Babyshower

Så fik man også prøvet det. Jeg er s¨å gammel, at det ikke lige var opfundet, da jeg ventede mine to drenge.

Men min svigerdatters svigerinde havde inviteret til babyshower for min svigerdatter, og det ville jeg da vildt gerne være med til.

Sådan betragtet udefra, så har jeg nok før synes, at det var noget pjat og bare endnu et gavehelvede, men nu er det jo tilfældigvis mit kommende barnebarn og så er det jo noget helt andet. Nu har jeg været med til et, og jeg synes faktisk, at det er en helt fantastisk god og sød ide.

Tobias havde sørget for at Camilla var “skaffet af vejen”. De har et medlemsskab til en indhegnet hundeskov, hvor man booker en tid og har skoven for sig selv. Det var jo meget smart, for så vidste vi jo i hvilket tidsrum de var væk.

Camillas familie havde sørget for at stille brunch klar, og jeg havde faktisk mest bidraget med at køre den lange vej fra Sønderjylland til det midtjyske.

Hvad dælen køber man så til at tage med til sådan en babyshower? Tja, jeg valgte en gavekurv med blandet landhandel, som de nok skal få brug for. Der mangler nemlig ikke ret meget andet end den længe ventede baby i det lille hjem. Alt andet er klar, så som Camillas mor også sagde: Hvad skal vi andre så købe til dem?

En kurv med spændende og mindre spændende ting. F.eks natbind og brysvortesalve

Vi gemte os i lejligheden og råbte “Surprise”, da Camilla trådte ind af døren. Vi må sige, at hun blev overrasket og temmelig forskrækket og ikke helt tilfreds med at blive overrasket i oversize joggingtøj. Ja, jeg synes nu hun er smuk alligevel.

Tobias dappede af for at spille fodboldkamp og så var det bare tøsehygge med brunch, babysnak og små konkurrencer, som f.eks bleskift (på dukke) på tid, kahoot quiz om graviditeter og spædbørn, blindsmagning fra bleer, gæt omkredsen af Camillas mave. Ved sidstnævnte skulle hver gæst klippe et stykke garn i den længde, som de gættede på svarede til omkredsen på Camillas mave. Alle skød over målet.

Alle fik klippet snoren for lang – uden undtagelse!

Jeg synes det var en vildt hyggelig dag, og jeg håber også, at Camilla synes, at det var en rar overraskelse.

Nu venter vi allesammen bare på, at den lille fyr bliver født om ca. 3 uger (eller hvornår det nu passer ham)

Observatørplads

Denne gang er det ikke fordi jeg har siddet på bænken på banegård og kigget på folk, der myldrede forbi. Det kan nu ellers også være ret interessant.

Nej jeg skriver blogindlægget fordi jeg i går (mest af nød) var observatør på et kursus med Helle Sejer Damkjær. Jeg havde godt nok aldrig mødt Helle før, men jeg har hørt andre fortælle positivt om hendes kurser. Så da jeg så, at der var slået et kursus op i nærområdet, så meldte jeg på. Selvom hun vel mest af LP menneske (hvis der findes en kategori for det), så kunne hun give rigtig mange gode rally input. Jeg var nemlig afsted med Rally-kasketten på i går, for der er så meget i min rygsæk i den sport.

Der var godt nok ikke flere pladser med hund, så jeg måtte nøjes med en observatørplads. Det var også en helt overkommelig pris, så det kunne jeg godt leve med, selvom jeg helst vil være med ved “arbejdsbordet”.

Fif til bakkeøvelse

Men nu kan jeg godt annoncere, at det bestemt ikke er sidste gang jeg køber en observatørplads. Jeg kom for at lytte og lære. Og jeg tror aldrig, at jeg har hørt så meget på en kursusdag. Jeg havde ingen hund, som jeg skulle lufte og varme op/køle ned osv.

Jeg sad bare på min flade røv, og småfrøs selvom jeg havde ekstra jakker, termonederdel og tæppe med. Note til mig selv, husk endnu mere tøj næste gang, du skal sidde stille så mange timer i en kold hal.

Jeg fik alle guldkornene serveret og kunne notere på livet løs. Jeg fik faktisk griflet 5,5 sider i min A5 blok. Noget havde jeg hørt før, bare sagt med andre ord. Andre ting fik mig til at reflektere.

