Tag: betragtninger

Barndomsminder om snestorme

Sidder her næsten på sengekanten og tænker på hvordan mon vejret bliver imorgen. Egentlig kan jeg være lidt ligeglad, for kunden, som jeg havde et møde med i det nordjyske imorgen, ringede her til morgen og foreslog, at vi aflyste seancen (som havde mindst 25 deltagere). Så jeg fik pludselig hældt to ekstra kontordage lige i nakken, og det var sørme vældig tiltrængt!

På vej ind mod Haderslev.
Spirene på kirken skimtes svagt til højre i billedet

Men som jeg sidder her og læser lidt om det kaos, som der har været her i det sønderjyske i dag pga sneen, så kommer jeg til at tænke på dengang, da jeg var barn og når der sådan rigtig kom sne, hvilket der jo næsten gjorde hele vinteren, for dengang var der næsten snestorm hver dag og snedriverne var på højde med husene… øhhh 🙂

Dengang sad man om morgenen med øret klæbet fast til regionalradioen, hvor aflysninger  af foredrag, generalforsamlinger, bingospil, buskørsel osv i lange baner blev læst op. Derefter vidste man så om man skulle juble over at have sne-fri eller bare kæmpe sig vej gennem snemasserne for at komme i skole. Nu boede vi jo lidt på landet, men jeg har aldrig været forhindret i at komme i skole pga sne, for med 500 meter i skole, så var det jo ikke en umulig opgave at møde op, men for halvdelen af mine klassekammerater, som blev samlet op af skolebussen ude i kartoffelrækkerne rundt om landsbyen, så kunne det være mere udfordrende.

Ninja, som forresten fylder 3 år i dag, synes sneen er skøn

Ja ja oplæsning af aflysninger på regionalkanalen eksisterer da stadig, men ellers vil de fleste vel lige hoppe på internettet for at tjekke om arrangementet/buskørsel m.m. er aflyst. Nå ja. Det var også bare et barndomsminde som jeg ville dele med jer.

12.12.12.12.12.

Det var jo en helt enestående dato. Dagen i sig selv var nok ikke speciel enestående, men denne dato var jo den sidste i række af de nærmest magiske datoer, der fik folk til at strømme til rådhusene for at blive viet på denne dag.

Tja, havde jeg vidst, at dagen ville være blevet så smuk, så ville jeg da også gerne have været stillet op til dagen. Ikke mindst fordi jeg kom til at tænke på hvor smukke bryllupsbilleder, man kunne tage på sådan en dag. Ja undskyld men mit øje ser så mange motiver og muligheder for motiver.

Så smuk en morgen over markerne.
Det var som et køre i et postkort hele dagen

Nå men dagen var ikke planlagt med “den slags ting”. Først en køretur til Silkeborg/Kjellerup. Efter et kort stop i Kjellerup, hvor jeg skulle hente nogle vareprøver – en hel bilfuld, kørte jeg mod Varde.

Og der midt på ruten ramte vi så magien med d. 12.12.12 kl 12.12. Midt på motorvejen (Hovedvej 15 mellem Århus og Herning). Selv det med vejnumre var lige ved at gå op i en højere enhed, for 5-10 minutter efter befandt jeg mig på Hovedvej 12 mellem Herning og Esbjerg.

Nuvel jeg sluttede dagen af med at underskrive en større kontrakt med en kunde, som jeg egentlig har årelange relationer til, og det er jo en altid en særlig glæde. Sælgere elsker at underskrive kontrakter, men nogle er alligevel mere “vigtige” end andre.

Det smukke vintervejr er nu afløst af tåge og sjask og alt den smukke sne er for længst væk. Jeg havde ellers håbet, at vi fik lov at nyde det smukke vejr hele juleferien…. Måske kommer sneen tilbage.

Forbandede rodehoved!!

Ja, det er så mig (og faktisk også Henrik)!

Dybest set så hader jeg rod, men har slet ikke formået at få styr på rodet. Både Henrik og jeg er “bunke-mennesker” og samler ting og sager i bunker og stakke.

Jeg er flov over at rode sådan, og det har aldrig været så slemt, som det er nu. Det er nemlig sådan, at det slet ikke er lykkedes os at få styr på div. løs-effekter i huset (samt udhuse),efter at vi flyttede til vores nuværende hjem for mere en fire år siden, men det kan der være mange årsager til. To dage efter flytningen blev Silas født, og da han var tre måneder fik han konstateret sin celle-sygdom og påbegyndte kemokur og så er det ellers gået slag i slag med “diverse elendigheder”samt deres tilhørende bekymringer, som har gjort orden og oprydning mindre nødvendigt.

