En skidt uge

Uge 23… Juhu ugekursus i Ribe Hundevenner – endda for tiende år i træk. Der skulle jeg naturligvis have ferie, men så fik jeg først en besked om, at mandag og tirsdag var inddraget til et internt møde i salgsafdelingen. Så der røg der lige lidt af kurset, men det er jo ikke noget at lade sig slå ud af, for der var jo masser af kursusdage og socialt samvær tilbage.

Så søndag aften kørte jeg Ninja og campingvognen ud i klubben. Førstnævnte overlod jeg meget trygt i Wickies varetægt, mens jeg passede jobbet på Sjælland de kommende to dage, mens campingvognen bare stod klar og ventede på, at jeg kom tilbage og skulle bo i den.

Ninja kigger agility (med sine fine nathue-ører)

Onsdag morgen vendte jeg tilbage til hundeklubben, og så var jeg ellers klar . Efter at have spist morgenmad med familien og fejret Tobias, der blev 15 den dag, var jeg på et lidt hektisk (men meget nødvendigt) kundebesøg, inden jeg stod på træningspladsen.
Sunny

Desværre var jeg også nødt til at køre hjem igen onsdag aften, for at holde lidt mere fødselsdag med Tobias. Efter 70 minutter en vejarbejdskø så kom jeg endelig hjem – med friske pizza under armen.

Min fjollede teenager

Torsdag var der hviledag til ugekurset, og vi skulle på Skejby Sygehus med Silas – bare til den månedlige kontrol. Silas har lidt besvær med afføring/fordøjelse – måske pga div antibiotikakure, så da første medicinske tiltag ikke har vist den store effekt, så blev der nu tilføjet et nyt medikament i rækken, der skal tilsættes måltiderne. Øv jeg hader bare, når der skal puttes mere behandling og mere medicin på, men overlægen forsikredes os om, at han var meget tilfreds med Silas, og klart så det som et meget positivt tegn for Silas´fremtid, at han har responderet så godt på den grundlæggende behandling, siden starten for snart 3 mdr siden. Det var jo dejligt at høre de ord.
Inden vi tog afsted mod Skejby, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt på toppen, men inden vi nåede hjem igen, var jeg blevet ret elendig. I løbet af natten havde jeg det så elendigt, at jeg nærmest ikke kunne holde mig oprejst, og jeg var total udmattet. Det sortnede for mine øjne, og jeg følte flere gange, at jeg var lige ved at besvime, mens jeg sad på tønden i løbet af natten (og der sad jeg en del….).
Fredag var der så ikke noget agilitykursus for mig. Jeg lå bare i min seng og var vissen det meste af dagen (jeg ville helst have et toilet indenfor rækkevidde) , og jeg ville umuligt have kunnet bevæge mig med mere end 1 meter pr. sekund, så agility duede vist ikke. Desuden synes jeg, at mavekramper og agility passer skidt sammen.

Lørdag morgen VILLE jeg afsted, så jeg stod op kl 06.30 (efter at have gæstet toilettet hver anden time natten igennem) og gik i bad. Direkte fra badet gik kursen tilbage i seng, for mavekramperne tvang mig tilbage under dynen.
Endelig kom jeg da afsted (et par timer forsinket), men de andre var godt igang, da jeg kom luskende. Jeg fik løbet lidt i første træningspas, men supergodt var det ikke. Sidst på eftermiddagen havde mit hold det sidste træningspas, og jeg diskuterede lidt med mig selv, hvorvidt jeg skulle køre hjem inden eller prøve at holde ud. For jeg synes det ville være synd for Echo, hvis jeg alligevel ikke kunne løbe ordentligt og få mig placeret korrekt under løbene.

Peter holder tungen lige i munden

Der udveksles synspunkter?!

