Der må jubles

Lige efter nytår var vi til kontrol med Silas på Skejby.

Som den trofaste læser ved, så startede han på en ny og nærmest revolutionerende medicin i oktober 2020. Vi bøvlede med at få den implementeret til fuld dosis, fordi Silas´ lever blev påvirket af medicinen.

Men med lidt trappen ud og ind og et hav af blodprøver, så endte han i februar på fuld dosis uden alt for meget brokkeri fra leveren. Og der er egentlig sket meget siden.

Silas går til kontrol ca 8-9 gange om året, hvor han måles, vejes, får målt lungefunktion og der dyrkes et ophost af slim for at se, om der er bakterievækst i hans luftveje.

En gang om året er han til en lidt større kontrol med scanninger og røntgen og en hel masse blodprøver. Alt det foregik i slutningen af året, men vi havde egentlig ikke fået en tilbagemelding på status efter den store årsprøve.

Den fik vi så her i januar, og jeg fik faktisk lidt våde øjne over resultaterne.

Januar 2022 var ikke bare tåge, selvom blikket kort blev lidt sløret

Lægerne overså tilbage i tiden, at Silas har Cystisk Fibrose, indtil han var 19 måneder. Der var han virkelig virkelig meget syg, tynd og afkræftet. Den dag i marts 2010, hvor han fik diagnosen vejede han 7,2 kg og målte kun 77 cm. Pga uopdagede lungeinfektioner nåede han desværre også at få lungeskader, som på røntgen viste sig som områder med størrelse som en tokrone.

Skader som vi dengang for 12 år siden fik at vide var uopretteligt. Det lungevæv, som allerede var ødelagt, ville for altid være tabt. Derfor har Cystisk Fibrose altid været en kamp for at passe godt på lungerne, fordi det netop ikke kunne gøres om, men for altid bare ville gå ned ad bakke.

Men det er så her miraklet kommer ind. Det som gav mig tårer i øjnene. Selv sygeplejersken var begejstret og virkede selv lidt berørt, fordi det netop er så fantastisk. På scanningerne kunne man se, at de beskadigede områder var blevet mindre. Altså at noget af det “tabte” lungevæv var genvundet, hvis man kan sige det sådan. Pist væk var de ikke, men i stedet for stagnation, så man regression. Altså noget, der er helt uhørt.

For et halvt års tid siden var Silas igennem en kikkertundersøgelse/oprensning af lungerne, hvor vores faste overlæge var den som førte brokoskopet/kikkerten. Hendes tilbagemelding var også bare, at lungerne simpelthen var så flotte og fine og nærmest uden slim. Hvis man har cystisk fibrose har man typisk også store mængder sej slim og “snask” i luftvejene, så det var jo rart at høre, at hun havde en anden opfattelse af hans lunger. Hun var ovenud tilfreds med sin “tur” ned i hans lunger.

Nu efter et år på fuld dosis af den nye medicin konstaterer vi også, at Silas endelig øger sin vægt. Ikke voldsomt, men appetit og vægt er der bestemt sket noget med. Han æder ubesværet 400 gram laks, hvis lejligheden byder sig. Det var stort, da han rundede 30 kg.

Det er dejligt at der er kommet mere appetit hos Silas

Før havde Silas ofte mavesmerter. De havde karakter af mavekramper og var meget smertefulde, men Silas har aldrig rigtig beklaget sig vildt over det, men bare affundet sig med det, lagt sig ned i fem-ti minutter og så fortsat dagens program. Faktisk havde han en pude i klasse, som han lagde sig ned på, når maven drillede. Når det var ovre fortsatte han skoledagen. Silas er virkelig ikke en pivskid, og det virker som om han har en ret høj smertetærskel.

Han havde perioder med smerter og forstoppelser, for cystisk fibrose laver ofte uorden i fordøjelsen pga at bugspytkirtlen ikke fungerer. Den spiller en væsentlig rolle for vores fordøjelse. Lige mens det her mavecirkus var værst, hørte jeg Silas sige til mig, at han synes, at besværet og smerterne fra maverne ødelagde hans liv. Det gjorde virkelig ondt at høre de ord. Han har hele sit liv affundet sig med meget (sygdom, behandlinger, medicin, ubehag osv) og stort set aldrig rigtig beklaget sig, men lige der var han fyldt.

Mavesmerterne er nu stort set væk. Måske dukker der noget op en gang om måneden eller noget i den stil, men det betyder ikke noget mere.

For et par uger siden fandt jeg et facebookopslag, der omhandlede, at Silas nogle dage var lidt bekymret for at gå i skole, fordi han ofte hostede en del. Det er også meget normalt for folk med Cystisk Fibrose at hoste meget (igen pga den seje slim i luftvejene). Hans bekymring gik på, at han synes, at han forstyrrede undervisningen, så klassekammeraterne ikke kunne høre læreren. Det er selvfølgelig også træls, når man uforskyldt forstyrrer en hel klasse.

