Rundt om hjørnet venter “virkeligheden”

I dag er Silas 14 mdr. Og der er nu en måned til, at han skal starte i dagpleje. En måned til jeg skal starte på fuld tid på jobbet.

Faktisk har jeg ikke arbejdet på fuld tid i 2½ år nu, så det bliver nok noget af en omvæltning at skulle lægge sig i selen ugens fem dage. De sidste 8 måneder har jeg arbejdet 2 dage om ugen og været hjemme hos Silas de øvrige 3 dage. Pga kemobehandlingen har han ikke kunnet blive passet ude, så Henrik og jeg har været hjemme hos ham på skift. Nu er han klar til “virkeligheden” og har fået en dagplejeplads.

Forud for graviditet og barsel var jeg sygemeldt i en længere periode pga stress.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at det har været rart at kunne gå hjemme. Årsagerne til mit fravær fra arbejdspladsen har jeg bestemt ikke selv bestilt, så ingen behøver at misunde det.


Jeg er også igang med at lade op til “hverdagen” igen. Det betyder et lidt varmt dankort, da jeg har købt lidt nyt til garderoben, og det har tilsammen kostet nogle tusinde, men nu har jeg heller ikke puttet de store formuer i ekviperingen de sidste par år. Så jeg kan da se, at det trods alt var billigere at gå derhjemme med et barn i isolation. Men jeg kan også tydeligt huske, hvor frustrerende det var, når man skulle have indkøbt noget eller bare passerede et fristende butiksvindue, men ikke kunne gå ind pga isolationen.

I weekenden der er gået havde Ribe Hundevenner hyret Sarah Lorentzen til at komme og undervise. Ved den lejlighed fik Echo for første gang prøvet at passere balancebommen i et baneforløb. Han er umådelig fristet af kaninskindet for enden af bommen, så jeg synes faktisk, at han klarer det flot.

DM i agility

Det som fyldte mest i den forgangne weekend var helt klart DM i agility. For første gang et ægte “Fælles-DM”, hvor man både havde kunnet kvalificere sig til stævner med rød (DKK) samt blå (DCH) bog.

Synes også at det var tydeligt, at der var en del “nye” ansigter med, som ikke plejer at være repræsenteret i DKK-regi. Men omvendt synes jeg, at der manglede rigtig mange af de “gamle” ansigter (men måske de ikke havde kvalificret sig).

Nok skriver jeg, at det var DM der fyldte mest, men det ligger der noget ekstra positivt i, for det var fordi det var muligt at lave andet i den weekend, da der var overskudstid før og efter DM begge dage.

Foto: Gitte Poulsen/SchnauzerpowerLørdag var der holdløb. Jeg syntes, at vi stillede med et ret godt hold; Jesper/Emsi, Susanne/Spirit, Anne Mette/Tyson og så Diva og jeg. Men det var vist bedre på papiret end i virkeligheden. Vi endte i hvert fald nede i bunden af feltet. Søndag var der individuelt DM. Gode Gamle Diva løb sig til en flot 5. plads efter springløbet. Jeg er fuldt ud klar over at hun med sin alder og kondition ikke kan banke de hurtigste små hunde, så jeg var meget godt tilfreds med at ligge nr. 5 efter springløbet.

DM – SpringløbJeg kiggede lidt på resultaterne fra springløbet og kunne godt se, at uanset hvor meget jeg satsede og pressede, så ville jeg ikke kunne hente de tre hunde, der lå i top 3, så jeg besluttede mig for at løbe derefter. Dvs. ikke noget hasarderet handling eller voldsom pres. Det er nu ikke fordi man sådan kan løbe i slow motion med Diva, men man er dog selv herre over om man på forhånd planlægger at løbe med hovedet under armen.

Da alle små hunde havde løbet agilityløbet var vi samlet set nr. 4. Det var jeg ganske tilfreds med. Selvom det jo havde været sjovere at blive nr. 3 især når jeg vel ikke rigtig kan tillade mig at have de stor forventninger i de kommende sæsoner til min aldrende hund. Jeg havde håbet på en plads i Top 5, og det fik jeg.

