Spontan tur til Kreta

Min 6 ugers lange ferie/orlov har været så fuld af aktiviteter, og jeg har nærmest ikke haft tid til at blogge i ferien. Noget af det forsømte når jeg måske at indhente og andet kommer nok bare ikke på bloggen.

Men jeg må da nævne feriens absolutte højdepunkt, som var familiens ferie til Kreta.

Egentlig var det planen, at vi skulle have trukket campingvognen til Frankrig. Men både Henrik og jeg havde meget svært ved at blive færdig med job, så vi kunne komme til at holde ferie. Så vi kom faktisk et par dage ind i den første ferieuge (uge 25), før vi fik lukket ned. Dermed vurderede vi, at campingtur til Frankrig havde haft svære odds, når der også manglede rengøring og pakning af vognen, for ikke at nævne den lange køretur, før vi ville være fremme på destinationen.

Så i stedet surfede vi lidt på nettet, og fandt en uspecificeret rejse med Spies med afrejse om torsdagen. Den hoppede vi på. 998,- pr næse + lidt tillæg for garanti for at havne på samme hotel og transport mellem hotel og lufthavn. Vi endte på kr. 5.500,- for os alle fire. Fin fin pris, men lidt mærkeligt bare at rejse afsted uden at vide, hvor man ville havne på Kreta.

Et kig fra stranden inde i byen. Restauranter langs stranden i lange baner…

Ca samme sted – bare aften nu

Indrømmet, jeg er jo lidt kontrolfreak og kan ikke altid styre mit planlægningsgen. Vi endte dog på et hyggeligt lille hotel i udkanten af Hersonissos, som virkelig er et sandt feriested med masser af spisesteder og boder langs strandpromenaden. Det var et helt perfekt sted for os. Der var måske 40 ferielejligheder, og der var stille og roligt – og hyggeligt. Jeg ved, at jeg ville have syntes meget lidt om et af de store all-inclusive hoteller med masser af russere, så det her var faktisk både perfekt og billigt.

Dejligt lille pool-område og blå himmel hver dag
Hvad mere kan man så ønske sig?

Vi havde ingen planer for ferien og tog det bare stille og roligt. Vi sov længe, hentede morgenbrød og spiste sammen i vores lejlighed. Så gjorde vi ellers lige det som lystede os. Gik typisk en tur ned i byen, plaskede lidt i poolen og prustede lidt i varmen.

En dag ved stranden .
Vandet var lækkert, men bunden lidt lumsk

En enkelt dag lejede vi en bil og kørte en tur ud for at se lidt på øen. Egentlig var det planen at køre ud og se Knossos, men kombinationen Silas, 32 graders varme og folk, som sild i en tønde, gjorde, at vi droppede den idé. I stedet for kørte vi en tur til Skt Nikolaos og rundt i bjergene, hvor vi f.eks kom ud at køre i det, som man virkelig kan kalde for smalle gader.

En af de smalle gader, som vi kørte i og vi mødte tilmed en modkørende!
Godt vi bare havde lejet en lille bitte bil

Jeg elsker is-desserter, og i den varme så måtte Nikolaos også vise os,
hvad de havde at byde på

Hjemme i Danmark var det bare tordenvejr og masser af nedbør, men på Kreta var der +30 grader. Pyhaa, det er meget varmt for mig, og lad mig bare være ærlig og sige, at jeg er ret bange for solen. Mine ører bliver fyldt med små brandsår, og jeg bliver rød fremfor brun. Faktisk lykkedes det mig også at være på Kreta en hel uge uden at blive nævneværdig brun (jeg fik langt mere kulør under Fionia Cup i uge 28). Hver dag var jeg pakket ind i solcreme faktor 50 og forsynet med hat.

På med hatten

Denne her ferie var så afgjort bare feriens bedste aktivitet. Jeg var så godt tilpas med ferien, at jeg måtte udtrykke det flere gange dagligt for familien og ellers sad jeg bare flere gange om dagen og frydede mig for mig selv. Det var en ferie for os alle sammen. Ingen skulle gå på kompromis.

