Fødselsdag for klassen

Selvom Silas har fødselsdag d. 1. aug (midt i sommerferien), så skulle vi altså helt hen til 1. oktober, før vi nåede til at fejre ham for og sammen med klassen.

De er 20 børn i klassen, og vi har en regel om, at når man har en dreng i klassen, så inviterer man ALLE drengene eller HELE fra klassen. Det er nu så god en klasse, at det ville falde enhver ganske fjern kun at invitere dele af kønnet eller dele af klassen.

Vi endte ud med en løsning med svømmehalsbesøg på en nærliggende campingplads og derefter kage, pølsehorn og saftevand i campingpladsens cafeteria.

Da Henrik og jeg sad ved morgenbordet på dagen for fødselsdagen og kiggede vi på hinanden og var meget enige om, at det var supergodt, at have købt en samlet pakke på fødselsdagen på campingpladsen. Med en hektisk arbejdsuge og for mit vedkommende to sygedage, så ville det virkelig være uoverskueligt at skulle ordne hjemmet til gæster, bage og lave mad til ungerne. Gud ske lov havde vi valgt den anden løsning.

Vi havde modtaget SMS´er med besked om, at børnene gerne ville komme og glædede sig helt vildt. Der var også enkelte som var lidt bekymrede over, at børnene skulle i svømmehallen, men både Henrik og jeg ville være der til at holde øje med dem. Et enkelt barn var lidt utryg ved vandet og ville gerne have sin mor med. Det var helt fint med os.

Med diverse fradrag for sygdom, ferieture, sommerhus osv, så endte vi ud med 14 skønne unger til fødselsdagen, og de ankom i det bedste fine vejr på campingpladsens legeplads med svømmetøj i poser og tasker.

Ved omklædning stod en af pigerne og var ved at tage badedragten på og udbrød spontan: Ih, hvor jeg glæder mig. Ja, de har faktisk aldrig prøvet at være i svømmehallen sammen, og det var da så dejligt at høre, at det bragte så meget glæde og forventning hos ungerne.

Et lille kig fra svømmehallen.

Både Henrik og jeg var der til at holde øje med flokken, der også have fået besked på ikke at gå/svømme ud på det dybe (1,5 m), hvor de ikke kunne bunde.  De hyggede og legede i de tre områder, som de måtte være i. Og det var super hyggeligt. Vandet var dejlig varmt, og ingen havde lyst til at komme op igen, da vi efter 5 kvarter kaldte dem op, så vi kunne komme hen og få kage.

Kage og pølsehorn gled let ned hos en flok sultne unger

Ungerne var ved at dø af sult efter at have plasket rundt i vandet, så det var lidt svært at vente på at Silas fik pakket alle gaverne op. Vi har en regel om, at gaverne må koste kr. 25, og det er faktisk lidt utroligt, hvad kan kan få for kr. 25. Nogen gav også pengene i stedet, så kan Silas jo selv bestemme, hvad han vil købe for dem. Silas sparer op til en computer, for han vil være youtuber, så der skal nok nogle fødselsdage til.

Der pakkes gaver op

Vi havde inviteret til 3 timers fødselsdag, men allerede under kagespisningen kunne vi godt se, at det altså ville blive alt for lidt. Da kager og pølsehorn var spist, så var der kun 20 minutter til forældrene ville afhente deres børn, og lige der stod jeg og ønskede så meget, at vi kunne have beholdt alle ungerne i mindst en halv time mere, og jeg tror at ungerne syntes det samme.

Vi kunne sagtens finde på at gentage succesen igen til næste år, men så må der vist lige lægges en time til.

En DM weekend uden DM

Er det ikke pudsigt? Nogle år har jeg været kvalificeret til DCHs DM, og alligevel valgt ikke at deltage. I år var jeg ikke kvalificeret, men ville bare gerne have været der alligevel. Jeg havde ikke DCHs DM som et mål i år, og har ikke gjort nogen ihærdig indsats for at komme med. Det kræver en ret stor træfsikkerhed, at blive kvalificeret, når man pga skadet hund, landsholdshalløj, WAO i Holland, en parret hund og endda også krydret med et par måneders stævnetræthed, ikke har været til nævneværdigt mange DCH stævner. Så det var måske heldigt nok, at jeg ikke havde sat deltagelse til weekendens DM som et mål. Man kan bare ikke være “alle” steder.

