Norwegian Open

Det norske stævne som jeg i årevis har hørt så meget om. Til en af mine træningsaftaler i foråret snakkede vi om stævnet, og jeg valgte at melde mig til. Ikke mindst fordi det kunne være fedt at dele stævneoplevelsen med de andre.

Spændende internationale dommere, 4 agilityringe og 3 dages agilityoplevelser kombineret med hytteferie, sejltur og en køretur i det, som Lena og jeg valgte at kalde den svenske prærie. Det er der hvor der er langt mellem byerne og de unge svenskere kører i pimpede biler hvor nummerpladen er erstattet af en “giv-agt-langsomt-køretøj-trekant”

Et view ud over hallen

Vi var godt i gang med rejseplanerne til ovenstående, da Mic efter en træningsaften i august pludselig var halt på højre forben, og jeg lokaliserede det til en bestemt tå. Øv.

Afsted til Nordre Dyrehospital næste dag. Røntgenbilledet var fint, ingen brud. Tåen var forstuvet.

Altid godt med en grundig undersøgelse

Ingen strandture, agility eller ræs til Mic de næste uger. Kontrol efter to uger. Tåen virkede fin igen. Dyrlæge Jacob kunne ikke se, at jeg skulle være bekymret for, om vi kunne blive klar til Norge medio okt. Et par ugers ro mere, og så kunne jeg træne op. Men jeg kunne ikke lide, at have det som en forventning og meldte fra den fælles tur.

Jeg forsøgte at sælge mine starter (der var vel for kr. 1000 dkr starter, så det var da også penge), men der var mange pladser til salg til stævnet, så det var ikke så let.

I ugen op til stævnet besluttede jeg, at jeg gerne ville afsted alligevel. Når jeg ikke kunne afsætte pladserne, så kunne jeg lige så godt bruge dem selv og oplevelsen ville jeg stadig gerne have. Mic virkede ok igen. Vi havde godt nok ikke rigtig trænet agility, men fitness og gåture på den stenede strand uden problemer op til turen. Kroppen virkede klar, men vores skills var godt nok ikke pudset yderligere af.

Heldigvis kunne træningsvennerne godt få mig puttet ind i de fælles rejseplaner. Min chef sagde ok for, at min kollega snuppede mine møder sidst på ugen, så jeg kunne tage afsted, og Henrik sagde, at jeg bare skulle give den gas! Så det lykkedes at komme afsted.

Mic kigger bane. Mon hun tænker “Man skal virkelig være skarp dernede på banen”?

Den sætning havde han så ganske ret i. Man skulle virkelig give den gas i Norge. Hold kæft, hvor skulle der løbes. Jeg tror, at dommernes målebånd var lavet af elastik. De havde i hvert fald nogle meget laaange “7 meter” ind imellem. Tror vist, at der skal arbejdes lidt mere på formen her – og det er ikke kageformen. Når jeg ser videoerne, så kan jeg godt se, at jeg kæmper for at komme afsted hurtigt nok på banerne. Højere tempo fra mig kunne ønskes.

Jeg kom heldigvis ikke med en forventning om at rydde præmiebordet, for så var jeg godt nok blevet skuffet. Men jeg kom med en forventning om at se flot agility og få lidt inspiration til, hvad jeg skal lægge vægt på i agility-uddannelsen af TikTok.

Den del fik jeg masser af. Jeg fik løbet baner designet af 8 forskellige dommere. Et par af dem anede jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skulle løse med min lille klisterhund, der helst vil have, at jeg løber hende ud til alt. Det er bare heller ikke let, når der på de fleste ag-baner står en balancebom på tværs, hvor forhindringerne skal tages skiftevis på den ene og den anden side, og man som fører nærmest er tvunget til at vælge side. Vi havde enkelte korte highlights, men intet at prale højlydt med. Så derfor kan jeg ikke rigtig det. Men det er vist noget jeg deler med flere andre deltagere.

