3 generationer på sommerhustur

Tiden flyver afsted. Denne tur foregik faktisk i marts, men jeg synes det har været et lidt hektisk år med nyt job og “rehabiliteringstidsrøveren”, så jeg har aldrig nået at skrive, mens det var “aktuelt”.

Men denne skønne sommerhustur skal jeg da lige skrive et par ord om alligevel. Så old news, men gode minder for familien.

I forbindelse med nyt job havde jeg en masse opsparet frihed, som jeg skulle have brændt af. Så jeg havde i store træk fri hele april måned.

Henrik havde travlt på jobbet, og jeg “hang” på Ninja og genoptræning af hende efter korsbåndsoperationen nogle uger forinden, så det var faktisk ret begrænset, hvad vi kunne gøre af vilde udskejelser.

Så det endte med en sommerhustur til Falster, hvor vi lejede en god hundevens sommerhus. Det er så dejlig afslappende, når der ikke er nogen, der forholder sig skeptisk til, at man vil leje et sommerhus, når man har 3 hunde med. Det får jo let “almindelige” mennesker til at bakke. Mine hundevenner kender mig og ved, at både mine hunde og jeg ikke smadrer hele huset. Så det er faktisk meget mere lige til.

Vi havde inviteret min far med, og han takkede ja. Vi pakkede alt vores habbengut for 4 personer og 3 hunde ind i min Grand Picasso. Ja, det er sgu et meget rummelig bil. Der var ikke plads til så mange madvarer, så vi bestilte også en måltidskasse fra Skagenfood. Så skulle vi da ikke handle ind til aftensmad. Troede vi.

Maden var klar ved ankomsten til sommerhuset. Eller ingredienserne var

Da vi ankom, var hængelåsen, ind til hvor sommerhusnøglen hang, gået i baglås. Efter at alle mand havde forsøgt at låse op, så måtte vi opgive og ringe efter assistance hos ejeren. Nu var vi ved at være sultne og kørte derfor afsted for at finde en pizza, som så blev vores aftensmad den første aften.

Sommerhuset ligger tæt ved vandet (Sortsø Strand). Ninja måtte på daværende tidspunkt stadig ikke gå særlig langt (kun 10 minutter) og kun i skridttempo, så hun kunne lige nøjagtig gå med ned til molen og så hjem igen.

Min lille trio ved vandet på Sortsø Strand

Når vi rigtig skulle ud at gå på de lidt længere ture, måtte hun pænt blive tilbage i sommerhuset.

Når man ikke kan gå mere end 10 minutter ad gange, så må man varme hundekurvene i stedet for

De andre hunde nød at komme ud at ræse afsted uden at have Ninja på slæb. Vi andre nød også at gå en god tur i skoven eller langs vandet. Det hele var lige udenfor døren, så det var dejlig nemt.

Gøgl i skoven. Natur-PacMan
Min far og Henrik får en mandesnak langs vandet

Silas havde et ønske for denne lille ferie, og det var en tur til Lalandia. Det var faktisk lidt fjollet at køre i det gamle og lidt slidte Lalandia i Rødby, da vi havde en pæn køretur dertil fra sommerhuset. Vi bor jo selv en times kørsel fra det nyere i Billund. Så det kunne i princippet altid gøre, men nu blev det altså til en tur til Rødby.

På vej i Lalandia

Men hele familien havde en super skøn dag i Lalandia. Vi var klogeligt taget afsted fredag formiddag, så vi nåede at være der før weekendgæsterne tjekkede ind i feriehusene. Det var meget heldigt, for der var ikke mange mennesker, men som timerne gik kom der flere og flere. God timing.

Jeg kan huske, at jeg faktisk var lidt imponeret over deres cafeteria, som havde andet end det sædvanlige junkfood og mad til rimelige priser. Nogen gange er det, som man bare får lov at betale kassen sådan et sted, fordi de ved, at man ikke har andre muligheder, når først man har betalt for at komme ind.

Vi var også en tur ved Møns Klint. Det var en rigtig flot tur. Vi var så heldige med vejret. Der var rigtig forår i luften.

Ninja var blevet hjemme, så jeg havde kun de andre to hunde med. De fik så godt nok også noget af en tur. Jeg var tæt på at skyde Fuji nede på stranden, hvor der var en del mennesker, som naturligt nok smed mange af de fristende sten i vandet. Fuji stressede vildt op, hylede og skreg og kastede sig ud linen. Det må have været en parodi at overvære, for Fuji var nærmest ukontaktbar.