Nu har jeg faktisk vildt lyst til at løbe stævner igen (og udendørssæsonen er slut…), og parringen var resultatløs, så jeg var lidt misundelig, da jeg læste de mange facebook-opdateringer om DM i denne weekend. Jeg overvejede også at køre op og hilse på, heppe og mærke stemningen om lørdagen, men jeg valgte familien i stedet. Jeg har haft en helt aldeles pragtfuld weekend med mit valg.

Fuji kunne let have brugt en weekend med stirre på Speedy Spjæt

Lørdag havde vi skønt sensommervejr, og det passede jo helt fint til udeopgaver. Vi bor i et gammel hus fra 1800-grønhvidkål, og det “sjove” ved det hus er, at hver gang, man tror, at man “lige” kan fikse noget, som burde være en let opgave, så viser det sig, at det er en total undervurderet opgave. F.eks gik jeg igang med skrabe lidt løst maling og puds af på ydermurene lørdag middag. Planen var, at jeg så lige kunne klatmale facaden, så den så lidt mere præsentabel ud. Det er den åbenlyse fordel ved at have malet sit hus hvidt. Men nej nej, pludselig får man raget store flager af puds af, og Henrik må derefter kaste sig ud i murergerningen og pudse skidtet op. Så ingen maling i denne omgang.

Opgaverne griber altid om sig

Jeg kigger på vores trappe til første sal og tænker, at den nok skal have en tur med højtryksrenseren. Ekstimeret tid i mit hoved er så 30-45 minutter, men det var da også rigeligt optimistisk, men i mål kom jeg da, men der gik vel snarere to timer. Så er trappen også klar til maling. Så håber vi bare, at vejret også holder sig lidt i skindet, indtil det er fikset.

Silas har haft fødselsdag for snart to måneder siden, og vi har stadig ikke fået holdt fødselsdag for klassen. Mit hoved kan ikke rigtig overskue 20 børn til fødselsdag hjemme. Det er lige der, hvor jeg føler mig som en ringe mor…. og jeg ved, at det faktisk er super hyggeligt og ungerne i klassen er så søde, men nej mit hoved stresser ved tanken. Så efter at have søgt lidt på de forskellige muligheder for “ekstern” børnefødselsdag, så faldt valget på at holde fødselsdagen på Gammelbro Camping ved Årøsund. Der er så bestilt kage, pølsehorn og saftevand samt en tur i svømmehallen til klassen. Det har jeg det rigtig godt med, og ungerne melder ind, at de glæder sig til fødselsdagen.

Drengelegetøj 🙂

Jeg har aldrig rigtig udforsket Gammelbro Camping, så jeg syntes det var en god ide at kigge derud forbi og få styr på, hvordan og hvorledes inden selve fødselsdagen på søndag. Silas var i hopla på legepladsen. Det er godt nok en fin campingplads, og jeg er sikker på, at ungerne får en hyggelig søndag eftermiddag sammen derude, når de kan boltre sig i svømmehal og på legepladsen.

Vi kunne have spist is på campingpladsen, hvis ikke det var, fordi vi ikke havde fået Silas´ kreoner med (pillerne som han skal tage sammen med måltiderne for at kunne optage næringen i maden). Så har man bare sådan en lyst til at slå sig selv oven i knolden. Nå men det var nu ikke svært at sælge ideen om at køre hjem og lave pandekager i stedet. Egentlig også hyggeligere end isvafler.

Pandekagehygge

Hele familien havde set frem til søndag, hvor vi skulle i Legoland sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Da jeg sælger kort til fordel for foreningen, så deltager vi gerne i deres store arrangementer, da der også sælges mange kort til disse arrangementer. Så kortene var pakket, og jeg vidste også at ca 3 timer af min Legolandstid ville gå med kortgerningen. Men det er en fornøjelse at være med til at give noget til foreningen og medlemmerne. Det her er et selskab, hvor der aldrig er sure miner og brok, men masser af smil og kærlighed.

Silas styrer direkte mod indgangen

Det er dejligt at møde alle de søde og dejlig mennesker, og sjovt nok sælger mange af citatkortene med ord ala “Lykke er ikke en destination, men en rejse” og livsglade og opmuntrende citater ret godt til dette selskab.

En is skal der også være plads til

Silas fik til gengæld fuld valuta for sin Legolandstur. Der var ikke meget kø denne dag, så nogle af forlystelser kunne man bare drøne lige igennem til. Dejligt, at man ikke skulle spilde sin tid med at stå i kø. Den knægt er bare utrættelig hvad Legolands forlystelser angår. Og vi forældre er bare utrættelig hvad angår at se hans ansigt lyse op i forlystelserne.

