Berits Blog

Man kan vågne om morgenen og håbe, at det hele var en ond og tarvelig drøm. Kender du det? Men som hundrededelsekunderne går, så skyller følelser og realiteter ind over en og fortæller en, at det onde, dumme og tarvelig altså er din virkelighed. Sådan vågnede jeg denne morgen.

Man kan nogen gange næsten fortryde en ting i nuet. Lige der i nuet, hvor man faktisk kan nå at gøre tingene om. Sådan havde jeg det den anden dag, da jeg kørte fra mine forældre efter et hyggeligt og spontant besøg hos dem. Et besøg med masser af snak i sofagruppen om alt muligt. Et besøg jeg nu er glad for at jeg ikke skød til påskeferien i stedet.

Da jeg kørte fra mine forældre sad min mor i sofaen, mens jeg pakkede bilen med friskolens bøger, som min mor altid flittigt har bundet ind for skolens bibliotek. Der var også en masse kort, som mine forældre havde pakket og gjort klar til salg for Cancerkort.dk. Jeg slæbte kasse på kasse ud i min bil.

Jeg stikker derfor bare hovedet ind og siger farvel til min mor, der sidder i sofaen. Min far står i bryggerset, og da jeg giver ham et knus til farvel, så tænker jeg, om jeg måske lige skulle stikke ind og give min mor et knus også. Min mor har faktisk aldrig været et knus og krammemenneske, så der er ikke noget underligt i ikke at give et knus, når man kører. Derfor tager jeg ikke fodtøjet af og går ind i stuen og gir/får det knus. Men jeg tænker det… og fortryder, fortryder, fortryder, at jeg ikke gik ind og gav hende det knus til farvel!

Der kunne jeg jo heller ikke vide, at det næste knus, jeg skulle give min mor ville blive et ugengældt knus på hendes kolde døde kind. Dette knus fandt sted i aftes, små 24 timer efter, at jeg forpassede det varme knus hjemme i mit barndomshjem.

Lige nu synes tingene så kaotiske. Selvom vi alle godt ved, at intet i denne verden varer evigt. Slet ikke livet, så er det ligesom bare alt for svært at forstå og forholde sig til, at man har mistet en forælder og ikke mindst, at mine drenge har mistet deres fantastiske, kærlige og omsorgsfulde mormor.

Min egen mormor døde for 20 år siden, og jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på hende, og mine mange minder fra min barndom. Set med de briller på, så tænker jeg, at skulle leve uden min mor i mit liv bliver helt ubærligt.

Min mor, som man kunne ringe til og spørge om alt muligt. Hun var som et leksikon. Hun vidste rigtig meget om rigtig mange ting. Hun var altid god for et godt råd. Hun lyttede altid opmærksomt i telefonen, når man havde noget man ville fortælle. Hun ringede også ofte, når vi kørte hjem fra kontrol på sygehuset med Silas. Hun fulgte simpelthen med i vores liv, trods afstanden gjorde, at vi ikke sås hver måned.

Det er ubærligt at se hele sin familie så knuste. Min mor var ligesom et knudepunkt i familien. Hun holdt sammen på os nærmeste og på familiens traditioner. Jeg er så taknemmelig for, at jeg voksede i hendes favn. Under hendes rammer og  hendes kærlighed og respekt. Jeg var også inden i går meget bevidst om, at mine forældre har givet mig (og min bror) en fantastisk barndom i tryghed, rammer og kærlighed.

En barndom i en sjælden kernefamilie, hvor mine forældre har været sammen, siden de var 15 og 16 år. Det tomrum, som jeg føler må sammenlignet med det tomrum, som min far føler kun være som hovedet på en knappenål. Mere end 55 års følgesvend er pludselig død mellem ens hænder. Det er i bogstavligste forstand. Hans ihærdige genoplivningsforsøg i går bar ikke frugt. Hans følelser og oplevelser indtil ambulanceførerne tog over må være uslettelige fra hans tanker.

Nu er det morgen. Dagen derpå. Jeg ligger alene i mit gamle værelse i mit trygge barndomshjem. Det var desværre ikke bare en ond og tarvelig drøm. Noget af mig døde i går. Sådan føles det. I dag står den på triste ting som besøg af præsten, besøg på kirkegården og hjælpe min far med div praktiske gøremål. Det var ikke en ond drøm, men en ond og sorgfuld virkelighed.