Eftermiddagshygge med en enkelt mojito

Skøn ferie for alle.
Ikke altid let at finde noget for både en på 4 og en på 18 år

Jeg blev faktisk ganske forelsket i Kreta, og en anden gang kunne jeg godt finde på, at tage afsted igen – gerne på samme tid af året. Sådan lige inden skolernes sommerferie. Det er billigt og det er til at komme til for gæster på feriestederne. Den græske mad var utrolig lækker, og det var også til at betale sig fra. Vi kom typisk af med 45-55 € for mad og drikke til os alle 4.

Næsten alle aftenmåltider blev indtaget langs vandet

Vi har jo næsten lige været i Tyrkiet, og jeg må sige, at sammenlignet med Kreta, så taber Tyrkiet bare så meget. På Kreta kan man få lov at kigge på varerne uden at blive overfaldet, og man slipper for konstant at skulle prutte om priserne for at nøjes med at betale et nogenlunde rimeligt beløb for tingene. På Kreta er lokalbefolkningen heller ikke så pågående som i Tyrkiet.

Den sidste dag besøgte vi den gamle Hersonissos, 
som ligger oppe i bjergene nogle kilometer fra feriebyen.
Der var anderledes ro på og hygge på en anden måde

Jeg frydede mig også meget over at opleve en stor udvikling med Silas på Kreta. Det er lige som om han ofte rykker en del i udvikling, når vi har ferie og tager væk, om det så er langt væk eller bare et sommerhus 150 km væk betyder ikke så meget for udviklingen.

Fiske-spa.
Ja, jeg måtte have babybløde fødder, inden vi skulle hjem igen

Silas var meget opsat på at prøve at få hænderne ned til de små fisk.
Jeg synes, at han var ret sej

Silas var superglad på hele ferien, og taler meget om vores ferie i “Myggeland”, som Silas døbte det, fordi han nærmest blev ædt af myg den første nat.

Myggeland.!!
Tjek lige de mange røde mærker på Silas…. 

Det var også sjovt at observere hans glæde ved poolen. Silas har aldrig været nogen vandhund, og vi har heller ikke gjort så meget i den retning, da pools/svømmebassiner og Cystisk Fibrose i manges optik er en dårlig kombi. Andre er ligeglade. Vi snakkede med dem på hotellet og vurderede så, at Silas ikke skulle frarøves den oplevelse. Der er dumme bakterier alle vegne, og vi satte vores lid til, at de gik op i hygiejnen.

Familiehygge ved poolen
Åh denne ferie var bare SÅ skøn, og nu her knap to måneder efter er jeg klar til at tage afsted igen…

Dansk Hundeferie 2013

Dette års hundeferie i uge 27 var min fjerde hundeferie. Som de sidste tre gange, jeg har deltaget, så blev den afholdt i Nørre Nebel og på Nymindegab Familiecamping.

Når Far ikke er med, så er det godt, at Silas kan give en hånd,
når vognen skal stilles op

Det var egentlig en lettere spontan idé på en af årets første dage, der gjorde, at jeg endte på hundeferien igen i år. For første gang fulgtes jeg med min gode veninde Mona, og vi boede dør om dør eller vogn om vogn. Desværre var vi nogen af de eneste, der boede nede i nærheden af servicebygningen. Det øvrige slæng boede på komfortpladserne oppe på bakken. Så det var faktisk lidt som at være på hundeferie uden helt at være med, men det dur bare ikke for mig at bo “oppe på bakken”

Vi var dog gæster på “Bakken” flere gange
– ikke mindst for at se Lailas hundehvalpe.

For mig har det stor betydning at bo tæt på toiletbygningen, når jeg har Silas med på camping. Hvis jeg hver aften skal ud at cykle for at skylle masken til pulmozyme, så ved jeg, at jeg vil synes, at det er mere besværligt, end det måske behøver at være.