Nu hoster han nærmest aldrig. Det er virkelig helt helt fantastisk. Det er faktisk ret svært for ham at lave et ophost, som kan dyrkes på laboratoriet, når han er til kontrol.

Den nye medicin er dyr og betales af det offentlige. Når jeg siger, at den er dyr, så er det i en størrelsesorden, hvor almindelig mennesker ikke selv ville kunne betale den. Men prøv lige at se, hvor meget den bare på et år har hævet livskvaliteten for Silas.

Vi kan altid fejre det med en is eller to

Med de resultater er der udsigt til et meget bedre og længere liv. Du må gerne juble sammen med os.

Positiv

Det ville næsten være overnaivt at tro, at man kunne gå fri for at blive smittet med Corvid 19. Smittetallene eksploderer, og det hele virker sgu noget surrealistisk. Lidt som en dårlig film.

Der har været smitte på Silas´ skole og også i hans klasse. Jeg har haft et par kolleger, der har været smittet tilbage i december.

Jeg er gået fra at sidde og arbejde hjemme de meste af to år, til nu pludselig at bruge rigtig meget tid på landevejene og komme ud og besøge kunder. Jeg forsøger at passe på mig selv efter bedste evne, og har gerne ville undgå smitten, men tænkt at det nok også kom til mig før eller siden.

Men det var faktisk ikke mig, der bragte Corona ind i huset. Egentlig er det helt ligegyldigt, hvem der tog det med hjem, for som sagt så kom det nok til os før eller siden.

Tirsdag morgen testede Henrik positiv og blev placeret på gæsteværelset. Jeg aflyste ugens møder, og Silas og jeg kørte ned og blev testet. Vi var dog begge negative, men som nærkontakter gik vi i selvisolation.

Onsdag op af dagen begynder jeg at blive lidt snottet og bliver måske bare lidt tung i hovedet. Onsdag aften tager jeg en hjemmetest, der viser positiv. Torsdag morgen stiller jeg mig i kviktestkøen, som bekræfter hjemmetesten.

Silas er pt ikke testet positiv, men både han og jeg har været til PCR test i formiddags, men venter på svaret. Hjemmetesten fra i går viste negativ for Silas, men da han også har lidt halskriller og hovedpine i går, så forventer jeg faktisk også at han er positiv. Han trives nu meget fint i selskab med sin pc nede på værelset, så det er lettest så vidt muligt at isolere ham, men jeg tror nu PCR testen for ham er positiv.

Henrik har vist redet det værste af, og var ikke synderligt mærket af det. Hovedpine og “forkølelse”. Jeg ved ikke, hvor i processen jeg er, men jeg fik en noget forstyrret nattesøvn i nat pga hoste. Nå ja, så snotter jeg lidt og føler mig somme tider lidt “tung”.

Jeg føler mig rimelig rolig, men jeg undrer mig faktisk noget over f.eks smittestop-app´ en. Jeg har ikke fået notifikation på Henriks indberetning om at han var positiv, og vi må da siges at være nærkontakter. Jeg har i øvrigt aldrig nogen sinde fået en notifikation fra app´ en, der står som aktiv hele tiden.

Hvis man har en positiv kviktest, så kan man få en “akut” PCR-tid, har jeg ladet mig fortælle. Man skal bare bruge et rekvisitionsnummer eller ringe til Smitteopsporingen. Jeg har aldrig fået et rekvisionsnummer, og da jeg åbnede svaret fra carelink, så kunne jeg ikke komme ind på det link, der var på siden. Nu havde jeg alligevel på forhånd bestilt PCR test (fordi både Silas og jeg er nærkontakter til Henrik), så jeg gad ikke bakse med at sidde i en telefonkø for at få en testtid 15 timer tidligere. Testresultaterne var nok alligevel de samme, og der er jo mega run på lige nu med 40.000 smittede om dagen.

Så nu er familien spærret inde. Det har vi for så vidt jo prøvet før, men alligevel så er det nu man drømmer om kager, slik og en masse ting fra div. butikker, som man ikke kan besøge. Hurra for Rema 1000s indkøbstjeneste Vigo, så kan vi da være heldige at få handlet ind.

En portion vafler kan man vel altid lige bakse sammen

Vi kan dog snige os ned på stranden, for den har man alligevel altid for sig selv.

Hvad med Silas? Jeg ved at mange af mine læsere bekymrer sig om Silas og Corona. Ligesom vi også gjorde meget det første års tid af pandemien.