Jeg fik ideer og inspiration til små “lege”, der skulle forme noget andet. Fif til indlæring af bakke. Ja jeg fik virkelig value for the money.

Men mest af alt fik jeg nok øjnene op for, at der er stor forskel på, hvad jeg tager ind, når jeg kommer for at kigge og lytte, og hvad der fiser ind under kasketten, når jeg også har en hund med og måske har lidt travlt med bare at “udføre”.

Smuttur til Valencia

Nogle arbejdsdage er bare sjovere og mere oplevelsesrige end andre, og denne uge var sgu en fed arbejdsuge.

Mandag middag gik turen mod Valencia, hvor firmaets salgskonference helt ekstraordinært skulle afvikles. Halvandet år er gået uden, at afdelingen har kunne samles.

Nu skal blogindlægget ikke handle så meget om det faglige, men jeg kan bare sige, at det var en super fed måde at lære nogle nye kolleger at kende og få indblik i nogle af de andre afdelinger under salgsorganisationen. Pga corona er der rigtig mange kolleger, som jeg først har hilst på nu, selvom jeg har været næsten halvandet år i afdelingen.

Valencia er Spaniens 3. største by, og det er en superfin by, som ikke er pakket med turister. Byen har gamle smukke bygninger, og vi fik efter konferencen nogle timer til at se lidt af byen på egen hånd eller dyppe tæerne i vandet ved den smukke brede strand.

Katedralen
Lidt stemning fra en lille sidegade

For mit vedkommende blev det til en bytur i den gamle bydel. Udover at kigge lidt på byen, så nåede jeg også lidt shopping i en Desigual butik. Nogle gange kan man bare finde sig de fedeste ting i Desigual og nogle gange er stilen bare for meget. Jeg “kom da til” at købe kjolen til aftenens middag. Så jeg er nok i desigual humør for tiden.

Efter nogle timer på egen hånd skulle vi samles til fælles middag, som vi nød til den mest fantastiske udsigt.

Udsigten fra min stol. Den kan man da ikke klage over

Det var igen superhyggeligt og aftenen/natten sluttede af på Beach Baren lige neden for restauranten, hvor der var høj musik, fri bar og dans. Faktisk var restriktionerne vedr. dans lige blevet ophævet for en uge eller to siden. Nu måtte man gerne danse på natklubben. Det måtte man ikke for et par uger siden. Vi havde nu vores eget afsnit i klubben, så vi blev ikke blandet med andre.

Når vi nu taler om restriktioner ift Corona, så var der påbudt mundbind indendøre på fællesarealer, men ellers skulle man ikke tro, at Spanien havde hørt om det der Corona halløj (det ved jeg så godt, at de virkelig har – både hørt og følt). Afstand brugte man ikke, og håndsprit var ikke noget man kunne tillade sig at forvente. Ikke engang i Burger King i lufthavnen, hvor der var touchskærme til bestilling. Hvis vi synes, at der mangler håndsprit i DK, så er det intet i forhold til Valencia.

Det blev lidt sent denne aften, altså hvis man valgte at blive hængende. Jeg er ikke så god til at gå tidligt hjem i seng. Så det blev sent. Kl 03.30-ish

Næste formiddag skulle vi stå klar til guidet cykeltur rundt i Valencia. Der var for nogle lidt blandede følelser for denne aktivitet, men jeg tror faktisk at alle endte med at synes, at det var en fantastisk aktivitet. Det var skønt at cykle rundt i byen, som virkelig er velegnet til cykling. Det var en god måde at komme rundt i byen på. Og frisk luft efter en festlig aften er heller ikke så skidt.

Så trampede vi i pedalerne

Gennem byen strækker der sig en 11 km lang park. Oprindeligt var det en flod der løb gennem byen, men floden løb over sine breder fra tid til anden og i 70´´erne blev floden flyttet. Tilbage var et tørlagt bælte gennem byen. Bystyret ville omdanne det til motorvej. Men efter et massivt pres fra interessegrupper blev det tørlagte flodleje omlagt til park.

Et kig fra en af de mange broer over parken

Parken kl 07.30

Jeg nåede mange ture i parken. Vores hotel lå lige ved siden af, og for at komme frem og tilbage i byen var det meget nærliggende at benytte parken. Det var jo også en noget smukkere oplevelse end at gå i trafikstøjen. Fordi det havde været en flod, så gik man lige som et niveau nede i forhold til vejen, og der var derfor ikke rigtig støj fra trafikken.

