Påske”ferie”

Tilbage i januar var jeg inde hos min chef for at bede om fri i ugen inden og efter påske. Henrik og jeg havde snakket om at tage ud at rejse. Måske en tur til USA igen? Jeg synes det passede perfekt i år. Jeg havde opsparet frihed nok, og vi drømmer tit om endnu en USA tur.

Man kan altid drømme sig til en USA tur. Her går vi i Yosemite National Park, 2016

Vi satte dog planerne lidt på pause, da jeg i januar og dele af februar var helt underdrejet af voldsom hoste, der holdt mig vågen om natten. Jeg ville gerne lige sikre mig, at det ikke satte sig til en lungebetændelse, inden vi kom alt for langt med rejseplanerne. Hvis det var tilfældet, så kunne jeg få problemer med rejseforsikringen. Og her taler jeg af dårlig erfaring fra min USA tur i 2015.

Men så begyndte Corona at spøge lidt rundt omkring, og så valgte vi at se tiden mere an og var begyndt at tale om alternativer. Vi kan jo godt være helt spontane, så det var ikke et problem, at planerne ikke lå fast. Vi kunne måske leje en hytte i Østrig eller Tjekkiet og gå i bjergene. Corona, kabinen i en flyver og Silas forekom os som en meget skidt kombi. Så vi betragtede udviklingen.

Men som ugerne gik, så blev det mere og mere tydeligt, at vi faktisk slet ikke skulle nogen steder hen. Som Coronaen lagde sin klamme hånd om Europa og derunder også Danmark, så var vi bare glade for, at vi ikke havde nået at købe billetter til noget som helst.

I stedet for at holde påskeferie ryddede jeg så mit bord for arbejdsopgaver, og da det var tomt her efter påske, så blev jeg hjemsendt (foreløbig indtil d. 9. juni). Nu holder jeg i stedet opsparet frihed i hjemsendelsesperioden.

Men det har da været påske, og der er jo altid noget at tage sig til her hos os. Jeg kender ikke ordet “kedsomhed”, men det kan naturligvis at jeg kommer til at stifte bekendtskab med det i de kommende to måneder.

Huset har været helt lukket for besøg siden d. 11. marts, men jeg valgte at invitere min far på en lille påskeferie hos os. Nu hvor han bor alene og alle hans sociale aktiviteter er lukket ned, så synes jeg, at det kunne være rart for ham med lidt adspredelse, og jeg ville generelt også gerne se ham. Vi har også haft nogle små videosamtaler af og til.

Hundene var meget begejstrede for det fysiske besøg

Jeg vidste, at vi ikke kunne udgøre nogen smitterisiko for ham, da vi ikke har været sammen med andre siden 11. marts. Min far har, i modsætning til os, godt nok selv handlet ind, men hans omgang med andre har alligevel været rimelig begrænset, og han bor desuden i en kommune med meget få smittede.

Påskeugens største projekt var at bakse med min campingvogn, som jeg ikke havde kunnet trække fri fra græsset her i vinters. Jeg regnede med, at det var fordi, jorden var så våd, at jeg ikke kunne trække vognen fri. Men nu hvor jorden var tørret op, så kunne jeg konstatere, at det snarere var bremsen, der havde et problem.

Det var nok en kombination af at håndbremsen havde været trukket i starten af den våde sæson, og måske at værkstedet har monteret noget i bremserne forkert sidste år, så den hang i bremsen under kørsel. Men det skulle de dog have udbedret. Først tænkte jeg så bare, at bremsebakkerne sad fast i tromlen.

Du skal bare give bremsetromlen nogle tæsk! Det var det eneste råd. Og det kan jeg love for, at jeg gjorde. Henrik gav den tæsk. Min far gav den tæsk. Lige lidt hjalp det. Et forsøg på at trække bremsen fri ved at spænde en 4 hjulstrækker foran, nyttede heller ikke. I stedet var der den fineste plovfure i græsplænen.

Campingvogn med plovfure

Så måtte vi i stedet for igang med donkraft og ringgaffelnøgler af så stort format at vi måtte på rundtur i byen for at finde en, der var stor nok. Med meget møje og besvær fik vi (min far) skilt den ad, så den kan fungere igen. Inde i bremsetromlen fandt vi et stykke bremsebakke, der var knækket af og forhindrede hjulet i at køre rundt. Hold kæft, hvor har jeg brugt meget energi på det skrammel.