Lækker mad, øl, vin og venindesnak i forteltet

Mona og jeg havde det hyggeligt sammen med drengene, selvom vi lå fjernt fra de andre. Det blev til mange sene aftener og nætter med venindesnak, te og øl. Henrik havde jeg efterladt derhjemme, da han var nødt til at arbejde. Drengene havde jo hinanden og legede sammen fra morgen til aften.

Drengene laver “tricks” på bommene

Om formiddagen trænede Mona rally med sin unge hund, og det gik bare så forrygende for dem. Vi så desværre ikke hinandens træning, da træningsarealerne lå 6 km fra campingpladsen. Om eftermiddagen trænede jeg med Ninja hos Sarah og Jannick. Det var nogle rigtig spændende baner. Især på Jannicks baner synes jeg, at der var mange løsningsforslag på, og dem skal jeg helt sikkert lege lidt med derhjemme i haven.

Vi havde også en enkelt fridag, hvor vi tog til Hvide Sande (som jeg plejer at gøre på hunderferiens fridag). Jeg synes det er sådan en hyggelig by, selvom den naturligvis er meget turist-præget. Man kunne få det indtryk, at indbyggerne i Hvide Sande er meget sporty, da hovedgaden bugner af sports-outlet butikker. Der er langt flere af den slags butikker end der er dagligvarebutikker i byen.

Friskt stjerneskud fra Havnens Røgeri i Hvide Sande
Det er også en tradition!

Hundeferien er en rigtig dejlig måde at kombinere hundetræning med en mere almindelig campingferie på en campingplads med gode tilbud til hele familien. Man behøver ikke at være overdrevent ambitiøs eller komme fra en bestemt klub for at deltage på hundeferien. Det, synes jeg faktisk, er meget fedt.

Mic-Mic og Ninja leger løs i indhegningen foran forteltet

Fionia Cup

Åh Gud, hvor er jeg langt bag ud med at blogge. Det er bare fordi, jeg nu har holdt 5 ugers ferie/orlov, og så har der slet ikke været tid til at blogge, men måske får jeg indhentet lidt af det.

I hvert fald kan jeg starte med sidste uges aktivitet, som var det store internationale agilitystævne på Fyn, Fionia Cup. Der var deltagere fra nær og fjern. De fjerneste kroge var nok Japan og USA. Men der var naturligvis også mange agilityvenner fra DK.

 



Foto: Åsa Eriksson

 Jeg kunne vel skrive et vildt langt indlæg om stævnet, men vil forsøge at fatte mig lidt i korthed, og allervigtigst rose komiteen bag Cuppen (samt alle de flittige hjælpere) for et godt stævne, som virkelig var professionelt organiseret. Selve stævnet klappede perfekt, og jeg kan vist kun komme i tanke om et par skønhedsfejl: Hyppigt strømsvigt på den ene af de tre campingområder (dog ikke, der hvor vi lå), manglede toiletpapir på toiletterne flere aftener og en lidt stemningsforladt finale, som virkelig manglede en speaker med engagement, som også kunne fortælle lidt om de ekvipager, der løb i finalen. Men men det er jo bare små skønhedsfejl, og intet andet.

Et kig ud over stævnearealet

Omvendt vil jeg da også gerne fremhæve nogle rigtig fede ting ved stævnet. Først og fremmest vejret. Det var fantastisk vejr hele ugen!! Godt nok ikke rigtig noget, som man kan rose komiteen for… Jeg synes også, at det var en god idé at udlevere færdigtrykte og -monterede nummerskilte, som jeg antager gjorde det nemmere for hjælperne at identificere den enkelte ekvipage, når skiltene var ens udformet. Skiltene kunne også fungere som en lille souvenir, hvis man er til det. Jeg var også ganske vild med stedet, hvor stævnet blev afholdt. Det var så bynært og alligevel med masser af plads til hundene og vores aktiviteter. De lokale kiggede også nysgerrigt forbi.

Ninja ser agility
(Foto: Tina Hindsgaul)

Jeg startede stævnet med et rigtig dejligt AG2 løb, hvor vi blev nr. 2 ud af 54 hunde, og dermed sikrede vi os også oprykning til AG3, hvilket som sidstegevinst betød, at alle mine løb resten af ugen lå på den anden side af middag, hvilket var meget belejligt for mig, da vi jo havde Silas med, men da Henrik havde meldt sig som hjælper (hvilket jeg bifaldt), så var jeg alene om, at få Silas gjort klar om morgenen.

