Super stævne hos DCH Harlev

Hold da fast en weekend! På mange måder.

Det har virkelig været en helt fantastisk weekend. Hundene og jeg kørte fredag aften til Sabro ved Aarhus, hvor DCH Harlev afviklede det fineste agilitystævne på den lokale skole.

Det fineste sommervejr over Sabro

Harlevs stævne har altid haft høj prioritet hos mig. Jeg kan lide faciliteterne, gratis camping, super flotte præmier både i klasserne, men også til amerikansk lotteri. Harlev er absolut et af mine yndlingsstævner.

Hundenes helle. Skygge i dagtimerne og en lille brise oppe på bakken

Lad mig bare sige det mildt. Jeg blev på ingen måde skuffet her i 2022.

Efter at have svingende præstationer med MicMic, så synes jeg, at vi havde fat i noget godt sammen. Jeg synes virkelig, at vi fandt hinanden. Så det var lidt vildt at tænke på, at ud af vores 8 løb, så var vi til præmieoverrækkelse i 7 af dem og ikke mindst kom vi faktisk igennem alle banerne uden en eneste disk, og jeg synes, at jeg gav den gas, så det var ikke fordi jeg “fedtede” mig gennem banerne.

DCH Harlev havde masser af lækre præmier, og de var faktisk ret rundhåndede med præmieringerne. Når man lige har været til et par DKK stævner, hvor det var et helt anderledes set-up med præmier, så var det her jo en anden verden.

Den ene åbne klasse blev alle de små hunde, der havde gennemført banen kaldt op, for det var ikke en bane, som ret mange havde klaret. Der var faktisk kun en fejlfri – og det var ikke mig. Jeg indkasserede 5 fejl på banen (den fejl vender jeg lige tilbage til) og vi blev nr. 2. Det var da luksus lige at præmiere en eller to mere end planlagt.

Naturligvis så er det bedste udvalg jo altid til dem, som kommer først til præmiebordet = de bedst placerede. Jo længere ned i rækken, man står jo mere sparsomt er udvalget på bordet. Det er jo meget naturligt.

MicMic – præmieslugeren

Jeg stod i top 3 til præmieoverrækkelserne, så jeg synes virkelig, at jeg fik lækre præmier med hjem. Blandt andet 4 x 12 kg hundefoder, så nu behøver jeg ikke at købe foder de næste 3 måneder. Det blev også til tyggestænger og vafler til en lille fin isdessert. Så der var lidt til 4 og 2 benede.

Nå ja og så var der også lige deres sædvanlige amerikanske lotteri med mange flotte præmier. Jeg har altid held til at vinde en del lækre præmier i det lotteri. Jeg købte 30 lodder = 150 kroner og fik vafler, en bog om Fregatten Jylland sammen med en familiebillet og sidst men ikke mindst vandt jeg turbånd og entrebillet til Tivoli Friheden.

Heldets præmier fra lotteri

Men jeg skal da ikke glemme den mest ærefulde præmiering for os. Det var da vi blev kaldt op, som bedste lille ekvipage sammenlagt i de 4 åbne klasser. Det er virkelig en kæmpe ære at få den. Især når jeg tænker på, hvor ustabile vi til nogle stævner har været. Så jeg var virkelig glad for denne præmie. Måske vi endelig er ved at finde sammen på banen.

Flot præmie fra Djurslands Bank – jeg er virkelig stolt af blive bedst sammenlagt

Det bringer mig lige tilbage til de 5 fejl, som jeg fik i agility åben, hvor vi ellers havde et fedt løb indtil tredje sidste forhindring, hvor banens forløb er sådan, at hunden kommer ned af A-brættet og skal direkte over i til en tunnel der ligger i en lige linje. Det lyder super nemt, ikk?!

Jeg kommer for tæt på Mic i mit bagkryds, før tunnelen og hun vægrer den. Først bliver jeg lidt irriteret over, at hun ikke tager så åbenlys en forhindring (som andre hunde nærmest bliver suget ind i). Ikke at jeg er irriteret over løbet eller er mærket af det, men jeg når at tænke, at det var Mics, der ikke passede sit “job”.

