Berits Blog

DCHs DM er altid en skøn hundefest. Flot indmarch med musikkorps og åbningstaler. Folk er glade og forventningsfulde. Der er masser af hundearbejde at kigge på. Skønne boder med gode tilbud, hvor man kan afsætte sine penge på ting, som man slet ikke anede, at man selv eller ens hunde lige manglede. Det hele slutter altid med en festlig samlet (lettere langtrukken) præmieoverrækkelse

Indgang til pladsen ifm udmarch (foto: Wickie Mejdahl)

I år kom DM dog ikke ret heldigt fra start. Jeg valgte at køre frem og tilbage til stævnepladsen, da dette års DM blev afholdt i Horsens – en tur på lidt over en time morgen og aften.

På vejen derop lørdag morgen kørte jeg gennem et skybrud ved Vejle. Heldigvis var det tørvejr i Horsens. Jeg fik afleveret startbogen, som jeg havde rodet rundt efter om morgenen. Det er mange år siden at MicMics DCH startbog har været i brug. Faktisk nok ikke siden DCHs DM i 2019 (siden har corona, skader mv forhindret os i at deltage). Så den blå startbog var denne morgen væk…..

Heldigvis kom jeg i tanke om, at DCH og DKK nu er blevet enige om, at man ikke behøver to startbøger mere, men at de anerkender hinandens bøger. Så heldigvis havde jeg min DKK bog indenfor rækkevidde, så den snuppede jeg. Jeg havde så bare lige overset detaljen om, at den faktisk skulle udstyres med et DCH klistermærke på forsiden. Den del fik jeg nu også hurtigt løst i Horsens.

Tilbage i bilen ved indskrivningen fik jeg fundet ned til parkeringspladsen i nærheden af agilityringen. Jeg nåede dog ikke ud af bilen, før det bare pissede ned. Jeg blev siddende i bilen og ventede på, at regnen ville stilne af, mens jeg så folk myldre forbi for at gå ned til opstilling til indmarch. Jeg sad vel i bilen en lille halv time og betragtede DM-livet og deltagernes trafik forbi min bil.

Jeg bilder mig ind, at jeg på deres regnvejrsattitude kunne se forskel på, hvilken aktivitet de stillede op i. Det forekom mig, at de hundeførere, der stiller op i DCH programmet gik ret upåvirket af regnen, mens agilityfolk virkede noget mere “regnskrøbelige”. Vi agilityfolk er bare heller ikke særlig pjattede med regnvåde agilitybaner.

Jeg måtte da også grave det sæt regntøj frem, som jeg helt undtagelsesvis havde taget med. Det blev indviet, og det holdt mig også tør under hele indmarchen og mens vi ventede på at banen blev gjort til klar konkurrencerne.

DCH Løgumkloster gav alle klubbens DM deltagere halsbånd med hundens navn og DM år. Fed erindringsgave fra klubben (jeg træner rally i Løgumkloster)

Desværre måtte vi løbe DMs første bane – springbanen på et ret vådt underlag. Heldigvis var regnen stoppet, men der gik alligevel lige lidt tid før jorden havde absorberet regnen. Det var ret ufedt, men vejret er arrangørerne ikke herre over og det er en præmis, som vi alle kender til, når vi stiller op.

Mic og jeg kom fejlfrit gennem springbanen og blev nr. 4. Det var jo sådan set et godt udgangspunkt for at komme med i A-finalen. Det er jo de 40% bedst placerede hunde i det sammenlagte resultat fra springklassen og agilityklassen, der går direkte videre til finalen.

Agilitybanen klarede vi ikke helt i samme stil. Vi indkasserede 10 fejl, men sammenlagt får vi lige nøjagtig slæbt os ind i A-finalen. De øvrige der ikke kom med i det selskab måtte starte søndagen med at løbe B-finale, hvor de tre bedst placerede fra hver størrelse ville få en A-finaleplads.

B-finalen kom nærmest ikke til at handle om at blive bedst placeret. Det handlede for nogle størrelser bare om at “overleve”. Jeg tror godt godt, at vi kunne have løst den (det er jo nemt at sige, når man ikke skulle løbe den), men jeg var godt tilpas med at kun at skulle koncentrere mig om A-finalen.

Jeg elsker at løbe finaler. Især til DCHs DM. Det er den agilitykonkurrence i DK der tiltrækker flest tilskuere og mest heppen (hvis vi lige ser bort fra at DK var vært ved EO i sommer).

Jeg er så evigt taknemmelig for bare at være i stand til at stå ved startspringet med MicMic – og ikke mindst efter en hel sæson uden skader.

Mic og mig foran fanerne – sådan et billede hører DM til

Jeg havde håbet på en podieplads, hvilket også var meget realistisk, selvom MicMic nærmer sig de 11 år med hastige skridt (om 6 uger). 2023 har været vores bedste og mest stabile sæson. Trods alderen hænger hun rimelig fint med på tiderne. Der er ekvipager, som vi ikke kan nå, men mange kan vi godt løbe op med.

Mic i A-finalen – Foto: Charlotte H

I A-finalen er tavlen visket ren, og alle starter med samme udgangspunkt, når de går til start. Det er kun denne bane, der tæller for placeringen til mesterskabet. Det gør det ret publikumsvenligt for det er let at følge med i tid og fejl og gældende placering.

Desværre fik vi en vægring i A-finalen, som kostede os podiepladsen med et 2-tal på. Men sådan var det jo for de fleste i klassen. Hvis ikke der var sket det og det i deres gennemløb, så havde de fået en anden placering. Er jeg så ærgerlig? Nej ikke rigtig. Jeg er oprigtigt taknemmelig for at løbe med MicMic.

