Berits Blog

Det var dælme en kort juleferie…. Arbejdsgiverjulen!

Det begreb man bruger om en jul, hvor lønmodtageren ikke får mange fridage foræret, fordi helligdagene primært placerer sig i weekenden.

Men lidt jul blev det da til. December var ellers virkelig travl, og jeg er sådan en glad tidsoptimist, og det bider altså virkelig en i røven, når man tror, at man kan nå det hele på den halve tid.

Vi har ligget vandret på jobbet pga nogle ændringer i lovgivningen, og jeg havde vist fået spændt mig selv rigelig hårdt for den sidste uge op til jul.

Da jeg stod op d. 23/12 havde vi stort set intet klar til julen. Officielt havde jeg ikke helt ferie før til almindelig fyraften, men jeg havde bestemt ydet min indsats, så jeg kunne nikke julen en skalle det meste af dagen.

Det var også tiltrængt, for der var ikke handlet ind. Gæsteværelset, hvor min far skulle overnatte skulle lige gøres klar (det omdannes løbende til det rum, hvor man lige lægger ting fra sig og det er ikke særlig velegnet til gæsteovernatning, når det er i den forfatning) og resten af huset lignede i øvrigt også en slagmark. Heldigvis var alle gaverne købt – undtagen mandelgaven.

Men men vi nåede da det hele. Min far ankom til frokost d. 23. – og traditionen tro medbringende juletræet. Så vi fik da styr på huset, og juletræet blev da også pyntet inden juleaften. Jeg vil kalde det rettidig omhu.

Julemiddagen skulle tilberedes i min julegave fra firmaet. Flæskestegen og andebrysterne fik lov at simre i den nye sous vide. Ikke at nogen af os havde erfaring med at lave mad i sådan en fætter, men hvorfor gøre det så kompliceret. Generalprøver er kun for tøsedrenge.

Sous videstaven blev placeret i en flamingokasse (holder temperaturen godt) og så blev den parkeret i fyrrummet, hvor den bare kunne stå og summe i 7 timer.

Jeg vil kalde julemiddagen ganske vellykket. Jeg er klar til at lege meget mere med sous viden. Det smarte ved flamingokassen er også, at der er plads til forskellige stege mv på en gang.

Udover min far, så fejrede vi også julen sammen med Tobias, Camilla og ikke mindst lille Pelle. Jeg er pokkers vild med mit lille barnebarn.

Pelle kom jo også til at påvirke afviklingen af julen, for han skulle naturligvis også være med til så meget som muligt af juleceromonien, inden han skulle puttes.

Så vi spiste flæskesteg og and. Derefter gik vi direkte videre til juletræet. Pelle var på vej til at blive lidt pylret, så vi nøjedes med en enkelt julesalme og gik hurtigt rundt om træet. For at få lidt ro på, så fik Pelle den første gave. Han elsker at stable, så jeg vidste at den ene af gaverne fra os, ville bringe lykke.

Så købte vi os ellers lidt tid til at slå om pakkerne og dele ud. Engang imellem (=temmelig hyppigt) kom der en gave til Pelle. En ny pakke gav lidt ny energi, men det blev ikke ved med at gå. Pelle måtte puttes og gik ud som et lys.

Vi tog en pause fra julegaverne, og gik tilbage til julebordet, hvor juledesserten ventede på os. Det var en totallækker islagkage fra de lokale is-piger, Søster Is. Den var lavet af Is ala Mande is. Hold da kæft, hvor var den bare lækker.

Da fadet var tomt og mandlen fra islagkagen delt ud – til min far, der scorede mandlen, så gik vi tilbage til juletræet og de sidste gaver.

Jeg var total træt, da jeg gik i seng. Faktisk var jeg også ret flad juledag, og var virkelig glad for ikke at jeg ikke skulle holde en større julefrokost for en stor familie. Det var trods alt kun min far, der var her, og han er sådan set ikke så krævende, hvis man kan sige det sådan, men lidt julefrokostmad fik vi da, og det hyggede vi også med.