Da jeg sidder i målområdet og roser og belønner MicMic for et ellers flot løb, så ændrer jeg virkelig mit mindset på den der kikser.

Det var jo for fanden mig, der ikke passede mit job. Jeg ved jo udmærket godt, at jeg skal følge Mic helt i tunnelerne og være påpasselig med min handling ved tunneler, for jeg har fået så mange vægringer på tunneler. Og når nu jeg har den viden, så er det jo virkelig så dumt af mig ikke at hjælpe hende. Den fejl var 100% min fejl, for min hund har tunnel-issues, og det er min opgave at støtte hende i sådan en kombination.

Selvom der er ting, som vores hunde “burde” kunne og som “alle de andre” kan, så vores hunde ikke maskiner, men vores samarbejdende makker i sporten. Du var pissesej i weekenden Mic! Jeg er stolt af os.

Det var stinkende varmt hele weekenden. Vel mellem 25 og 30 grader. Solen bagte det meste af weekenden. Kun afløst af en ordentlig skylle søndag eftermiddag. Tak til dommerne og hjælper, der holdt standhaftigt ud i varmen.

Heldigvis er MicMic ikke påvirket af varmen og løber fint til, trods varmen, men jeg kunne godt se, at nogle af hundene ikke havde det helt på samme måde. Klubben havde heldigvis sat et lille bassin op, hvor hundene kunne hoppe i, hvis de havde behov for det.

Jeg var glad for at have en sommerhat i campingvogn – og for at cafeteriet solgte slush-ice

Pga varmen var jeg også ekstra glad for at have campingvognen med til stævnet. Her kunne hundene ligge i deres indhegning og slappe af i løbet af dagen. Der var både skygge og lidt vind. Jeg er glad for den luksus at have fået en campingvogn med batteri, så både lys, køleskab og vandpumpe fungerer trods manglende el tilslutning.

En anden grund til at jeg var svært tilfreds med at have campingvognen med var, at stævnet blev afviklet på en bane. Der var temmelig mange hunde – en stor del af dem var klasse 1 hunde, som ofte tager lidt længere tid om at komme igennem banerne og nogle af hundeførerne er måske også uerfarne. Lørdag tog afviklingen lige knap 10 timer. Men afvikling på en bane har også del kæmpe fordel, at stævnet er mindre stressende.

Fuji fik også lov at være lidt med. Hun fik lov at løbe en enkelt klasse – spring 2 senior begge dage. Hun er stadig vild og towlig, men hun synes selv, at hun var en fantastisk superstar.

Take off Fuji

Det gør mig glad at se hendes glæde ved sådan et enkelt løb hist og pist. Jeg har besluttet, at hun nogle gange kan få lov at løbe et seniorspringløb. Bare fordi hun bliver så glad og seniorklasserne er så billige. Den glæde skal hun også have lov at have. Selvom det kan virke fjollet for andre, at jeg kaster penge og banetid efter det. Men se på billedet. Det lyser jo ud af hende, at hun er dedikeret og gerne vil.

I det hele taget så gør sådan en weekend mig total “fuld af glad” og putter så meget energi og glæde ind på min personlige konto.

Som det ser ud lige nu, så holder vi sommerferie fra agilitystævner, så dette stævne var perfekt at slutte forårssæsonen af med.

Når der er koks i kalenderen

Ind i mellem så har jeg måske lidt for meget på programmet, er der nok nogen, der vil mene.

Jeg elsker at få “det hele” med eller gøre et hjerteligt forsøg på det. Det lykkes ikke helt, kan jeg godt indrømme, men det resulterer i, at min kalender ikke har så mange blanke dage.

Hvad sker der, når tingene pludselig ændrer sig, og de ting, der står i kalenderen aflyses eller endnu værre – er noteret forkert. Det skal jeg gerne give et par eksempler på.

Mandag og tirsdag i denne uge skulle jeg have været på modul nr. 2 på mit kranio sakral terapi til hunde kursus.