Masser af folk på stranden, og de fleste skulle kaste sten i vandet. Det var udfordrende for Fuji

Så når folk på div. fora kan finde på at fraråde, at man tager sine hunde med på Møns Klint, så læser jeg kun, at det er pga de mange trapper, som kan være hårde for hundene, men da mine er ret fit, så anså jeg ikke det for et problem.

Det var faktisk mere problematisk, at Fuji kunne lugte vandet og havde meget travlt ned af trapperne mod stranden. Det var balancekunst for mig at komme helskindet derned med en ivrigt trækkende hund. Bagefter var hun total uden for rækkevidde på stranden. Det var ikke Fujis fortjeneste, at det var en dejlig tur, lad mig bare sige det sådan.

Afsted det går. Der er vand i sigte

Den lange opstigning var der dog ro på tropperne. Altså stadig masser af krudt i de to unge tøser, men vi nød vejret, skoven og den flotte udsigt.

Udsigten er smuk og terrænnet lidt vildt. Det er ikke ufarligt at bevæge sig rundt på Møns Klint. Tjek bare videoen herunder, hvor Silas lige demonstrerer sikkerheden.

Der var meget bakket og blotlagde rødder. Jeg blev helt nervøs for min far og for, at han skulle falde. Det er sgu lidt underligt, når man får sådan en beskyttertrang for sine forældre. For min far har nu ikke en tendens til at falde, men hvis nu… bare for at være sikker.

Pas på her! Der er stejlt. Pas på de her rødder. Nå ja, men jeg vil også bare gerne passe på min far, men det er da lidt overbeskyttende og lidt fjollet. Min far klarede da turen i fin stil, og jeg var nok mere udsat for at gå en røvtur med de to knaldskaller, som jeg havde for enden af snorene.

Det var en skøn lille forårsferie, og jeg nød at se billederne fra turen, for der var rigtig mange forårsbilleder, og det kan man godt bruge ovenpå så mange sure og våde måneder.

Der var liv i skovbunden

Vi brugte faktisk også flere timer i haven ved sommerhuset med kaffe, te, øl og sodavand på terassen, mens hundene hyggede udenfor hos os. Ninja var ikke kun glad for sommerhusets kurve, men også for de firbenede beboeres legetøj

Søde Ninja <3

Man får helt lyst til at smutte en tur i sommerhus igen.

2013 – Tilbageblik

2013. Tak for nu. Det har været et oplevelsesrigt første halvår. Det har budt på den største rejseaktivitet i flere år. Ferier, rejser og “tid nok” blev afløst af et ret hektisk andet halvår.

Januar:
Året var ungt endnu, da Henrik, Tobias og jeg tog afsted på skiferie i Østrig sammen med 40 andre fra vores lille landsby. Jeg tror bestemt, at de andres skiferie var bedre end min. Det var ikke en succes for mig at stå på de meget isede pister, men bortset fra timerne med brædder under fødderne, så var det en skøn og hyggelig ferie.

Henrik og jeg i St. Michael

Februar:
Charlie står pludselig og hænger og dingler derfter rundt i gangen. Jeg ræser tudende afsted til dyrlægen. Helt uvant med tanken om at skulle aflive en gammel hund uden at kunne forberede mig selv lidt bedre. Det gik dog ikke så galt. Dyrlægen kaldte det idiopatisk vestibulært syndrom (og forklares nærmere som noget flimmer i hjernen, som man ikke ved, hvad kommer af – og som går væk igen). Efter ganske kort tid var Charlie lige så fin igen, og jeg har ham heldigvis stadig. Trods sine 15 år og 6 måneder er han still going strong.

Charlie slikker sol i sommers

Marts:
Denne måned husker jeg bare som VINTER og snestorm herude på landet.

Vinterstemning ved Vilstrup Strand

April:
Største højdepunkt i denne måned var en tur til Alanya sammen hele familien. Vi var heldige at få lov til at låne en rigtig skøn ferielejlighed dernede. Vi havde en skøn dase-ferie, hvor i vores lejede bil fik set os lidt omkring. Efter at Tobias er vendt hjem efter mere end to år på efterskole mv. så var det bare superrart at være samlet igen.