Han er naturligvis vaccineret, og corona har også ramt andre børn med cystisk fibrose, uden at det har ikke givet anledning til indlæggelser eller komplicerede forløb, så ud fra det, så tager vi det rimelig roligt. Silas plejer egentlig heller ikke rigtig at suge diverse vira til sig. Ja man tør næsten ikke skrive det….. Men vi forventer ingen komplikationer for ham.

2021 – Tilbageblik

Hvad var 2021 egentlig for en størrelse?

Der skete ikke en skid, vil jeg umiddelbart sige, men når jeg så kigger tilbage på året, så skete der alligevel en hel masse ting. Det er en af grundene til, at det faktisk er meget rart (især for mig) med dette lille tilbageblik ved årets slutning.

På mange måder var 2021 lidt en blanding af en forlængelse og en gentagelse af 2020, hvis man tænker på, hvilken indflydelse Corona havde på hverdagene. I hvert fald, hvis man tænker på årets første kvartal.

Januar:
Silas og hans klassekammerater var hjemsendte og modtog online undervisning. Det fungerer faktisk helt fint for Silas, men man kan nemt falde lidt i sløvt hul, når alle mand bare sidder derhjemme.

Henrik og jeg har arbejdet mere eller mindre hjemmefra i mange år, men vi er ikke vant til at sidde hjemme alle sammen hver eneste dag. Det var nu ganske uproblematik (Godt man ikke lever i en dysfunktionel familie).

For mig er det faktisk ganske herligt, at arbejdet foregår hjemmefra, for som nogle måske husker, så fødte MicMic to små piger juleaften 2020, så jeg nyder virkelig at have tiden hjemme sammen med dem. Og MicMic er simpelthen den mest perfekt mor for sine døtre.

Moderkærlighed

Februar:
Grundet corona kommer vi fortsat ikke nogen steder og den eneste gæst, der kommer her i huset, som ikke er eget kød og blod er Pia, som skal købe den ene hvalp. Hun bliver mit mest friske pust ude fra.

Pia på hvalpenussebesøg

Silas har fået en skole-corona-makker. Det betyder at han og en klassekammerat fysisk er sammen på skoledagene og fritiden og ellers kun ses med hinanden. Vi forsøger hver især i de to familier at lukke af for coronasmitte. Ja, det var jo sådan anbefalingerne lød på daværende tidspunkt, og grundet vores arbejde kunne vi godt honorere det.

Det var også rigtigt fint, for dengang var der stadig en del bekymring for, hvordan Cystisk Fibrose patienter ville blive ramt, hvis de blev smittet – også selvom de kun er børn. Gennem tiden er flere dog blevet smittet (det er nærmest uundgåeligt) uden at det har givet komplikationer (i hvert fald for børnene).

Hvalpene blev et kæmpe lyspunkt i lockdown og Silas elsker MicMics små – og det er gengældt

Midt i februar rejser Mini hjem til Pia, og jeg er så glad for at se, hvilken glæde hun bringer i sit nye hjem. Jeg nyder også rigtig meget, at vi stadig kan ses, så TikTok og Mini stadig kan lege sammen.

Hvalpeleg på en tidlig playdate

Marts:
Der er stadig nedlukning flere steder i vores samfund, og der er forsamlingsloft (så man må ikke være sammen mere end 20 tror jeg det er på det tidspunkt). Jeg plejer altid at gå på hvalpehold, når jeg har en hvalp, Og der midt i februar kan jeg kun finde hvalpetræning et eneste sted i nærheden, for alle klubber har lukket ned.

Jeg går hos en privat udbyder, som uddanner flere instruktører og bliver her belært om at jeg ikke må belønne med legetøj. Jeg tænker ikke at vores tilgang til belønning og min tydelige begejstring ifm belønning er fundet i samme grundskole, så jeg er glad for, at jeg bare kom for at få socialiseret min hvalp og ikke for at lære at træne den.

Hvalpemotivation – TikTok arbejder fint selvom der er mange omkring hende

Vi er gode til at nyde forårsvejret sammen hele familien og tage på lidt længere traveture end en hvalp kan gå med på. Så jeg er superglad for at kunne putte TikTok i hendes rygsæk, når vi går ture

TikTok var god til at sidde i rygsækken og kigge (eller sove)

Vi får lyst til at tage afsted i sommerhus i nogle dage og lejer et sommerhus i vennekredsen. Med hjemmeskole og hjemmearbejde er det jo egentlig nemt nok at tage i sommerhus i hverdagene. Vi inviterer min far med i sommerhus og nyder Lemvig og omegn.

På gåtur med min far

Igen er det fantastisk at have en lille hvalp, der kan puttes i en rygsæk, så man ikke er begrænset på sine gåture.