Nå men min irritation over rodet fik mig til at købe billet til et foredrag med en oprydningsekspert. Foredraget lovede nærmest, at det ville forandre ens liv. Trods det, at hun kun var halvt forberedt, så fik jeg alligevel en del ud af foredraget. Hvis fik i hvert fald en forståelse for, hvorfor det roder hos os, fik nogle værktøjer til oprydningen samt ikke mindst en motivation til at forsøge at ændre rodets tilstand.

Det vigtigste, hun sagde til foredraget, var, at man skulle “tale” med sit rod. Man skulle simpelthen spørge sine ting, som rodede, hvor de “boede” henne og derefter “følge tingene hjem”. Det gik op for mig, at hvis jeg spurgte mange af mine/vores ting, hvor de boede, så ville de svare, at de ikke anede, hvor de boede. Og se, det gør det jo en anelse svært at rydde op så… Det betyder vel egentlig bare, at man kan slanke en bunke ved at smide det ud, som skal den vej og ellers bare flytte bunken et andet sted hen i huset eller lade den fusionere med en anden bunke.

Det var jo en åbenbaring for mig og i sidste weekend var jeg i IKEA og købe et par reoler og en masse kasser . Jeg har lavet en liste over hvilke kategorier, som jeg finder det relevant at have kasser til. Arbejdet med at tæmme lidt af rodet påbegyndes i denne weekend. Oprydningseksperten advarede dog imod at tage munden for fuld, og jeg forventer bestemt ikke at alle bunker er fikset søndag aften. Pt holder jeg mig også til boligen og ikke det allerværste rod, som befinder sig i et af vores udhuse.



Et kig ind i udhuset. Úrgh!!
Et rod der trods alt er af anden dimension end inde i huset…

Faktisk er jeg også fast besluttet på, at hvis jeg ikke selv kan formå, at tæmme mit/vores rod, så må jeg betale en “oprydningsekspert” for at komme og hjælpe. Sådan en koster mellem kr. 3.000-5.000 om dagen, hvis de skal have hænderne op af lommerne. Men jeg gider bare ikke have det så rodet mere, så…. Hjemmet skal ikke være som et i boligmagasin. Jeg er tilfreds med langt mindre.

Rod er bare ikke hyggeligt, og nogen gange bliver man helt flov, hvis folk kommer uanmeldt.

Oprydningseksperten fortalte også, at der var ret mange penge at spare ved at rydde op, dels fordi hun i en oprydningsopgave ofte fandt tilgodesedler, uindløste checks mv. Men der hvor jeg nok kan spare flest penge er alle de gange, hvor jeg køber noget dobbelt. Enten fordi jeg ikke kan finde en eller anden ting, som jeg bare ved, at jeg har købt en gang, eller fordi jeg har glemt, at jeg har købt tingen.

Så der er masser af gode grunde til at komme igang.

Stress er et monster

En af mine kolleger er desværre blevet sygemeldt med stress, hvilket gør mig oprigtigt ked af det. Dels er hun en kollega, som jeg holder rigtig meget af, men jeg ved også, hvordan det er at gå ned med stress.

Det fik mig til at tænke de fem år tilbage, og tænke på hvor uhyggeligt det egentlig er, når man rammes af stress.

Min kollega sendte mig en SMS den aden dag og spurgte, om jeg ikke havde blogget om mit stress-forløb. Desværre er min blog fra før nov 2008 blevet slettet (men et eller andet sted har Henrik vist en back up af den). Ærgerligt, at den gamle blog ikke er tilgængelig lige pt, når nu nogen mener, at de kan få gavn af at læse den.

Det får mig til at tænke tilbage til dengang i 2007, og på hvor skræmmende stresss egentlig er. På baggrund af mine egne oplevelser den gang, husker jeg stadig hvor meget ens fysiske tilstand påvirkes helt vildt, hvis man har stress. Jeg blev sygemeldt i april 2007, og et år forinden havde jeg haft noget, der lignede kronisk hovedpine. Nogen gange sådan, at jeg virkelig følte det som om, at mit hoved bogstaveligt talt ville eksplodere.

De sidste måneder før jeg ramte afgrunden troede jeg seriøst, at jeg led af fødevareallergi, for flere aftener om ugen havde jeg diarré, og jeg begyndte at spekulere meget på om der var en rød tråd i hvad jeg havde puttet i munden. Mens jeg sad der på tønden (ja undskyld billederne… slet dem bare igen) spekulerede jeg meget på indholdet af aftenens måltid. Var der løg i? Var der kylling i? Var det mon persillen? Konklusionen var, at jeg ikke kunne se nogen sammenhæng mellem mit madindtag og min diarré. I dag ved jeg, at det var stress.