Tobias nød Alanya
Mine skønne drenge med en gadesælger,
der regnede med at vi ville købe hele boden

Maj:
Vi blev beriget med MicMic, som er vores allesammen glade morgenhumørbombe. Det glæder mig især, at hun har taget Silas med storm. Da Silas nu er gået fra meget svært at acceptere hunde (både mine og andres) til at sige, at MicMic altså er hans hund. Tilmed har den lille skønne sheltiepige lappet lidt på mit afsavn efter Diva. MicMic er dog ikke Diva, men hun “smager” lidt derhen af.

MicMic

Ellers gik hver weekend i denne måned med stævner, og pga helligdagene så var det tilmed 3-dages stævner.

Juni:
Min store teenager Tobias fyldte 18 år. Det føles helt urealistisk, at ens lille søde dreng med lyst hår nu pludselig er blevet 190 høj og bred over skuldrene.

Året 2013 var også super godt for en danske Depeche Mode fan, som mig. Midt i juni gik turen til Parken, hvor jeg (for jeg ved ikke hvilken gang) oplevede de engelske drenge trykke den af. Som altid står jeg efter koncerter og “mangler” at høre ca 20 numre, som jeg syntes burde være på set-listen.

Border Collie og Depeche Mode.
Jeg anede ikke, at der var sammenhæng

I denne måned skød jeg gang i 6 ugers ferie/gammel barselsorlov. Men med mine mange planer for sommeren, så var de 6 uger ikke een for meget.

Første uge af de 6 uger spenderede jeg på ugekursus i agility i min hjemklub, Ribe Hundevenner. I år var det en rigtig positiv oplevelse at deltage. Nu følte jeg mig mere klar og Ninja noget mere rutineret. Det er ligesom nemmere at løbe agility i en uge sammen, hvis man har opbygget et samarbejde.

Silas tapper på IPad og Ninja ser agility-TV

Vi startede mine mange ugers frihed med en lidt spontan tur til Kreta. Det var bare den bedste ferie ever. Flere gange dagligt frydede jeg mig sådan over familien, samværet, vejret, ferien og ikke mindst at se mine to drenge hygge sig så meget sammen. Ferien var tom for planer, så vi tog dagene, som de kom.

Søskendehygge i poolen

Mine skønne drenge på Kreta

Juli:
Den måned gik da totalt i hundene. Først var Silas og jeg på Dansk Hundeferie sammen med min gode veninde Mona og hendes knægt Oliver. Henrik efterlod vi hjemme, så han kunne arbejde. Drengene hyggede sig sammen hele uge. Mona og jeg gjorde det samme, og vores hunde blev trænet hver dag. Dejlig måde at holde ferie på.

Der var nok at holde styr på på lufteturene på Hundeferien.
Dertil også to drenge, der flimrede rundt

Fra hundeferien gik turen direkte videre til Fionia-Cup på Fyn. Stort internationalt agilitystævne. I denne uge var Henrik dog med, men han havde stillet sig til rådighed som hjælper til stævnet, så mens jeg løb agility, så var han en af de flittige sjæle, der sørgede for at holde hjulene igang til sådan et arrangement. Ninja var super fed at løbe med, og jeg synes, at hun leverede nogle gode løb, selvom vi vist lige skulle finde melodien på de svære klasse 3-baner, som hun jo var nyoprykket i.

Skønne Ninja

Sidst på måneden havde Henrik og jeg en skøn tur til København, hvor vi så Aladdin i Operaen. Faktisk var det min julegave, som vi indløste. Det var en skøn tur på en fantastisk sommeraften.

Fantastik sommeraften foran Operaen



August:
Måneden gik vist mest med arbejde, stævner rundt omkring. Fandt faktisk ud af, at jeg kan nå en del DCH-klubber på under tre kvarters kørsel 40. DCH Løgumkloster, DCH Aabenraa, DCH Kolding, DCH Ødis Bramdrup for bare lige at nævne nogle stykker. Fedt når man ikke behøver at køre så langt og startgebyret er forholdsvis lavt, som det er i DCH.

Jeg gør et hæderligt forsøg på få familie og agility til at enes, og det er lidt lettere, når klubberne ligger tæt på.

Hængekøjehygge i haven

Familietur til skønne Årø



September:
Højdepunktet i denne måned var så absolut at deltage til DM i Agility sammen med Ninja. Det var første gang, hun var kvalificeret. Resultatmæssigt gik det ikke særlig fantastisk, må man sige, men jeg synes, at Ninja løb fantastisk og fejlene var mine.