Bremsebakken – altså den pæne. Den anden er der knækket et stort stykke af på.

Campingvognen er nu kørt på værksted for at lavet diverse ting, så den igen kunne komme ud at trille. I en af vinterens storme fik den så også tilføjet en håndfuld buler af en stor gren, der blev kastet ind i vognen af vinden. Værkstedets bud er, at vognen nu er totalskadet. ØV!

Buler! Det koster en helt ny sideplade at fikse det

Ellers er det mest blevet til små projekter med vinduespudsning og luge ukrudt.

Ukrudt kan man altid “fornøje” sig med

Vi har haft en bunke granitskærver liggende i indkørslen, som “bare” skulle fordeles ud.

Silas skovler granitskærver. Under grundig kontrol fra MicMic

Men det var jo også påske, og der skulle også ske lidt for Silas. Det er jo ikke fordi der sker så meget spændende i hans liv lige for tiden. Så jeg fik fat i nogle påskeharer, som jeg kunne gemme i haven.

Klar til at gemme påskeslik i haven

Det var en hyggelig lille påskeaktivitet, men det var nok også alt, hvad vi lige gjorde særligt ud af, at det var påske.Ikke alle påskeharer var lige lette at finde igen, og den herunder skulle Silas da også guides til at finde.

Ja alt i alt, så har det bare været afslapning med små projekter hjemme i egen have. Så som nedskæring af et eller andet meget stikkende hegn i haven.

Hegnet gik før op til den røde streg, så der var nogle timers arbejde i det projekt.

Nogle gåture ud i den omkringliggende natur. Der er så meget lækker natur lige rundt om hjørnet.

Dansk natur er nu heller ikke så tosset. Her er det ved Slivsø, der ligger ca. 4 km herfra

Måske ikke de store oplevelser, men klart mere trygt end en rejse til USA lige nu. I morgen er det mandag, og så ville den påskeferie, så også have været slut, og jeg i stedet for at ærgre mig over, at den ikke blev til noget, så vil jeg bare glæde mig over, at vi ikke nåede længere end til planerne.

Genåbning?

Her i huset er genåbningen noget anderledes end den nok er i mange andre hjem. Måske nærmest helt bagvendt…

I sidste uge kaldte Mette til pressemøde. Nu skulle der åbnes stille op i DK. Ansatte i den private sektor skulle langsomt og kontrolleret til at møde op på arbejdspladserne igen. Men den største ændring var nok, at pasningstilbud til samfundets yngste børn skulle genåbne, og skolebørn fra 0.-5. klasse skulle starte i skole her onsdag efter påske.

Jeg indrømmer gerne, at det var lidt af en mavepuster for mig. Jeg følte mig ikke lige klar til at sende Silas ud i samfundet lige nu. Vi har isoleret os herhjemme, og at gå derfra og så til at skulle i skole igen nu, var lidt angstprovokerende.

Jeg valgte dog at skubbe tanken lidt fra mig og ikke gå helt i panik. Ofte så dukker der en løsning op, helt af sig selv. Skolen var hurtig til melde ud, hvordan de havde tænkt sig at organisere det hele. Deres tiltag virkede meget fornuftige. Opsplitning af klasser og fordeling på flere lokaliteter i vores lille landsby. Kun de samme to lærere til klassen. Den del kunne ikke gøde utrygheden, når det nu skulle være. Og dertil masser af håndvask!

Skolen byder på Facebook velkommen tilbage.

Men Silas starter ikke i skole i dag. Vi trækker forsigtighedsprincipkortet, og det gør vi helt i samråd med Silas, som ikke selv ville føle sig tryg ved at skulle i skole nu. Så Silas tror egentlig, at det er noget, som han selv har valgt, men det er også vigtigt at lytte til ham.

Det har været meget svært at finde ud af, hvilke børn, der kunne få “lov” at blive væk. Der er jo mange aspekter i at holde sig barn væk fra skolen. Selvom vi kun har undervisningspligt i DK og ikke skolepligt, så kan man ikke være garanteret sin plads, hvis man har for meget (ulovligt) fravær.

