NM i agility

Søndag var der Nordisk Mesterskab i agility. Værtsskabet går på tur mellem de nordiske lande og i år var det Danmarks tur til at afholde mesterskabet. Så det var jo relativt let at bevæge sig afsted til arrangementet. Selve arrangementet vil jeg nu ikke rose, synes faktisk at det var en ringe standard, når man nu tænker på, at det faktisk var et NM.

Men det, som det faktisk handlede om derovre i Gladsaxe, var jo også mest agility, og der var meget flot agility at se på. Specielt finnerne leverede virkelig klasse-agility. De var jo ikke bare lidt hurtigere…. Men meget! Desværre kan jeg ikke finde resultaterne på DKKs hjemmeside endnu. De har også kun gidet at nævne 3 ud af Danmarks 5 medaljer på hjemmesiden. Suk!

Så kan det godt, at der sidder et par stykker som tænker: Hvad skal du også bruge resultatlisterne til, for du var der jo selv?! Ja, det var jeg, men:
Resultaterne var “blæst op” på et lille lærred, som vel var 1,5×1,5 m og det er måske liiige lidt nok til en sportshal. Jeg kunne i hvert fald ikke læse resultaterne.

Jamen, så kunne man vel høre dem i højttalerne?? Nej, det kunne man desværre ikke, for akustikken var elendig. Speakeren er normalvis ellers god nok, men det nytter ikke så meget, når det lød som om, at han talte med et stykke papir for munden, når han talte.

Nå men når bare man kan se tiderne på tidtagningsanlægget, så kan man da følge lidt med, ikk? Jo det kan man i hvert fald, men desværre var tidtagningsanlægget ret ustabilt, så ved en del af gennemløbene så kunne man ikke se tiden (gætter på at det så var den manuelle tid, der talte…. suk også til et NM)
Så jeg synes, det var meget svært at følge med i stillingen, og det synes jeg faktisk var ret ærgerligt. Så på spørgsmålet om det var køreturen værd, så hælder jeg nok mest til at svare nej.

Men hvis man havde set det hele hjemmefra på sin pc, så havde man jo ikke fået stemningen med. Især en flok dansemus, der havde øvet diverse festlige danse, gjorde sit til at give stemning. Det havde dog ikke helt samme effekt som ved VM, hvor det vælter ned med folk, som vil danse med, men jeg synes det var sejt kæmpet af den lille sluttede flok.

Ellers var det en god hal med gode tilskuerpladser. Dog med et cafeteria, der sjældent er set ringere eller langsommere. De kunne have tjent masser af penge på det her mesterskabs tilskuere, men den lange ekspeditionstid afholdt vist flere fra at handle der.

Simic, som jo er Ninjas mor, lavede et flot comeback efter at have været lidt “nede” (efter at have haft Ninja og hendes søskende “på slæb”) var med til at vinde hold guld – og individuelt vandt Simic og Sarah bronze. Tillykke!

Derudover vandt både lille og mellem holdene sølv og den sidste individuelle medalje til Danmark blev vundet af Ann-Britt med Diesel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.