Vejret ændrede weekendplaner

Oprindeligt var det min tanke, at vi skulle have været på camping i denne weekend, men de massive mængder regn i ugens løb fik os til ændre de planer. Når jeg så hvordan marker og græsarealer stod under vand overalt, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan en campingplads kunne se ud.

Så det blev i stedet til en hygge-arbejde i hus/have-weekend. Det var nu også rigtig rart, at få ordnet nogle af de dumme hængepartier.

Silas havde en legeaftale i nabolandsbyen lørdag morgen,så da han var afleveret der, kørte vi i motionscenter og gav den gas. Det var en dejlig måde at starte weekenden på.

Så gik turen afsted efter maling til opfriskning af vores gang og indkøb af ny emhætte. Vores emhætte har fungeret mildest talt elendigt i mindst et år. Vi har ofte været nødt til at åbne vinduet, når vi havde gang i panderne. Men det er bare ikke særlig interessant at kigge på udtræksemhætter, men vi fik det gjort og fik købt.

I anledning af at vi var hjemme hele weekenden skulle vi da også lave noget lækkert simremad. Der blev handlet ind, inden Silas blev hentet fra legeaftalen igen. Han hader at være med på indkøb, så det var jo super godt timet.

Emhætteprojektet var nok estimeret til en time, så Henrik gik frejdigt igang, men hold da op, hvor det drillede. Jeg beundrer hans tålmodighed. Jeg er bange for at jeg havde afmonteret emhætten med en flækøkse, hvis det var mig… Da den endelig var kommet ned, så skulle der så opbygges en nyt skelet til ophængning af den nye (jeg har en fornemmelse af, at den emhætte som blev pillet ned var lidt alternativt monteret). Ca 5 timer senere kom den nye emhætte op at hænge, og simremaden blev udskiftet med afhentning af pizzaer.

Henrik kæmper med emhætten, der var en fedtet og klistret satan, der nærmest var umuligt at få ud fra overskabet.

Jeg var godt i krig med at rydde op og ud på Tobias´ aflagt værelse. Der var stadig ret mange af hans ting og via MMS beskeder fik jeg sorteret en del fra, så det kunne komme på genbrugsplasen i stedet for at stå i fylde på værelset.

Silas var en også en flittig ung mand, der slog græsset. Det er da en måde, som han både kan og gider at gå til hånde med. Det har været svært at slå græs de sidste mange dage på alt det regn, så det var virkelig tiltrængt.

Søndag morgen stod den på friskbagt morgenbrød. Jeg nyder de weekendmorgener, hvor vi tager hjemmebagte boller ud af ovnen og hygger sammen.

Selvom det bare skulle være en slapper weekend, så havde jeg behov for at få fikset nogle ting. Så jeg kastede mig over malerprojektet i gangen. Jeg gider virkelig ikke at male og mindst af alt gider jeg at rengøre ruller og pensler bagefter. Bare tanken om det kan få mig til at lade være med at male. Latterligt…

Og der blev hvidt igen

Men jeg fik malet færdig og fik også kørt en hel bilfuld skrammel på genbrugspladsen – herunder den meget fedtede afmonterede emhætte og en del af Tobias´ aflagte ting.

Inden Henrik “ringede” ind til aftensmad (simremaden! ølbraiserede svinekæber) nåede jeg at træne agility med alle tre hunde i haven. Det var virkelig lide det, som jeg havde brug for. Nogen gange kan jeg virkelig mærke, at jeg bliver lettet, glad og brugt på den gode måde efter sådan en gang træning med mine tøser. Det fuldendte i hvert fald min weekend.

Så blev weekenden også fuldendt for tøserne

Måske lyder weekenden ikke afslappende, men jeg synes den var en perfekt blanding af div opgaver, der trængte til at blive fikset og så bare at flyde ud derhjemme. Tror ikke, at der var nogen af os, der manglede den der campingferie i weekenden, så dispositionen var nok god nok. På en campinggruppe på Facebook så jeg i øvrigt også billeder fra en campingplads ved Ribe, hvor det hele stod under vand. Fortelte og vogne stod i store søer.

Henrik sluttede søndagen af med at servere en sen dessert. Det er lækkert og interessant, når Henrik leger med ingredienserne i køkkenet. Toppingen lavede han tidligere idag, så det var ikke bare noget, der var klasket sammen på et par minutter.

frugt og is. Mums!

Så må man godt føle sig lidt ekstra elsket, og det gjorde det faktisk lidt lettere at forberede sig til den kommende arbejdsdag, som jeg lige samlede lidt op på, inden turen går til Sjælland for en kort bemærkning mandag morgen.