Fart og motivationskursus

Ugens tre første dage har jeg som regel “Silas-dage”. Dvs der har jeg Silas, som jo stadig er omfattet af hospitalets isolationsregler pga nedsat immunforsvar efter kemobehandlingen. Nu er det jo heldigvis blevet ude-vejr, så det byder jo på meget andet end bare at sidde derhjemme. Jeg nyder ufattelig meget at kunne tage afsted med Silas til div. udendørs arrangementer, såsom agility. Tænk hvis min store lidenskab havde været svømning, så ville jeg fortsat være forhindret i at dyrke det de dage, hvor Henrik skulle arbejde (eller noget andet).

Silas studerer film-samlingen

Silas er ellers blevet en rigtig pil-finger og nu er han pludselig blevet mobil. Han ruller, vender og drejer sig og strækker sig på alle ledder og kanter, så han får pludselig fat på mange ting.
Trods hans efterhånden gode mobilitet er han dog ubeskrivelig nem at have med. Han kræver ikke ret meget, og han kan sidde længe og kigge på verden omkring sig eller på et stykke legetøj i barnevognen. Han har en kæmpe tålmodighed!
Så det har heller ikke været et problem at have Silas med på sidelinjen til “Fart og motivationskursus” oppe i Sannes Hundecenter de sidste 3 dage.

Seje Silas
Sanne startede med at erklære, at det eneste mål, der var med Echo for disse tre dage var, at han skulle lade være med at kigge på mig hele tiden. Derudover så kunne en side-gevinst også være, at Echo kunne bruge mere energi og drive på at “angribe” banen. For han er skam tændt og glad nok, men han giver den sgu for lidt gas på banen.

Efter at have leget lidt med hans elskede gummi-dummies og belønnet ham med dem i mål, så fandt Sanne et kaninskind frem. Et snif til det og Echo var helt stiv i blikket. Ingen tvivl om, at han tændte betydeligt på det. Så fik Sanne en ny idé. Hun fandt en “Spo-doink” frem, ja det var “navnet” på den tunge kanindummi, som var monteret på et meget langt gummibånd. Nærbillede af “Spo-doink”Dummien blev placeret efter slutspringet, og elastikken strakt helt ud (i en forlængelse af hundens løbebane efter slutspringet). Når Echo sprang over sidste spring, blev dummien udløst og susede hen over jorden til stor begejstring for Echo, som tændte vildt af på den her døde kanin. Den fik ham til at være meget målrettet sidst på banen, og han holdt op med det kigge efter mig hele tiden. Faktisk hylede og skreg han bare ved synet af, at dummien blev “arrangeret” nede i mål.

Naturligvis skulle han også prøve at snyde en gang eller to ved at tage den korteste vej (dvs undlade en forhindring eller flere undervejs), men han fandt hurtigt ud af, at det ikke lønnede sig.

Et af gennemløbene med “Spo-doink”-belønning i mål
Echo elskede den her dummi-træning, men nej hvor blev han træt, og da jeg sad og så videoerne her til aften, så kunne jeg godt se, at han blev temmelig mat i sokkerne efterhånden. Og det var ikke fordi jeg syntes, at hundene løb meget på kurset og sværhedsgraden var meget lav, men trætte det blev de.

En travl tid

Pyh… hvor har jeg bare ligget vandret de sidste to uger. På mit job har jeg haft to offentlige udbud, som skulle besvares, og den ene kommune havde nærmest været flabede i deres svarfrist. Så jeg har bare knoklet helt vildt med det sammen med mine kolleger i Gentofte. Men vi nåede det. Jeg sad og samlede de sidste mapper kl 02.30 natten før aflevering.