Men jeg var noget sløj og havde kvalme, så da min var var kørt om aftenen, så hoppede jeg direkte i seng.

Det passer mig egentlig fint nok, at julen “slutter” d. 25/12. Huset er også ryddet for julepynt, som nu pænt må vente til det blive jul igen.

Lidt fælles aktiviteter blev det også til for os. Jeg synes ikke altid, det bliver nemmere at finde på noget, som en teenager gider at være med til. Men Henrik og jeg har længe gerne ville se Tirpitz bunkeren ude ved Blåvand, så der gik ferieturen for familien hen.

Det kan jeg virkelig godt anbefale. Det er meget flot og udstillingerne meget levende lavet. Der er audioguide hele vejen rundt med historier og fakta i en skøn blanding. Man aktiverer selv de oplæsninger, som man vil høre på den lille mobile enhed, som de udleverer, når man kommer.

Ja også skal man da heller ikke glemme arkitekturen, som Bjarke Ingels Group stod bag. Det er virkelig flot lavet og respektfuldt flettet sammen med de naturlige omgivelser.

Udstillingerne rummer ikke kun information om bunkeren, men også om områdets udvikling, Vesterhavet, rav m.m

Det vil være synd at aflægge Tirpitz et besøg, hvis tiden er knap. Vi var der i 3½ time (inklusiv frokost i caféen), og vi var ikke fortællingerne igennem på udstillingerne.

Dybest set var jeg glad for, at vi ikke skulle afsted til en masse julehalløj, for jeg havde ikke brug for mere ståhej, men brug for at slappe af.

Noget af det, som jeg slapper af med er agilitytræning, så min juleferie bød også på et par træningsaftaler, og det er dejligt afslappende (i hvert fald for mig). Vores faste onsdagsklike fik afsluttet året med en lille julefrokost med smørrebrød efter vores faste træning.

Det blev en lidt lang dag, fordi jeg startede dagen med at køre op til min veninde i Tange, hvor vi hyggede og lavede hundefitness. Egentlig skulle vi lave noget video til noget undervisning, men jeg havde mest lyst til bare at hygge sammen. Vi skød dog noget video, også må jeg kigge på det ved lejlighed. Nogen gange er det også rart bare at hygge uden nærmere formål.

Juleferien rummede desværre også en bisættelse. Den kvindelige part af vores gode vennepar gennem tyve år gik bort lige før jul efter at have været syg i lidt over et halvt år. Det er trist og mærkeligt, når det pludselig er folk fra ens egen generation, som der er “bud efter”.

Nu nævnte jeg jo også, at december havde været særligt travl pga nogle ændringer i en lovgivningen vedr. affald. Med baggrund i det, så havnede jeg i et landsdækkende nyhedsindslag på TV Nyhederne. Ikke fordi jeg skulle “tale til seerne”. Jeg havde bare en fotograf og en journalist “siddende” på skulderen til et kundemøde.

Kort fortalt handler det om, at alle virksomheder pr. 31/12-22 skal sortere deres affald. Derunder også madaffald/organisk affald, som jeg arbejder med. Jeg sælger løsninger til alle typer virksomheder, og derfor var TV2 blandt andet med mig ude på et kundebesøg

Optagelserne var et par uger gamle, så de påvirkede ikke min juleferie på anden måde end at jeg d. 30/12 så lidt mere nyhedsindlag end sædvanligt, når jeg både skulle fange det på TV2 News og på TV2 Nyhederne.

Årets sidste dag blev delvist brugt på at løbe agility og krudte sheltierne af. Det var nok det krudt, som jeg fik fyret af dette nytår.

Jeg plejer ikke at være så begejstret for fyrværkeri, fordi Ninja helt tydeligt ikke kan lide det. I sine yngre dage var hun ligeglad, men gradvist er hun blevet mere og mere angst, og de sidste par år har været svære. I år har hun mistet så meget hørelse, at hun ikke reagerede på andet end et enkelt brag. Det fik helt klart også mig til at slappe meget mere af og ikke rigtig tænke over fyrværkeriet.