Jeg havde pakket alle hundene, sengetøj, foder, kursuspapirer osv og var kørt i god tid (hvilket ikke er min helt vanlige stil) for at være i Hirtshals mandag morgen/formiddag.

Trafikken var helt håbløs, da jeg havde kørt i fem kvarter var jeg stadig ved Kolding. Der plejer jeg at nå til efter 30 minutter. Ja det kørte generelt ikke som smurt, og trafikradioen meldte tilmed, at motorvejen syd for Randers var spærret, og min gps advarede mig om, at jeg ville komme urimeligt for sent.

De trafikale udfordringer ville åbenbart ingen ende tage

Jeg besluttede mig for at ringe til kursusstedet for at sige, at jeg var meget forsinket, men da jeg åbnede min mail for at finde deres telefonnummer, så lå der en dugfrisk mail fra dem om, at kurset var aflyst pga sygdom hos begge undervisere. Den ene var vågnet om morgenen med coronasymptomer og havde testet positiv på kviktest. Nå, så har vi det bras at slås med igen….

I den situation ville mange nok bare vende om og køre hjem, men i mit hoved blomstrede mulighederne frem. Pludselig fik jeg to dage foræret (eller jeg “lånte” dem jo nok bare, for kurset kommer jo en anden gang). Og nu sad jeg der på landevejen mellem Aarhus og Randers – tæt på mit barndomshood.

Det tog ikke lang tid at lægge nye planer for sådan en mandag. En hurtig aftale med min gode gamle veninde Janne. Vi havde faktisk også en lille opgave sammen, da hun havde lovet at hjælpe mig med det grafiske i min fødselsdagsindbydelse. Det var da nemmere og hyggeligere at gå til den opgave, hvis man sad sammen.

Ninja var kontorhund hos Janne

Jeg lovede at købe noget frokost, og så havde vi ellers en super hyggelig formiddag med snak, grafisk arbejde og lækker frokost, mens vi så krondyrene gå rundt udenfor hendes vinduer.

Min far bor få km derfra, så jeg kørte ind til ham og drak te, inden jeg trillede hjemad.

Sommer på min fars terrasse

På vejen hjem kunne jeg se, at der lige var en lille times tid at rutte med, inden jeg skulle hente Silas fra Taekwondo. Jeg valgte at bruge tiden på at gå tur i Hylkedalen ved Kolding. Der er bare et superlækkert område, og det er jo nærmest lige på vejen hjem.

Hylkedalen er smuk

Jeg erfarede også, at man kan gå direkte ned i Hylkedalen fra rasteplads Hylkedal Øst. Det opdagede jeg nu bare, fordi jeg nåede helt op på rastepladsen på min gåtur. Da jeg gik retur fra rastepladsen ramte jeg desværre ikke ruten igen, men i stedet befandt jeg mig pludselig på et cykelspor til MTB.

Spørg nu lige om det er stressende, når man går med fire hunde i flexliner. Heldigvis opstod der ingen farlige situationer med de to cykelryttere som jeg mødte (tror ikke de vil kaldes cyklister, vel?!),men det gjorde turen i Hylkedalen noget længere end planlagt. Men hjem kom jeg da, så Silas kunne komme hjem fra Taekwondo.

Det var rart at komme væk fra cykelsporet igen

Indrømmet. Jeg var vældig tilfreds med hvad dagen var blevet omdannet til. Og for at være helt ærlig, så passede det mig faktisk også fint, at kurset blev aflyst, for nu fik jeg lidt ekstra tid at læse og øve mig i. Det synes jeg, at jeg har brug for.

Jeg var faktisk også virkelig i træning med at planlægge om, for jeg havde virkelig varmet op hele weekenden. Lad mig bare komme til den morsomme indrømmelse.

Hvis man vil gøre sig forhåbninger om at deltage i DM i Rally, så skal man melde til de kvalificerende prøver i rigtig god tid, ellers er de bare udsolgte. Så jeg havde meldt mig til rallyprøven hos DKK Viby for flere måneder siden.