Vi var tilmeldt 3 løb pr. dag. Men nåede faktisk kun 8 løb i alt. Jeg valgte at trække Mic fra det sidste løb, da hun pludselig trak lidt mærkeligt på et bagben under det 8. løb efter en dum opbremsning og vending i en misforståelse. Altså ikke samme ben/pote som den skadede tå. Så noget andet? Jeg har ikke intet mærket til det siden, men droppede for en sikkerheds skyld stævnets sidste løb. Hvis der var noget, så skulle vi ikke ræse rundt på banen en time senere. Vi andre kan også rammes af noget forbigående som albuestød etc. Hun går i hvert fald fint på alle fire ben og der er ikke noget at mærke.

Lørdag var der finaleløb om aftenen. Det blev godt nok meget sent, før vi var hjemme i hytten. Men det var fedt at se finalen. Pladserne blev tildelt de ekvipager, der havde løbet sig til de bedste placeringer i en eller flere åbne klasser. Altså ikke noget med at lægge resultaterne sammen for de åbne. Der blev virkelig givet gas i finalen og vist nogle flotte skills.

Jeg havde begge hundene med inde i hallen under stævnet. De lå begge og boblede i deres bure i løbet af dagen. Det var god miljøtræning for TikTok. Helt som forventet tog hun det hele med ophøjet ro. Jeg elsker hendes meget cool temperament, som hun da heller ikke har fra fremmede.

Tøserne på tribunepladserne

De gange jeg havde TikTok med nede ved ringene var den største udfordring, at hun syntes, at de små stødabsorberende gummikugler i kunstgræsset var delikate. Fredag gik der nogle timer, før det gik op for mig, at hun åd de små kugler. Så lørdag bestod hendes afføring stort set kun af små bitte grønne gummikugler. Jeg spærrede godt nok øjnene op, da jeg skulle samle op efter hende på gåturen. Så hun blev da gnubbet godt på indersiden, kan man sige. Men der var ikke noget at mærke på hende.

Et smukt billede fra en af gåturene

Turen og selskabet var til fantastisk. Ingen problem at sætte 6 hunde fra tre flokke sammen i en hytte. Turen var som sådan nogle ture – altid fuld af sjove ting, som man kan tænke tilbage på. Jeg har det på samme måde med mange af de VM ture, som jeg har været afsted på. Det er ofte ikke agilityen, der giver de største minder, men køreturen eller samværet på turen.

Luftetur i Slotskogen

Mandagen havde vi sammen i Göteborg, inden vi skulle sejle retur til Frederikshavn. Det benyttede vi til at være lidt kulturelle og til at lade hundene komme ud at gå en god lang tur i byen og Slotsskoven i Göteborg.

Sheltierne foran Skansen Krona

Sent mandag aften var jeg hjemme hos familien igen og klar til at holde efterårsferie sammen med dem. Ingen særlige planer. Lige et enkelt besøg hos Tobias og familien. Barnebarnet Pelle blive jo bare så stor, snart 1 år gammel nu, og jeg elsker at følge med i hans liv og udvikling. Ellers har den bare stået på hygge, oprydning og afslapning, for det trængte jeg faktisk også ret meget til. Lige om straks er ferien forbi, og arbejdet kalder igen.

Et hedt stævne

Efter at være blevet fejret hele dagen sammen med min familie (og mine chefer), så pakkede jeg hunde og campingvogn for at køre til Kolding, hvor der var agilitystævne i den weekend.

Jeg nåede ikke at stille op, før jeg blev mødt af fødselsdagssang af gode venner. Tak. Det var hyggeligt.

Hele baduljen blev stillet an, så vi var klar til en varm weekend i Kolding

Klar til stævneweekend

Det var virkelig varmt til stævnet, og jeg indrømmer, at jeg lørdag blev temmelig utilpas og måtte gå ind og lægge mig i campingvognen. Det var nok ikke bare entreen til det nye årti, der fik mig til at se lidt opløst og træt ud. For jeg var jo også blevet dårlig om fredagen, da vi var nede i byen for at spise frokost og is. Jeg havde vist ikke haft helt respekt for varmen.