Så fik man også lige mødt Vesterhavet

April:
Trods min meget sparsomme baggrund med Nosework melder jeg mig til en 3 dages Nosework Camp. Inden kurset kunne Fuji markere en duftkilde med lavendel, og hun havde ikke mange søg på sit CV.

Der er vel ikke noget at sige til at Fuji blev temmelig træt

Men ud fra en devise om, at jeg ikke gider tilegne mig viden hos “amatører”, så meldte jeg mig til denne nosework camp, fordi jeg vidste, at underviserne var nøje udvalgte af MindDog. Det var tre sjove og inspirerende dage med mod på mere Nosework – og en træt hund.

Maj:
Vi lufter campingvognen med en weekend på Årø. Den lille ø der ligger lige rundt om hjørnet. Vi besøger den hvert år, men i år tager vi campingvognen med. Vi trænger nok bare lige til at komme lidt væk efter mange måneder derhjemme.

Ægte campinghygge

Sæsonen er påvirket af Corona lockdown i starten af året, og da der lukkes op igen, så går flere af mine weekender med undervisning i anatomi og terapeutiske teknikker og private terpedage med venner fra holdet.

En meget træt MicMic efter at have været demohund til det praktiske modul om massage


Juni:
Denne måned starter også med en Noseworkdag. DCH kreds 4 har lavet nogle forskellige aktivitetstilbud på denne dag. Nosework er et af tilbuddene. Det har jeg meldt mig på, så Fuji og jeg får serveret et par nye og spændende søg.

Skammeligt nok får jeg ikke dyrket så meget mere i det, selvom det jo virkelig ikke er svært og tidskrævende at gemme en filtdut en sprække.

I juni er jeg også til årets første agilitystævne. Der var vist ikke rigtig noget at skrive hjem om, men vi var der da.

Juli:
En af månedens første dage kan jeg holde eksamensbeviset op foran mig udenfor Nordre Dyrehospital og kalde mig “Rehabiliteringsterapeut for hunde.” Corona har trukket dette forløb ud med +50%.

Fedt endelig at være i mål

Der er ingen tvivl om at den viden, som jeg har fået i dette forløb allerede har sparet mig for flere dyrlægebesøg, og generelt også har udvidet min horisont, og givet appetit på mere.

Hele familien var på weekend hos et hold af mine venner. Jeg har kendt dem ret godt i 6-7 år, og jeg har tit overnattet hos dem, når jeg har været på Sjælland. Silas har også været med mig, men de har faktisk aldrig mødt Henrik. Vi havde bare en super hyggelig weekend.

Silas ombord på båden

Vi var ude at sejle på Roskilde Fjord og fik os en dukkert fra båden. Jeg synes det er så lækkert at svømme i havet og lige den dag var vi heldige med sommervejret, som jeg ellers husker noget svingende for sommeren 2021.

Ingen sommer uden Mandø. Sådan bliver det så også i 2021. Altid smukke og dejlige Mandø. Den lille tidevandsø, der er så ukompliceret og naturlig i ordets bogstaveligste forstand.

Solnedgang på Mandø

Noget af det lækreste er, at gå ud til Sejlrenden og bade sammen med hundene. Der er vandet altid så lækkert. Man skal bare lige have lidt styr på tidevandet, inden man kaster sig ud i projektet

5 badenymfer ved Sejlrenden

Der er tryk på campingpladserne i Danmark i år, og ud fra hvad jeg kan læse på nettet, så er der udsolgt på mange af de større pladser. Der er faktisk heller ikke rigtig pladser at få, da jeg er inde på Humlum Campings hjemmeside, men vi får alligevel en plads deroppe .

Fuji med på SUP board

Vi får nogle skønne dage med masser af ture på SUP board og masser af store is. For på Humlum Camping kan man få store is.

Spiser is med Tobias som kom på campingbesøg

Min far er med os et par af dagene og sover i forteltet. Tobias og Camilla kommer også på besøg. Grundet Corona-situationen har de ikke mod på at tage sydpå, da landene lukker ned og indfører restriktioner på skift. Så det er faktisk skønt at se de unge mennesker frlere gange hen over sommeren.

August:
Silas starter på ny skole. Tænk at han nu skulle starte i 7. klasse. Vi vælger, at han skal flytte fra den lille lokale friskole og til en privatskole inde i Haderslev. Det er en helt ny verden for ham, og jeg kan godt mærke, at han på mange måder er vokset meget på de måneder, hvor han nu allerede har gået der.

Indgang til klassens bygning

Han er fagligt meget mere engageret, og det er hans nye lærere også. Men mon ikke også at sådan noget smitter af.