I min kalender stod der lørdag, og jeg kørte efter min stramme kalender, der sjældent levner plads til alt for meget ekstra. Den plejer jo også at stemme. Så derfor pakker jeg bilen lørdag formiddag og gør klar til at forsøge at skrabe de sidste point i hus til DM.

TikTok lægger sig som en lille løve i åbningen af bagklappen og har ligget der i flere minutter, da jeg kommer ud. Det er bare for sødt, så jeg poster det på facebook og kører.

Billedet jeg delte på Facebook. TikTok vil helst ikke gå glip af noget

Jeg når til Skæruptanken syd for Kolding, da jeg ved at se kommentarer på mit opslag, finder ud af, at det faktisk ikke er lørdag, der er rallyprøve, men i stedet søndag. Mine øjne flakker mellem programmet som er sendt på mail, mit ur og min telefon, hvor datoen også vises. Jeg har simpelthen taget fejl og er et døgn for tidligt på den. Heldigvis for TIDLIGT!!

Shit. Det er bare ikke så godt, for søndag formiddag har Henrik og jeg lavet en aftale med et hold venner.

Holdende på den der rasteplads tænker jeg hurtigt, for at få kabalen til at gå op. Jeg får ringet til vennerne og formiddagsaftalen om søndagen bliver lavet om til aftensmadsaftale i stedet for.

Nu holder jeg så lige syd for Vejle og har en lørdag uden planer. Silas og Henrik er ikke hjemme, så de er ligesom ude af den ligning. Så mit hoved bladrer lige i min “2 do liste” over ting, jeg lige skal fikse, når lejligheden byder sig. Geografisk er der to ting på “listen”. En hund der skal vaskes og en anden der skal masseres.

Jeg kører i Maxizoo og vasker Ninja i deres fine hundevask. Det er et supergodt koncept, hvor man får en god arbejdshøjde, shampoo, balsam og håndklæde for kr. 50,- og så sparer man også alle de hundehår i ens afløb. Det var første gang jeg prøvede det, men absolut ikke sidste gang.

Super godt koncept. Jeg er fan.

Det er ikke fordi jeg har det med at vaske mine hunde i tide og utide., men Ninja trængte virkelig til at få løsnet noget pels og blive redt igennem. Så det var en af de ting, som den lørdag blev vekslet til.

Eftermiddagen brugte jeg hos min veninde Mona, hvor jeg drak te, spiste flødeboller fra Lagkagehuset og gav en af hendes hunde massage. Den er ellers ikke lige frem mester i at slappe af, men den fandt da ud af, at det der hundemassage ikke var så tosset alligevel og endte med slappe af.

Søndag kunne jeg så køre rettidigt afsted til rallyprøven. Den kunne jeg i sig selv nok skrive et helt indlæg om, men jeg fatter mig lidt i korthed. Jeg skulle score mindst 95 point for at forbedre min position på DM listen.

Lad os bare sige, at det fejlede totalt, og vi fik så mange fradrag i point, at vi for første gang endte med en “ikke bestået”. Det var helt klart vores værste præstation til dato. Vejret/varmen, banens mange sitter og et samarbejde, hvor vi ikke rigtig fandt i hinanden på vejen rundt. Det var lidt op af bakke. Så der er ikke rigtig udsigt til DM i Rally for vores vedkommende. Vi ligger pt nr. 28 på listen, og de 20 øverst placerede bliver inviteret. Det kunne have været sjovt at få med. Ninja er jo 12 år, og man ved så, at hun er i sit livs efterår. Vi har opnået så mange andre skønne ting sammen, så pyt.

Min Fantastiske Ninja

Men det jeg ikke vandt på rallybanen, vandt jeg på at få kabalen til at gå op. For tilbage i Haderslev ventede en hyggelig aften med gode venner, som vi ikke har set længe. Det er som om Corona helt har vænnet folk af med at “ses”.

Så var den weekend vist også godt formøblet, og jeg kunne pakke til 2 dages kursus i Hirtshals (hvilket jo viste sig at være overflødigt).