Lørdag formiddag var godt nok en kamp at komme igennem. Jeg følte virkelig med dommere og hjælpere til stævnet. De stod udsat i den bagende sol i timevis. Jeg kunne da heldig lægge mig ind i campingvognen, hvor jeg fandt et spot, hvor det luftede lidt og lå med et koldt og fugtigt viskestykke over hovedet.

Særlig bemærkede jeg de mange unge mennesker, der var hjælpere i Kolding. Det var bare så fedt, at se at de unge mennesker også havde hjælper-ånden. De havde nok været svære at undvære i hjælperplanen.

Fuji var også meget begejstret for hundepoolen

Jeg var også en tur oppe i hundenes badebassin for at køle fødder og hænder. Jeg var godt nok svært varmepåvirket lørdag. Mine hunde tog det dog helt fint, men der var ikke meget knald på dem i deres indhegning.

Mine dårlige oplevelser med varmen lørdag fik mig til at være bedre forberedt søndag, hvor jeg havde sørget for at proviantere salt og sukker. Jeg tror faktisk det hjalp, for søndag var jeg ikke så groggy, selvom det stadig var varmt.

Afsted til Lidl, så der var salt og sukker til hele dagen

Fuji fik også lov at løbe til stævnet. Jeg har besluttet at hun af og til skal have lov til at løbe senior springklasserne. Ikke fordi hun er pissegod, men hun elsker det og selv synes, at hun er en verdensmester.

Man bliver også bare så glad, når dommeren kommer hen til en efter stævnedagen og siger, at han synes, at det er skønt, at jeg lader hende få den fornøjelse, som man tydeligt kan se, at det er for hende.

Jeg kunne måske føle mig lidt som en pauseklovn når vi er på banen, men den udtalelse varmede mig rigtig meget. For jeg gør det for at glæde Fuji. Hun lader sig ikke gå på af et par disk eller tre på den samme bane. Hun elsker bare at lave noget og når hun alligevel er med, så kan hun godt få lov til at snuppe et løb eller to til et DCH stævne, hvor seniorstarterne tilmed er meget billige.

Fuji på banen

Det er nok pga varmen, at jeg ikke kan huske så meget om hvordan de forskellige løb med MicMic gik. Jeg ved, at det lykkedes mig at hutle mig med i finalen. Jeg elsker at løbe finaler. Desværre fik jeg 5 fejl, så selvom vi klart var finalens hurtigste hund, så nytter det ikke meget. Men i finaler skal man give den gas.

Men der er dog klasser/løb, som jeg husker trods varmen, og hvad der ellers måtte forstyrre mig. F.eks mit løb i agility åben søndag hvor jeg til fleres overraskelse, incl mig selv blev disket. Dommeren mente, at Mic ikke rørte feltet tilstrækkeligt på nedgangssiden (2 poter), mens mine “linjedommere” (venner ved ringsiden), så at alle fire poter var på nedgangssiden og betrådte både før og på selv feltet.

Banegennemgang

Det var så super ærgerligt, for det var lige præcis i den klasse, at jeg havde brug for et fejlfrit løb for at kunne melde mig klar til DCHs DM. Jeg var dælme træt af den kendelse bagefter. Men sådan er det. Dommeren dømmer, som de ser det. Og hvis de skulle tage fejl, så er de også bare mennesker. Så no bad feelings. Hvis Mic havde kvalificeret sig, så var hun alligevel ikke kommet til løbe til DM, da hun pt har en tå, der driller hende. Men det kunne jeg jo ikke vide den weekend.

Vi elsker at løbe sammen

Jeg var glad for at have valgt stævnet til. For jeg kan godt lide Koldings stævner. God og billig mad i kantinen – og ikke bare pølser. Bare for at nævne en af de mange gode ting.

