugt. Så Fuji løb kun med hos Jane. Ninja deltog hos Lee og hos Claudia startede jeg også ud med Ninja, men synes så at MicMic også skulle have lov. Hun hungrede efter at løbe. Så hun fik lov at være med på sidste halvdel af Claudias korte træningsmodul. Det var hun ovenud lykkelig for, og jeg synes faktisk, at hun var super god.

MicMic var begejstret for at løbe med på det halve af vores sidste træningspas hos Claudia

Da vi var færdige var jeg også bare total færdig. Det virkede også helt uoverskueligt at skulle køre campingvognen de 35 km sydpå og sætte den i indkørslen og derefter køre hele vejen op til Djursland til min far, hvor Henrik havde været et par dage. Men jeg fik da kæmpet mig hjem, og jeg fik også tømt campingvognen og pakket om, så jeg var klar til weekendens øvrige aktiviteter i Nordjylland, som jeg skulle videre til lørdag formiddag.

En træt Ninja under den nederste køje i campingvognen

Det var et super godt kursus, men jeg var meget glad for at jeg havde hunde at skifte med. Jeg synes, at det var hårdt for en hund at skulle løbe så mange træningspas. Jeg kunne se, at flere af dem med mange hunde og skiftede lidt. Men der var også nogle handlere, som kun havde en hund at løbe med, og de hunde fik virkelig knoklet på.

Fælles gruppebillede

Det var vildt underligt at dette kursus ikke var udsolgt. Der var faktisk mindst en tom plads på hvert hold. Ugekurserne i Ribe har altid været total udsolgte, endda også når de blev holdt udenfor skolernes sommerferie. Måske er kursusudbuddet blevet for stort?! Der var jo både Dansk Hundeferie i den samme uge, og Dong-Agility havde kurser i weekenderne før og efter Koldings kursus. Markedet var måske mættet i år.

I Kolding synes jeg, at kvaliteten af instruktører var høj, og man fik masser af undervisning for sine penge samt fantastisk forplejning. Flotte og rene toilet- og badefaciliteter. Dejlige luftefaciliteter. DCH Kolding fortjener skisme en klapsalve for deres arrangement.

3 baner på rad og række

Der var ikke helt den samme sociale hygge, som jeg husker det hos Ribes ugekurser, men det var heller ikke de samme deltagere, som år efter år har været i Ribe. At der ikke var den samme sociale hygge på campingspladsen kan også have noget at gøre med, at der jo var VM i fodbold, så det mest sociale var måske, at en gruppe sad sammen i klubhuset heppede på en bold, der blev sparket rundt på en græsplæne inde på TV-skærmen? Ja, det skinner måske tydeligt igennem, at jeg ikke ser fodboldkampe. Nogle valgte også at køre hjem og sove, og det gjorde jo også noget, at ikke alle overnattede.

Jeg havde jo også Silas, som jeg skulle hygge lidt om <3

Der var masser af gode og gratis tilbud fra arrangørerne. Blandt andet nosework. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke nåede at deltage i det, for jeg synes ikke, at der var så meget overskudstid. Men det var et super godt initiativ, og jeg ville gerne have deltaget.

Der var også mulighed for massage til os hundeførere og familie samt kiropraktik til hundene (dog mod betaling). Mandag aften var der gratis foredrag om idrætspsykologi. Ja, der var virkelig gjort noget ud af arrangementet.

Jeg kunne bestemt godt finde på at komme igen til næste år.

Stævne DCH Varde

I weekenden var jeg til stævne med Fuji og Ninja i DCH Varde. Jeg har stort set ikke været til stævne på disse meget varme sommerdage, da jeg havde planlagt pause ifm MicMics fødsel. Men det kom jeg så altså i lørdags.

Nu hvor muligheden bød sig, havde jeg tilmeldt mig stævnet i Varde. DCH Varde er nemlig sådan et skønt sted at komme til stævner. Deres faciliteter er så fine. Deres arealer ligger omkranset af træer, og det var jo en stor fordel, når nu sommeren viste sig fra en meget varm side.

Flaget var hejst i Varde

Udover de fine faciliteter, så serverer de god og lækker mad til rimelige priser. Præmier er de fantastiske til at skaffe. Jeg har vundet mange fine ting i Varde gennem tiden, som f.eks Rosendahl skål, 5 x gavekort til Spa og wellness og ikke mindst en meget lækker frugtkurv og andre ting, som dog er forsvundet i glemslen, men jeg kan heller ikke huske alle de præmier, der er kommet til mig gennem 25 år på agilitybanerne.