Jeg var også inviteret til Foreningen Cancerramte Børns familieweekend, hvor jeg pga DM kun kunne deltage fredag aften. FCB ville gerne hædre mig som “Årets FCB medlem”. Årsagen til det er mit arbejde med Cancerkort.dk, hvor jeg gennem de sidste 5 år har indsamlet over kr. 200.000. Det er jeg både glad for og stolt af, og jeg har også sendt mange taknemmelige tanker til nogle af alle de personer, som har bidraget med deres indsats – både i form af at lave kortene og ved at sælge for mig.

Smuk buket fra Foreningen Cancerramte Børn

Oktober:
Henriks og min tur til Lønstrup står stadig klart for mig. Jeg kan kun anbefale det. Vesterhavet er noget særligt – også i Lønstrup. Maden på Villa Vest fra fantastisk, og værelserne på Lønstruphus var romantisk badehotelsstemning. Åh jeg gør det gerne igen, men vil så foretrække de lysere måneder i stedet.

Maden på Villa Vest glemmer vi sent.
Lækkert!!

Sammen med mine gode veninde Mona og hendes søn Oliver var vi i sommerhus i Saksild. Drengene fik rigtig leget, og vi fik virkelig nydt sammen af dejlig mad og afslapning. Silas fik langt om længe lært at cykle uden støttehjul. Her hvor vi bor er det svært at tage en lille ny cyklist med ud, og Silas har heller ikke været så optaget af at skulle lære at cykle. Så det var lidt en sejr at se ham cykle selv.

Silas og “hans” MicMic

Oliver og Silas pjatter i haven i sommerhuset

November:
Den måned var særligt ophidsende for Charlie, som pludselig opdagede, at en “ny” hund var flyttet ind. Det er så MicMic jeg hentyder til her. Hun flyttede godt nok ind i maj måned, men Charlie “opdagede” hende først i november, da hun kom i løbetid. Siden har han i øvrigt elsket hende, og inviteret hende til leg flere gange med de fineste nejebuk, man kan forestille sig fra en 15 år gammel hund.

Smukke MicMic

Tobias fik desuden endelig snøvlet sig sammen til at få taget sit kørekort færdigt, og siden har jeg næsten ikke set min bil

Tobias på første tur bag rattet

December:
Magen til trist december måned – i hvert fald vejrmæssigt – skal man lede meget længe efter. Synes ellers vi har forsøgt at jule den lidt ekstra i år.

Vi var til den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. I år havde vi mine forældre med. Det var super hyggeligt. Silas lavede en rigtig fin juledekoration helt på egen hånd. Han var super stolt.

Silas er stolt af sit værk

Det lykkedes os også at få et juletræ indenfor dørene for første gang i 13 år. Silas nød at pynte træet, og han var faktisk også rigtig god til det. Nu er jeg overbevist om, at juletræet er kommet i vores hjem for blive. Ja altså ikke det samme træ, vel?!

Nu med juletræ

Ellers synes jeg at december var alt for hektisk og alt for meget arbejde. Jeg nåede med nød og næppe at få smidt 7 julekort afsted med posten, så ingen af dem, som havde tiltænkt mig med et julekort blev “snydt”. Jeg plejer ellers også at sende nogle julehilsner pr. mail, på Facebook og her på bloggen, men det blev der ikke tid til i år. Nogle af gaverne blev pakket ind i nattens mulm og mørke.

Juleaften blev holdt hos mine forældre sammen med min bror og hans yngste datter. Hyggelig aften.

Juleferien er gået uden de store planer, for en gangs skyld har vi været hjemme siden 2. juledag. Tiden flyver alligevel afsted.

Klar til nytårsdesserten kl 23….
Henriks fantastisk chokolade-fondant med brombær-mousse

Nytårsaften holdt vi også herhjemme sammen med min gode veninde Mona, og vi nød virkelig en fantastisk menu, som vi alt i alt vel brugte 5 timer på at spise. Torsdag d. 2. januar er min sidste fridag. Ingen skal betvivle, at jeg har nydt alle fridagene i fulde drag. Nu samler jeg kræfter til at kaste mig ind i 2014, og alle de mulige forandringer, som jeg aner i min krystalkugle.