Ja ja moralen er at selvom tingene ikke går som planlagt, så behøver det ikke at være så skidt endda, man skal bare lige navigere lidt og så ender det måske med, at man får passet det hele lidt bedre ind i den sidste ende. Men hvis alle omkring mig havde et lige så tæt pakket program som jeg, så ville den kabale blive noget sværere, at få til at gå op.

Nu ved jeg godt, at der sidder nogen, der bliver lidt forpustet af “programmet”, men sådan er jeg. Altid gang i noget og keder mig aldrig.

Pinsestævne og lidt om sportsånd

Dejligt at være tilbage i Ribe Hundevenner til pinsestævnet. I mange år var jeg en af stævnets bærende kræfter, og jeg har nydt at stable stævnet på benene og se alle de glade deltagere.

Efter ikke at have flere poster ifm klubben og stævnet, så har jeg de andre år prioriteret, at holde pinse med min familie i stedet for. I år havde jeg så lyst til at deltage til pinsestævnet i min gamle klub.

Jeg nød afviklingen i kun to ringe. Hygge på campingpladsen. De mange skønne gåture i området, som jeg efterhånden kender ret godt, da jeg gennem mange år har brugt mange timer i den lille by.

Der er mange skønne ture at gå i Jernvedlund – morgentur søndag.

Jeg var helt alene afsted på tur. Så det blev også til lidt rødvin og en udflugt til Ribe for at spise is.

Selv mit kamera fik jeg luftet efter mange års stævnepause. Nu er det så spændende, hvor mange af billederne, der reelt dur til noget og ikke bare er noget grums.

Hvad så med resultaterne? Ja, Mic og jeg havde faktisk nogle super gode løb sammen. Banerne i denne weekend passede vist lidt bedre til os. Selv med den nye skrabede præmiepolitik blev vi kaldt op til præmieoverrækkelse og leverede vist hele 3 eller 4 fejlfrie løb lørdag og søndag. Så var der lidt kiks og misforståelser, og stævnet stoppede for os i går eftermiddags, hvor jeg uheldigvis kommer til at træde Mic på poten.

Jeg troede ikke, at der var sket noget. Der var ikke noget at se, men da vi efter hygge og ros i målområdet går ud for at skridte af, så er hun pludselig ikke rentgående. Jeg går hende efter, og det er tydeligt, at hun har ondt i venstre forpote.

Smilende MicMic selvom jeg lige har trådt på hende. Øv! en klodset misforståelse.


Efter lidt ro får jeg mærket hende lidt bedre igennem og lokaliserer det til to tæer. Jeg får en anden til at mærke hende igennem også. Det virker ikke til at der er brud, men tæerne er ømme. Hun får lysterapi og herhjemme anica og antiinflammatorisk, så nu holder hun fri fra fjol og agility. Jeg er sikker på, at hun snart er frisk igen, men jeg tager ingen chancer. Hun går fint igen og ømheden havde også fortaget betragteligt sig fra i går til i dag.

Selvom stævnet var slut for mig allerede i går, så blev jeg hængende til i dag. Nu var jeg jo taget afsted, og så ville jeg gerne hygge med gode agilityvenner. Nogle af dem havde jeg pga corona ikke set så meget til i et par år.

Is i Ribe med gode venner

Jeg skulle jo ikke løbe nogen løb i dag, men var blandet andet blevet for at se finalen i dag. Jeg elsker at se finaler, men jeg elsker endnu mere at løbe finaler. Men jeg var ikke kvalificeret (og Mic var jo også skadet, så kvalificeret eller ej, så skulle jeg ikke løbe).

Pinsevejret var en blandet omgang. Lørdag overskyet, og fantastisk hundevejr. Søndag var det super godt vejr og solen skinnede det meste af dagen. Det var helt sommerligt. Lidt varmt for hundene. Natten til i dag begyndte det at regne, og det regnede også noget af dagen i dag, og vejret var ikke ligefrem fantastisk mere.