Når man skal starte de første stævner med sin unge eller nye hund, så er det altid forbundet med nervøsitet og spænding. Er hunden klar? Bliver vi nu helt til grin? Eller nu skal jeg dælme gå ind og vise de andre og vinde det hele…. Det er nok forskelligt, hvad man som hundefører tænker, når man står med sin debuterende hund.

Det er bare og så svært at vide, hvad man står med den dag, hvor man debuterer, for der har man jo i sagens natur ikke prøvet det før sammen med sin nye hund. Selvom man træner og træner, så er et stævne bare noget andet.

Jeg ønskede mig så brændende en “stævnekravlegård”. Dvs et opstillet stævnemiljø, hvor alt var som til et stævne, men med den krølle, at det faktisk ikke var nogen konkurrence. Ingen præmier og ingen resultater. Sådan noget har vi bare ikke i Danmark. Nogen gange holder nogle klubber sådanne lukkede arrangementer, men det er ikke noget, som alle har adgang til.

Derfor besluttede jeg mig for at tage sagen i egen hånd. Jeg lejede Sannes Hundecenter en hel dag, og så gik jeg ellers igang med planlægningen.

Jeg udtænkte mig et arrangement, der primært tilgodeså mit eget behov. Så det blev gennemløb af tre springbaner på en fredag aften (Fuji løber pt ikke agilitybaner). Det jeg havde brug for, og det måtte gerne blive, når det passede mig allerbedst. Rigtig egoist, men pyt for der var 34 andre, der bakkede op og fik det til at passe ind i mit behov.

35 deltagere med hunde i en hal med opstillet bane, dommer, stole ved ringsiden, indsendere, startlister og tidsplan, så var det så tæt på at være et stævne, som det kunne blive. Det var i hvert fald nemt at “bilde” hundene ind.

Personligt mærkede jeg på Fuji, at især “stemningen” i startområdet, mens vi gjorde klar til start, tændte hende lidt mere end jeg måske lige havde tænkt over. Hun opførte sig dog stadig ok, og var bestemt også på mig, når hun selv skulle løbe.  Men jeg tænker, at jeg kan arbejde med, at det bliver mindre stressende for hende, så det ikke udviklet sig til et problem med en hund, der står i startområdet og måske giver sig til at skrige af dem på banen.

Vi skulle gennem 3 springbaner, som vi kunne løbe to gange hver. Alle fejl måtte naturligvis rettes, og det vigtigste var faktisk, at både hund og fører fik nogle gode og positive løb. Hvis nu første gennemløb var gået helt i fisk, så var det rart, at man havde en løb mere, hvor man havde mulighed for at gribe tingene an anderledes i gennemløb nr. 2 eller måske handle hunden på en anden måde i en kombination, end man gjorde i første gennemløb.

Fuji (og jeg) lavede klassiske fejl for nye. Løb uden om et par spring, gik for tidligt ud af slalom, fik ikke rettet linjen ind osv. Men jeg var ovenud tilfreds debuten, selvom der stadig er plads til forbedringer (og erfaring).

Da folk var draget hjem, gik jeg og ryddede op og tænkte over, hvad jeg selv havde fået med hjem fra arrangementet. Jeg havde fået det med, at jeg nu synes, at min hund er klar til at løbe stævner (springklasser). Dermed behøver det ikke at stresse/bekymre mig, når vi skal løbe vores første stævne sammen i april. Hele set-uppet havde været identisk med et stævne, og hun, jeg og vores samarbejde kunne tackle det. Det er en rar følelse at gå stævnesæsonen i møde med.

Her er link til video med 2 af vores gennemløb

Indtil videre har jeg planlagt, at Fuji skal løbe spring 1 i Viborg, spring1 i Viby og Ribe og Spring 1 hele ugen til Jutlandia Cup. Vi arbejder stadig med løbefelterne, så agilityklasser tror jeg ikke, at der bliver noget af i 2018, men nu glæder jeg mig ekstra meget til, at vi skal ud og løbe sammen, for jeg kan se, at vi er klar nu.

Arrangementet var så stor en succes, at jeg bestemt overvejer at gentage det i starten af 2019, for jeg synes det er så vigtigt for hundene og ikke mindst nye hundeførere at få en forsmag på stævnemiljøet og forhåbentlig komme hjem med gode og positive oplevelser i bagagen.

Desværre nåede jeg ikke rigtig at snakke ret meget med ret mange af deltagerne, da jeg havde nok i at servicere deltagerne og løbe mine egne løb. Men sådan vil et stævne jo også være, der står arrangøren jo heller ikke på nakken af deltagerne. Jeg vælger at tro, at folk fik, hvad de kom for, og jeg hørte mange være meget positive.

