Ferie-uge

Henrik og jeg har valgt kun at holde to ugers sommerferie. Den første uge var i uge 27, og den sidste holder vi så nu i uge 31, og indtil videre har vi jo fået et sommerferievejr, som de fleste af dem med en brugt sommerferie bare har drømt om.
Nogen vil måske synes, at det er lidt fedtet med kun to ugers ferie, men både Henrik og jeg har nogle store og spændende projekter på jobbet, og da vi var på camping i hele påskeugen og i Kristi Himmelfartsferien (og helligdagene faldt meget sent i år), så er vi ikke så feriehungrende. Måske kan vi få lejlighed til at tage en uges ferie i efteråret og måske rejse til udlandet, eller hvad vi nu finder på.

Dagens første gave

Denne ferieuge, som vi befinder os midt i, startede med en dag med mange oplevelser for især Silas. Han blev nemlig 3 år i mandags, og samme dag startede han i børnehave. Han var dog kun på besøg i et par timer sammen med både Henrik og mig. Efter middagsluren derhjemme ventede fødselsdagsgæsterne.

Silas fik bare de mest fantastiske gaver. Største hit var fra Onkel Uffe, som havde købt en guitar. Vi havde købt elektriske trommer til ham og mine forældre havde blandt andet købt en trillebør. Trillebøren nyder han at gå rundt med i haven og flytte på et par småting, og guitaren ja, Silas er jo meget begejstret for musik, og han ligner jo af og til en helt tjekket guitarist, når han håndterer sit nye legetøj.

Silas spiller guitar

Men ferieugen skal ikke bare gå med hygge og afslapning. Her står den nemlig på “Projekt Forhave”. Tirsdag har Henrik brugt størstedelen af dagen på, at grave jord i indkørsel og forhave og lige nu ser det herrens ud, men mon ikke det ender med at blive flot?!

Grunden set fra indkørsel

Der er stadig lang vej til projektets afslutning, men med lidt flid og de rigtige maskiner, så når vi det nok i år.

Echo er DM-klar

Sikke en sommerweekend. Stegendes hedt! Jeg havde valgt at tage til Internationalt DKK stævne i Vejen. Det var der to grunde til. For det første blev det afholdt 35 min. kørsel herfra og for det andet, så manglede jeg lige præcis ét fejlfrit kvalifikationsløb i Agility Åben for, at få Echo med til DM. Jeg for længe siden besluttet mig for, at jeg ikke gad at ræse landet rundt for at kvalificere mig.

Jeg kan jo ikke tillade mig at forvente en hel masse af en hund, som jeg aldrig træner, så hvis vi kvalificerede os, så ville det bare være fint, og hvis ikke, så var det ok.

Echo på banen
Foto: Schnauzerpower, Gitte

Lørdag løb Echo fejlfrit i Ag1 og fik sin sidste oprykning til AG2, som jeg så eftertilmeldte – og vandt den med et fejlfrit løb. Agility Åben var også fejlfrit – ikke så hurtigt. Echo er ikke så glad for varmen. Han giver sig ikke rigtigt, men det er faktisk ikke, fordi han ikke vil løbe agility. Jeg skal nemlig bogstavelig talt slæbe ham ind i stævneteltet eller udenfor ringområdet efter hvert løb. Han vil skisme da ikke forlade “festen”

Et kig ud over stævnepladsen og de to agiltyringe

Nå men det var skønt med 3 fejlfrie agilityløb. Gårsdagens sidste løb, som var spring åben gav desværre en disk og i dag løb vi 3 løb, som vi alle blev diskede i. Det kan man da kalde stabilitet på en eller anden måde!!

Det var en blandet oplevelse at være til et “ægte” DKK stævne igen (har ikke været afsted siden engang i 2009). Tidsplanen passer som røv og nøgler. Det er sgu da utroligt, at DKK ikke kan finde ud af “regne den ud”. Så svært kan det da for pokker ikke være. Vi andre kan da finde ud af det, og det er de samme deltagere, der kommer til vores stævner i Ribe Hundevenner. Men der kunne jo også være den forskel, at selvom vi altid synes at tørste efter hjælpere, så er det da vist vand ift DKK. Egentlig ret belastende, at der skulle efterlyses hjælpere til næsten hver klasse, så man næsten fik helt dårlig samvittighed over ikke at hjælpe til…. Nå ja, så er der jo også lige præmieringen. Den er jo heller ikke noget særligt at skrive hjem om.

Et kig ned af langsiden

Men selvom DKK ikke er fantastiske til at afvikle stævner, så var det jo stadig dejligt at hilse på diverse dejlige mennesker til weekendens stævne. Agilityverdenen er fyldt med så mange skønne folk, og mange af dem nyder jeg at gense.