Når vi læste et sted, så virkede det som om, man synes, at børn med Cystisk Fibrose godt kunne starte i skole og pasningstilbud nu. Men når man læste andre steder, så burde de ikke møde op, men indtil videre holde sig hjemme. Cystisk Fibrose er jo en kronisk sygdom, der især påvirker lungerne, og Corvid-19 er jo også særlig slem ved lungerne.

Hvem skal i øvrigt stå for undervisningen, hvis mor og far begge skal afsted på arbejde “ude i byen”? Det kan også være udfordrende for nogen. Eller skal forældrene kompenseres for at blive hjemme hos deres barn? Nå, men sådan er situationen slet ikke her i vores hus. Henrik arbejder hjemme, og det kan jeg også gøre i meget stor udstrækning. Men sådan helt bagvendt på genåbning, så er jeg blevet hjemsendt fra og med i dag.

Det betyder, at jeg er hjemsendt med fuld løn efter 3 parts aftalen, som er en del af regeringens hjælpepakke til erhvervslivet. Indtil videre gælder det til d. 9. juni, men jeg kan kaldes tilbage på job med 1 dags varsel. Mit eneste “offer” i dette forlig var, at jeg i hjemsendelsesperioden skal afholde 5 dages “frihed”. Så jeg har givet afkald på 5 ferie-fridage. Men jeg føler mig ualmindelig heldig, at jeg (som mine mange andre hjemsendte kolleger) har kunnet beholde jobbet i denne krise. Det er dejligt at være ansat i en professionel og stærk virksomhed. Det er jeg uendelig taknemmelig for.

Nu står den på hygge og hjemmeundervisning

Jeg har ellers passet mit job hjemmefra i de første 5 uger, men jeg lever af de arbejdsopgaver, som kommer fra de offentlige skriveborde. Jeg arbejder med udbud på arbejdstøj til primært sundhedspersonale hos kommunerne.

Der har været meget stille omkring nye udbudsopgaver den sidste måned, så nu var jeg altså kommet i bund med de igangværende udbud, som var publiceret inden Corona kom og ødelagde hverdagen. Så mit skrivebord er tomt, hvilket er højst usædvanligt. Derfor giver det jo ingen mening at holde mig på jobbet, når der ikke kommer nye opgaver. Det er lidt underligt. Slukket arbejdstelefon og autosvar på mailen. Man føler sig pludselig lidt overflødig, men det er man jo sådan set også, når der ikke kommer opgaver ind. Men bare rolig. De kommer, i kaskader, lige pludselig!

En ryddet hjemmearbejdsplads, der plejer at flyde i mapper og papirer

Nå, men der sidder nok nogen og tænker: Hvad har I så egentlig tænkt jer at stille op med skole og Silas? Situationen er uholdbar, ikk?!

Jo, på sigt er det uholdbart. Vi kan jo ikke lukke os selv og Silas inde, indtil der engang kommer en vaccine. Der går måske 1 eller 2 år. Det kan man ikke vide, og et eller andet sted, så skal vi også leve.

Men nu vælger vi lige at se tiden an (ikke mindst fordi vi har muligheden). Hvad sker der med kurverne, når der lukkes op? Hvordan reagerer andre Cystisk Fibrose patienter på Corvid-19? Ja, vi følger med fra sidelinjen, og så revurderer vi igen om nogle uger.

Naturskolen

Min egen lille Corona dagbog – afsnit 6

Når glæden over en god eftermiddag kan mærkes dagen efter, så skal man da næsten også dele den.

Når man bare bliver så glad i låget, så skal andre da også kigge med (og måske lade sig inspirere).

Fredag var vejret jo helt fantastisk. Henrik og jeg kunne gøre vores arbejde færdigt omkring middagstid, og så besluttede vi at flytte resten af skoledagen ud i naturen.

Jeg lavede en rask beslutning omkring pensum, sådan lidt frit fra leveren. Ud over lidt skoleopgaver, så skulle det selvfølgelig også være en hyggelig tur.

Hjemmefra havde jeg skrevet nogle opgaver ned på et stykke papir og planlagt en rute, gennem skoven og ned til stranden.

Naturskolens dagspensum

Jeg havde fredag vist mig fra min morgenfriske side og havde bagt boller til morgenbordet. Vi må jo godt hygge os lidt på disse hjemmedage. Der var heldigvis også boller nok til at smøre en lille madpakke, som vi kunne tage med på turen.