Jeg besluttede at blive og se an. Heldigvis, for så fik jeg da lidt oprejsning. For træningen gik rigtig godt, og jeg fik knebet balderne sammen (i bogstaveligste forstand), mens jeg løb. Men sådan samlet set over ugen, så var det jo et lidt fattigt kursus for mig. Jeg missede 98% af det sociale samvær og fik kun deltaget på halvdelen af mine træningspas. Men som bekendt er livet for kort til ærgelser, så de tre af de postive ting ved ugekurset 2010 for mig var:
  1. Jeg behøvede ikke at bruge sidste kursusdag på at pakke sammen mellem træningspassene. Det var bar at køre bilen til og hægte huset på krogen. Det hele var urørt!
  2. Masser af ferie tilbage på kontoen, for denne uge var ikke dyr i feriedage. Dejligt, for ferie kan man jo altid bruge.
  3. Echo viste gode takter – især i sidste træningspas.
Echo

Moralen må være: Intet er så skidt(!), at det ikke er godt for noget!

Ugens billede – uge 21

En lille ny beboer præger jo hjemmet – og kameraet….

Billedet her viser helt klart en YDERST tålmodig og aldrende herre (snart 12 år), der nok forstår sig på at behandle en lille hvalp ordentligt. Ninja vejer nu 6 kg og er ikke mange cm mindre end gamle Charlie, nu hvor hun har rundet de 10 uger.

Bemærk lige at Charlie faktisk gnaver på et afdanket kødben, mens Ninja i den grad hiver og slider i hans halsbånd – og hun er IKKE blid!

Stævne hos DKK Viby

Dette stævne havde jeg set særligt frem til. Ikke kun fordi DKK Viby er rigtig gode til at arrangere stævner, og faktisk gør hvad de kan (trods høje startgebyrer, der er bestemt fra DKKs side) for at holde stævnedeltagernes udgifter nede. Selvom det nok er den stævneweekend, hvor jeg har brugt flest penge. Klart på den anden side af kr. 10.000, men det var primært, fordi jeg nu fik min nye hund, Ninja med hjem. Meget belejligt blev hun 8 uger om torsdagen, hvor stævnet startede.

Jeg synes selv, at jeg havde nogle gode gennemløb. Jeg havde ikke tilmeldt hundene i alle løb, da jeg mente, at jeg havde brug for lidt ekstra tid, da jeg var alene afsted med Silas og jo også havde en lille puppy at tage hensyn til.

Diva løb kun nogle åbne og kunne da også stadig løbe sig til nogle placeringer. Echo løb klasserne hver dag, og han havde nogle rigtig gode løb, men jeg synes også godt at kunne se, at han stadig er “grøn”. F.eks fristede belønningen ham i mål to gange så meget, at han snød på banen. To gange mente han ikke, at han havde tid til at færdiggøre slalom. Der smuttede også et enkelt A-bræt, men ellers var felterne nu ikke så tossede, så jeg fortsætter indtil videre med løbefelterne på balancen og A´et, selvom jeg ikke synes, at hans løbemønster over A´et så godt.

Klippet nedenfor er fra AG1, hvor Echo løber 11 sekunder hurtigere end vinderen af klassen, men desværre misser han A´et. Men bemærk lige en skøn balancebom. Echo er ca. 1 sek. langsommere end Lene Simonsens Border Collie Tippi. Jeg synes ellers ikke, at han ser så hurtig ud på klippet, men fart på var der i hvert fald iflg tidtagningsanlægget.

Diva er næsten klar til Fælles DM. Hun mangler kun en enkelt kvalifikation i agility. Men stævnet var meget andet end DM kvalifiktioner. Tutte og Co. gør sig altid umage for at lave gode stævner med billig forplejning og gode præmier. Det levede de op til endnu en gang.

Ellers er min tid lige nu jo mest optaget af Ninja lige nu. Det var dejligt at få hende med hjem og lære hende at kende. Indtil videre har jeg klikkertrænet lidt med hende og har prioriteret at få hende til at elske buret og lært hende target på et låg samt belønnet (øjen-)kontakt.


I aften starter vi til hvalpemotivation, og faktisk synes jeg jo, at hun allerede skulle kunne en helt masse ting. Nu har jeg jo haft hende i en uge, men når jeg så lige stopper op og tænker mig om, så er det jo helt ok, at hun “ingenting” kan.