Danmarks bedste luftearealer, hvor der er plads til os alle sammen. Og der er skraldespande alle steder. Det er da meget fedt, at man ikke skal slæbe lorteposer i læssevis over en længere strækning

Jeg elsker Koldings (spor- og) lufteareler

Nå ja så er der også fine muligheder for toilet og bad. Jeg plejer alligevel først at bade omkring midnat, for så er der helt sikkert ingen kø – og varmt vand.

På vej i bad – lækker sommeraften

Så hvis muligheden byder sig næste år, så er jeg nok at finde til Koldings stævne igen.

Halvvejs mod de 100

Bemærkede I alle den smukke og solrige fredag?? Hvis der er sammenhæng mellem fødselarens opførsel og vejret, så kan man vist kun sige, at jeg næsten har opført mig alt for eksemplarisk.

Ja, for i fredags rundede jeg 50% af en 100 års fødselsdag, så hvis 100 år er målet, så er jeg nu mere end halvvejs mod de 100.

Er det så noget særligt at fylde rundt? Ja, det synes jeg. De runde tal er noget særlige på hver deres måde. 50 er mere modent end de tidligere runde fødselsdage, men stadig uden at “man” er gammel. Heller ikke selvom jeg er blevet farmor, vel at mærke.

Fødselsdagen var i mine øjne bare helt perfekt. Det er sådan set ikke, fordi vi plejer at gøre så meget ståhej ud af fødselsdage hos os. Nogle gange er jeg ikke engang hjemme. Men i år var helt anderledes.

Hos Daka, hvor jeg arbejder, har vi den gode, at få en betalt fridag, når man fylder rundt. Det er ikke fordi fridagen behøver at afholdes på selve fødselsdagen, men da der ingen møder var i min kalender på dagen, og vejret så ud til at blive fantastisk, så var det ret nemt at beslutte, at fridagen skulle falde på fødselsdagen.

Det var nemlig så heldigt, at Henrik også havde fri denne fredag. Silas skulle spille fodboldturnering på skolen – eller rettere sagt skulle hans klasse spille fodboldturnering. For Silas ville ikke komme til at deltage, men nok bare sidde under et træ. Det er bare ikke nogen gave til et hold at få en person med på et hold, som fysisk og mentalt ikke vil performe ret godt og ikke befinder sig ret godt med at skulle præstere for et hold.

Så enden på det blev, at vi alle holdte fri.

Klokken 8 ankom min salgsleder og salgschef med rundstykker og brunsvigere (de er vel fynboer) og en flot fødselsdagsbuket. Så hyggede vi med fælles morgenmad ude i morgensolen på terrassen.

Silas´ kommentar, da jeg fortalte, at de ville komme med morgenbrød var, at de måtte være glade for deres “workers”. Ja, det tror skam også, at de er. Jeg er i hvert fald og glad for at være, hvor jeg er.

Morgenbord på terrassen

Da cheferne var taget afsted, smed vi vores SUP boards ind bag i bilen og kørte til de tre kilometer til stranden.

Selvom der var lidt vind, så var der bare så skønt ude på vandet. Henrik og jeg padlede 6-7 kilometer langs kysten, og jeg hoppede da i et par gange, fordi jeg syntes det var rart at blive kølet lidt ned.

Smuk blå himmel og en lun dag på vandet

Vi kunne have ønsket os lidt mindre vind, men man kan ikke altid få det helt perfekt, og vi fik et par gode timer på vandet alligevel.

Lækkert bare at sidde lidt og nyde det

Nu begyndte sulten at melde sig. Måske var der lidt vind ude på vandet, men det var der til gengæld ikke inde i byen. Jeg ville gerne sidde i solen, men den bagte bare direkte ned fra en skyfri himmel, og det var virkelig varmt. Så jeg holdt ikke skansen i solen, men erkender at jeg nåede at få for meget sol og varme, for jeg blev noget utilpas, inden vi var færdige med at være inde i byen.