DM i agility afholdes på Vilhelmsborg sammen med DKKs Hund i Fokus. Mic og jeg har inden dette mesterskab kun været til to stævner i 2021, og det er ikke gået prangende. Mic har også holdt sig en god barselsorlov, så vi er godt nok lidt rustne, så jeg bliver virkelig overvældet, da det går op for mig, at vi bliver nr. 2 til DM.

Vicedanmarksmester 2021

Ja, jeg indrømmer, at jeg faktisk tuder. Men det er aldrig nogen skam at blive så glad, at man tuder over det. Vi er flere i samme båd.

Alle tre på podiet tudede, da resultatet blev kendt

September:
Det er den store stand-up måned for os. Jeg har i corona-jeg-støtter-kulturlivet-og-der-er-vel-et-normalt-liv-der-venter-på-os-derude købt billetter til både Geo og Thomas Warberg. To forskellige shows, to forskellige fredage og to forskellige lokationer.

Thomas Warberg

Warbergs show er hylende godt (mine kinder var ømme af at grine), og vi får salens bedste pladser, da de to forreste pladser lige midt for scenen står tomme. Vi har også billetter til første række, men laaangt ude i siden. Ikke ligefrem gode pladser. Warberg spørger os ud over scenekanten, om ikke man ser ret dårligt fra vores pladser. Det kan jeg blot bekræfte. Så anviser han os i bedste stil de to konge-pladser lige foran ham.

Fuji er til kontrolscanning af hjertet og alt ser så fint ud. Det er så dejligt at vide, at medicinen gør sit arbejde, og Fujis hjerte fungerer godt.

Fuji til hjertescanning

Sidst på måneden er jeg sammen med 80 kolleger i Valencia til salgskonference. Det er nogle fantastisk skønne dage, og det er dejligt at få lært sine kolleger bedre at kende. Grundet lockdown er der mange, som jeg aldrig havde mødt.

Byvandring med kolleger

Oktober:
Som vordende farmor deltager jeg i mit første babyshower. Jeg har før tænkt, at det var noget pjat, og noget der var pustet op til noget vildt, men sådan opfatter jeg ikke dette babyshower. Det er super hyggeligt og meget kærligt.

Gætteleg – hvor meget måler maven


November:
Jeg kan ikke en brik førstehjælp, så jeg melder mig til et førstehjælpskursus (Hjerte Lunge Redning) med henblik på at melde mig som hjerteløber. Jeg har dog først fået meldt mig til hjerteløberordningen d. 31/12. Ja, det er måske meget godt at se tilbage til året og lige samle op.

Jeg bliver farmor til lille Pelle. Det skal man jo endelig ikke glemme at nævne.

Farmor – ja, det er jo så mig – med lille fine Pelle på armen

Juledekorationsdag. Vi gjorde det i 2020, så Tobias mente, at det nu var en tradition at lave juledekorationer sammen. Jamen det har han da ret i. Det er da ikke så tosset en tradition. Min far er også med på den tradition, så vi laver juledekorationer, spiser æbleskiver og beundreder lille Pelle.

Det kreative værksted

December:
Den vildeste omvæltning for 2021 sker vist her i denne måned. Efter mange mange år i samme branche skifter jeg til en anden branche. Og tilbage til landevejene og salget. Ud til kunder igen. Jeg er sikker på, at det nok skal blive rigtig godt.

December er gået med intro, og det har været hårdt. Der er meget nyt at lære, men jeg glæder mig til at stå på egne ben her fra nytår.

Corona er ligeved at drille vores jul lidt, da min far bliver testet positiv i ugen op til jul. Det bedste er dog, at han forbliver symptomfri. Heldigvis kommer han fri af isolationen og kan faktisk også mønstre en negativ PCR test i julegave.

Så vi får heldigvis også selskab af ham juleaften og af Tobias, Camilla og Pelle første juledag.

2021 bliver også det første år, hvor jeg ikke fik sendt en eneste personlig julehilsen afsted, hverken pr. post eller email. Julehilsener er desværre en uddøende ting, men jeg synes, det er super hyggeligt. Men jeg bidrog ikke til den dette år. Der er faktisk også meget langt mellem de af mine venner, der holder det i hævd.

Ikke tit man kan bygge en julesnemand

2021 vil jeg også gerne huske for et levere en hvid jul, som helt klart kickstarter julestemningen. For det hele er bare lidt smukkere klædt i sne og frostklar sol.

Reflektioner for 2021/2022:

Terapeut
2021 har udvidet min horisont og åbner sikkert også nye døre. Jeg blev tændt på at kunne hjælpe min egne hunde og har også hjulpet andre hunde end mine egne.