Men inden jeg kunne komme afsted til møde på Sjælland, så var der nok lige noget, der skulle fikses.

Tjek lige maler-neglene søndag aften:

Sådan kan man ikke vise sig offentlig, med mindre man skal i byggemarkedet. Efter megen skrubben og skraben, så de nogenlunde hæderlige ud, men lidt farve kunne da dække det sidste

Så er man da udadtil klar til turen til Sjælland og noget mere præsentabelt pegetøj end søndag aften. God mandag til dig derude.

Fujis stævnedebut

Med den kedelige vished om, at Mic alligevel ikke var drægtig, så røg jeg nærmest lige i tasterne for at eftertilmelde mig til et stævne på Fyn.

Stævneringen med blå himmel og sol over det meste af dagen

Det var Frøbjerg-Orte Hundeklub, der havde arrangeret et DKK stævne i den foregående weekend. Som noget helt særligt udbød de uofficielle begynderklasser sammen med de officielle klasser. Fantastisk initiativ. Flere af sådan nogle klasser, tak!

I begynderklassen var der ikke slalom med, og det tiltalte mig, for selvom jeg klør på med slalomindlæringen, og Fuji KAN tage en slalom, så er der alligevel et stykke vej fra at kunne gennemføre en slalom og så tage den i et forløb. Jeg vil i hvert fald gerne finpudse lidt mere, før jeg starter hende til konkurrencer.

Da vi stadig mangler A og balance (vores vintersæsonsprojekt), så kunne vi ikke starte ag begynder, hvor netop disse to forhindringer var de eneste feltforhindringer. Jeg indlærer åbenbart i en helt bagvendt rækkefølge, for vippen er færdigindlært.

Oprindeligt havde jeg fravalgt stævnet, fordi jeg ikke ville køre 100 km for at løbe 20-25 sekunder på en begynderbane. Men nu hvor MicMic ikke var på barsel alligevel, så meldte jeg friskt til i håb om måske at kunne score et cert med hende, og så fik Fuji sit begynderløb. Selvom MicMic ikke har løbet agility, så har hun dog ikke ligget hjemme i sofaen de sidste 4 uger, så hendes form var helt fin, men agilitytræning havde hun ikke noget friskt af.

Jeg havde faktisk lidt mine samvittighedsskrubler ved at starte Fuji i begynderklassen, for jeg ved godt, at hun på de ting, som jeg har præsenteret hende for er langt mere end “begynder”, men det er nu engang min måde at træne mine hunde op på. Introducerer og terper forhindringerne enkeltvis.

Hvor mange andre “begyndere” bare gerne vil kunne løbe en hel bane, så bevæger jeg mig noget langsommere frem (og endnu langsommere i det her tilfælde, fordi jeg jo har to andre hunde, som er godt kørende). Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så var Fuji “Begynder” efter de krav, som arrangørerne stillede til ekvipagen. En hund, der aldrig har været startet i en officiel klasse før. Der var dog et par stykker af de andre “begyndere”, som jeg tidligere havde set på agilitybanerne, men jeg tænkte nok, at deres hunde havde brug for en god oplevelse. For mig var denne begynderklasse nu heller ikke en konkurrence, men bare en test for at se, hvordan Fuji ville reagere i sådan et gennemøb i en stævnering.

Der var nu ingen grund til bekymring. Fuji var da klar ved start, men afventede mit signal og satte afsted over de lave spring (i anledning af at det var en begynderklasse var springene kun 45 cm). Hun var noget overrasket over, at de var lave (jeg træner hende altid på 55-65 cm). Jeg nød at se, at hun var lydhør og fremadrettet på de 17 forhindringer, som blev tilbagelagt på omtrent 18-19 sekunder. Fuji vandt klassen, men det var ikke det vigtigste. Det vigtigste var bare en god debut, og det fik vi.

Link til FUJIs debut

Fra præmieoverrækkelsen i begynderklassen

MicMic skulle løbe en ag3 og en sp3. Vi var kun to i klassen, så certerne hang vel lidt løst, kan man sige. Efter et superflot springløb får vi en vægring på 3. sidste spring. Så det gav i hvert fald ikke noget cert.

MicMic i springløbet

I ag3 driller slalommen MicMic, og vi ender faktisk med en disk. Men MicMic leverer mig den flotteste bom med fuld fart hele vejen over bommen med løb uden antydning af tøven helt ned til forpoterne var i græsset. Det var perfekt for mig. Vi fik ingen certer, men vi havde to gode løb efter 3 måneders pause (sommerferie og “barsel”).