Lækker frokost på Gevæxt

Jeg var ikke alene om at have det sådan. Ude på parkeringspladsen foran caféen faldt en mand sammen på gaden, og ambulancen måtte komme og tilse ham.

Silas mente, at vi også skulle have en is, og det var jeg jo ikke svær at overtale til. Byens bedste issted, Søster Is blev rundet inden vi kørte hjemad.

En lækker is kan man altid overtales til

Så var jeg også godt brugt og skulle bare køles af hjemme i hængekøjen ude i skyggen. Efter lidt dasen der i skyggen og en lille lur, så var jeg heldigvis blevet mere frisk og kunne gå i gang med at pakke campingvognen til en weekend i agilityens tegn.

Sådan en hængekøje er ikke dum

Jamen, skulle du ikke fejre fødselsdagen med din familie? Jeg havde da fejret fødselsdag i næsten 12 timer non-stop og i den kommende weekend skal fødselsdagen fejres med åbent hus om eftermiddagen og fest om aftenen i en lejet spejderhytte lidt længere nede af vejen. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Fødselsdagshilsnerne og opringningerne væltede ind fredag. Der lå over 250 hilsner på Facebook, som jeg først fik tygget mig igennem mandag aften. Det er alligevel imponerende, for jeg får ikke altid selv ønsket andre tillykke på facebook. Hver eneste hilsen er læst, og jeg glæder mig over, at folk tager sig tiden til at skrive en hilsen.

Blomsterbuddet kom også forbi et par gange i løbet af dagen. Det var ret uventet, vil jeg sige, men jeg blev ganske rørt af disse hilsner.

Det meste kunne duftes eller spises

Som jeg sagde til Henrik, så var det egentlig helt dejligt at modtage blomsterhilsner af glædelige årsager. Vi har gennem tiden mest modtaget blomster som opmuntring.

Tjek lige dette klenodie – en 20 år gammel præmie fra et MBS stævne

Det var en helt igennem dejlig dag! Jeg kunne ikke ønske mig den bedre.

Er det så anderledes pludselig at være blevet 50 år. Nej, jeg mener stadig, at jeg er en 35-årig, men nu har jeg bare 50 års livserfaring, og det er jo altid godt med lidt i rygsækken.

Sommerferie 2022

Det er vist aldrig sket før, at jeg er gået på sommerferie uden at have et eller andet større hundearrangement i min feriekalender. Det kan være Hundeferie, ugekursus, ugestævne eller et eller andet agility i udlandet.

Men sådan var det ikke i år. Der var faktisk slet ikke noget på tapetet. Lidt angstprovokerende for mig, at der slet ingen planer var.

Det resulterede så også i, at jeg booke et par overnatninger på en campingplads senere på ferien. Så havde vi da lige som et eller andet at pejle efter.

Første uge gik med at drysse lidt rundt og lave ikke ret meget/slappe af. Det blev til en enkelt tur til Koldinghus Slot.

Kirkesalen – en del af slottet der beskadiget under branden i 1808

Det var faktisk ganske godt og interessant. Slottet brændte i 1808 og stod derefter bare tilbage som en ruin. I 1990´ erne blev slottet restaureret (tag over mv), men ikke “genopført”. Derfor kan man i dag få et godt indtryk af den del af historien, når man besøger slottet.

Et kig ned i slotsgården fra Trompetertårnet

Ellers fik jeg også aflagt et par besøg ved Jutlandia Cup for at sige hej og for at se lidt godt agility. Det var dejligt at komme forbi og sige hej til mange af de venner. Flere af dem har jeg ikke set meget til de sidste par år (du ved, det der corona).

Det virkede ellers til at være et fedt ugestævne, når dagene ikke var så lange. Så hvis man havde deltaget, så havde der været tid til familie ved siden af. Men i år havde jeg fravalgt det. Mest af alt fordi jeg havde besluttet mig for at jeg i denne ferie skulle være til disposition for familiehygge og -udflugter og ikke fastlåst til “hund”.