Det havde selvfølgelig været meget sjovere at stå som nr. 2 end at falde ned af podiet og blive nr. 4 (som jo ikke er en dårlig placering) . Det kunne ellers have været 5. gang, jeg kunne få fornøjelsen af at blive nr. 2, hvis ikke det var for vægringen. Nr. 1 er jeg aldrig blevet – men nr. 3 har jeg skam også prøvet at blive.

Jeg tror, vi har en hyggesnak

Arrangementet var ganske udmærket (skiltene var dog kun til dem, som virkelig havde et meget skarpt syn eller gik meget meget tæt på) og stemningen god. Horsens kunne jo ikke gøre for vejret. Jeg fik også hilst på venner fra andre hundediscipliner. Der dukker også altid ekstra publikum op for at heppe og sige hej. Det er ofte folk, som ikke selv løber agility mere, men som sådan nogle gamle rotter som jeg godt kan huske. Det er altid rigtig hyggeligt.

Præmieoverrækkelsen var som altid lang, selvom der er skåret en del i den ift tidligere, hvor alle deltagere blev råbt op. Hvor fedt er det lige at blive råbt op til en 20. plads? Heldigvis er det ændret til at det kun er nr. 1, 2 og 3.

Dog tager det især i de høje lydighedsklasser tager lang tid, for der er det ikke kun nr. 1, 2 og 3, der skal råbes op, men også et væld af ærespræmier og vandrepokaler for bedste spor, bedste bidearbejde, yngste hund i klassen osv….. Der er ikke noget at sige til, at Mic tog sig en lur under præmieoverrækkelserne.

Mic under præmieoverrækkelsen

Nu har jeg i dag læst , at kvalifikationssæsonen er udvidet, så DCH løb i årets sidste kvartal også tæller med til det følgende års DM. Mon ikke det fremadrettet giver nogle efterårsstævner? Jeg er klar til at gøre forsøget til den kommende sæson for at komme med igen i 2024 – også selvom der endnu ikke er annonceret DCH stævner med åbne klasser her i slutningen af dette år.

For nogle betyder konkurrencerne om årets agilityhund/-allroundhund/-agilityhold rigtig meget for deres stævnesæson. Den har aldrig rigtig betydet noget for mig.

Det kan der være to gode grunde til. Den ene har været at jeg nogle år ikke rigtig har haft nævneværdige point og det andet, at jeg ikke prioriterer at deltage til de internationale stævner fremfor andre DKK stævner – Jeg løber også DCH stævner ved siden af DKK stævnerne, så jeg udvælger virkelig, hvilke stævner, jeg stille op til.

Mic og jeg på banen – Foto: Jens Ole Photography

Men i år var det alligevel lidt anderledes. Mic og jeg har været med på holdet “Vilde Vover”, og vi lå på en delt andenplads i kampen om at blive Årets Agilityhold (dog uden mulighed for at blive nr. 1).

Så mest af alt for holdet og for samværet med mine faste træningskammerater, så valgte jeg i år at melde mig til KAF Sensommer Cup, hvor de afsluttende holdløb skulle løbes og ikke mindst finalen til Årets Agilityhund. En finale, som jeg også havde kvalificeret mig til med 29 point (adgangskrav 10, der samles hen over året).

Mic på banen – Foto: Tina Hindsgaul

Jeg havde forventet at se “toppen af poppen” indenfor agility til stævnet, men det så ud til, at flere af vores gode ekvipager slet ikke deltog ved denne afslutning og kåring. Det overraskede mig faktisk. Så det er åbenbart ikke bare mig, der har sådan en lidt loose holdning til denne konkurrence.

Personligt har jeg altid opfattet konkurrencen om Årets agilityhund mv. lidt som en flidspræmie. Hvis du dukker op til det hele og får hevet dig gennem banerne, så kan du få gode point og dermed måske en fin placering i slutningen af året. Når det så er sagt, så er det nu som regel nogle supergode ekvipager, der ender med at hive selve titlen hjem.

Hvordan gik stævnet så for os?

Jeg løb i alt 7 løb med MicMic, og vi kom igennem 6 af banerne. Deraf 3 løb fejlfrit. Blandt andet de to holdløb, som var med til at sikre vores hold førstepladsen i weekendens holdkonkurrence, og dermed også de point, som skulle til for at blive nr. 2 i Årets Agilityhold.

Det har været en rigtig sjov holdsæson. Faktisk første gang jeg har været på et hold gennem hele sæsonen – og sikke en fin sæson. To uger inden dette stævne blev vi jo Danmarksmestre for hold.

Hvad der skal ske med holdet i 2024 er stadig lidt uvist. Vi har talt om at opløse holdet, men nu må vi se….

Vilde Vover lufter sølvrosetterne

Jeg elsker at løbe finaleløb, så jeg glædede mig naturligvis også til finalen i Årets agilityhund – også selvom jeg ikke kunne opnå nogen interessant placering. Men jeg elsker stemningen og publikums heppen til finaleløb. Så har jeg ofte lige lidt ekstra fart at give og er selv lidt mere på.

Et billede fra finalen (Foto: Jens Ole Photography)

Det var en fornøjelse at løbe især de baner, som Anna Schönenberger havde designet. Her indskyder jeg, at jeg jo ikke løb alle baner til stævnet, kun klasse 3 og spring 1. Det må have været en hård weekend for Anna. I dagene op til stævnet kom hun galt afsted med hånden/armen og stod hele weekenden og dømte med en nylagt gips-arm. Jeg tager hatten af for det. Hun undlod endda ikke at klappe af ekvipagerne på trods af det.