Hygge uden småbørn

For Henrik og jeg er denne uge arbejdsuge, men for Silas er det ferie. Dagplejen har ferielukket og på mandag starter han i børnehaven.
Derfor er Silas på ferie hos mine forældre og bliver forkælet med flødeboller og is på de underligste tidspunkter. Lige præcis som det skal være, når man er på ferie hos sine bedsteforældre.

Så vi skal da ikke sidde på vores flade i sofaen og kigge ud i luften, når Silas hygger sig nordpå. Så er det da med at gøre nogle af ting sammen, som måske ikke lige ville være Silas´ førstevalg. Så vi havde talt om, at vi skulle tage ud at spise sammen en af de aftener, hvor Silas var på ferie.

På jobbet i dag fik jeg den idé, at vi kunne tage på Trapholt i Kolding. Jeg har aldrig været der før, men fandt ud af, at de havde åbnet til kl 20 hver onsdag og cafeen om onsdagen serverede en grillbuffet med div kød og salater.

Trapholt – Skøn terasse med udsigt

Udsigt fra Trapholt over fjorden
Jeg: Hvad er mon det, der ligger derovre
Tobias: Det er dyrt!
Det tror jeg, at han har meget ret i. De teenagere er ikke så nemme at narre.

Det var en fantastisk aften til sådan et arrangement, for vi kunne sidde og nyde en af de sjældne sommeraftener med udsigt ud over fjorden. Efter maden tog vi en lille rundtur på Trapholt og så nogle af udstillingerne.

Synsbedrag… Lille Tobias på stolen og kæmpe Henrik!
Smart hat – ikk?

Det var lidt sjovt at køre afsted mod Trapholt uden at have fortalt Tobias og Henrik, hvad planen var. Jeg havde kun sagt, at vi skulle have både kulturelle og gastronomiske oplevelser. Tobias er lige så dårlig, som jeg til at blive “bortført” og gættede i et væk på destinationen. Men han gættede aldrig hvad planen var.

Lykken er din……

… hvis du vil have den.

Lykke er en underlig størrelse. Danskerne er efter sigende verdens mest lykkelige folk, men jeg synes, at jeg oplever mange, der higer efter en evig lykke, og giver udtryk for alt andet end tilfredshed med deres liv. Det er som om, mange siger, hvis bare…..

  • jeg blev skilt og var fri
  • vi vandt i Lotto
  • vi kunne komme ud at rejse
  • vi fik den nye flotte sofagruppe
  • alle i familien havde deres egen bærbare eller IPad

Eller hvad udsagnene nu kan være….  Store eller små. Men ville det være en lykke? Næhh, jeg tror sjældent, at ovenstående ville bringe mere lykke. Jeg tror, at lykken handler om at finde roen i sig selv og finde ud af, hvad ens værdier er. Man skal holde op med at hige efter alt det, som man ikke har, og værdsætte det, som man har.

Lykkefølelsen kan være sådan lidt op og ned. Nogle dage føler man sig så lykkelig, at det er lige før man sprudler over. Jeg var meget forundret over, at mærke denne sprudlende lykkefølelse en dag midt i Silas´ kemoforløb. Selvom det nu er et par år siden, så husker jeg stadig min forundring over at have en stor lykkefølelse på netop det tidspunkt, hvor jeg måske burde være allermest ulykkelig og fortvivlet.

Det hele var stadig relativt nyt for os. Silas har vel været 5 måneder gammel og to måneder forinden, havde han fået diagnosen Langerhans Celle Histiocytose og en prognose på 50% for overlevelse, og jeg fattede ikke, at jeg kunne stå der midt i min angst og føle mig så fandens lykkelig….. Det var faktisk lidt af en øjen-åbner for mig og min opfattelse af lykke.

Siden har jeg dog observeret, at mange af de forældre med kritisk syge børn, som jeg har lært at kende gennem de sidste par år, ganske ofte udtrykker en stor lykkefølelse og ikke mindst taknemmelighed for de små ting i livet. For nogen af disse forældre skal der desværre nærmest mirakler til, hvis deres børn skal overleve (men miraklernes tid er ikke forbi), men det forhindrer dem ikke i at føle sig lykkelige, og det synes jeg på en eller anden måde er meget interessant.

Især hvis jeg kigger mig omkring, og mine øjne falder på personer eller familier, hvor tingene ser ud til at gå lidt ligesom en leg, men samtidig oplever at samme personer beklager sig i ét væk over småting og er utilfredse og kede af (i mine øjne) mindre betydningsfulde ting.

Jeg føler mig overbevist om, at lykken ligger foran ens fødder, hvis man bare vil være lykkelig og tilfreds i sit liv.