Godt nytår til jer alle!

Spontan tur til Kreta

Min 6 ugers lange ferie/orlov har været så fuld af aktiviteter, og jeg har nærmest ikke haft tid til at blogge i ferien. Noget af det forsømte når jeg måske at indhente og andet kommer nok bare ikke på bloggen.

Men jeg må da nævne feriens absolutte højdepunkt, som var familiens ferie til Kreta.

Egentlig var det planen, at vi skulle have trukket campingvognen til Frankrig. Men både Henrik og jeg havde meget svært ved at blive færdig med job, så vi kunne komme til at holde ferie. Så vi kom faktisk et par dage ind i den første ferieuge (uge 25), før vi fik lukket ned. Dermed vurderede vi, at campingtur til Frankrig havde haft svære odds, når der også manglede rengøring og pakning af vognen, for ikke at nævne den lange køretur, før vi ville være fremme på destinationen.

Så i stedet surfede vi lidt på nettet, og fandt en uspecificeret rejse med Spies med afrejse om torsdagen. Den hoppede vi på. 998,- pr næse + lidt tillæg for garanti for at havne på samme hotel og transport mellem hotel og lufthavn. Vi endte på kr. 5.500,- for os alle fire. Fin fin pris, men lidt mærkeligt bare at rejse afsted uden at vide, hvor man ville havne på Kreta.

Et kig fra stranden inde i byen. Restauranter langs stranden i lange baner…

Ca samme sted – bare aften nu

Indrømmet, jeg er jo lidt kontrolfreak og kan ikke altid styre mit planlægningsgen. Vi endte dog på et hyggeligt lille hotel i udkanten af Hersonissos, som virkelig er et sandt feriested med masser af spisesteder og boder langs strandpromenaden. Det var et helt perfekt sted for os. Der var måske 40 ferielejligheder, og der var stille og roligt – og hyggeligt. Jeg ved, at jeg ville have syntes meget lidt om et af de store all-inclusive hoteller med masser af russere, så det her var faktisk både perfekt og billigt.

Dejligt lille pool-område og blå himmel hver dag
Hvad mere kan man så ønske sig?

Vi havde ingen planer for ferien og tog det bare stille og roligt. Vi sov længe, hentede morgenbrød og spiste sammen i vores lejlighed. Så gjorde vi ellers lige det som lystede os. Gik typisk en tur ned i byen, plaskede lidt i poolen og prustede lidt i varmen.

En dag ved stranden .
Vandet var lækkert, men bunden lidt lumsk

En enkelt dag lejede vi en bil og kørte en tur ud for at se lidt på øen. Egentlig var det planen at køre ud og se Knossos, men kombinationen Silas, 32 graders varme og folk, som sild i en tønde, gjorde, at vi droppede den idé. I stedet for kørte vi en tur til Skt Nikolaos og rundt i bjergene, hvor vi f.eks kom ud at køre i det, som man virkelig kan kalde for smalle gader.

En af de smalle gader, som vi kørte i og vi mødte tilmed en modkørende!
Godt vi bare havde lejet en lille bitte bil

Jeg elsker is-desserter, og i den varme så måtte Nikolaos også vise os,
hvad de havde at byde på

Hjemme i Danmark var det bare tordenvejr og masser af nedbør, men på Kreta var der +30 grader. Pyhaa, det er meget varmt for mig, og lad mig bare være ærlig og sige, at jeg er ret bange for solen. Mine ører bliver fyldt med små brandsår, og jeg bliver rød fremfor brun. Faktisk lykkedes det mig også at være på Kreta en hel uge uden at blive nævneværdig brun (jeg fik langt mere kulør under Fionia Cup i uge 28). Hver dag var jeg pakket ind i solcreme faktor 50 og forsynet med hat.

På med hatten

Denne her ferie var så afgjort bare feriens bedste aktivitet. Jeg var så godt tilpas med ferien, at jeg måtte udtrykke det flere gange dagligt for familien og ellers sad jeg bare flere gange om dagen og frydede mig for mig selv. Det var en ferie for os alle sammen. Ingen skulle gå på kompromis.