Nytårsaften foregik bare herhjemme med mad ude fra, rødvin, hygge og lidt familiespil. Det var stille og roligt. Det var faktisk helt befriende at vågne i sin egen seng uden en masse “gæste-rod” og heller ikke vågne op hos venner og så først skulle til at finde hjem.

Vi kunne så bare dase årets første dag væk og lade op til hverdagen, der stod klar til at sætte kløerne i os her i dag. Så var den juleferie også formøblet.

Der havde for mit vedkommende (selvom det måske ikke virker sådan af indlægget her) været tid til afslapning mellem diverse aktiviteter, og faktisk har jeg set mere TV den sidste uge af året end jeg nok plejer på to måneder.

Hvis man brændende ønsker sig et kursus, men ingen arrangerer og udbyder det? Man venter. Man spørger den eftertragtede og ønskede underviser, om der ikke kommer et kursus, hvor man kan lære et par “tricks”. Det er der ikke umiddelbart udsigt til.

Så endte jeg med selv at tage teten og arrangere et kursus i de myofaciale kæder på hunde ved dyrlæge Tove Due.

Dialogen om kurset startede for over et år siden, men det blev først afviklet i en weekend i november.

Hvad er det så for nogle “tricks” Tove kan? Ja, det er meget interessant. Mange år med særlig opmærksomhed på mine hundes bevægeapparater har gjort, at jeg har stiftet bekendtskab med forskellige behandlere og behandlingstyper til mine hunde. Jeg har en lille håndplukket håndfuld, som kan bruges til lidt forskellige ting og nogle passer bedre til nogle hunde end til nogle andre. Det har jeg med tiden også lært.

Jeg vil sammenligne det lidt med, at vi også har forskellige knive i vores køkkenskuffe. Vi vælger kniv alt efter, hvad vi skal skære. Sådan har jeg det lidt med behandlere.

Tove Due kan i mine øjne noget helt særligt. Jeg har set det med egne øjne, oplevet det på mine hunde og ikke mindst hørt om hende fra andre. Når jeg har været hos hende med MicMic og Ninja har jeg været meget nysgerrig på hendes arbejde.

Tove arbejder meget i det myofaciale kæder. Hvis man kort skal oversætte det, så er det kæder af bindevæv, der kører på kryds og tværs i kroppen. Hvis der ikke er bevægelighed i disse kæder, så hæmmer det hundens (og andre væseners) mulighed for at bevæge sig frit.

Disse kæder har Tove sammen med et par andre dyrlæger kortlagt og fundet punkter til at løsne de restiktioner, der måtte være.

Det var lige præcis det, som jeg havde booket hende til at holde kursus i. Jeg bookede hende, lejede et lokale på Sjælland og slog kurset op på facebook. Først blev der ikke rigtig solgt nogle pladser, og jeg valgte at flytte kurset fra april til november. Da jeg slog det op igen, havde jeg ændret lidt i overskriften og så var det naturligvis også en ny dato. Vupti så var pladserne bare revet væk.

Så vi var 15 personer med en eller anden behandler-baggrund, der fik fornøjelse af Toves gennemgang af de myofaciale kæder, og hvordan man arbejder med dem. Vi havde hunde i hænderne til at teste det af på.

Meget velvilligt havde en del af mine sjællandske hundevenner tilbudt, at vi kunne bruge deres hunde til demohunde. Det var bare super fedt, og det var jeg meget taknemmelig for. Især fordi nogle af dem havde en del ventetid, men jeg tror også, at nogle af dem virkelig var imponerede og forundrede.

Vi som kursister, havde selv hundene i hænderne og blev mere fortrolige med teknikkerne, og hvordan vi skulle løsne det, som vi stødte på, når vi gik en hund igennem, så fik vi altså nogle vilde oplevelser. Fra en hund, der ikke ville/kunne kigge op, hvorefter vi lokaliserede den aktuelle kæde og punktet til at løsne det, så hunden igen kunne kigge helt op uden restriktioner.