For sådan ligesom at komme igang, så startede vi med den første aktivitet på vejen ind/op til skoven. Der er nemlig en ret stejl bakke. Den skulle vi løbe op af på skift, mens en af de andre tog tid. Udover lidt Idræt/sport, så kunne vi bruge resultaterne til lidt matematikopgaver.

Vi startede med at skiftes til at spurte op af denne bakke

Efter at have rørt os lidt gik vi op i skoven. Det var smukt med solen, der stod ude over vandet og sendte sine varme stråler ind mellem træerne. Heroppe i skoven, var der helt vindstille, og solen varmede os godt.

Vi fandt det skønneste lille spot med udsigt ud over vandet. Det var svært ikke at sidde at blive helt glad i låget.

Perfekt sted til picnic

En skøn forårsdag sammen med nogle af sine kæreste med et naturlærred af solskin og forår i skoven og over stranden. Lydbilledet var bølgeskvulp fra stranden og fuglefløjt fra skoven.

Hundene måtte pænt ligge bag mig og vente, mens vi spiste frokost – dem ville jeg ikke have til at tumle rundt ude på kanten af skrænten

Vi gik på opdagelse i skoven for at finde spor efter dyreliv. Henrik drejer hovedet og har så allerede fundet masser af tegn. Jeg indrømmer, at jeg ikke ser helt så detaljeret på naturen, så de springer ikke helt i øjnene på mig. For Silas var det faktisk også en ganske god øvelse. Men det er jo altid i god øvelse at fordybe sig lidt og kradse i overfladen.

På vejen rundt i skoven skulle vi øve tyske gloser. Åh mit tyske er lidt langt væk. Det indrømmer jeg gerne. Silas har sådan set haft tysk siden 0. klasse (han går i 5. klasse nu), men det bærer hans ordforråd godt nok ikke præg af.

På tur gennem skoven

Det gik noget lettere, da vi kom til de engelske gloser. De kom bare som skidt ud af en spædekalv, da Silas først gik igang. Ja, der er også gode ting ved computerspil.

Nede på stranden gjorde vi endnu et ophold, hvor vi kunne nyde den sidste rest af den chokoladekage, som Silas havde bagt som skoleopgave.

Kagetid og legetid. Langt nok ude af stranden til at have det hele for os selv

Derefter kunne vi runde dagens sidste opgave, som var i det kreative hjørne. “Skriv dit navn i sandet med ting, som du finder på stranden.” Det var vist kun mit værk, der overlevede, så jeg kunne nå at tage et billede af det.

Dagens krea-opgave

Efter små tre timer var vi tilbage ved bilen. Vi havde bare haft den skønneste tur. Det var bare ligesom om batterierne var på 100% efter sådan en tur. Selv da jeg stod op lørdag morgen kunne jeg fryde mig over sådan en fantastisk tur.

Vi var dog ikke de eneste, der havde fået den fremragende idé at tage turen til Tomaj Strand. Parkeringspladsen, som ellers ofte er helt tom, var spækket med biler. Ja, ja og det betyder, at der måske var parkeret max 15 biler. Vi er jo i Udkantsdanmark.

Der var da også fint plads til os allesammen både i skoven og ved stranden. Der var alligevel nogle hektar at sprede sig på, og vi gik noget længere ud på tur end gennemsnittet, så vidt jeg kunne vurdere, for der hvor vi endte ude var der ikke et øje.

Udsigt fra skoven ned over stranden

Nå men pointen var bare, at jeg blev så glad i låget af denne eftermiddagstur, at jeg havde sådan en lyst til at dele idéen og de mange dejlige billeder med min bloglæsere.

Vi genopliver en gammel gave

Min egen Corona dagbog – afsnit 5

“Kan man egentlig få en legeaftale for tiden??” Spørgsmålet kom fra Silas mandag morgen. Ja, jeg tror egentlig godt, at han kendte svaret, og han forstod det også godt, at det lige nu ikke er en mulighed.

Han affandt sig fint med det, og virkede heller ikke påvirket af det. Det var bare et spørgsmål og bare et svar. Så ingen grund til medlidenhed. Vi snakkede om, at det var godt, at han var begyndt at spille lidt Fortnite igen. Der kan han nemlig kommunikere med venner og klassekammerater under spillet.