Eftermiddagshygge med en enkelt mojito

Skøn ferie for alle.
Ikke altid let at finde noget for både en på 4 og en på 18 år

Jeg blev faktisk ganske forelsket i Kreta, og en anden gang kunne jeg godt finde på, at tage afsted igen – gerne på samme tid af året. Sådan lige inden skolernes sommerferie. Det er billigt og det er til at komme til for gæster på feriestederne. Den græske mad var utrolig lækker, og det var også til at betale sig fra. Vi kom typisk af med 45-55 € for mad og drikke til os alle 4.

Næsten alle aftenmåltider blev indtaget langs vandet

Vi har jo næsten lige været i Tyrkiet, og jeg må sige, at sammenlignet med Kreta, så taber Tyrkiet bare så meget. På Kreta kan man få lov at kigge på varerne uden at blive overfaldet, og man slipper for konstant at skulle prutte om priserne for at nøjes med at betale et nogenlunde rimeligt beløb for tingene. På Kreta er lokalbefolkningen heller ikke så pågående som i Tyrkiet.

Den sidste dag besøgte vi den gamle Hersonissos, 
som ligger oppe i bjergene nogle kilometer fra feriebyen.
Der var anderledes ro på og hygge på en anden måde

Jeg frydede mig også meget over at opleve en stor udvikling med Silas på Kreta. Det er lige som om han ofte rykker en del i udvikling, når vi har ferie og tager væk, om det så er langt væk eller bare et sommerhus 150 km væk betyder ikke så meget for udviklingen.

Fiske-spa.
Ja, jeg måtte have babybløde fødder, inden vi skulle hjem igen

Silas var meget opsat på at prøve at få hænderne ned til de små fisk.
Jeg synes, at han var ret sej

Silas var superglad på hele ferien, og taler meget om vores ferie i “Myggeland”, som Silas døbte det, fordi han nærmest blev ædt af myg den første nat.

Myggeland.!!
Tjek lige de mange røde mærker på Silas…. 

Det var også sjovt at observere hans glæde ved poolen. Silas har aldrig været nogen vandhund, og vi har heller ikke gjort så meget i den retning, da pools/svømmebassiner og Cystisk Fibrose i manges optik er en dårlig kombi. Andre er ligeglade. Vi snakkede med dem på hotellet og vurderede så, at Silas ikke skulle frarøves den oplevelse. Der er dumme bakterier alle vegne, og vi satte vores lid til, at de gik op i hygiejnen.

Familiehygge ved poolen
Åh denne ferie var bare SÅ skøn, og nu her knap to måneder efter er jeg klar til at tage afsted igen…

Dansk Hundeferie 2013

Dette års hundeferie i uge 27 var min fjerde hundeferie. Som de sidste tre gange, jeg har deltaget, så blev den afholdt i Nørre Nebel og på Nymindegab Familiecamping.

Når Far ikke er med, så er det godt, at Silas kan give en hånd,
når vognen skal stilles op

Det var egentlig en lettere spontan idé på en af årets første dage, der gjorde, at jeg endte på hundeferien igen i år. For første gang fulgtes jeg med min gode veninde Mona, og vi boede dør om dør eller vogn om vogn. Desværre var vi nogen af de eneste, der boede nede i nærheden af servicebygningen. Det øvrige slæng boede på komfortpladserne oppe på bakken. Så det var faktisk lidt som at være på hundeferie uden helt at være med, men det dur bare ikke for mig at bo “oppe på bakken”

Vi var dog gæster på “Bakken” flere gange
– ikke mindst for at se Lailas hundehvalpe.

For mig har det stor betydning at bo tæt på toiletbygningen, når jeg har Silas med på camping. Hvis jeg hver aften skal ud at cykle for at skylle masken til pulmozyme, så ved jeg, at jeg vil synes, at det er mere besværligt, end det måske behøver at være.

Lækker mad, øl, vin og venindesnak i forteltet

Mona og jeg havde det hyggeligt sammen med drengene, selvom vi lå fjernt fra de andre. Det blev til mange sene aftener og nætter med venindesnak, te og øl. Henrik havde jeg efterladt derhjemme, da han var nødt til at arbejde. Drengene havde jo hinanden og legede sammen fra morgen til aften.

Drengene laver “tricks” på bommene

Om formiddagen trænede Mona rally med sin unge hund, og det gik bare så forrygende for dem. Vi så desværre ikke hinandens træning, da træningsarealerne lå 6 km fra campingpladsen. Om eftermiddagen trænede jeg med Ninja hos Sarah og Jannick. Det var nogle rigtig spændende baner. Især på Jannicks baner synes jeg, at der var mange løsningsforslag på, og dem skal jeg helt sikkert lege lidt med derhjemme i haven.