Min første udfordring har været at få hende til at spise andet end råt mad. Ikke engang godbidder har damens interesse, så jeg har klikkertrænet med kallun og kæbekød. Yark!! Men det virker, og det er vel det vigtigste.

Ugens billede – uge 19

Der er bare ingen tvivl om ugens billede. Dette måtte bare foreviges, så Julie Gräs måtte lige hive lommekameraet frem, da hun passerede barnevognen med de to søde passagere i.

Billedet er taget til DKK Vibys stævne, som blev afviklet her i kr. himmelfartsferien. I torsdags blev Ninja 8 uger, og hun kunne overdrages til mig. Dejligt!

Hvad gør man så med en lille ny hundehvalp, som bliver træt til sådan et stævne? Jeg synes, at et bur i stævneteltet var for koldt (og ensomt), men hun passede jo lige ned i barnevognen (et par uger endnu), og så kunne Silas og Ninja jo også varme hinanden.

Nu håber jeg så bare, at hun ikke tror, at barnevognen også er hendes for eftertiden, for så skal jeg nok have en tvillingevogn.

Familieforøgelse ventes

Lad mig så bare afsløre det for de personer, som ikke ved det….. Måske er der nogle få tilbage.

Ninja 6 uger Jeg glæder mig vildt til på torsdag, hvor jeg får min lille nye hundehvalp.

Hun hedder Ninja og er, som de fleste snedige personer nok kan se, en border collie.

Selvom hendes mor, Simic indenfor agilitysporten er Verdensmester, Nordisk mester, Danmarksmester og meget mere til, så lad mig bare starte med at sige, at jeg ikke regner med, at jeg dermed køber den “nemme” vej til succes!!! Jeg har været vild med Simic i mange år, også før hun vandt sit første agilityløb.

Jeg håber selvfølgelig, at jeg får en rigtig god agilityhund ud af hende, men mest af alt håber jeg på at få en dejlig træningsmakker og ikke mindst en dejlig hund for mig og hele min familie.

For to år siden var jeg også skrevet op til en hvalp efter Simic, men trak mig dengang, fordi jeg var gravid. Nogen vil måske også mene, at jeg burde gøre det samme denne gang, når nu alt det her med Silas er sket, men det er altså hos hundene og agilityen, at jeg henter energi. Jeg har i flere år gerne villet have en Simic-hvalp, og det er nok sidste chance nu. Derfor slår jeg til nu, og det var faktisk med møje og besvær, at jeg fik lov at købe en af tæverne, for vi var 4 købere til 2 tæver.

Det sidste års tid har jeg desuden været skrevet op til en sheltiehvalp fra 3 forskellige kuld, men jeg er hver gang blevet “brændt af”. Enten er der kommet for få hvalpe iflg til antal købere eller også slet ingen hvalpe. Så det er jo nok, fordi jeg ikke skal have en sheltie. Der er nok nogen ting, som er en mening med?!

Egentlig synes jeg bedst om at have små og mellem hunde. De virker ligesom mere handy for mig, men jeg synes, at jeg har prøvet at løbe flere racer igennem i den størrelseskategori, som også kunne egne sig til min sport, men de falder alle på “et eller andet”. Enten et for blødt temperament til, at jeg tror, at jeg kan arbejde med dem eller et temperament, som kan gøre dem svære at sætte ind i min eksisterende flok . Så kunne jeg søge nogle helt alternative racer i udlandet, men jeg aner ikke hvor, og med hvem som kyndig vejleder, jeg skal starte. Og for at være helt ærligt. Jeg har bare ikke energi til det lige nu.

Desuden skylder jeg mig selv – og ikke mindst min familie, at jeg ikke spiller hasard med en eller race fra “de varme lande”. Jeg kender en stor del af Ninjas familie og har rådført mig med “kloge” border colliefolk, så derfor føler jeg mig tryg ved valget, når det nu er en border collie…. 🙂