Søndag havde jeg nået at tænke, at der egentlig var en god stemning og generelt var hundeførerne “overbærende” med deres hunde, hvis der skete fejl på banen – som vores hunde faktisk også altid er med os 😉

Jeg skal ikke kunne sige om det var vejret eller om hundeførerne var trætte, men hold da op, jeg oplevede virkelig hundeførere i dag, som virkelig opførte sig grimt på banen. Jeg var flere gange vidne til meget dårlig sportsånd.

Det ser altså ikke pænt ud, når man står på banen og stamper, mens man skuffet skælder sin hund ud. Eller når man i frustration efter en disk løber direkte ind i en overligger. Eller når man verbalt overfuser sin hund, som om den var et lille barn, der igen har overtrådt husreglerne. Eller skælder sin unge klasse 1 hund ud, fordi den reelt set springer rigtig dårligt og virkelig forsøger sig selvom teknikken mangler. Alle sammen forholdsvis unge hund, der virkelig gør deres bedste for at finde hoved og hale i om forhindringer skal tages forfra eller bagfra om de skal dreje til højre eller venstre, når de har gennemført forhindringen osv – og det hele skal gå så forbandet stærkt, for vores sport er jo på tid.

Dette indlægs sidste emne sad jeg hjemme i indkørslen og funderede over, mens jeg trak ukrudtsplante efter ukrudtsplante op, for jeg blev sgu så trist, og jeg må dele med jer, der gider at læse med og håbe, at det kan give lidt stof til eftertanke for os alle.

Ukrudtslugning.
Fuji tænkte ikke så dybt over emnet, som jeg, men hun var hyggeligt og afslappende selskab.

Ja ja. Jeg sidder ikke med en skinnende glorie over mit hoved. Det sker også at jeg hvisler “Så tag dog den tunnel for fanden”, men guderne skal vide, at jeg ikke er stolt af, når det sker, og jeg er ikke sur på min hund, når jeg kommer i mål. Hvis jeg er urimelig så håber jeg, at mine venner er så meget venner, at de kommer og siger til mig, at min opførsel ikke er ok. Det her er sådan set ikke for at pege fingre eller hænge folk ud. For det her var bare ET stævne – det sker også andre steder, og hvis vi hjælper hinanden, så kan det være, at vi sammen kan begrænse det, for det er ikke i orden.

Vores hunde knokler for os, og ingen af os bliver millionære af at løbe agility. Heller ikke engang selvom om man er rigtig rigtig god til det. Så vi skal huske at være søde ved vores hunde og have det sjovt sammen. Amen!

Kristi Himmelfartsstævne i Viby

Endelig var 3 dages helligdagsstævnerne tilbage! Efter to års coronapause! Jeg har deltaget til dette stævne i DKK Viby hver eneste år, siden de startede for snart 15 år siden.

Det var skønt at være tilbage, og det var skønt at have Silas med på stævnecamping igen. Også selvom han ikke gider at se agility, men bare nyder det meste fra campingvognen. Men vi hygger os sammen, når stævnedagen er slut. Og Silas mente i øvrigt at Vibys burgere var de bedste han havde smagt. Så han kommer nok igen til næste år.

Det lykkedes at gå aftentur i tørvejr denne aften

Vejret var ikke noget at råbe hurra for. Det er det i øvrigt sjældent i Viby, hvor det har det med at regne og blæse nærmest ligegyldigt hvornår på foråret, at Kristi Himmelfart falder. Der var i hvert fald ikke meget brug for sommertøjet i denne omgang.

Min far kiggede også forbi. Fuji var meget begejstret!

MicMic og jeg skulle løbe tre løb om dagen, og vi fik lov at prøve kræfter med nogle rigtig fede baner. Nogle af banerne ville jeg rigtig gerne have haft til træning, fordi der var så mange fede ting, som man kunne prøve – og fordi jeg ikke kunne løse dem på det ene forsøg, som man jo kun har.