Jeg var også lidt nysgerrig efter, hvad Silas egentlig tænkte om at “gå i skole” herhjemme. Han synes heldigvis, at det var ok hyggeligt, men vi har også husket, at fortælle ham alle de fordele, der er ved det. Bare fordi ting er nemmere, hvis man fokuserer på det positive.

Så er der ude sløjd.

I stedet for at stå op kl 06.20, så kan man sove helt kl 07.00. Hvis man ikke lige gider at starte dagen med engelskopgaverne, så kan man bare tage sine matematikopgaver. Det er da skønt at have indflydelse på i hvilken rækkefølge man har fagene. Den går ikke rigtig oppe i klassen.

Men selvfølgelig sælger vi da også hjemme-skolekonceptet til ham på en positiv måde. Ellers ville det da også være alt for surt. Ikke mindst nu, hvor lukningen af skolerne (som forventeligt) blev forlænget til efter påske. Personligt tror jeg heller ikke at det stopper der.

I denne uge har Silas også haft en KKH opgave (Husgerning sorterer under dette fag). Han skulle lave en kage og sendte et billede af resultatet til sin lærer. Silas lavede naturligvis en hel lille film, som han omhyggeligt redigerede og delte med sin lærer. Der er jo ingen, der siger at man ikke må lave ekstraopgaver…

Chokoladekagen blev påskegul – og smagte alt for godt.

Ellers er det jo ikke fordi dagene er fulde af store oplevelser. Der kommer jo ikke så mange input. Det handler mest om arbejde (og pressemeddelelser). Arbejdsmæssigt har vi møde hver dag kl 10, hvor vi lige snakker om status fra firmaet og på vores egne opgaver.

Vi havde lidt sjov ud af, at vi faktisk havde genoplivet den isolationsgave, som vi gav os selv i familien julen 2008, hvor vi pga Silas´ kemobehandling var isoleret.

Tobias pakker fælles julegaven ud i 2008

Dengang købte vi en Wii, som vi kunne hygge os sammen om. Der er flere ting ved den nuværende situation, som minder os om dengang i 2008/2009. Vi fik de følgende par år rigtig meget fornøjelse af Wii´en, og fik også ret meget sved på panden til nogle af spillene. De senere år har det være lidt mere on/off hvor meget den har været i brug.

Wii spil kan godt give masser af bevægelse

Nu blev den aktuel igen som underholdning og bevægelse på de lange hjemme-dage. Desværre er den ene controller afgået ved døden, så vi kan ikke spille sammen, før vi får fat i en ny controller.

Til min rædsel opdagede jeg, at var ved at løbe tør for hundefoder. Jeg plejer at købe ind til nogle måneder af gangen, og afhenter det privat, når vi som en flok laver storindkøb sammen. Hundemadsproblemet er da til at løse. Dalum Dyrehandel havde et opslag på Facebook, hvor de lovede fragtfri levering. Jamen, så kunne jeg vil lige så godt bestille i Pias butik. Jeg bestilte foderet fredag aften, og lørdag morgen var det pakket og klar til afsendelse og levering lige til døren.

Jubii, så dør hundene ikke af sult. Tak til Dalum Dyrehandel for fin service

Jeg har også været på tøjindkøb. Altså det vil sige, at jeg har købt lokalt ind gemt bag skærmen. Jeg har købt et silketørklæde af mærket Cofur i min lokale tøjbutik Frøken Kindrød. Tørklædet blev personligt leveret i min postkasse med en sød lille påskehilsen. Det kan jeg tage på, når igen engang skal ud i civilisationen og være lidt pæn i tøjet igen. Pt ses jeg kun i jeans og hoodies, og det er måske endda når jeg rigtig strammer mig an.

Et lille tøjindkøb med høj service

Ja man finder jo en måde at klare sig på. Lige nu er jeg der, hvor jeg fokuserer på, at vi har det hyggeligt sammen, og vi har tid til at være sammen (selvom både Henrik og jeg arbejder) og vi ikke har noget, som vi skal nå. Jeg har skruet lidt ned for nyhedsstrømmen. Mental sundhed!