Retfærdigvis skal jeg også lige nævne, at TikTok også var med til stævnet og fik lov at løbe 1 løb om dagen – spring 1. Hun nød især at løbe Allan Carlsens racerbane, som vi lukkede af med om søndagen. Jeg synes, at hun viste gode takter og arbejdede godt i weekenden. Vi kan ikke prale af resultater, men kan glæde os over præstationerne i stedet.

TikTok og MicMic – med Mics præmiehøst

I min kalender er der kun et eneste udendørsstævne tilbage, og det er DCH DM, som jeg glæder mig rigtig meget til deltage ved sammen med MicMic. Det er altid en stor hundefest, hvor jeg møder gamle venner fra andre dele af hundeverdenen. Jeg glæder mig også til lidt mindre stævneaktivitet og flere weekender med familien.

DCHs DM skal foregå i Horsens, og der tror jeg nok, at jeg kører hjem og sover. Til stævnet hos KAF valgte jeg at sove i bilen. Det KAN man godt… Men det gør man kun hvis det er forholdsvis varmt udenfor, og man ikke gider at køre andre steder hen og sove.

De to forudsætninger var tilstede i weekenden. Så jeg redte en lille “hobbitseng” op på bagsæden af min bil, og så sov jeg der sammen med sheltierne, mens border collierne sov i buret bagi sammen. Vi sov lidt tæt, og det er en fin overnatningsmulighed, hvis det bare er for en nat eller måske to.

Pladsen på bagsædet var lidt trang

Men det var bekvemt at ankomme til midnat fredag aften og kravle ind på bagsædet og sove. Så havde det også givet tid til at spise aftensmad sammen med familien.

“Sengen” var redt hjemmefra

Lørdag efter stævnedagen, som sluttede ret tidligt, kørte Cathrine og jeg ud for at finde et sted, hvor vi kunne lufte hundene. Der er stævneomgivelserne ikke umiddelbart så gode ved KAF.

Hundene nød at soppe lidt rundt på den meget varme sensommerdag

Men fedt nok for hundene at kunne komme ud at soppe. Det var en ret varm weekend. Ovenpå lufte-/badetur så kunne vi også med god samvittighed lade hundene sove i fred og ro i bilen, mens vi spiste og hyggede på thai restaurant.

Det er skønt, når der ud over agilityen også er plads til hygge udenfor banen.

I starten af året havde MicMic en pause pga en lille skulderskade. Så min tilgang til denne sæson var egentlig bare at være taknemmelig for de løb, som jeg håbede ville komme i løbet af sæsonen, men det kan somme tider være svært at vide, om sådan noget med skader trækker ud – eller om skaderne kommer tilbage. Vi havde nemlig været også været på “bænken” i efterårssæsonen 2022 pga en tå-skade.

7-9-13 har der ikke været noget siden før påske.

Altid HappyFace, når hun får lov at løbe agility

Jeg havde ikke næsen op efter noget som helst her i 2023. Gode venners opfordring om at tilmelde landsholdet for i det mindste at komme til EO, afslog jeg (Mic var også stadig “ude” pga skaden, da der skulle tilmeldes). Jeg synes ganske enkelt ikke, at vi er gode nok til det internationale selskab ved så store mesterskaber. Vi skulle derfor bare hygge i sæsonen og nyde hvert eneste løb og ikke gå op i, om det talte til det ene eller det andet. Så ikke engang et DM havde jeg sat næsen op efter.

Men for en sjælden gangs skyld. Måske faktisk for første gang, kvalificerede Mic og jeg os til det individuelle Danmarksmesterskab i DKK, og det var endda med point i overskud. Godt nok blev vi nr. 2 til DM i 2021, men der var tilmeldingen åben, og man skulle ikke kvalificere sig.

Så i sidste weekend kunne vi stille til både individuelt og hold DM på Vilhelmsborg. Det var faktisk lidt en overraskelse.

Begge dage startede med holdløb. Lørdag klarede vores hold Vilde Vover sig gennem springløbet med 3 fejlfrie løb, hvoraf Mic og jeg leverede det ene, hvilket placerede holdet på en andenplads. Det gjorde helt klart søndagens holdkonkurrence ekstra interessant for os.

Om eftermiddagen skulle vi løbe individuelle springløb. Ligesom størstedelen af ekvipagerne blev Mic og jeg disket på denne bane. Vi nåede dog helt til forhindring nr. 20, før det gik galt. Det var rigtig ærgerligt, at så mange blev disket i springløbet, da det gjorde, at der ikke var så meget at løbe efter for dem/os individuelt om søndagen.

Det var som om, springbanen rummede lidt for mange muligheder. Udover at den kunne handles på flere forskellige måder, så kunne hundene også let komme til at snuppe en forkert forhindring undervejs. Man skulle være over sin hund hele vejen rundt, og det gik desværre galt for rigtig mange af ekvipagerne. F.eks kom der kun 4 mellemhunde igennem springbanen – Resten var disket.