En dejlig gåtur op af “vores” vej

Igår var vi til kontrol på OUH. Det var første kontrol efter, at Silas blev færdigbehandlet. Vi er slet ikke i tvivl om, at Silas stortrives. Han er aktiv og undersøger (læs: piller) alt, hvad han kan få fat i. Han er også for alvor kommet igang med at pludre. Ba-ba-ba-baaa-ba, hvad det så end betyder, men det er meget hyggeligt at høre på. Det samme er videoen her. Den viser også med al tydelighed, at MiniMan virkelig trives.

Henrik og jeg var meget spændte på hans vækst. Umiddelbart kunne vi ud fra hans tøj (hvor han har brugt samme størrelser de sidste 8-9 måneder) ikke se, at han var vokset, men vi synes alligevel, at der var blevet mere af ham.

På 6 uger var han vokset 1½ cm, så han nu måler 65 cm og vejer 7,7 kg. Det er en vægtforøgelse på 900 g. Så det går den rette vej.

FarMan og MiniMan
Det er dog ikke kun arbejde, der har fået mig til at ligge vandret. Ribe Hundevenner holder 3-dages stævne her i pinsen, og jeg plejer at stå for tilmeldingerne samt programmet. Denne gang var ikke nogen undtagelse, men aldrig har jeg haft så dårlig tid til at lave det. Mine udbudsbesvarelser blev afleveret onsdag, og da jeg kom hjem om aftenen efter at have ligget 600 km på landevejen, så var det bare igang med stævneprogrammet. Og igår fortsatte jeg så til langt efter midnat, så vi kan være klar til stævnet, og til at folk begynder at myldre ind i aften. Jeg kan allerede nu se, at det kommer til at give store udfordringer……… Den tid den sorg!

“Fotofælder” og træningsvideo

Her er vi stadig inde i en god periode. Silas er total i hopla og gråd er næsten ikke noget, som vi bliver belemret med fra hans side. Men vi får MASSER af smil og charmerende kontakt. Det er bare så skønt og livsbekræftende, når Silas´ ansigt lyser op i et kæmpe smil.
I lørdags var vi på besøg på Djursland og fik ved samme lejlighed besøgt Cookie. Han har det bare SÅ fantastisk. Han var rigtig glad for at se mig igen, og da vi kom ud på gårdspladsen så løb han også direkte hen til bilen, men det var ikke for at komme med os hjem igen, men bare for at kigge efter de andre hunde, som vi havde ladet blive hjemme. Idag har Cookie været til den første gang agilitytræning med sin nye familie. Det glæder jeg mig til at høre om.

Silas er fuld af smil

Så må jeg erkende, at jeg er gået i en “fotofælde”. Det er dog ikke politiets, men det kan let blive lige så dyrt. Først lokkede PhotoCare med gratis fotografering til konkurrencen om “Danmarks sødeste baby”. Naturligvis vil de også gerne sælge optagelserne. Men eftersom at Silas slet ikke gad at smile eller overhovedet at blive fotograferet den dag, så er det vist ikke de billeder, der vil gøre mig fattig.

Et superskud – synes jeg!

Igår var Silas og jeg inde hos en fotograf, som har et samarbejde med den lokale ugeavis. Gratis fotografering og der kommer et billede i ugeavisen med fødselsdata osv af den lille nye verdensborger. Egentlig skulle billederne have været taget, inden Silas fyldte 6 mdr., men fotografen har været småsløj de sidste 1½ måned, og optagelserne har af samme grund været udskudt. Sikke nogle fantastiske billeder, der blev taget. Det kan godt være at optagelserne er gratis, men det er selve billederne ikke. Puha, jeg må tænke mig om, inden jeg beslutter mig, ellers bliver det MEGET dyrt.

Total charme

Afslutningsvis vil jeg give mine bloglæsere indblik i træningen af Echo. Jeg arbejder ihærdigt på slalommen, så vi om ikke andet kan starte springklasser i 2009. Echo er dejlig at arbejde med, og han ELSKER agility!