Naturen emmer af mental sundhed

I starten læste jeg nyheder hele tiden og startede dagen med at tjekke status på smittede, indlagte og døde, og jeg sluttede også dagen på samme måde. I stedet for at sidde og kigge bekymret på nyhederne, så ser jeg til gengæld en masse underholdningsTV.

Jeg har daset meget på sofaen de sidste par uger.

Faktisk har jeg set mere TV de sidste 14 dage end jeg måske ellers ser på et halvt år. Sumper lidt og slapper af, for det har jeg brug for og mulighed for. Jeg er nemlig ekstra træt og går hver aften i seng inden midnat, hvilket ikke er min sædvanlige sengetid. Der er ikke meget natteravn over mig for tiden.

Meget kan ske på en uge

En lille Corona dagbog – Afsnit 3

Nu er det en uge siden, at Mette Frederiksen i pressemeddelelse fortalte os, at Danmark lukkede ned. Gradvis er landet lukket mere og mere ned. Det er vildt og skræmmende, hvad der kan ske på 7 dage.

Første skoler og pasningstilbud. Siden er specifikke butikker og services lukket ned. Max 10 personer må samles i det offentlige rum. Jeg tænker, at det kun er et spørgsmål om dage, før der bliver udgangsforbud.

Ingen kender dagen i morgen. Og der er ikke kun bekymringer for familiens helbred, men også job og økonomi er vel tanker, der ikke er fremmed i ret mange hjem lige nu. Hele verden er fuld af usikkerhed.

Indtil sidste uge havde vi en kalender med masser af planer. Nu er det hele streget ud. Alt er aflyst eller udskudt. Det er lidt mærkeligt at kigge på marts måneds kalenderblad. Vi bruger kun kalenderen til at skrive ekstraordinære ting på, så ikke de ugefaste aftaler.

En lidt amputeret kalender

Vi har holdt os for os selv siden i onsdags og forsøger at planlægge og navigere i det. Ja, det går egentlig ok.

Hjemmeundervisningen finder også et lidt mere roligt leje ser det ud til. Men det er stadig svært at forstå, at “hjemme” ikke er det samme som “fri”. Men når det nu er sagt, så går det bedre med at lave skoleopgaverne herhjemme.

Fuji agerer læsehund

Det er jo en ny verden for både elever, lærere og forældre. Og jeg tror ikke, at børnene kommer i skole igen på denne side af påske.

Silas havde også en hjemmeopgave i KKH (Kunst, Kultur og Håndværk). Det var en rigtig fin opgave, hvor Silas skulle stå for aftensmaden en aften. Silas skulle bestemme, og han skulle egentlig også lave maden. Ja, og det gjorde Silas. Han var hurtig til at beslutte sig til en madtærte.

Sjovt, når man tænker på at barnet faktisk ikke kan lide ting, der er blandet sammen og faktisk heller ikke kan lide grøntsager. Når det kommer i en madtærte, så kan han åbenbart spise alt. Og han nøjes ikke. Han spiste faktisk halvdelen af tærten helt selv, så Henrik og jeg måtte slås om den anden halvdel. Opgaveafleveringen bestod i at sende et billede af det endelig resultat til læreren. Silas har så besluttet sig for at lave det til et helt videoprojekt, så jeg er spændt på hans madlavningsvideo.

Silas´ madtærte, som han stort set lavede på egen hånd. Den var virkelig god!

Ud over at passe på os selv, så holder jeg da også kontakt til min ældste søn, Tobias, der står for skud i Bilka. Han har ansvaret for BilkaToGo i det varehus, som han er ansat i. De har dælme nok at se til. De har rygende travlt, fordi folk ikke vil ind i butikkerne og handle. Jeg inviterede ham og kæresten på FaceTime kaffe. Det smilede han lidt af kunne jeg høre i telefonen, men han ved også godt, at han ikke bliver lukket ind her i huset. Han har alt for mange mennesker omkring sig dagen lang til, at jeg ville turde se ham. Så FaceTime kaffe var, hvad jeg kunne byde på lige nu.

Nå ja også lige følge lidt op på min meget sociale far, der er vant til at flyve rundt til det ene og det andet. Alle de aktiviteter er naturligvis også lukket ned. Jeg kan ikke lade være med at formane og løfte pegefingre for at sikre mig, at han passer rigtig godt på sig selv.