Søndag morgen mødte vores hold frem med håbet om at kunne bevare en god placering, og personligt håbede jeg på en podieplads. Vi skulle løbe som næstsidste hold. Jeg skulle løbe som nr. 3 på holdet ud af 5. De første to på holdet var fejlfrie, så det tog faktisk lidt af presset for mig. Jeg kom gennem banen, men måtte desværre indkassere en vægring og dermed 5 fejl, men vi havde da tre hunde gennem. Med lidt hurtig hovedregning kunne vi let konstatere, at det i hvert fald rakte til en tur på podiet – også selvom de sidste to hunde på vores hold blev disket. For det er kun de tre bedste løb for holdet, der tæller i holdkonkurrencen. Til gengæld skal der også tre ekvipager igennem for, at det tæller som gennemført.

Det førende hold Starmix har meget høj stabilitet. Ligesom os havde de 5 ekvipager og dermed et par stykker at “fjumre” med. Helt utænkelig indkasserede de både disk og fejl. Dermed endte de med en total på 10 fejl mod vores 5 fejl, og dermed kunne vores hold Vilde Vover kalde os Danmarksmester for lille hold anno 2023.

Vilde Vover – Danmarksmester for hold – lille

Det var vildt fedt! Både at løbe æresrunden og at komme på podiet sammen. Jeg elsker at kigge på vores tossede holdbilleder. I næste weekend skal vi løbe med i konkurrencen om Årets Agility Hold. Vi kan dog ikke vinde titlen, men vi kan blive nr. 2, hvis vi hænger i og strammer os an. Vi gør vores bedste.

Vi havde inden DM talt om at opløse vores hold, når sæsonen slutter, men nu tror jeg, at vi ender med at gå efter at forsvare vores Danmarksmestertitel næste år.

Om eftermiddagen skulle de individuelle danmarksmestre findes. Jeg gik til opgaven/banen med godt mod. Jeg vidste, at jeg ikke kunne hente en titel individuelt, men jeg tænkte, at Mic og jeg skulle ind og give den gas på banen og løse den på bedste vis.

Desværre gled Mic lidt voldsomt i slalom, og det kostede fejl. Ellers havde hun et godt løb med et god flow.

Mic og jeg i præmiebunken fra hold-mesterskabet

Jeg kunne rigtig godt lide banen. Der var flere måder at handle den på. Den var ikke uden fælder, men ikke så mange, som på springbanen. Det gjorde bestemt også agilityløbene, som jo også kom til at danne det sidste grundlag for, hvem der ville vinde DM, noget mere interessant at se på. Det var faktisk nogle rigtig fede agilityløb.

Det var også fint at hente en dommer ind fra udlandet. DM blev dømt af Becci Hodson fra UK. Det var nogle ret fine baner, som hun havde designet. Men det var som om lørdagens baner var lidt hårde ved ekvipagerne. Der var mange disk. Om det så var pga nerver eller om banerne var en lille tand for svære, skal jeg ikke kunne sige, men det er lidt ærgerligt, når DM spændingen bliver punkteret allerede om lørdagen.

Linjerne i banerne var rigtig fine. Ikke noget knækken og brækken, men dem som havde hunde, der ville gå lidt stort, havde et job med et pakke dem lidt sammen. Jeg havde mest et job de steder, hvor man pga f.eks wraps blev tvunget til at tage farten meget af. Jeg nyder at løbe baner, hvor jeg kan få lov at holde mig i bevægelse – eller rettere – det nyder MicMic. Opstandsningerne koster ganske tit vægringer hos os. Men sådan er udfordringerne jo forskellige for hver ekvipage og umiddelbart var der ingen, der blev favoriseret på hendes baner.

Det var dog lidt ærgerligt, at det var samme baner til alle fire størrelser. Det gjorde, at man hele formiddagen skulle se alle hundene løbe den samme bane – og det samme gentog sig om eftermiddagen på en anden bane. Det havde været mere interessant og fair, hvis banerne var bedre tilpasset størrelserne. F.eks en bane til lille/mellem og en anden til int.med./stor.

Min lille stjerne på podiet fra hold-konkurrencen

Jeg synes, at Vilhelmsborg er et rigtig lækkert sted til afvikling af DM. Jeg synes at fiberbunden i hallen er dejligt at løbe på. Det er skønt med tilskuerpladserne, hvor alle kan sidde i hallen hele dagen og kigge på.

DM i Agility holdes sammen med Hund i Fokus, hvor der er DM i flere andre discipliner. Der er masser af boder og andre aktiviteter. Der er masser af lækre luftemuligheder i et skønt område. Næste år skal det holdes hos DKKs afdeling i Ringsted. Det bliver spændende, hvad de har at byde på derovre.

En konfirmation blev vekslet til en krigsrejse, hvor hoveddestinationen var Normandiet og strandene, hvor de allierede gik i land ved D-dag d. 6. juni 1944.

Lørdag d. 1. juli kørte jeg hundene op til min far, som havde været så sød at sige ja til at passe dem, mens vi var væk. Som regel tager jeg hundene med på ferien, og så bliver min ferie lidt på de præmisser. Som f.eks at der er nogle bygninger, som jeg ikke ser indefra og der skal tages hensyn ift valg af overnatning og restauranter. Men denne ferie var Silas´ ferie, og vi skulle kun være os på to ben.

Som udgangspunkt var det de to krigsnørder, der havde planlagt, hvad vi skulle se på turen. Med deres interesse for emnet – og ikke mindst viden – var det nok også det mest relevante. Jeg skulle nok stå for transporten. Det er min spidskompetence.

På et kort lille familieråd lørdag aften blev vi enige om, at køre kl 05.00 søndag morgen. Så ville vi kunne nå ned til første stop på vejen i Holland ved middagstid. Silas smurte morgenmadpakkerne, og det meste af bilen blev pakket, så det kun lige var at stå op- og køre. Hvad vi skulle før og efter Normandiet var nemlig sådan lidt løst.

