På med ja-hatten

Hjemvendt fra EO i agility dukker der div indlæg og kommentarer op på Facebook om, hvad det er vi mangler i dansk agility for at få samme klasse, som nogle af de andre førende nationer.

Jeg er enig i, at vi i DK har mangler, hvis vi skal nå de andres niveau. Der kan være rigtig mange grunde til, at vi ikke er samme sted. Sporten har udviklet sig meget gennem de sidste 5 år, og det kræver nok i dag noget andet at være med helt til tops internationalt end det gjorde for 10-15 år siden. Selvom vi ikke alle går efter at blive verdensmestre, så må man gerne tænke nyt og være åben.

Nogle af de store agilitynavne i verden lever jo mere eller mindre af deres sport i form af undervisning. Nogle lever 100% af agility. De arbejder med agility hele tiden, og ikke som vi danskere, der har et almindeligt civilt liv, og (måske kun hygge-) træner ved siden af. Hvis vi skal ændre på den del, så skal vi ændre på nogle ret store og væsentlige ting i folks liv, så det lader vi lige ligge, for jeg synes måske, at der ting, som vi ret hurtigt kan ændre, alene ved vores indstilling.

Ofte til banegennemgangene hører man mange kommentarer til banen, og det er jo ofte halv negative kommentarer som er sagt mere eller mindre i spøg, men nogen af dem er også sagt i frustration og en lille portion vrede. Det kan være situationer, hvor man ikke kan hjælpe sin hund med det, som den har svært ved. Er det så ikke fordi der er noget, som man skal hjem og træne på? Vi bør vel huske, at vi skal træne det, som vi har svært ved, i stedet for at træne de ting, som vi godt kan. Ellers er det svært at udvikle sig som ekvipage.

Vi bør som hundeførere være lidt mere åbne overfor dommernes baner (med mindre de udgør en sikkerhedsrisiko) og lade os udfordre i stedet for hele tiden at være så fokuseret på, at vi skal være fejlfrie. Ofte er banerne langt bedre at løbe med hunden end det, som man forudser ved banegennemgangen. Men man ser ofte (jeg er ikke nødvendigvis selv nogen undtagelse herfor) at handleren overhandler eller forstyrrer sin hund på det eller de steder, hvor det bliver svært i stedet for at teste om hunden faktisk KAN løse udfordringen. Det er bare så meget sjovere (og flottere) at komme igennem en bane med et lækkert flow i stedet for at bremse/løbe i vejen for hunden i håbet om at undgå fejl. Vi skal turde satse. Det er en af de ting, som jeg synes, at mange udlændinge er bedre til end vi generelt er i Danmark.

Vi er også vant til at vores stævner afholdes på mere eller mindre afsides klubarealer, hvor der stort set kun kommer deltagerne selv. Det er rigtig ærgerligt for sporten, for vi har en publikumsvenlig sport, og jeg tror også, at publikum er med til at gøre os bedre. De er med til at give en anden stemning. Det er også med til at give nogle andre forstyrrelser, og det er også som om agilityverdenen endelig ikke vil have forstyrrelser. Jeg synes, jeg har hørt mange undskyldninger eller bekymringer overfor forstyrrelser. Der grilles pølser og vindretningen er mod banerne, der er løbske tæver, der spilles bold bag teltene, der er en der belønner med pive-dyr, der sidder en og tager billeder, der blev talt i højttalerne, da vi skulle løbe osv.

Jeg har også oplevet, at Silas til et stævne gik bag teltene og legede med sæbebobler. Det skete, at enkelte sæbebobler fandt vej ind over teltene, da jeg så, at der var risiko for at sæbeboblerne faktisk kunne forstyrre på banen, gik jeg om og stoppede hans leg (til hans store skuffelse). Mine hunde ville helt sikkert ikke lade sig forstyrre af det, men jeg har f,eks også nogen gange høns gående frit mellem mine agilityforhindringer, når jeg træner, og mine hunde er ligeglad med div. forstyrrelser i min træning. Jeg tror ikke, at det er en god idé at pakke hundene og træningen (og til dels konkurrencerne) ind i vat og bobleplast og være så bange for forstyrrelser.

Hvis vi altid prøver at undgå alle former for forstyrrelser, så lærer vores hunde aldrig at arbejde med forstyrrelser, og jeg tror, at det kan blive svært at bede publikum om at lade kompressorhorn, trommer og kobjælder til VM. Og hvis vi er vant til at løbe med forskellige forstyrrelser, så vil forstyrrelser generelt heller ikke være et problem.

Det næste stævne, som Ribe Hundevenner skal afholde bliver afholdt i forbindelse med en Jagt og Naturmesse på Gram Slot. Jeg er ikke involveret i beslutning eller planlægning, men synes, at det er interessant at komme ud og løbe i fremmede omgivelser og være en del af et større arrangement. Jeg har også løbet agility i Givskud Zoo, Hjerl Hede og ved butikscentre. Det er anderledes, men det er vel også med til at udvikle os at komme væk fra vores små lukkede trænings-/klubarealer.

Mon ikke vi vil udvikle os selv og vores sport, hvis vi var lidt bedre til at tage ja-hatten på i stedet for at møde nye tiltag, baner osv med skepsis. Jeg vil lade det være en opfordring til mig selv og mine konkurrenter. Negativitet er så drænende. Positivitet giver så meget mere energi og overskud.

Over 80% af alle ens bekymringer bliver alligevel aldrig til “noget”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.