Hold da fast hvor kan det være pivkoldt i trænings-/stævnehallerne. Både når man underviser, men også når man er til træning eller stævner. Der er bare forfærdeligt, når man bliver gennemkold. Jeg må erkende, at hvis jeg sådan bliver rigtig gennemkold så er det, som hjælper mig bedst til at få varmen at tage et varmt bad, men hvis man f.eks er på Sjælland, så er der bare meget langt hjem i bad.

Jeg har dog fundet en fin lille løsning udover det sædvanlige med gode termosokker, skiundertøj og lag på lag tøj. Hos T.Hansen kan man købe varmesåler og handskevarmere. Det er supersmart at have nogle sæt liggende i bilen, som kan finde frem på en kold dag, hvor man fryser helt ind til benet. Handskevarmerne holder med garanti varmen i 7+ timer, men jeg har oplevet, at de har været varme i mere end et døgn. Jeg har handsker med plads til at lægge handskevarmerne i (købt i jagtbutik), men ellers kan man bare lægge den lille pose med varmegranulatet ned i selve handsken. Granulaterne i de små poser eller i sålerne aktiveres først, når emballagen brydes. Produktet kan ikke genbruges, og det er selvfølgeligt lidt en ulempe, men jeg ville ikke være god til at huske at “koge” eller oplade disse varmere, så det her er måske en fin løsning til mig.

Hvad så med hundene? Ja de er også pivkoldt for dem. Udover at lægge ekstra tæpper i burene, så købte jeg før jul et fleecedækken til MicMic for lige at teste det af. Fleecedækkenet sidder tæt til kroppen og har ingen stropper. Jeg bruger det som et “underdækken” og når jeg tager vinterdækkenet af, så har hun bare fleecedækkenet på. Det giver en god varm hund uden at hæmme bevægelserne og uden fare for at div. stropper og remme hænger fast, hvis man lader hunden beholde det på under de korte træningssekvenser.

Man skal lige lære sig selv og hunden en god teknik til at få dækkenet af og på, da det er en pull-on model, men det går nu meget fint. Flere har til stævner og træning spurgt mig, hvor jeg har købt dækkenet, og det kan erhverves hos www.flying-dogz.dk til lige under kr. 300.

Ja sådan holder vi os varme, mens vi stadig venter på det der forår, som kalenderen praler med.

Er der forresten ikke også noget med, at vi lige om lidt skal stille urene om til sommertid….. Hvis så bare vejret var lidt med på det.

Ja hold da op. Det lyder jo meget flot! Men jeg har da et diplom, der siger, at jeg er uddannet opdrætter, men ja jeg tænker nu, at den praktiske erfaring er den største del af uddannelsen. Men alt teorien er bestemt også nyttig at have, selvom jeg føler, at jeg har et stærkt netværk at læne mig op af, så har weekenden budt på masser af god viden, noget nyt og noget genopfriskning.

Det var et rigtig godt kursus med masser af god generel information og materiale, hvor alle de på kursets gennemgået slides er trykt i, så kan kunne gøre notater til dem undervejs. Der er også en række relevante artikler, som man efterfølgende kan læse om de respektive emner bagerst i kompendiet.

Jeg havde ellers medbragt et udbudsmateriale (arbejde), som jeg kunne kaste mig over, hvis det nu blev for kedeligt eller irrelevant undervejs (udbudsmaterialer er sjælden specielt fængslende kan jeg godt afsløre, for dem som ikke har gennemlæst sådan et). Jeg var forberedt på, at kurset ikke var så fantastisk og gennemarbejdet, men mere var sådan et, man bare kunne sige, at man da havde taget og et krav, som man havde opfyldt mere for DKKs skyld end for ens egen skyld. Men jeg havde nu hverken lyst, tid eller behov for at finde mit udbudsmateriale frem.

Kurset var godt fyldt op med mere end 80 deltagere, og lige præcis den del gav måske lidt udfordringer, når der i denne store gruppe sad 5 personer, som gerne ville stille spørgsmål, som havde størst relevans for dem selv. Det var de samme som hele tiden gerne ville fortælle om deres fødselsforløb, om deres lille fidos bizarre adfærd eller komme med kritik af deres dyrlæges håndtering af et reproduktionsforløb. Eller måske havde lyst til at bringe op, at vedkommende fandt det urimeligt, at deres race havde krav til HD index i deres avlsanbefalinger…. Det kunne godt gøre kurset noget anstrengende til tider. Ikke alle indlægsholdere var lige gode til at skære dem af, og de stjal en del tid under især adfærdsdelen, så den sidste del af det emne blev kort lidt hurtigt igennem.