Søndag morgen var et genialt tidspunkt at køre på. Der var faktisk ingen trafik (blandt andet fordi der er kørselsforbud for lastbiler på den tyske autobahn). Helt planmæssigt ramte vi Arnhem i Holland. Første stop var Arnhem Oorlogs Museum. Museet omhandlede primært området i krigsårene for 2. verdenskrig.

Silas foran et fly i udstillingen

Museet er privat og en lidt rodet udstilling med mange effekter. Det kunne være lidt svært at overskue, da ikke alt var beskrevet til andet end hollandsk, men trods det fik vi en masse ud af besøget. Der var virkelig mange forskellige effekter.

Det kunne godt være svært at overskue, hvad man helt præcist så på udstillingerne

Vi kørte mod et museum ved Eindhoven “Wings of Liberation”. Vi var der 1½ time før lukketid, og den flinke dame i billetsalget synes, at vi skulle afsætte 2 timer til besøget. Vi besluttede ikke at købe entre, men forsøge at komme tilbage evt på tilbagevejen.

Hun informerede os om, at vi kunne se hele udstillingen i forhallen til deres besøgscenter ganske gratis.

Udmærket plakat med masser af forklaringer omkring 2. verdenskrig

Det var faktisk en flot og meget informativ udstilling, så vi brugte uden problemer næsten en time der. Planen var jo også at vende tilbage og se den resterende udstilling. Det kom vi dog aldrig.

Nu kunne vi ikke klemme mere ud af denne dag, så vi satte kursen mod Gent i Belgien, hvor gamle katedraler og ikke mindst en gammel borg, Gravensteen, tiltalte os. Vi skulle bare finde os noget aftensmad og et sted at sove.

Vi havde skrevet til en vært ved Airbnb, men efter nogle timer havde vedkommende ikke svaret, så vi måtte ty til et hotel i Gent i stedet for. Der nåede vi lige at tjekke ind før lukketid.

Det var et vældig fint gammel hotel med stuk og lysekrone i loftet. En billig minibar – ikke som i Danmark, hvor man bare kan kigge vantro på prislisten til en minibar.

Vi ankom først kl 21, men kunne da hygge lidt på hotelværelset med vin og spil. Minibaren var jo leveringsdygtig i vin i mange afskygninger.

Silas og jeg spiller “6 nimmt”

Næste dag gik vi rundt i Gent, som er en interessant by, især hvis man er til middelalderbygninger. Faktisk var Gent en af de større europæiske byer i Middelalderen.

Gent – en by med masser af fine gamle bygninger

Trækplasteret i Gent var byens varetegn, Gravensteen. Det er byens borg, som blev opført omkring 1200.

En ganske imponerende borg, der ligger midt i byen. Det var et superfint sted for hele familien, og uden besvær gik vi rundt i borgen i små to timer.

Gravensteen

Det var i øvrigt ganske billigt at komme ind ca kr. 100 for voksne og en tyver for en teenager. Inkluderet i billetprisen var en audioguide, så man kunne få lidt historier med til det, som man så i lokalerne. Det er smart, så kan man bare aktivirere det, som man har lyst til at høre om og springe det øvrige over.

Indenfor borgens mure

Der var også rigtig fin udsigt over byen fra borgen. Her ses det tydeligt at der er flere prægtige bygningsværker, hvis tårne stritter op i luften.

Vi var også en tur forbi Saint Bavo’s Cathedral. En af byens mange imponerende kirker. Sjovt som kirkerne skulle blæse sig op overfor hinanden i den tid, så en by let kunne blive sået til med store flotte kirker.

Bagsiden af Saint Bavo’s Cathedral

Især var prædikestolen i Saint Bavo´s Cathedral noget helt særligt. Der var virkelig mange flotte detaljer, som var meget smukt udført.

Prædikestolen havde virkelig mange flotte detaljer. Der vil være meget at kigge på under en lidt kedelig prædiken.

Desuden havde kirken en attraktion, som vi nu ikke besøgte. Det var noget med et mystisk lam og var vist noget med restaurering af nogle altertavler. Det virkede ikke, som noget vi ville sende hundrede kroner efter pr. person, så vi “nøjedes” med at nyde den gratis del af kirken. Men den var også meget smuk i sig selv.

Gent var vores Belgien-stop, og da vi snackede med vaffel m. is og jeg bestilte en kop hot chocolate, så havde jeg jo helt glemt at Belgien er et chokolade-land, men det kunne jeg jo tydeligt smage på den varme chocolade, for det var virkelig lækker chokolade og ikke den der tarvelige gang kakaopulver, som man ellers får serveret i Danmark – og de fleste andre steder.

Selvom der står Tea på koppen, så var det nu ægte chokolade, der var i koppen.

Vi blev enige om at søge mod Somme i Frankrig, hvor “drengene” havde udset sig et udflugtsmål, hvor det var muligt at se en forholdsvis urørt slagmark fra første verdenskrig.

Vi havde lagt billet ind på overnatning på et Airbnb lejemål, men som timerne gik erfarede vi, at udlejeren ikke svarede på vores henvendelse, så vi skulle egentlig bare finde en seng at sove i, inden vi dagen efter skulle ud på “slagmarken” og derefter videre til Normandiet.

Via Booking.com fandt vi (lidt for) hurtigt (og lidt for ukritisk) en overnatning og kørte mod adressen efter at have handlet en blanding af salat og fast food til vores aftensmad, som vi ville indtage på vores “hotel”.