Man løsner med de svingninger, som der kan fremkaldes i en stemmegaffel eller en laserpen (Tove kan også bruge nåle, fordi hun er uddannet dyrlæge og derfor må anvende akupunktur). Når man står med en hund og ser restriktioner i dens bevægelse, som man behandler og så ser forandringerne, som faktisk godt kan være lidt vilde. Så står man bare og kigger lidt vantro på hinanden, men man kan jo mærke forskellen på hvad hunden kunne bevæge før og efter behandlingen.

Det var virkelig et super interessant og meget intenst kursus. Jeg er super glad for at have taget mig sammen til at tage slæbet og afholde det.

Jeg er også glad for, at det var mig, der skulle afholde kurset og derfor skulle være fremme i god tid lørdag morgen for at gøre klar til Tove og kursisterne, for lige netop denne lørdag blev Storebæltsbroen spærret pga et redningsarbejde med en person, der ville springe ud fra broen. Det betød at en af mine deltagere ikke kom frem om lørdagen. Hvis jeg bare havde været deltager og ikke arrangør, var jeg helt sikkert endt i den samme lange kø, som hende og ikke nået frem.

Næste step er et opfølgningskursus, hvor vi kan lære flere punkter og få nogle hunde ind og behandle på dem og få finpudset det, som vi har lært. Det har jeg naturligvis også mod på at arrangere.

Nu er det bare med at få husket at arbejde med det, som vi har lært, så vi kan få en masse erfaring. Det er vist godt, at jeg skriver dette indlæg, så jeg kan få holdt mig selv lidt op på det.

Men lad da også bare dette være en opfordring til andre, der ønsker at deltage på et kursus med en bestemt underviser (uanset disciplin). Hvis ingen andre gør det, så kast dig ud i at arrangere det selv.

Det er ved at være nogle måneder siden, jeg sidst har været til en rallyprøve. Måske var det blevet lidt surt og træls, og jeg kunne ikke helt finde melodien med hundene på banen. Faktisk har jeg kun været til en rallyprøve det sidste halve år.

For en uge siden så jeg et facebookopslag med en rallyprøve, som skulle afholdes i dag. Der var sidste tilmelding i sidste weekend. Prøven skulle afholdes 3-4 km fra min far. Jeg elsker, når der også er rallystævner, som man kan melde til uden at skulle planlægge 3-4 måneder ud i tiden. Hurra for spontanitet.

Med denne lille rallyprøve åbnede der sig straks muligheder for “dobbeltkonfekt”. Besøg og overnatning hos min far. Tidlig rallyprøve og så hjemad. Den form for optimering passer lige til mig.

Min far tog glad imod border collierne og mig. Han synes faktisk, at han og jeg skulle tage ud at spise fredag aften. Så da jeg var færdig med dagens kundemøder hentede jeg hundene og kørte nordpå.

Vi nød en skøn middag på Restaurant Bag Søjlen i Rønde og hyggede os sammen. Jeg var træt og smadret ovenpå en lang og begivenhedsrig dag, der havde budt på tre kundemøder, som også inkluderede TV optagelser. Mere om det, når jeg, hvornår det bliver sendt. Så jeg havde ikke svært ved at finde i seng, og det passede mig glimrende, at jeg ikke skulle umenneskelig tidligt op for at komme til rallyprøve.

Jeg havde meldt både Fuji og Ninja til. Fuji har jeg kun gået prøver med et par gange før og med svingende eller udeblivende succes. Det plejer at være svært for hende at være i det. Nye omgivelser, ukoncentreret, tjekker ud mange gange og sidstnævnte har været et stort problem, fordi jeg ikke bare kan kalde eller sige en lyd for at genvinde hendes opmærksomhed, for hun er jo som bekendt stokdøv.

Men jeg har en ide om, at små haller, hvor der kun kan være tilskuere i start og målområdet er de bedste betingelser for hende. Fordi så er der ikke så meget at forholde sig til omkring banen, når man går.

Det var skønt at kunne sove lidt længe og så bare stå op og trille ud på nogle af de små veje, der ligger i min barndomsbys opland og være fremme efter få minutter. De andre deltagere syntes godt nok, at de var kommet meget langt ud på landet. Vejene var lidt smalle og glatte, men alle var da fremme til tiden.