Faktisk var der resultatmæssigt ikke rigtig noget der fungerede for os. Vi blev disket i de fleste løb, og jeg indrømmer at jeg blev ret frustreret og modløs over det. Heldigvis var der et par af de handlere, som jeg virkelig respekterer for deres enorme dygtighed og skarpe øje, som uafhængigt af hinanden sagde, at de løb, som de havde set os levere var rigtig flotte og med mange gode momenter, så de synes ikke, at jeg havde grund til at hænge sådan med skuffen.

Mic i aktion på springbanen til hold

Ja, man skal lige huske at der skal så lidt til, før det går galt, hvis man giver den gas. Vi har mangler og arbejdspunkter, så i stedet for at jamre over dem, så bør jeg nok arbejde lidt mere målrettet med at løse dem.

En anden hundefører, som jeg har kendt i mange år, men ikke har set mig løbe i et par år henvendte sig til mig og sagde, at hun ikke syntes, at jeg løb som hun huskede mig. Jeg slog det hen med, at Ninja og Mic ikke er de samme hunde, og det måske bare er derfor. Det måtte være fordi hun huskede mig, som Ninjas handler. Jeg synes egentlig at løb som jeg plejede/kunne/burde.

OK, svarede hun. “Jeg synes bare, at du plejer at være mere målrettet og fokuseret, når du løber…. “

Efter at have tygget lidt på det, så kiggede jeg på den video af vores løb, som en havde sendt til mig på messenger (tak til dem, der er søde at filme og sende). Jeg måtte give vedkommende ret. Jeg kunne sagtens løbe mere fokuseret og være en bedre co-driver for MicMic. Jeg tog det til efterretning! Det var ikke fordi det hjalp på disk-raten, men det hjalp på helheden, at jeg var mere overbevisende. Agility er jo meget andet end resultater, selvom det er dem der tæller.

Vi havde heldigvis ikke meldt os til udtagelse til hverken EO eller landshold. Så havde det nok været en total skuffende weekend. Nu var det trods alt bare en stævneweekend.

Tak for gode tilbagemeldinger fra de tre deltagere. De har både været opmuntrende og øjenåbnende.

Lørdag kørte vi hjem efter tre dages stævne og kunne se frem til en søndag helt uden planer. Det sker ikke så tit, og jeg var klog nok til ikke at fylde dagen med aftaler.

Vejret var super godt, og jeg trængte helt vildt til at gå en god lang tur. Bare nyde vejret og lufte hundene, mens jeg lyttede til en 7 timers podcast om Depeche Mode. Jeg gik nu ikke i syv timer, men gik i gang med at massere og soignere tøserne.

Torsdag aften læste jeg den triste nyhed, at Andy Fletcher fra Depeche Mode uventet var afgået ved døden i en alder af sølle 60 år.

Hundene nyder udsigten ud over vandet oppe fra skoven

Det havde jeg ikke haft meget tid til at forholde mig så meget til under stævnet. Det er det smarte ved agility. Der er ikke rigtig plads til alt mulig andet i knolden på en. I hvert fald ikke hos mig. Nu var det jo heller ikke fordi jeg som sådan skulle forholde mig til det på det praktiske plan eller kendte Andy in person. Men jeg blev da alligevel trist ved tanken om, at musikeventyret måske slutter her. Depeche Mode er ikke bare ungdom og datid for mig. Det er næsten 40 års dedikation.

Et lille hvil

I dag fik jeg tygget mig igennem syv timers P7 Mix med Depeche Mode. I morgen når turen går til Blåvand til ugens første møde, så tager jeg hul på 6 timers P6 Beat elsker Depeche Mode.

Smuk dag

Fredag kører agility karavanen igen, så går turen til Ribe Hundevenner med agility, camping, is og hygge.

Bededagscamping

Jeg synes, vi er en ret travl familie og nogle gange, så føler man virkelig, at man trænger til at være sammen.

Helligdagsweekender er et kærkommet pusterum, fordi man så kan få tre dage fri i stedet for kun 2. Så vi havde campingplaner. Ikke noget specifikt. Bare at være sammen.