Det her overnatningssted vil vi helt sikkert huske længe. Jeg kigger altid på anmeldelser og rating, når jeg booker, men her var ingen anmeldelse og sådan MEGET hurtigt, så det ikke ud til at mangle noget.

Vi ankommer til en alm fransk villa. Det er godt nok svært at åbne lågen, for den hænger gevaldigt, fordi et hængsel er kaput, men ind i haven kommer vi da og så bliver vi mødt af en lidt ældre dame, der naturligvis tiltaler os på fransk. Mit franske ordforråd begrænser sig til hund, kat, hest, dreng, stor, lille, ja, værsgo, goddag, god tur, jeg elsker dig og sådan noget i den dur. Ikke specielt brugbart.

Selvom vi via Google Translate bekendtgør, at vi desværre ikke taler fransk, så plaprer damen derud af med 140 km/t. Med diktafonen slået til på google translate, så lykkes det os at kommunikere minimalt.

Hun viser os ind på vores værelser. Det er to værelser på i deres private fordelergang. Deres soveværelse ligger naturligvis på samme gang. Køkken og bad er også på gangen. Altså fælles, at forstå.

De har “fikset” værelserne, så man kan tillade sig at score et par stjerner i oversigten over faciliteter (ellers havde den nok heller ikke ramt min søgning). Dvs der var køleskab. mikroovn og et lille fladskærms TV på værelserne, som ellers kunne det godt trænge til en makeover. Bemærk f.eks rawplugshullerne i væggen under TV´et.

Udsigten fra Henriks og min seng – vi havde endda vask på værelset. Luksus 🙂

Det var faktisk ikke noget hyggeligt overnatningssted, men vi har alligevel moret os en del over det efterfølgende, så lidt bonus fik vi da – udover en ret billig overnatning. Hvis jeg kender os rigtigt, så vil vi huske dette sted i mange år og more os lidt over det igen og igen.

Næste morgen var vi ret enige om, at vi bare skulle pakke sammen og komme afsted. Morgenmad kunne vi nyde ude i det blå. Vi kørte derud af de mindre franske veje og så pludselig et tilfældigt skilt mod “mindegravsted for britiske soldater”. Det kunne vi da tjekke ud, når vi alligevel lige kørte forbi.

Så vi kørte ud af en virkelig ujævn grusvej – eller hvad man nu kalder meget meget tør vej med lerjord. Kirkegården var ikke en attraktion som sådan. Der var ingen parkeringspladser, men vi fandt et sted at sætte bilen halvvejs inde på en skovsti og gik mod kirkegården.

Efter at have inspiceret kirkegården pakkede vi køletasken ud og satte os i morgensolen udenfor kirkegårdens mure og spiste vores morgenmad. Måske et underligt sted at indtage morgenmaden, men det passede jo meget godt med vores krigstema, og der var en tilmed dejlig ro på græsmarken bag den lille skov.

Det passede faktisk tidsmæssigt også så perfekt, at vi ankom til Beaumont-Hamel Newfoundland Memorial kl 10, hvor de åbnede. Til vores store overraskelse var der gratis adgang og der var tilmed også mulighed for gratis guidede ture.

Hvad angår guidede tilbud så kommer forskelligheden i min lille familie virkelig til udtryk. Jeg elsker guidede ture, for jeg vil gerne have forklaret, hvad jeg ser (og hvorfor tingene er vist). Jeg elsker anekdoterne, der hører med . Resten af min lille familie vil bare gerne selv omdanne deres indtryk og ikke “forstyrres”.

På turen rundt i parken måtte familien så agere guide for mig, for min viden om 1. verdenskrig og den tids krigsførelse var ikke særlig stærk. Mine følgesvende var jo godt hjulpet af at have set film, læst bøger og f.eks selv været soldat, hvilket klart ruster en lidt bedre til at forestille sig, hvad der har foregået på de arealer, vi gik rundt på.

Skyttegrave i parken

Som f.eks viden om skyttegravskrig, og hvorfor skyttegraven zigzagger. Hvis du ikke ved det, så er det fordi det forhindrer, at man kan skyde direkte gennem gangene og soldaterne kan søge dækning flere steder i skyttegraven.

Selve parken så ud til at være drevet af Canadas regering. Der var også et stort mindesmærke for soldater fra New Foundland (det var tidligere en del af det britiske imperium). Selve slaget ved Somme startede d. 1. juli 1916 og varede ca 4 månder. Slaget kostede mere end 1.000.000 dræbte, sårede og savnede soldater.

På mindesmærket var der masser af friske blomster, men det hang nok sammen med, at vi der d. 4. juli. Altså få dage efter årsdagen for slagets begyndelse. En lille bonus info. 800 newfoundlændere gik i kamp den morgen. Næste morgen var der kun 68 af dem tilbage. Resten var døde, sårede eller savnede. Andre steder kunne man melde om et tab på 96% på slagets første dag.

Mindesmærket med masser af navne på faldne fra New Foundland – soldater uden eget gravsted

Parken er virkelig en interessant attraktion. Udover en meget flot og informativ udstilling i deres besøgscenter, muligheden for de gratis guidede ture, så var stierne rundt i arealet virkelig også flotte og gjorde det let at komme rundt i området.

Området var en slagmark, der fremstod uberørt. Naturligvis var der “ryddet op”, hvis man kan udtrykke det sådan, men terrænet fremstod med arene dengang med krater fra angreb med krudt og kugler, skyttegrave og flere km gangsystemer der var gravet ned, så soldaterne kunne færdes uden at stikke op hovederne over jordens overflade.