Foto: Tina Hindsgaul

Ud over de åbne klasser, så havde jeg klasse 3 banerne at prøve kræfter med, og der var mange nye og svære ting for os. Det er også som om, at sværhedsgraden lige får et nyk opad, når der er ugestævner. Men jeg synes, at vi lavede nogle rigtig pæne ting, selvom det måske ikke var så let at se på resultaterne. Vores bedste placering i klasse 3 var en 3. plads i SP3, hvor der var omkring 90 hunde. Hendes tider på de baner, hvor der f.eks bare var en nedrivning, lå også indenfor cert-rækkevidde, så jeg har kun grund til at være tilfreds.

Familiehygge i Tyrkiet

I sidste weekend vendte vi hjem fra en lang påskeferie, som vi
tilbragte i Alanya (eller rettere i Mahmutlar lidt øst for Alanya). Vi har fået
luftet sommertøjet lidt, men er bestemt ikke blevet solbranket. Det gør ikke så
meget for mig, men for Tobias, som er rigtig gode venner med solen, var den del
vist lidt en skuffelse. Men jeg ved, at han nød at holde ferie sammen med os andre uanset vejret.



Tobias tjekker lige vandet – Det var smækfuldt med kræfter
Temperaturen var ca 20 grader med overskyet vejr de fleste
af dagene. Tyrkerne syntes, det var pisse-koldt. Henrik og jeg har det med at befinde
os på feriestederne udenfor sæsonen. I efteråret besøgte vi Samsø, bedst som de
var ved at “lukke” hele øen om ørerne på os. Og nu Alanya, hvor dele af byen
nærmest virkede spøgelsesagtige, fordi restauranterne stadig var lukkede for vinteren.
Ligeså var hele strandområdet med alle de udskænkningssteder, der plejer at
være der. Dog åbnede et par af strandudskænkningerne på vores sidste dag i Tyrkiet, hvor Tobias sagde, at han havde set et termometer vise 31 grader.

Ellers var det som at besøge Rømø  eller Løkken om vinteren. Godt nok hader både Henrik og jeg at være, hvor man skal gå og stå som sild i en tønde, men men vi havde vist ramt Tyrkiet et par uger for tidligt.

Lidt strandhygge blev det også til.
Vandet var dog lidt for vildt til Silas

Morgensol på terassen
Familien sover, og bollerne er i ovnen.
Hvis jeg skal med på et billede, så må jeg som regel selv tage det…
Nå men det har nu ikke ødelagt ferien. Vi var så heldige, at
have lånt en skøn ferielejlighed af en god bekendt. Hun havde samtidig fikset
vores transport til/fra lufthavn samt leje af bil i en uge. Det var meget rart
og trygt, at man blot kunne vælte ud fra lufthavnen og lade sig transportere
hele vejen til lejligheden. Jeg har siden læst, at man bør afholde sig fra selv
at køre bil i Tyrkiet efter mørkets frembrud. At køre bil dernede i dagtimerne
er da heller ikke for folk med “blød hat”, og det kræver en vis portion
koncentration, da man bør forvente at alle andre trafikanter/løse hunde/fodgængere m.fl. er rimelig
utilregnelige. En af dagene oplevede vi f.eks en gadehund, der lavede udfald mod vores bil, da vi kom kørende.

Dejlig udsigt fra 9. etage
Formålet med ferien var primært afslapning og hygge. Men i
anledning af, at vi også havde bilen, så kunne vi lige så godt bevæge os ud på
egen hånd. Vi var inde i Alanya et par gange og et smut oppe at se Dim Grotten.