Det er altid en fornøjelse at kunne gøre noget for sine egne og andres hunde

Jeg er blevet nysgerrigt på at vide mere og går i krig med Kranio Sakral Terapi og mere viden om bindevæv og teknikker til at løsne bindevævets linjer. Så det er nogle af mine planer for 2022.

Rally:
Jeg nævnte ikke et pip om Rally i mit tilbageblik på 2021, men jeg har faktisk været til en god håndfuld rallyprøver med Ninja. Rally har været en rejse for mig med masser af udvikling. Vi har ikke klaret os specielt godt til prøverne i år.

Jeg nyder at gå rally med Ninja og jeg tror, at vi er ved at knække koden

Jeg har især måtte lære at sætte tempoet betragteligt ned, så Ninja havde en chance for at nå at opfange signaler og kommandoer. Jeg føler faktisk, at vi er et supergodt sted nu, og jeg glæder mig til at komme til næste rallyprøve. Sidste planlagte rallyprøve her inden nytår blev dog aflyst pga corona.

Fuji hygger også med rally. Dog mest bare til træning, men hun udvikler sig virkelig også og vokser med opgaven. Måske bliver det også til en rallyprøve eller to mere for hende i 2022.

Agility:
Det er sheltiernes geschæft. Det har været ret meget på nødblus i 2021 pga hvalpe og lockdown, men jeg synes Mic og jeg er inde i en god udvikling, og jeg glæder mig til at løbe stævner med hende i 2022.

Både Mic og jeg smiler

Så er der jo også lille TikTok. Hun er jo lige blevet et år. Hun er muskuløs og har god kropskontrol, så nu synes jeg, at det er det rigtige tidspunkt at gå igang med noget, der ligner agilitytræning. Indtil nu har vi leget, lavet basisting og øvet selvkontrol.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er til buede tunneller, spring og tight turns om vinger og kegler på hvalpe/meget unge hunde, så jeg venter med de øvelser. Men nu føler jeg, at vi er klar. Jeg er sikker på, at vi får det sjovt sammen, når vi nu tager hul på næste kapitel.

Det bliver så sjovt at komme igang med lidt mere

Vi er her i december startet på en online class til indlæring af løbefelt (til brug på balancebommen). Vi er dog endnu kun nået til det stadie, hvor hun løber over en target på jorden. Det bliver sikkert en sjov (og måske også frustrerende rejse).

Familie:
Jeg har nydt de mange gode ture sammen med familien, og håber vi også kan være gode til at komme afsted sammen i 2022, også selvom der er masser af muligheder for at lave andre ting. Det er så en pil, der peger på mig, for det er mig, der flyver afsted til alt muligt, men jeg nyder også det simple med en rygsæk med mad og drikke og så ud i naturen med min familie.

Pelle skal døbes og i det hele taget, så glæder jeg mig også til at følge ham og hans lille familie. Mon ikke der også bliver listet lidt ekstra samvær ind der.

Mest af alt glæder jeg mig over den gode udvikling, der sker for Silas på grund af den nye medicin. Den højner helt sikkert hans livskvalitet. Det er intet mindre en fantastisk.

Godt nytår til alle min læsere (hvis nogen ellers har hængt på helt til bunden af dette indlæg)

Julen 2021

Findes der mon snart en normal jul? Hvad er en normal jul egentlig? Jeg tror faktisk ikke helt at jeg ved det.

Flot og kold morgen

Ja hvad handler jul om? Traditioner, hygge og samvær – og vel også gerne uden en snorlige opskrift (selvom min mor egentlig lærte mig noget andet. Hendes syn på julen var snorlige traditioner og samling af familien).

Jeg var sgu lidt sløv i juleoptrækket i år. Godt nok havde jeg fået styr på julegaverne i rimelig god tid, og syntes, at jeg havde fundet nogle gode gaver. Der var nok en særlig grund til det lidt træge julehumør. Julen skulle holdes hjemme og min far var som altid velkommen og havde for mange måneder siden givet tilsagn om, at han gerne ville komme.

Snevejret hjalp betragteligt på julemotivationen. Lyset og sneen er jo magisk for psyken.

Men men i sidste uge ringede min var og fortalte, at han var testet positiv for Corvid19 på en kviktest efter at have deltaget i et krolf-arrangement, hvor en anden deltager også var testet positiv. Jeg blev naturligt nok bekymret. Min far er jo ikke helt ny mere, men han har fået sine tre stik, men det er jo ikke nogen garanti. Den efterfølgende PCR test var også positiv. Heldigvis forblev min far symptomfri, og han var nok aldrig blevet testet, hvis ikke han var blevet kontaktet af den person på krolfholdet, der var positiv, for han mærkede ikke rigtig selv noget til det.