Jeg spurgte familien, hvad det skulle være for en campingplads vi skulle ligge på, så jeg kunne finde det, som matchede deres ønsker. Det eneste ønske var en campingplads. Så det ønske kunne enhver plads vel leve op til. Når vi er på Mandø er vi på en ret skrabet campingplads. Det samme gør sig gældende til agilitystævner. Så det var faktisk bare at finde en plads.

Fredag skulle vi spise frokost hos Tobias og familien i Ikast, så det var en fordel, hvis pladsen lå i Midtjylland. Jeg fandt en plads i Brande.

Vi havde endda udsigt til en lille sø fra vores plads

Vi kom først afsted lige under aften, så det var heldigt nok at campingpladsen havde en grill-restaurant også. Så det var bare at stille op, bestille maden, spise og slappe af. Det er vel ikke noget som at starte campingferien med burgere og fritter.

Vi trængte vist alle til at sove længe. Vi kom i hvert fald ikke tidligt op om fredagen, men vi nåede da frem til frokosten og havde en super hyggelig eftermiddag i Ikast. Hold op, hvor sker der meget med Pelle, der nu er 6 måneder og naturligvis er han helt fantastisk. Han er jo mit barnebarn.

Lørdag var vi lidt kulturelle. Vi tog på udflugt til Søby Brunkulslejer. Jeg havde set en udsendelse om brunkulslejerne i TV Midt/Vest. Her indrømmer jeg så, at det faktisk er den kanal, som vi oftest ser her i huset.

Søby Brunkulslejer

Vi kan zappe rundt på kanalerne, når vi en sjælden gang tænder fjernsynet. Vi ender ganske ofte på TV Midt/Vest, som laver nogle interessante og informative programmer. Det var et lille sidespring.

Det var et ualmindelig interessant besøg. Det var svært at forestille sig hvordan området havde set ud, da man udvandt brunkul i området. Det var i øvrigt en stor industri med rigtig mange arbejdspladser og rigtig mange beboere i Søby og omegn, hvor man gravede brunkul. Det var en meget farlig arbejdsplads.

Der var kik ind i mange små arbejderhuse, hvor familier havde levet på få kvm

I øvrigt er hunde velkomne på museet fandt jeg også ud af, da vi havde besluttet os for at tage afsted. Det endte nu med, at jeg kun havde sheltierne med rundt, for der var lidt trangt i de små huse, og jeg synes, at TikTok trængte til at blive lidt stimuleret – eller måske bare lidt træt. Ikke at de sådan gjorde den store forskel.

Tænk at denne lille arbejderhytte var beboet indtil 2016, hvor en ældre dame fraflyttede den for at komme på plejehjem.

Ud over museet, hvor man går rundt på noget af arealet, så ville vi også køre en tur rundt i området. Det var imponerende stort og sikke et helt fantastisk område. Der kunne man sagtens bruge et par dage på at gå i det smukke område, hvor der er stier og søer rundt i området. Man må grundet faren for jordskred kun færdes på de afmærkede stier, men sikke er smukt område.

Fra gåtur til udsigtpunkt i området.

Søndag var det tid til at pakke sammen og trille hjem. Henrik og jeg var lidt morgenfriske og kørte til Den forsvundne sø (Brande Elværkssø) for at gå tur. Mulighederne for gåture fra campingpladsen er meget ringe. Det var en smuk tur i det forårsgrønne landskab.

Formiddagsgåtur

Efter forslag fra Silas om fodboldgolf, så blev vi enige om, at køre omkring Brande Fodboldgolf. Vi kiggede nogle videoer på nettet og læste om åbningstider og diverse andre praktisk informationer. Da vi kørte til adressen, så viste det sig, at stedet var permanent lukket. Det var desværre ikke alle steder på nettet, at den information var nået frem.

Silas i aktion

Jeg tjekke andre fodboldgolfbaner i omegnen og vi endte så på banen ved Hejnsvig. Vi er alle tre ret dårlige til fodbold, så det havde vi da som fælles udgangspunkt. Men det var stadigvæk meget sjovt.

Det var en skøn lille campingtur, og så var vi klar til endnu en hektisk uge.