Vi var kun 8 hunde i begynderklassen, og dommer Helle Juul Pedersen havde tegnet en dejlig bane med et godt flow i. Jeg var positiv og havde lige en enkelt øvelse, der lige skulle finpudses lidt inden start. Hvis vi missede den øvelse, så var det bare småærgerligt. Det vigtigste for mig var et godt samarbejde.

Fuji gik så fint med mig udenfor banen og var meget tændt. Da der blev sagt værsgo, at gå på banen, var det bare at fortsætte direkte ind til startskiltet og give “jeg er klar signal”.

Den første prøve jeg gik med Fuji for 1½ år siden fik jeg “opmuntringspokalen” for at fighte så inderligt for at holde hendes opmærksomhed. Det var så svært for hende og en rædselsfuld oplevelse for mig. Siden har jeg kun forsøgt mig en enkelt gang før i dag. Sidste gang gik hun til 80 point og jeg “tabte” hende kun et par gange undervejs.

Jeg har som regel haft Fuji med til Ninjas prøver for at lade hende opleve atmosfæren og arbejde sammen med mig på arealerne ved siden af banerne. Det har helt sikkert også rustet hende til gå prøver selv.

I dag var hen til gengæld mega meget på og kunne næsten ikke være inde i sin sparsomme pels af bare glæde og iver. Hun kunne desværre heller ikke helt holde lyden tilbage, og det kostede også på pointkontoen (-8 point for lyd), men jeg var faktisk fuldstændig ligeglad, for hun var “hos” mig hele turen rundt, og hun var så meget i det. Så var der en enkelt ommer og en “ude af position”, så vi endte sammenlagt med 86 point og på en 5. plads, men jeg var bare så glad for vores gennemløb. Når jeg ser videoen, synes jeg godt nok at dommeren har været ret begynderhunde-sød ved min lille pibende hoppebold og mig.

Dommerens tilbagemelding var også bare, at hun synes, at Fuji er en megalækker og arbejdsivrig hund, og som hun sagde til mig, så vurderede hun, at Fuji var en hund, der kunne gå “hele vejen”. Da jeg fortalte hende, at Fuji egentlig var en ældre dame på 8 år, så kiggede hun vantro på mig og sagde, at hendes bud havde været 1-2 år gammel. Fuji bliver nok heller aldrig rigtig voksen.

Næste klasse var øvet klasse, hvor jeg stillede op med Ninja. Jeg har haft en lidt svingende rejse med Ninja. Først gik vi for hurtigt, og Ninja kunne ikke nå at omstille sig til øvelserne undervejs på banen, når tempoet blev højt og jappende. Så gik jeg for langsomt og stift, og blev en “mærkelig” hundefører. Ninja blev frustreret, og i en periode havde vi store problemer med, at hun gøede på banen. Det har bestemt også kostet en del point på vores gennemløb.

Men i dag gik vi så fint. Fordi klassen var så lille havde jeg ikke meget tid til at stille om fra den ene hund til den anden, og jeg synes ikke helt, at vi havde hinanden, mens vi gik og varmede op. Så vi måtte bare gå til start, da det var vores tur og gøre vores bedste.

Banen til øvet var heldigvis også en bane uden alt for mange gange sit undervejs, for dem gider hun ikke altid. Hun er også en dame, der nærmer sig 13 år. Igen var det en fin flow bane, og jeg nød at gå den med Ninja, og der kom ikke et eneste pip fra hende.

Vi mistede to point undervejs. En langsom reaktion i sit og fordi Ninja rammer mit ben, da hun laver en cirkel ved siden af mig. Så vi gik fra banen med 98 point og vinder af klassen. Det var også en virkelig lille klasse med kun 2 deltagere, men derfor er 98 point alligevel meget tilfredsstillende for mig.

Jeg følte mig også som en rigtig god hundefører for mine hunde i gennemløbene i dag, og indkasserede også ros for det af dommeren. Nogle gange er jeg underligt nok meget nervøs, men i dag følte jeg mig ovenpå uden den mindste nervøsitet.