Dagene gik. Kunne han holde jul sammen med os? Hvor længe skulle der gå? Turde vi være sammen? Min far havde afskrevet juleaften sammen med os og det havde jeg til sidste også, men jeg syntes det var svært at tænke på, at han skulle sidde helt alene juleaften.

Vi snakkede sammen hver dag, og anede ikke helt, hvad det ville ende ud i. Jeg foretog mit første opkald nogen sinde til coronalinjen d. 24. dec ved middagstid. Hans isolation udløb rettidigt i forhold til juleaften, og vi valgte sammen, at min far skulle køre hjemmefra og komme til juleaften hos os. Sådan blev det.

Inden han kørte hjemmefra var han afsted til en PCR test. Jeg ved ikke helt hvorfor han havde bestilt den tid, og jeg sagde til ham, at han nok skulle forvente, at den ville være positiv, fordi jeg har læst, at de fleste tester positiv længe efter. Men juledag fik han besked om, at den var negativ. Så var alt jo godt, kan man sige. Ja, jeg har efterhånden opgivet at finde hoved og hale i alt det Corona halløj.

Dejligt at det lykkedes at min far kunne komme – i dag på juletravetur ved vandet

Jeg havde d. 22. tilbudt min far at købe julegaver til min side af familien (børn, svigerbørn, barnebarn mv.), så han ikke skulle bekymre sig om den del. Det ville jo ikke rigtig være muligt for ham at nå de indkøb. Så det fik jeg styr på d. 23. dec med et effektivt juleindkøb i Haderslev By (godt man bor i god handelsby).

Den sidste gave fra min far er indkøbt – i snevejr. En flaske rom til Henrik

Men ellers var det sgu sløjt med indkøb til julemiddag og julefrokost 1. juledag. Jeg havde ikke kunnet tage mig sammen til at få handlet ind og komme i julestemning. Jeg mente, at jeg havde bestilt to kuverter julemad på en af egnens kroer, men jeg havde altså ikke fået sendt bestillingen afsted på mail. Så om formiddagen d. 24. stod vi lidt på scratch. Heldigvis havde vi backup julemad, så vi klarede faktisk at få bikset en helt normal julemenu sammen.

Dog afveg vi en del fra “ris-traditionen”, da risengrød/ris ala mande blev skiftet ud med is med mandel i. Naturligvis vil nogle sige, når de kender mit forhold til is, men det var faktisk mest for andre familiemedlemmers skyld. Det var en superfin udskiftning. Den ene is var vaniljeis med mandelsplinter i og kirsebærsovs på. Den anden is var en chokolade is. Så kunne alle nemlig være med i kampen om mandelgaven.

I år blev vi ikke forstyrret af hundefødsel. Sidste år tilbragte Tobias og jeg jo juleaften på dyrehospitalet, hvor lille TikTok (og søster Mini) kom til verden. Sikke meget glæde de to små væsener har bidraget med. Jeg er utrolig glad for TikTok. Hun er i mine øjne både smuk og dejlig.

Min lille fine julefødselar – nu 1 år

Vi havde en hyggelig juleaften og gav os god tid til at pakke ud og se hinandens gaver. Vi var kun fire personer, men klokken blev alligevel mange, før alt var pakket op.

Jeg fik en skøn gave af Henrik, som Fuji indviede med en gang massage. Det var en transportabel massagebrik, så jeg nu har en lidt bedre arbejdsstilling, når jeg masserer hunde.

Hvor skønt at få en god arbejdshøjde til massage af hundene – Fuji er meget afslappet

Tobias, Camilla og lille Pelle kom til julefrokost første juledag. Efter frokosten gik vi igang med at slå seksere for uddeling af dagens julegaver (dem vi skulle udveksle med hinanden). Vi skulle faktisk have været et par stykker mere, men der var lige noget med Corona nærkontakt, så vi begrænsede os. Vi prøver stadig at passe lidt på.

Juledag. Vi slår seksere om dagens pakker

Pelle var en sød og nem lille fyr. Han sov det meste af den eftermiddag, så det var ikke meget vi så til ham denne gang. Med sin alder på seks uger så er der ikke meget fis for ham ved det der med julen. Men han er han blevet stor og meget mere observerende. Så der er stor forskel fra gang til gang, man ser ham.

Dagen i dag er brugt på gåture og afslapning, og efter en smuk tur ved vandet ved frokosttid, så trillede min far retur til Djursland.

Fra dagens gåtur ved stranden

Nu er man bare træt af at spise, og snart skal julesagerne pakkes væk, og så kan vi sige farvel til endnu en jul. Det endte alligevel med at blive en god og vellykket jul og både mad og pakker var klar til tiden.

God opstart

¨Så har jeg været igang i tre uger på nyt job.