Silas har også nået en alder, hvor jeg ikke kan forvente, at han gider at blive ved med at holde ferie med os.

Det er jo ikke det samme som, at jeg ikke har lavet noget med hundene. Da jeg var i Esbjerg for at se Jutlandia Cup, så mødtes jeg med Pia og Mini, og vi fik trænet lidt agility sammen. Det er så skønt at se TikTok og Mini sammen. De hygger sig virkelig.

TikTok til venstre og Mini til højre

Henrik havde ikke helt så meget ferie at rutte med som jeg havde. Så Silas og jeg valgte at trække campingvognen op til min gode veninde Mona, så vores drenge og vi kunne hygge os.

Det var dejlig afslapning og lækker mad fra jægernes fryser. Det blev da også til at par gåture i det lækre område (Monas egen skov), hvor vores tilsammen 10 hunde flimrende rundt mellem hinanden i fred og fordragelighed.

Følg damen med de mange godbidder – den tilslutter mine hunde sig også.

Vejret var bestemt ikke noget at råbe hurra for. Der var mest blæst og regn. Drengene fik frit valg på aktivitet hele tirsdagen, og vi foreslog badeland, biograf, bowling, men de to drenge ville bare gerne i Dinos Legeland. Jamen, så afsted med de to unge teenagere, som let kunne spendere hele dagen i det overfyldte legeland. Der var andre, der havde fået samme idé i det kedelig sommervejr.

Endelig vendte vejret, og det passede sådan set fint med den booking jeg havde lavet på Humlum Camping. Vi kom derop i superfint vejr. Fik stillet fortelt op, sat hundehegnet omkring og fyldt vand på vognen. Vores SUP boards blev pumpet op, og så var der gået et par timer. Så da jeg var klar til at “suppe”, så var der pludselig fralandsvind, og lidt mere end jeg syntes var godt at “suppe” i.

Border collierne dypper tæerne på Hundeøen

Min far fulgte trop i løbet af aftenen, så kom han også lidt på ferieudflugt.

Hygge i campingvognen

Heldigvis var vejret helt fantastisk næste dag. Det var super skønt at sætte sig ud i forteltet og kunne kigge ud på fiskerlejet. Der var bare helt stille.

Min far og Fuji har taget plads udenfor forteltet

Selvfølgelig var det godt vejr denne dag, for det var Henriks fødselsdag. Så efter morgenmad og “gaveoverrækkelse”, så var vi klar til at stævne ud på SUP boards.

TikTok på brættet

Camping og godt vejr. Det er bare det bedste. Især når man ligger ved vandet. Desværre holdt det gode vejr ikke, men vi fik udnyttet vejret om lørdagen.

Søndag havde vi inviteret til Silas´ fødselsdag. Ja vi har alle i husstanden fødselsdag indenfor 14 dage. Vi havde håbet på godt vejr og åbent fortelt med kig til vandet, når vi fik gæster, men nej vi måtte som dagen skred frem kigge ud mellem regndråberne på forteltets vinduer.

Silas startede egentlig dagen med at sige, at vi lige så godt kunne holde hele hans fødselsdag denne søndag og ikke fejre ham om mandagen, hvor han egentlig rigtig havde fødselsdag. Så ved morgenbordet søndag fik han gaver af både os forældre og morfar.

Tobias og familien gjorde os ved selskab til frokost. Og man må sige, at Tobias tog røven på Silas ved at pakke en kasse dublo ind. Silas var ikke ligefrem super glad for gaven, da han pakkede op, men inden han fik den pakket for langt væk, så fik Tobias ham til at pakke æsken op også.

Ud væltede det med viskestykker. Silas lignede et spørgsmålstegn, og var ikke klar over at familiens gavejoke nu også havde ramt ham. Min mor indførte sin tid en trussel om, at man fik grydelapper eller viskestykker, hvis man ikke afleverede en ønskeseddel.