Ciudad de las Artes y las Ciencias

Byen rummer smukke gamle bygninger, men også smuk moderne arkitektur, som f.eks denne kulturbygning med operahus, eksperimentarium og saltvandsakvarium. Det var det smukkeste smukke, og jeg var meget betaget. Billeder kan ikke rigtig gengive det, men jeg har da forsøgt.

Der måtte da lige en selfie til foran operahuset.

Ovenpå en tætpakket formiddag, så var der så frit valg mellem “egen tid på egen hånd” eller en katamarantur med badning om eftermiddagen.

Jeg valgte det sidste. Vi sejlede et godt stykke ud, kastede anker, og dem som havde lyst kunne bade. Jeg fik badet. Vandet var lækkert, men jeg fik også meget dyb respekt for dem, som svømmer på åbent hav. Det var fint at ligge og skvulpe rundt i vandet, men hvis man lige ville svømme en tur rundt om katamaranen, så var det noget af et arbejde.

Jeg fik da også en lille lur efter nattens fest, så havde jeg ikke fået vildt mange timers søvn. Jeg var bestemt ikke den eneste der lod mig vugge lidt i søvn på dækket.

Et kig fra båden. Jeg synes ikke det var ok at lægge et billede op af mine letpåklædte kolleger, så jeg valgte dette

Efter sejlturen var vi et par stykker der var enige om, at vi altså trængte til en is, så vi gik på jagt efter en iscafe, inden vi skulle retur og aflevere cyklerne. Ja, lige på det punkt er jeg ret let at overtale. Isen var i øvrigt lækker. Og med små 30 grader, så var det jo også perfekt isvejr.

Masser af lækker is at vælge imellem

Iscafeen fandt vi nede ved strandpromenaden, som jeg ellers ikke nåede at stifte videre bekendtskab med. Vi havde trods alt kun 2 hele dage dernede, og det var ikke “egen tid” det hele. Men det så da lækkert ud. Nogle af mine kolleger var taget afsted nogle dage inden eller blev weekenden over, så de havde mulighed for at nå en tur på stranden.

Strandpromenaden

Hjemme på hotellet klarede jeg også lige en skole/hjemsamtale via Facetime. Corona har ligesom legaliseret den mødeform. Det var heldigvis en dejlig positiv samtale, som jeg synes var meget vigtig nu hvor Silas lige er startet på en ny skole. Så jeg kunne stolt og glad klæde om til aftenens middag, som skulle indtages på terrassen ved operahuset.

Fra terrassen ved operahuset

Lad mig sige med det samme. Jeg bliver ikke fan af det finere spanske køkken. Der var godt nok langt mellem det lækre mad, hvis du spørger mine smagsløg, og jeg ved, at man ikke har været nærig med maden.

En af aftenens serveringer – der kom flere forskellige tallerkner med tapas

Det var en super sjov aften, hvor jeg fik grinet så meget, at jeg fik helt ondt i maven, og næsten sad og håbede, at ingen ville sige mere sjovt. Nå men latter og godt selskab skal man ikke kimse af, men jeg blev næsten helt dårlig af alt det grinen.

Der var ikke langt hjem til hotellet, så vi gik turen hjem gennem parken, og det var igen svært ikke at blive betaget af operahuset badet i aftenlys der ved midnatstid.

By night

Torsdag var det afrejsedag, og det blev kun lige til et par timer i byen, som jeg brugte på at finde en lille gave til Silas, så jeg ikke kom helt tomhændet hjem (udover mine helt egne desigual-køb).

Turen hjem tog 12 timer med bustur, 2 x fly og hjemturen fra Billund. Jeg var hjemme efter midnat, og fredag var sgu lidt hård at komme igennem. Weekenden har heller ikke budt på nogen som helst aktiviteter.

Jeg forestiller mig, at den kommende arbejdsuge også er fuld af oplevelser og begivenheder, men måske ikke helt af samme kaliber. I hvert fald er vejret ikke det samme.

Vi kom, vi så, vi fejlede

DCH Højme poppede lige et stævne med 2 x åben klasse ud af det blå. Nu synes jeg lige, at Mic og jeg endelig var kommet i gang, og så var det lidt trist at tænke på, at sæsonen ebbede ud, når den lige var begyndt.