Jeg har fået serveret et super godt intro program, hvor jeg er kommet rundt og set det meste.

Blandt andet har jeg kørt nattur/tidlig morgentur med en chauffør og set og mærket værdien af at håndtagene på beholderne (det gælder også dine skraldespande derhjemme) ud mod chaufføren.

Korrekt vendt. Så chaufføren ikke smadrer skuldre og albuer på at vende fyldte beholdere

Det var også virkelig en øjenåbner at regne på, hvilken forskel de ca 4 tons, som vi hentede hos nogle af vores kunder på den tur, kunne gøre.

Det som vi hentede var primært organisk affald, som f.eks grøntsagsskræller, pommes frites, sovs, nuggets, frugter, madrester, fritureolie. Ja organisk affald er rigtig meget forskelligt.

Et lille kig ned i “graven” hvor beholderne tømmes (plast sorterer anlægget fra senere i processen)

Men det kan i biogasanlægget lave varme til en parcelhus i ca 5 måneder og restproduktet bruges til at gøde 5,6 ton gulerødder med. Alt bliver bruget. Det er virkelig vildt.

Jeg har været med mine kolleger ude at køre og opleve forskellige typer kunder og forskellige typer møder.

Jeg har oplevet nogle kunders begejstring for bæredygtighed og andre steder set steder, der emmer så fantastisk af idyl og en personlig mission, når man sidder sammen med en indehaver, som virkelig brænder for sit sted og værner om et image eller en filosofi.

Flere steder har jeg siddet og tænkt, at her vil jeg gerne retur til eller fortælle mine venner om det helt fantastiske sted. Jeg kan også godt mærke, at det passer mig glimrende at komme ud til kunder igen efter at have siddet lidt i baglandet de sidste par år.

Smuk udsigt ved en af de potentielle kunder i Skælskør

Jeg vil nok også ende med at være lidt småfed, hvis jeg skal spise frokost hos nogle af de potentielle kunder, som vi lægger vejen forbi. Som f.eks denne burger hos Mephis Manson i Randers. Jeg spiste ikke noget før næste morgen – og jeg spiste ikke engang op.

Juleburger med confitteret and

Det er lidt en omvæltning fra tidligere jobs, hvor jeg mest har besøg ældrecentre og køkkener, der laver mad til visiterede borgere i kommunerne. Der kan man bestemt også opleve forskelliger og passion, men ikke sådan at man sidder og planlægger, hvor man vil drømme om at bo, hvis det en dag skulle blive aktuelt at komme ud af eget hjem.

Hold op hvor er det sundt at komme ud og prøve noget andet. En af mine kolleger på mit tidligere job, fortalte mig engang, at hun til sin jobsamtale havde sagt til den chef, som skulle ansætte hende, at grunden til at hun nu valgte at søge noget helt andet var, fordi hun var kommet til at stoppe og op tænke, at hvis hun skulle prøve noget helt andet, så skulle det være nu.

Hun kom fra en helt anden branche og en helt anden type job. Det lidt komiske var, at da hun skulle starte på sit nye job, så kom hendes nye chef med en lidt svær følelse for at sige, at hun faktisk selv skulle starte på et nyt job og bare skulle lave en intro for sin nye medarbejder. Men den ansættelsessamtale havde fået hende selv til at stoppe op og tænke, at det da nok var en god ide at prøve noget andet. Lidt pudsigt som det kan smitte.

Lad mig bare sige det sådan, at i vaskeribranchen er ancienniteten ofte lang, og 25 år jubilæum er ikke usædvanligt – 40 år forekommer også.

Et af de steder, som min kollega og jeg besøgte i sidste uge, fik jeg faktisk en lille gave med hjem. Jeg kunne nemlig ikke lade være med at rose den meget lækre te, som indehaveren serverede. Der gik man nemlig op i te – og alt mulig andet, som var alt andet end tilfældigt.

En fin lille gave fra et møde med potentiel kunde

Nu bruger jeg de sidste dage inden jul på at læse mig igennem forskellige procedurer og dokumenter, mens jeg forsøger at lægge en plan for 2022, hvor jeg skal ud og stå på egne ben. Jeg har dog allerede nået at lave en enkelt lille kontrakt og givet et tilbud i mit nærområde. Jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og fortælle om, hvad vi kan hos Daka ReFood.

Lige nu er det bare en anelse irriterende, at Omikron kommer og strækker sit lange ben ud til et træls benspænd, så det er svært at gennemføre kundemøder lige nu. Jeg håber, at der snart falder ro om Corona, for man blive virkelig rigtig træt af det. Det føles lidt som at løbe afsted i en snestorm for at undgå at blive ramt at snefnug. Det synes virkelig uundgåeligt og pludselig er flere folk omkring mig smittet.