Det er ikke fordi der ikke sker noget…

Men omvendt så sker der da heldigvis ikke det helt vilde, men der har været stille på bloggen. Siden sidste blogindlæg har jeg været afsted på en to-dages konference ifm jobbet, og så var der jo også lige et indendørs stævne i Ribe Hundevenner, som skulle afvikles.

Jeg deltog med Echo om søndagen, hvor lille og mellem hundene løb. Echo og jeg havde ikke set hinanden mere end to gange siden 30. okt, hvor vi løb stævne sammen sidst. Så det har været sparsomt med træningen, da jeg er den eneste, der løber agility med ham. Så hvad kan man forvente? Ingenting!!

Det indfriede han til fulde – og gav faktisk lidt mere end forventet. Den første AG1 gik han forkert ind i slalom og røg desuden udenom sidste spring. I næste AG1 fik han slalomfejl på nøjagtig samme kombination (dele af banen var det samme, som den foregående). Men det er jo helt ok, for han har ikke trænet og slalom er nok ikke altid den letteste forhindring. Han laver så godt nok også en feltfejl på A´et, men vi bliver da alligevel nr. 2 i klassen. I SP3 er han fejlfri og bliver nr. 3 i klassen. Det var jeg faktisk ret godt tilfreds med.

Måske jeg skulle træne lidt med ham inden næste stævne i starten af marts? Det vil nok ikke skade.

Nu banker vinterferien på døren, og jeg glæder mig til at slappe af sammen med drengene, Henrik og hundene. Jeg håber på hygge med afslapning, wii, gåture og pandekager – og lidt besøg udefra. God ferie til alle I andre, der også er så heldige

Efterårsferie i Prag

Vi har haft en rigtig dejlig ferie i Prag i efterårsferien.

Vi kørte selv turen derned – ca. 850 km. Det gik rigtig fint. Tobias havde ønsket turen til Prag. Først havde jeg kigget lidt på varmere destinationer, men alene billetterne og hotel ville koste ca. 20.000, fordi det lige skulle være i uge 42.

Turens første stop på en tysk motorvejsrestaurant

En tur til Prag er jo en helt anden pris skal jeg love for. Vi boede på et lille hyggeligt hotel i en mindre forstad, som lå ca 15 km fra Prag. Det tog et kvarter med S-Bahnen, som lå lige ved siden af hotellet. Hotelværelset var næsten en bal-sal (jeg gætter på at vi havde 35 kvm at boltre os på). Det var rart, at man ikke følte sig stuvet sammen. Og prisen for 5 overnatninger var sølle 2600 for hele familien, og det var incl et ganske fint morgenbord. Skønt hotel at overnatte på, især hvis man har børn med.

Tobias og Silas hygger med sæbebobler

Vi havde ikke noget proppet program med alt muligt, som vi bare skulle se. Tobias og jeg havde også været i Prag for nogle år siden sammen med mine forældre, så i princippet havde vi i hvert fald set det, som man “bør” se. Så vi skulle mest af alt bare slappe af sammen og have oplevelser sammen. Hvis vi havde været derhjemme, så havde vi sandsynligvis ikke set skyggen af Tobias, da han enten ville have været på sit værelse eller hos en kammerat. Nu fik vi virkelig masser af hyggelig tid sammen hele familien.
Vi havde 4 hele dage i Prag.

Mandag:
Vi gav os god tid om morgenen og sørgede for, at familien bare vågnede af sig selv og ikke skulle haste afsted. Efter morgenmaden tog vi ind til byen og slentrede bare lidt rundt i byen på gåben. Vi var bl.a. på den gamle rådhusplads, Karlsbroen og byens andre sædvanlige seværdigheder.

Fra Karlsbroen med kig mod borgområdet

Tirsdag:
Tobias ville meget gerne ud på det “gule marked” og se, hvad det kunne byde på af billige kopivarer. Vi ved ikke helt, hvorfor det hedder det gule marked, men vi gættede på, at overvægten af asiatisk styrede boder kunne have noget med det at gøre. Næsten alle boder havde de samme ting at byde på – kopivarer i lange baner. Men også en masse former for våben: kastestjerner, knive, knojern og “slagtøj” i varieret udvalg. En af boderne havde også plastic skydevåben hængede. Jeg gætter på, at det var et signal om, at de også kunne skaffe noget mere gedint.
“Mærke”-varer

“Slagtøj” og div. våben

Eftermiddagen brugte vi på lidt mere shopping inde i Prag by. Desværre mistede Tobias sin mobiltelefon ved den lejlighed. Vi aner ikke om han har tabt den eller nogen har fisket den op af lommen. Men det var et træls ferieminde.