Nu overvejer jeg så om det mon ikke er ved at være tid til at rykke videre op i Ekspert med Ninja. Fuji har jeg helt sikkert fået mod på at starte med igen.

Jeg var virkelig glad for vores præstationer i dag. Det var ikke verdens sværeste baner, som vi skulle kæmpe på, men derfor får man ikke nødvendigvis tingene foræret, og jeg trængte vist også til lidt rally-medvind.

Det norske stævne som jeg i årevis har hørt så meget om. Til en af mine træningsaftaler i foråret snakkede vi om stævnet, og jeg valgte at melde mig til. Ikke mindst fordi det kunne være fedt at dele stævneoplevelsen med de andre.

Spændende internationale dommere, 4 agilityringe og 3 dages agilityoplevelser kombineret med hytteferie, sejltur og en køretur i det, som Lena og jeg valgte at kalde den svenske prærie. Det er der hvor der er langt mellem byerne og de unge svenskere kører i pimpede biler hvor nummerpladen er erstattet af en “giv-agt-langsomt-køretøj-trekant”

Vi var godt i gang med rejseplanerne til ovenstående, da Mic efter en træningsaften i august pludselig var halt på højre forben, og jeg lokaliserede det til en bestemt tå. Øv.

Afsted til Nordre Dyrehospital næste dag. Røntgenbilledet var fint, ingen brud. Tåen var forstuvet.

Ingen strandture, agility eller ræs til Mic de næste uger. Kontrol efter to uger. Tåen virkede fin igen. Dyrlæge Jacob kunne ikke se, at jeg skulle være bekymret for, om vi kunne blive klar til Norge medio okt. Et par ugers ro mere, og så kunne jeg træne op. Men jeg kunne ikke lide, at have det som en forventning og meldte fra den fælles tur.

Jeg forsøgte at sælge mine starter (der var vel for kr. 1000 dkr starter, så det var da også penge), men der var mange pladser til salg til stævnet, så det var ikke så let.

I ugen op til stævnet besluttede jeg, at jeg gerne ville afsted alligevel. Når jeg ikke kunne afsætte pladserne, så kunne jeg lige så godt bruge dem selv og oplevelsen ville jeg stadig gerne have. Mic virkede ok igen. Vi havde godt nok ikke rigtig trænet agility, men fitness og gåture på den stenede strand uden problemer op til turen. Kroppen virkede klar, men vores skills var godt nok ikke pudset yderligere af.

Heldigvis kunne træningsvennerne godt få mig puttet ind i de fælles rejseplaner. Min chef sagde ok for, at min kollega snuppede mine møder sidst på ugen, så jeg kunne tage afsted, og Henrik sagde, at jeg bare skulle give den gas! Så det lykkedes at komme afsted.

Den sætning havde han så ganske ret i. Man skulle virkelig give den gas i Norge. Hold kæft, hvor skulle der løbes. Jeg tror, at dommernes målebånd var lavet af elastik. De havde i hvert fald nogle meget laaange “7 meter” ind imellem. Tror vist, at der skal arbejdes lidt mere på formen her – og det er ikke kageformen. Når jeg ser videoerne, så kan jeg godt se, at jeg kæmper for at komme afsted hurtigt nok på banerne. Højere tempo fra mig kunne ønskes.

Jeg kom heldigvis ikke med en forventning om at rydde præmiebordet, for så var jeg godt nok blevet skuffet. Men jeg kom med en forventning om at se flot agility og få lidt inspiration til, hvad jeg skal lægge vægt på i agility-uddannelsen af TikTok.

Den del fik jeg masser af. Jeg fik løbet baner designet af 8 forskellige dommere. Et par af dem anede jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skulle løse med min lille klisterhund, der helst vil have, at jeg løber hende ud til alt. Det er bare heller ikke let, når der på de fleste ag-baner står en balancebom på tværs, hvor forhindringerne skal tages skiftevis på den ene og den anden side, og man som fører nærmest er tvunget til at vælge side. Vi havde enkelte korte highlights, men intet at prale højlydt med. Så derfor kan jeg ikke rigtig det. Men det er vist noget jeg deler med flere andre deltagere.