Der var dog andet end viskestykker i æsken, for der var også penge til fødselaren, som faktisk ikke rigtig ønskede sig noget. Når man ikke ønsker sig noget, så er det også svært at lave en ønskeseddel.

Grundet vejret måtte vi nøjes med at hygge i forteltet det meste af tiden. Vi var 4 generationer samlet, og det var super hyggeligt. Hvor bliver Pelle altså bare stor og stærk.

Pelle og oldefar

Mandag var det egentlig Silas´ 14 års fødselsdag om mandagen, men han havde jo besluttet, at det hørte søndagen til, så det blev der ikke gjort så meget stads ud af. Jeg ønskede ham tillykke om morgenen, og så behøvede vi ikke bruge mere tid på det.

Mandagen brugte vi på Hjerl Hede. Da vi var på Humlum sidste år var det også i tankerne at tage på Hjerl Hede. Jeg har ikke været der i mange mange år, og kunne faktisk ikke huske tidsalderen for stedet.

Bageriudsalg fra hestevogn

Her i sommerferien har de levendegørelse af diverse håndværk, så der var jo lidt ekstra at se på og forskellige ting, som man kunne købe der. Blandt andet bagerbrød, som er bagt i stenovn, der varmes op med bål.

Savværket, hvor de var igang med at lave planker

Vejret var rimelig godt til en tur på Hjerl Hede, men når vi kiggede på vejrudsigten, så var der de næste dage udsigt til under 20 grader, blæst og overskyet, så vi blev enige med hinanden om, at det gad vi faktisk ikke blive hængende i.

Så tirsdag pakkede vi sammen og kørte hjem. En dag før planlagt, men vi gad bare ikke camping det der triste vejr, og da slet ikke når vi kunne se, at vejret i det sønderjyske ville være en del bedre de kommende dage.

Vi pakkede sammen, og det sidste vi foretog os var at spise en is fra Humlum Campings lækre ishus.

Kæmpe is – men faktisk kun med 2 kugler i hver vaffel.

Humlum er en rigtig skøn campingplads. Vi var der også sidste år (hvor vi endte med at måtte tage hjem, da vores fortelt stod i vand efter voldsomt regnvejr, og vi kunne soppe i forteltet).

Ved Humlum vil jeg særligt fremhæve, at den er MEGET hundevenlig, og det koster endda ikke noget at have hunde med på camping her. Det er til trods for, at de har bygget et fint baderum til hunde, og der er et stort fritløbsområde kaldet “Hundeøen”. Sidste år var jeg lidt betænkelig ved at gå der, fordi jeg ikke gider at møde en masse løse hunde, men jeg synes faktisk ikke at det er et problem derovre.

Hundeøen ligger bag campingpladsen og har også sin egen strand

Mine hunde er blevet luftet på “øen” både morgen og aften, og vi har ikke været i nærkontakt med andre hunde, så det har passet mig glimrende.

Det er også rigtig skønt, at der er så lækkert et ishus på campingpladsen. Der er ofte lang kø. I år blev ishuset kåret som landsdelens bedste ishus af TV Midt/Vest, og de fortalte, at det resulterede i en sand kundestorm lige efter. Dagen efter solgte de over 1.000 isvafler og folk stod i lange køer.

Vores vogn førstfør i billedet – tæt på vandet.

Så vil jeg også fremhæve lidt mere ved Humlum, at når man har betalt for overnatning, så behøver man ikke bekymre sig om varmt vand og evt brug af ovn i køkkenet. Det er inkluderet. Det kan jeg godt lide – især når pladsen så heller ikke engang er i den dyre ende af skalaen.

Mon ikke vi kommer til Humlum igen? Der håber vi på et mere stabilt sommervejr.

Nu er ferien for længst forbi, og vi har været igang det meste af en uge nu. Nu er vejret særdeles fremragende og det er virkelig sommer = hedebølge. Ja det er ikke altid nemt at ramme plet med ferie, aktiviteter og vejret.