Onsdag:
Vi startede dagen med at forsøge at finde frem til Tobias mobiltelefon. I tilfælde af at den var tabt så var den måske indleveret et sted. Puha det satte mig da godt nok på noget af en prøve. Det havde været nemmere at kommunikere med SvampeBob Firkant. Tjekkerne fatter bare ikke ret meget engelsk eller tysk. Jeg blev henvist til et lille politikontor, hvor betjentet bare fattede minus af min efterlysning. Pludselig synes han, at jeg skulle fremvise mit pas (som da lå på hotellet). Jeg måtte forklare ham, at jeg ikke rigtig kunne se sammenhængen i, at jeg skulle fremvise ID, fordi jeg efterlyste en tabt telefon, som han åbenlyst ikke kunne trylle frem.

Ja, der gik vel et god times tid med at snakke med en stak forskellige mennesker, der sendte os fra A til B og derefter retur til A. Suk! Jeg var ved at være ret frustreret. Men telefonen var væk!

Tobias og Silas med Prag bag sig

Derefter gik turen til det store borgområde i Prag, som er meget imponerende og dominerende i bybilledet. Da Tobias og jeg var i Prag med mine forældre brugte vi omtrent en hel dag i borgområdet, så jeg havde set det meste. Måske også heldigt nok. For vi kunne ikke tage samme rute denne gang, da der var en pokkers masse trapper, og det var lidt for besværligt med Silas og klapvogn. Selvom Henrik og Tobias faktisk blev rigtig skrappe til at jonglere rundt med klapvognen på div. rulletrapper i undergrunden.

Solen tillod sig også at skinne lidt denne dag. Ellers var ferien desværre mere præget af overskyet vejr, og det var faktisk ret koldt. Det var godt at Silas kunne sidde og putte sig i køreposen i klapvognen det meste af tiden.

Torsdag:
Det var sidste dag i Prag og vi besluttede os for at tage i Zoo. Vi kan alle i familien godt lide at se på dyr. Og Silas er jo som tidligere nævnt på bloggen meget fascineret af dyr og deres forskellige lyde. Han var meget interesseret i dyrene og han endte med at blive så overtræt til middagsluren, som vi ALDRIG nogensinde har oplevet før. Han skreg i mindst en halv time, før han overgav sig til søvnen, og hvis man kiggede til ham eller tog ham op, så blev han bare endnu mere hysterisk. Det er bestemt ikke sådan vi kender ham til daglig.

Underligt lille kræ = En Big Eared Fox
– Hvis Diva var blevet parret med en Corgi, så havde afkommet nok set nogenlunde sådan ud

Den Gl. Rådhusplads

Det var en lang og kold dag i Zoo og vi afsluttede ferien med at gå en sidste tur inde omkring Karslbroen og Den Gl. Rådhusplads. Da vi spiste aftensmad satte vi os det mål, at vi skulle se om vi tilsammen kunne spise og drikke for kr. 500. Det lykkedes slet ikke. De fleste aftener havde vi faktisk spist for omkring kr. 200 for alle tre personer (kræsne Silas fik ikke altid mad fra restauranten, men ligeså tit fra rygsækken). Det er ufattelig billigt at gå ud at spise i Prag og portionerne er ikke små (og ikke fedtfattige).

Flotte vægmalerier på en restaurant –
“Gyden” bagerst på billedet er malet!!

Fredag var det hjemrejsetid, og vi trillede nordpå efter en rigtig rigtig dejlig ferie, hvor alle i familien var blevet tilgodeset på det ene eller andet punkt.

Feriens familiebillede

Det var også vores første udlandsrejse med Silas efter, at han fik konstateret Cystisk Fibrose. Og da jeg skulle have fat i SOS rejseforsikring for at få grønt lys til udrejse ift forsikringer, så gik det også op for mig, at vi ikke sådan bare lige kan ændre rejseplaner på vejen, da godkendelsen omfatter land og tidsrum. Nå men hvor tit gør man også lige det? Hmm.. ja… Men smagen af frihed kan jeg jo godt lide….

Ugens billede – uge 42

Familien har været på en dejlig tur til Prag. Den skal der nok komme et separat blogindlæg om senere.

Billedet er taget gennem et skydehul oppe på Prags Borg. Turen inviterede ellers ikke rigtig til fotos, da det var noget gråt og kedeligt i vejret, men efter to rimelig hårde sorteringer i de billeder, som blev taget dernede, så er der nu ca. 400 billeder tilbage.