Faktisk lidt stolt af at det lykkedes mig at tage billeder i grotten
– uden at bruge autofunktionen…

Vi var også så naive, at vi troede, at vi måske kunne sejle en tur på Dim
Floden og spise vores mad på en af de flod-restauranter, som vi havde læst om,
men floden synede nu lidt fattig på vand og alle restauranterne var lukkede, så
flodturen vekslede vi blot til en tur til Alanya og en køretur i bjergene, hvor man nok kunne se at boligstandarden var noget ringere end nede i Mahmutlar. Vi mødte også flere “vilde” dyr. Blandt andet ham her:

I byerne skulle man passe på ikke at køre de vilde hunde ned.
I bjergene var der helt andre udfordringer på vejene.
Der var så meget afslapning over ferien, at der gik tre dage, før vi fandt ud af hvad klokken var i Tyrkiet, og hvad kursen på den tyrkiske lire var. Det kan man da kalde en rigtig ferie, ikk?
Man skal nok være gjort af et lidt specielt stof for at være med vores familie på ferie. For vi har ikke noget program. Vi står op, når vi synes og giver os god tid. Så det betyder, at vi først kommer ud af døren sidst på formiddagen, eller hvornår vi nu finder ud af, hvad vi skal.

Den eneste dag, hvor vi havde planerne klar før morgenmaden var den dag, hvor der var marked. Der var boder i lange baner og masser af frugt og grønt.

En lille klase bananer.
Der var flere banan-plantager rundt om Mahmutlar
Dette er dog fra en landsby, vi kom igennem på bjergturen.
Jeg undrede mig bare over, at æggene stod der i en papkasse i 25 graders varme
Hvad har vi så lært om Tyrkiet? 
Tyrkerne er rigtig søde og gæstfrie. Man føler sig meget velkommen hos dem, og de vil rigtig gerne hjælpe. Samtidig fandt vi også ud af, at de gerne vil snyde ved enten at sælge for dyrt eller sælge noget bras. Eller ved at kombinere de to ting i samme handel.

Denne gut ville helt sikkert også gerne snyde…..
Vi købte nu ikke noget af ham
Så vi lærte også at det var en god idé at handle i nogle af de butikker med tøj osv som befandt sig i vores eget kvarter, for hvis vi gik ned med noget, som ikke var i orden, så byttede de det da bare. Og man skal forvente, at en del af det går i stykker ret hurtigt. Faktisk synes jeg ikke, at vi købte meget, men af ting, som ikke holdt en uge efter købet var følgende: Et par solbriller, et ur, en polo til Silas, en polo til Tobias samt et etui/cover til mobil. Så “good quality” og “Istanbul quality” er ikke nogen blåstempling af god og holdbar kvalitet. Men noget af det var også bare så billigt, at man da næsten ikke kunne tillade sig at forlange, at det skulle kunne holde ret længe.

Det er så dejligt at være på ferie med familien. Her er et par ekstra billeder fra ferien:

Ja tak – flere is, siger Silas
Denne is kaldte vi “Gokkesokken”
Den tyrkiske stavemåde af isens navn, lå ret tæt på
Silas hygger på skuldrene af far
Under armen er hans trofaste følgesvend på ferien – Theo

En drink på en bar
En lille aften-gåtur for Tobias og mig
(Tobias ville gerne lige følge med i fodboldkamp)

Tobias og masser af mad fanget på en lokal restaurant
Det var faktisk god mad her!

Så går turen hjemad.
Silas tegner et fly – med sæder og senere passagere

Vel hjemme igen.
Theo 1 genforenes med Theo 2
Kan du gætte hvilken en, der har været i Tyrkiet?
(Heldigvis kan de vaskes…)

Bambi på ski

Min julegave til Tobias og Henrik var en skiferie i Østrig. Vi tog afsted sidste fredag sammen med ca 60 personer fra vores lille landsby.

Det var den 7. skiferie, som blev arrangeret af den lokale idrætsforening, men første gang vi skulle med. Tobias er super sej til at stå på ski, Henrik kan stå på ski, og jeg havde forud for denne tur kun stået på ski på en enkelt tur til Norge for fire år siden.