Vi var tilmeldt 3 løb pr. dag. Men nåede faktisk kun 8 løb i alt. Jeg valgte at trække Mic fra det sidste løb, da hun pludselig trak lidt mærkeligt på et bagben under det 8. løb efter en dum opbremsning og vending i en misforståelse. Altså ikke samme ben/pote som den skadede tå. Så noget andet? Jeg har ikke intet mærket til det siden, men droppede for en sikkerheds skyld stævnets sidste løb. Hvis der var noget, så skulle vi ikke ræse rundt på banen en time senere. Vi andre kan også rammes af noget forbigående som albuestød etc. Hun går i hvert fald fint på alle fire ben og der er ikke noget at mærke.

Lørdag var der finaleløb om aftenen. Det blev godt nok meget sent, før vi var hjemme i hytten. Men det var fedt at se finalen. Pladserne blev tildelt de ekvipager, der havde løbet sig til de bedste placeringer i en eller flere åbne klasser. Altså ikke noget med at lægge resultaterne sammen for de åbne. Der blev virkelig givet gas i finalen og vist nogle flotte skills.

Jeg havde begge hundene med inde i hallen under stævnet. De lå begge og boblede i deres bure i løbet af dagen. Det var god miljøtræning for TikTok. Helt som forventet tog hun det hele med ophøjet ro. Jeg elsker hendes meget cool temperament, som hun da heller ikke har fra fremmede.

De gange jeg havde TikTok med nede ved ringene var den største udfordring, at hun syntes, at de små stødabsorberende gummikugler i kunstgræsset var delikate. Fredag gik der nogle timer, før det gik op for mig, at hun åd de små kugler. Så lørdag bestod hendes afføring stort set kun af små bitte grønne gummikugler. Jeg spærrede godt nok øjnene op, da jeg skulle samle op efter hende på gåturen. Så hun blev da gnubbet godt på indersiden, kan man sige. Men der var ikke noget at mærke på hende.

Turen og selskabet var til fantastisk. Ingen problem at sætte 6 hunde fra tre flokke sammen i en hytte. Turen var som sådan nogle ture – altid fuld af sjove ting, som man kan tænke tilbage på. Jeg har det på samme måde med mange af de VM ture, som jeg har været afsted på. Det er ofte ikke agilityen, der giver de største minder, men køreturen eller samværet på turen.

Mandagen havde vi sammen i Göteborg, inden vi skulle sejle retur til Frederikshavn. Det benyttede vi til at være lidt kulturelle og til at lade hundene komme ud at gå en god lang tur i byen og Slotsskoven i Göteborg.

Sent mandag aften var jeg hjemme hos familien igen og klar til at holde efterårsferie sammen med dem. Ingen særlige planer. Lige et enkelt besøg hos Tobias og familien. Barnebarnet Pelle blive jo bare så stor, snart 1 år gammel nu, og jeg elsker at følge med i hans liv og udvikling. Ellers har den bare stået på hygge, oprydning og afslapning, for det trængte jeg faktisk også ret meget til. Lige om straks er ferien forbi, og arbejdet kalder igen.

Efter at være blevet fejret hele dagen sammen med min familie (og mine chefer), så pakkede jeg hunde og campingvogn for at køre til Kolding, hvor der var agilitystævne i den weekend.

Jeg nåede ikke at stille op, før jeg blev mødt af fødselsdagssang af gode venner. Tak. Det var hyggeligt.

Hele baduljen blev stillet an, så vi var klar til en varm weekend i Kolding

Det var virkelig varmt til stævnet, og jeg indrømmer, at jeg lørdag blev temmelig utilpas og måtte gå ind og lægge mig i campingvognen. Det var nok ikke bare entreen til det nye årti, der fik mig til at se lidt opløst og træt ud. For jeg var jo også blevet dårlig om fredagen, da vi var nede i byen for at spise frokost og is. Jeg havde vist ikke haft helt respekt for varmen.