Ikke alle de overlevende billeder er gode, men det er stadig feriebilleder, så de får lov at overleve.

Jesperhus Resort

Vores sidste ferieuge tilbragte vi på Jesperhus Resort. Jeg har gennem de sidste 20 år besøgt stedet 3 gange før – sidste gang for 10 år siden, og det er i sandhed et paradis for ungerne – uanset alder.

Det kan godt være lidt svært at holde en ferie, der er god for begge drenge, når den ene er 15 og den anden 2 år. Men jeg tror faktisk, at det lykkedes helt fint. Desværre må jeg nok indse, at Tobias holder lidt sin “egen” ferie med sine egne aktiviteter. Herunder masser af vandland, badminton i Aktivitetshallen og samvær med andre unge campister. Den eneste aktivitet, der kunne trække lidt i ham til fælles samvær var en tur ind til Nykøbing.

Et par trætte drenge på bagsædet

Silas hyggede sig meget – især med aktiviteterne i Blomsterparken, som vores ophold gav fri adgang til. Vi var lidt spændte på, hvad han ville få ud af aktiviteterne, men det kunne vi tydeligt se, da han prøvede den første aktivitet, som var el-bilerne. Da vi steg ud af bilen efter turen, stak han i et vræl – og sådan et vræl stak han tit i efter aktiviteterne. Så det kan man da kun tolke som tilfredshed med aktiviteterne.

Stor utilfredshed, når aktiviteterne stoppede

Inden ferien havde jeg været ude at investere i et flytbart gedehegn (den type orange hegn som præger campingområdet til agilitystævner), og det var en supergod investering. Både til at holde Silas og hundene inde. Ninja søgte godt nok hegnets grænser, dels ved at lægge sig ned og se om hun kunne skubbe hegnet op med snuden, og en aften forsøgte hun også at springe over, men jeg fik råbt hende an lige i det, hun skulle til at sætte af. Hun undslap dog ikke indhegningen på ferien, men blev heller ikke rigtig efterladt uden opsyn af mindst een øjenkrog.

Den lille lejrchef folder sig ud

Da vi satte hegnet op, kom en af de andre campister, der boede små 100 meter længere nede af vejen, forbi og kommenterede lettere nedladent til sin sidemand: “Ja, der er jo nogen, der kan holde deres hunde inde”, eller noget i den retning (frit tolket som: Tænk at nogen har så lidt styr på deres hunde, at de er NØDT til at sætte et hegn op). De havde sådan en lille griffon-ting, som første gang de passerede vores plads, pissede op af min bil (synes det er dårlig pli, at folk lader deres hanhunde pisse op af alt, hvad de kommer forbi). Dagen efter kom den tilløbende og stod udenfor hegnet og spillede smart – og skulle lige til at lette ben ind i indhegning, da jeg sendte den væk med et tramp og et udbrud den næppe kunne misforstå.
Da vi gik tur en af aftenerne kom den farende ud fra deres plads og ville meget gerne lige veksle et par ord af en eller anden art med mine hunde. Hvor er det morsomt (eller måske lidt sørgeligt), når folk har så lidt erkendelse på deres hundes vegne. Måske verden havde været lidt nemmere for denne her hund (og en hel del andre), hvis den enten havde snor på eller var inde bag et hegn. Men episoderne var nu mere underholdende end irriterende – og da kun fordi kvindemennesket var kommet med den kække kommentar.

“Folden”

Vores hegn tiltrak en del opmærksomhed, og vi kunne høre folk snakke om hegnet og om ALLE vores hunde (vi havde alstå kun 3 stk med). Jeg oplevede en meget stor glæde ift Ninja på turen, for jeg gik gerne og trænede lidt med hende i den lille indhegning (ca. 3×5 meter). Det tiltrak af og til lidt opmærksomhed, og det skete da, at folk stoppede op lige ude foran hegnet og stod og kiggede på. Der var faktisk også en dreng, der gav sig til at stå og kalde på hende, men hun ænsede dem ikke og arbejdede videre. Den koncentration er jeg meget tilfreds med!

Ninja på stranden (Lundø)

På hjemturen slog vi ind forbi Henriks forældre, som har sommerhus på den lille halvø, Lundø, som ligger ved Skive. Det var rigtig hyggeligt, og det var faktisk længe siden, at jeg havde været forbi Lundø. Vejret var smukt og vi gik et par dejlige ture der. Bl.a langs stranden, som nok ikke er verdens bedste badestrand, men måske snarere lidt rodet og…. Ja, men jeg elsker at tage billeder på den strand.

Strandbillede fra Lundø