Det var ellers gode, kompetente og interessante indlægsholdere, som serverede de fire moduler godt og var gode til at tale et sprog som jeg tror flertallet kunne forstå.

Jeg var glad for, at jeg tilfældigvis skulle gennemføre kurset sammen med Sanne Ammitzbøll. Ikke kun fordi vi havde et massivt sukkerdepot begge dage, som vi kamp-åd af, men også fordi det næsten gjorde det helt underholdende, når den der håndfuld personer gentagne gange markerede for at få “taletid”. Ja, det blev lige som en fælles oplevelse, som vi havde en lang og underholdende facebooktråd omkring. Nogen gange har man kun det sjov, man selv laver.

To lange dage er gennemført, adskillige hundrede gram slik, chokolade, kage og sodavand er hældt indenbords, men masser af nyttig teori har jeg også fået med hjem, og jeg føler mig nu endnu mere rustet til endnu et hvalpekuld, for bedst af alt, så blev min frygt om, at jeg spildte 1.700 kroner på kurset gjort til skamme.

Jeg er kontrolfreak, og jeg elsker at planlægge og få det hele til at gå i en højere enhed. Ikke fordi det altid går til held. Det er ikke alt i denne verden, jeg selv kan planlægge, og Silas er f.eks en “faktor”, som kan drille. Mest pga hans sygdom, ellers er han nu  meget lige som andre børn på det punkt.

Når et nyt år starter, så breder jeg div stævnekalendere ud (DCH, DKK og skeler også lidt til den svenske) og så spekulerer jeg over, hvad året skal gå med. Hvad har jeg af mål? Kort sagt så lægger jeg øvrige planer rundt om mine stævneplaner. Hvor er jeg bare heldig, at jeg har sådan en fleksibel familie!

Men 2018 ser ud til at være lidt anderledes at danse med. Først og fremmest går jeg og venter på, at MicMic kommer i løbetid, da jeg jo har hvalpeplaner på hendes vegne. Jeg kunne nu også godt se MicMic som en landsholdskandidat, men udtagelserne kommer til at ligge lige i hendes drægtighed og hvalpetid, hvis alt går efter planerne. Jeg holder ved mit løfte om hvalpeforsøg, for dels har jeg nogle forventningsfulde mennesker, som drømmer om en MicroMic, og jeg har jo også andre hunde at løbe med. De skal måske ikke lige indgå i bruttotruppen for landsholdet, men der da også andre ting og mål med sine hunde end det, så det går nok.  Jeg tænker dog stadig på, at melde MicMic, hvis det med hvalpe går i vasken (man ved jo aldrig med sheltierne). Vi får at se. Der er stadig et par dages betænkningstid.

WAO bliver der ikke noget af i år. Valgte ikke at melde mig pga hvalpeplanerne. Uanset om den ene eller anden hund kom med på holdet, så ville jeg være forhindret i at deltage, hvis der kommer hvalpe. Jeg havde også andre aftaler den dag, hvor der var udtagelsesløb. Det var ellers en skøn oplevelse sidste år, men måske kommer muligheden til os igen.

EO var ellers i mine planer, for så burde vi være fri af hvalpe. Når man har lille eller mellem hund,så kan man altid komme med på holdet, da der aldrig er så mange, der melder sig, at der egentlig skal udtages. I år er det i Østrig, og det var da lige noget for Henrik at komme med på EO ferie så.  Han vil rigtig gerne til Østrigt. Min niece har så valgt at holde bryllup i samme weekend, så det er jo lidt et dilemma, som der vel egentlig findes to rimelige løsninger til. Nemlig at vælge EO eller at vælge brylluppet…..  Jeg tænker stadig, men ved, at der også kommer EO næste år…..

Der er da også allerede puttet nogle stævner ind i min kalender, og jeg glæder mig især til at komme ud og mærke græs under fødderne igen. Agility kan godt være sjovt og seriøst uden at man behøver at stile efter store mesterskaber. Hver klasse og hvert stævne kan have sine helt egne delmål.