I den periode var jeg meget plaget af dårlig ryg og nogle dage (af en eller anden grund ofte om mandagen) skulle jeg nærmest hæve mig selv ud af bilen, når jeg ankom til en kunde. Et fast greb om rammen over døren, og så løftede jeg mig ud, for min ryg kunne ikke. Nogen gange kunne jeg nærmest ikke rette mig ud. Rygsmerterne var somme tider helt tossede, og tankevækkende nok har det ikke været i samme kaliber de sidste fem år.

Dertil kom så også den meget ringe hukommelse og manglende overblik. Jeg gik fra at kunne holde et utal af bolde i luften og kunne huske mine private samt kundeaftaler mindst en måned frem, til total at miste overblikket og lave en del fejl i mine kundesager og glemme møder. Nogle gange når jeg kørte på landevejen, så kunne jeg spørge mig selv om, hvor jeg egentlig var på vej hen, for jeg havde faktisk glemt destinationen.

Jeg synes, det er så ærgerligt, når nogen presses (eller presser sig) så langt ud, og det piner mig forfærdeligt, at se mine kolleger eller andre bevæge sig rundt på kanten af afgrunden. Personligt har jeg ikke spor lyst til at havne der igen og forsøger midt i travlhed at passe godt på mig selv.

De enkle glæder…

Kunsten at være lykkelig består i at gøre sine glæder enkle.

Det er nok derfor, jeg nu kan se tilbage på en særdeles fantastisk weekend. For der er som sådan ikke sket nogle vilde begivenheder, og det glæder mig faktisk, at der ikke skal så meget til for, at jeg kommer helt op at ringe på glædesbarometeret.

Lørdag var jeg til stævne i Løgumkloster. De er supergode til at holde stævner dernede, og jeg har tidligere lovprist dem for deres weekend stævne i maj. Denne gang var det bare et lille kredsstævne med 50 deltagere, og det var super hyggeligt. Der var kun en ring, så det var let at følge med, og der var ro på og ingen stress, men heller ikke forstået på den måde, at DCH Løgumkloster var sløve, for de var ganske effektive i deres afvikling. Sidste etape af præmieoverrækkelsen blev holdt ganske kort tid efter, at sidste hund havde forladt banen. Begrebet ventetid eksisterer ikke i Kloster.

Silas og Oliver i leg

Jeg var så heldig at have selskab af Mona og Oliver i teltet. Det bidrog også betragteligt til hyggen for Silas og mig. Det glædede mig især, at opleve Silas og Oliver lege sammen. Silas søger ikke rigtig kontakt med andre børn, og kan let finde på at smutte fra legen, da han er så fint tilfreds med sit eget selskab, men han og Oliver legede så godt sammen hele dagen og var lige gode om at styre legen. Det gjorde mig utrolig glad at se. Måske ikke så let at forstå, hvis man ikke har haft et barn, der ikke opsøger en leg med andre børn og let trækker sig fra lege.

Tilmed nåede Silas aldrig til at spise sin madpakke, for han kunne faktisk spise det mad, som Løgumkloster havde på menukortet. Så det blev til en frikadelle samt en “hintersnitte” (hindbærsnitte) – dejligt når man tænker på, at Silas jo altid holder sig til de samme meget få ting, når det gælder mad.

Vupti, så var den “hintersnitte” væk

Det var ikke resultaterne som gjorde mig helt høj, men jeg var godt tilfreds med dagens løb alligevel. Fik dog også en 2. plads i agility åben, men det var ikke for resultaterne, at jeg var kørt til Løgumkloster. Jeg fik alt, hvad jeg kom efter og mere til.

Søndagen fik jo et total boost for mig, da jeg efter flere venners anbefaling fik fumlet mig vej ind på P7 Mix, hvor der var Depeche Mode marathon. Der var lige noget for mig, da jeg har været meget trofast fan siden 1984. Jeg lappede hele historien i mig og nød genhøret med en masse dejlige numre. Jeg var jo hensat til teenageårene, og kunne faktisk ikke slippe radioen i de 7 timer.

 

Et udpluk af kreativiteten – små kort

 Mens jeg sad der og lyttede radio fik jeg endelig gang i at lave nogle kort til Cancerkort. Det er flere måneder siden, at jeg sidst har lavet kort, og det gode radioprogram skruede op for kreativiteten.