Desuden manglede vi to fejlfrie gennemløb i agility for at kvalificere os til DCHs DM. Det havde egentlig ikke været et mål for os at komme det i år. Jeg har kun haft tre stævnedage inden denne weekend, og vi har ikke helt stabiliteten til at nøjes med så få forsøg. Men jeg kunne da lige give det et skud.

Vi løb bare virkelig virkelig dårligt sammen. Mic kunne ikke finde ud af søge ordentlig frem på forhindringerne. Hendes ellers så fine commitment lå vist derhjemme. Så vi fik inkasseret os lidt vægringer hist og pist.

Klar til start

I vores tredje løb lavede hun et dumt stunt ned af A-brættet, hvor hun har planlagt at springe at ud mod højre, indtil hun ser, at jeg pludselig kommer løbende der. Hun kan ikke nå at korrigere og ender med at stå på hovedet mellem mine fødder – altså lige i min løbebane.

Sikke et dumt styrt :-/

Jeg registrerer at i kampens hede, at hun er nede at ligge, og jeg må springe lidt for ikke at træde på hende. Jeg tror dog ikke, at vi rammer hinanden. Hun er hurtig på benene, og i alt det her, så er min hurtige vurdering, at alt er ok. Da jeg kommer i mål, er der ikke noget at se ud over et par grønne pletter på hendes håndled. Der er heller ikke umiddelbart noget at mærke, da jeg selv går hende efter.

Derfor vælger jeg også at løbe det fjerde og sidste løb, hvor hun også laver en vægring. Men det lavede hun faktisk i samtlige løb. Da jeg skridter hende af efterfølgende og har stået lidt med hende og sætter igang igen, kan jeg se, at hun ikke er helt rengående.

Da jeg går hende grundigere igennem hjemme om aftenen, så kan jeg godt mærke at hun har nedsat bevægelighed i ryggen. Jeg får hende løsnet op og giver hende magnetdækken på til natten.

Om aftenen modtager jeg videoer af mine løb på dagen. Jeg bliver altid glad for at få videoer af mine løb, men jeg blev særligt glad for disse videoer, fordi jeg nu bedre kunne se, hvad der skete i det der stunt. Der er i hvert fald ikke meget lighed mellem min opfattelse, og det som jeg ser på videoen. Hvis jeg set videoen efter mit løb, så havde jeg ikke løbet det sidste løb.

Mandag morgen går hun fint igen og logrer med hele ryggen, som Mic jo bare gør når hun er top humør. Lidt øm, men fin bevægelighed. Nøj, hvor er jeg glad for at kunne gøre noget selv. Det nedsætter min panik og bekymringstærskel. Nu får hun et par dage på sofaen “med cola og netflix” og så tøjler jeg lige min panik og bekymring.

MicMic venter på startsignal

Nå, men hvad så med DM?
Vi leverede ikke et eneste fejlfrie gennemløb, så vi kom ikke i nærheden af DCHs DM. Jeg elsker big time at løbe mesterskaber og finaler. DCHs DM er en fest, men det var måske alligevel næsten en form for lettelse ikke at kvalificere sig. For jeg har i virkeligheden ikke rigtig tid til et DM i den weekend.

Lørdag har min svigerdatter inviteret til fødselsdag. Det kunne dog nok kombineres med deltagelse til DM, men søndag er der Efterskolernes Dag, hvor vi skal ud at se på nogle efterskoler, for at se om det kunne være noget for Silas. Han er lige startet i 7. klasse, og jeg er sikker på, at det vil være super godt og udviklende for ham at komme på efterskole i 9. eller 10. klasse. Han tager nok ikke skade af at komme lidt væk fra os curlingforældre.

Så nu ender det nok alligevel med, at det hele flasker sig. Held og lykke til alle dem, der skal DM. Enjoy!

Sølv til DM 2021

At løbe med MicMic har været en rejse. Vi har haft vores bump i på vejen i vores karriere. Vi har været ramt af småskader og drægtigheder, og Mic har i sit 8 år lange liv ikke foræret mig ret mange ting.

Hun har ofte været den lidt upålidelige makker på agilitybanen. Vi har kæmpet med manglende selvtillid og commitment på banen. Men jeg synes sørme, at det begynder at tage form, og jeg håber, at vi aldrig igen skal have ufrivillige pauser.