Lørdag formiddag var godt nok en kamp at komme igennem. Jeg følte virkelig med dommere og hjælpere til stævnet. De stod udsat i den bagende sol i timevis. Jeg kunne da heldig lægge mig ind i campingvognen, hvor jeg fandt et spot, hvor det luftede lidt og lå med et koldt og fugtigt viskestykke over hovedet.

Særlig bemærkede jeg de mange unge mennesker, der var hjælpere i Kolding. Det var bare så fedt, at se at de unge mennesker også havde hjælper-ånden. De havde nok været svære at undvære i hjælperplanen.

Jeg var også en tur oppe i hundenes badebassin for at køle fødder og hænder. Jeg var godt nok svært varmepåvirket lørdag. Mine hunde tog det dog helt fint, men der var ikke meget knald på dem i deres indhegning.

Mine dårlige oplevelser med varmen lørdag fik mig til at være bedre forberedt søndag, hvor jeg havde sørget for at proviantere salt og sukker. Jeg tror faktisk det hjalp, for søndag var jeg ikke så groggy, selvom det stadig var varmt.

Fuji fik også lov at løbe til stævnet. Jeg har besluttet at hun af og til skal have lov til at løbe senior springklasserne. Ikke fordi hun er pissegod, men hun elsker det og selv synes, at hun er en verdensmester.

Man bliver også bare så glad, når dommeren kommer hen til en efter stævnedagen og siger, at han synes, at det er skønt, at jeg lader hende få den fornøjelse, som man tydeligt kan se, at det er for hende.

Jeg kunne måske føle mig lidt som en pauseklovn når vi er på banen, men den udtalelse varmede mig rigtig meget. For jeg gør det for at glæde Fuji. Hun lader sig ikke gå på af et par disk eller tre på den samme bane. Hun elsker bare at lave noget og når hun alligevel er med, så kan hun godt få lov til at snuppe et løb eller to til et DCH stævne, hvor seniorstarterne tilmed er meget billige.

Det er nok pga varmen, at jeg ikke kan huske så meget om hvordan de forskellige løb med MicMic gik. Jeg ved, at det lykkedes mig at hutle mig med i finalen. Jeg elsker at løbe finaler. Desværre fik jeg 5 fejl, så selvom vi klart var finalens hurtigste hund, så nytter det ikke meget. Men i finaler skal man give den gas.

Men der er dog klasser/løb, som jeg husker trods varmen, og hvad der ellers måtte forstyrre mig. F.eks mit løb i agility åben søndag hvor jeg til fleres overraskelse, incl mig selv blev disket. Dommeren mente, at Mic ikke rørte feltet tilstrækkeligt på nedgangssiden (2 poter), mens mine “linjedommere” (venner ved ringsiden), så at alle fire poter var på nedgangssiden og betrådte både før og på selv feltet.

Det var så super ærgerligt, for det var lige præcis i den klasse, at jeg havde brug for et fejlfrit løb for at kunne melde mig klar til DCHs DM. Jeg var dælme træt af den kendelse bagefter. Men sådan er det. Dommeren dømmer, som de ser det. Og hvis de skulle tage fejl, så er de også bare mennesker. Så no bad feelings. Hvis Mic havde kvalificeret sig, så var hun alligevel ikke kommet til løbe til DM, da hun pt har en tå, der driller hende. Men det kunne jeg jo ikke vide den weekend.

Jeg var glad for at have valgt stævnet til. For jeg kan godt lide Koldings stævner. God og billig mad i kantinen – og ikke bare pølser. Bare for at nævne en af de mange gode ting.

Danmarks bedste luftearealer, hvor der er plads til os alle sammen. Og der er skraldespande alle steder. Det er da meget fedt, at man ikke skal slæbe lorteposer i læssevis over en længere strækning

Nå ja så er der også fine muligheder for toilet og bad. Jeg plejer alligevel først at bade omkring midnat, for så er der helt sikkert ingen kø – og varmt vand.

Så hvis muligheden byder sig næste år, så er jeg nok at finde til Koldings stævne igen.