Parken gav også et indtryk af “ingenmandsland”, hvor kampene havde rykket frem og tilbage i månedsvis. Så kunne man stå der og kigge ud over de store arealer og tænke på, hvordan de døde soldater må have ligget spredt ud over det hele.

Det symbolske træ

Træet herover stod i “Ingenmandsland” og markerede det sted, hvor mange soldater kunne forvente at falde, fordi tyskernes angreb var særlig intenst lige der. Så det var i sig selv en sejr at komme på den anden side af træet. Det, som man kan se bag træet på billedet, er det landskab, som soldaterne skulle kæmpe sig igennem. Der er måske ikke noget at sige til, at mange blev skudt på den tur. Det er beskrevet som noget ala en snestorm, hvor snefnuggene var skiftet ud med kugler i stedet for.

Efter at have brugt et par timer i parken, så satte vi kursen mod den ferielejlighed ved Omaha Beach, som vi for længst havde lejet hjemmefra. For her vidste vi, at vi havde meget et se, og her ville vi slå lejr for nogle dage. Mere om det i del 2.

Nu tror jeg, at blogindlægget er blevet lidt til den lange side i forvejen, så hvis ikke alle skal nå at falde helt fra, så bider vi ferien lidt over. Den har bestemt og så fuld af rigtige mange indtryk, som vi skulle fordøje.

Fordi der er så mange gode stævnemuligheder i Jylland, så plejer jeg ikke at tage turen til Sjælland for at løbe agility. Sidste weekend gjorde jeg dog en undtagelse.

Udvalget af dommere samt det faktum, at mine faste onsdagstræningskammerater alle skulle afsted, fik mig til at vælge at tage til stævnet i Frederiksværk Agility Klub.

Det skulle vise sig at være en ret stor succes på flere måder. Udover at det var hyggeligt, så opnåede vi nogle, for MicMic og mig, ret uvante resultater i løbet af denne weekend.

Med på turen havde jeg MicMic og TikTok. Overnatning foregik i mit telt, da jeg ikke havde lyst til at slæbe campingvognen helt derover. Lena og jeg kørte sammen. Smartere og hyggeligere at køre sammen i stedet for i rumpen på hinanden. Denne samkørsel betød også at jeg sov med mine hunde i mit telt. Det var vejret også rigtig fint til.

Køreslik til turen. To meget forskellige slikposer – også er der nogen, der siger at Lena og jeg ligner hinanden…

Vi ankom til midnat. Heldigvis er mit telt ret let at slå op. Jeg fik det stillet op og kravlede ind i seng.

Første løb var en ekstraklasse. Mic og jeg løb slet ikke samme bane, og det var et kaos af misforståelser meget lidt samarbejde om løbet. Altså sådan et løb, hvor man bagefter krummer sine tæer og skammer sig lidt. Mon den udenlandske dommer står og tænker: Hvordan fanden er den ekvipage endt i klasse 3?!

Men derfra gennemførte vi flere baner end vores vanlige gennemsnit. Lørdag løb vi et super godt spring 3 løb på Roman Lukacs bane. Hans baner indeholder gerne bagsidewraps (en øvelse, som Mic virkelig hader og ofte vægrer på). Jeg ræsede afsted på den lange bane (211 meter). Jeg giver alt, hvad jeg har på den tur, og kan næsten ikke få luft, da jeg kommer i mål. Min “tilstand” vækker lidt bekymring rundt om ringen, men mine luftveje driller ofte, så jeg skulle bare lige have pusten tilbage. Tak for omsorg og bekymring.

Jeg er meget overrasket, da jeg får at vide, at jeg ligger nummer to i klassen. Wow hvor er jeg altså bare stolt og forundret lige der. Vildt nok for der var alligevel en del fejlfrie hunde i klassen.

Mic i slalom

I agilityløbet (CACIAG klassen) får jeg 10 fejl, men jeg synes stadig, at vi har et godt samarbejde, og jeg er da kommet igennem begge de officielle baner. Det er ikke en selvfølge for os. Det gør os til dagens 5. bedste ekvipage i lille klasse.

Aftenen går med hygge og pizza. TikTok og Mini – de to søstre er glade for at se hinanden og leger lidt, mens vi spiser pizza. Regnen ødelægger den fornøjelse, og så er det med at få luftet hundene og kravle ind i teltet, inden alt bliver vådt. Hundene er dødtrætte. TikTok er virkelig virkelig træt. Måske fordi det var megavarmt i lørdags, måske fordi hun var i et bur i et ringtelt (det er hun sjældent), måske fordi hun legede med Mini, måske fordi hun skulle sove i telt i stedet for i campingvogn. Måske måske bare fordi hun stadig er forholdsvis ung og uerfaren.

TikTok var helt bevidstløs træt lørdag aften

Søndag skulle vise sig at blive en helt uforglemmelig dag. Mics første løb er et AG3 på – igen på en Roman Lukac – her skal hundene wrappe/sendes på bagside tre gange, og jeg bliver allerede lidt træt inden banegennemgangen, hvor jeg ser stor og intermedia og tænker, at den bane klarer jeg/vi ikke.

Men jeg går banen og tænker, at det måske alligevel ikke er så slemt og forsøger at lægge en plan for at kunne holde mig i bevægelse på de kritiske steder. Hvis jeg står stille, så er jeg næsten sikker på en vægring. Jeg kommer rent faktisk fejlfrit gennem banen, og helt fantastisk så vinder jeg også klassen.