Vi er bare ikke “det sikre kort” på hånden, når vi løber, men vi kan faktisk godt løbe pissegodt sammen, og det er så fed en fornemmelse, når det spiller. Så det var måske lidt svært at have de store forhåbninger til dette års DM i DKK-regi, som blev afholdt på Vilhelmsborg sammen med det store arrangement “Hund i fokus”.

Dette års danske mestre skulle nemlig findes ved at lægge tid og fejl sammen fra tre baner. For en tempofyldt hund, som man ikke rigtig kan bremse, så kan det godt være temmelig svært, men naturligvis ikke umuligt. Så jeg havde ikke på forhånd forventet en podieplads.

Mic med pokal og roset for vores placering

Uanset hvad, så kunne vi sikkert få nogle spændende løb, opleve stemningen, være sammen med en masse, som jeg ikke har set meget meget længe og så kunne jeg lige gå en rallyklasse med Ninja.

Vi var fejlfri og lå som nr. 3 i det første løb, som var et springløb. Det var jo sådan set en meget god start.

Næste løb var en agilitybane, hvor vi desværre fik 5 fejl på vippen, som Mic ikke rigtig kunne vente på skulle gå i jorden. Kombinationen omkring og lidt efter vippen vidste jeg kunne være en stor udfordring for os, og det holdt også stik. Men i det mindste holdt vi skansen og blev ikke disket.

Efter lørdagens konkurrencer lå vi sammenlagt nr. 5. Vi havde den bedste sammenlagte tid af alle de små hunde, men altså de fem dumme og trælse fejl med os.

Mic med erindringspræmien fra DM

Søndag skulle vi starte med at løbe titelløb, hvor vinderen ville få mulighed for at få tilføjet en titel til hundens stambog. Der var kun en opskrift på den bane, og det var speederen i bund hele vejen. Men jeg tror faktisk ikke, at Mic og jeg var helt på samme bane, og hun brilierede med at lave endnu en flyver på vippen. Så det var dælme et skidt tegn, hvis det var hendes dagsform.

Efter dette løb havde jeg en rallyprøve i øvet klasse med Ninja. Vi er stadig nye i øvet klasse, og jeg har stadig meget at lære til rally. Jeg synes vi gik meget hæderligt, men mistede en øvelse og tog nogle stykker om og fik en skæv position og lidt af det løse. Så vi blev trukket 76 point. Ikke noget super resultat, men det var sgu ok med det.

Efter middag skulle danmarksmesterskabet afgøres. Efter banegennemgangen flaksede sommerfuglene rundt i maven på mig. Jeg bliver så høj og spændt af den slags. Jeg skulle sådan set “bare” igennem banen uden fejl. Min tid var jo god, men de fem fejl fra lørdag blev jo hængende. Jeg spottede hvor jeg skulle have skærpet opmærksomhed – udover vippen, som Mic og jeg måske ikke var helt enige om, hvordan man skulle tage.

Jeg så nogle af de første hunde, og det gav mig også en ide om banens beskaffenhed. Så var det tid til den sidste opvarmning. Så var der kun tilbage at gøre sig mentalt klar til at løbe banen.

Lidt specielt havde dommeren lavet starten, så startspringet ikke stod parallelt med banebåndet. Ved mere end 90% af banerne står første spring parallelt med banebåndet. Det betød, at man skulle starte med at sende sin hund mod sidelinjen og ikke ind mod banen. Jeg valgte at ville lave en start fra bevægelse, men det forvirrede MicMic helt vildt, for vores ritual er, at hun skal sidde mellem mine ben og så går jeg fra hende. Så hun var godt nok tøvende på den start.

Ellers var vippen vel min værste fjende på den bane, og jeg var virkelig omhyggelig med at være ekstra insisterende på den. Det lykkedes os at holde det fejlfrie løb hele vejen. Jeg var tilfreds med mit løb. Det er ikke så let endda “bare” at løbe fejlfrit. Der var ikke mere jeg kunne gøre. Nu var det klassens sidste fire ekvipager, der bestemte om jeg skulle bevare min 5. plads eller om jeg skulle avancere.

Det afgørende løb til DM

Super stabile Lillian Rose klarede skærene (ganske som jeg forventede), som den eneste af de fire. Det bragte mig op på 2. pladsen. Hold fast, hvor blev jeg bare stolt og glad. Jeg måtte altså lige knibe en glædeståre, da vi blev råbt op.