Fordi jeg bare elsker at løbe med Ninja, så fik hun også lov at løbe de to klasse 3 løb, Jeg fik en nedrivnig i det ene, da jeg generede hendes løbelinje lidt for meget og så fik jeg dømt en feltfejl (!!) i det andet. Så jeg kunne tage hjem og se tilbage på et stævne med kun et eneste fejlfrit løb, og det var Debutanten Fuji, der stod for det.

Stævnet var et hyggeligt stævne med kun en enkelt ring, og ikke ret mange deltagere. Faktisk gik det meste af tiden med at bygge bane og gå banerne, inden de 7-15 ekvipager i hver klasse skulle løbe gennem banen.

Afviklingen gik også noget langsommeligt, men det var uerfarne stævnekræfter, som stod bag stævnet, og de havde faktisk gerne villet det hele godt med fine præmier, camping, mad til rimelige priser osv. Men det var nok meget godt, at de ikke pludselig stod med 100 tilmeldinger, for det ville have været en lidt for stor mundfuld.

Deres redskaber var måske heller ikke helt gearet til arrangementet. Vippen var for lav og måske også lidt for kort. Balancebommen var heller ikke høj nok iflg reglementet. Men hvis du spørger mig, så synes jeg, at højden er ideel. Jeg forstår jo (underligt nok, ikk?!) ikke, at en balancebom behøver at være så høj. Der er bare længere ned, og hundene slår sig mere, når de styrter ned, og det sker jo af og til, at de gør det. Der var noget snak og brok over forhindringerne. Det var træforhindringer, og jeg havde hørt nogen sige, at de var glatte, men det var nu ikke min oplevelse, da jeg havde fat i dem, og jeg kunne heller intet se på mine hunde i deres gennemløb. De virkede hverken overrasket, tøven eller ude af kontrol på feltforhindringerne.

Tunnellerne manglede holdere mellem ind og udgang, hvilket ikke var så heldigt, når dommeren konsekvent havde bygget banerne med U-tunneller. Men i en af klasserne var der en banefikser til at rette tunnellerne efter hvert gennemløb.

Det var naturligvis lidt kikset, og det var lidt synd for klubben, der jo gerne havde villet det hele så godt. De havde ellers nogle udmærkede faciliteter at holde stævnet ved. Det lå på en skoles arealer, så der var en god legeplads for evt medbragte børn, og det var også let at komme til toiletter. Jeg håber bestemt ikke, at de har mistet modet, og at de trods kritik kan være klar til at holde stævne igen næste år. Så er jeg sikker på, at de har fået rettet op på de fejl og mangler der var. Al begyndelse er svær, og det er dejligt, at nogen har mod på at kaste sig ud i at arrangere et stævne. Vi skal huske at værdsætte, når nogen vil arrangere stævner, og rigtig dejligt at nye melder sig på banen, så det ikke hele tiden er de samme klubber, der står for afholdelse af stævner.

 

Godt genbrugsinitiativ

Vi har fået en ny “butik” i vores lille by. Da vi cyklede i skole i sidste uge, så vi pludselig et træskab af genbrugsmaterialer stå foran vores forsamlingshus.

Bogskab

Jeg havde dagen forinden læst om at et lignende skab var blevet sat op i nabobyen.

Skabet af sat ud af Provas, som er forsyningsvirksomhed i Haderslev Kommune. Provas står derfor også for vores genbrugspladser, hvor der jo som bekendt bliver smidt vildt mange ganske brugbare ting ud. Medarbejderne er nogen gange ret chokerede over at se, hvor meget der bare bliver smidt ud i containerne.

Der bliver smidt rigtig mange flotte og nærmest ulæste bøger ud i containerne, og dem giver Provas nu tilbage til borgerne via disse bogskabe.

Et kik ind i bogskabet

Bogskabene er lavet af genbrugstræ og -vinduer, og Provas fylder op med pæne bøger fra containerne. Borgerne opfordres så til at hente bøger i bogskabet, evt bytte med andre bøger, som man måske ellers ville have smidt ud. Man kan sætte bøgerne tilbage efter endt læsning eller bare beholde dem. Det er op til folk selv.

Jeg synes, det er en god måde at genbruge på. Vi gjorde stop ved skabet på vejen hjem fra SFO, og vi snuppede et par bøger med hjem. Mange af de bøger som stod i skabet var bøger af populære forfattere, som så ud som nye.

Boghøsten

Vi må snart forbi med nogle byttere…