Vi havde også en enkelt fridag, hvor vi tog til Hvide Sande (som jeg plejer at gøre på hunderferiens fridag). Jeg synes det er sådan en hyggelig by, selvom den naturligvis er meget turist-præget. Man kunne få det indtryk, at indbyggerne i Hvide Sande er meget sporty, da hovedgaden bugner af sports-outlet butikker. Der er langt flere af den slags butikker end der er dagligvarebutikker i byen.

Friskt stjerneskud fra Havnens Røgeri i Hvide Sande
Det er også en tradition!

Hundeferien er en rigtig dejlig måde at kombinere hundetræning med en mere almindelig campingferie på en campingplads med gode tilbud til hele familien. Man behøver ikke at være overdrevent ambitiøs eller komme fra en bestemt klub for at deltage på hundeferien. Det, synes jeg faktisk, er meget fedt.

Mic-Mic og Ninja leger løs i indhegningen foran forteltet

Fionia Cup

Åh Gud, hvor er jeg langt bag ud med at blogge. Det er bare fordi, jeg nu har holdt 5 ugers ferie/orlov, og så har der slet ikke været tid til at blogge, men måske får jeg indhentet lidt af det.

I hvert fald kan jeg starte med sidste uges aktivitet, som var det store internationale agilitystævne på Fyn, Fionia Cup. Der var deltagere fra nær og fjern. De fjerneste kroge var nok Japan og USA. Men der var naturligvis også mange agilityvenner fra DK.

 



Foto: Åsa Eriksson

 Jeg kunne vel skrive et vildt langt indlæg om stævnet, men vil forsøge at fatte mig lidt i korthed, og allervigtigst rose komiteen bag Cuppen (samt alle de flittige hjælpere) for et godt stævne, som virkelig var professionelt organiseret. Selve stævnet klappede perfekt, og jeg kan vist kun komme i tanke om et par skønhedsfejl: Hyppigt strømsvigt på den ene af de tre campingområder (dog ikke, der hvor vi lå), manglede toiletpapir på toiletterne flere aftener og en lidt stemningsforladt finale, som virkelig manglede en speaker med engagement, som også kunne fortælle lidt om de ekvipager, der løb i finalen. Men men det er jo bare små skønhedsfejl, og intet andet.

Et kig ud over stævnearealet

Omvendt vil jeg da også gerne fremhæve nogle rigtig fede ting ved stævnet. Først og fremmest vejret. Det var fantastisk vejr hele ugen!! Godt nok ikke rigtig noget, som man kan rose komiteen for… Jeg synes også, at det var en god idé at udlevere færdigtrykte og -monterede nummerskilte, som jeg antager gjorde det nemmere for hjælperne at identificere den enkelte ekvipage, når skiltene var ens udformet. Skiltene kunne også fungere som en lille souvenir, hvis man er til det. Jeg var også ganske vild med stedet, hvor stævnet blev afholdt. Det var så bynært og alligevel med masser af plads til hundene og vores aktiviteter. De lokale kiggede også nysgerrigt forbi.

Ninja ser agility
(Foto: Tina Hindsgaul)

Jeg startede stævnet med et rigtig dejligt AG2 løb, hvor vi blev nr. 2 ud af 54 hunde, og dermed sikrede vi os også oprykning til AG3, hvilket som sidstegevinst betød, at alle mine løb resten af ugen lå på den anden side af middag, hvilket var meget belejligt for mig, da vi jo havde Silas med, men da Henrik havde meldt sig som hjælper (hvilket jeg bifaldt), så var jeg alene om, at få Silas gjort klar om morgenen.

Foto: Tina Hindsgaul

Ud over de åbne klasser, så havde jeg klasse 3 banerne at prøve kræfter med, og der var mange nye og svære ting for os. Det er også som om, at sværhedsgraden lige får et nyk opad, når der er ugestævner. Men jeg synes, at vi lavede nogle rigtig pæne ting, selvom det måske ikke var så let at se på resultaterne. Vores bedste placering i klasse 3 var en 3. plads i SP3, hvor der var omkring 90 hunde. Hendes tider på de baner, hvor der f.eks bare var en nedrivning, lå også indenfor cert-rækkevidde, så jeg har kun grund til at være tilfreds.