Jeg kiggede på Lillian, som også var meget bevæget. Jeg forstod hende til fulde. Det var Cindys sidste DM. Rundt om mig stod andre af mine venner med medfølende våde øjne. Så gik mit blik videre til Rikke, der var blevet nr. 3. Hun var meget tydeligt bevæget. Hold da kæft mand, sikke en flok tudetanter. Det var lidt komisk, men også fedt at se, at folk (også andre mig) lader sig bevæge.

Fra præmieoverrækkelsen

Godt nok kom jeg med super god tid, men en fed tid er ikke nok for at vinde. Fejlfrit tæller mest. Det er sådan set ikke, fordi vi skal diskutere det.

Top 11 fra Agility DM lille klasse

I mellemklassen var det også kun danmarksmesteren, der var fejlfri. Nr. 2 og 3 kom på podiet med fejl. I stor klasse var der til gengæld tre hunde, som var fejlfri i alle tre løb, og det var så de tre podiepladser. Men man skal bestemt ikke give op, selvom man får en fejl. Det kunne man tydeligt se i lille og mellem klasse.

Siden marts 2020 (Corona lock down, hvis nogen skulle have glemt det) har jeg ikke krammet med folk, der ikke var af mit eget kød og blod. Jeg har givet hånd mindre end 5 gange, og det har kun været, når jeg arbejdsmæssigt har følt mig lidt presset til det. Lørdag gav jeg en tillykke-krammer til en bevæget og overrasket veninde, der var blevet nr. 2 til rally DM, bare fordi hun stod der og trængte så meget til det, og jeg følte, at alt andet end et kram til hende var forkert.

Søndag stak det jo helt af, da jeg blev nr. 2, og det var mig der stod der ved banen og tudede af glæde, og venner nede ved banen søgte mig og ønskede tillykke. Til præmieoverrækkelsen stak dommeren Mark Fonteijn hånden frem for at ønske tillykke, så kunne jeg virkelig også kun modtage denne personlige lykønskning fra dommeren selv.

Mic lige efter præmieoverrækkelsen

Nu vi er ved dommeren, så synes jeg, at det var fedt, at han byggede banen om mellem hver størrelse. Så vi fik virkelig mange baner at se, som var designet ud fra stort set samme opstilling. Det var jeg ret vild med. Men det var lidt farligt at sidde og fortabe sig i de andre størrelsers løb, inden man skulle gå sin egen banegennemgang. Man kunne risikere, at tage en anden størrelses banedesign med sig og dermed løbe forkert bane, fordi man allerede siddet på lægterne og tænkt på, hvordan man selv ville løse en bane.

Stor ros til DKK Viby for afviklingen. Det var et dejlig velafviklet arrangement. Jeg synes personligt, at det er superfedt at være på Vilhelmsborg sammen med Hund i Fokus. Der foregår så mange ting rundt omkring på arealerne, men samtidig er det ikke noget, som forstyrrer vores afvikling.

Fra tribunerne har man et godt udsyn

Jeg benyttede mig da også selv af nogle af de tilbud, der var på arealerne omkring os, selvom jeg ikke var meget væk fra vores hal, hvor der var aktivitet fra kl 8 til ca 16 begge dage.

Men jeg var da et smut ude og få en for sjov bedømmelse af TikTok. Tilfældigvis var dommeren også sheltiedommer. Hun synes rigtigt godt om TikTok, der godt nok havde lidt svært ved at vise sig ordentlig frem i det høje græs (det havde nok ikke skadet, hvis man lige havde slået den lille firkant, når dommeren skal forsøge at vurdere en hunds bevægelser.

Uofficiel bedømmelse af TikTok

TikTok fik sig også lidt miljøtræning både ved boderne og i hallen. Rundt omkring mødte vi hunderacer, som TikTok nok end ikke havde fantasi til, at der fandtes. Rundt om os summede det af aktiviteter som DM i rally, lydighed og HTM. Der var K9 Biathlon og “kom og prøv Hoopers” mm.

Det er superfedt med de mange forskellige aktiviteter til Hund i Fokus

Ja, hvis det stod til mig, så skulle vi altid holde DM på Vilhelmsborg. Så er vi sikker på, at der er “tørvejr”, og vi ikke skal løbe et DM i silende regn på mudrede baner (som vi har prøvet). Som publikum er det let at se banerne og løbene uden at forstyrre. Jeg synes også at bunden i opvisningshallen er superfin. Ja, jeg er fan af arrangementet.