Men jeg er slet ikke bange for at 2018 bliver et kedeligt år, for det bliver også et år med nye tiltag. I den kommende weekend tager jeg DKKs Opdrætteruddannelse, så formalia er i orden. Selvom jeg har haft et hvalpekuld, så har jeg da vildt meget at kunne lære om opdræt. Ja, så kan jeg overveje kennelnavn bagefter, hvis jeg skulle have trang til det. Men jeg kan personligt godt lide, at man ud af hundens navn kan se, hvor den kommer fra, men det er jo ikke et krav at man har kennelmærke med mindre man laver mange kuld. Kennelnavne er jeg rimelig blank for. Jeg ved bare, at det ikke skal kunne henføres til en race eller en specifik aktivitet.

Så har jeg meldt mig på et 10 ganges lydighedskursus hos Anne Kew. Jeg har absolut ingen lydighedserfaring. Trænede lidt i DCHs lydighedsprogram i 1991-1992, men så fik jeg øje på agilitybanen i stedet, og det passede lidt bedre til min hunds aktivitesniveau (og måske også til mit). DKKs lydighedsprogram har jeg ingen erfaring med, men som Pippi ville have sagt “det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”. Jeg har ikke store ambitioner om lydighed, men en enkelt lydighedsprøve eller to, kan det måske blive til. Det er mest for at udvide min horisont.

Tine, som jeg har Darwin sammen med, har gået lydighed gennem mange år og er også rigtig dygtig. Hun har også velvilligt tilbudt at hjælpe mig, men afstanden på de tre timers kørsel gør det jo lidt for svært til, at det reelt vil blive til noget. Så er der jo mulighed for onlineclasses, men da jeg er for grøn indenfor lydighedsfaget, så tror jeg, at jeg kan lave meget skidt, hvis jeg arbejder for meget på egen hånd. Jeg tror det er en god ide at lade sig introducere til øvelser under instruktion, og jeg glæder mig til vi skal igang.

Lige nu bruger jeg rigtig meget krudt på at få Fuji tunet ind på agility. Rigtig meget af min energi bliver brugt på indlæring af løbefelt. Virkelig tidskrævende med studie af videoer og redigering mv. Jeg har virkelig fået gang i de små grå, men også rigtig meget blod på tanden. Løbefelter er helt klart Fujis kop te, for hvis der er noget, som hun elsker rigtig højt, så er det lige præcis fart og løb, og det er en fornøjelse at se hendes glæde, når jeg finder Manners Minder og kamerastativ frem.

Jeg har også meldt hende til hendes første officielle stævne i Viborg i april. Der skal hun dog kun løbe spring klasse 1. Agilityklasserne forventer jeg ikke at stille i før næste år. Vi skal “lige” have indlært løbefelterne.

I år skal vi bare lege med springklasserne til stævnerne. Jeg synes stadig at der er lang vej til at Fuji er god på en hel bane, men nu tester vi lige formen. Men som flere instruktører så rigtigt har sagt til mig, så tager det længere tid at forme/uddanne de hurtige og lidt mere crazy hunde. Fuji er ellers enormt pleasende og vil gerne gøre det, som jeg beder hende om, men hun vil også gerne gøre det med 140 i timen. Hun elsker simpelthen alle former for opgaver. En rigtig arbejdshest!

For at opfylde mit eget behov for at teste hende i et stævnelignende miljø, har jeg taget initiativ til et klar til stævne-kursus, hvor der er mulighed for at løbe 3 springbaner og træne og rette undervejs på banen, hvis der er behov for det. Banerne får man lov til at løbe to gange. Jeg glæder mig til at teste hendes form på disse baner.

I starten af juli pakker Silas og jeg campingvognen og triller til Kolding, hvor der er inviteret til ugekursus i agility. Så kan Silas og jeg snuppe en lille hyggeferie sammen i campingvognen, og Silas kan også få lov at hilse på et par  af Ninjas hvalpe. Han er også altid glad for gensynet, for han var meget sød til at tage del i hvalpenes opvækst, så det glæden er gensidig, når de mødes.

Herfra har jeg lidt svært ved at planlægge så meget hund (men livet er også så meget andet end hund), for mit hoved tumler lige nu med USA planer. Hvis alt går vel, så forventer jeg at vi tager et par uger til USA i efteråret. Vi blev ligesom ikke rigtig færdig sidste gang (som om man nogensinde bliver det), og når jeg tænker på hvor storslået en oplevelse det var i 2016, så er vi helt enige om, at det vil vi gerne prøve igen.

Så jeg tror, at 2018 bliver et spændende år med oplevelser, gode udfordringer, masser af sjove stævner sammen med min tøsebande og oplevelser med min familie.

Jeg har i hvert fald planer om, at året skal blive et godt og sjovt år.