DCH Varde skaffer gode præmier, og de pakker dem indbydende ind, så præmiebordene fremstår ekstra flotte. Ja det er ligesom med mad. Når det er anrettet flot, så smager bedre end det mad, som bare er slasket ud på en tallerken. Men ja, der er gjort noget ud af præmierne.

Et udsnit fra et par af præmiebordene

Nu var det til en start, som om det med præmier kunne være ret ligegyldigt for mig at studere, for på trods af 2 springløb med Fuji og 2 springløb med Ninja, så var det bedste resultat i mine springløb 10 fejl, i resten af løbene var jeg diskvalificeret. Det er ellers et af de stævner, hvor jeg plejer at slæbe præmier hjem fra, men det så sgu lidt sort ud, da der blev holdt præmieoverrækkelser for springklasserne, for der kunne jeg da slet ikke komme i betragtning.

Ninja ser ud over grønsværen… nå nej gulsværen

Haps haps, så forsvandt de flotte frugtkurve og InNordic produkterne fra præmiebordene, men der var stadig mange flotte præmier tilbage, men lige præcis disse præmier fik hurtigt ben at gå på.

Fuji forventer jeg ikke så meget af. Hun udvikler sig, og hun har travlt på banen, så der skal ikke meget til, før det går skævt. Hvis det går skævt tager jeg ofte sekvensen med fejl om, og så bliver jeg jo automatisk disket. Ninja og jeg forsøger at finde hinanden igen. Hun har manglet at blive fokuseret på. Jeg har taget det gode samarbejde for givet. Det skal man ikke. Det skal også plejes.

Ninja

Efter frokostpausen havde jeg to agilityløb med Ninja tilbage. Her fik jeg så vist spændt hjelmen lidt bedre, for det lykkedes mig i hvert fald at vinde agility åben. Egentlig var det meningen, at jeg ville køre hjem efter mit agility åben løb, men eftersom jeg vandt klassen, så ville jeg nu vente på præmieoverrækkelsen. Da den blev afviklet, så var vi så tæt på at mit sidste løb skulle løbes, at jeg lige så godt kunne blive og løbe det også. Mange var dog taget hjem uden at løbe det sidste løb. Blandt andet pga varmen. I den klasse (Ag3) løb Ninja også perfekt, så den klasse vandt vi også.

Præmiehunden Ninja

På præmiebordet valgte jeg to gavekort til kiropraktisk behandling hos en dyrlæge i Egtved. Jeg kender ikke vedkommende, men nu har jeg da muligheden for at tjekke vedkommende ud, og med 3 sportshunde, så synes jeg af og til, der er behov for at få tjekket op og måske rettet noget.

Jeg gjorde mit bedste for at tackle varmen for mine hunde. Jeg sørgede for at de fik mad og drikke med ekstra energi. Jeg pakkede også min ny-investering, som er et dækken.

Dækkenet er fra Flying-dogz.dk, som har fået magnetterapiprodukter i deres sortiment. Jeg har primært købt det til Ninja, da hun får dumme spændinger i sit venstre lår efter den skade som hun pådrog sig i 2014. Jeg håbede, at magneterne kan gavne hende. Men som sideeffekt så fungerer dækkenet også som køledækken.

Egentlig har jeg aldrig rigtig haft fidus til køledækkener, og har ikke villet købe dem før. Ikke mindst fordi det nogen gange er sparsomt med sommerdage. Men nu havde jeg jo et køledækken, så var det jo dumt ikke at bruge det til det formål, når temperaturen var over 25 grader.

Fuji med køle-/magnetdækken

Jeg gjorde dækkenet vådt og lagde det over hundene efter deres gennemløb. Jeg må sige, at jeg var imponeret over, hvor meget det kølede uden at være tæt og pakke hundene ind. Flere personer var nysgerrigt henne og stikke en hånd under dækkenet, og kommentarerne var de samme. Sikke dejligt, der er herunder, sagde de med hånden under dækkenet. Hold da op, hvor det køler godt.

Når man har gjort det vådt er min oplevelse at det bevarer den kølende effekt i 1-2 timer på sommerdag. Det er selvfølgelig afhængigt af den generelle luftfugtighed.