TikToks første agilitykursus

I uge 27 var jeg tre dage afsted på kursus med Jane Elene Christensen. Det var primært MicMic, som jeg havde meldt til kurset.

Men med tre ganges undervisning fordelt over tre dage, så synes jeg, at det var passende, at lade TikTok få en lille bid af kagen.

TikTok ser agility

Jeg elsker Janes baner og hendes undervisning, og da jeg arbejdede på Sjælland var det en af mine fedeste goder, at jeg af og til kunne købe mig en træning, når jeg alligevel var på Sjælland. Nu kommer jeg stort set aldrig til Sjælland mere, og det var længe siden, jeg havde fået undervisning af Jane.

Så jeg var virkelig hurtig på tasterne, da Ruby lagde et tre dages kursus op på Facebook. 3 dage i Middelfart med mulighed for camping. Fed mulighed! Med dette set up havde jeg også mulighed for at arbejde om rundt om mine træningstider. Så det var virkelig genialt.

Så jeg pakkede campingvognen og gjorde klar til at køre. Først skulle jeg dog lige tømme nogle køkkenskabe og -skuffer, da vi havde fået konstateret en lækage på et rør i køkkenet. Vi kender turen. Underskabe til ud. Gulvet brækkes op. Tærede rør udskiftes, hullet lukkes igen. Det er nemlig ikke første gang, vi har lækage vandrørene i køkkenet. Igen blev det opdaget ved, at vi fik “gulvvarme”.

Gennemtærede rør under køkkengulvet

Pt er vi her i uge 29 nået dertil, at røret er skiftet, hullet er lukket, klinkerne er lagt på plads. Nu mangler vi kun at få køkkenskabene på plads igen, men tømreren er taget på ferie. Så vi lever videre i lidt køkkenkaos, hvor tingene står lidt rundt omkring pga manglende skuffer og skabe.

Tilbage til kurset.

Jane havde lavet nogle udfordrende baner. En ny opsætning for hver dag. To baner til hver opsætning, så der var noget at vælge imellem ift niveau.

For Mics vedkommende fik jeg belyst nogle af vores svagheder, og der var også nogle nye løsningsforslag, men ellers er der bare at træne og træne og håbe, at vi kan forbedre os.

MicMic aka Happy Face

TikTok til gengæld var jo som at pakke lidt af en gave op, som man har gemt på og gået rundt om i mange måneder. Jeg har været ret tilbageholdende med at “komme igang”. Men her var det så fantastisk, at TikTok kunne snuppe 5-10 minutter af mine træningspas hver af dagene. Det synes jeg var tilpas for hendes niveau.

Så vidste jeg, at jeg ikke ville køre hende flad og forvirret, men at hun bare lige fik lov til at smage lidt til sagerne og lade det bundfælde sig.

Hun ser meget tænksom ud, ikk?!

Hun var fed! Hun kunne ikke så meget på en bane, men man kunne se, hvad hun indeholdte. Man kunne se, at hun havde power og acceleration. Man kunne se, at hun tænkte og prøvede at løse nye opgaver. Man kunne se, at hun var fokuseret og havde gode bevægelser.

De ting, som hun havde i bagagen til at løse opgaverne på kurset var, at hun kunne hun sidde i start (naturligvis, tillader jeg mig at sige), hun kunne sendes frem til aktivt og dødt legetøj samt manners minder – og kaldes ind til samme belønninger.

Jane fandt små udvalgte sekvenser på banerne med 2-5 forhindringer, som vi byggede op på. Det var total fedt. Jeg synes virkelig, at hun arbejdede godt, og Jane roste hende også for hendes power og fokus.

Nu glæder jeg mig bare endnu mere til at arbejde med TikTok, så hun kan debutere i 2023.

Der er stadig lang vej igen, men vi arbejder stille og roligt på det. Der er bare noget helt særligt ved at forme sin nye agilitymakker.