Billedet er fra AG3 løbet på vej mod tunnellen under balancen

“Det gør du da så tit” hører jeg som kommentar på min glæde over at konstatere, at jeg har vundet klassen. Nej det gør jeg bestemt slet ikke til de her stævner, på de ofte anderledes baner, der er designet af udenlandske dommere. Til DCH stævner eller små DKK stævner sker det, men ikke til de her stævner. Nøj, hvor var jeg bare glad for at vinde den klasse.

Efter nogle timer skulle vi løbe SP3, på Reetta Pirttikoskis design. Jeg havde også løbet hendes design i Sverige, og jeg synes hun laver baner, hvor der er mange muligheder for placering og løbelinje for hundeføreren. Det er lige sådan noget jeg har brug for, når nu Mic er så følsom for mine temposkift. Jeg gik Reetas bane og tænkte, at den så rigtig sjov ud, og den glædede jeg mig til at løbe.

Mic og jeg havde et super godt løb, og jeg var ret godt tilfreds med løbet. Der var ikke meget jeg kunne have gjort anderledes. En lidt stor bue, men vi var enige om vejen rundt på banen, og mine ben havde knoklet afsted for at placere mig.

Så jeg var noget overrasket, da jeg skridtede Mic af og tjekke resultatlisten online. Jeg var noteret med over 12 sekunder i tidsfejl. Der var i hvert fald ingen tidsfejl i det løb…. Der måtte være noget galt – og det var der også!

Det der var galt var, at tidtagningsanlægget ikke var blevet nulstillet og slet ikke gik igang, da Mic passerede startspringet. Anlægget viste derfor tiden fra forrige ekvipage.

Gode venner reagerer hurtigt på fejlen og forsøger at få kontakt til hjælperne i teltet ved ringen. Forgæves. Det er tidtagningsanlæggets tid, der bliver noteret. Hvis bare manuel tidtager havde reageret på at hans/hendes tid var meget anderledes end den på tidtagningsanlægget, eller man i teltet havde forholdt sig til tiden, som tastes. Men det sker desværre ikke.

Min rigtige tid er gået tabt, og jeg noteres for et løb i tiden 52,87ish. Seriøs en kæmpe forskel ift min faktiske tid. Jeg har efterfølgende forsøgt at tage tiden ud fra en af de videoer, der er optaget og der får jeg tiden til 35,28. Virkelig træls, at ingen af hjælperne stopper op og undrer sig over sig en difference på over 15 sekunder.

Jeg er i situationen naturligvis skuffet og frustreret. Jeg har løbet som en af de sidste hunde i klassen, og er stadig godt brugt efter en spurt på banen – også fordi man (eller jeg er i hvert fald) mega meget på, hvis jeg skal levere sådan et løb.

Den rigtige tid er gået tabt, og jeg tilbydes et omløb for at sætte en tællende tid, men det er nu ikke bare sådan at gå ind og gentage løbet, og andet forsøg går ikke lige så let som første. Mic løber forkert bane, så jeg ender med at gå ud af banen og er temmelig ærgerlig over situationen. Dommeren vælger at notere mig for standardbanetiden, som er 39 sekunder, hvilket gør at jeg stadig har et fejlfrit gennemløb (hvilket har betydning for point til DM og evt Årets all-round).

Det betyder, at jeg figurerer som nr. 3 på resultatlisten. Min “rigtige” placering skulle have været nr. 2, så det betyder ikke så meget i det store billede. Heldigvis skete sådan en fejl ikke i en CACIAGklasse, hvor det nogle gange sker, at 4-5 hunde i toppen i stor klasse ligger indenfor samme sekund; og det måske kunne have drejet sig om selve CACIAG´et.

Sådan endte resultatlisten med at se ud for klassen

Der var ingen der “døde” af fejlen, men episoden gav lidt støj hos mig og i sekretariatet, men jeg tror sgu alle var blevet ærgerlige i den situation. Mic og jeg er ikke bare en ekvipage, der bare lige kan gå ind og rykke et fejlfrit klasse 3 løb af igen efter lige at have pustet ud.

Når jeg nu har bøvset af over denne oplevelse, så vil jeg sige, at det er ikke det jeg husker stævnet for. Jeg er taknemmelig for at hjælpere og dommere ofrer sig for at vi kan løbe stævner. Jeg husker primært stævnet for at være et fedt stævne, og jeg vil ikke afvise, at jeg kan finde på at finde vej til FAK næste år.

Jeg husker stævnet for spændende dommere, godt vejr, god afvikling, fine præmier og god ånd. Men husker jeg nok især stævnet for mine mange gode løb med Mic. Jeg er ret sikker på, at det aldrig er sket før, at Mic og jeg er blevet kaldt op som stævnets bedste lille hund til et CACIAG stævne. Det er bare fedt, når vi rigtig er på bølgelængde med hinanden. Så elsker jeg helt vildt at løbe med min lille tøs.

MicMics præmiehøst inden vi gik i præmieboden og vekslede bonerne

Hvad så med TikTok? Den lille fine up-coming? Hun lavede nogle rigtig fine momenter, men blev også meget let ukoncentreret. Især søndag. Så jeg tænkte om hun mon bare synes, at det var uvant hårdt at sove i telt og ikke have campingvognen. Men måske er det bare løbetidshormoner, der driller hende. Så ingen præmier eller fejlfrie løb til hende, men masser af oplevelser og samvær for os alle sammen. Sidstnævnte er heller ikke uden betydning.