Et kig op af den af de sorte pister på Katchberg

Lad mig bare sige det som det er. Rent skimæssigt var turen nærmest et mareridt for mig. Da vi ankom til hotellet, som lå 10-15 min kørsel fra skisportsstedet, lå der ingen sne. Men pisterne var dog hvide, men desværre også ret isede.

Mig – Lodret.
Ved godt mod – lidt endnu

Efter at have keglet rundt på øvebakken en halv dag, så skulle vi hjemad og vi havde hørt, at man kunne fortsætte lidt til højre ved øvebakken og videre ud på en grøn piste. Det var jo superfint, hvis det da ikke lige var fordi den skiftede til både blå og rød. Det passede mit niveau ikke lige til. Det blev jo hellere ikke bedre af, at pisten var en blanding af is og kunstsne. Det tog mig to timer at komme ned til bussen, og jeg var mørbanket af at være anspændt og ikke mindst af adskillige styrt. Henrik og Tobias forsøgte at hjælpe mig på bedste vis, men de kunne jo ikke trylle bakkerne flade.

Mig – vandret!
Og ubeskrivelig irriteret over det!

Oplevelsen sad desværre ret dybt i mig dagen efter, da vi igen stod på en piste. Jeg kørte tværs over pisten, som vi kørte op til. Det var den samme som skiskolerne bruger, så den var jo ikke ligefrem vild og vovet, men jeg kunne bare slet ikke overskue det og turde slet ikke at vende skiene ned af bakken. Så jeg gik helt i baglås og endte med at stå og tude af bare angst. Ja, jeg ved udmærket godt, at jeg ikke er den eneste det er sket for.

Men jeg kom da igang igen, og jeg synes det gik super fint, så vi spurgte nogle af de andre fra vores selskab om de kunne anbefale andre pister, der matchede mit niveau. Vi fik anbefalet en meget bred rød piste – eller rettere et område med en håndfuld røde pister. De var rigtig fine og brede, så det kunne vi sagtens!! Den første vi prøvede var en nitte. Det gik ikke så godt, men jeg havde mod på at prøve “lykken” på en anden. Puha, det skulle jeg nok ikke have gjort. Jeg fik et par trælse styrt på den hårde piste og mens jeg lå og rodede 50 meter nedenfor mine ski og stave efter endnu en røvtur, kom nogle af de garvede fra selskabet og reddede mig. Igen var jeg bare pisseangst! Men de fik reddet mig ned i bunden af pisten og “sendt” os væk fra området – tilbage til øvebakken, hvor jeg fik en enkelt tur.

På 3. dagen vågnede jeg og var total smadret. Min krop var vildt øm. Jeg kunne dårligt vaske mine hænder, trække mine bukser på eller vende mig i sengen. Om aftenen til spisning havde jeg skullet samle kræfter til at løfte mit ølglas. Mine ben var næsten ikke ømme, men resten af kroppen gjorde bare så ondt. Bare tanken om ski gjorde mig træt, og jeg valgte at lade de andre tage afsted og selv blive alene tilbage på hotellet, hygge mig og restituere.

Henrik og jeg i skiliften

På 4. dagen fik jeg skiene på igen, men blev bare på øvebakken hele dagen. Det var nu også kommet sne og det var koldere og mere tåget. Jeg havde godt nok lyst til at se noget andet end øvebakken, men jeg ville bare så nødigt slutte af med en ny dum oplevelse.

Ja, det med skiene var ikke den store succes, men jeg kunne godt finde på at tage afsted igen, for selskabet og turen var virkelig det hele værd. Vi hyggede os virkelig på kryds og tværs i byen. Vi spillede spil i restauranten sammen om aftenen og var enormt gode til at finde hinanden på de små restauranter på pisterne, hvor vi naturligvis satte os sammen og spiste.

Turen var faktisk også billig af en skiferie at være. 4 dage på ski incl. liftkort og leje af ski/støvler/hjelm, morgenmad og aftensmad på hotellet samt transport til lidt under kr. 4.000 pr. snude.

Bare et hyggebillede fra St. Michael, hvor hotellet lå

Tobias og Henrik siger i hvert fald at de skal afsted igen til næste år…..